"Den kugle der fandt mig gik gennem Eksums computer" meddelte Zamast tre dage efter, fra en rullestol i Ankara. "Harddisken overlevede heldigvis," fortsatte han med et smil. "Vi har lavet et par kopier, som vi er ved at undersøge grundigt. I får en med, til jeres undersøgelser."
   Christian og Karsten sundede sig stadig oven på begivenhederne og var forundrede over hans skødesløse omtale af sit sår.
   "Eksum talte fuldstændigt sandt. Det er meget fikst gjort melder vore tekniker. Han forventer at knække de sidste koder, en af dagene."
   "De stolede sikkert ikke helt på ham," foreslog Hardesty. Han rettede lidt på sin sårede arm. "Hvordan har skroget det i øvrigt og kan han besvare flere spørgsmål?"
   "Ikke længere desværre. Et skudsår kombineret med dårligt hjerte var altså ikke sagen for en mand i hans alder." beklagede Zamast.
   "Og i er rystede men ellers uskadte?" spurgte Hardesty for gud ved hvilken gang. Han så bekymret på Christian og Karsten som han havde forsynet med et par flasker cognac, på firmaets regning, og de bedste hilsener fra alle.
   "Du kan tage det ganske roligt" forsikrede Karsten." Da vores strissere begyndte at skyde igen interesserede ingen sig for os. Vi bruger din cognac efter bedste evne. Selv om i åbenbart har prøvet det et par gange før, var det en aftale, vi ikke blev udsat for denne slags underholdning"
   "Det sker også forholdsvist sjældent" forsikrede Hardesty. "De slemme fyre holder sig som regel til dem, der er bevæbnede i starten. De har nemlig en kedelig vane med at skyde igen. En eskorte blev skudt ned for et par år siden, uden for en mark med cannabis i Mauritanien. De rørte slet ikke vores kollega. Siden er der vidst ikke sket noget, der er værd at nævne, udover Zamasts og mit lille uheld i Pakistan, sidste år."
   "Som du vidst også glemte at fortælle os om, inden vi tog af sted" sagde Christian.
   "Beklager" sagde Hardesty, og så faktisk ud, som om han mente det. "Nu bruger vi et par dage på at få Eksums arkiver og personkredsen undersøgt lidt grundigere. Hvis i har lyst til at se på byen, har i fået en eskorte."
   "Ellers tak" mente Karsten "Den sidste udflugt du arrangerede blev lidt for livlig. Efter den ilddåb kan i finde os i bar eller restaurant under resten af vores ophold her."
   "Du kan først kalde det ilddåb når du selv har skudt igen," mente Zamast med et smil.
   "Glem ikke resten" sagde Christian og rakte Hardesty det materiale han havde kopieret i Özrum.

Trods Karstens bestemte ønske blev de følgende dage tilbragt andre steder end i baren på hotellet. Alle steder blev de fulgt af hver sin alvorlige politimand. Dem var det ikke til at slå et ord af. På tredje dag, for en gangs skyld i baren, var Christian kommet frem til den konklusion de sikkert ikke talte engelsk.
   Den teori faldt sammen da en af betjentene kom over til dem mens han puttede sin telefon i lommen. På perfekt engelsk meddelte han at major Zamast og Hardesty ventede dem ovre i hovedkvarteret.

Alle fire gik samlet over til den bygning, de allerede kendte. Politimændene førte dem ind af en sidedør og op til fjerde sal hvor en beklemt Hardesty, ventede sammen med en lige så beklemt Harper. Gensynsglæden på begge sider var stor og efter de have udvekslet meninger om turen kom major Zamast ind sammen med en mand, de ikke kendte.
   Han så på Christian og Karsten efter tur, lige så beklemt som Hardesty.
   "Vi har efterhånden fået adgang til det hele og har gennemgået en del." sagde major Zamast med dæmpet stemme mens han skottede mod de tilstedeværende efter tur.
   Hardesty så på ham med rynkede bryn og nikkede.
   "Jeg er bange for vi har fået et lille problem" sagde major Zamast med et alvorligt blik. "Flere faktisk."
   "Dem må du løse, når vi er kommet hjem til vores skrivebord. Der bliver vi i fremtiden" sagde Karsten bestemt.
   Christian nikkede ivrigt og var fuldstændig enig.
   Majoren rakte et par ark videre. Det var alt for tydelige billeder af Christians og Karstens pas og et par stykker af dem selv med Sali Eksums dystre kontor i baggrunden. Deres private adresser og telefonnumre var også blevet fundet frem.
   "Elendig fotograf," mente Christian "Og hvad kan det bruges til?"
   "Indtil videre skal vi bare vide de har det" sagde Zamast og pakkede tingene sammen. "Vi har meddelt Hamrod og Ysgar, de må regne med borgfred indtil videre, under de forudsætninger de ikke køber flere våben, og lader jer være i fred."
   "Takker" mumlede Karsten. Hvis i ikke har mere held til at spore dem end vi havde, er det vel ret nemt at love. Skal vi snart se at komme tilbage til kontoret?"
   Han så på Hardesty.
   "Vi har billetter til i overmorgen," sagde denne.
   "Fint. Du ved, hvor du kan finde os." sagde Christian og rejste sig.

***

"Det skulle de faneme ikke bruge ret lang tid til," konstaterede lederen af Iron Mountain og tilkaldte sin næstkommanderende. Han rakte ham en længere skrivelse.
   "Så har vi noget at starte på" mente denne efter han havde læst den.
   "Uanset det er losset i Baryias skal vi altså først have bekræftet hvor den stak våben faktisk er landet, og om vi kan anbefale de får flere. Det kan Birdsong hjælpe med. Jeg fik oplyst de har udsendt et par folk, for at identificere den glade giver, og finde ud af om man i øvrigt havde noget at bebrejde ham."
   "Det er kun lokale småting." mente lederen. "Trekantsdramaet i Syrien er noget andet. Ba'ath partiet er åbenbart ikke slemme nok, mener de blandt vores såkaldte højere instanser. Nogle af deres fjender er også vores fjender. Så længe de elleve fraktioner er delt mellem moderate og islamister vil man, gerne sikre sig, giveren holder med den rigtige side. . Hvis han gør det kan vi sagtens give ham en hånd. Uofficielt selvfølgelig."
   Han viftede med skrivelsen.
   "Det kan faneme godt blive svært alligevel" mente næstkommanderende. Fidusen med fjenders fjender brugte vi også da Mujahedin fik hjælp for et par milliarder, til at drille russerne i Afghanistan. Hamas fik både hjælp af Israel og os, for at drille PLO. Ingen af delene har udviklet sig ikke ret godt bagefter."
   "Ja det er et mærkeligt job vi har, en gang i mellem. Politik er endnu mere mærkelig. Vi skal bare holde styr på hvilke millitante grupper, der laver hvad. Vi må hjælpe dem, der laver det vi ka' li', med at spænde ben for andre. Ingen vil kende noget til vores metoder og de vil slet ikke vide vi tager fanger og forhører dem, for at løse den opgave."
   "Hvad laver Birdsong egentlig?" spurgte næstkommanderende.
   "Officielt er det en studiegruppe med samme formål som Homeland. Den er skruet sammen af rebeller fra politi- og efterretningstjenester. Som fællestræk er de græsk-katolske overfor hemmeligheder og følsomme oplysninger g rejser børster når de står i vejen for noget andet. De underholder hinanden med konspirationsteorier. I stedet for fanger fanger har de samlet en flok deltidsanarkististske hackere og analytikere af samme skuffe. De holder skam seminarer med temaer som 'hvad nu hvis' scenarier'. Det meste af indholdet er bare ikke spor teoretisk, men i allerhøjeste grad politisk ukorrekt."
   "Hvem fanden har lavet sådan en opfindelse?"
   "Den er skam opstået i bedste forståelse mellem MI6, Deuxieme og Europol. De betaler den også. Ledelsen er delt mellem to mand der hedder Robixieux fra DGSE og Lucas Mann fra MI6."
   Næstkommanderende lyste op. "Så er Ian Harper der sikkert også. Jeg kender dem begge fra dengang vi jagtede Saddams SCUD batterier i pausen mellem Gulf-krigene. Senere samarbejde vi om et par black ops i Afghanistan, inden jeg blev overført hertil. De besvimer ikke over at gradbøje reglerne en smule. Nu har de måske fundet guld?"
   "Det vil tiden vise. Vi kan jo sende en observatør, for at holde den operation på rette spor efter princippet med vores fjenders fjender. Indtil videre tyder det på at modtageren er moderat. Hvis det kan hive lidt i trådene i Syrien, kan vi jo se hvor de ender. Hvis vi samtidig får lejlighed til at klippe et par ekstra grimme AQ hoveder af, skal de sgu bare ha' lidt hjælp."
   "Skal vi kalde det operation 'Birdsong.'? spurgte den anden.
   "Hvorfor ikke? Jeg mener du er en passende kandidat, siden du kender dem i forvejen." Lederen smilede lunt.
   "Ok. Det er også længe siden jeg har været i Europa. Er Q4 også gemt af vejen i en nedlagt installation, ude bag gud ske lov og tak, lige som os?"
   "Deres adresse er skam på Leopold Boulevard i Bruxelles. Indtil videre har de fået en bygning, der skal rives ned alligevel, når det nye Nato hovedkvarter bliver en realitet. Jeg bestiller papirer til dig med det samme. Du kan tage afsted om et par dage. Forbindelsesmand vil vel være en passende titel."
   "Jeg kan da godt passe min uniform endnu. Møllene ka ikke li stoffet." protesterede næstkommanderende.
   "Så bliver det forbindelsesofficer" afgjorde lederen skikkeligt. "Prøv først at få bekræftet, hvem deres fjenders fjender er"