"Den flok der holder ikke til underholdningen starter" konstaterede en høj bredskuldret mand tørt til sin ledsager og så på en kortklippet flok unge, der fordrev tiden med at provokere hinanden og nogle af de forbipasserende, for at få påskud til at demonstrere deres overlegenhed.
   Det gjorde de på en højrøstet måde, på et filosofisk niveau en nogenlunde intelligent femårig kunne følge uden besvær, midt i en hørm af smøger og tjald.
   "Du kender dem måske? Jeg er godt klar over de ikke hører med til kræmmerne" spurgte Christian og betragtede den blandede flok, hvis udvikling af tatoverede muskler kun i et par tilfælde havde nået det niveau, indehaveren sikkert ønskede.
   "Kun overfladisk heldigvis" svarede den store mand. "Et par af dem har attest på de opførte sig ordentligt det sidste års tid i en offentlig instans med rundjern for vinduerne. Der havde de ikke andre muligheder fordi de logerede der, af forskellige årsager. Jeg tvivler på det har nogen langtidsvirkning. Her kommer de kun for at blive bemærket, beundret og i øvrigt spille arrogante aberøve. Musikken når de med garant ikke at høre."

Da Christian og Ingrid et par timer før var nået til udkanten af markedspladsen, som lå for foden af en gammel, velholdt mølle viste det sig, at ud over de lokale beboere havde mange af områdets turister fået samme ide. Ud over kræmmere blev der også lokket med spise- og danseboder og et ret kendt lokalband.
   De fandt en P-plads mellem et par hundrede andre biler og tog bestik af stedet, så de kunne finde bilen igen og fulgtes ad, ind i en vrimmel, hvor sveden efter et kvarter tapløb af dem begge.
   Blandt et par hundrede større og mindre boder, så det ud til, var der heldigvis flere, der regnede med at mange af de besøgende ville udligne det væsketab sommervarmen og sammenstuvningen af mennesker naturligt medførte.
   Ingrid var især på udkik efter oversete antikviteter eftersom det faktisk var dem, hun normalt levede ganske udmærket af, fortalte hun muntert og strøg ind og ud af en snes boder. Efter en tid konstaterede hun kun de handlende udmærket vidste, hvad det var de solgte. I en enkelt bod afsluttede et spørgsmål om en kvittering en mulig handel. Da de de gik derfra så Ingrid til sin morskab at sælgeren stadig studerede en rædselsfuldt ornamenteret skål for at finde ud af om han havde overset et eller andet.
   Ølboderne havde god omsætning uden de diskussioner om kvalitet eller pris, der normalt er kendetegnede markeder af den karakter.
   Ved foden af møllebakken gjorde de holdt ved en lukket kassevogn med et bredt udvlag af drikkevarer der også omfattede vandflasker. Det benyttede Ingrid og Christian sig af fordi den sælgers pris var mere rimelig end i de boder, de havde set indtil videre.
   Det havde en flok af af områdets blomst af ungdom også bemærket.
   De lå talstærkt mellem møllehuset og den opstillede tribune. Mange havde bare overkroppe, skindtøj og forvaskede udslidte cowbybukser. De gjorde deres bedste for at udrydde den beholdning af dåseøl, der befandt sig i den afkølede kassevogn.
   Christian tænkte lidt over den store mands bemærkning og bemærkede at et ældre ægtepar gik i en stor bue uden om gruppen og stilede mod et hus med åben dør for foden af bakken.
   "Samtidig prøver de at underbygge den magt, de tror de har over dem, de håber er bange for dem" smilede Christian og nikkede mod parret.
   "Også det "smilede hans kollega og så efter ægteparret. "Nu tror jeg der er kunder i butikken Oscar."
   "Hvad sælger i" spurgte Ingrid og så ind af den åbne dør.
   "Min fætter og jeg rydder op i et blandet udvalg af gamle møbler og værktøj samtidig med vi lejer marken ud til det her." smilede manden. "Hvis i har lyst til at kikke på det kan vi tage en snak om det og par friske, kolde flasker, uden beregning."
   Ingrid fulgte nysgerrigt efter manden og hans fætter.
   Inde i det halvmørke rum stod der et blandet udvalg af værktøj og flere hundrede bøger der alle lå på slidte møbler. I Christians øjne ikke frembød de ikke noget af af interesse ud over en pæn høstle, han kunne bruge på noget græs, der var vokset godt til i løbet af sommeren.
   Det nævnte han for manden der omgående drejede væk fra et køleskab, der var lige så slidt som resten. De enedes hurtigt om femoghalvfjerds kroner. Manden modtog penge tog leen med og vendte sig igen mod køleskabet.
   Christian noterede til sin glæde at flere af værtens kolde flasker med vand var efterbehandlet på det lokale bryggeri inden de blev tappet. Ingrid holdt sig til vand og gik på rundtur i rodet.

"Kikker du lige ud på pladsen et øjeblik Oskar?" lød det henne fra døren.
   Oskar vendt sig modvilligt om, rakte ned bag køleskabet, kom frem med en baseballkølle og gik sindigt ud, med Christian som tilskuer.
   Et par splejsede knægte med briller og skæve smil fremstod på en eller anden måde provokerende nok til at par af alkoholdets medlemmer havde formået at rejse sig. Med høje gennemtrængende stemmer udslyngede de den ene provokation efter den anden i håb om at knægtene ville reagere på en måde så det de sigtede på bagefter kunne betegnes som selvforsvar, forudsat dommeren var i meget godt humør den dag eller der ikke var plads i arresten alligevel.
   Den ene knægt trådte baglæns og prøvede at daske en truende hånd væk fra sin næse uden at ramme hånden.
   Hans modpart havde i forvejen et udtryk som om han havde været udsat for en konstant række fornærmelser, siden han blev født. Han opfattede knægtens hånd som tilstrækkelig provokation og plantede med et fornøjet ansigtsudtryk en knytnæve i den andens mellemgulv .
   Slaget fik den unge til at knække sammen og falde bagover selvom hans ledsager forsøgte at støtte ham og trække ham væk
   Flere tilskuere styrtede til fra teltpladsen mens resten af gruppen var ved at komme på benene på nær et par, der kun var istand til fnisende at se til.
   De to grupper betragtede hinanden afventende mens den unge mand blev hjulpet på benene hvorefter han og hans ven hastigt trak bort mod baggrunden.
   "Skal vi så kalde det nok for i dag" råbte Oscar højt bagfra, med en stemme som torden. Samtidig nikkede han mod de tililende.
   "Hans størrelse har som regel en vis beroligende virkning" grinede fætteren, der stod uden for møllehuset sammen med Christian og Ingrid. "Baseball-køllen hjælper nok også lidt. Jeg beklager bare min yngste søn er med i den flok."
   "Har du flere. Hvad får de tiden til at gå med?" spurgte Ingrid.
   "Min ældste søn er officer i IFOR i Afghanistan og datten læser til lærer. Vores yngste har hverken energi eller interesse i at følge deres eksempler. Den laban finder desværre andre forbilleder et par steder, jeg ikke rigtigt bryder mig om. Fandt i noget af interesse. Jeg hedder for resten Gunnar."
   "Måske svarede Ingrid med et skuldertræk. Det afhænger af om jeg kan få det opbevaret til jeg kan få det hjem, og prisen selvfølgelig."
   "Mit skur er næsten tomt" tilbød Christian. Han havde ikke umiddelbart havde lyst til at afstå fra Ingrids selskab.
   Oscar kom tilbage efter en nødvendig oprydning på pladsen. Det lykkedes for ham og andre at overtale det meste af alkoholdet til at drikke og ryge resten af deres hjerner ud andre steder sagde han lakonisk.
   Han og Gunnar forhandlede lidt med Ingrid og indbyrdes. Til sidst enedes de om at et par hundrede kroner ville dække savnet af et skrummel som Christian på sin side havde krævet mindst det samme beløb for at skaffe dem af med.
   Da Oscar fik Christians adresse tilbød han muntert at levere skrumlet dagen efter.
   "Det ser ud som om der har hørt en overbygning til det originale møbel" sagde Ingrid og undersøgte sin nyerhvervelse igen.
   "Jeg tror jeg ved hvor den er" sagde Oscar stadig muntert. "Det vil jeg undersøge i mellemtiden"

Ingrid og Christian fortrak til et andet område da det lovede orkester dukkede op. De begyndte at varme deres værktøj op på en måde der lød som en blanding af baggårdskatte mens forsangeren forsøgte at komme overens med sin stemme. Den tydede på han havde moret sig glimrende aftenen før.
   Efter Ingrid havde været på afstikker i flere telte så Christian hans fætter tog en fridag fra sin gård. Den tilbragte han i et spisetelt sammen med sin kone et par andre. Han overtalte Ingrid til at hvile benene og få lidt fast føde.
   Kurt præsenterede sine bekendte som en lokal entreprenør, der stadig insisterede på, han var tømrer. Uanset hvad han var, var han levende, underholdende og hed Martin. Martin var ledsaget af en lige så underholdende designerdulle med en mascara, der så ud til at komme fra to forskellige malerbøtter. Hun præsenterede en stram bagdel i et par jeans der sad så stramt, de så ud som om de også var malet på.
   De havde begge det minus at de hverken ønskede at blive overhørt eller -set og fremsatte deres meninger med så meget eftertryk og sarkasme, det havde fået Morten Korch til at bryde hulkende sammen og rette sine manuskripter til at foregå i Jylland, hvis han hørte dem.
   Efter kort samtale på den måde beordrede designerdullen Martin videre, så hun kunne se på resten.
   Kurt så efter dem med et smil og sagde dæmpet til Christian.
   "Det er altså prisen for en trofækone i stedet for hende Margrethe skubbede ud. Seksuel afholdenhed står vidst ikke ret højt oppe på hedes top ti liste. Hun passede Martins regnskaber alene til han fik ansat så mange folk, han var nødt til at sidde på kontor og give tilbur hele tiden. Resten var næsten forudsigeligt. Desværre har hans folk ikke alle den samme faglige ambition eller stolthed, der bragte Martin op til det han nu har nået. Martin har ikke tid til at kontrollere det, de render og laver på akkord. Nu er hans eneste ambition at forsyne Margrethe med Gucci og gintonic nok.
   Kurts kone Tove havde heldigvis kun hørt det halve. Hun meddelte Kurt at han alligevel ikke havde plads til flere trofæer end dem, han allerede havde på hylden fra skytte- og jagtklubben. Hun tilføjede han ikke skulle tage fejl af Margrethe der havde en hjerne som en ragekniv, når det passede hende at bruge den.

Efter de et par timer senere genfandt de bilen og Christian leverede Ingrid tilbage til søsteren og hendes mand og børn, som hun faktisk holdt ferie hos, når hun ikke fik nye bekendtskaber til fester.
   De var orienteret om ham og forsikrede indbydende Christian om at der nemt var plads til en bøf og en pølse mere på den grill, de lige havde tændt.
   Det blev til endnu en munter aften til han modvilligt tog afsked for at køre hjem og overnatte alene.
   "Nu behøver du vidst heller ikke flere billeder af mig eller markedspladser" konstaterede Ingrid muntert mens hun tog så grundigt afsked med ham at søsterens børn efterlyste mere is.
   "Jeg kan jo bare tage par mere når du kikker nærmere på det skrummel du købte." forsikrede Christian muntert
   Undervejs spekulerede han med et smil på at det kun var godt Ingrid aldrig ville opdage hun dagen efter ville blive skåret bort fra de billeder hun faktisk var på, efter de var blevet downloaded i en autocamper, på en campingplads, på den anden side af byen.
   Efter filtrering og forstærkning ville Bryn Temple sende billederne af dem, der stod bag Ingrid, videre til analyse i Birdsongs hovedkvarter i Q4 bag Natos hovedkvarter i Bruxelles. Fællesnævneren for dem var at de stammede fra steder lidt syd for Kruså og at nogen af dem sikkert søgte asyl.
   Q4 ville sammenligne dem med nogen de havde liggende, og kendte navne på, i forvejen. Samtidig sendte de dem også videre til en kontaktmand de havde i Maryland, for at få undersøgt om Fort Meade, havde nogen af dem på lager.