Forholdene omkring lejren og andre steder var stadig rolige. Nymånen begyndte at kunne anes på den skyfri himmel og natten var klar og stille. Tre dage efter beordrede Nevzet den sidste del af ammunitionen klargjort til leverance. I løbet af dagen blev der udsendt en strejfpatrulje for at undersøge hvor modpartens morterstilling var flyttet hen. Da den nåede modpartens forpostterræn blev den, som forventet, budt velkommen på den sædvanlige måde, og kørte hastigt tilbage.
Irfran tog sin kikkert fra øjnene med et smil.
"Det var kun en 60 millimeter granat. Det er godt at vide de også sparer. Du må godt kvittere for modtagelse, Erkek."
Minutter senere susede en 81 millimeter granat hen over hovedet på jeepens mandskab. Den detonerede og rejste en støvsky, halvanden kilometer foran den anden morterstilling. Kort efter kørte jeepen og dens grinende chauffør ind i lejren. Modparten svarede igen med lidt kraftigere skyts. Erkek ville helst have brugt en 120 millimeter granat, men måtte nøjes med 81 millimeter som sædvanligt. Så var det forbi.
"De er bare tilbage i deres gamle stilling" konstaterede Irfran. "Mon ikke vi kan regne med fred i nat, når de skal bruge tid til at flytte igen." Han klappede tilfreds kikkerten sammen.
De seks mænd i baggrunden så knapt så tilfredse ud. Det var deres opgave at flytte deres egen morterstilling til et nyt sted, fordi de oveordnede havde røbet den med deres pjat.
Da Timuchin omkring midnat havde hvilet og kom ud til kortegen, ventede en overraskelse. Erkek stod bevæbnet ved første jeep og var ved at tage natsynsudstyr på. Irfran var klar ved den næste.
"Vi vil skam tage rigtig afsked med dig tyrker, og sige ordentlig tak for alt, " sagde Erkek og klemte Tumuchins arm.
"Og sikre jer, jeg faktisk skrubber af, uden tvivl" mente Timuchin. Han gav hånd til kommandant Nevzat, der forsikrede han altid var velkommen.
Den første jeep startede med en dæmpet spinden og kørte ud. Efter fem minutter startede den næste og resten af kortegen fulgte efter, med samme intervaller.
Timuchin nød den rolige nat og så op på stjernerne. Han slappede af og sludrede ind i mellem dæmpet med Irfran. Efter de første tyve kilometer begyndte han så småt at døse ind igen. Jeepen standsede pludseligt. De kastede sig igen ud og sikrede omkring sig. På den anden side af jeepen hørte han Irfran tale dæmpet i radioen. De samledes kort tid efter.
"Friske dækspor" sagde Irfran dæmpet "Det lyder som den er god nok. Der er en smule dug på jorden, de har pløjet op. De er kørt mod lejren af en anden sti end den vi bruger. Vi må hellere undersøge sagen."
To minutter efter stødte de på Erkek, der holdt der hvor han havde fundet sporet. Han havde kun en mand med sig.
"Jeg sendte en spejder med natvision i forvejen," sagde han og spejdede ned af en sti, han sagde endte uden for lejren.
De klumpede sig sammen i en jeep for at reducere motorstøj så meget som muligt. Resten af kortegen blev stoppet i baggrunden. Efter fire kilometer på den måde mødte de spejderen, der kom tilbage. Han byttede plads med en anden der overtog spejderjobbet. De gav han ti minutter til at komme uden for hørevidde inden de fulgte efter. Alle vidste en bilmotor kunne høres lange væk og var glade for der var en smule vind imod dem. Efter yderligere ti minutter beordrede Irfran stop, efter at havde modtaget tre klik fra spejderen.
Alle steg ud med våbenet klar, fordelte et par magasiner i lommerne og smed overflødigt udstyr fra sig i jeepen.
Irfran sagde til Timuchin, han kunne blive ved jeepen.
"Gu' vil jeg ej" svarede Tumuchin. "Du skal ikke ha alt det sjove for dig selv." Irfrans og Erkeks tænder glimtede i grin i mørket.
Fem minutter efter mødte de spejderen.
"To jeeps, to vagter ved næste sving" meldte han "Jer tror de sover."
Erkek nikkede forstående. Når en mand faldt i søvn var det svært for sidemanden at holde sig vågen.
"Jeg får en ide" mumlede Timuchin. "Sørg for de sover bedre. Lad os finde resten, og se om vi kan snuppe dem i live."
Han talte dæmpet med Irfran og Erkek der begge grinede indforstået og nikkede.
Efter de sovendes søvn var blevet dybere med et par riffelkolber, og man havde sikret sig de stadig var i live, blev spejderen sendt ud mens resten forberedte et baghold. Mens Erkek rodede ved to jeeps sendte Ifran en mand tilbage til den efterladte jeep, for at lede sidste del af kortegen af en omvej til Dabah. Han skulle også give besked om at Timuchin ville følge dagen efter. Hvis han altså overlevede det her tosseri, tænke Timuchin og fortrød kort efter han ikke var fulgt med. Men når det var hans ide burde han også følge den til dørs, mente han. Modparten kunne maksimalt tælle seks mand, og de havde overraskelsen på deres side.
Med spejderen sløret grundigt et eller andet sted derude indstillede de fire sidste sig på den nervepirrende ventetid, hvor de skulle ligge stille og vente på den anden gruppe. Timuchin havde ingen radio og lå bagerst, sammen med Erkek, som bare grinede forventningsfuldt. Den mand havde åbenbart ingen nerver.
Den første time passerede i anspændt uvirksomhed. En gang i mellem hørtes en dæmpet lyd når en af de andre bevægede sig, efterfulgt af dæmpede hvæs fra Irfran, der også ind i mellem sikrede sig, alle var vågne.
Efter endnu en halv time mærkede Timuchin at Erkek stivnede og spændte musklerne. Der lød svage klik fra hans headset.
"Tre mand" sagde han dæmpet og lagde sit gevær klar mens han på skift spændte og slappede musklerne, for at få blodomløbet i gang efter ventetiden.
Timuchin gjorde det samme og spejdede ud i mørket. Efter et par minutter, der føltes som en evighed anede han en svag bevægelse i det fjerne.
Bevægelsen blev til tre mand, der afslappede kom gående med geværerne over skulderen. De gik bare alt for tæt på hinanden til at man kunne tage dem enkeltvist.
Det knitrede igen i Erkans headset. "Plan bravo" mumlede han og flyttede sig lidt til højre og dykkede ned bag et par klipper. Timuchin gjorde det samme til venstre og ønskede hans klipper havde været lidt større.
De tre mænd kom nærmere. Den forreste råbte noget til vagten, der havde deres grunde til ikke at svare.
Alle tre mand frøs fast et sekund og rev deres geværer frem og drejede sig omkring i alle retninger og gik i knæ. Den bagerste kastede sig hurtigt i dækning, på den anden side af de sten hvor Tumuchin havde taget plads. Inden han blev opdaget drejede Timuchin sit gevær en halv omgang, rejste sig halvt op og knaldede kolben ind i den andens hoved. Det stak op på den anden side af hans gevær. Heldigvis havde han ingen hjelm.
Fyren finger hvilede på aftrækkeren og løsnede et skud. De to andre tømte omgående deres magasiner i alle retninger, men Timuchin sank i dækning.
Da der blev pause i skydningen trak Timuchin sit offer i sikkerhed. Han konstaterede med glæde manden trak vejret og at hans kolleger ikke var ret gode skytter. Fyren var uskadt, bortset fra en garanteret hovedpine.
I baggrunden lød Erkeks stemme. "Nu er vi fire mod to og jeres bilers strømfordelere ligger i min lomme. Skal vi så stoppe det pjat?"
Den ene af mændene affyrede et skud i Erkeks retning. Sekundet efter skød de alle fire hvert et skud mod de to mænd.Skuddene rejste fontæner af ørkensand omkring de to i midten.
De to fyre var helt klar over at trianguleret krydsild er ret usundt for dem, der står midten. De rejste sig med hænderne over hovedet og forberedte sig på det værste.
Mens Erkek satte strømfordelerne på plads blev begge bundet med strips og fik en tår at drikke. De tre bevidstløse blev med tilfredshed undersøgt igen og bundet. Den ene var allerede ved at komme til bevidsthed.
Irfran talte lidt i radioen og meddelte at kortegen var på vej tilbage uden episoder. De bryggede en kop the fra fangernes forsyning og ventede tålmodigt et øjeblik. Hvis deres fanger så lastbilerne kunne det hele være ligegyldigt. Ved femtiden modtog Irfran besked om at kortegen var kommet tilbage til lejren uden episoder, og beordrede afgang.
Beboerne i lejren havde selvfølgelig hørt skydning og tog sig ikke af det. Men da kortegen ankom og meddelelse at Irfran og de andre vil følge efter med fanger, samlede der sig hurtigt et par hundrede mand, som ventede i tavshed da de tre jeeps kort før klokken seks kørte ind i lejren.
Alle fem fanger var nu ved bevidsthed og så sig skrækslagent omkring. De ventede kun det værste. Den forventning blev ikke bedre af de hurtigt fik bind for øjnene.
De kørte langsomt gennem lejren mens Irfran og Erkek undervejs skaffede det nødvendige til det næste. Flokken fulgte forventningsfulde efter og blev hastigt udvidet undervejs.
I udkanten af lejren blev fangerne stillet op på stribe med hver to vagter fra flokken, på hver side og tapet fast til en stang på ryggen med et par striber gaffa. De stod helt stille. Den ene græd. De andre affandt sig med skæbnen.
Med vagterne på hver side blev de, stadig bundne ført et stykke væk og stillet op på stribe. Der opstod stilhed blandt tilskuerne. Man kunne høre hver gang der blev taget ladegreb på et gevær.
"Plejer man ikke at spørge om nogen vil have en smøg eller noget at drikke?" spurgte kommandør Nevzat formelt, da han sluttede sig til gruppen. Han stoppede stadig skjorten ned i bukserne.
Et par af fangerne nikkede da de blev spurgt. De fik en tændt cigaret stukket i munden og en flaske vand.
Da de havde røget færdige nikkede Nevzat til Irfran, der trådte frem med et alvorligt udtryk i ansigtet. Han nikkede til vagterne der flåede bindene fra fangernes øjne.
"Så vil vi kun sige tak for selskab. I skal den vej."
Latteren var lige så høj som eksplosionen fra en mortergranat. Den kunne sikkert høres på den anden side af dalen og fulgte fangerne, der traskede hjem til deres egen stilling med hver sin stang med hvide flag, tapet fast på ryggen.
***
Robin-netværket udviklede sig stille og roligt efterhånden som Dominic og Beth kikkede banker og konti over skulderen. De aflæste hovedsagligt de mailadresser, der var registreret på kontoen. Enkelte var kendte i forvejen og nye blev registret som 'varme' og blev overladt til Van Enckhuisen og hans maskinpark til yderligere bearbejdning. Christian og Karsten blev begravet i arbejde med at isolere de rigtige sidegevinster, og følge deres kædereaktion gennem netværkene. Det skete ved at de isolerede de dem, der skubbede enkelte udbetalinger videre og gætte på årsagerne til det, afhængigt af hvor de endte.
"Udvikling og lovgivning tager ikke højde for spøgefugle med stærke kikkerter kan aflæse skærme fra den anden side af gaden. Det er nemlig stort set det vi gør," sagde Harper en dag.
"Politiarbejde er stadig centreret om de skader folk tilføjer hinanden. Vi bliver på den anden side af gaden til der sker noget ulovligt. Det tillader mulighederne os kun. Hvad skal vi se på næste gang, gennem jeres elektroniske kikkerter?"
De vendte opmærksomheden mod den sidste bruger, der åbenbart var nemmere at have med at gøre. Ham fortalte de derefter med Harper om og stak hovederne sammen og gennem gik materialet for ekspapa@gmail.com.
"Det kunne vel også være ham, der giver ordrer" mente Harper. "Det tror jeg nu ikke efter det materiale vi indtil videre har. Det tyder mere på, han bare vasker penge for nogen, gennem sine forskellige konti. Så længe det ikke laver nogen skade på hjemmebanen mener vores venner i Ankara ikke de kan gøre ret meget ved den sag."
"Heller ikke hvis han sender penge til en kendt våbenhandler?" spurgte Karsten.
"Nej, for det gør han sådan altså ikke" sagde Hardesty."Han bekræfter kun at Hamrod og Ysben, for hans skyld, gerne må gøre som de gør. Han er sikkert en slags depotbestyrer og har, indtil videre, rene hænder. I våbenkøb i hvert fald. Men der er noget jeg lige vil drøfte med et par gamle bekendte. Han pegede på en mail som Christian kaldte frem.
En afsender, med adresse i Hamburg, meddelte 'ekspapa' at han, indtil videre, ikke kunne komme i forbindelse med sin søn, på grund af en mindre misforståelse. Den ville ganske givet kræve advokathjælp, fra en særdeles dygtig advokat, som afsenderen heldigvis kunne anbefale. Sønnens egne midler var desværre indefrosset og under undersøgelse.
Anden korrespondance bekræftede at indehaveren af mailadressen ekspapa@gmail.com, ganske rigtigt, havde hyppig forbindelse på de kanter, og modtog rigtigt mange penge derfra, af forskellige kanaler.
"Bare for god ordens skyld, altså" samstemmende Harper, der havde lyttet med. "Undersøg den pipeline fra Hamburg til Ekspapa. Se hvordan pengene fordeles, og om pipelinen er - skal vi kalde det - utæt. Jeg får vores kolleger i Ankara til at spore kalorius."
"Det bliver en åben sag" sagde Hardesty. "Jeg taler med Hamborg. Mon ikke vi kan klare det på to dage?"
"Sagtens" mente Christian. "Lad os hellere se på kontiene på Cypern en gang til, for god ordens skyld. Det kan vi sagtens. Bet har næsten fast plads i foyeren, når hun altså ikke opholder sig andre steder."
"Det hører vidst ikke sammen" brummede Karsten. Det, han studerede på skærmen, så ud til at være meget interessant.
"Kik også på den vinkel. For god ordens skyld altså" foreslog Harper. "Små uheld giver store huller! I efterretningsvirksomhed eksisterer der kun de hemmeligheder, der passer os. Husk hellere det også gælder damebekendtskaber."
Han klappede jovialt Karsten på skulderen.