Karstens bemærkning om at skabe et nyt problem, for at tirre de bagmænd, der gemte sig i det lukkede netværk, som blev beskyttet af de elektroniske forhindringer i Kiev-protokollen, huede ikke rigtigt Christian.
De gik hen af en gade med toppede brosten i Chornomor'ske og så sig bare om.
"Hvad ser vi helt nøjagtigt efter?" spurgte Karsten.
"Det er bare et forsøg på at provokere en ny handling frem"svarede Indrek med et smil."Hvis du får øje på en mudret Skoda Scout eller en af jeres venner Semanov, Sarkhov eller Lazaref arresterer vi dem bare lige så stille og roligt. Så landsætter de ikke noget som helst."
"Og går tilbage til bilen med en eller dem alle i håndjern?" spurgte Karsten vantro. "Det bliver nok en interessant oplevelse, bedømt efter de blikke vi får af de lokale."
"De må være i nærheden. Vi er kun et par hundrede meter fra den mast vi sporede Sarghovs telefon til. Det var lettere da vi skulle spore gennem telefonledninger."
"Maksym kører rundt i bilen ikke langt herfra" fortsatte Indrek. "Han kan være her på et par minutter. Vores nuværende formål er at stoppe projektet, inden landsætningen starter."
"Overdriver du ikke sikkerheden en smule?" spurgte Christian og skævede bagud hvor Wital og Serhy gav partiet som sydlandske tangolaps med stramtsiddende chinos og og hvide skjorter i stedet for deres sædvanlige påklædning.
"Vi havde ikke andet de kunne tage på" svarede Indrek. "Se dig omkring. Det er lørdag aften. Mange unge majer sig ud på samme måde undtaget dem, der har opgivet enhver for for konkurrence om at bevise hvor smarte de kan være. Hvor langt er Q4 nået?"
"Der var gevinst" bekræftede Karsten. "Både Lazaref og Karel Sarghov er løbet tør for kontanter og har bedt om flere til levering ved landsætningen. Desværre nævnte de ikke hvor den skulle foregå. Til gengæld var Q4 i stand til at følge den anmodning helt til tops. I øjeblikket ser de på, hvad der foregår der."
Christian så sig omkring da de nåede af den skråning, der skilte havnen fra byen. Husenes byggestil varierede fra klassiske til helt nye, der bredte sig ud fra havnens aktiviteter eller mangel på samme, med denne som centrum.
Chornomorskes periode som en af basishavnene for olie- og gasboring havde ikke medført nævneværdig ændring i dens miljø eller tempo. Efter det viste sig at den gas, det kunne betale sig at udvinde lå på et sted hvor der var nærmere og mere naturlige muligheder for det personale og udstyr, der skulle til den operation.
"Måske er de allerede stoppet og er taget hjem igen " spurgte Christian med håb i stemmen. "Det vi jeg forresten også gerne, i stedet for at jagte skygger. Især når de skygger har kedelige vaner med at skyde efter os, hver gang vi gør noget de ikke bryder sig om."
De stod og så ud over havnen og mærkede en blid østenvind lige ind mod dem. Ude mod højre lå en stor kulbunke og resten var optaget af en plads med en snes tomme containere så de ud til. Hertil kom et virvar af fiskerhuse og andre der levede af at betjene havnens folk og de både, der lå i et virvar af master og stævne overalt. Christian sammenlignede for sig selv den stille havn med andre danske og betragtede det liv, der var overalt, selvom det var lørdag.
"Der er også ting under overfladen du ikke ser" advarede Indrek og afbrød Christians drømmerier. "Den sidste spejder vi sendte herned har vi ikke set siden."
"Hvorfor gjorde i det?" spurgte Christian og så spørgende på Indrek.
"Fordi vi tror Chornomor'ske er et vigtigt led i det netværk, der har forsynet Georgierne med våben, siden de løsrev sig i 2007." sagde han. "Du husker måske at Witali kom til at fortælle at vores gruppe lige har været i Tjetjenien. Noget af det vi fandt ud af var at Tjetjenerne får våben fra Georgien. De får dem fra søsiden af fiskerbåde fra Krim. Georgien ligger to hundrede kilometer fra Krim. Hvis en del af det netværk starter her, lukker vi det lige så stille uden at behøve at tosse rundt og stille dumme spørgsmål, vi ikke får svar på alligevel. Jeg skal takke fra vores overordnede."
"Det var så lidt" forsikrede Christian og betragtede sceneriet med lidt andre øjne.
"Er der også udløbere af den Tetjenske Mafia her? Kan de ikke være ret hidsige?"
Karstens afslappede bemærkning om at tage tingene med godt humør og et par skud spøgte stadig i hans baghoved. Han var helt klar over han ikke havde noget at skyde med.
"Selvfølgelig er der en udløber her. Både de og Georgierne er af samme etniske gruppe som nogle af folkene her og Semanov og Lazaref har vi fundet ud af. Med en smule diskretion kan vi forhåbentlig komme herfra, uden at starte flere borgerkrige."
Der lød et smæld og et hvin da en kugle rikotcherede fra muren bag dem og sendte puds og støv i alle retninger. Sekundet efter kom nye smæld og hvin og mere puds dalede ned. De bukkede sig samtidigt ned og løb tilbage og rundt om det gadehjørne de kom fra. Længere nede trak Wital og Serhy ind i en port og spejdede efter årsagen til deres hastværk.
"Nu er vi da blevet bemærket" gispede Christian, da de kom i ly sammen med Wital og Serhy.
"Der nogen, der fjoller rundt med lyddæmpede våben i skyggen af buskene derhenne."
"Tre stykker faktisk" konstaterede Indrek sagligt.
Mundingsflammer lyste op under træernes skygge, efterfulgt af tre tydelige dunk med nanosekunders mellemrum på portens træværk.
"Hvad der er på den anden side af den forbandede port?"
Serhy åbnede hurtigt en dør i porten med en dirk fra lommen. De smuttede ind og lukkede døren til lyden af slag af kæmpenæver, der lavede små huller i portens træværk. Det fik dem til at bukke sig yderligere ned og løbe af videre.
"Serhy?" gispede Indrek højt da alle stod i ly af næste hjørne og så sig om, minus Serhy altså.
Serhy spurtede kort efter rundt om hjørnet med et bredt grin.
"Jeg låste lige efter os. Der er ingen grund til at gøre det for nemt for dem. Hvor går vi hen?"
"Vi søger mod næste gade. Maksym kan hente os der." sagde Indrek hurtigt og spurtede mod nærmeste lukkede dør, tog i den og så sig tilbage.
"Serhy! Er du rar at trylle lidt igen?" spurgte han og så mod porten. Et højt metallisk klask røbede at dem, der stod på den anden side skød direkte på låsen.
Et sekund efter svingede døren op under Serhys kyndige behandling. De nåede lige at smutte ind og lukkede den, da portens dør opgav den sidste modstand.
"Det er godt nok Semanov, Lazaref og en mere" konstaterede Christian efter et blik gennem en sprække. "De ser sure ud."
"Han får bare afløb for sin irritation over at blive forfulgt af jer to siden - var det Slovenien - du sagde? mente Indrek.
"Ja" mumlede Christian. "Kan vi komme videre herfra?"
"Det her er ikke så slemt." påstod Indrek med et grin. "Dem der havde indvending mod vores undersøgelse i Tjetjenien brugte maskingeværer. Skal vi se hvad Serhy og Vital har fundet?"
Christian fulgte efter ham efter endnu et blik ud i gården hvor Senamov og Lazaref løb rundt og prøvede sig frem med de døre, der var der.
På tre minutter passerede de noget, der formodentlig gjorde det ud for en have, og gik ind i næste lejlighed. Her undskyldte Indrek venligt forstyrrelsen, med et par pengesedler til det ældre skrækslagne ægtepar, der boede der, og spurgte om gadens navn.
Efter et par minutter her ankom Maksym med bilen, som de klumpede sig sammen i. Christian bebrejdede Wital og Serhy at de ikke skød Semanov og Lazaref så de kunne få en slutning på det løberi.
"Begrænsninger for indsat igen" forklarede Indrek over skulderen.
"Krim er stadig en mulig krudttønde af forskellige etniske traditioner. Så længe vi ikke er sikre på hvordan de reagerer, eller hvor mange våben de har at reagere med, begynder vi ikke bare begynde at skyde løs.De har ikke gjort noget der er ulovligt nok, før de prøver at landsætte raketstyr."
"Du må hellere bestille den AWACS når vi kommer retur til basen" mente Serhy.
"Der vil Ghazzi snart ankomme med det sidste udstyr."
***
"Det var godt nok dem igen! Nu har jeg fået nok" gispede Denys ophidset da han, Lazaref og Ülo kom tilbage til deres skjulested. "Har du nogen indvending mod jeg fortsætter med skibet til Odessa og går i land der, hvis de vil tage mig med."
"Den går nok" smilede Lazaref, der også efterhånden var blevet grundigt træt af Denys selskab, "Vi tager af sted om et par timer. Dem kan du passende bruge til at deponere sidste rate og orientere vores sælger om det. Den frigør vi selvfølgelig ikke før Karel har kontrolleret kasserne indeholder de våben han så i Tripoli og ikke gammelt jern."
Denys faldt til ro efter et øjeblik og deponerede beløbet i den bank, han havde fået besked på. Det krævede stadig to godkendelser af to kodesæt før deres sælger fik adgang til den. Han sikrede sig der var strøm nok på computeren til sidste transaktion og klappede den sammen og lagde den tilbage i tasken med pengene til skibet. Han sikrede sig at Lazaref ikke kunne se hvad hans taske også indeholdt.
"Hvor meget er der tilbage af det vores uheldige ven Drach og jeg indbetalte?" spurgte Lazaref med et smil. "Det kan du passende sende til vores ven Ülo som tak for hans hjælp. Så behøver han ikke vente til Skakov'sk."
Så længe Karel stod i baggrunden skulle Denys hverken have noget af at minde Lazaref om at at Drachs såkaldte uheld bestod i at Lazaref skød ham og at allerede havde aftalt at dele resten af pengene mellem sig, eller
Mandens nyerhvervede etik og ærlighed rystede Denys i hans grundvold.
"Tak for tilbuddet. Mine venner og jeg foretrækker kontanter" sagde Ülo med et smil. "Vi vil hellere vente til vi når frem til Skakov'sk, men der skal de også falde inden vi losser, med mindre i har lyst til at hente jeres kasser på bunden af havet."
"Jeg har vidst glemt at pakke badetøj" smilede Lazaref. "For alle tilfældes skyld forhøjede vi beløbet til femoghalvfjerdstusind."
"Under de omstændigheder har jeg ikke noget mod at vente" smilede Ülo. "Skal vi ikke gå ombord?" .
Denys slyngede remmen til den taske der indeholdt penge og computer over skulderen. Karel og Ülo var allerede gået ud for at se om der var noget, der lignede problemer i sigte.
"Da jeg var gift lærte jeg hvordan aftaler om samarbejde har det med at ændre sig når forudsætningerne ændres en smule" smilede Lazaref. "Det er samme princip selvom forholdene er lidt større. Se så at komme afsted."
Denys brød sig hverken om Lazarefs nyerhvervede etik eller kommanderende tone da de i gåsegang gik gennem et par af Chornomor'skes smalle baggader mod havnen. Undervejs filosoferede han optimistisk over Lazarfs reaktion, når han forhåbentlig om et par timer opsagde deres samarbejde med hjælp af de håndgranater som Lazaref ikke havde den fjerneste anelse om han havde.
Havnens vand glimtede beroligende forude mellem de duvende både da Ülo gjorde tegn til de skulle blive stående. .
"Hvordan ser det ud?" spurgte han en gammel mand der sad på en bænk med en flaske med klar væske som eneste selskab.
"Kunne være bedre Ülo." gnækkede gubben og tog en stor klud frem, der engang havde været hvid. "Bare det ikke var så forbandet varmt"
Denys holdt vejret. Det var præcis som at høre hans morfar tale med hans venner på deres eget sprog.
Et stykke ude i havnen kom en mand ud på vejrbroen på en stor fiskerbåd og vinkede også med en hvid klud.
"Udkiksfolkene melder klar bane" sagde Ülo og gik hastigt videre med de andre i hælene.
Undervejs på broen skottede Denys en sidste gang mod Chornomor'ske, som han ikke have spor mod at forlade efter Lazaref fik øje på deres forfølgere igen. Lazaref gik stadig bagerst som om han fornemmede Denys plan om at forsvinde hurtigst muligt. Ude for enden af molen hoppede de alle, med Lazaref til sidst, ombord i et stort fiskefartøj, der allerede havde motoren i gang.
'Hvis han tror han havde samarbejdsproblemer i ægteskabet kan han passende få et par bemærkninger om hans form for samarbejde efter Portoroz'.tænkte Denys mens han lænede sig op af styrehuset og så Chornomor'ske forsvinde for enden af bådens kølvandsstribe.
Det forudsatte bare tankskibets skipper ville tage ham med. Denys var langt fra i tvivl om at Lazaref nu opfattede ham som en trussel, efter han så ham skyde Drach. Det eneste der holdt ham i live var, at han var at han var nødvendig for at frigøre den sidste betaling for våben, om et par timer.