Der er sjældent langt mellem tanke og handling når Rasmus mener ligusteren ligner oppositionens beskrivelse af regeringens første forslag til finanslov. Uanset den generelle mening om fortovets tilstand har han ingen problemer med at betro sit helbred til det mens hækken får en passende behandling.
   Han svedte bravt undervejs så i pauserne faldt vi snak om alt og intet, som det altid sker på en dag der er til at holde ud.
   Samtale og trimning skred frem i fornuftigt tempo mens vi nød dagen.
   "To til tre gange om året kunne jeg godt bruge en mindre hæk" sukkede Rasmus og tørrede sved af panden.
   Normalt havde han det glimrende i haven, men åbenbart ikke i dag. Fremfor maskindrevne apparater foretrak han at trimme med saks, både af motions- og kunstneriske hensyn, påstod han.
   Jeg kastede et blik på min maskinklippede hæk. Den nærmede sig klipningsgrænsen igen men den næste klipning, jeg havde planer om, måtte hellere foregå hos min frisør. Hækken klarede sig snildt et par uger mere så jeg kunne koncentrerede mig om andre opgaver.
   Vi havde næsten brugt dagens ration af dybsindigheder da Rasmus kastede et blik over min skulder.
   "Hej Louise" udbrød han og løftede hånden som hilsen.
   I samme øjeblik mærkede jeg noget vådt på min hånd, kikkede ned så og ind i øjne og gab på en hund, på størrelse med et klædeskab.
   Den betragtede mig lige så interesseret som jeg den og slikkede sig om munden, som om den overvejede om første smagsprøve burde følges op af en mere alvorlig.
   Jeg flyttede mig hurtigt om til den anden side af Rasmus, der åbenbart kendte både ejeren og den firbenede udgave af Terminator.
   Ramnus kløede roligt Terminator bag øret.
   Louise bemærkede muntert min rokade og sagde beroligende.
   "Du skal ikke være nervøs" forsikrede hun. "Han er både skikkelig og kælen."
   Jeg kikkede frem og fortalte om vores eget bidrag til hundebestanden, det vil sige vores Cockerspaniel Fru Zeus. Normalt gøede den, uden at diskriminere, af alt og alle, der gik forbi.
   Enten sov den et andet sted den dag eller fandt det klogest, at holde kæft overfor en indiskutabel overmagt.
   "Den er også glad for børn." Louise forsvarede tappert sin opfattelse af kæledyr.
   "Vores får nu mest hundemad," var jeg tæt på at sige, men tog mig i det. Det nytter ikke at lægge sig ud med chaufføren af en hund, der ser ud til at leve af en blanding af råt kød og anabole stereorider.
   Jeg skyndte mig at forsikre hende om jeg hverken havde gode eller dårlige erfaringer med hunde på den størrelse og kun blev forbavset, når de dukkede op uden varsel.
   Ejeren siges at ligne sin hund. Intet kunne være fjernere fra den teori for Louise var spinkel, mellem høj, med langt lyst hår, muntre øjne og en bagdel, der kunne få trafikken til at gå i stå.
   Hunden, derimod, var bygget som en militær mandskabsvogn, hovedsageligt sort og havde, ikke spor muntre øjne.
   Dens gab var fyldt med en overflod af spidse tænder, der mindede grimt om visse scener fra TV-serier om krokodillejægere.
   Rasmus klappede, uden betænkning hunden, på en måde, som under andre omstændigheder ville kvalificere ham til en voldsdom. Bæstet stod fast som en klippe, og kikkede bønligt op efter mere af samme skuffe.
   "Hils hellere på Karo", foreslog Rasmus "Jeg kender Louise, Eigil og Karo nede fra sportsklubben."
   Rasmus og sport? Det må jeg ha' afklaret ved lejlighed. Det lød helt naturstridigt med mit kendskab til Rasmus.
   Vores - det vil sige børnenes - hund bestemte sig, langt om længe til at give sig til kende med et forsigtige bjæf.
   For at bevare freden råbte jeg "Hold mund Zeus." Efter endnu et bjæf, mere bestemt "Fru Zeus. Stop så."
   Karo var beskæftiget med at klø sig bag øret og var totalt ligeglad, men Loise lignede et spørgsmålstegn.
   "Fru Zeus" spurgte hun nysgerrigt. "Hvordan fandt i på det?"
   Jeg forklarede vi mente vi i sin tid overtog en han-hund og kaldte den Zeus.
   Under den obligatoriske undersøgelse og vaccine startede veterinæren efter et par minutter, med at spørge om det var den rigtige hund, for det her var altså en dame.
   Det kom i familieråd under middagen. Navnet Zeus havde bidt sig fast selvom hunden ikke helt havde lært at lystre det. Det blev forlænget til Fru Zeus og efter syv år lystrer den kun, hvis den ikke er optaget af noget andet.

I mangel på opmærksomhed lettede Karo bagben, og afleverede en sjat på størrelse med Esrom Sø ved lavande og kradsede fire gange i jorden og besluttede så at selskabets tredie person, altså mig, fortjente endnu et eftersyn.
   Den kantede sig nærmere, snusede eftertrykkeligt og slikkede min hånd igen med en tunge, der føltes som en dørmåtte.
   Rasmus og Louise ventede spændt på, om jeg ville springe over hækken.
   Stoltheden vandt så jeg klappede kalorius på hovedet men ramte lidt ved siden af og fik fat i øret.
   Karo lagde straks knolden om på siden og kikkede op. Der var jeg på hjemmebane - Fru Zeus elsker også at få nulret sine ører.
   Lige fra jeg var barn havde mine forældre hund - dengang en schæfer. Da jeg forlod kravlegården opstod der territoriale konflikter mellem mig og hunden. Den tabte den efterfølgende lodtrækning og efter et år fik vi en ny, som jeg fik det bedste forhold til. Normalt er jeg glad for alle hunde, men alt over tres kilo, der ligner en halvfærdig røvfuld, er jeg normalt tilbageholdende med i starten.
   Rasmus og Louise smilede. Jeg havde bestået og Karo var ligeglad og mente at Esrom Sø trængte til en genopfyldning, kradsede pligtskyldigst på fliserne og så stolt op.
   Jeg er vel en dygtig hund, mente han måske og indkasserede et klap fra ejeren.

Det er åbenbart magtpåliggende for hundeejere, at alle synes om deres firbenede følgesvende, uanset hundens type og temperament.
   Selv går jeg gerne tur med vores eget bidrag til bestanden af hunde på vejen og får både motion og opbyggelig kontakt med de andre hundeejere. Jeg er for længst kommet til den konklusion at det bedste motionsinstrument, der nogensinde er skabt, er en hund, hvis det altså ikke regner. Så mener både jeg og hunden at haven er tilstrækkelig. Husets hersker er hunden, og det har den været siden den dag, den gjorde sin entre. Det var lidt modvilligt fra min side, men jeg var nedstemt inden starten.
   Da den var hvalp, krævede tålmodigheden elastik i metermål, men når den legede eller jagtede sin egen hale, var alt glemt.
   I dag, efter syv år, er er der ingen tvivl om, hvem der bliver taget mest hensyn til. Det er hverken børnene eller fruen og jeg rammer klart sidste prioritet med et brag. Når Fru Zeus igen må varpes ned fra min ynglings stol, er jeg efterhånden hærdet mod både hundens og familiens bebrejdende blikke. Af en eller anden grund sidder den få minutter efter, stensikkert, pibende foran døren og vil ud.
   Hvem får så turen?. Der er ikke ret meget balance i det regnskab der alt for tit gentager sig midt i slutningen af spændende indslag i fjernsynet. De har samtidig en mærkelig evne til at udvikle akutte symptomer på halsbetændelser eller ømme rygge hos resten af familien.
   En pædagog på ungernes skole påstod engang ved et møde at "Det gammeldags familiemønster eksisterer skam endnu. Nu er det bare børnene der sidder for bordenden."
   Jeg er ret sikker på han ikke har hund.
   Da hunden i sin tid blev anskaffet, kikkede Rasmus efter et par dage ind og sku' se dyret. Vi diskuterede hunde og andre emner over et par øller.
   "Så er du da sikker på at der altid er en, der byder dig velkommen, når du kommer hjem" sagde han tørt. Han er ikke selv interesseret i at have hund, men var fra første færd på talefod med Fru Zeus, og holder os tit med selskab på turene.
   Hunde er både kontaktskabende og det modsatte. Vi er en fast flok, der mødes i forskellige kombinationer, på ture rundt om søen eller ved havnen. Vi klarer verdenssituationen, mens de hunde, der kan enes, leger sammen og bruger deres energi på den måde.
   Uanset hvor mange mennesker man normalt hilser på en almindelig dag kommer en hundeejer nemt op på det dobbelte. Det har ført til mange bekendtskaber og nye emner kommer hele tiden op.
   Når hunde leger tag-fat bidrager mere seriøse motionister ofte til underholdningen.
   Når de beslutsomt kommer løbende, og ikke tillader forstyrrelse af vedligeholdelsen af form og figur betragter de mere optimistisk indstillede hunde motionisternes friske duft af adrenalin og endorfin som opfordring til selskab og følger dem på vej med glade bjæf.
   Jeg prøvede at forestille mig Karo i det selskab. Der slog fantasien ikke til.
   "Kan i ikke styre jeres køtere - skal de ikke være i snor, pas på hunden?" er det blandede udvalg af kommentarer. En stoppede engang op og afleverede en længere redegørelse om det der kunne ske, hvis en af vovserne fik fat i ham.
   Heldigvis var Rasmus med den dag, og kikkede på en af de andre hunde - en setter, og oplyste eftertænksomt .
   "Jamen, det er vi skam opmærksomme på ind i mellem" forsikrede han. "Ham der" Rasmus nikkede mod en Setter "fangede sidste efterår en fyr i FCK jogginguniform. Vi fandt aldrig ud af, hvor hunden gravede ham ned."
   Fyren i Brøndbys farver skyndte sig at spæne videre og vinkede.
   Selvfølgelig er der mindre heldige eksemplarer, blandt hundene også, Det var et fast emne blandt gruppen at finde ud af i hvilken ende af snoren, problemet lå mens vi trissede rundt med vores firbenede følgesvende. Det gav adrenalinet lidt motion samtidig.

Louise og Rasmus overstod sladderen om udviklingen i sportens verden da Karo 'diskret' begyndte at trække i linen. Da den sikkert, uden problemer, kunne flytte en mellemstor lastbil, besluttede Louise det var på tide at gå videre.
   Da vi åbenbart var kommet på talefod fik Karo et par klap og kløet ørerne til afsked. Jeg måtte lige høre Louise hvor de plejede at gå tur, da vi aldrig havde set dem blandt områdets øvrige hundeluftere.
   Det viste sig at Karos territorium normalt lå i den modsatte retning, men mandens forvredne fod havde ændret rollerne et par dage.
   "Hvordan besluttede i jer for en Rottweiler?" spurgte jeg til afsked. .
   Louise overvejede et øjeblik.
   "Vi overvejede også en labrador eller lignende. Men da vi så den lille tumling her, opføre sig som en student på rus-tur var vi solgt. Han er bare vokset lidt mere end forventet, Jeg må videre - hyggeligt at møde jer."

Hun vinkede og forsvandt kort tid efter, om et hjørne. Rasmus gik igen i krig med ligusteren, der næsten var færdig. Fru Zeus opfattede at området var farefrit og gjorde opmærksom på sin eksistens og blev lukket ud. Arven fra dens forfædre, der blev brugt som jagthunde, fik hende til at følge Karos duft et pænt stykke hen af vejen til jeg kaldte den til orden.
   Bevidstheden om ønsket fra en af bestyrerene af dens madskål vandt over instinktet, så den, luntede stadig snusende, tilbage.
   Jeg vinkede til vores nabo, kontorchefen, der heller ikke mente, ligusteren burde vente længere. Samtidig kom Michael ud med deres puddel og sluttede sig til os.
   "Venter i lige et par minutter?" spurgte Rasmus" Så er jeg færdig og fadøls-moden - i havnen for eksempel. Så kan rovdyrene få en tur og vi kan nyde synet af vand og både."
   En hund kan altså være praktisk. Så kan det være at jeg får styr på det med Rasmus og sport samtidig.