"Nu bliver vi sikkert snart kontaktet" mente Harper.
   Han sendte besked om at de ønskede papirer lå klar til overtagelse.
   Dagen før var Timuchin ankommet. Han havde fået fremvist sine nye containere og gennemgået deres indhold. Metcalfes folk havde pakket det grundigt uden at efterlade nogen spor efter deres manipulationer med indholdet.
   Derefter blev containerne forseglet kørt tilbage på pladsen af en anden speditør. Speditøren lovede at han allerede et par dage efter kunne afskibe dem med damperen Polygynia. Det fik Timuchin til at trække på smilebåndet.

De sidste papirer havde han deponeret i hotellets boks indtil da. De klarede sidste formalitet mens Logan fortalte om Nevzets køkkendrengs og hans egne roller i det hele.
   Timuchin rystede på hovedet.
   "Det lille fjols. Jeg kan ikke engang huske ham selvom jeg sikkert har set staklen flere gange."
   De sad afslappet rundt om et bord på hotellet og talte sammen og nød freden. Logan gav stadig rollen som lokalguide men havde kastet masken overfor Timuchin. Denne var imponeret over de muligheder Logans dobbelte tilhørsforhold gav ham, og den måde han havde valgt at bruge dem på.
   "Der kommer flere af min slags" forsikrede Logan og fortalte om sin søster. Hun var alt for europæisk efter han mors og hendes families mening.
   "De findes skam allerede. Også hos os." forsikrede Timuchin. "Oplysning og internet skaber autoritetsproblemer mellem forældre og børn. Det gælder også gnidningerne mellem shiaer og sunnier."
   Han holdt en kort pause og fortsatte.
   "Dem er vi desværre kommet i klemme i. Fundamentalistiske grupper vil stadig helst markere deres mening på gammeldags vis, med øretæver og det der er værre."
   "Min chef og jeg havde fornøjelsen af det samme i Nordirland" sagde Harper. "De startede med strid mellem protestanter og katolikker for et par hundrede år siden. Det har de glemt alt om i mellemtiden."
   "Og skal vi så bidrage med at smide et par tons ammunition mere på det bål?" spurgte Karsten. "Er det mon en god ide og hvad betyder det i den sidste ende, tror du?"
   "Mit folk er mest en gren af sunnimuslimer" fortalte Timuchin ham. "Det er lige som de kristne er delt i katolikker og protestanter. Det at vi hjælper hinanden er tradition ved troen på begge sider. Vi ønsker bare at de moderate bliver hvor de er og skal ikke have noget tilbage. Det har vi gjort siden Salah Ah Din. I kender ham som den Saladin, der hjalp de sidste korsfarerne ud af Jerusalem. Forudsætningen har bare ændret sig en smule."
   "Det var som... Var han kurder?" spurgte Karsten overrasket.
   Timuchin nikkede.


Metcalfe kom til og rakte Harper en mail. Harper nikkede samstemmende til Timuchins ord. Han så på mailen og begyndte at tale dæmpet.
   "Vi har fået tre forskellige mødesteder" fortalte han. "Det er vidst lige noget for dig, Karsten. Fredag skal du nemlig studere menukort hos Bobs Big Boy på La Siesta Plage, hvor faen det så end er. Lørdag anbefaler de indisk hos Saba på Slange plateauet. Det sidste skal jeg lige øve mig på at udtale.I skal stå en halv time hvert sted, til i bliver kontaktet"
   "Det lyder da helt åndsvagt" mente Karsten.
   "I stikker jo lidt af fra os andre" huskede Timuchin ham på. "Det vil give den anden side gode muligheder for at se både på jer og omgivelserne lidt an. Jeg kan da godt give en hånd med efter fredag hvis de kniber med mandskab med lokalt udseende. Så er mine containere væk."
   Harper betragte ham spekulativt. "Det er bare normal procedure. Vi kommer til at sprede vores back-up lidt, for at undgå gengangere. Det vender jeg lige tilbage på. Vi må se og mange tak."

***

"I skal vente en halv time fra klokken atten." forklarede Harper, da han om fredagen skulle køre dem af sted. "Hold udkik efter vores varevogne. Vi har både en sort og en grøn. Vi fandt et sted på den anden side af gaden, vi kan placere en geværskytte på et tag. Der sker helt sikkert ikke noget i dag."
   "Skyder geværskytten før eller efter vi er blevet skudt?" spurgte Karsten ironisk. "Ja jeg er bare lidt nysgerrig og meget nervøs."
   "I dag observerer de kun på jer og omgivelserne." Harpers telefon gav to kort klemt og tav stille.
   "Nu letter vores øjne på himlen, så det gør vi også." meddelte han og startede bilen.
   "I står der en halv time præsis, snakker sammen og venter" instruerede han for sidste gang. "Vi mødes her bagefter. Ved tegn på ballade er det bare ud af kapellet igen. Om ti minutter holder Logan med sin bil bag resturanten. Enten smutter gennem den og køkken og ud af bagdøren. Vi kan også fiske vi jer op her fra hovedgaden. Afsted med jer!"
   "Alt kan vel blive en vane" mente Christian da de gik mod resturanten. Han klamrede sig til kuverten der indeholdt det, de skulle aflevere.
   "Harper har nok ikke lavet andet i flere år," mente Karsten. "Han er også lidt for afslappet efter min mening. Det er faneme os, der er i skudlinjen. Gu' ved om vi kan forstå det, der står på menukortet?"

Det kunne de, viste det sig. Bobs kok skrev både på engelsk og fransk.
   De diskuterede de forskellige retter mens de så deres ure og op og ned af gaden. Efter ti minutter havde de gennemgået alle muligheder. Derefter måtte de ignorere en ihærdig tjener, der forsikrede at de var skam velkomne til at vente indenfor og nyde en forfriskning.
   De bemærkede at flere sorte og grønne varebiler gled stille frem og tilbage. Alle chaufførerne kikkede lige ud, så vidt de kunne se. Flere havde tonede ruder.
   "Nu kommer ham med fuglen i forruden igen." sagde Christian ved synet af en sort varevogn. "Hvis det er en af vores, er det næsten for nemt."
   "De kunne godt have fundet en vandrefalk i stedet for den forpjuskede kanariefugl." mente Karsten efter bilen var kørt forbi.
   Fem minutter over den aftalte tid gik de roligt tilbage til Harper. Han ventede tålmodig, samme sted, som han havde sat dem af.
   "Hvad så hvis nogen følger efter os nu?" spurgte Karsten.
   "Metcalfe ligger bagude og og holder øje med den mulighed." sagde Harper roligt. "Logan er hans backup, og kører lidt længere tilbage."
   "Og så punkterer der pludseligt en bil, hvis der er nogen, der er lidt for nysgerrige?" sagde Karsten med et grin.
   "Kun hvis jeg ikke kan hægte ham af," svarede Harper. "Vi vil hellere følge efter dem og se hvem de er og hvem de taler med. Det er princippet med en spejloperation. Hvis i har lyst, kan jeg vise jer optagelserne fra AWACS'en når vi er tilbage på hotellet om et øjeblik."
   "Jeg er sulten" meldte Karsten i et tonefald, der ikke indbød til modsigelse.

***
   "Det kunne være bedre, men det kunne også være meget værre" mente Metcalfe dagen efter.
   "Vi så grundigt på stedet i formiddags. Vi kan ikke placere en sikringsmænd som sidst, så vi får brug for en ekstra bil."
   Han kikkede på Timuchin, der bare nikkede. Han havde lige overværet skibets afsejling, med hans containere på dækket. Efter planen ville det anløbe Baryias et par uger senere, så han endelig kunne holde løftet til sine venner.
   Metcalfe tegnede en hurtig skitse på bagsiden af mailen og fortsatte.
   "Når i har resturanten i ryggen holder Harper nede af første sidevej på jeres venstre side. Han er hos jer på par sekunder. Jeg skal bruge mine reserver til at sikre de rigtige parkeringspladser forinden. Klokken attenhundrede vil i være sikret fra den ene varevogn, Den vil holde på den anden side af gaden. Logan er bag resturanten igen mens vagterne fra lageret sidder i resturanten. Hvis du kan sørge for de kommer frem, siger vi tak."
   "Jeg skal nok vente på jer til det er overstået," lovede Timuchin. "Så behøver i ikke kompromittere nogen af SRS holdet, når de skal tilbage. Det er stadig muligt, de skal bruges igen i morgen."
   "Hvis menukortet ser spændende ud kan vi jo spiser der." indbød Karsten. "Kan du lide indisk mad?"
   "Det kommer i til at afgøre om et par timer" mente Metcalfe. "Og tak for det!"

Timuchin foreslog at de kørte i god tid, for at finde en god parkeringsplads. Efter et par forsøg blev han tilfreds. De befandt sig tre hundrede meter fra resturanten og havde fint udsyn over dens forplads.
   "Der kommer kanariefuglen igen" udbrød Karsten.
   En sort bil kom langsomt glidende ti minutter før de skulle være der. Samtidig startede en anden bil og kørte bort. Sekundet efter havde chafføren i den sorte bil snuppet pladsen og gik hen mod resturanten. Der hilste han overstrømmende på en anden og tog plads.
   "Så er jeres sikring på plads" mente Timuchin. "Metcalfe ligger nok bag i vognen med et gevær. Jeg så Harper lavede samme manøvre på sidevejen for fem minutter siden. Jeg ser frem til at høre om menukortet."
   Han lænede sig roligt tilbage i sædet mens de steg ud.
   Christian og Karsten slentrede sindigt mod resturanten og tog plads og begyndte at vente mens de så på urene. Saba manglede et udendørs menukort. I istedet tog de overblik over de ting der blev serveret mens de stadig så på urene med jævne mellemrum. Metcalfes kolleger nøjedes med kaffe og ubestemmelige sanwich som de indtog mens de talte smmen og kikkede en anden vej.
   "S'il vu plait? Avez vous..."
   Christians hjerte glemte et par slag da han blev tiltalt. Han hørte ikke det hele men cigaretten i mandens hånd hjalp på forståelsen.
   "Regrette. Je ne fumes pas!"
   Christian slog beklagende ud med hånden og pegede på resturanten. Manden nikkede med et smil og tak. En tjener klarede hurtigt problemet og manden gik roligt bort.
   "Mon det var en fortrop, der skulle teste om det pludseligt vrimlede med strissere" spurgte Karsten med et smil. "Du så ud som om du var ved at gøre i bukserne."
   "Hold din kæft" hviskede Christian og åndede ud for at falde helt til ro. "Du er heller ikke vant til det her pjat."
   Som efter fælles aftale så de samtidigt på deres ure igen og derefter ned af gaden, hvor der var en livlig trafik.
   Et øjeblik efter genoptog de deres studie af den mad, der blev båret ud til kunderne. Det nærmede sig middagstid og kaffedrikkerne blev løbende erstattet af andre. De nye kunder studerede de kort tjeneren delte ud. De sidste af eftermiddagsholdet var ved at betale.
   Christian strakte sig og så op i luften og prøvede at se om han kunne få øje på på det fly der skulle være deroppe.
   De måtte trække til side for tre kunder, som forlod stedet samtidig.
   Den sidste stoppede foran Christian og Karsten og åbnede sin avis mens de første gik videre.
   Billederne af Christian og Karsten kom til syne i avisen. Manden havde trukket kasketten ned i øjnene og rakte hånden frem. Samtidig kørte en motorcykel ind foran dem.
   Christian rakte ham kuverten med papirerne og tog automatisk mod avisen, som manden gav ham i stedet.
   Manden kastede et hurtigt blik i kuverten, talte papirerne, nikkede og sprang op bag på motorcyklen. Den speedede omgående op og gled ind i trafikken og væk fra stedet. Det hele tog kun få sekunder og Christian pustede ud.
   "Drop it! Run!. The paper is a target" råbte af Metcafes mænd bag ham.
   De blev beskudt fra vinduet af en langsomt kørende bil.
   De kastede sig ned på fortovet og hørte glasskår falde ned bag inden på restauranten.