Christian løftede hovedet og så sig opmærksomt omkring. Metcafes mænd sad på knæ med pistoler og betragtede omgivelserne. Den nærmeste rakte en ekstra pistol og to magasiner bagud til Christian, uden at se sig tilbage. Christian snuppede dem omgående og stak magasinerne i lommen.
   Harpers bil bremsede sekunder efter op foran dem med åbne døre.
   Christian og Karsten kastede sig ind. Christian nåede lige at se tjeneren lå på jorden og da Karsten råbte op.
   "Han har vendt bilen og kommer igen."
   "Det klarer Johnny og hans folk" forsikrede Harper. Han speedede op og kørte direkte mod bilen.
   Christian klamrede sig til ryglænet og kikkede fremad. Han så sidedøren på den sorte bil blive revet op. Metcalfe sprang ud med et gevær, tog hurtigt sigte og skød.
   Den mørke bil slingrede til siden og stødte ind i en anden. Christian spejdede efter Timuchin og så han stadig holdt på samme sted.
   "Nu sker der sikkert ikke mere" mente Harper. Han satte farten ned efter et par minutter og kørte ind til siden og slappede af.
   "De ville bare undersøge om udleveringen var kompromitteret. De behøvede slet ikke at ramme jer. Satans! Nu kommer forsendelsen nok ikke afsted efter den reaktion."
   Logans bil gled kort efter op på siden af dem. Han vinkede og Harper vinkede tilbage, startede bilen og belavede sig på at komme videre.
   En stor sort MPV kom kørende hurtigt bagfra, satte farten lidt ned og en mand lænede sig ud og beskød Logan med en maskinpistol.
   Logan trimlede om i sædet og blev hængende.
   Harper og Christian skød henover bilen mod skytten. Han væltede bagover og ind i bilen, der speedede op og forsvandt ned af en sidevej.
   Mens biler bremsede op omkring dem speedede Harper op og kørte hurtigt væk.
   "Det er ikke overstået endnu" råbte Harper med et blik i bakspejlet. "Der kommer en til. Duk jer!"
   "Skaf mig noget at skyde med" råbte Karsten. Han vendte sig om og så ud af bagruden og på Christian. Hans ansigtsudtryk var sammenbidt, koncentreret og næsten truende. Hånden, der stadig holdt pistolen var urokkeligt rolig.
   "Handskerummet" svarede Harper. Han stirrede stift fremad og drejede om et hjørne og kort efter et til.

Fra Plateau des Serpents nåede de hurtigt ned på en bredere kystvej hvor Harper satte farten op til noget, der med garanti var ulovligt.
   "Der er to, ser det ud til" sagde Christian. Han havde bemærket et andet køretøj følge efter den første rundt om hjørnet. Begge nærmede sig i høj fart. Karsten fandt en pistol og magasiner.
   "Vi prøver at nå ud til Lemonier." sagde Harper. "Hotellet skal vi ikke engang overveje" Han trodsede den øvrige trafik og satte farten yderligere op.
   "Desværre kører vi den gale vej i øjeblikket."
   "Har vi ikke en AWACS som sikring længere?" spurgte Karsten og så op.
   "Den havde ordre til at følge dem på motorcyklen." sagde Harper og satte farten ned til 100. "Bare roligt. De sporer vores telefoner."
   "Nu kommer han" advarede Christian.
   Den sorte MPV ramte dem bagfra med en betydelig kraft og Harper kæmpede for at holde deres mindre vogn under kontrol.
   En mand, hvis ansigtsudtryk blev tydeligt forvrænget af lufttrykket ormede sig ud af vinduet på bilen. Han prøvede at sigte på dem med en pistol og finde støtte med den anden hånd.
   Christian og Karsten stak, uden at tale sammen, deres hænder ud af hvert sit vindue. De prøvede at sigte på manden, med hver sin skyder, for at markere hvad de synes om den ide.
   Fyren prøvede et skud efter bilen og fik et par stykker retur. Et af dem efterlod en tydelig stjerne i hans forrude. Det fik bilens chauffør til trække sig tilbage.
   "Ikke ringe" gispede Karsten og sank tilbage i sædet." Mon han fattede meningen?"

"Jeg sætter farten ned og drejer af om et øjeblik," råbte Harper. "Giv ham et par skud mere, så han ikke følger efter."
   Christian og Karsten gjorde sig klar. De betragtede forfølgeren. Han var så tæt på, de kunne se passageren sad og råbte i en telefon. Da de mærkede Harper sætte farten ned lænede de sig ud af vinduerne.
   Da bilen var tæt nok på lænede de sig yderligere ud så de fik de udsyn til bilen. Da Harper drejede ned af sidevejen fik de udblik på hele den side og fyrede løs igen. De hørte tydeligt deres kugler ramme karosseriet og MPV'en fortsatte lige ud, med stor fart.
   "Tak" sagde Harper og fortsatte. "Måske skulle vi prøve på at finde ud af hvor fanden vi er. Ring lige til Johnny."
   Alle deres telefoner var synkroniseret med de lokale bredbånd mens de var ude på lageret. Mens Christian holdt udkik bagud, og Harper fordybede sig i Djoboutis sidegader og gyder, ringede Karsten til Metcalfe.
   Han havde, ganske rigtigt fulgt med i deres vilde kørsel efter han selv var undsluppet. Han beklagede han var havnet et andet sted, der lå fem til seks kilometer i den modsatte retning og nu ville prøve at finde tilbage til dem.
   "Bare tag dig tid" sagde Harper sindigt. "Vi holder os i bevægelse og har masser af benzin. Ved du noget om Logan? Han blev ramt." Karsten havde slået højttaleren til.
   "Ikke endnu. Til venstre der" sagde Metcalfe. "To kilometer lige ud, ser det ud til. Jeg vender tilbage om et øjeblik."
   "Den anden bil hænger på med slukkede lygter" meldte Christian fra bagsædet.
   "Så må Johnny snart gerne dukke op," mente Harper. "Så står det da lige!"
   "Det prøver jeg også" forsikrede Metcalfe over højttaleren. "Mine sidste folk har os på hver sin skærm ude på Lemonier og dirigerer os derfra. Ring lige til. Han haspede et telefonnummer af sig."
   "En gang til" bad Karsten.
   Christian fandt sin telefon frem, lyttede opmærksomt og ringede op.
   Der blev omgående svaret. "Hej drenge. Drej til venstre der. Det var mig der testede granater for et par dage siden. I er kommet lidt langt mod nord. Vi er ved at varme en helikopter op. Det bliver nok det nemmeste. Nu skal i til højre."
   "Vores forfølger hænger på endnu" meldte Christian efter et blik ud af bagruden.
   "Bare fortsæt ud af byen" sagde teknikeren beroligende. "Så piller vi jer stille og roligt op, ude på bøh-landet et sted."

Harper havde sat farten betydeligt ned og forfølgeren holdt sig pænt på betryggende afstand. Sådan fortsatte det flere kilometer efter instruks fra manden i telefonen. Tusmørket var ved at sænke sig.
   "Hovsa" sagde Harper og speedede op. "Hvad laver han mon? Den her afstand passer mig fint."
   Bilen bagved satte pludseligt farten voldsomt op så Harper gjorde det samme.
   "Der skulle i have været til højre" kom det fra højttaleren. "Vi finder en anden vej på et øjeblik."
   "Prøv at få ham til at holde op med det pjat på samme måde som sidst." bad Harper der holdt samme fart som deres forfølger.
   Sveden begyndte at bryde frem på Christians pande. Han vendte sig på sædet så han lå på det ene knæ mens han stemte det andet ben fast mod gulvet og klamrede sig til sædet med venstre hånd, for at stive sig så meget af som muligt, denne gang. Han bøjede sig ud af vinduet og stirrede mod bilen bagude, trak sig ind igen og så at Karsten havde gjort det samme.
   "Så er det lige før" sagde stemmen fra telefonen og de gjorde sig klar.
   Forfølgeren satte pludseligt farten ned så afstanden var forøget da Harper bremsede, svingede til højre og satte fart op igen af noget der så ud som en lang lige vej.
   Efter et par kilometer blev de, uden varsel, blændet af par skarpe lygter forfra. Lyden af en maskinpistol fik dem alle til at se frem og dukke sig.
   Motoren blev gennemhullet og bilen stoppede på et par meter.

"Dækning til højre" brølede Harper. Han skød flere skud mod lygterne forude mens han stod ud. Han styrtede samtidig rundt om bilen og dukkede ned bag en lav mur, med Christian og Karsten lige i hælene.
   Den mørke vogn bagved, kørte langsomt nærmere. Den stoppede og to personer steg ud og gik i skjul på den anden side af vejen.
   "Vi glemte første vogn. Ham ramte vi åbenbart ikke godt nok" sagde Harper helt roligt. Han løsnede et skud i samme retning som før.
   Der kom bevægelse i flere huse omkring dem.
   "Om ikke andet kommer politiet nok snart
   Christian og Karsten holdt fast i deres pistoler og kikkede i alle retninger. De prøvede at se gennem tusmørket, for at gøre noget ved det angreb, der sikkert snart ville komme. Sådan gik flere minutter. Harper overtog Christians telefon og talte dæmpet med folkene på Lemonier.
   Bag dem lød der en dæmpet lyd da noget stødte ind i noget andet.
   Alle vendte sig om og holdt deres våben klar.
   "Godaften" lød det ude fra mørket. "Kan i bruge en bil? Jeg fulgte efter den sidste for at se, hvordan det udviklede sig"
   Timuchin trådte ud af dækning bag en mur.