"Det kan være jeg er lidt naiv. Betyder flere våben ikke mere skyderi end der er i forvejen?" spurgte Indrek eftertænksomt, da de nåede ud af hotellet. "Hvem er de kyniske idioter, der tror det kan være en fordel?"
   "Og der er stadig en nødhjælpstransport i klemme. Den spreder de samme idioter et rygte om, at den kan indeholde skjulte våben til den anden side." svarede Christian. "
   "Dem er vi ved at finde." lovede Karsten. "Desværre kommunikerer de gennem et par mørke og lukkede piratnetværk. De er samlet i en centralserver i Kiev, der har en ret bister protokol for, hvordan den beskytter sine kunder.
   "Er det sådan nogle lukkede og mørke web-kanaler, der også bruges til narko- og våbenhandel og lignende shit?" spurgte Indrek og tog et headset på
   "Det bliver dem her nok også brugt til" svarede Karsten. "Kiev-protokollen programmering beskytter deres kunder ret effektivt. Den prøver vores kolleger at trænge gennem for at spore dem, der styrer begivenhederne."

"Et mere påtrængende problem er at vi blev skygget, fra vi ankom til Donetsk. Kan vi sikre os det samme ikke sker her?" spurgte Christian.
   "Det klarer vi meget nemt" forsikrede Indrek og vendte sig bort og førte en kort samtale gennem sit headset.
   "Jeg har en ekstra bil et par hundrede meter væk. Hvis en eller anden optimist følger efter os, hægter vi ham diskret af og de følger ham hjem. I første omgang, i hvertfald." lovede Indrek og åbnede dørene til et køretøj, der så lige så stort og kraftigt ud som han selv.
   "Har i slet ingen anelse om hvem der er bagmænd? spurgte han og så bestemt på Christian og Karsten. "Hvor langt den forsendelse er nået indtil videre? Det samme gælder de to banditter, der skal overtage den og sende den videre?"
   "Ikke nogen vi kan bevise endnu" forsikrede Christian. "Denys Semanov arbejder officielt for et skuffeselskab, der sponserer og støtter de fraktioner, der skaber uro. Vi mener skuffeselskabets bagmænd bruger uroen som dækning til at skaffe de fraktioner så meget indflydelse de kan få kontrol over gassen under Donetsk og Lughansk regionerne, gennem dem. Der er vidst temmelig meget."
   "Semanov sponsorerer to lokale fraktioner, der repræsenteres af Gregorich Lazaref, Nicolaj Drach og Karel Sarghov. Det er dem. der skaber mere skyderi ved at levere nye og større våben. Drach blev skudt for et par dage siden udenfor Donetsk. De nærmere omstændigheder er uklare men Lazaref og Sarghov fortsætter alligevel."
   "Et af problemerne med politik er at dem, der skaber den, ikke behøver at gennemføre den selv" erklærede Indrek. "Det næste problem er de ikke har fuld kontrol med dem, der tror, de gør det deres ledere ønsker. Hvad er så jeres rolle i det her?"
   "Betragt os som venligtsindede naboer" foreslog Mortensen. "Vi ser helst ikke slåskampe med boldtræ fortsætte med målsøgende raketter. Det kan sprede sig så meget, det går ud over vores forhave. Det gælder for resten også dig selv. Hvad sker der hvis Ukraines etniske konflikter fortsætter på Krim?"
   "Det er der ikke ret mange, der er interesserede i" Indrømmede Indrek, startede bilens kraftige motor og lod den varme op med et par brøl, der fik flere forgængere til at springe for livet.
   "En opdatering af deltagerenes og våbenes positioner i det her spil vil være ret nyttig. Kan i ikke skaffe det, mens vi triller ned til Chornomor'ske?" spurgte han og listede langsomt bilen ud i trafikken.

Christian satte sig godt til rette på bagsædet og bad til, der var strøm nok på hans computer. Han forbandt den med en særlig Blackbird satelittelefon, der efter sigende ikke kunne aflyttes. Efter et par forsøg opgav han at få forbindelse med Q4.
   "Vi ligger nok i et dødt område mellem to Globestar satellitter i øjeblikket." foreslog Mortensen. "Vent til vi er kommet gennem Simferopol og er ude på åbent land."
   "Er der nogen i hælene på os?" spurgte han efter et øjeblik Indrek, der koncentrerede sig om den øvrige trafik.
   "Lad os hellere vente og se" sagde Indrek efter en kort samtale med sine usynlige kolleger bagude.
   "Jeg lader ham lige overhale os. Han har bedre overblik ude på det åbne land. Når vi er ude af Simferopol er der halvfjerds til firs kilometer til en by, der hedder Yevpatoriya. Vi samles der og gør status, inden vi kører ned til Chornomor'ske og ser om mine folk dernede har fundet en passende base til os."
   Christian gav sig tid til at slappe af og nød det rolige landskab og udsigten. Den vestlige del af Krims indbydende riviera kunne undertiden ses på bilens venstre side når vejen kom i nærheden af Sortehavets kyst. På højre side afløste korn- og vinmarker hinanden med bjerge i baggrunden.
   Indrek fulgte han blik i bakspejlet og fortalte med et smil.
   "Hvert år plejer der at komme et par millioner turister fra Ukraine. De er ved at blive erstattet af russere."
   Christian nikkede bare og nød udsigten til det lyseblå vand. En kølig brise stod ned fra bjergene i baggrunden og blandede havets og duften fra de magnolier, akacier og pinjer der stod blandt falmede okkergule huse langs den vej de kørte af.
   Udsigten, roen og stilheden i bilen var søvndyssende, efter de sidste dage så han blundede en smule.
   Hans blund blev afbrudt da Mortensen ruskede i ham og oplyste at livets genvordigheder og Yevpatoriya lå ti minutter forude og ventede på en opdatering.
   Kort efter svingede Indrek ind til siden og parkerede på et højt område med overblik over den vej de lige var kommet fra. Lige bag dem gik vejen over en bro over en lang smal bugt .
   På den anden side var en stor lys by, der lå ned til vandet, kommet til syne.
   Indrek tog en kikkert frem og betragtede vejen og fortalte hans kolleger ikke havde opdaget nogen antydning af upassende opmærksomhed bagfra. De ville slutte sig til dem om et par minutter.
   Han bemærkede igen Christians blik og tilføjede med et smil.
   "Yevpatoriya betyder Smuk By på tatarisk. Den har hundredetusind indbyggere uden turister. De kan vælge mellem halvandet hundrede hoteller. Vi får et problem hvis de går i dækning her for der er kun et halvt hundrede kilometer til Chornomor'ske."

"De har åbenbart forkærlighed for den slags steder og skyderi" mumlede Christian og betragtede sit strejfsår fra Portoroz et par uger før. Det var efterhånden helet og generede ikke spor mens han hersede med elektronikken. Efter få minutter fik han forbindelse med en Globestar satellit og kort efter tonede Q4 frem med tydeligt billede og lyd.
   Indrek hoppede ud for at modtage sine kolleger, der netop ankom mens Christian, Karsten og Mortensen hørte på hvad Lucas Mann havde at fortælle.
   Det var hurtigt overstået så de sluttede sig til Indrek og hans kolleger, der lignede ham.
   Indrek præsenterede dem som Sjarhej og Wital som i allerhøjeste grad så ud til at leve op til sit navn. Mens Sjarhej stod helt ubevægelig og betragtede alt og alle med gennemborende øjne var Wital i konstant bevægelse.Han havde et rødligt, let krøllet hår og et kraftigt myndigt og muntert ansigt med en næse, der så ud tal at have været brækket et par gange.
   De alle virkede umådeligt selvsikre og hårde og lyste af energi. De kommunikerede åbenbart med en slags symbiose i stedet for ord og ventede på det Christian skulle fortælle. Sjarhej tog et par flasker vand op fra en køletaske og bød dem rundt.
   "Forholdene er indtil videre sådan at den tyrkiske lods beordrede det gode skib Al Shawara til at parkere ud for Dardanellerne fordi skibets radar ikke virker godt nok. Det giver os et par dage ekstra. Lazaref har sendt Sarghov en meddelelse om at han og Semanov ankommer til Simferopol med et tog om et par timer. De vil sætte pris på han henter dem der."
   "Så er det vores tur" udbrød Indrek med et smil. "Vi har billeder af Semanov og Lazaref. Dem finder vi bare på banegården og følger efter."
   Han så efter Wital der allerede stod henne ved deres bil og talte ind i en telefon. "Heldigt med den radar."
   "Det er jeg nu ikke helt sikker på" sagde Karsten tørt. "Vi fik en god ven i Ankara, da vi var i Tyrkiet sidste år. Hans mening tæller, der hvor det gælder. Hvis han mener damperens radar ikke er god nok, er den bare ikke."
   "Er det ikke nemmest bare at stoppe de tre herrer inden, de når ret meget længere?" spurgte Sjarhej. "Hvis de ikke kan hente raketstyr til søs er det problem løst. Så entrer vi bare damperen bagefter og neutraliserer raketterne."
   "Og får ballade med libyen over at borde deres skibe i internationalt farvand." indvendte Indrek. "Det får vi vidst ikke ret meget ros for, under de nuværende forhold."
   "Mon nogen protesterer ret meget, hvis vi kan bevise hvad det er vi fjerner?" spurgte Christian. Ideen tiltalte ham.
   "Vi kan da lade ideen gå videre" sagde Indrek og greb sin telefon og gik et par skridt væk.
   ***

"Af en eller anden grund skal krydstogtturister altid ud og glo på det slot hvor Stalin og Rosevelt delte Europa mellem sig, når de var færdige med at lære nazisterne gode manerer" sagde Lazaref ironisk og så forstæderne til Simferopol, der begyndte at dukke op. "Det skader nok heller ikke zaren også brugte det engang i mellem."
   "Jeg har skam set Livadia paladset sammen med krydstogtturisterne." bekræftede Denys irritabelt. "Men venter der flere overraskelser forude?."
   "Det skulle der ikke gøre. Jeg troede du vidste der ikke er forbindelse mellem banerne i Ukraine og på Krim. Det klarede mine venner jo i en håndevending uden toldformaliteter. Hvorfor har du set på turister?"
   "Det er svært at undgå når chefens sommerhus ligger nærheden. Hvad har det med mit spørgsmål at gøre. Hvem er det, der hjælper os?"
   "Mellem turisterne kom der visse pakker fra sydamerika i land, inden der blev indført embargo mod krydstogtskibe. Vores nye er en af de kurerere, der sørgede for de kunne fordeles på gaderne i Kiev et par døgn efter, de kom i land. De nye forhold medførte andre uvaner end demokrati."
   "Jeg må indrømme han holder godt øje med os" udbrød Denys da konduktøren igen kom til syne.
   "Han er nok ikke helt vant til tilsyn med pakker af vores størrelse" mumlede Lazaref. "Lad os give ham en lille erkendtlighed inden vi siger tak for selskab. Jeg fik det arrangeret gennem ham der styrer distribution af kokain i Kiev. Han prøver at holde sammen på sit netværk, til det kan komme i gang igen. Nu bruger han en anden rute og vi kan stadig advare vi ham mod kommende politiaktioner indenfor det område til gengæld for hans bidrag . Det hedder vidst nok et eller andent inden for den lovlige del af erhvervslivet.
   "Det er betryggende tingene hænger sammen" sagde Denys. "Det kaldes kartelvirksomhed, når en part hjælper den anden med hver deres numre. Med den fodnote vi altid skal huske at sørge for os selv, hver gang vi hver gang vi skaffer cheferne et eller andet, fordi det ikke er helt lovligt. Jeg undlader at minde dig om vores bekendtskab startede på samme måde."
   "Begge dele går jo meget godt" mente Lazaref. "Har du penge klar?"
   "Det må du hellere klare" mente Denys og gav Lazaref en håndfuld sedler.
   "Alt er roligt. Der er intet at bemærke på stationen, sagde den kollega, der skal afløse mig." fortalte konduktøren og modtog med et nik de sammenfoldede sedler, der hurtigt forsvandt i hans lomme inden han gik videre.

"Det er let nok" udbrød Denys da de kort efter stod blandt mylderet af andre passagerer. "Karel står lige henne ved trappen. Lad os håbe han ikke ved alt for meget om hvordan du behandlede hans chef."
   "Du skal bare huske det vi aftalte." mumlede Lazaref.
   Karel Sarghov startede ganske rigtigt med de dårlige nyheder efter han trak dem ind i et stille hjørne. Både Denys og Lazaref var heldigvis forberedt og forklarede hastigt hvordan de tumlede rundt det meste af natten inden de nåede frem til et sted, hvor de fik hjælp til at komme videre.
   "Hvordan kommer du ud af det med min ven. Er alt på plads?" afbrød Lazaref inden Denys overdrev alt for meget.
   Karel forsikrede, der stadig ville vente biler ved Skadov'sk som fiskerne fra Chornomor'ske stadig besøgte, uanset om den nye politik brød sig om det eller ej. "Fisk taler intet sprog og det gør de andre varer, fiskerne udveksler indbyrdes, heller ikke." forklarede Karel med et grin.
   "De har ingen indvending mod ekstraindtægter og stiller ikke for mange spørgsmål."
   "Hvad hvis andre har indvendinger?" spurgte Denys mistroisk.
   "Hvis de ikke kan klare sig med kontanter har de nogle ganske overbevisende argumenter." sagde Karel muntert. "Din ven Ülo vil forklare de nærmere detaljer." sagde han til Lazaref og førte dem hen mod nogle parkerede biler.
   Efter en kort velkomst var afviklet på traditionelt oghurisk enedes de om et fællessprog så Karel ikke skulle føle sig alt for meget udenfor. Mens de kørte afsted viderebragte Lazaref adskillige hilsener fra de klaner i Ukraine, Ülo og hans venner stadig havde forbindelse med. De støttede hinanden indbyrdes så godt de kunne.
   "Tingene er ikke lige så nemme som i gamle dage" beklagede Ülo. "Det kommer vel igen en dag. Jeg har to både klar til om et par dage. Besætningerne stiller ingen spørgsmål, så længe betalingen er i orden, så hvad skal vi gøre for at tjene resten?".
   Han kørte ind til siden og vendte sig mod Lazaref og Denys.
   "I skal møde et skib i Sortehavet, overtage nogle kasser og aflevere dem ovre i Skadov'sk,. Der venter mine folk med resten af pengene" forsikrede Karel og trak en kuvert frem. "Ud over det du allerede har fået har jeg resten her. Det får du når vi afsejler."
   "Det er en aftale" grinede Ülo efter et blik i kuverten. "Det gør vi jo hele tiden alligevel. Skål på en god aftale."
   Han trak en lommelærke frem, tog en slurk og lod den gå på omgang. Denys tog en forsvarlig slurk, blev overrasket, og hostede så Karel måtte dunke ham i ryggen.
   "Familien Frapin vil ikke bryde sig om din behandling af deres cognac" kom det fra Ülo mens han betragtede trafikken og kørte videre."De påstår de har brugt to hundrede år på at udvikle den."
   Han kørte videre og betragtede trafik og bakspejl mens Denys undskyldte overfor ham og familien Frapin og gjorde det godt igen med endnu en slurk.
   "Er der andre end jer, der har interesse i de kasser vi skal hente" spurgte Ülo afslappet da de var på vej ud af Simperopol.
   "Ikke så vidt vi ved" forsikrede Lazaref "Hvorfor det?"
   "Fordi vi har haft den samme blå bil i bakspejlet, siden banegården. Hvis han fortsætter står i enten af eller betaler ekstra."
   "Vi betaler ekstra" afgjorde Lazaref uden tøven med et blik på Denys.
   "Vi må se hvad der sker" mente Ülo.
   Han tog en slurk af cognacflasken, drejede skyggen fra sin basebalkasket om i nakken, speedede op og efterlod en stribe brændt gummi bag sig.