Selvfølgelig kunne det ikke undgås der opstod rygter i lejren. De næste elleve dage kunne absolut ikke gå hurtigt nok, efter fleres mening. Nogle af staben var ved at gøre i bukserne af spænding og særligt indviede holdt det helt for sig selv, hvor lidt ammunition de faktisk havde. Alle afventede den dag, der efter sigende kom mere og sparede på krudtet så længe.
   Kommandant Nevzat fastholdt sit ønske om en talstærk, bevæbnet eskorte fra det øjeblik MS Polygynia gik til kaj i Bariyas. Timuchin og Irfran argumenterede derimod for, det var bedst at klare det så diskret som muligt, første gang. Så undgik man unødvendig opmærksomhed og sladder om de næste forsendelser. Nevzat gik til sidst modvilligt ind på det mod et løfte om at Timuchin blev hvor han var.
   Timuchin delte sin tid mellem lejren og Dabah hvor han og Yannis far forberedte modtagelse og fordeling, og diskuterede hvordan det bedst kunne gemmes af vejen.

Ind i mellem gik han også på rundtur i oprørernes lejr under sine besøg. Han betragte det kludetæppe af mennesker, der indtil videre var samlet om et fællesskab, han ikke helt kunne overskue. Han vidste billedet sikkert gjaldt for alle elleve fraktioner af oprørere. Eftersom Syrien, ud over hans folk, var sammensat af flere grupper sunnier, shiaer, drusere og kristne, der ellers havde fungeret nogenlunde gnidningsfrit sammen, siden landet blev uafhængigt, en gang i 20'erne.
   Forskellige både heldige og mindre heldige alliancer med Ægypten og Sovjet havde holdt det socialistiske Ba'ath parti ved magten det meste af tiden. Da de hjalp i kampen mod den kristne milits i Libanon havde de åbnet døren for en del islamiske flygtninge fra både Libanon og Palæstina. De flygtninge havde organiseret en del sociale tiltag i deres ghettoer, der som regel lå ved siden af de fattige kvarterer, havde han hørt. Efter bedste islamiske tradition havde de ikke afvist at hjælpe nogen. De var ved at udvikle sig til en magtfaktor da de blev infiltreret af andre med fundamentalistiske indstillinger, og en tilsvarende måde at argumentere for dem. Landet havde ufortjent fået ry for at støtte terrorisme og forskellige uenigheder kommet ud af proportioner. Oprørsområderne lå nu for det meste omkring den vestlige del og på begge sider af Eufraut floden. Trods der stadig eksisterede nogenlunde ensartethed var landet i øjeblikket stort set fordelt i tre separate områder, hvor ingen af de elleve fraktioner kunne føle sig sikre på at bevare kontrol over det område, de kontrollerede.
   Det var den magtbalance Tarek Azerim havde bemærket og mente den kunne skubbes længere mod syd, med passende hjælp. Nede i Tartus fandtes der derimod fyldte natklubber og badestrande havde Timuchin også hørt. Hans og hans kollegers interesse lå kun i at flytte stridighederne til andre steder.

Sladderen undgik ikke køkkendrengen Udah, der kun var henvist til at rydde op og vaske frisk frugt og grøntsager til køkkenet. Et halvt år før var han kommet til lejren sammen med sin storebror, der sluttede sig oprørerne af private årsager. Udah var fulgt med ham og synes det var sjovere i lejren end hjemme. Som næstyngst blev han altid blev sat til ting, han ikke kunne se ret meget mening med. Han ænsede ikke ret meget af sladderen men hørte alligevel en masse når han ryddede af efter lederne.
   Hans åndsfraværende tanker befandt sig for det meste hos pigerne i et glædeshus i Latakia. Han havde højtideligt lovet at besøge dem igen under sit næste besøg i byen. Måske ville han tage en lille gave med til hende, han syntes bedst om. Hun vidste hvad en rigtig mand ville have. Hun havde kysset ham til afsked, med et smil, sidste gang. Selvom han lige var fyldt sytten regnede han sig for en rigtig mand, efter sine første besøg i huset. Allerhelst ville han væk fra det forbandede køkken og have mit eget gevær. Det måtte gerne ske så hurtigt som muligt.
   Det var bare surt hans skægvækst ikke var helt udviklet, men det kom vel også. Han var flere gange blevet forsikret om at geværet skulle han nok få, når han kunne præsentere en anstændig skægvækst. En gang i mellem havde han fået lidt spredt træning i skydning og våbenbrug, sammen med nye rekrutter. Bagefter havde militsen mere brug for hjælp til køkkenet end endnu en kriger uden ammunition. Ulemperne blev opvejet lidt af han bare kunne tage fri til at besøge sin familie, når han havde lyst, og dyrke sin nye hobby.
   Han kunne stadig huske duften af pigens hud, der mindede om den konfekt, han tit duftede til, for ikke at tale om hendes parfume. Så kunne han nemmere holde Tiamats små særheder ud i mellemtiden, til han næste gang sneg sig ned til Latakia. Det var han overbevist om han gjorde, når han prøvede at være diskret og usynlig i busserne.
   Sidste gang havde en af de ældre gæster i huset talt med ham som en ligemand. De havde spillet og fortalt hinanden historier. Manden havde moret sig så meget over Udahs små skrøner fra lejr og køkken, så han ikke kunne koncentrere sig om spillet. Faktisk havde han tabt de fleste spil og både betalt for kaffe og mere. Han blev ikke engang sur, men gav Udah et højtideligt løfte om han ville tage revanche, hvis de sås igen. Det ville aldrig ske som han spillede.
   Den dovne Tiamat fandt på at når Udah alligevel ville løbe en risiko med sine besøg, kunne han lige så godt skaffe et par småting til hans køkken. Han havde givet Udah adresser på købmænd, han kendte fra roligere tider.
   "Risiko. Pjat med dem" tænkte Udah og drømte videre om at kneppe hjernen ud i skøger, indtil han fik sit eget gevær, og i øvrigt helst også bagefter. I tankerne opgjorde han de få penge han tjente, ved cigarethandel, pudse støvler og småtjenester. Imens prøvede han at genkalde sig følelsen af Sfiras bløde hud og duft. Hvis ham der kaldte sig Djinnah ikke spillede bedre end sidst, gik det også, afgjorde han.
   Det faldt ham slet ikke ind at undre sig over at en rettroende, som Djinnah påstod han var, ikke burde spille om penge. Efter en grundig gang sex var de alle lige for Jahve eller Allah, uanset hvilken af hans filialer de støttede, udenfor døren til glædeshuset, mente de begge.
   I mellemtiden forstod Tiamat slet ikke at hans mynte og paprika blev brugt så hurtigt. Han bemærkede det slet ikke når Udah smed begge dele ud sammen med skrald, mens den dovne Tiamat kløede sig i røven i forundring. Uda smilede fiffigt ved sig selv og var nået til drømme om Sfiras bryster.
   Desværre for ham, vidste Udah ikke at hans indkøb, efter hans første par ture også fået et andet formål. Mens han selv slæbte cigaretter hjem til at handle med, indeholdt pakkerne med køkkenvarer rapporter fra gruppens observatører i Latakia. Dem lod Tiamat gå videre til Irfran.
   Ingen stolede mere end højest nødvendigt på nogen, og de bedste kurerer var stadig dem, der ikke ved, de er det.


***

I Birdsong klaprede bagdørene i bankernes sikkerhedssystemer diskret, men livligt, gennem Europa. Karsten og Christian lærte mere om sikkerhedsprogrammer og hacking gennem Dominic og Snedronningen, end de synes de havde brug for at vide. De hyggede sig bare ved at lære mere om deres nye fag og deres nye kollegers specialer.
   Løbeturene, hvor snedronningen selvfølgelig også prøvede at lægge sig i spidsen, blev afsluttet med nedvarmning og lidt sludder bagefter. Anden gang havde snedronningen henkastet stillet spørgsmål til om der fandtes berettigede medlidenhedsdrab. Karsten mente det var tilfældet, hvorefter hun sarkastisk foreslog han startede med sine udslidte løbesko.

Bankkontoen på Cypern viste sig ganske rigtigt at blive fyldt op fra otte andre konti, der hver for sig blev fyldt op af væsentlig flere som Snedronningen og Dominic fandt frem til, efterhånden som de gennemhullede de otte bankers Firewalls. Ingen af bankerne havde indtil videre opdaget den opmærksomhed.

"Det er faktisk lige som Graffiti" mente Snedronningen."Grafittikunstnere bliver som regel knaldet på signaturen. Hvis en hacker er dum nok til efterlade en signatur eller laver numre med indholdet, for at drille, bliver det han egen skyld. Lidt opmærksomhed tager de ingen skade af. Du er søreme en skat!. Kom hjem til mor." Hun kikkede spændt på skærmen og trommede på bordet, med fingrene.
   Den næste banks It medarbejdere havde lavet lidt fiksfakseri med deres Firewall, som skabte beundring hos Dominic og Elisabeth. De var efterhånden holdt op med at kalde hende Snedronningen, også internt, men i stedet Beth, som hun selv foretrak.
   "Yeps. Thank you sweetheart!" udbrød hun begejstret. Hendes sniffer vendte hjem med oplysninger efter den have siddet skjult i en opdatering til en bank i Lausanne. Der havde den snuset som den havde fået besked på, i murens sikkerhed. Nu kom den for tredje gang hjem med nye oplysninger.
   "Der skal vi bare se Dom. De er ikke helt dumme i Lausanne."
   "Det er vi skam heller ikke, min ven," mente Dominic om den sag, og gik over og så på skærmen.
   "Nåh sådan. Ganske logisk, når man altså først har regnet det ud. Vi har nogle flere navne til jer om et par dage," lovede han. "Bagefter fisker vi lidt i de andre og finder lidt flere. Nu skal Firewallen lige sunde sig lidt efter den oplevelse, men der er med garanti hul igennem."

Christian takkede smilende og gik tilbage deres kontor. Efter lidt overvejelse kaldte han 'Robin' frem og projekterede den på væggen.
   Robin Netværket begyndte at tegne sig. På højre side stod banken på Cypern nede i bunden med otte grene op til de næste banker. Hver af de otte banker var begyndt at blive udvidet med streger hen til venstre, hvor der stod oplysning, om dem, der havde noget at skulle have sagt om den konto. Det var også langsomt ved at blive udfyldt.
   "Hamrod" stod i en blok for sig, med sine forskellige numre. De var påført linjer, der gik over til de forskellige konti. Han stod ikke længere alene men havde fået selskab af to andre, der også var registrerede på den store konto. Alle tre navne havde Van Enkhuisens medarbejdere ophøjet til 'varme' der blinkede, hver gang man opfangede pip fra dem. 'Ekspapa@gmail.com' havde for nyligt lavet et eller andet, der måske fortjente opmærksomhed. Det kunne han kikke på om et øjeblik, og scrollede billedet opad.

En bank i andet lag havde allerede fået trukket linjer til ikke mindre en fjorten banker i lige så mange lande. Om et par dage ville det blive udvidet med flere loinjer og navne, der startede i en bank i Lausanne. Et par af de første kendte Birdsong i forvejen. En krydsrevision havde afsløret, man allerede kendte nogle konti i andre netværk. De fleste lignede særdeles alvorlige foreningskonti. De fulde navne og mailadresser på dem, der disponerede over dem kunne der fås adgang til, ved at klikke på navnet som blinkede hver gang der blev opfanget noget nyt. Kildematerialet, der var arkiveret i nogle enorme mainframes, et eller andet sted, viste at en af dem, over kort tid havde sendt omkring tyve tusind euro ned gennem forskellige kanaler, og de fleste til sidst havnede på Cypern.
   En af de 'fortrolige' sager de havde på lager, havde efter lidt overvejelser fået Hardesty til at skrue en meddelelse sammen om at rygter ville vide, der måske var noget der fortjente opmærksomhed. Så var det op til de lokale instanser at afgøre hvilken opmærksomhed de, ville anvende på den oplysning.

Harper havde ærgerligt fortalt om en anden gang hvor deres arbejde, var tæt på at ende som ren sæbeopera. Børnene skændtes om legetøjet og flere var overbevist om, at deres sigtelinje og område var mere følsomt end de andres. Oberst Robicieux måtte til sidst fortroligt fortælle et par ledere hvad det faktisk drejede sig om i sidste ende. Forinden var en narkogrosserer blevet skudt i Spanien. Man fandt aldrig ud af om ham der flygtede kun solgte ham hash, hvervede rekrutter eller samlede ind til Hamas, eller alle tre dele. Efter sigende gemte han sig stadig i Yemen, med hjælp fra sine bekendte.

Christian lukkede Robin ned og vendte tilbage til det netværk, hvor han havde lovet at gennemgå nye pip i indbakkerne. Han sendte en venlig tanke til en fætter der var politimand i den by han startede med. Han spekulerede, med et grin, over hvad fætteren ville sige til at modtage henstilling fra ham, om at bestille noget. Fætteren ville sikkert blive skide sur over han skulle gøre sig mere upopulær, end politiet normalt var i forvejen, i de kredse. Christian klikkede på adressen, der blinkede og begyndte igen at arbejde sig gennem det forskellige kildemateriale mens han gjorde notater undervejs. Kort efter havde han fulgt mandens linjer tilbage og lænede sig triumferende tilbage i stolen. Resultatet af fyrens aktivitet og bidrag blev i sidste ende, kontrolleret af Hamrods kollega, Ysben@msnmail.com, hvem han så end var.