"Tredje verdenskrig er måske i fuld gang Udløbere af konflikter og lokalkrige kaldes terror. Den rammer tilfældigt og angår os alle" mente Harper. "Lige nu er konflikterne begrænsede men efter min ringe mening nytter det ikke at lukke øjnene for den mulighed."

Efter et par timers kørsel var de nået frem til et hus i udkanten af Cairo. Metcalfe kom til og deltog for et kort øjeblik i samtalen.
   "Lenins gamle opskrift om at samle de utilfredse bliver fulgt til punkt og prikke af flere organisationer. Det startede Bin Laden og det fortsætter i større og større omfang hver dag."
   "Det er det vi prøver at komme på forkant med i Iron Mountain og Birdsong." sagde Harper. "Heldigvis samarbejder vi rigtigt godt til alle sider. Endnu bedre end modparten håber vi da."
   Metcalfe forsvandt igen med en forsikring om han havde travlt. Han blev kort efter erstattet af ham, der spillede tjener på hotellet. Han medbragte det meste af deres bagage.
   Christian rystede stadig på hænderne og havde kuldegysninger. Han tog taknemligt et langt varmt bad. Han fik vasket de sidste minder af sig og skiftet tøj inden han fik at vide hvad der skete.
   "Status er som følger" fortalte tjeneren.
   "Hotellets system brød desværre sammen da der gik stærkstrøm gennem harddisken efter en kortslutning. Det vil nok tage et par dage at få bragt i orden. Jeres telefoner er indtil videre registreret stjålet, fra en bil, et helt andet sted."
   Han så på Karsten. "Politiet vrimler rundt i området ved Kom El Dak og fortsætter sikkert i morgen. Det ved vi ikke så meget om endnu. Lige før hovedvejen fandt de en bil med en fyr, der var skudt og gemt af vejen i krattet.
   "Det må være Farouks mand" mente Harper. "Der var en computer med ret tydelige poter i den bil."
   "Syv faldne spredt ud over landskabet ved Kom El Dak trækker ret store veksler på ægyptisk gæstfrihed. De kræver en ret god historie de fleste steder" mente Logan, der også kikkede indenfor.
   "Ham jeg fik ned over mig, er jeg ret sikker på jeg har set på hotellet" sagde Christian. Han blev igen ramt af en kuldegysning.
   "Og vi kan roligt gå ud fra vores fingeraftryk også kan findes på vindueskarme, bord og guderne må vide hvad." sukkede Harper.
   "Plus og minus ændrer ikke på at i skal ud af landet i en vis fart" sagde Logan og så på Christian.
   "Rutemaskiner skal i slet ikke tænke på. Mine venner her har en løsning. Den tager lige et par dage at få sat i værk." Han stirrede undersøgende på dem.
   "Bare vi kommer væk" sagde Karsten og smed et par papirer på bordet. "Jeg kikkede lige i den kuvert fyren snuppede og kom til at beholde et par ting. Er der nogen der ved hvad fanden det er?"
   Logan snuppede de to papirer, kikkede på dem, grinede muntert og så på Harper og de andre.
   "I gætter det aldrig. Han har sgu snuppet klareringskvittering og slutbrugerattest."
   "Hvad betyder det?" spurgte Karsten.
   "Det skal jeg såmænd sige dig min ven" sagde Logan stadig grinende. "Det betyder at nede i Djiboutj står der to containere som kun kan bruges til bordpynt. Jeres gode ven fra hytten fik kun en helvedes bunke specifikationer, toldpapirer og andre tilladelser. Dem kan han ikke bruge til noget som helst, uden dem her. Forsendelsen bliver hverken frigivet af speditør eller myndigheder og kan ikke komme ombord i noget som helst skib."
   '"Det må vi tage senere" mente Harper. "Hvordan kommer vi ud?"


Tjeneren kom to dage efter kom tilbage med nedslående nyt.
   "Den ene af de dræbte var gæst på hotellet. EDB-systemet er kommet væsentligt hurtigere i gang igen end jeg håbede på." fortalte han. "Politiet dukkede op med en ide om der var sammenhæng med jeres mobiltelefoner, selvom de var meldt stjålet. Da de ikke kunne finde jer undersøgte de jeres værelser og tog fingeraftryk der."
   "Det fører nok til flere konklusioner" mente Logan. "Blandt andet at de gerne vil have en uformel samtale med jer om tilstedeværelsen af telefoner og flasken lige der. Hvis i ikke selv kommer ind på de herrer, vi efterlod som pynt i landskabet, skal i nok få hjælp. Enten skal i ud af landet eller også ses vi igen om en snes år."
   "Hvad med derhjemme?" spurgte Karsten. "Der bliver nok også stillet spørgsmål."
   "I er stadig registreret i Europol som analytikere, og forbindelsesofficerer der er udlånt til en særlig følsom opgave hos os," sagde Harper, der havde haft kontakt med Q4 et par gange.
   "Alle spørgsmål stopper indtil videre der. Robicieux og Mann digter i mellemtiden på livet løs og forsøger at finde noget vi kan bytte med. Rygterne siger at billederne af ham du fik ned over dig, fik jeres ven Zamast til at skænke Raki til alle og enhver. De undersøger stadig den anden."

"Jeres modstandere var ikke engang registreret nogen steder her i landet. Et par af dem, har det vist sig, var kendt for en særdeles uheldig hobby med tilsvarende omgangskreds. Dem græder man tørre tårer over.
   "Iron Mountains moder firma har gravet dybt i arkiverne på alles vegne. Vi må se, hvad der dukker op" mente Metcalfe, der var kommet tilbage.
   "Indtil videre skal vi i hvert fald spare embedsmændene i lufthavnen for at tage stilling til om de vil tilbageholde de herrer Harboe, Harper og Gabel af en eller anden grund." mente Logan.
   "Hvordan gør i det?" spurgte Christian.
   "Vi har lige fået grønt lys. Der skal træffes par forberedelser først," sagde en af mændene fra huset.
   Han lignede og talte som ethvert barns mareridt af en skolelærer men var opmærksom og omgængelig og sørgede for dem på alle måder.

Også her blev virkeligheden i første omgang skabt, ændret og tolket gennem fjernsynet.
   Det kørte konstant med billeder af huset ved Kom El Dak og politiets aktiviteter her. Der var hermetisk lås på enhver slags oplysning fra den side, men seerne blev ikke ladt i stikken af den grund. Hver udsendelse bragte nye rygter om skyderi og årsag, som skolelæreren ironisk oversatte.
   Et ekstra opfindsomt nyhedebureau hyrede en privatmaskine til at overflyve hus og område, mens en journalist tog billeder ud af vinduet. Ved landingen blev flyet modtaget af en deputation fra ordensmagten, der tilbageholdt journalist og kamera. En dommerkendelse om at filmen var beslaglagt og journalisten skulle holde kæft med det, han havde set, fulgte kort efter.
   Desværre glemte myndighederne at give piloten samme besked. Nyhedsoplæseren blev ikke arbejdsløs af den grund. Piloten inkasserede sine fem minutters berømmelse mod honorar.
   Journalisten interviewede flere forskellige sagkyndige, der gav hver deres tolkning af aktiviteterne hver time. Det fortsatte til en eller anden obskur politiker fik indskudt en teori om terroraktivitet og bad om en omgående redegørelse for at komme af med alle gætterier. Han mindede om at landet, så vidt han vidste, stadig var demokratisk styret af Majlis AshSha'abs firehundrede og fireoghalvtreds folkevalgte tillidsmænd, som han altså var en af.
   Christian og Karsten grinede for første gang i tre dage efter skolelærerens oversættelse af det indslag.
   For en sikkerheds skyld blev indslaget sendt en snes gange suppleret af andre politikere, der ærgrede sig synligt over at komme i anden række med den ide.
   Efter lidt betænkning bekræftede politiet nogle af de døde havde tilknytning til terrorkredse og efterforskningen var overgået til sikkerhedstjenesten. Den havde flere internationale forespørgsler i gang.
   Politiets faste talsmand kunne dårligt skjule sin lettelse da han kunne fortælle det hele nu var fortroligt, og skodderne smækkede i for yderligere svar fra hans side.
   "No comments" oversatte skolelæreren tilfreds. Han havde aldrig fundet det nødvendigt at præsentere sig.
   "Nu starter gætterierne forfra. Når den endelige version udkommer, er der ingen der interesserer sig for den."
   Dagen efter fik de besked på at pakke og hvile sig.
   "Hvis vi bliver her ret meget længere bli'r s'gu udråbt til nationalhelte og udstillet sammen med mumierne, hvis de altså finder os." gryntede Harper.

Efter midnat blev de gennet ud i en lukket bil, der omgående startede mod nord, så vidt de kunne bedømme.
   "Hvis i vil se pyramiderne er det nu" sagde Harper nogen tid efter og nikkede mod venstre, hvor konturerne kunne anes i baggrunden.
   "Vi har en bil foran der sikrer vejen er fri," fortsatte han. "Af en eller anden grund er politiet stadig ret aktive. Vi vil helt undgå at besvare spørgsmål."
   Efter endnu en time gjorde de holdt midt i absolut ingen ting. Den anden bil kørte væk.
   "Han holder vagt bagude" forklarede Harper. "I skal lige give en hånd med om et øjeblik. Jeg skal nok vise jer hvordan."
   Han stirrede mod deres chauffør som efter en kort søgen stod helt stille og så op i luften.
   "Nu kommer bussen vidst," sagde Harper roligt. Deres chauffør tændte en stærk lygte og blinkede mod skyerne mens han talte i sin telefon.
   Et fly, uden mærker, gled langsomt ned fra himlen og tog retning mod lommelygten. Det vippede motorerne op til lodret og landede i en støvsky foran chaufføren, der havde motorbriller for øjnene.
   De fire motorer sænkede omdrejningerne så de kunne tale sammen igen.
   "Hvad fanden er det?" gispede Karsten.
   "Gå med hen på siden af flyet. Vi skal lige have ham drejet ham rundt." beordrede Harper.
   Pilot og chauffør vinkede til hinanden.
   Efter få minutter var flyet drejet omkring. Christian, Karsten og Harper vinkede til deres chauffør, der hurtigt kørte væk. De løb ombord gennem en luge der straks blev lukket af piloten som derefter smuttede på plads. Harper spændte dem fast og uddelte øretelefoner mens flyet lettede.
   Alt i alt havde det ikke varet mere en et par minutter på jorden mente Christian.
   "God aften." Lød det muntert i høretelefonen, da de var kommet i luften. "Stewardessen har desværre fri. Der er en thermo og et par kopper i kassen mellem jer. Hvis i nøjes med en halv kop af gangen skvulper det ikke så meget, hvis vi fanger et lufthul. Jeg hedder Mordechai og er taxachauffør en gang i mellem. Resten af tiden kører jeg F16."
   "Og dem dernede har slet ingen indvending mod du er her?" spurgte Christian. Han så ud af vinduet på en jord, der var lidt tæt må mente han.
   "Det har de nok, hvis de finder mig" sagde piloten muntert. "Når Mathias Rust kunne liste sit fly ind på den Røde Plads i Moskva er det her barnemad."
   "Hvad fanden er det for et fly?" spurgte Karsten i mikrofonen.
   "Bussen hedder V22 Osprey. Jeg skal hjem til morgenmad."
   "Hvor?" spurgte Christian. Han rakte Harper en halv kop kaffe og så igen ud af vinduet. Flyets skygge aftegnede sig nu på Suezkanalens vand.
   "Gæt selv!" smilede Harper. "Vi har ikke så mange muligheder."
   Han slappede af og trak en kasket ned i øjnene. Christian og Karsten gjorde det samme kort efter.