"Drejede du forkert på vej ud af Kabul? Langley ligger i den anden retning, makker."
   Udenfor Cairo var Anscom hotellets bar fyldt af en flok larmende turister, der vendte tørstige tilbage efter dagens udflugt. Metcalfe var taget i forvejen og drak en øl mens han ventede. De andre skulle efter planen ankomme et par dage efter og han havde fået oplyst af Harper, han ville blive kontaktet på hotellet.
   Han stivnede, vendte sig langsomt om og slappede af og dagde dæmpet.
   "Goddag igen Logan? Jeg ville bare besøge en tante i Cairo in staten New York. Jeg må ha' programmeret min GPS forkert og endte her."
   "Hvad kan man ellers vente af en bondeknold?. Er der også en by der hedder Cairo i staterne. Er der ikke noget der er fredet længere?"
   "Nybyggernes fantasi kan måske diskuteres. Vi har faktisk et par stykker. Den her ligger mellem Rome og Syracuse, et par hundrede kilometer fra New York. Hvad laver du her, Ronnie."
   "Harper kontaktede firmaet og bad om lidt back up. De lokale folk fra begge vores firmaer er lidt for kendt. "
   "Nåh sådan. Mine venner kommer om et par dage, men vi kan ikke snakke forretning her?"
   Han kikkede på den larmende flok, der var suppleret af et par lokale.
   "Lad os studere baren i dit værelse. Jeg er bange for at i har fået et problem. Det er nok bedst hvis vi ikke bliver set sammen."
   "Nummer trehundrede og sytten" sagde Metcalfe og tømte sin øl og gik i forvejen.

"I har et bedre budget end os" sagde Logan beklagende og så sig om i Metcalfes rummelige værelse. "Jeg bor faneme i et kosteskab med bruser sammenlignet med dit. Bruseren virker en gang i mellem. "
   Han modtog en gin og Tonic, og bemærkede at Metcalfe trak på sin egen forsyning af Jensen gin, som han betragtede skeptisk.
   "Hvad pokker er det?. Den smager både af fyrrenåle og lakrids inden man kommer frem til enebærrene."
   "Sprutpusheren i lufthavnen var så gavmild med smagsprøver jeg mente jeg burde befri ham for en flaske."
   "Glimrende ide, for som sagt er jeg er bange for i har et problem allerede" fortalte" Logan alvorligt." Jeg repræsenterer som sagt den lokale backup. Efter i dag vil du ikke se mig ret meget mere. Jeg har en forbindelse der kan arrangere noget, som hverken implicerer den ene eller anden."
   "Og dem stoler du et hundredeogti procent på?" Metcalfe så skeptisk ud.
   "Hundrede og halvtreds procent faktisk. Tilfældigvis har i samme interesse. "Nu er der styr på Beirut og Assad må gerne blive i Damascus for at passe grænsen mellem Israel og Syrien. Den er lidt over et hundrede kilometer. De hjælper gerne Farouk med at levere til de moderate for at dæmme op for en af modparterne."
   Metcalfe nikkede indforstået. "Det lader til at være samme princip der får Kurderne til at støtte dem i nord.Det blir s'gu spændende! Og så har du lidt nyheder."
   Logan nikkede.
   "For at forkorte forhistorien har jeg været et par måneder i Syrien. Der skyggede jeg en fyr, vi ved har forbindelse med en vi gerne vil fjerne fra cirkulation, af milijøtekniske årsager."
   "Kan du ikke skrue ned for den Oxford maner, så en fyr fra sydstaterne også kan følge med," klagede Metcalfe.
   "Beklager. Tunbridge Wells faktisk. Jeg har ikke brugt dem et stykke tid og benytter mig bare af bare lejligheden." sagde Ronnie Logan og strakte benene.
   "Ham jeg holdt øje med, opholdt sig, for det meste, i Latakia. Jeg var heldig at kunne gøre ham et par små tjenester i ny og næ. Hans opfattelse af en morsom aften foregik på et lokalt horehus. Der traf vi et par gange en ung knægt, der kæftede lidt for meget op om sine oplevelser i en oprørslejer, når han havde besøgt tøserne ovenpå. Det var komplet umuligt at få ham til holde mund. Sidste gang fortalte det lille fjols de havde fået en masse granater, som de delte med andre grupper, plus at de kom ind gennem den by der hed Baryias. Uanset hvor meget jeg prøvede at overdøve fjolset hørte mit objekt det hele."
   "Og så satte fundamentalisterne alle sejl til, for at finde den ædle giver." spurgte Metcalfe.
   "De er helt sikkert blevet nysgerrige. Desværre havde de allerede fundet ud af at fjolset også var kurer. Han hentede sikkert taktiske oplysninger i Latakia og fik skåret halsen over af den grund. Det kunne jeg ikke forhindre, uden at kompromittere mig selv."
   Logan havde Metcalfes udelte opmærksomhed.
   "Vi skiltes da de tog til Baryias for at se nærmere på hans sludder. Det går sikkert ret nemt. Den er ikke særligt stor. Da jeg nævnte Baryias i min rapport fik jeg marchordre til Cairo for at hjælpe min gamle ven Metcalfe, og en fyr der hedder Harper. Han lyder også svagt bekendt. Problemet er nu at hvis ham fjolset sladder fik givet en fundamentalistisk fraktion kolde fødder har de en kedelig vane med gøre noget ved det. De har alt for gode forbindelser. Vi ved deres celle her i byen er blevet forstærket med et par ekstra banditter."
   Logan så på Metcalfe.
   "Jeg formodes at holde styr på alverdens militser og paramilitære grupper og skal finde støtte til fjenderne til dem, min chef ikke ka' li'."
   "Ham i det Hvide Hus, eller hans underordnede?" Spurgte Logan med et grin. "Det kan sgu da hurtigt blive et problem."
   "Det er det også" bekræftede Metcalfe. "Vores gruppe skal nok snart nedlægges eller flyttes. Indtil videre har grønt lys til at undersøge forholdene. Vi lader operationen fortsætte, hvis vi får nogle svar, der kan medvirke til at inddæmme de fundamentalistisk enklaver. Hvordan kan du fise ind og ud af Syrien som det passer dig?" spurgte han.
   "Jeg er faktisk halvt libaneser og statsborger der" grinede Logan. "Jeg hedder også Habib, for det ikke skal være løgn. For det meste går jeg under navnet Djinna. Min fædrene halvdel kom til Libannon engang i tresserne. Han importerede europæiske biler. Det gik op i en højere enhed med at min morfar havde flere døtre end biler. Da min mor affandt sig med hun blev byttet med en Rover i stedet for en Mercedes, kom det til at fungere alligevel."
   Begge grinede ved tanken og Logan fortsatte.
   "De bosatte sig udenfor Tunbridge Wells, da Beirut blev lidt for langhåret. Der gik vi i skole og nu arbejder min søster for CNN, på grund af sproget, og min skøre storebror. Nej pyt med ham. Jeres projekt kan medvirke til at forstærke de liberale fraktioner. Hvad skal i bruge til det?"
   "Et diskret SRS team til backup og sikring" svarede Metcalfe omgående "Under de første samtaler i hvert fald. Vi kører det som en spejloperation og kan måske komme lidt tættere på Farouk. Han er ret god til at holde sig i skygge."
   "Ikke halvt så god som han selv tror" mente Ronnie Habib Logan. "Det er to brødre der hedder Al-Djimmah. Dem der lover at levere backup ved alt om dem, så det gør oppositionen sikkert også. AQ-cellen, her i byen, er som sagt forstærket med et par rigtigt grimme drenge for et par dage siden. Hvis de får et par på skrinet, af principielle årsager har de lokale pansere ingen indvending, hvis de bare forsvinder lige så stille som de kom."
   "Hvis du og dine venner holder øje med os i baggrunden, ser vi hvad der sker. Måske skal jeg også holde mig i baggrunden" mente Metcalfe. "Selvom vi kun har noble hensigter virker yankeer som en rød klud på visse kredse. Sydstatsmænd vil helst ikke forveksles med yankeer."
   "Det kan der være noget om" indrømmede Logan og drak ud. "Jeg strikker et team sammen og prøver at placere en mand eller to her på hotellet. De mangler altid arbjedskraft. Vi ses nok igen."

***
   Lucas minder om den hund vi havde. Den lagde sig altid på sofaen når vi vendte ryggen til. Den logrede og fedtede sig ind hos alle og enhver og nåede altid det den ville." sagde Christian.
   "Mener du på Zenta? Ja mon ikke. Den sneg sig også ind til os og tiggede godbidder hos min mor. Nu logrer de på skift over for os for at få os til at tage til Cairo, fordi modparten gerne vil se de samme igen."
   "Med en oplagt mulighed de har øvet sig i at sigte bedre i mellemtiden," mente Christian. "Gu' vil jeg ej?"
   "Heller ikke her. De ting gør sig bedre på oversigtsbilledet på væggen. Hvad synes du om Metcalfe? Han og Tom Harper kender vidst hinanden rigtigt godt."
   "Jeg ser med lidt andre øjne på Harper. Anden Gulfkrig var i 2003. Hvis han var i første række dengang er han nok sidst i fyrrene nu. Det havde jeg ikke gættet. Han er i god form og har en bunke erfaring i det vi laver, hvad det så end er."

Omtalte herre kom smilende ind af døren og nikkede til Christian og Karsten. Han begyndte at arbejde og betragtede det spekulativt mens han bladrede rundt.
   "I må hellere bruge et par dage til at træffe og begrunde en beslutning, så i ikke siger noget i fortryder bagefter."
   "Gjorde du det da da du tog til Kuwait og så videre?" spurgte Karsten.
   "Det var noget helt andet." mente Harper. "Jeg søgte optagelse i en klub, der faktisk ikke har lavet andet siden David Sterling stiftede den. Det var i øvrigt i Cairo. Dem, der består optagelsesprøven diskuterer hverken opgave, sted eller metode. Bagefter vurderer vi indbyrdes om vi brugte vores muligheder og ressourcer godt nok. Jeg tager med denne gang for det er ikke en opgave for en med et skudsår. Vores fortsatte deltagelse i det her afhænger faktisk af en af jer."
   Christian og Karsten kikkede skeptisk på Harper og på hinanden.
   "Det var det vi talte om første dag" mindede Harper dem om. "Mens de civile myndigheder kan regulere det, når folk siger alt for slemme ting om hinanden, overtager politiet, hvis de gør skade på eller stjæler fra hinanden. Sikkerhedstjenester og hæren tager sig af det, der starter på den anden siden af grænsen.
   Europas perimeter er blevet lidt større. Grænsen ligger nu på den anden side af Gibraltar og Bosperus. De forskellige sikkerhedstjenester abejder udmærket sammen, når de ved hvad de skal samarbejde om, og er enige om forudsætningerne. Det er dem, vi kan fremskaffe."
   "Og da vores politimand blev lettere såret under første akt, kan han altså ikke tage nogen steder?" spurgte Karsten ironisk.
   "Netop. I er de ressourcer, der får det her billede til at hænge sammen for at forebygge nogen gør skade på hinanden. Forhåbentlig i hvert fald. Det er det jeg vil vise jer. Brug bare et par dage mere, til at bestemme jer."

Christian og Karsten læste artiklerne på skift.
   Den ene fortalte de frie syriske oprørere havde fået tilladelse til at oprette et kontor i Bruxelles. Den anden at lederen af en af de moderate fraktioner havde bedt om et møde for at diskutere våbenembargo og demokratiske principper.
   De byttede mens Harper stadig havde travlt med tasterne.
   "Den her er nok den bedste begrundelse for perimeterkontrol," sagde han tilfreds og printede.
   Han lænede sig tilbage efter at have smidt den sidste artikel over til Christian og Karsten.
   Den fortalte at en frivillig kriger, var kommet tilbage fra Syrien. *Det var sket gennem de samme underjordiske kanaler, der havde sendt ham derned. Desværre havde han medbragt et par våben i sin bagage. Dem havde han brugt på en særdeles kedelig måde.
   Harper trykkede på sidste tast med et sørgmodigt blik. Han fik diagrammet over Mongrouse netværket frem.
   "Han er nemlig lige der." Det blinkede et par steder på netværket.
   "Hans navn røg på obs-liste som varmt, den dag han tog afsted. Vi har kun lige registreret han er hjemme igen men fik desværre ikke informeret de de rette mennesker, så de kunne holde øje med ham. Der nåede vi altså ikke at komme til problemet før problemet ramte nogen helt andre."

"I Cairo kommer vi hverken til at stå alene eller uden solid opbakning." forsikrede Harper. "Johnny tager i forvejen og forbereder det nødvendige. Vores telefoner og den beslaglagte harddisk fra Tyrkiet bliver udstyret med ekstra kraftige sporinger."
   Christian og Karsten stirrede skeptisk på ham.
   "Der er fireogtyve timers vagt på de sporinger, både her og i Cairo, mens vi er afsted. Vi skal bare hente lidt information. Bagefter skal i måske levere deres penge tilbage, hvis det bliver godkendt."
   "Med back-up af enhver art i fireogtyve timer, hvis tingene bliver lidt for livlige igen?" spurgte Karsten skeptisk. "Det kan overhovedet ikke lade sig gøre."
   "Det skal jeg love dig for det kan" forsikrede Harper.
   Han projekterede et landkort på væggen. I stedet for diagrammet var det et oversigtskort over Bruxelles. Han rejste sig og bad Karsten tage plads.
   "Skriv lige dit telefonnummer i rammen," sagde han med et grin.
   Kort efter startede en blinkende markør på Leopold Boulevard.
   Christian overtog pladsen og tastede sit eget telefonnummer. Der kom en ny markør frem, der blinkede om kap med den første.
   "Dominic forstærker sporingen lidt. Så kan vi spores inden for et område på seks gange seks meter. Bagvagten har forbindelse med sikringsfolkene og sørger for vi altid har et par mand i ryggen." forsikrede Harper. "Dem skaffer Johnny inden vi kommer. Han tog for resten af sted i går aftes."
   Harper så på en seddel og tastede Metcalfes telefonnummer.
   Maskinen tænkte over sagen et øjeblik og skiftede til et kort over Ægypten. Der sprang en ny markør med navnet Pouillot frem.
   "Det lyder som en kylling" grinede Christian. "Hvad hedder vi, hvis vi tager af sted. Det går jeg ud fra vi gør, under de forudsætninger."
   Harper tastede sit andet telefonnummer, med et smil. Kortet skiftede tilbage til Bruxelles og Leopold Boulevard.
   "I får nummer to og tre." fortalte han.
   "Det må vi prøve at leve op til" mente Karsten, med et blik på kortet. "Lad os aflevere telefonerne til Dominic inden vi tager hjem og pakker. Det lader til vi er rykket frem i første række."
   Christian nikkede og betragtede tavlen og sit kommende kodenavn, Peregrine one (Vandrefalk).