"En uniform er både et tegn på loyalitet og en forudsætning for at indholdet af de har de samme holdninger og har operativ erfaring, i de samme færdigheder" mente Harper. "Først og fremmest loyalitet over for sidemændene. Dernæst loyalitet overfor dem, der betror os en opgave, og en tillid til, at vi tror, de ved hvad de gør."
Dagen efter deres udflugt til Jerusalem hvilede de kun deres fødder og snakkede om løst og fast. Heldigvis var ingen løbetur den morgen.
"Min hænger i skabet endnu, og der må den godt blive hængende. Det princip fik vi tatoveret på rygraden, sammen med de skoleuniformer staklerne i andre lande mangler. Nu ser vi det mest når fodbold idioter blandt tilskuere tæver modpartens fans i misforstået loyalitet. Det andet hold spillede bedre, end deres, den dag."
Harper havde en masse erfaring i at lægge ubehagelige oplevelser bag sig, som han delte med de andre. Med ham som mentor var de blevet enige om at snakke sig ud af tingene på egen hånd og bruge den tid, det tog fremfor at ulejlige en psykolog med et arsenal af irrelevante betegnelser, de ikke kendte alligevel.
"Vi er allerede enige om årsag og virkning" konstaterede Christian efter dagens sidste gåtur. "Min onkel siger de bedste psykologer er hans frisør og bartenderen på hans stamkro. Hvad enten de forstår hvad han mener eller ej, er der altid."
"Det har han helt ret i. Antallet af modstandere har gjort beboerne her i landet, extremt loyale overfor hinanden gennem flere hundrede år. Det, de er jøder, er nok. De har ikke brug for så mange uniformer."
De havde lige spist og åbnet endnu en flaske vin.
Liat og en af hendes kolleger kom ind. Kollegaen præsenterede sig som Ayan og de fik et glas med. Begge forhørte sig om hvordan det gik, om deres udflugter og om hvad de synes om landet mens de spurgte til deres egne hjemlande ind i mellem.
De forsikrede dem om at det slog de sidste opholdssteder med flere hestelængder i ro og manglende beskydning. Nu var Christian og Karsten i stand til at give en munter beskrivelse af de politiske forudsætninger og det absurde i, de pludseligt var på samme side mod en fælles angriber, med dem, der havde beskudt dem i Tyrkiet.
Christian sluttede munteret påstå at når de haft lidt mere tid til at vænne sig til deres nye forhold, kunne det også være, beboerne ikke lignede hinanden så meget.
Han så på Karsten, der bare nikkede med et grin.
Ayan spurgte hvad han mente med det. Christian og Karsten var begge sikre på de havde set de samme mænd flere gange, både i Betlehem og Jerusalem.
Efter et øjebliks tavshed spurgte Karsten uskyldigt om de havde fået et par 'overfrakker' på, for en sikkerheds skyld.
Ayan og Liat kikkede på Harper.
"Jeg sagde jo de er ret kvikke" grinede han og forsikrede dem for han intet havde sagt.
Liat førte en kort telefonsamtale mens Ayan spurgte om Christian og Karsten havde lyst til en kort udflugt.
Et øjeblik efter tog de plads i Ayans jeep og kørte gennem kibbutzen.
Turen endte ved et stort hus i den fjerneste ende.
Pigerne gik i forvejen mens Harper holdt Christian og Karsten tilbage. Harper fortalte at deres udflugter var brugt til øvelser i skygning, der skulle gennemføres alligevel. Han bad dem mindeligt tage det fra den humoristiske side og ikke være for hårde ved holdet, der var begyndere. De gik ind i huset hvor de blev vist vist ned af en trappe, der gik et par etager ned i undergrunden.
En snes mand i ensartet træningstøj stod opmarcheret, i retstilling i en korridor, og så lige ud. Et sted i baggrunden summede et ventilationsanlæg. Længere nede i korridoren gik andre frem og tilbage og talte med hinanden.
Ayan spurgte om Christian og Karsten kunne udpege dem, de mente de have set.
De pillede i fællesskab to mand ud og fortalte, hvor de havde bemærket dem. Til sidst gik de hen til en tredje mand og spurgte til hans cowboyhat, og gule skjorte.
Det fik Ayan og Liat til at knække sammen af grin. Dem der var pillet ud og resten af gruppen grinede højlydt med.
"Det nemlig ham, der skal lære dem diskret skygning" fortalte Ayan og pegede på den sidste.
Et enkelt ord blev sagt højt fra enden af geleddet og kort efter gentaget taktfast af alle mand. Den slukørede instruktør grinede. Han rakte hænderne op, efter et øjeblik og nikkede. Holdet klappede og forsvandt i løb.
"Hvad betød det?" spurgte Christian. "Det var da ikke ret svært at regne ud, vi ikke fik lov til bare at rende rundt, uden tilsyn."
"Det betyder 'screw up beer'," svarede Ayan med et grin. "De har alligevel fri fra undervisning nu. Kom bare med!"
Hun førte dem længere ned af korridoren, op af en ny trappe og ind i en lille kantine. Gennem vinduet så Christian over på det hus de gik ind. Ayans gule jeep holdt parkeret foran fordøren.
En imponerende samling dåser med ørne med udbredte vinger stod allerede midt på et bord. Der manglede såmænd heller ikke et par Carlsberg.
Instruktøren stoppede et par mænd, der kom slæbende med mere øl med et par ord.
"Vi skal også træne i morgen. De må nok hellere være klar over at vi starter dagen med en løbetur, inden de bæller for meget." oversatte han.
"Tage bare os med" sagde Karsten sorgløst og åbnede en dåse. "Vi plejer alligevel at løbe at par gange om ugen, derhjemme. Skal vi ikke tage et par af de her ørne med hjem til van Enckhuisen. En halv snes skal faneme nok få ham til at høre fuglesang."
Instruktøren nikkede og lovede, det var en aftale. Han tog dem med ned i et rum hvor de fandt løbesko og træningstøj til dem. Da de var tilbage lovede han at hente dem klokken seks.
"Hvornår lærer du at holde kæft?" spurgte Christian opgivende og tog en slurk. Han nåede lige at bemærke det lokale bryg holdt seks en halv procent og formanede sig selv om at holde lidt igen.
Harper så heller ikke særligt begejstret ud. Han havde tilsluttet sig løbeturen og tømte sin første dåse i et enkelt drag og snuppede en ny.
***
Samtidig parkerede et pizzabud sin scooter på en sidegade i Bruxelles. Han slog visiret på hjelmen op, kontrollerede adressen og tog en æske frem fra af kassen bag på scooteren. Han gik hen og ringede på en dør. En kort samtale udspandt sig hvorefter han prøvede en anden mens han kontrollerede pizzaæsken endnu en gang.
Buddet gik tilbage til scooteren og kontrollerede adressen for sidste gang og så sig om.
Han trak irriteret på skuldrene, åbnede kassen og fumlede med pizzaæsken som han tabte. Nu var han tydeligt irriteret over den forgæves køretur og sparkede æsken ind under bagenden af en bil.
Han bøjede sig ned og kikkede ind under bilen. Han opgav tilsyneladende og steg op på scooteren og kørte væk og drejede rundt om et hjørne.
En sønderrivende eksplosion flængede kort efter stilheden. De knitrende flammer fik de fleste til at søge dækning mens enkelte ilede hen for at hjælpe dem, der var blæst omkuld. Lyden af flammer blev afløst af endnu en eksplosion fra bilens benzintank.
Brændende benzin og flere sprængstykker blev slynget op i luften og ind af vinduer, der var blæst ind efter den første eksplosion.
Et par fodgængere på den anden side var væltet omkuld og blev liggende hvor de var. Andre, der havde søgt dækning prøvede forsigtigt at rejse sig og kikke frem. Den brændende benzin nåede den næste bil i rækken. Den brød omgående i brand.
Forvirrede råb og skrig blandede sig med lyden og stanken fra flammerne. Flere mennesker styrtede ud af dørene rundt omkring og holdt sig på afstand af de brændende biler. Enkelte hjalp de fodgængere, der var blæst omkuld på benene. Fra de nærmeste ejendomme til eksplosionsstedet kunne man høre
råb om hjælp fra beboere, der enten var såret af flyvende glasskår eller simpelthen chokerede.
Flammerne i næste bil havde nået benzintanken og en ny eksplosion fandt sted.
Alle dukkede sig igen. Ansigterne forsvandt fra vinduerne og kom frem igen og betragtede sceneriet og genoptog råberriet.
Efter et par minutter hørtes sirener i det fjerne. To politibiler susede ind i gaden. Politiet tog et overblik over eksplosionerne og begyndte at afspærre området hvorefter ambulancer og brandbiler nåede frem. Professionelle reddere tog sig omgående af de sårede og skaffede sig adgang til de skadede huse og begyndte at lede efter sårede. Første ambulance kørte fra gaden netop som brandmændene begyndte at lægge skum over næste vogne i rækken for at begrænse skaderne. De pøsede også vand udover de brændende biler og husene. Den næste ambulance kørte bort og blev omgående erstattet af flere, som var tilkaldt af de første reddere.
Kort efter begyndte redderne at evakuere beboerne fra den nærmeste bygning. Nogle kunne gå selv, støttet af en redder eller med støtte fra hinanden. Dem i den nærmeste bygning blev beskyttet mod flammerne foran hoveddøren af brandmænd med sprøjter. En båre blev båret ind i huset og kom straks efter ud igen med en foreløbigt forbundet patient.
Politiets indsatsleder tog et overblik over situationen og konterede kort med en kollega fra brandvæsenet. Derefter sendte de et par biler afsted.
"Hvad sker der?" spurgte en af de mindre skadede, fortumlet. Han havde præsenteret sig som journalist og noterede ivrigt mens han sad ned.
"Vi har fået melding om en anden eksplosion," fortalte politimanden. "Vi må omfordele vores indsats lidt."
Brandfolkene fik efterhånden kontrol over flammerne i de brændende biler og rykkede nærmere på dem og kontrollerede havde de fik det hele med. De sårede fra huset blev stadig evakueret og samaritter gik rundt og tilså ofre med mindre skrammer. Da de nåede frem til journalisten der stadig sad på fortovet. Han forsikrede dem om at han havde det glimrende og både kunne klare sine skrammer og nok kom af med hovedpinen.
Han kastede et blik på de udbrændte køretøjer og kontaktede sin redaktion. Han bemærkede tilfreds fjernsynets vogn blev holdt tilbage på den anden side af spærringen og begyndte at planlægge sin egen udgave af begivenhederne set fra centrum.
Han begyndte at rejse sig, svajede og måtte støtte sig til en lygtepæl.
Da han åbnede øjnene igen stod der en samarit og lyste ham i øjnene med en lygte.
"Jeg fejler vidst intet" mumlede reporteren. Han trak vejret dybt og holdt fast i lygtepælen for en sikkerheds skyld.
"Lige bortset fra du sikkert har hjernerystelse" konstaterede samaritten tørt. "Har du glemt at fortælle os du slog hovedet, da du væltede omkuld. Afsted med dig."
"Det kunne ellers være blevet en god historie," mumlede manden der, nu have kvalme.
"Den får du et par dage til at forbedre," sagde redderen ufølsomt. Han lagde manden på en båre hvor han besvimede af efterchock.
En time efter eksplosionen kørte et civilt køretøj ind til siden, for enden af gaden. Nærmeste politimand gjorde tegn til dem om at køre videre men holdt inde da han genkendte chaufføren som kriminalkommissær.
Denne og hans ledsager stod ud og betragtede de kaos der stadig udspandt sig i gaden.
Den var helt afspærret og brandmændene var allerede suppleret med politiets teknikere, der dannede sig et første overblik og samlede så mange småting sammen som muligt. Kommissæren betragtede alvorligt området om begyndte at planlægge sin kommende indsats de afhøringer, som han på forhånd tvivlede på, ville give alverden.
"Det eneste vi kan gøre til teknikken er færdige er at få overblik over dem, der kan have set noget og tale med dem. Vores folk på hospitalerne skal først og fremmest koncentrere sig om dem, der var på gaden. Lad os også hente optagelser fra trafikkameraer. Så er det klart når vi har fundet ud af, hvad vi skal kikke efter" mente han og så på sin ledsager, der bare nikkede.
"Der bliver mange at tale med både her og ved den anden eksplosion" mente nærmeste politimand. "Mon der er sammenhæng mellem de adresser?"
"Det skal vi jo også prøve at finde ud af" mente Kommissæren uforpligtigende.
Tilfældigvis kendte han begge adresser udmærket fra sin bowlingklub. Da han fortalte det, blev han omgående tildelt opgaven. Han havde prøvet at ringe til dem begge, uden resultat. Han ville putte telefonen i lommen men ombestemte sig og ringede til sine venners arbejde i stedet.
Det kom der en meget lang samtale ud af hvorefter han endelig lagde telefonen til side og gik tilbage til bilen.
"Kan du selv finde tilbage?" spurgte han sin kollega. "Jeg skal et andet sted hen. De ved muligvis lidt om forudsætningen for det her."