"Hvorfor kan politi og efterretningstjenester ikke bare samarbejde med hinanden, i samme omfang som de paramilitære og kriminelle grupper åbenbart kan finde ud af? spurgte Christian. "Selvom det omfang er begrænset."
   "Og hvad er begrundelsen for denne maskerade?" fortsatte Karsten og så på de udleverede papirer.
   Harper og Hardesty så på Oberst Robicieux. Harper hævede øjenbrynene og Lucas Hardesty trak på skuldrene og henvendte sig til obersten.
   "Jeg advarede dig om de var kvikke. Det må du hellere overtage."

Efter et par dages diskussion mente Christian og Karsten ikke det tjente noget formål at vente længere. De kontaktede Harper i Q4 og bekræftede sagen var i orden for deres vedkommende. Harper bad dem kikke derud den følgende dag og underskrive en aftale om ansættelse og et par andre småting, lovede han.
   Han mødte dem i hoveddøren og fulgte dem direkte op til lederen, der ventede med den obligatoriske kaffe og præsenterede sig som Oberst André Robicieux. Hans introduktion var prisværdigt hurtigt overstået da han i stedet for en normal velkomsttale påstod, han kun havde ansvar for eventuelle fejltrin, og ellers overlod ledelsen af butikken til de enkelte grupper. Derefter forhørte han sig om Christian og Karsten havde nogen spørgsmål.
   Obersten trak på skuldrene.
   "Det er fordi der traditionelt er en vis jalousi og magtkamp mellem de forskellige tjenester. De enkelte lande har hver deres definition af følsom information, og hvordan deres borgeres rettigheder skal beskyttes. Det tog Schengen aftalen ikke rigtigt højde for" startede han.

"Koordinering af biljagt over vores nedlagte grænser udgør kun en mikroskopisk detalje. Hvis to sikkerhedstjenester i to lande, har de samme grupper under luppen, under forskellige forudsætninger, betragtes det som følsomt, og deles slet ikke med andre Det er her vi kommer ind. Vores udfordring er at sikre alle har de nødvendige informationer og sætter dem sammen, på samme måde og er enige om at behandle dem ens."
   Det lod han lige synke til bunds
   "I det nuværende system får enkelte land uden videre adgang til alt i åbne efterforskninger. Formeldt kræver det en specifik tilladelse på en lige så specifik anmodning. Problemet er at vide, hvad de skal spørge om. Måske har land A lige præcis den information, der forklarer eller ændrer forudsætningen for land B's, lukkede efterforskning, som måske burde være åben," fortsatte Lucas Hardesty.

"Vores kolleger I Haagh kan, indtil videre, kun bede om adgang til åbne efterforskninger for at spotte netværkene i dem. Lige så snart de bevæger sig ind i sikkerhedsbranchens område er det fingrene væk. Til eksempel kom der for et par år siden en del mindreårige nigerianere ind gennem Sydeuropa. De startede med landruter gennem Mali. Jeg overlader til jeres fantasi hvad de unger blev brugt til."
   "Problemet var bare at billetten til en halv snes tusind euro, blev betalt til kredse, der var genstand for lukkede efterforskninger i forskellige lande. Herunder lokale forbindelser til Boko Haram, i Nigeria og AQIM i Mali." fortalte obersten dystert
   "Alle steder spekulerede man som vanvittige over hvordan de unger, som dukkede op overalt, kom ind. Når netværkene overlappede hinanden var det fingrene væk for ikke at forstyrre strategisk vigtig efterforskning. Mujahedins og Talibans bidrag til opiumskrig blev lidt nemmere at have med at gøre, efter de var udkommet i bogform og filmatiseret et par gange. Hvordan det i øvrigt går med at omlægge den afghanske opfattelse af landbrugsprodukter, ved jeg intet om, men er en smule skeptisk."

"Indtil videre er vi altså kun et uformelt forbindelsesled mellem den grå og den officielle del," fortsatte Major Tom Harper. "Vi kører blandt andet en del kurser i analyser. Deltagerne oplyses om at der indgår teoretiske muligheder. Det er der heldigvis ingen af der tror på, og så behøver vi, meget praktisk, ikke redegøre for hvor vi har det fra. Det er altså den officielle forklaring, og indtil det politiske klima ændrer sig producerer vi kun teoretiske scenarier, og underviser i at analysere dem. Som regel stiller vi spørgsmål om, hvad nu hvis...?" Han smilede muntert.
   "Det er der ingen, der bliver fornærmet over. Og i den forbindelse mål vi bede jer underskrive en aftale om tavshedspligt om følsomme oplysninger."
   "Og de mener uden tvivl hvert ord, der står?" spurgte Christian efter han have skimmet den tekst de fik udleveret. Den viste sig at være særdeles barskt formuleret. "Jeg kan jo dårligt nok fortælle folk, jeg ikke kender, hvad klokken er."
   "Kun efter skriftlig tilladelse" grinede Hardesty. "Men den giver et pænt tillæg til lønnen."
   "Det er da altid noget dødsstraf ikke nævnes" smilede Karsten og skimmede sin igen.
   "Vi har skam andre metoder" smilede Harper tilbage. "For eksempel kan i blive udstationeret på jeres gamle arbejdsplads."
   "Jeg trækker bemærkningen om dødsstraf tilbage," sagde Karsten og underskrev. "Lad os komme videre."
   "Kan i starte på mandag? Der ligger store mængder materiale inden for jeres felt, vi gerne vil have opstillet og analyseret. Det meste er regning for fjerde klasse. Så får i en ide om hvad det drejer sig om."
   "Det ved du jo godt vi kan" bekræftede Christian, og underskrev også.
   De fik en hurtig rundtur i huset af Harper efter at være pålagt deres egen kopi af tavshedserklæringen, skulle blive i huset i deres eget arkiv. Alt blev fremvist og de genkendte, ikke uden overraskelse, manden fra nabobordet på restauranten. Han præsenterede sig som Paal Mortensen fra det norske bagmandspoliti. Han skulle fra mandag sætte dem ind i arbejdet, sammen med en IT medarbejder, sagde han med et smil.
   "Friheden i de enkelte afdelinger fik blandt andet den følge at vores IT Team, efter lederens forslag erstattede arkivkoder for netværk. Alfa og Bravo blev til Alpine (Allike) og Bluethroat (Blåhals) og så fremdeles. Det bed sig, meget heldigt fast. Alfabetet har nemlig kun femogtyve bogstaver, men han kender tre hundrede fugle. Selvom vi er nystartede har vi indtil videre brugt et hundrede og fyrre til lige så mange netværk som vi supplerer med de såkaldte teoretiske oplysninger.

"Hvis kriminel- og sikkerhedssager viser sig at have overlappende interesser overvåger vi trafikken af informationer alligevel." fortsatte van Enckhuisen. Den ene side kan have aktiviteter som den anden kan bruge mod en mindre tjeneste. Dem der kun er motiverede af penge mangler en fornemmelse af en højere mening de andre har. Det udgør en sikkerhedsrisiko. Ingen af siderne anser den anden for underlegen. Det giver dem en større sårbarhed at blande tingene sammen, hvis det udnyttes rigtigt. Det kan en af vores kolleger uddybe."

"Et par af hans stab fangede han, så at sige, selv og fik dem tiltalt for hacking, fordi de blandede tingene sammen" forklarede Harper, da de var på vej ud af døren.
   "Inden retssagen fik to af de bedste et valg mellem en tre års kontrakt, uden opsigelsesmulighed eller en dommer der kunne tilbyde en anden aftale, også uden opsigelsesmulighed. Da de havde underskrevet opstod der juridiske problemer med deres sager. Vi ses på mandag."
   ***

To dage efter vendte Timuchin, som aftalt, tilbage til oprørernes lejer, sammen med Yanni. Turen forløb uden episoder. Mens Yanni hilste få flere af sine faste kunder fik de at vide Timuchin var ventet til møde med staben den dag.
   "De vil altså gerne have deres synspunkter offentliggjort" mente Timuchin og holdt fast ved dækhistorien og tog et par billeder.
   Efter han var blevet undersøgt for våben lige så mange gange som på første tur blev han ført direkte til møde med flere mand fra staben, hvor ingen stadig fandt det nødvendigt at præsentere sig.
   Den fede sad i midten af det hele og dirigerede mødet. Timuchin spekulerede over hans rolle og om det kunne være den øverstkommanderende selv.

"Stemningen er ikke helt afklaret" begyndte han. "Overvejende hjælper vi gerne hvem som helst mod Assad. Men det bliver ikke helt nemt og giver store omkostninger for os at trække det nødvendige personel og køretøjer ud til transport."
   "Som i får dækket på en eller anden måde, skulle jeg love" skyndte Timuchin sig at sige neutralt. "Det vil jeg lade gå videre. Vil du have mine artikler til gennemsyn? Jeg vil gerne kunne komme tilbage senere."
   "Spring bare den komedie over" sagde den fedes sidemand. "Vi er hverken interesseret i public relation eller penge. Derimod kan vi godt bruge lidt ekstra ammunition til vores morterer og dyse kanoner, så vi bedre kan beskytte os selv. Vi har intet imod dine fætre også får det! Hvis det drejer sig om de rigtige kalibre kan vi måske lave en aftale."
   Timuchin holdt vejret "Jeg ved jeg ikke rigtigt hvad man har tænkt sig. Jeg er kun kurer. Jeg kan da foreslå at hver gang i leverer ti kasser udenfor Dabah, for eksempel, beholder i en for ulejligheden."
   "Vi havde nu tænkt en lidt anden fordeling" sagde samme mand tørt. "En til en for eksempel. Transport er uforudsigelig. Først og fremmest må vi have mulighed for at beskytte os selv inden vi kan hjælpe andre. Selvom Assads banditter i øjeblikket er langt væk, kan det ændre sig i morgen."
   "Har du arbejdet for skattevæsenet før du blev soldat?" spurgte Timuchin med et grin.
   Staben brølede af grin. Der blev hentet kaffe, the og frugt. Forhandlingen fortsatte i mere afslappet stemning mens en køkkendreng ind i mellem serverede.
   Til sidst skar den fede igennem diskussionerne og fastslog en fordeling på tre kasser for at få syv igennem. Det bekræftede Timuchins anelse om, at manden var lederen.

Den fedes sidemand eskorterede Timuchin helt tilbage til Dabah mens de udvekslede kontaktoplysninger og aftalte kendeord. De benyttede også lejligheden til at udveksle oplysninger om gruppens kalibre af morterer og dysekanoner. De passede i stor udstrækning sammen med det Yannis far allerede havde bestilt. De konstaterede begge, med tilfredshed de sagtens kunne få tingene til at hænge sammen.
   I en diskret dal, uden beboere, mellem lejren og Dabah fastlagde de et foreløbigt mødested for den endelige aflevering og noterede begge koordinaterne. Efter lidt søgen fandt de en alternativ mulighed tyve kilometer mod nordvest og gentog processen. Derefter blev Timuchin kørt direkte tilbage til Dabah og lovede at lade høre fra sig et par uger efter, da hans ledsager tog afsted.

Spændingen krævede en pris. Efter Timuchin have sendt en kort melding om en rigtig god og færdig artikel og hvor meget spalte- og billedplads han skulle bruge, sank han ned på sengen for at få en lur.
   Den lektie de havde lært fra Afghanistan var nyttig. Da sheikens penge slap op 'beskyttede' han og Taliban valmuer mod en stigende andel af indtægten og fik til sidst så mange problemer de modvilligt beslaglagde det meste. Når ammunitionen først var iland ville den moderate fraktion uden tvivl aflevere den første forsendelse, nogenlunde som aftalt, og opfinde et par problemer og kræve større andel af næste transport.
   Syriens kurderne ville hjertens gerne sørge for at Al-Assads tropper ikke have noget som helst at lave indtil han blev opmærksom på de kunne bruges bedre andre steder. Tarek Azerim var efterhånden gammel men stadig god til taktik.
   Den fede og hans stab, drømte ikke om offensiv mod nogen som helst hovedestyrker. De var nok ikke dummere end andre mennesker. Derimod ville de særdeles gerne have mulighed for at chikanere den nærmeste gruppe fundamentalister for at bevare og udvide kontrollen over deres område og vejnettet omkring Homs og Aleppo. Den slags diskussioner gik nemmere med et par tusind granater og raketter i baghånden.
   Hvis de ledte længe nok i de områder kunne de sikkert også fremskaffe en eller anden gigtsvag familie, de kunne beskytte. Samtidig ville de beskytte et par ekstra oliekilder i samme område, mod lidt for ulejligheden fra ejerne, hvis ikke de gik over til direkte afpresning. Nu kunne Bedran og Yasgar godt tage af sted og klare deres del