"Ved Europol godt at de har et par analytikere, med speciale i økonomi, der er på vej til Tyrkiet, lige nu?"
   Karsten betragtede et overbevisende ID kort mens han så på Hardesty.
   "Vi er skam ikke amatører" forsikrede Hardesty. "Selvfølgelig ved de det. Der er cirka ni hundrede andre analytikere i Haagh. I er midlertidigt placeret blandt de to hundrede forbindelsesofficerer, som altid er udsendt, hvis nogen skulle spørge. Det er jeg også, permanent, for resten." Han trak et lignende kort frem.
   "Bare roligt. Det bliver aldrig opdaget. Sidste år deltog Europol i femtentusinde åbne efterforskninger, på tværs af grænser. Det kræver et tilsvarende antal forbindelsesofficerer, som ingen kan holde styr på alligevel."
   Christian kikkede skeptisk på ham og Hardesty fortsatte forklaringen.
   "Det var faktisk jeres gamle arbejdsplads, der kom med udspil om at styrke informationsdeling mellem de enkelte politi- og efterretningskulturer.
   Vi er ved at studere muligheder for det. Vi bidrager som bekendt med i ny og næ med et par vink om hvor det kan betale sig at kikke. ideen er det skal minde lidt om Homeland i USA.
   Indtil videre fordeler og clearer vores studiegruppe kun uofficiel information. Som andre nyskabelser har den udviklet sig til at blive brugt på en anden måder. Da i blev overført, forstod vi i havde lidt erfaring med det."
   "Bliver det næste vi stadig får løn fra kommissariatet?" spurgte Christian.
   "Ja det gør i skam! I er bare udlånt til en projektafdeling" bekræftede Hardesty.
   Skiltet forrest i flyet blev tændt hvorefter alle fumlede med deres sikkerhedsbælte. Ud af vinduet kunne Christian se Ankara, og mærkede flyet lægge an til landing.

Dagen før gik tingene pludseligt stærkt. Det startede med et mindre møde i den åbne afdeling, Q44, hvor koordinering og clearing med andre instanser blev aftalt og registreret. Den underviste også udvalgte elever i en række scenarier om hvordan trusler mod almindelige mennesker kunne modgås og hvordan de blev opbygget.
   Lederen af den del, Lucas Mann, som de ikke havde haft meget at gøre med, ledede mødet og oberst Robicieux fulgte med i det hele.
   "Det viste sig altså at være far og søn. Ekspapa er sporet. De kendte ham vidst i forvejen." rapporterede Hardesty med et tilfreds smil "Både Juniors og andre sorte penge bliver sendt hjem i passende portioner. Juniors er fordelt mellem hans egne konti, butikkens og en forening han var medlem af. De blev parkeret i et par lokalbanker og den på Cypern. Beth var jo indenfor alligevel, så hun kikkede lidt efter andre med samme system og fandt dem. Fællesnævneren er Ekspapa. Da mine kolleger i Hamburg vidste, hvad de skulle se efter, var det ret nemt."

"Hvordan startede det hele?" spurgte Christian. Hardesty så triumferende ud.
   "Det startede da junior solgte fjolletobak fra bagdøren mens der røg cola og chips over disken. Lidt af bagdørssalget blev betalt i såkaldte naturalier. En af hans kunder var en tåbelig tøs på tretten år, der mente hun kunne bruge pengene, bedre, på sig selv bagefter. Det fortrød hun bittert og hendes far og et par af hans bekendte blev snuppet, mens de aflevere en protest om det. Bagefter skulle kiosk og junior repareres af håndværkere og neurologer."
   "Så må man da håbe de fordelte arbejdet rigtigt, og han ikke fik træben, mener jeg," indskød Harper.
   "Da kiosken nok ikke giver avance på syv-, ottehundrede procent på samtlige varer, hænger hans regnskab bestemt ikke sammen med det han sender hjem" fortsatte Hardesty.
   "Det undersøgte de lige mens de diskuterede den passende alder for tøsernes sexuelle debut, i et andet lokale. Hvis der både er skattesnyd og narkopenge er det en anden sag, mener de i Ankara. De har forberedt et mindre møde med farmand. Hvis han modtager sorte penge og beholder lidt for ulejligheden kan han kaldes medskyldig. Hvis han ikke betaler skat af dem er det skattesnyd. Det har tyrkerne samme tolerance for som andre. Det vil sige stort set ingen. De sorte penge er åbent område, som de selv clearer med Hamborg når vi kommer i gang. Hvis vi har andet vi vil drøfte med senior, er vi velkommen til at deltage i første møde."
   "Tyskere og tyrkere laver en lille handel, mod et par oplysninger om andet fra søn og senior." bekræftede Harper. "Kunne i to tænke jer at se Tyrkiet" spurgte han.
   "Så kan i lige lære hvordan - hvis jeg må kalde det- den røv skal barberes." lovede Hardesty "Jeg instruerer undervejs. Så vidt vi ved, kommer det mest til at foregå i Ankara eller Dyakarbir. Vi er kun observatører, der sørger for det hele er med. Det er faktisk oberstens forslag."
   "Hvornår skal det være?" spurgte Karsten med et smil. Både han og Christian nikkede.
   "Jamen det haster skam ikke" forsikrede Hardesty. "Vi rykker ud i morgen. Hvis i møder mig i lufthavnen klokken ni, ser vi hvad der sker."
   **
   Under flyveturen havde ingen af dem næsten rørt ved flyselskabets mad. Hardesty startede med at hive en mappe frem da maskinen nåede marchhøjde og insisterede på, de lagde en plan med det samme.
   "Indtil videre er det åben efterforskning" forklarede han. "Hvis det er de kredse, vi mistænker, er der sikkert adskillige lukkede undersøgelser i gang, som hverken vi, eller ham vi skal tale med, officielt vil sige noget om. Det hele kan havne i en hårbolle, hvis vil lukker noget uofficielt ud. Vores rygter kender andre ikke nødvendigvis, noget til. Vi holder os til skat og sorte narkopenge og håber at Zamast, som han hedder, har skaffet den dommerkendelse, vi kan bruge til at rode rundt i Ekspapas system. Der snubler vi tilfældigvis over det rigtige. Så er det et spørgsmål om at spille dumme og lirke os ind på de andre mellemregninger. Skattesnyd i Tyskland er kun strafbart der. Narko er en anden sag. Medvirken i Våbenhandel er noget helt tredje. Når vi har fundet det rigtige skal han dokumentere, hvad han får, for det han anviser."
   "Og det kan han selvfølgelig ikke, ved vi allerede. Og hvad så?" Spurgte Christian.
   "Hvor kommer den oplysning fra?" spurgte Hardesty venligt.
   "Nåh ja. Den er måske lidt følsom."
   "Netop. Og under alle omstændigheder vil det udvide seniors skattesag så meget, vi kan begynde at handle med junior. Hotel gitterly i Hamborg er overbelagt. Man returnerer hjertens gerne kalorius til hjemmets lyksaligheder, med besked om at Tyskland sikkert ikke bryder sammen uden ham. Er vi enige om fremgangsmåden?"
   "Skat, narko og et uheld på bestilling, i den rækkefølge. Det er forstået," bekræftede Karsten betragtede sit ID kort igen.
   Christian nikkede også og så på sit eget kort. Snedronningen var en dygtig fotograf. Han ville helst ikke spørge Hardesty om deres tilstedeværelse blandt Europols forbindelsesofficerer, skyldtes hendes andre evner.


Flyet taxiede ind og døren blev åbnet. I den overdækkede gangway, før paskontrollen, stod der en politimand med et tydeligt skilt med Hardestys navn på. De blev vinket i den modsatte retning, udenom formaliteter for almindelige rejsende. De blev også forsikret om at deres kufferter blev afleveret på hotellet kort efter, hvis manden fik kvitteringen. Han spurgte ikke engang om hotellets navn. Samtidig blev de vist ned af en trappe, hvor en civil bil ventede og hvor en mand med et imponerende overskæg stod og ventede med åbne døre.
   "Sikke en service" udbrød Karsten.
   "Som vil fortsætte så vidt det står til mig. Ergül Zamast, goddag," sagde politimanden. Han omfavnede Hardesty og gav hånd til Christian og Karsten. "Rart at se dig rask og rørig efter vores sidste udflugt, min ven. Vi kører først til mit kontor. Bagefter foreslår jeg, vi spiser på jeres hotel."

***

"Skal jeg forstå det sådan i ligefrem ønsker at hjælpe indsamlinger på vej til modtagerne selvom nogle af dem ikke bruges i jeres interesse?" Christian så vantro på Ergül Zamast, hvis titel han havde opgivet at opfattet. "De er jo indsamlet under helt andre forudsætninger."
   Ergül Zamast var overvægtig, jovial og helt glatbarberet, uden en rynke i ansigtet, der var domineret af hans imponerende overskæg.
   Han så hele tiden ud til at være ved at briste i latter. Efter et par forsøg på engelsk, blev de enige om at tale tysk som Hardesty oversatte simultant med samtalen. Den fandt sted på tredje sal i en neutral bygning, der ikke mindede spor om en politistation. Hans udsigt over Ankara, fejlede intet.
   "Hell - Yes. Inden for rimelighedernes grænser." Zamast smilede endnu bredere og benyttede lejligheden til at lufte sit sparsomme engelsk. Han gik hurtigt tilbage til tysk som Harper oversatte. "Selvom der lige har været lidt skydning ved grænsen har de allerede opnået en vis grad af uafhængighed og hejser det kurdiske flag for første gang i flere århundreder. Det var utænkeligt for bare ti år siden."
   "Det er også kun et fåtal af dem hos os, der har dårlige vaner. Man kommer ikke i nyhederne for at opføre sig pænt overfor hinanden. Bidrag fra udlandet til vores borgere i øst, som bliver brugt til at opbygge selvforsvar gavner sådan set også os og bidrager til alles sameksistens".
   Hardesty indskød en privat forklaring med et hurtigt blik på Zamast. "Husk det ikke kun drejer sig om Tyrkiet. Ligesom Friserne, i Europa, som jeg stammer fra, er Kurderne fordelt over flere lande. De nødt til at samarbejde med de lokale, i en vis udstrækning, for at eksistere. For ikke så længe siden blev forfulgt i Irak, på linje med sunnimuslimer og samarbejdede med dem. Hvis Syrien, som frygtet bliver opdelt i flere stater kan de sagtens fastholde deres nuværende enklave med den selvbestemmelse de har opbygget, hvis de kan forsvare den. Det var der en analyse om i 'Janes' for nyligt, af Charles Lister. Uafklaret foretrækkes fra flere sider."
   Han oversatte hurtigt og Zamast nikkede alvorligt og supplerede.
   "Vi skal jongelere med flere kegler hele tiden og det bringer os frem formålet med de herrers besøg. Har i ikke, ind i mellem,
   nogle administrative konstruktioner, der trodser enhver logik?"
   Ergül Zamast foldede hænderne foran sig og lænede sig frem i stolen.
   "Det hænder" mente Karsten "Vi lever med et overadministreret system, der som regel er i stand til at bortforklare de værste brølere, på en passende akademisk måde. Den er der ikke mange, der fatter alligevel!"
   Zamast klukkede af grin og lænede sig tilbage i stolen med hænderne foldet over maven. "Nå jeg troede det kun var her. Så er jeg mere rolig, men for at vende tilbage til dagsorden. Jeres kolleger i fra Hamburg har orienteret os om, den ene ende af noget der betænkeligt ligner hvidvask af narkopenge. En vis en bank på Cypern har vist sig at rejse skatteproblemer for et par mennesker, herunder hovedpersonen. er. Indtil videre vil jeg helst ikke, officielt, vide noget om, hvor de oplysninger kommer fra. Dem lader vi gå videre vi når vi er færdige med hovedpersonen. Vi mener at kende vedkommende fra andre aktiviteter, som vi måske også har indvendinger mod, når vi får kikket nærmere på dem. At han også sender penge til en konto, der har forbindelse med handel med våben, regner vi med at få forklaret når vi er færdige med de tyske narkopenge."
   "Hvis han altså vil sige noget " sagde Hardesty.
   "Det skal han nok. Han havde engang tre sønner. Den ældste fuskede med smugleri af forskellige ting over grænsen til Irak. Han er ikke set i mange år. Hans to yngre brødre holdt sig stort set på måtten, så vidt vi ved. De fattede bare hverken Muhammeds eller tyskernes princip for en passende alder for de piger de viste deres opmærksomhed. Det er en sidegevinst ved internet og oplysning, som har bragt vestlig dekadence til os. Den skal vi nok få fornøjelse af."
   "I er jo også rejst ud til den vestlige dekadence, med største fornøjelse" indskød Hardesty. "Så må i også finde jer i de sidegevinster, den næste generation får smag for. Det har vidst diskuteret før."
   "Hovedpersonens yngste søn blev i hvert fald læsset af lige på vores side af grænsen til Irak med klokkeværket i munden. Ny og gammel retspraksis mødes undertiden på opsigtsvækkende måder. Bagefter måtte farmand eksportere den næste til Tyskland, på grund af nogle ting klanen ikke mener rager os. Rygter siger at han betalte sig ud af det. Det gamle Hawalla system er ikke helt erstattet af kontokort endnu. Han er kendt som hæderlig og har formodentlig råd til det. Hvis det skyldes han tager sig betalt for at medvirke ved skattesnyd, er det en anden sag. Når mine kolleger i Tyskland har opdraget nok på junior, kan han udleveres til kortere straf, afhængig af farmands samarbejdsvilje.
   Hardesty hastede sig gennem oversættelsen og så med et smil på Christian og Karsten. Den sidste havde forholdt sig tavs og så spørgende fra Hardesty til Ergül Zamast.
   "Så vi skal altså bare en lille tur på landet for at deltage i en afpresning om skattesnyd. Kalder du det etisk?"
   "Sådan kan man vel udlægge det" bekræftede Harper "Fyren er bare en kassemester blandt mange. "Den anden side er jo ikke alverden belastet af etik. Du hørte han var kendt som en hæderlig mand. Vi gør måske både ham og tyskerne en tjeneste. Indtil videre skal vi kun sikre os, vi får det hele med."
   "Vi flyver til Diarbakir i morgen og starter tidligt dagen efter" oplyste Ergül Zamast "Sali Eksums by ligger cirka fire timers kørsel fra Dyarbakir. Jeg sender et par mænd i forvejen, så ved vi samtidig han er hjemme, når vi skal tale forretning. Samtidig kan jeg love de herrer en tur gennem et pragtfuldt område"

Hardesty havde trukket sig tilbage for natten mens Karsten og Christian nød en sidste genstand på Christians værelse, der tilfældigvis havde udsigt til ejendommen med Zamast's kontor.
   "Politimand. Ja goddaw min bare" sagde Karsten eftertænksomt. "Så du bare et enkelt papir eller mappe med en politilogo i det hus, for ikke at tale om et skilt ved indgangen. Kan vi blive enige om Hardesty oversættelse savnede særdeles meget, hist og her."
   Karstens tyske var kun en anelse bedre end Christians, der nikkede og var enig.
   "Den tyrkiske oprørsbevægelse PKK blev nævnt en enkelt gang hvor jeg ikke fangede sammenhængen. Det er åbenbart er det meningen vi skal følger med en almindelig patrulje gennem området. Lad os tage en alvorlig samtale med Harper. Jeg synes det lyder spændende og vil gerne se en del af landet, uden for mange turister."
   "Ja og hvorfor tror du der ikke er turister?" spurgte Karsten, "Lad os hellere få et par timer på øjet, inden vi skal af sted."

***
   Yasgar var ankommet til huset ved Baraji søen dagen før. Sabah Kullah og Bedran var der allerede og kom ud og tog mod ham. Tarek Azerim ville komme sammen med Timuchin. Han var på vej hjem fra Syrien og kunne forventes sidst på dagen. I mellemtiden skulle de to få overblik over deres område. Rawetz Pajero var der også. Han var ikke selv i syne men på vej ind havde Yasgar hilst på et par af hans folk i en anden bil.
   Når gruppen var samlet skulle de diskutere om de burde fortsætte med deres udgave af våbenhjælp eller om det kunne gøres på en bedre måde. Forholdene i Syrien var nogenlunde rolige i øjeblikket. Med deres hjælp kunne deres nye venner fastholde det nuværende territorium, og ville næppe være fristet til yderligere aktivitet som i givet fald foregå mod syd.

Timuchin meddelte fra starten at han havde fået en blandet stak valuta vedlagt en ønskeliste som kommandør Nevzat og Irfran havde flikket sammen og givet ham med. Pengene havde han bare efterladt hos Yannis far indtil videre.
   "120 millimeter ICM granater" sagde Tarek Azerim spekulativt." Hvor langt skyder sådan en fætter?".
   "Alt for langt" mente våbenmesteren Bedran. "Otte til ti kilometer med vinden i ryggen. Hvis han har offensive hensigter vil den være ideel. Det kan ende med kaos igen. Jeg mener kun vi bør skaffe ham brisant og et par carriere til forsvar. Hvor stor er den nuværende afstand mellem grupperne?" spurgte han Timuchin.
   "Tolv til femten kilometer" mente denne. "Begge parters forpostterræn ligger lige udenfor rækkevidde for en 81 millimeter."
   "Og skal de bare blive ved med, hvis i vil høre min mening." mumlede Bedran. Han studerede kortet. "Vores nye venner ligger som en prop mod nord. Der skal de bare blive, fordi de er ikke særligt mange. Hvis de starter på ballade er der risiko for de bliver tvunget tilbage. Så har vi dem rendende igen."
   "Kan man skaffe sådan nogen granater fra anden side?" spurgte Sabah.
   "Sikkert sagtens" mente Bedran. "Jeg mener Farouk nævnte, han havde adgang til et mindre lager."
   "Vil din ven Nevzat være tilfreds med et par hundrede?" spurgte Azerin.
   "Sikkert ikke. Det kan man ikke starte en offensiv på" mente Timuchin.
   "Nej vel? Bedran! Du må ned og hilse på Farouk igen. Har vores venner i Dabah adgang til den størrelse morterer? Hvor meget er der plads til i hulerne? spurgte Tarek Azerim underfundigt.
   "Der er god plads, sagde de." meldte Timuchin. "Geværammunition har de rigeligt af, så længe der er fred."
   "Jeg har faktisk gemt et par 120 millimeters i Nordirak, de kan låne. Men de er for tunge til at rende rundt med" oplyste våbenmesteren, Bedran, der stod for den del. "Så kan de få lidt geværammunition i stedet i Iraq."
   "Var det en ide bare at opbygge et depot, der kan sælges til Nevzat efter behov, så længe han bliver hvor han er. Så vil han blive interesseret i at forsvare sin leverandør. Giv han halvdelen af pengene retur ved lejlighed. Bedran tager ned til Farouk og bestiller en passende sammensætning af næste læs. Du må nok til Dabah igen og fordele det der kommer, Timuchin"
   De begyndte at regne på størrelser og priser. De fik sammensat et indkøb, som forhåbentlig ville gøre Yannis far til depotbestyrer for den moderate milits, med den sidegevinst militsen ville få stor interesse i blive hvor de var for at beholde adgangen til deres leverandør.
   En af vagterne kørte Bedran til lufthavnen bagefter. Der sendte han en SMS til Farouks mand om at han var undervejs med nye ønsker. Timuchin ville slappe af et par dage ved Baraji søen.
   ***
   I Iron Mountain så lederen undersøgende på sin souschef, for at sikre sig manden var ædru.
   "Er det det eneste Q4 indtil videre er kommet med. De mener altså, de kan fastslå hvem der har købt et par tons våben som de har smidt dem ind midt i oprøret i Syrien. Lyder det ret sandsynligt? Det giver kun elleve muligheder for at skabe ballade. Vor herre bevares!"
   "Hvis du tænker nærmere over det, er et måske ikke så dumt endda." mente souschefen. "Jeg husker da lidt om at nogen leverede våben til de mest aktive klaner i Mujahedin. Så kan vi nøjes med at holde øje med de militser, der overlever kampen om det legetøj. Den havn de nævner er moderat område i øjeblikket."
   "Hvis der altså bliver kamp om noget som helst" mente lederen. "Situationen relativt stabil i øjeblikket. Har du nogen forslag."
   "Vi kunne måske hjælpe det lidt på vej med et par rygter, så der kan blive ryddet op i billedet."
   "Hvem er det i så fald ulejligheden værd at hjælpe?" spurgte lederen og betragtede et kort. "El-Assad holder nok Damascus et stykke tid endnu. Vi har indtil videre ikke haft anledning til at invitere 'gæster' for at lære mere om de forskellige udgaver af militser og oprørere, til det kan bruges til noget som helst. Tahir brigaden lyder relativt fornuftige, men ligger helt forkert."
   "Jeg har måske en lidt risikabel ide," sagde souschefen.
   "Og hvad går den ud på?"
   "At kontakte dem, der har sat det her i gang. De har måske oplysninger vi mangler, der kan sikre rigtig stabilitet. Bariyas er, som sagt, under kontrol af en moderat gruppe."'
   Nu var lederen lidt mere sikker på at hans souschef havde drukket frokost hos den lokale hjemmebrænder. Han kvalte sine første kommentarer og tænkte lidt over forslaget.
   "Det fortjener måske lidt overvejelse. Under alle omstændigheder må vi have de godkendt på højere plan, og afpasset med den aktuelle politik, hvad den så end går ud på. Det er ikke altid helt gennemskueligt, hvem vi støtter, hvorfor."
   Den næstkommanderende nikkede indforstået.
   "Jeg får Birdsong til at grave videre og Black Forrest til at lade Farouk i fred."
   "Gør det. Vi har stadig en fælles modstander, der støtter et par fraktioner, på den anden side." mente lederen.
   "Netop. Vi får såmænd nok besked på at ansætte nøglepersonen, i stedet for at neutralisere ham."
   "Man kan aldrig vide. Men ham ved vi altså ikke ret meget om endnu."
   "Bed Q4 skaffe os flere oplysninger. Fire et halvt tons ammunition lyder ikke af ret meget. Et læs mere, kan måske skabe klarhed over den situation, forudsat de rigtige får det."