To personer satte sig i en gryde af varmt sand, betragtede naturen og nød stilheden og det svindende lys fra den sidste fjerdedel af solen over horizonten. Dens sidste lys var stadig stærkt nok til at få den del af himlen til at stå i et orgie af orange, gult og rødt, der gradvist gik over i en mørkere himmel bag dem, hvor stjerner stod tydeligt frem.
   Stilheden blev understreget af svage lyde af musik og opstemte mennesker i fra det sommerhus de havde aftalt at læge lidt afstand til for at slappe lidt af.

Bag dem stak en moseræv forsigtigt næsen op fra sin hule. Den kikkede og snusede forsigtigt op mod den smule vind der var. Så sneg den sig vagtsomt frem og hen mod det sted, den vidste, vrimlede med de smågnavere og fugleæg, den skulle på jagt efter. Musikken fra sommerhuset lå på vejen til det område den normalt foretrak. Dens mørke pels gik næsten i ud et med skyggerne omkring den, mens den prøvede at afgøre hvad der ellers skete foran den. Et langt stykke gik den roligt af sted til den pludseligt stivnede. Den snusede og lyttede opmærksomt efter, lagde sig ned i en skygge og snusede og lyttede igen.
   Vinden var ikke helt i den rigtige retning. De dufte og lyde, der advarede den, var ikke helt som dem, den normalt forbandt med mennesker. Den trykkede sig længere ned og prøvede at afgøre de signalers art, og om de udgjorde en trussel mod den.

Efter et par bemærkninger om solnedgangen fik naturen lov til at passe sig selv mens manden så på kvindens ansigt og skyggene på det, lysets spil skabte. Han stoppede ved hendes strålende øjne som han næsten kunne se spejlbilledet af vandet i.
   Hun stirrede muntert tilbage.
   Deres blikke trængte ind i den andens øjne og tanker og gættede på dem. Så flyttede han blikket ned til hendes mund, mens hans læber langsomt skiltes. Hun åndede hørligt ud. Han opfangede en svag duft af udåndingsluften og mærkede en mental eksplosion, der udviklede sig til varme som bredte sig fra hans hals og videre ned og snurrede behageligt.
   Han rejste sig på albuen og trak benene op under sig for at skjule et afslørende bevis på, hvor langt ned den varme nåede, og det den forårsagde der. Han så hende skille læberne i et smil, der både var spændt og udfordrende.
   Hun bøjede sig en anelse frem så hendes hår næsten strejfede hans ansigt og spurgte om han kunne høre de små bølger mod stranden.
   Han rejste sig mere op og lyttede og så hende i øjenene. Hun kom ham i møde og verdens stærkeste instinkter overtog og behøvede ikke flere ord.
   Kvindens og mandens åndedræt blev harmoniseret og fulgte en fælles rytme, mens de udforskede hinanden og overførte deres egen sensuelle varme og kraft til den anden.
   De flettede deres arme og ben sammen og mærkede hinandens hjerte og pulsslag smelte sammen i en synkroniseret mekanisme, der både supplerede og opslugte den andens. Den fælles lidenskabs flamme blev varmere og slog højere og højere op.
   Hun rettede sig op og lænede sig lidt tilbage, strakte sig som en kat og lænede sig og frem igen så han kunne mærke hendes mave og bryster. Deres kroppe bevægede sig stadig i takt med deres hjerteslag. Han fik øje på månen over hendes skulder, gennem hendes lange hår, der lå henover hans ansigt.
   Hendes hår lugtede af salt blæst og solskin. Han mærkede hendes ånde som som dun mod halsen. Hun trykkede maven ind mod hans og gned pande og kinder mod hans mund. Bag parfumen opfangede han en nøddeagtig smag fra hendes hud. Hans hænder gled ned langs hendes ryg og ned langs lænden. Han lukkede øjnene og forestillede sig at hvile i hendes lårs vugge og føle sig omsluttet af hele hendes krop og varme.
   Hun rettede sig op og løftede hovedet mod den sidste sol. Den skabte en rektangel af lys hud under hendes hage. Den rektangel endte nede i en stram hvid bluse, hvis knapper med møje og besvær holdt sammen om det, det var meningen, de skulle skjule.
   Han kyssede hendes hals og mærkede hendes puls slå lystigt. Han lod læberne glide op og hun trak ham længere op og så eftertænksomt ind i hans øjne. .

Før han et par timer før, overhovedet havde nået at overveje om han kunne komme i betragtning til sådan en overflod havde en ivrig, halvfuld og overvægtig klaphat med hundeøjne og pletter på skjorten jaget hende i hans retning. Deres følgende samtale gled livligt afsted, uden bagtanker. Da fyren igen forsøgte at trænge sig på med fornyet selvtillid fra mindst en flaske og en synligt større ansats, blev de enige om at lægge en passende afstand til ham og det øvrige selskab et øjeblik. De sluttede nede ved en stille, månebelyst strand, med en fantastisk udsigt over et lille Nor.

Han åndede ud og nød synet af en skikkelse som en indisk tempeldanserinde, der blev afsluttet af skinende mørk hårpragt, der omrammede de strålende øjne og fugtige læber. Han trak sig ind mod hende og lod igen hænderne vandre over hendes faste ryg og op til kinderne, der var varme og røde. Hun tog en lang udånding og krummede sig ind over ham, med hovedet på hans skulder. Hun føltes utroligt varm og slappede helt af et øjeblik. Deres hjerteslag var helt i takt i det øjeblik så det føltes som om de smeltede sammen i en organisme.

I det fjerne lød pludeseligt to skud fra et haglgevær.
   Ovre i sit skjul var ræven slet ikke i tvivl om hvad de skud betød. Den kastede al forsigtighed overbord, rejste sig som et lyn og styrtede gennem sandet for at finde et andet sted at hente føde.
   Kvinden brød tavsheden med en latter.
   "Hovsa. Der var en, der blev forskrækket. Render der tit sådan en rundt herude? Fjolset med haglgeværet mener jeg?"
   "Åbenbart. Vi kan bare gå hjem til mig et øjeblik."
   "Der er vel ikke alt for langt?"
   "Hvis jeg ikke var blevet optaget af de nye seværdigheder her på stedet, have vi været der om tre minutter" sagde han.
   "Tak for den pæne anmeldelse" mumlede kvinden og rettede på blusen og slog håret tilbage.
   Kort efter forsvandt de hånd i hånd gennem buskene.

***
   Han vågnede stille, lyttede til åndedragene ved sin side og betragtede Ingrid. Hun var helt væk og trak vejret dybt. og afslappet. Lagnet dækkede ikke ret meget. Det synlige var i høj grad inspirerende men han trak hånden tilbage, lod hende sove, lagde en ekstra housecoat frem og stod helt stille.

Den lyd af en telefon, der vækkede ham ophørte. Han åbnede stille døren, listede ud og lukkede den igen og så med et smil gennem stuen.
   Der var slet ingen tvivl om, hvilken vej de havde fulgt ind i soveværelset.
   Hans erindring slog ikke helt til om den del men til gengæld huskede han tydeligt at han et par gange frygtede for at forvride et eller andet. Samtidig spekulerede på, hvordan hans ryg så ud.
   Han gik hen og drak en tår vand fra hanen, satte mere til opvarmning og fordelte striben af tøj på et par stole mens vandet varmede op.
   Da vandet blev færdigt med et klik afgjorde han the nok var bedst til et sæt overbelastede smagsløg. Hvis det var en normal mexikansk aften spekulerede han på hvordan de kom op i Mexico dagen efter.
   Telefonen lod høre fra sig igen, ovre fra Ingrids bunke. Han bandede af den,smed et tæppe over, for at dæmpe lyden og tog sit krus med ud på verandaen og nød den rene luft og fuglekvidderet omkring ham, og udsigten.
   Morgenen var helt ideel så længe telefonen forholdt sig stille.
   Han nåede kun halvvejs ned i kruset da han hørte en stille lyd bag sig og mærkede et par arme rundt om halsen og et par varme læber på øret.
   "Godmorgen Tarzan. Er der også et krus til en jomfru i nød. Gerne en aspirin også og undlad venligst at smække med låget på æsken."
   Han gav hendes hånd et klem og gengældte kysset grundigt.
   "Jeg kan både klare the og kaffe." sagde han og rejste sig. "Gør dig det bare behageligt så længe. Et par af mine bekendte kommer med brunch om et øjeblik. De plejer at købe rigeligt."
   "The for guds skyld" svarede Ingrid."Og mere vand." Hun snuppede resten af hans flaske og tømte den i en slurk.
   Telefonen startede igen.
   "Det er vidst kun fjerde gang den skaber sig" forklarede han og rejste sig for at skaffe hende the og vand og supplere sit eget.
   Ingrid fulgte med og hentede sin telefon inden hun modtog en frisk vandflaske. Et øjeblik efter sad de igen på verandaen hvor hun med et veltilfreds suk smed sine lange ben op på en anden stol.
   "Gu' vil jeg ej" sagde hun og betragtede displayet. "Det er ikke et nummer jeg kender. Tak. "
   Hun drak en slurk the, tændte en cigaret og blæste en røgring ud og spurgte ved eftertanke om han havde noget mod det da hun så hans blik hvile på sig.
   "Jeg nyder bare udsigten" forsikrede han.
   "Uanset hvad du mener er den knageme også flot" sagde hun med et smil og så ud over Noret.

Morgensolen medvirkede til at fremhæve noret med farvespil, der spejlede sig i vandet, mellem streger af cinobber, orange og røde nuancer mellem de blå med store lyse skyer over det øvrige.
   I det samme startede telefonen igen.
   Hun tog den med et suk, sagde sit navn, og så forvirret ud.
   "Politiet vil tale med mig med det samme. Hvad er adressen her? Har du en børste et sted, så jeg kan ordne høstakken?."
   Hun gav hans adresse videre, blev bedt om at blive hvor hun var og at hun ville blive kontaktet indenfor ti minutter.
   Efter hastig påklædning var det slut med pjat så de gættede frem og tilbage til en mørk vogn stille gled ned af indkørslen, oppe fra vejen.

Et øjeblik skete der intet. Mændene i bilen så sig grundigt om, afgav en melding, så det ud til inden de steg ud og begge så vagtsomt over mod dem.
   Ingrid vinkede afslappet til dem med sin telefon som bekræftelse på at den var god nok.
   Manden betragtede de to alvorlige politimænd med hævede øjenbryn og et lille smil. Da de kom hen til dem spurgte han om han kunne tilbyde dem kaffe eller the.
   "Ingenting tak!" svarede den ældste bestemt og satte sig og betragtede dem på skift alvorligt.
   Den yngste sagde tak til kaffe og gengældte Christians smil med et nik inden han satte sig.
   "I morges var der en, der luftede sin hund som fandt en mand, der var skudt i et skovstykke oppe bag vejen der." startede den ældste, der førte ordet og nikkede i den retning.
   "Han havde et notat med Deres telefonnummer i lommen" fortalte han og så bestemt på Ingrid.
   "Ellers havde han ingen papirer på sig. Vi håber de kan hjælpe med at fastslå hans identitet" fortsatte han.
   De usagte ord hang som en dyne i luften mens manden og kvinden måbede.
   Den yngste politimand nikkede bare og fandt alvorligt sin notesbog frem og så på dem begge på skift.
   Stilheden blev brudt af en skinnende hvid Kia, med to personer i, der drejede af fra Midtskovvej og fortsatte op foran huset.
   "Det er to af mine bekendte, der efter aftale kommer med Brunch" forklarede han hurtigt.
   De to personer stod ud af bilen, vinkede med et par bagerposer og betragtede undrende den mørke bil og gruppen rundt om bordet.
   De sluttede sig til dem og alle betragtede hinanden i tavshed hvorefter en kort præsentation blev overstået.
   De to nytilkomne fulgte med manden ind for at hjælpe med at forsyne morgenbordet færdigt.