"Problemet med skudhuller er jo at de ikke ligner andet end skudhuller." erklærede Ülo og dækkede hullet i bilens bagsmæk med gaffatape.
   "I det mindste var vi så heldige de ikke ramte højere oppe og smadrede min bagrude." sagde han optimistisk."Det er sværere at skjule med tape."
   "Det havde været komplet umuligt at skjule med tape, hvis skuddet havde ramt en af os." mente Denys med en stemme, der stadig var usikker.
   "Overhovedet ikke" forsikrede Ülo. "Vedkommende ville nemlig ikke være i bilen længere."
   Denys besluttede at uanset hvad Ülo mente om ham og hans begrænsede deltagelse i overfaldet, stolede han ikke på Ülo længere. Denys ville gerne kontrollere om den taske, der indeholdt hans penge og computer var uskadt. Ved nærmere eftertanke besluttede sig til at undersøge det senere. Hvis tasken eller en af de håndgranater, der lå i den, var blevet ramt, havde han nok allerede bemærket det, ræsonnerede han.
   "Hvad sker der herfra?" spurgte Lazaref
   "Vi kører videre opad til Novoselvs'kei en fart og drejer af der. Derfra kan vi komme over til Chornomor'ske af flere veje" fortalte Ülo. "Gem hellere jeres våben under sæderne, hvis vi støder ind i flere forhindringer undervejs. Inden Chornomor'ske må vi gemme bilen her og have fat i en ny. Det skal klares hurtigt og jeg ved helt præcis hvor jeg gør det. Det kommer til at koste fem til titusind euro ekstra."
   Til Denys lettelse nikkede Karel uden videre indforstået, hvorefter Ülo omgående beordrede afgang.

Hvis Denys havde været nervøs under Ülos kørsel nede på vejene bag dem, var det intet mod den halve time der fulgte.
   Ülo tvang hensynsløst sin Mercedes gennem de kommende sving med en fart, vejen og svingene slet ikke var bygget til. Hver gang der kom et nogenlunde lige stykke.
   satte han farten yderligere op,
   Han tog slet ingen hensyn til de få modkørende biler eller træerne ved vejsiden der flimrede for Denys' øjne efterhånden som de susede forbi. Denys prøvede at lukke øjnene midt i særligt skarpe sving og trak vejret tungt. Nysgerrighed fik atter hans øjne op og han skævede til Lazaref der ikke så ud til at befinde sig spor bedre en han gjorde. Karel derimod sad ganske afslappet på forsædet, så det ud til.
   Udenfor var solen ved at gå ned i vest og tusmørket begyndte at indfinde sig. I Denys fantasi rakte skyggerne fra træerne hele tiden ud efter ham og prøvede at trække ham længere ud i det mørke af skræk, skydningen og Ülos måde at køre på, allerede havde bragt ham ned i.
   "Novoselvs'ke" sagde Ülo lakonisk efter mange, lange minutter hvor Denys flere gange var kastet frem og tilbage i sikkerhedsselerne, fordi han hverken turde se ud eller kunne forberede sig på de sving der kom.
   Det fik igen Denys til at åbne øjnene da han mærkede Ülo sætte farten ned. Til hans lettelse så han en by dukke op og brede sig over sletten et par kilometer forude.
   "Fra den anden side af Novoselvs'ke er der omkring firs kilometer til Chornomor'ske" forklarede Ülo. "Vi kører kun halvvejs i aften og hører om min ven Bohdan kan give os husly og skaffe en anden bil. Jeg må hellere forberede ham på gæster."
   Han fandt en rasteplads og strakte benene mens han forberedte sin bekendt på, han kunne forvente besøg.
   "Var det noget problem? spurgte Lazaref da Ülo igen satte sig ind.
   "Selvfølgelig var der ikke det" forsikrede Ülo muntert. "Det vi normalt henter eller bringer ud til skibe på vandet gemmer vi som regel på hans gård. Landbrug er ikke det, det har været. Efterhånden tjener han mere på sine bijobs. De har skaffet ham mange livlige bekendtskaber."
   'Hvis de bekendtskaber eller manden selv lignede Ülo, behøvede de ikke møde flere af dem end højest nødvendigt' tænkte Denys ved sig selv mens de kørte gennem Novoselvs'ke. Inde i byen holdt Ülo en fart, der ikke udsatte hans passagerers nerver for flere belastninger end dem, der opstod, da de at par gange passerede de lokale politibiler.
   Politiet lod imidlertid ikke til at have indvending mod deres kørsel eller tilstedeværelse i øvrigt.
   "Så er der ikke udsendt nogen efterlysning" konstaterede Ülo tilfreds, da endnu en politibil forsvandt. "Men derfor vil jeg stadig vide, hvem det var, vi sloges med oppe i skoven."
   "Det var som sagt en anden milits fra Donetsk, der prøver at overtage det, du skal landsætte ovre i Skadov's for os" forsikrede Lazaref igen.
   Ülo nøjedes med at se skeptisk på ham og efter de tyve minutter det tog at komme gennem byen hamrede han speederen i bund igen. Denys mareridt startede forfra mens Novoselvs'ke forsvandt i bagruden.

De kørte nu på nogenlunde fladt og åbent land uden ret mange træer ved siden af vejen. Selvom Ülo stadig kørte hensynsløst hurtigt og overhalede alt det der kom i vejen på mere opsigtsvækkende måder end Denys sådan set brød sig om var det knapt så slemt som før.
   Denys skævede til sit ur og begyndte at regne i på kilometer og den tid de brugte. Han nåede frem til forskellige resultater om hvor længe de skulle overleve Ülos kørsel endnu da han stoppede på en bakketop med udsigt over grønne områder. De så den sidste sol synke ned bag Sortehavet.
   "Chornomor'ske ligger tyve kilometer væk, i den retning, bag den næste bakker" forklarede Ülo og satte farten ned og pegede.
   i det fjerne kunne de lige skimte et par tårne fra en kirke eller en minaret, der stak op blandt flere hustage.
   "Den har både været center for Krim-tatarer, handel, landbrug og smugleri siden det andet århundrede" fortalte Ülo afslappet.
   "De fleste tatarer blev tvangsdeporteret i -44 da Stalin skulle bevise for sig selv, det stadig var ham der bestemte. Mange af dem er efterhånden vendt tilbage. Når Bohdan har tid til at beskæftige sig med landbrug laver han god hvidvin af de vinstokke der. Dem kan jeg godt bruge et par flasker af nu."
   "Bed ham hellere et par ekstra" mumlede Lazaref da han åndede hørbart og lettet ud, mens de kørte ind på en gårdsplads der var overyldt med både landbrugsmaskiner og værktøj mellem kompressorer og forskellige køretøjer.
   "Ud over Bohdan er en god landmand er han også en af dem, der er bedst til at få folk til at optræde samlet, hvis der er nogen der træder os alt for meget over tærerne." sagde Ülo, der bemærkede Lazarefs nysgerige blik glide hen over gårdspladsen.
   "Det har medført at mange har fået lov til at opbevare deres ting hos ham. Han er en af de få, der har plads og kontakter nok til at skaffe sig af med noget af det ind imellem. Bagefter er ejendomsret en sag mellem køber og sælger, som han ikke blander sig i. Han blander sig heller ikke i om noget af det bliver smuglet ind."
   "Det lyder meget praktisk" sagde Denys. "Der står han vidst."
   Midt i rodet ventede en stor rødmosset og totalt skaldet og glatbarberet mand. Han lignede mere en professionel bryder end en landmand. Hans næse var tyk, og knoppet og blålig og sluttede midt i et par blodskudte øjne der glimtede godmodigt. Ved synet af dem indstillede han sin reparation af en traktor og smækkede en hat, som en vagabond ville være stolt over på hovedet og piftede gennemtrængende.
   Piftet fik to store mørke og logrende Doberman Pinschere til at komme frem fra virvaret af maskiner og tage plads på hver sin side af manden. Han kløede dem åndsfraværende på hovedet og betragtede sine gæster som hundene også betragtede lige så nysgerrigt som vagtsomt med strittende ører.
   "Af en eller anden grund er der hverken nogen, der modsiger Bohdan eller skælder ham ud" fortalte Ülo, kravlede ud og hilste på manden og hundene inden han gjorde tegn til de andre skulle komme ud.
   De gjorde de forsigtigt og strakte benene mens Pinscherne snuste til dem.
   "Har du en bil vi kan overtage?" spurgte Ülo.
   "Bohdan opbevarer de maskiner og biler hans venner har købt billigt" forklarede han de andre."Der blev meget til overs og solgt da Chornomor'ske ophørte med at være basishavn for boringer efter olie og gas ude i vandet, hvad der så end kom ud af det."
   "Ja det skulle i bare vide!" tænkte Denys ved tanken om det vanvid hans oprindelige opgave havde udviklet sig til.

***
   "Det er så Maksym, Jevhem og Serhy." præsenterede Indrek og parkerede bilen.
   Kontoret for "Interne affærer og sikkerhed" gik åbenbart ikke ind for små størrelser i deres indsatsgrupper tænkte Christian og betragtede Indreks kolleger.
   Uden at gå i detaljer kunne de hver for sig være klonet af de samme dele som Indrek, Sjarhej og Wital tænkte han videre han og hilste rundt mens Indrek præsenterede sine ledsagere som deres kolleger fra Europa.
   Det bragte straks dem alle på bølgelængde. Efter en kort diskussion enedes de om at opgive enhver form for yderligere bevogtning af
   vejnettet omkring Chornomor'ske og kørte videre til et isoleret hus, der skulle være deres base de næste dage.
   Basen viste sig at bestå af en stor træhytte med tilhørende stald, der engang havde været feriebolig for en eller anden fra Yevpatoriya forklarede Jevhem mens han viste dem op til værelserne ovenpå.
   Der var der indtil videre opstillet køjesenge to og to i fem soveværelser.
   "Der er tre ekstraværelser der engang var til tjenestefolk bagerst i stueetagen" fortalte Jevhem. "Når Vasilijs og Ghazzis hold dukker op er her nogenlunde plads til femten mand." Han talte udmærket engelsk af hensyn til Mortensen og hans ledsagere.
   Christian havde set sig nysgerrigt om under rundvisningen. Det hele lignede billederne fra doktor Zhivagos sommerhus i filmen af det navn. Bag huset glimtede lyseblåt vand i en lille indsø med Sortehavet i baggrunden.
   "Vi kan desværre ikke regne Vasillij med" sagde Indrek og kom ud fra det værelse han var blevet tildelt. Som den eneste skulle han ikke sove sammen med nogen, så der var ikke længere tvivl om hvem, der var leder af indsatsgruppen.
   "Han og hans hold faldt i baghold nord for Yevpatoriya og fik nogle knubs. Sjarhej og Wital er kørt op efter dem for at finde ud af hvor slemt det står til.

Det satte en dæmper på stemningen der først blev meget bedre senere på aftenen.
   Wital ringede og meldte de havde fundet Vasilij og hans folk og var på vej til læge med dem. To af dem var ikke mere sårede end de kunne være i tjeneste igen om et par uger.Trods et overfladisk strejfsår var Vasilij selv særdeles opsat på at hilse på sine modstandere igen, men helst under en anden forudsætning.
   Mens Indrek og Vasilij højlydt diskuterede den forudsætning kontakte Christian og Karsten Q4 for at aflægge rapport om hvor langt de var nået og høre hvad Q4 havde fundet ud af. Trods det sene tidspunkt var Mann stadig på kontoret.
   Han kunne oplyse at Semanov havde kvitteret for en meddelelse fra Al Shawara om at den forventede at være på en bestemt position mellem Odessa og Chornomor'ske den følgende nat hvor de skulle afslutte deres aftale. I øvrigt var de ved at arbejde sig frem til både Semanovs og Lazarefs bagmænd efter den første Firewall i Kiev-protokollen Ikke beskyttede dem længere.
   "Det lyder glimrende med de bagmænd" mente Indrek. "Dem må de overordnede hellere tage sig af. Imens prøver vi at sørge for at Semanov og og Lazaref ikke holder nogen som helst aftaler om at hente raketstyr. Kan i spore hvor de er i øjeblikket?"
   "Nogenlunde" forsikrede Tarmiya og dukkede op bag Lucas Mann. "Vi kan spore computerens IP adresse til nærmeste mobil-mast. Den sender jeg jer adressen på om et øjeblik."
   "Forudsætter det ikke normalt man har hans IP adresse i forvejen" spurgte Jevhem skeptisk.
   "Jeg må hellere indrømme vi kom til at lægge et lille sladreprogram ind i Semanovs computer da vi klonede den ovre i Slovenien. Det klarede vi mens de var ude og købe Raketstyr" smilede Christian. "Det sladreprogram er så venligt at sende kopier af alt det han sender og modtager til vores kolleger i Q4."
   "Så vi tager ud og finder dem, når vi kender adressen på en mobilmast" afgjorde Indrek. "Det er også nemmere end at bevogte landeveje. Når vi kender bagmændene kan vores overordnede fortælle dem at de bliver nødt til at manipulere deres omgivelser med lidt mindre ingerdienser i de rævekager, de er ved at rode sammen."
   Spændingen var til at tage og føle på. De brugte ventetiden på at præsentere sig yderligere for hinanden over hver sin kop the og diskutere de begrænsninger deres overordnede var blevet enige om, for hverken at lægge sig ud med den ene eller den anden. Når nogen politisk beslutter der skal anvendes forskellige former for for kreativ tvang eller direkte vold for at forhindre andre former for kaos nytter det ikke alverden at begrænse mulighederne for dem, der skal udføre det, alt for meget.
   "Indsatsregler kan aldrig blive andet end vejledende. Der sker altid noget uventet" nåede Karsten lige at sige da Christians telefon fortalte han havde fået en mail.
   "Det er ikke en af de master vi kender i forvejen" kostaterede Indrek.
   Han noterede sig mobilmastens beliggenhed, trak hurtigt et par streger på sit kort og markerede den normale rækkevid for trådløs kommunikation med en cirkel om centrum.
   "Ikke mere end en halv snes huse" konstaterede han. "Vi har ikke så meget tid. Vi kommer til at undersøge dem alle. Jeg tror mest på gården der." han pegede på kortet.
   "Der er kun to veje ind i Chornomor'ske." påpegede Maksym. "Er vi nødt til at bevogte dem hvis vi de prøver at stikke af?"
   "Maksym og Jevhem tager en hver, sammen med en af jer." afgjorde indrek."Gør det der er nødvendigt, hvis de prøver at stikke af. Vi har ikke fået ordrer om hvilken tilstand vi skal aflevere Semanov og Lazaref i. Du har set dem begge tæt på. Du kommer med Serhy og mig og dækker os bagfra."
   "Hvorfor er jeg ikke overrasket over det" mumlede Christian da Indrek så direkte på ham.