Christian klamrede sig til et gevær og fulgte efter Indrek og Serhy. De var omkring hundrede meter foran ham og spejdede mod gården fra skyggerne mellem de sidste af flere rækker af vinstokke, der stod ned af den bakke de havde sneget sig nedad.
   Rækkerne sluttede tæt ved bagsiden af gårdens hovedhus der var adskilt fra vinstokkene af tyve til tredive meter græs. Mellem en sidebygning og hovedhuset kunne han tydelige se en del af en gårdsplads, der var oversået med forskelligt udstyr og maskiner.
   Aftenhimlen var blevet dybt mørkeblå og en smule blæst pustede blidt imod dem gennem træer og vinstokke inden den gled videre op af højderyggen bagved gården. Vindens rtning var en af grundene til Indrek havde lagt den rute han gjorde.
   Fordampet vand fra en kort byge forinden frembragte en lavendelblå damp der kunne ses i månens lys gennem enkelte huller i skydækket. Dampen svævede stille for vinden henover skråningerne mod nord .
   Uanset hvilke varsler aftenen rummede om ubehageligheder, der kunne vente, prøvede Christian prøvede at betvinge sine dystre forventninger til dem mens sveden i stride strømme løb ud af ham. Den fragmentationsvest Indrek havde også insisterede på, han bar, sammen med geværet beskyttede forhåbentlig lige så meget som den generede tænkte han og rettede for gud ved hvilken gang på vesten.
   Da Indrek planlagde deres rute en time før havde han lagt en, der ville bringe dem forbi fire huse, der skulle undersøges inden de kom frem til den gård han anså for Denys og Lazarefs mest sansynlige skjulested.
   Ved de første huse havde Indrek og Sherhy skiftedes til at snige sig nærmere og undersøge forholdene og kikke ind af de vinduer, der var oplyste. Efter det sidste måtte de ned af en fedtet og våd højderyg der førte mod gården. Den var opdelt i flere terrasser med vinstokke, der stadig havde en hel del udvikling til gode inden de druer kunne laves om til vin konstaterede Christian der snuppede en smagsprøve mens Serhy og Inrek studerede forholdene gennem en lysforstærkende kikkert. Derfra fik han kun taget to skridt, inden han snublede over en stor gren på jorden.
   Serhy snurrede om og greb fat i vestens krave lige inden Christian ramte jorden og trak ham på højkant med noget der føltes som mere end almindelig råstyrke.
   "Du behøver ikke at reklamere med vi er her" kom det tørt fra Indrek. "Det skal vi først fortælle dem derinde, når vi ser noget vi ikke bryder os om."
   Derefter var de gået i forvejen og Christian listede forsigtigt bagefter og holdt sig foroverbøjet, så godt vesten tillod og nede i skyggen mens han afsøgte jordbunden med den forreste fod inden han gik videre.
   Serhy var forvundet i et sted i mørket da Christian nåede pustende frem til Indrek efter den akavede måde han var gået på.
   Der gik ikke mere end en par minutter før Serhy igen dukkede så pludseligt frem, det gav et sæt i Christian. Han havde ikke hørt en lyd før Serhy pludseligt stod mellem dem igen på en måde, der mindede om en tryllekunst.
   "Der holder i hvert fald en mørk Mercedes ude i gården" mumlede Serhy dæmpet. "Jeg turde ikke gå ret tæt på. De fleste gårde jeg kender har hund."
   "Vi finder en vinkel hvor vi kan kikke gennem de oplyste vinduer." sagde Indrek. "vi går hen til første række vinstokke og gemmer os bag hver sin mens du betragter forholdene gennem mit kikkertsigte. Vi bytter lige våben sagde han til Christian. Lysforstærkeren duer ikke gennem oplyste vinduer. Du må nøjes med mit kikkertsigte. "
   Han tog sit gevær frem, justerede teleskopskæftet og rakte det til Christian.
   Christian afleverede sit eget gevær modtog Indreks og blev overrasket over hvor godt kikkertsigtet forstørrede det med.
   "Meget fint" sagde han efter et hurtigt kik i okularet mod husets vinduer. "Seksten gange halvtreds, vil jeg gætte på."
   "Næsten" mumlede Indrek "Atten gange seksoghalvtreds." Han forsvandt efter Serhy gennem et hul i vinrankerne.
   De gik stille lidt længere tilbage for at finde den bedste vinkel at se gennem vinduerne på.
   Endelig stod Christian dækket bag en tæt vinplante og så gennem kikkertsigtet og ind i huset.
   Det eneste han så var en stor rødmosset og skaldet kraftig mand, der bar nogle flasker ind i et andet rum. Kikkertens forstørrelse var kraftig nok til at Christian kunne se at mandens næse var knoppet og blålig men at han iøvrigt så godmodig nok ud."
   "Landmanden har lige hentet mere brændstof til næsens farve" meldte Christian. "Vi må længere hen før jeg kan se om han har selskab til det.."
   De trak stille en halv snes meter den rigtige vej mens Christian noterede sig de ikke havde lige så meget modvind som tidligere.
   Han viklede geværremmen om underarmen og satte øjet til kikkertsigtet.
   Den mand der travede frem og tilbage og talte med værten mens han skænkede op, kendte han ikke.
   Værten så mod venstre, stillede åbenbart et spørgsmål og bevægede sig i den retning med et par glas.
   Christian løftede gevær og kikkertsigte og rykkede et par buske længere hen og fik bedre udsyn.
   Den brede landmand stod i vejen og skjulte dem, der sad i sofaerne mens han talte gemytligt, så det ud til og slog ud med den ene hånd og løftede sit glas i en skål som fik Christian til at blive tørstig. Han var nødt til at befri armen for vægten af gevær og kikkertsigte et øjeblik.
   Et blik mod vinduet viste utydelige at værten vendte sig og gik over til den sidste mand.
   Christian løftede gevær og kikkert igen og kastede et blik ind i rummet.
   "Bingo" udbrød han højt "Der sidder Semanov og Lazaref i sofaen. "
   "Så rykker i ind på gården" beordrede Indrek omgående. Han havde åbenbart kontaktet Maksym og Jevhem mens Christian legede vindueskikker og gav de fornødne ordrer. .
   Christian kikkede igen. Den mand han sidst havde set stå ud af en elevator i Portoroz og forfulgt siden sad helt sikkert og nød et glas vin, med halvlukkede øjne, midt i kikkertsigtets trådkors.

***
   "I kan købe Skoda Scouten derovre for syvtusinde" afgjorde Bohdan og nikkede over mod en bil hvis vægt sikkert var fordoblet af det skidt, der sad overalt på den. Han havde uden kommentarer hørt om deres problem, uden at lægge skjul på han ikke troede ret så meget af det, Ülo fortalte.
   "Den er i bedre stand end udseendet antyder. Den kan køre over det meste. Så længe i ikke stiller alt for store krav til udligningsdifferentialet, er den i tip top stand. Det er derfor den ser ud som den gør, "fortsatte han og kløede stadig sine hunde på hovedet.
   "Og hvis vi nu får lyst til at prøve det differentiale? spurgte Ülo uden at lægge skjul på sin skepsis. "Hvilken vej skal vi så?"
   "Tag stien derovre. Den går gennem en mergelgrav og over et par bakker, den sagtens klarer. Den ender på en af vejene til Chornomor'ske.et par kilometer længere nede." forklarede Bohdan og viste dem vejen med en skæv finger.
   "Hold til højre og kør op af bakke hele tiden. Ellers havner i i en mose i skal bruge et amfibiekøretøj til at komme gennem. Sådan et har jeg altså ikke."
   "Find bare nøglerne frem. Vi kommer ind med penge når vi har flyttet et par kufferter over i Offroaderen." afgjorde Ûlo. "Så kan vi sikkert også bruge et glas eller to af din vin."
   "Det skal i få" nikkede Bohdan og forsvandt ind i huset med de logrende hunde efter sig.
   "Bohdan behøver ikke se hvad vi faktisk flytter. Våben vil han han normalt ikke røre ved. Vi må hellere beholde dem et par dage endnu." mente Ülo og gik over og åbnede Skodaens døre, der ikke var låst.
   Efter Denys kort efter havde kontrolleret sin mail inde i huset blev det ene glas til flere sammen med en let anretning af pølse, skinke og ost den gæstfrie Bohdan uden videre satte på bordet sammen med vinen.
   Imens udvekslede han og Ülo historier om fælles bekendte og den undergrundsøkonomi nye forhold og restriktioner medførte. Bohdan indtog åbenbart en nøgleposition, på grund af hans store bekendtskabskreds og evner til at samle folk i protester, når nogen følte sig trådt over alt for mange ligtorne. Når nogen havde noget til overs kunne de som regel opbevare det hos ham til de eller Bohdan fandt købere, der ikke stillede ikke stillede alt for mange spørgsmål om hvor tingene stammede fra.
   Denys slappede af og sammenlignede uvilkårligt Bohdan med hans nu afbrændte morfar, hjemme i Sukhuni i Transnistrien. Denys undte sig selv et tiltrængt hvil, mente han selv og drak meget af Bohdans gode vin. Han begyndte at føle sig døsig og roste vinen.
   Det fik Bohdan til at love han kunne få en håndfuld flasker med. Dem rejste han sig omgående for at hente og forlod stuen.
   "Der er vel værre måder at blive bedt om at skrubbe af på" mente Karel og og vred de sidste dråber ud af en flaske og lod dem forsvinde sammen med et stykke pølse.

Bohdan kom, kort efter, tilbage med den lovede håndfuld flasker i begge sine store hænder. Hans hunde luntede stadig logrende i hælene på ham.
   Pludseligt stivnede hundene samtidig og strøg hen til de vinduer, der stod på klem, satte poterne op i vundueskarmene og knurrede og gøede advarende.
   "Der er vidst noget derude mine hunde ikke bryder sig om" konstaterede Bohdan og satte flaskerne på bordet og stirrede bekymret mod vinduerne.
   "Det er jeg heller ikke helt sikker på, vi gør" afgjorde Karel og sprang op. "Skal vi komme ned af den markvej i en fart."
   Ülo sprang op, tog to skridt mod døren, skiftede retning og greb en håndfuld af Bohdans afskedsgave og fortsatte ud af døren med de andre i hælene med Denys til sidst fordi resten af flaskerne forsinkede ham en smule.
   De kastede sig ind i Offroaderen og Ülo fik motoren til at bevise Bohdans anbefaling. Den gik igang med et brøl og Ülo satte bilen i gear mens alle rodede efter de våben, de kort før skjulte omhyggeligt under sæderne sammen med den ekstra ammunition som Ülo fandt frem fra sin Mercedes.
   Ülo lirkede Scouten uden om en anden bil og mellem en traktor og noget der lignede en forvokset espressomaskine. Da der var klar bane trådte han speederen i bund, ud fra gårdspladsen og mere gled end drejede til venstre og slog ind på den markvej, Bohdan havde udpeget for dem.
   To brag i karosseri og forrude fik rudens udseende til at skifte til sildebensmønster mens en kugle snurrede gennem kabinen lige foran Ülos hoved, som han uvilkårligt rykkede tilbage. Lydene af skud nåede dem.
   "Klokken tre" skreg Karel og stak hovedet ud gennem bilruden og affyrede sin maskinpistol mod to skygger, der skilte sig ud af rækkerne af vinstokke og løb mod dem og skød.
   Lazaref greb ud efter Ülos maskinpistol og affyrede en staccatobølge af skud gennem sin rude mens Karel skiftede magasin.
   Det stoppede skuddene ude fra marken mens Ülo gjorde sit bedste for at få fart på den slidte bil.
   Det lykkedes kun nogenlunde da der igen kom mundingsglimt ude fra mørket. De hørte kuglerne hvine gennem luften mens Ülo speede op og skiftede gear.