"Har du hverken hørt om den gamle vendetta eller mig? Den bruges til underholdning på lange mørke vinteraftener, når de trænger til at grine." smilede Oscar ved synet af Christians overraskede udtryk.
   "Mor nævnte den i forbifarten, et par gange." svarede Christian. "Hun er aldrig gået i detaljer."
   "Det er der ikke noget at sige til. De satte førtst farten lidt ned, da de første deltagere og det meste af næste generation overholdt politivedtægten, fordi de lå på kirkegården. Indtil da kedede de sig skam ikke. De fordrev tiden med chikanere hinanden på forskellige måder mellem landbruget."
   "Er der stadig nogen, der ved hvad det startede med?" spurgte Christian nysgerrigt og hentede øl.
   "Så vidt jeg ved hev min oldemor Petras far hende, ret bestemt, ned fra den høstak, hun gemte sig oppe i, sammen med din oldefar Gunnar, under en høstfest. Et par måneder efter ku' oldemor hverken bortforklare hvorfor de gemte sig eller at de sådan set også blev helt færdige inden hendes far blandede sig. Så traskede hendes den gamle hen til Gunnars farn og fortalte ham, de måtte regne med at få en udnævnelse til bedsteforældre omkring maj næste år. De fik vidst oven i købet et par glas på det."
   "Indtil hvad?" spurgte Christian.
   "I farten glemte de lige at inden Petra og Gunnar så lidt for meget på hinanden under den høstfest havde de begge aftaler til andre sider. I Petras tilfælde indgik der en mark i aftalen som knægtens far, altså Svendsen på Overgård, ikke ville slippe uden videre. Den mark var en separt aftale påstod han og tilføjede hans knægt også havde hilst på Petra mens han var hjemme på landlov fra flåden, og hjalp med høsten. Derefter tog han tilbage til sit skib der sejlede til Grønland. Men uanset om det var ham eller Gunnars far, der fik æren af at blive bedstefar, havde Petras far bare at aflevere marken efter nytår til den aftalte pris."
   "Hvad sagde hovedpersonerne selv" spurgte Christian.
   "Det de fik besked på, selvfølgelig." svarede Oscar. "Desværre for Petra faldt Svendsens knægt overbord i Nordsøen og blev ikke fundet. Og hun var selvfølgelig ikke dummere end hun godt kunne se jeres gård var større end Svendsens, når det ikke kunne være anderledes. Svendsen ville stadig have sin mark og inden længe blev det til, hun var fuld af løgn."
   "Havde vores Oldedfar slet ingen kommentarer?" spurgte Christian. "For det er jeg ikke i tvivl om han er."
   På nær et par centimeter var Christian lige så høj som Oscar med samme ansigtsform, næse og mørke øjne, der havde gjort sig lige så godt i en legesyg hundehvalp.
   "Sladderen gik, som den altid gør." svarede Oscar. "Der er vel ikke noget at sige til Gunnar kom lidt i tvivl. Hans daværende pige brød sig ikke om den konkurrence og takkede pænt for hans interesse."
   Ved næste høstfest var min farfar selvfølgelig født men lignede hverken den ene eller den anden. Petra holdt stadig på at Svendsens søn, af naturlige årsager slet ikke kom på tale."
   "Hvad mente Gunnar selv?"
   "Han var stadig i tvivl og sagde bare den ene havde ikke noget at lade den anden høre. Ingen var i tvivl om at Gunnar var særdeles erfaren på det punkt."
   "Det blev der sagt en hel del om under den følgende høstfest og drikkeri de næste par timer. Petras far, mølleren sluttede med at sige at Gunnar og hans far i fremtiden kun skulle vise sig på møllen for at anerkende det faderskab. Det understregede han med en øretæve, som Tejn kvitterede for modtagelse af, et sekund senere. De fortsatte selvfølgelig med en rigtig nævekamp som oldemors storebror og Gunnar supplerede ved siden af. Det fortsatte på forskellige måder et års tid til dommeren næsten var hvidhåret, og til Tejn smuttede en tur til Rusland, tror jeg det var, for at slås der i stedet.
   "Og din oldefar, må det være voksede i bedste velgående i mellemtiden, går jeg ud fra" grinede Christian. "Afklarede det ikke noget?"
   "Ikke spor for Tejn kom hjem med et par skudsår et par måneder og din oldemor som krigsbytte, i tilgift, og i samme tilstand. Hende faldt Gunnar for med et brag, der sikkert ku' høres inde midt i Odense"
   "Det med skudsår har jeg heller ikke hørt noget om" sagde Christian måbende.
   "Ser man det. Da det gik op for oldemor Petra, der ikke længere havde grund til at vente på Gunnar, shanghajede hun den første idiot, der viste interesse for hende. Ham drak hun så grundigt beruset, han først kom til selv på vej ud af kirken. Han hed aldrig andet end Mikkel. Da han havde produceret en dreng og en pige på rekordtid var han også så træt af hendes tudefjæs, over den gård, hun gik glip af, han skred hjem til Jylland, tror jeg det var. Jeg nedstammer direkte fra høstakken og arvede både Gunnars størrelse og møllen. Af forskellige årsager fandt Petras storebror aldrig rigtigt ud det med damer og høstakke.Det er den korte version."
   "Og siden da har vi nærmest levet på krigsfod og ikke været i stue sammen, eller medlem af de samme foreninger" sluttede Christian med et grin.
   "Næsten i hvert fald" fortsatte Oscar med et smil. "Men bortset fra det, eksisterede høstfester og høstakke stadig i bedste velgående. Da hun var gammel nok stak Petras yngste pige, Louise, af med Tejns anden søn, Frederik, efter sådan en høstfest. De kom først tilbage efter Petras sidste slagtilfælde afskar hende fra at komme med flere kommentarer om det. Gunnar gav sin halvbror det hus og det stykke jord, der ligger på den anden side af Noret." Oscar nikkede i den retning.
   "Du mangler stadig at fortælle hvor jeg finder topstykket til det forbandede skrummel. Vil du ha' en øl til fætter.?"
   "Gerne" bekræftede Oscar og tømte dåsen til bunds. "Ud over huset fik de skam også skrumlet, som du kalder det, sammen med nogle andre møbler. Topstykket står stadig oppe på Kurts loft. Han ser frem til du rydder op, sku' jeg hilse og sige."
   "Jeg ved Kurt forpagter den smule jord, der stadig hører til huset" sagde Christian og skaffede hurtigt friske øl.
   "Hvem tilhører huset egentligt nu?"
   "Det er skam stadig Louises. Hun er en sej tøs og har lige rundet halvfems med flyvende faner. Hun bor på et plejehjem hvor jeg besøger hende, ind imellem. Da hun gik glip af banko et par gang fordi hun ikke nåede bussen på Midtskovvej, fik hun plads på det hjem, der ligger ved siden af Bankohallen. Hun bad Gunnar sælge huset for hende. Ham har du jo mødt. Da Louise hørte hun skulle betale for det værelse hun optager med det hun fik ud af et salg, lavede hun det om til at Gunnar lejede det ud i stedet. Chatol og møbler endte altså i mit udhus da vi ryddede op. Nu er det næsten hjemme igen og der bor en kunstner i huset, indtil videre. "
   "Ja det ved jeg alt om." bekræftede Christian. "Jeg så på hans malerier et par dage efter jeg kom. Jeg sendte et par fotos af dem, jeg overvejede, til en ven i Bruxelles der ved mere om kunst end jeg. Han ville have det ene så jeg købte tre og kunstneren, jeg stadig ikke ved hvad hedder, inviterede på fernisering med mexikansk buffet. Der traf jeg hende, der købte skrumlet. Hun var med i samme anledning sammen med et halvt hundrede andre. Den ene blev i øvrigt skudt på hjemvejen."
   "Kunstneren hedder Kim Krüger og tabet af Rasmussen er vidst diskutabelt. Rygterne om ham er ret sejlivede og har ikke spor med kunst at gøre." fortalte Oscar og tørrede ølskum af munden "Nu er du nogenlunde ajourført om de familiemedlemmer du risikerer at rende ind i."
   "Er skam allerede sket. Frederiks og Louises barnebarn, Eigil er politimand og efterforsker Rasmussen." smilede Christian. "Den gamle Vendetta er der vel ikke noget tilbage af?"
   "Der er stadig efterdønninger, som ikke rager mig" smilede Oscar og drak ud og rejste sig og tog afsked.
   "Dem kan du høre om en anden gang. Kik ind mens du er i nærheden alligevel. Så kan jeg fortælle om hvordan det fortsatte gennem årene. "

***
   Christian vågnede langsomt op til næste dag og en morgensol, der skinnede klart gennem vinduet
   Den anden hovedpude var stadig tom, men han kunne stadig dufte en en rest af Ingrids parafume i den.
   Mens han gik ned håbede han at den duft blev fornyet, når hun dukkede op for at se på skrumlet når de fik det sat sammen med resten. Tanken om det fik ham til at ringe til sin fætter Kurt og træffe et par aftaler, der fik Kurt til at grine indforstået.
   Mens solen brændte den sidste morgendis bort fra Noret løb Christian ned til pynten syd for kunstnerhuset hvor han drejede væk fra kysten og løb ind på en af markvejene. Den endte helt oppe ved Midtskovvej, hvor han pustede ud et øjeblik.
   Da han løb tilbage så han i det fjerne at politiet stadig holdt en lille p-plads afspærret. Det måtte vel være drabsstedet tænkte han.
   Under en kop the justerede han løberuten til næste gang fordi markvejen var lidt længere og mere anstrengende det han forventede.
   Da hans hjerterytme igen var normal tog han fat på den gamle sæk korn, han havde lånt af sin onkel.
   Den fik en den stribe af de slag og spark, Bryn Temple havde herset grundigt ind i ham og andre, nede i Q4's kælder.
   Derefter gik han ind og forsynede sig med et par ting i køkkenet.
   "Alt det andet skrammel kan gå i baglås og i stykker" sagde Bryn. "Køkkenudstyr er altid til rådighed, hvis i ikke kan skaffe andet."
   Han demonstrerede hvad han mente så Christian betragtede med tilfredshed de fire køkkenknive, der nu sad i træværket fire meter væk, indenfor en afstand af hinanden, der kunne dækkes af en håndflade.
   Samtidig huskede han med et smil på dengang, et par af deres kvindelige medlemmer, herunder Elisabeth, efterlyste tilsvarende øvelser med kageruller.
   Karsten påstod for sjov at deres madlavning i forvejen var våben i sig selv og tog livet af lige så mange som kagerullerne kunne.
   Den sidste del af træningen blev lidt mere realistisk end normalt selvom ingen ville ud med, hvem der var fornærmede.
   Efter han havde badet og ryddet op nød han i øvrigt sin ferie i fulde drag, som han faktisk havde fået besked på.
   Indtil videre gik deres sporing af kun ud på at skrabe så mange transmissioner sammen, de kunne analysere dem og udskille de rigtige og spore videre fra dem til de kunne fremlægge et diagram over hvordan de enkelte celler var integreret i et netværk og hvad det lavede og forberedte. Når de kunne fremlægge deres konklusioner på forståelige og overbevisende måder ville andre afgøre om tegnene på kommende problemer var tilstrækkeligt alarmerende. De gik de videre til rette vedkommende, som det eufemistisk blev kaldt. Rette vedkommende afgjorde om de krævede specialtrænede politifolk, soldater eller ligefrem bevæbnede droner.
   Q4's sporinger og undersøgelser, på tværs af grænser, stødte hyppigt sammen med lokale, følsomme, operationer som uden tvivl ville reducere de lokale ordensmagters mulighed for at følge med i andre ting, som skabte problemer hos dem. Hvis de handlede på de oplysninger Q4 fandt med diskutable metoder, kunne de ikke altid fremlægges for en dommer. I mange tilfælde foretrak de lokale ordenshåndhævere at beskytte deres netværk af meddelere eller under-cover agenter selvom Q4's materiale beviste at de også medvirkede akrtivt til at skaffe udstyr og mandskab til noget med særdeles ubehagelige konsekvenser i helt andre lande. Hvis der reelt indtraf noget i den stil kunne man lokalt, for det meste få mere ud af at give meddelerne et tilbud, de sjældent sagde nej til, mod at få flere oplysninger, om helt andre ting som Q4 fik indblik i til gengæld.

Heldigvis var der slet ingen, nogen steder, der var i tvivl om at to bomber blev stoppet i sidste øjeblik fordi Q4 havde sporet både montører og attentatmænd, efter de blev hvervet. Q4's oplysninger om det og den støttepenge, der blev fremskaffet fra andre steder, som blev brugt til at skaffe sprængstof og materialer, i stedet for det, afsenderen stadig troede, blev arkiveret bag andre ubekræftede rygter og andre oplysninger. Det sidste arkiv hed 'Modtaget Birdsong' og var som regel strengt fortroligt.

Christian sammenlignede i tankerne de lokale konflikter og vendettaer andre steder, med det han lige havde hørt af Oscar. Det var stadig åbne spørgsmål, hvad der var undgået, og hvor mange liv de havde reddet, selvom de brugte diskutable metoder og aflytninger.

Da han modtog en SMS om at Ingrid var undervejs, tænkte han stadig over om nogen af de konflikter, han normalt beskæftigede sig med andre steder, oprindeligt begyndte som små vendettaer.