"Vores opgave bliver ikke nemmere, når dem vi jagter, skjuler en hel organisation hvis enkelte celler kommunikerer med hinanden via internettets mørke sider. Når ledelsen gemmer sig i en celle i et land og resten af staben er fordelt i celler med forskellige opgaver, spredt over andre lande med hver sin skjulte kommunikationslinje er der virkeligt lagt an til problemer for ordentlige mennesker. Det får de ret nemt få til at hænge sammen med internet." mente Bryn Temple.
   "Og det er lige nøjagtigt grunden til vi også må skjule os mens vi finder ud af hvor hydraens hoved befinder sig og analysere det de enkelte celler laver" bekræftede Christian.
   "Desværre har de sympatisører nok til, de kan afse nogen til at beskytte hver enkelt celle. Det er en klassisk pyramide med strategisk ledelse i toppen og taktiske celler under den til at forberede de ting de opfinder. De enkelte taktiske celler har operative celler under sig. Som du beskriver beskyttes de af dem og måske en større flok sympatisører, der tror de støtter noget helt andet end de faktisk gør.
   "Det har tilført magtkampe en ekstra dimension, efter den også for alvor rykkede op i luften under anden verdenskrig."
   "Indtil videre har vi kun nået at installere små, indkapslede programmer i det udstyr de bruger. Vi har fuld kontrol over kameraerne i Pc'erne og telefonen. Bør vi udsætte resten mens egnen vrimler med politifolk, der efterforsker mord?" spurgte Bryn og tog en forsvarlig bid brød.
   "Det kan jeg ikke se er nødvendigt" mente Christian. "I øjeblikket prøver politiet at finde de sidste fyrre deltagere i den sammenkomst hovedpersonen deltog i, før han rendte ind i et par skud fra et haglgevær på hjemvejen."
   "Hvor ved du fra der var fyrre?" spurgte Dominic Tarmiya.
   Han kom ud af en autocamper med mere kaffe iført en feriehat som Christian var lige ved at spørge. om han havde købt af en Christianit på et værtshus.
   "Fordi jeg tilfældigvis selv var med. De kender allerede min veninde, mig, værten og hans familie og arbejder videre derfra." svarede Christian med munden fuld af brød. "Vi var alle optaget på drabstidspunktet og har vidner nok på det."
   De sad på et par safaristole udenfor en autocamper og nød det strående solskin. En mangel på ledige sommerhuse gjorde at det andet sporingsholds medlemmer brugte en autocamper som base.
   I stedet for at arrestere Dominic for hackning og for at bytte billederne på kirkernes hjemmesider ud med andre, der ikke havde ikke ret meget med religion at gøre, med mindre man tilhørte specielle trosretninger havde lederen af Q4's IT gruppe givet Dominic et tilbud han ikke så nogen grund til at sige nej til.
   De to hold arbejdede uafhængigt af hinanden med Christian som kontaktmand for dem begge. Da Christian stod op den dag besluttede han at tage på brunchvisit hos Dominic og Bryn og aflevere billederne fra dagen før og orientere dem om det der skete.
   "Det vil jeg helst ikke høre mere om. Du keder dig vidst ikke hvis dit vidne er den dulle, der står i vejen for dem, det drejer sig om på billederne her. Er de unger hendes?"
   Bryn nåede ned til det sidste billede fra aftenen før.
   "De tilhører heldigvis den søster, hun holder ferie hos" beroligede Christian ham med. "De er for resten meget søde."
   "Jeg skal nok få noget anvendeligt ud af det" lovede Bryn, downloadede det hele og vendte tilbage til morgenmaden. "Udmærket brød for resten. Hvad er minnikuglelejerne for noget."
   "Overskud fra opiumsindustrien. Det er tørrede valmuefrø. Byen fik en ny bager for et par år siden. Selvom han er bedst til et andet sprog, interesserer han sig mere for brød end politik. Efter de flestes mening er han bedre end ham han overtog butikken fra."
   "Dem er der stadig flest af" mumlede Bryn med munden fuld. "Der er vel heller ikke noget sige til, at nogen af dem helst vil bo steder, hvor dem de risikerer at diskutere med, kan udtrykke deres mening uden støtte fra hverken AK47'ere eller sprængstof. Vi skal kun passe på dem, der sniger sig med, når jorden bliver lidt for varm, der hvor de kommer fra."
   "Og de ødelægger meget for resten, hvis de fortsætter med de narrestreger nye steder" sagde Christian alvorligt. "Selvom der også er nogen der skifter mening kan det være svært at kende forskel på dem og rigtige asylansøgere. Har i set noget der ligger inden for mit område?"
   "Vi har som sagt kun nået at installere spyware ind i kameraerne, i det udstyr de bruger. Der er ingen tegn på sorte penge eller skuffesleskaber, der er dit speciale, indtil videre beklager jeg at måtte sige" svarede Bryn. "Dominic har taget et par flotte billeder, der ryger med dem du har her. Vi får nok sat navne på dem hen af vejen."
   "Hvordan fik i kontrol med kameraerne? " spurgte Christian nysgerrigt.
   "Det er nemt at forklæde en lille spyware som almindelig opdatering og få brugeren til at aktivere den. Den fylder ikke ret meget" grinede Dominic.
   "Ser man det" mumlede Christian. "Det det nummer blev brugt mod mig i Tyrkiet. Det husker jeg ikke med glæde. Jeg må hellere lære at slå kameraet fra i min computer."
   "Husk også din telefon. Det har dem, vi sporer, heldigvis ikke tænkt på endnu" smilede Bryn.

Han og Dominic arbejdede godt sammen tænkte Christian. Selvom Bryn oprindeligt argumenterede for en helt anden fordeling af grupperne, konkluderede deres leder under en af Elisabeths og Karstens diskussioner om dagens middag, at de udgjorde et særdeles overbevisende ægtepar. Tilsammen havde de den nødvendige viden og alle vidste de næsten fulgte Q4's regler om ikke at bo sammen, alt for mange dage om ugen, i hvert fald. Deres leder var ikke så meget for at lade Karsten og Christian arbejde sammen igen, fordi de nærmest havde været magneter for øretæver, et par gange. Desværre kunne han ikke komme udenom at Christians lokalkendskab gjorde ham til den ideelle forsyner og kontaktmand.
   Han skulle pænt holde sig på afstand af begge hold, kun være taktisk reserve og til rådighed i nødstilfælde og i øvrigt holde ferie.
   Bryn og Dominic gjorde sig til gode med bagerbrød og friskbrygget kaffe mens Bryn studerede Christians billeder engang til, med flere kommentarer om fokus og afstand. Efter det tyvende billede af Ingrid foran en bod, som et par af asylansøgerene forsøgte at sælge håndværk fra, konstaterede han tørt at Christian vidst havde så meget at se til at det var godt, han ikke var aktivt involveret i den opgave.
   Christian håbede han fik ret og spurgte om de slet ikke havde fået andet ud af sporingen end billeder.
   "Deres placeringer i centeret er ikke noget problem" forklarede Dominic. "Den kan vi spore til et område på fire gange fire meter. Så er spørgsmålet hvem der bor der. Beth prøver at få adgang til centers arkiv og finde de navne, de er kendt under her, og hvor de logerer på centeret. Vores kære amatørornitolog Van Enckhuisen gav Bryn en liste over de mest interessante fuglearter her i området. Bryn giver rollen som amatørornitolog og prøver at finde og fotografere dem. De steder han gør det fra har tilfældigvis et udmærket udsyn over det meste af centeret.
   "Det vil stadig være en fordel at komme tættere på dem" mumlede Christian og så på Bryn Temple.
   Bryn var ikke den mest overbevisende amatør-ornitolog. På grund af et halvlangt lyst hår blev han en dag kaldt Shirley Temple. Det bed sig fast men blev kun sagt med dæmpede stemmer, når Bryn ikke var i nærheden, fordi han var bygget som en middeltung kampvogn og efter sigende kunne have et temperament som et tirret næsehorn. En dag hørte han det alligevel, grinede højt og optrådte en times tid med et rødt hårbånd.
   "Hvor kommer deres opkald fra og hvor ender deres egne?"
   "Har vi fastlagt nogenlunde" sagde Bryn. "De fleste foregår i mørke, nye netværk på The Dark Web. Dem skal vi hacke os ind i først. Det har Dominic ikke motorkraft nok til her."
   "Indtil videre har de, uden diskussion, både forbindelser med nogen i Syrien, Iraq, Marokko og Madrid, af alle steder." fortalte Dominic.
   "Et par af gutterne fra Team tre/Kite er ved at pakke tandbørster og et par andre ting, for at tage til Marokko og finde den personkreds, det drejer sig om der. De har vidst heller ikke plane om at involvere de lokale u-ordensmagter i det, før de har en ide om hvem det drejer sig om. Orlando fra Team fem/Kestrel mener han har en mulighed i Madrid. Resten sporer vi fra koalitionens hovedkvarter. Team to/Kite har sendt et par forbindelsesofficerer derned for at hjælpe dem med det." fortalte Bryn.

"Så er alt jo som det plejer" smilede Christian ved tanken om Kaptajn Orlando Arona fra den spanske narkoenhed UDYCO. Han blev tilknyttet Q4's Team fem/ Kestrel (spurvehøg) efter de sporede en celle i en personkreds, der overlappede noget UDYCO også efterforskede. UDYCO gik med til, at lade den celle være i fred under de forudsætninger, de fik indblik i Birdsongs materiale og slap for at Orlando modsagde sine overordnede hele tiden. UDYCO ville helst bevise de gjorde det, der var meningen ved at fremvise et par arrestanter. Indtil videre gjaldt det om at afværge det den celle skaffede mandskab og midler til, fra UDYCOS område.
   "Hvis kollegerne i Team Kite finder kløer på en tiger i Marokko, de fodrer med et eller andet inde fra flygtningecenteret, må vi hellere lade være med at trække den alt for hårdt i halen." mente Christian.
   "Det kan også være omvendt" mindede Dominic ham om. "Den farlige ende kan sagtens ligge heroppe. Har vi udstyr til at klippe kløer med, hvis der kommer nogen frem."
   "Så skal jeg bare have fat i en skrutrækker" sagde Bryn beroligende. "Lad os prøve at undgå det og overlade det ubehagelige til de lokale. Når vi har så meget overblik, vi kan fortælle dem noget fornuftigt virker anonyme pip og vink med en vognstang stadig bedst i vores diskrete erhverv."
   "Og de lokale u-ordenshåndhævere beholder deres selvagtelse og kan bagefter påstå de ikke overså noget som helst." grinede Dominic.
   "Deres arbejdsmetode er jo begrænset af forskellige opfattelser af retssikkerhed." bekræftede Christian. "Det viser sig en af mine fætre er politimand her i området. Jeg ser helst ikke han får grund til at tage stilling til det, vi er i gang med, før jeg ved nok til at fortælle ham hvorfor, på en forståelig måde."
   "Har han ingen humor? spurgte Dominic.
   "Det har han aldrig haft. Fortsæt hellere med den teletrafik, de prøver at sløre i de mørke netværk. Uheldige vaner i den ene ende forpligtiger jo ikke dem i den anden" mente Christian og rakte ud efter sin telefon.

Det var Ingrid. Hun var helt åndeløs.
   "Ham Oskar fra i går, har lige ringet! Han garanterer for han har fundet den opsats der mangler. Han sendte oven i købet et billede af den. Den ser helt rigtig ud." sagde hun lykkeligt.
   "Den kan jeg hente, uden beregning, og lige rundt om hjørnet, påstår han."
   "Hvornår tager du det hjem til dig selv" spurgte Christian nysgerrigt. Han så helst ikke Ingrid forsvandt alt for hurtigt, sammen med skrummel og opsats.
   "Konservatorerne har ikke tid før efter ferien. Firmabilen kører heller ikke før. Vi er på familiebesøg og kommer først tilbage i morgen. Vil du hjælpe mig med opsatsen og lægge ud, hvis Oscar kommer inden jeg er tilbage. Han lovede at have en kvittering med. Så tager jeg bøffer og flasker med til dem, når vi ses."
   Christian havde følelsen af han stod i et stormvejr af begejstring. Han håbede kun Ingrid ikke blev alt for skuffet, når hun fik undersøgt sit skrummel nærmere, med eller uden opsats, men tanken om følgerne af vinen i forgårs gjorde beslutningen ret nem.

Dominics udstyr inde i camperen signalere at en af de IP-adresser, de overvågede, var aktiv. Han skyndte sig ind og studerede den nye transmission.
   "Åben kommunikation" meldte han kort efter, derinde fra.
   "Jeg prøver at sende en ny spyware med en muterende algoritme ind i den. Sidste gang var den ikke aktiv længe nok til vi nåede at bide os fast. Så kan jeg hente hans log- og adressebøger og få overblik over hvad den maskine ellers bruges til og følge med i det. "
   "Halløjsa fætter Guf." udbrød han.
   "Hvad sker der?" spurgte Christian og stak hovedet ind. Han så på billedet af en koncentreret teenager, over Dominics skulder.
   "Fjolset spiller On-line spil på den computer de bruger til at kommunikere med dem, vi er interesserede i. En gang imellem gør de det alt for nemt."
   Dominic var tavs et øjeblik. Tasterne inde i vognen lød som maskingeværer. Han holdt kun pause når han skiftede fra overvågningsskærmen til den aktive handleskærm han brugte til at angribe den, han aflyttede. Det gjorde han ved at sende spyware, indkapslet og forklædt som normale opdateringer ind i den andens udstyr. De ville kun bide sig fast og blive aktive mens det udstyr, der var i den anden ende også var aktivt. Den proces krævede normalt to operatører hvor den ene overvågede kommunikationen mens den anden listede indkapslede overvågningsprogrammer ind, forklædt som normale opdateringer. Derefter skulle brugeren spørges om de ville bruge opdateringen. Det ville de som regel.
   Det krævede også at modtagerens Firewall ikke var opdateret mod den indkapsling de brugte. Det var hele tiden et spørgsmål om at være på forkant med opdateringerne af sikkerhedssystemer. Normalt arbejdede Dominic og Elisabeth sammen om den slags opgaver, men det var ikke praktisk gennemførligt så længe de sad et par kilometer fra hinanden, med forskellige opgaver.
   "Hvor mange af deres kontaktpunkter til nettene dækker i efterhånden" spurgte Christian Bryn mens Dominic stadig susede frem og tilbage mellem sine pc'erne.
   "Jeg har monteret et par småting på de nærmeste sendemaster og på fibernettet. Dem vil teleselskabets montører nok undre sig lidt over, hvis de finder dem." sagde Bryn uskyldigt Vores parabol er kraftig nok til at følge med i det trådløse."
   Han nikkede mod toppen af Camperen hvor en sammenklappelig parabol så ret uskyldig ud.
   "Husk at fjerne dit udstyr når vi er færdige" formanede Christian.
   "Jeg er da ikke født i går" sagde Bryn fornærmet
   "Det er teleselskabernes montører mig bekendt heller ikke." sagde Christian og tog afsked. "God jagt."
   ***
   Oskar ringede og hilste muntert, midt på eftermiddagen og spurgte om han kunne aflevere skrumlet indenfor et par timer, hvis Christian ikke havde andet for.
   Det havde Christian ikke og et par timer senere forøgede gensynet med Ingrids erhvervelse ikke hans tillid til hendes smag, ret meget.
   Oscar havde fået det bakset op et åbent lad på en folkevogn, der så lige så udslidt ud som det, den slæbte på.
   Da vognens bagende holdt op af døren til udhuset fik de i fællesskab lirket skrumlet ned på en sækkevogn.
   Efter lidt anstrengelse og et par liter sved fik de begge dele ind gennem skurets smalle dør.
   Til sidst stod det op af en væg hvor det efter Christians mening ikke så bedre ud, end på Oscars lager, tænkte han.
   Han holdt de tanker for sig selv og spurgte om deres samlede svedafsondring ikke motiverede mindst en øl mens de ordnede betalingen.
   "Det siger jeg ikke nej til fætter" grinede Oscar og tørrede også sved af panden.
   Christians ansigt var et studie i overraskelse og skepsis.