Ülos Mercedes kom op på hundrede og halvtres kilometer i timen på den lige vej, der gik mod vest fra Simferopol. Denys kikkede nervøst ud af bagruden. Det så ud som om den anden trafik stod stille. Han holdt vejret da han hørte Ülo speede yderligere op og overhalede biler og lastbiler. Han hørte Ülo mumle og mærkede han satte farten ned.
   Denys vendte sig om da de gled ind bag en lastbil og gjorde plads for modgående trafik. Derefter koncentrerede han sig igen om vejen bagude og mærkede Ülo trak bilen ud igen og speede voldsomt op under protest fra Karel.
   Denys vendte sig om med et ryk og så at årsagen til Karels protest var en stor modgående lastbil der var uhyggeligt tæt på. .
   Denys holdt stadig vejret mens deres fart nærmede sig hundredeog firs.
   Ülo nåede forbi og gled ind i den ledige vejbane ledsaget af bremselyde og arrige trut fra de andre bilers horn.
   "Selvom den ligner en krympet kampvogn er der skam masser af liv i tøsen her" påstod Ülo og klappede Mercedesens rat. Han pustede også lettet ud over at hans hasarderede manøvre var lykkedes.
   "Er der tegn på blå biler bagude?"
   Denys løsrev blikket fra speedometeret, der stadig dirrede omkring et hundredeog fyrre. Han vendte sig og kikkede grundigt bagud og så ikke andet end den lastbil, de lige havde overhalet.
   "Intet" sagde han og blev klar over at han stadig holdt vejret og åndede langsomt. Han betragtede Lazaref, der så ud som om han var ved at gøre i bukserne, så bagud igen og bemærkede et blink fra en forrude der kom frem bag lastbilen langt bagude.
   "Nu kommer der en, der har travlt. Om han er blå kan jeg ikke afgøre på den her afstand," sagde han.
   Karels telefon brummede kort i hans lomme. Han tog den frem og betragtede beskeden med rynkede bryn.
   "For et par dage siden rejste Gabel og Harbo fra Donetsk fortæller dem, der skyggede dem." fortalte han.
   "Bare vi er af med dem er det godt" udbrød Denys. "Det var dem fra Portoroz, jeg fik øje på i lufthavnen i Kiev" sagde han til Lazaref.
   Karel fik endnu en besked. De rynkede bryn blev ændret til et truende udtryk.
   "Det er vi altså ikke for i Kiev skiftede de over til et fly til Simferopol. Har du lyst til at vædde på, om de sidder i den blå bil bag os i øjeblikket."
   "Så kører vi mod nord" mente Ülo. "Udover den tur er ganske hyggelig er der et par gode muligheder for at gøre noget ved folk, der interesserer sig alt for meget for os og kører i biler med farver vi ikke bryder os om."
   Han satte farten ned og drejede op af en sidevej, der gik opad og forsvandt mellem fyrretræer i højere terræn forude.
   "Fint" sagde Karel. "Hvis jeg får lejlighed til det vil jeg gerne sende dem en hilsen fra min gode ven Nicolaj Drach. Har du udstyr med til det?."
   Ülo bekræftede at det havde han mens Gregorich og Denys sendte hinanden hastige blikke på bagsædet. Karel skulle helst aldrig opdage det var dem, der skød Drach. Deres fantasi fejlede intet om hvad der så ville ske.
   "Kan du køre fra dem?" spurgte Denys nervøst.
   "Sagtens" forsikrede Ülo. "Den potte bagude har nok ikke en motor der kan hamle op med min, før det passer mig. Hvis i skal ordne private regnskaber undervejs koster min hjælp titusind ekstra. I har en times tid til at beslutte jer i inden vi kommer ud i åbent land igen."
   Vejen gik højere op gennem et sving der næsten bugtede sig som en hårnål og fortsatte gennem skov for enden af det. .
   "Lad os hellere få det afgjort" mente Ülo. Han parkerede ude af syne bagfra og gik hen til et sted hvor der var fint overblik over starten af svingene.
   En blå bil skød med høj fart frem og satte farten ned inden svinget hvor vejen fortsatte opaf.
   De løb tilbage til Ülos bil og kastede sig ind og kørte med høj fart videre og ind i skoven. Vejen gik hele tiden højere op og efter et stykke forlod Ülo asfaltvejen og kørte ned af en sidevej hvor asfalten hurtigt skiftede til grus.
   "Der er ikke ret mange der kender sidevejen her. Herfra er det nogenlunde ligeud gennem skoven en halv times tid" hylede Ülo muntert. "Bagefter kommer vi ud på åbent land igen."
   Denys betragted vantro manden. Det lød som om han morede sig.
   Karel trak uden et ord kuverten frem fra inderlommen, talte penge op og lagde dem foran Ülo på instrumentbræt.
   "Jeg har flere, der hvor jeg bor" sagde han roligt.
   "Så skal vi bare finde et godt sted" mente Ülo. og koncentrerede sig om den bumpede kørsel. De store fyrretræer på begge sider af vejen, der hverken gik nogenlnde lige ud eller var særlig plan, susede forbi.
   "Under ryglænet er der et par små knapper på hattehylden i skal trykke på" instruerede Ülo uden at fjerne øjnene fra vejen. "Derefter kan i løfte hylden og fordele de våben, der er ligger under den."
   Uanset hvad Ülo ellers fik tiden til at gå med var det næppe helt lovligt alt sammen tænkte Denys ved synet af små ondskabsfuldt udseende maskinpistoler og pistoler der var klistret grundigt fast under hattehylden.
   "Giv mig den tjekkiske Skorpion og et ekstra magasin." sagde Karel ved synet af våbene.
   "Jeg tager den anden" kom det fra Ülo der bøjede sig frem, studerede vejen forude og speedede mere op. Bag et sving kom en stor traktor imod dem fra den anden side.
   "Meget fint. Han vil også forsinke dem vi har i hælene." mente Ülo og kørte så langt ind på siden at bilen stod på skrå.
   "Hvis vi altså selv overlever det her" mente Densy. Han betragtede både den store traktor og den pistol Lazaref, havde givet ham, skeptisk.
   "Få de skydere ud af syne mens han passerer" hvæsede Ülo der vinkede afslappet til traktorens fører som åbenbart mente han havde tilstrækkeligt plads.
   "Det var godt det ikke skete her" sagde Ülo et øjeblik og et par sving senere, efter da de kom frem til en slugt på den ene side af bilen.
   "Lad os finde et sted hvor bilen ikke kan ses" sagde han anspændt, satte farten op igen og frem.
   Denys holdt vejret og lukkede øjnene i stedet for at se ned.

***
   "Nu vil jeg gerne høre om det er politimænd" spurgte Christian afsides, Mortensen.
   "Sådan en slags i hvertfald" sagde Paal Mortensen beroligende. "Så længe opgaven bliver løst interesserer de sig ikke mere for formaliteter end vi normalt gør. De har rygdækning nok til at holde de lokale politifolk på afstand, mens vi løser vores lille problem."
   Efter et øjeblik fik udsigten til mere ventetid dem til at køre ind i Yevpatoriya. Da Sjarhej oven i købet afslørede en viden om flere gode og billige spisesteder nede ved havnen besluttede Mortensen at det holdt Q4's budget nok til, hvis han kunne få lov til at takke for deres hjælp på den måde.
   Under måltidet fortalte han dæmpet, og under Christians og Karstens protester, en smule om deres oplevels mellem kurdere og terrorister året før, uden at afsløre hvad det faktisk endte med.
   "Det lyder lidt som vores sidste udflugt til Tetjenien" mente Wital efter hovedretten. "De fleste Tetjenere vil også helst vil leve i fred men det lykkedes ikke altid." Han så med ny respekt på dem, han troede, bare var kedelige analytikere.
   "Og den må de hellere vente med at høre om" afgjorde Indrek og aktiverede sit headset.
   Hyggestemningen var blæst væk mens alle afventende betragtede Indreks koncentrerede ansigtsudtryk.
   "Vassilij siger han er blevet opdaget. Hans hold spottede uden problemer Semanov og Lazaref op på bananegården og fulgte efter dem men pludseligt tog fanden ved bilen. De kunne ikke gøre andet end at følge efter, da den drejede mod nord udenfor Sahy."
   "Hvis de stadig vil til Chornomor'ske kan de kun komme viderde på et begrænset antal måder." mente Wital."Lad os studere et par kort og overtage skygningen derfra. Med to biler kan vi dække et ret bredt område."
   Få minutter senere studerede hele gruppen et par udbredte kort fra en imponerende samling Indrek havde i bilen.
   Med den besked som udgangspunkt lod Christian og Karsten computerens kortprogrammer prøve sig frem med de veje den kendte mellem det område og Chornomor'ske mens han forhørte sig om hvor stort det tredje hold var."
   "Tre mand faktisk" grinede Wital. "Vi gør ikke noget halvt. Der er tre andre nede for at oprette en base i Chornomor'ske og se sig om. Delta-holdet er ved at samle det ekstraudstyr vi nok får brug for senere."
   Indrek og Sjarhej var efterhånden blevet enige om at oprette bevogning ved to af de steder hvor flere veje samlede sig og gik mod Chornomor'ske. Deres hold i byen kunne holde øje med den sidste, enedes de om og de sendte flere beskeder af sted til både dem Vassilij's hold, om at holde sig i baggrunden.
   "Skal vi ikke præsentere os rigtigt for hinanden og lade cheferne holde deres hemmeligheder for sig selv." foreslog Mortensen. "Så arbejder ingen af os helt i blinde."
   "Du kan bare starte" foreslog Indrek. "Så følger jeg op med det jeg må sige."
   "Peregrine holdet her er en af flere indsats- og analyse-grupper der består af internationalt mandskab. De bliver styret af Q4 der ligger under Frontex og et sted mellen Europol og Nato. Selvom vores politi og millitære styrkers efterretningssystemer for det meste arbejder udmærket sammen, tvinger den gældende politik hjemmefra ofte vores chefer ud i nogle tossede løsninger som vi forebygger og udjævner virkningerne af, efter fattig evne.
   "God fornøjelse med det" brummede Indrek. "I firs år har vores gruppe haft til opgave at koordinere vores forskellige efterretningssystemer, på tværs af deres lederes mangel på samarbejde og ambitioner. Det medførte tit vi fik skyld for det lort de lavede og et ufortjent dårligt ry.Vi er ikke ret mange og bruger forskellige navne og forklædninger."
   "Dem jeg først tænker på blev vidst nok nedlagt først i halvtresserne" mente Mortensen.
   "Gu gjorde de ej. De blev bare flyttet et andet sted hen og fungerer stadig under navnet 'Kontor for Interne Affærer'.
   Det stadig vores chef, der fortæller Putin, hvad der faktisk foregår bag kulisserne og hvad forskellige ledere prøver at skjule. Så beslutter han, hvem han bør holde med.
   Vores chef sender for resten en hilsen fra en, der heddder Robicieux. De er blevet enige om det er en god ide at neutralisere Lazaref og kompani, inden de landsætter raketstyr nogen steder. Hvis vi kan klare det uden at krænke hverken Ukrainske eller Libyske rettigheder vil alle være meget taknemlige."
   "Jeg har fået samme besked. Lad os bare komme i gang" sagde Mortensen. med et blik på sin mobil, der netop havde gjort opmærksomt på sin eksistens. "I får nok de samme nu" sagde han ved lyden af Christians og Karstens telefoner.
   "Ikke helt" sagde Christian efter et kort gennemsyn.
   "Kiev-protokollens sidste forsvarsværk er nedlagt. Om kort tid har vi både navne på dem, der har sat det hele i gang. og dem der hjælper dem."
   "Lad os komme videre" foreslog Indrek og rejste sig.