Orlogskaptajnen betragtede uregelmæssigheder som personlige fornærmelser. Alt hvad der afveg fra hans rutiner og hverken fulgte den gældende strategi med tilhørende dagsbefalinger var noget uorganiseret rod.
   De to nussede civilister, der blev vist ind på hans kontor, tøvede han ikke et sekund med at betragte som uregelmæssige
   Den ordre han havde fået, med et par imponerende underskrifter fra EU-Navfors ledelse i Bruxelles, gav ham ikke mulighed for at følge sit instinkt, og smide dem begge i havnen. Det var ellers en oplagt mulighed. Han blev instrueret i at aflevere et par ting, hvorefter han skulle holde mund, og fortsætte sit normale arbejde for Naval Task Force's afdeling i Djiboutij.
   Livet i den afdeling var som regel til at holde ud med regelmæssige besøg på Camp Lemonier. Alligevel ønskede han sig stadig tilbage til Navfors hovedbase i Bahrain. Den blev han omplaceret fra, da han borede lidt for dybt i et par uregelmæssigheder ved flådefolkenes forbrug af sprut.
   Han sukkede dybt og betragtede de to nye uregelmæssigheder i sin velordnede hverdag.
   "Det lykkedes mig at skaffe et tomt lager og et par tyve fods containere til de herrer. Jeg håber jeres indkvartering er acceptabel. Vores muligheder er begrænsede, da staben kun er indrettet til at servicere Naval Task Force. Jeg prøver at hjælpe jer, med det i mangler."
   Hans ordre var klokkeklar på det punkt. Han skulle ikke prøve noget som helst. Ethvert ønske fra de nussede civilister kunne betragtes som en ordre, der skulle efterkommes uden spørgsmål.
   "Vi er et par gode spejderdrenge og klarer os selv" forsikrede Logan "De skal have mange tak."
   "Der kommer fem, seks mand mere om et par dage" indskød Metcalfe. "De skal også underbringes et sted og have lidt at spise mens de arbejder. Så var der også et par biler og en liste over havnens speditører."
   "Selvfølgelig" forsikrede orlogskaptajnen og fandt begge dele frem. Hans afsky for uregelmæssigheder kæmpede med nysgerrighed.
   Metcalfe sammenlignede listen med et papir han fandt frem.
   "Bruger i ham der?" Han pegede på et navn.
   Orlogskaptajnen kontrollerede sit arkiv og slog op i sit arkiv og rystede på hovedet.
   "Det er en af dem vi undgår. Han har ikke noget godt renomme, hvis i forstår hvad jeg mener. Vores egen Airlift klarer jo det meste, uden at involvere udenforstående."
   "Vi skal have et par nemme opgaver til fyren med det samme" sagde Logan. "Reservedele eller lignende uden den store værdi. Vi skal nok tale med ham, hvis De bare fortæller os det nødvendige."
   Orlogskaptajnen så ud som om han havde fået noget galt i halsen. Dem havde han også klar. Det var dele, der skulle sendes hjem til reparation.
   "Jeg må advare jer om han både er kendt for bestikkelse og tyveri."
   "Han får ikke alverden ud af at bestikke os" forsikrede Metcalfe "Han er skam velkommen til at prøve. Kan De skaffe os en flaske Gin? Vi nåede ikke at handle."
   "Desværre de herrer."
   Nu så Orlogskaptajnen ud som om han havde forstoppelse. "Bestikkelserne går nu mest den anden vej, har jeg forstået."
   "Pyt med det" sagde Logan. "Camp Lemonnier er sikkert velforsynet. Kan vi låne en guide til at vise os lageret og finde speditøren. Vi ses sikkert senere."
   Det så ikke til at glæde orlogskaptajnen spor men han fandt en mand, der kunne vise dem vej.


"Perfekt" sagde Metcalfe en halv time senere og betragtede lageret. Det lå inde på selve havneområdet. Det indeholdt, indtil videre, kun de to tomme containere. "Vores varer kommer ind via Lemonnier om nogle dage, sammen med de folk, der kan pakke dem om, uden det kan ses. Begge gaffeltrucks virker. Det kan ikke være bedre. Så skal vi bare forhandle med speditøren. Han husker forhåbentlig hvor de andre containere står."
   "Ellers må vi hjælpe hans hukommelse på vej" sagde Logan og klappede på en tyk kuvert. "Det her plejer at hjælpe. Strammede du ikke ordrene til ham sømanden lidt rigeligt."
   "Vi kan ikke ha', han begynder at tænke selv. Det har vi ikke tid til. Lad os præsentere os for speditøren og komme ud til Lemmonier og se om vi kan opdrive en flaske sprut. Jeg er så tørstig jeg kan patte en kamel."
   "Det bedste er containerne slet ikke forlader området så der ikke skal fremvises papirer. Skal vi lade den speditør udskibe det hele."
   "Aldrig i livet. Vi ved ikke hvem han taler med. Han må slet ikke vide noget om de nye containere."

To timer senere påtog, en tydeligt benovet speditør sig et par opgaver for Naval Task Force's repræsentanter.
   Kort efter kørte han foran Metcalfe og Logan ud på havneområdet. Der beviste han at seglene på to særlige containere, ikke var blevet rørt. Mens speditøren vendte ryggen til tog Logan hurtigt et par billeder af begge forseglinger mens Metcalfe forsikrede Speditøren om at den der spurgte ville få bekræftet, at varerne intet fejlede, stod der endnu og at han roligt kunne købe dem.
   Speditøren tog lettet, og lidt rigere bort.
   "Hvis vi skal låne de kasser et døgn skal vi nok sætte et par andre i stedet. Vi kan heller ikke køre dem væk i en trillebør. Har du tænkt på det?" spurgte Logan.
   Metcalfe grinede og satte sig ind i deres egen bil og kørte over i et hjørne af havnen.
   "Vi har skam hjælp fra 46' ingeniørbataljon. De skal til at udvide Camp Lemonnier for en lille milliard. Det nye krudt kommer om et par dage, minus de specielle granater. Her har vi også det nødvendige grej. To af dem, der kommer, kan betjene det. Jeg har bedt bataljonen hente et par containere mens vi arbejder. Det skaber lidt mere aktivitet. Skal vi smutte ud og sende dine billeder og finde en flaske sprut."


***

Christian lavede en vending med håndbremsen for anden gang. Gennem det åbne vindue mærkede han lugten af brændt gummi og speedede Forden op igen. Han betragtede den korte vej med sammenknebne øjne og forsøgte at få fart på bilen, så hurtigt som muligt.
   Vejen var anlagt mellem to solide volde og snoede sig to kilometer foran ham. På siderne var der med jævne mellemrum opstillet skydeskiver i forskellige farver. En snes udtjente biler var fordelt på kryds og tværs over hele strækningen. Karsten hang ud af vinduet og skød efter de grønne skiver, der efterhånden susede forbi. Hvis han ramte sorte skiver gav det minus. Harper betragtede dem begge fra bagsædet.
   Efter et par timers grundlæggende våbenbetjening havde man vist dem hen til en ret speciel skydebane og tilbudt dem en prøve, efter lidt forberedelse på håndbremsevending.
   Bilen nåede enden af banen og Christian foretog endnu en håndbremsevending. Manøvren var gjort lettere ved at oversvømme banen med vand. Ved siden af hørte han Karsten skifte magasin. Christian speedede op og undgik den næste forhindring. De var opstillet for at gøre det så svært for skytten som muligt.
   Karsten fik med nød og næppe afleveret et dobbeltskud mod en grøn skive inden Christian svingede indenom en bil der stod midt på banen. For enden af banen stoppede han med en sidste håndbremsevendig. Han pustede ud, standsede motoren, steg ud og mærkede adrenalinet drøne rundt i systemet. Nu var det hans tur.
   "Husk at aflade" kom det fra Harper på bagsædet.
   Karsten viklede sig ud af vinduet, fjernede magasinet og patronen i kammeret og kikkede muntert på Christian.
   "Lad os se om du gør det bedre. Jeg tror jeg forskrækkede en sort tyksak i andet sving. Jeg håber ikke jeg ramte ham."
   De lo begge helt øre over deres spændende konkurrence. Harper betragtede dem omhyggeligt. De havde stadig seks dage til at bestemme sig havde de fået lovning på. I den tid fik de lov til at bruge stedets forskellige legepladser, som Harper beskrev dem, med hjælp fra de lokale instruktører.

Christian og Karsten byttede plads. Karsten speedede og Christian koncentrerede sig om de røde skiver.
   "Hvordan er det du kører" protesterede Christian. Han vidste han ramte langt ved siden af sine første mål.
   "Hvordan fanden tror du, du selv behandlede den stakkels bil" hylede Karsten med en latter. "For ikke at nævne din skytte. Hold fast så giver jeg en omgang til stuen."
   Christian hørte lyden af håndbremsen gennem motoren. Bilen snurrede rundt og centrifugalkraften pressede ham mod vinduesrammen. Karsten speedede ondskabsfuldt op og Christians anden side blev presset mod den modsatte karm. Han så gennem sammenknebne øjne et glimt af rødt og affyrede et skud i den rigtige retning.
   "Husk dit for sigte og bevæg hånden" brølede Harper fra bagsædet. Det lød som om han morede sig udmærket.
   Christian gjorde som Harper sagde og var sikker på han ramte et par skiver. Efter endnu et par vendinger var den fornøjelse slut. Han fjernede magasinet og patronen i kammeret, uden at være blevet bedt om det.
   Harper nikkede anerkendende.
   "Det er altid en god ide at skifte magasin, lige efter i har skudt. Så har i maksimal beholdning hele tiden. Du glemte sikringen."
   Det rettede Christian skyndsomst og rakte pistolen til banekommandøren, der gik bort for at rydde op.
   De løb tilbage til deres kvarter for at få rørt sig lidt.


Liats bamser var dukket op igen og stod for det praktiske. Hadar, Schmuel og Aron havde hver deres speciale, som de lovede at fordele gavmildt på en underholdende måde. Samtidig viste de sig at have en nærmest ustyrlig opfindsomhed og humoristisk sans. Det gjorde det ikke kedeligt.
   Under middagen fortalte Ayan fortalt at trioen var eftertragtede instruktører blandt alle elever, som kaldte dem Rip, Rap og Rup.
   Dagen var startet med skydeøvelser under Arons ledelse i en underjordisk skydebane. Derefter gik de videre til Hadar, der lærte dem at vende en udtjent bil på et frimærke med håndbremsens hjælp. Det foregik på en måde som både politiet og bilens fabrikant ville protestere imod, hvis de havde set det.
   Efter middagen kom Schmuel sindigt ind og deltog i snakken.
   "Har i lyst til at spille paintball i nærkampsområdet i morgen?" tilbød han. "Jeres venner fra i forgårs mangler et par mand i at stille sidste hold. Jeg lovede at spørge jer. I kommer på hvert sit hold? Om eftermiddagen har Aron fundet et par motorsave, i kan prøve."
   "Bliver det næste at vi skal lave pindebrænde." spurgte Karsten.
   "Jah, hvorfor ikke. Hvordan er dit håndkantsslag? Bare så er forberedt, kaldes Arons motorsave, maskinpistoler andre steder."

***
   "Vi skal højest være der i fireogtyve timer, når det går løs" forklarede Harper da Schmuel var gået. Han løftede en mail. "Johnny og Ronnie er taget i forvejen for at forberede det praktiske. I kan bare slappe af til i beslutter jer."
   "De containere det drejer sig om bliver altså fyldt med alt muligt bras så den oprindelige forsendelse kan listes afsted og havne hos den rigtige fraktion, hvis jeg forstår det rigtigt." mente Christian.
   "Med det lille problem at når modtageren opdager han får gammelt jern kender han stadig to adresser i Bruxelles hvor han kan aflevere en protest af samme slags som den første." mente Karsten. "Du kan tro nej min fine ven. Det lægger jeg hverken navn eller adresse til."
   "Jeg garanterer dig for det bliver varer af fineste kvalitet, med et par enkelte undtagelser." forsikrede Harper
   "Og hvad indeholder de undtagelser?" spurgte Christian.
   "Der er forskellige muligheder" mente Harper. Lidt af det bliver noget, de ikke har våben til, så vidt vi ved. Topnummeret bliver sporingsudstyr de er ved at indbygge i en stak mortergranater. Dem spreder vi i hele forsendelsen. Der er seks tusind granater at tage af så vores fylder ikke meget."
   "Jeg gentager min bemærkning om protester når de opdager de ikke virker." indvendte Christian.
   "De skal nok virke" forsikrede Harper "med undtagelse af at de kan spores og giver en mindre eksplosion, når de rammer. Man affyrer aldrig en af gangen. Det er ikke sandsynligt det bliver opdaget."
   "Hvad er formålet med det?" spurgte Christian.
   "Vi håber de gør som Nevzat og fordeler læsset flere steder. Så får vi et billede af deres det og kan følge med i de enkelte gruppers forskydninger. Så kan vi orientere dem, vi mener, der bør vide det."

Ayan havde lyttet med i baggrunden og tegnede hurtigt et diagram på tavlen og forklarede.
   "Rundt om Damascus er der fem oprørsgrupper i øjeblikket. Ingen af dem har indtil videre samme hensigt eller dagsorden. Hvis et par af dem får granater med sporingsudstyr kan vi følge med, når de sætter sig i bevægelse og medbringer den ammunition. Det kan være nyttigt at vide."
   "Hvorfor det?" ville Karsten vide.
   "Sammenlign det med ni kabalen i jeres computere" sagde Harper. "Det er en fordel at have overblik over rækkefølgen, inden du bestemmer hvilke kort, du piller ud. I det nordlige Syrien må den moderate Nevzat gerne få ammunition nok til at holde de andre inde. Hvis den anden side har ammunition nok til at pille nogen ud og sætter sig i bevægelse i en retning, vi ikke bryder os om, er det nemt at gøre lidt ved det, når vi kan følge deres bevægelse."
   Han gik hen til tavlen og tegnede videre på diagrammet over grupperne.
   "I kender det allerede fra Birdsong? Der piller vi ikke nogen ud af diagrammet, før vi ved hvad de laver og kender den næste." sagde Harper. "Når sporingerne er aktiveret har de batteri nok til mindst et år. Af den grund aktiverer vi ikke dem alle samtidig. De er lavet så smart man kan åbne og lukke for dem efter behag. Mobiltelefoner bruger samme teknik. Det gøre det meget nemmere at følge med."
   "Det må vi lige drøfte indbyrdes, i ro og mag" mente Karsten og rejste sig. "Vi var slet ikke forberedt på det, vi har oplevet de sidste par uger. Du er uddannet til det, men det er vi altså ikke. Lad os gå en tur og tænke over tingene."
   "Jeres modpart har heller ikke alverden træning i det i skal" indskød Ayan. "På en uge er i lige så gode som dem."
   Hun stirrede intenst smilende på dem begge.
   "Der sker alligevel ikke noget før Logan og Metcalfe er klar til at bytte indholdet ud med det, vi vil gi dem." sagde Harper
   "Jeg kan godt mærke når jeg er ved at blive bondefanget" sagde Christian og rejste sig. "Vi går lige en tur og snakker og tingene."
   Harper og Ayan så efter dem og på hinanden.
   Christian vendte sig om i døren.
   "Har jeg forstået det helt rigtigt? Det er os der bliver bedt om at aflevere dem, af en eller anden grund?"
   "Dominoeffekt desværre. Den computer i beslaglagde, erobrede de desværre ved Kom el Dak. Først brugte Eksum den til at tage billeder af jer. I har sendt noget materiale til jer selv. Så fik den billederne retur, efter de havde sporet jeres adresse. Det var lidt for nemt," forklarede en beklemt Harper. "Uanset jeres afgørelse, har vi topsikrede adresser, til jer når vi kommer hjem. I har et par dage til at beslutte jer."
   "En ny stat virker som det rene utopi i mine ører." indskød Karsten.
   "Det sagde man også da Israel blev proklameret for halvfjers år siden" indskød Ayan. "Med et par enkelte undtagelser mener vi det er gået meget godt. Hvis Sunnierne og jeres kurdiske venner har samme ide, skal vi være de sidste til at forhindre dem i det. Al-Assad og hans folk er for det meste shiaer ved du måske. En mere naturlig fordeling kan være en fordel for os."
   "Vi går en tur" meddelte Christian og lukkede døren bag sig.