Christian og Karsten kom gående i takt efter halvdelen af Yamas holdet. Harper så smilende på dem. Ølaften og øvelsen i nærkamphuset bragte dem på talefod med et par af holdets medlemmer. Det blev yderligere udvidet da de alle rykkede videre og skød med maskinpistoler. Flere af holdets medlemmer havde oplevelser i deres fortid af samme art som Christian og Karsten havde fået i Tyrkiet og Cairo. Løs snak i pauserne klarede resten.
   Holdet var frivillige og var der havde meldt sig til Yamas for bidrage til at deres familier ikke fik flere oplevelser af samme slags. Derefter optrådte Christian og Karsten kun i samme træningstøj som holdet, der brugte det som en slags uniform.
   Harper trak derefter i samme beklædning. Det og følelsen af fællesskab klarede resten. Indtil videre var de opsatte på at lære hvad de skulle gøre hvis de kom i samme situation, en anden gang.
   Harper spekulerede lidt over om indoktrinering i de berygtede sekter mon foregik efter samme princip når man blev enige om et fælles fjendebillede.
   Da rygter spredte sig om at Christian og Karsten både havde været i kamp og nedlagt en modstander var stukket af med nogle vigtige ting, blev holdet imponerede. De lukkede dem, uden betænkning ind i fællesskabet og hjalp dem, når det var nødvendigt.
   Det eneste det krævede, tænkte Harper videre, var en smule stridslyst og fællesskab. Fodbold og lignende var altid udmærket derhjemme til, så længe folk kunne få afløb for deres naturlige konkurrence- og stridslyst på det rigtige tidspunkt.
   Det forudsatte bare at en hjælpeløs pædagog ikke forinden gav fortabt og misbrugte et arsenal af fine betegnelser om Autisme eller ADHD, mente han og tænkte bittert på sin nevø. Folks opfattelse af civiliseret opførsel havde ikke ændret det fjerneste i flere hundrede år. Her var grænserne trukket skarpere op og midlerne anderledes.

Gruppen gjorde holdt foran Harper. Han piftede højt og pegede op uden et ord.
   Aron kom til syne på toppen af en femten meter høj silo. Han vippede sig ud over rækværket og løb forlæns ned af siden.
   Han styrede sit rapellereb med den ene hånd, og betjente en maskinpistol med den anden.
   Holdet kikkede måbende opad. Heldigvis skød Aron med løs ammunition.
   "Jeg kunne bare ikke lade være" grinede han. "Det kaldes Australsk rappelling. Lad os starte fra platformen tre meter oppe. Så kan i få en ide om hvad de drejer sig om."
   "Først skal i lige have styr på reb og knuder" sagde Harper. Han havde lovet Aron at hjælpe lidt. "To mands teams tak! I aften har Schmuel lidt mørkeskydning parat til jer. Det bliver både med pistol og maskinpistol. Labyrinten er ledig i eftermiddag, skulle jeg sige. Det bliver paintballs igen."
   "For at i ikke skal glemme hvad det også drejer sig om," overtog Aron "kom vi til at blande paintballkuglerne lidt. Når i bliver ramt af en rød er det et sår. Det skal forbindes under sikring fra resten af holdet."

Holdet kløede på med reb og knuder under latter og gensidige drillerier. Efter en times øvelse stod alle klar med korrekte rapellesæder og ventede på deres tur. De første var allerede ved at gøre sig fortrolige med den rigtige udgangsstilling ud for tremeter platformen. Når de begyndte nedfiring styrtede den næste op til den ledige plads.

***

"De siger stadig måske." sagde Robicieux og studerede meldingen fra Harper.
   "Situationsbestemt fornuft" mente lederen fra Iron Mountain. "De fleste får lyst til at gøre noget aktivt, når de er omgivet af folk, der har glemt færdselsreglerne for civiliseret omgang med hinanden."
   "Her risikerer de altså lidt mere end et almindeligt værtshusslagsmål" mente Mann. "Det har de sikkert allerede en anelse om. Hvordan går de med deres såkaldte træning."
   "Den synes de stadig er interessant" sagde Robicieux.
   "Skal vi prøve en spejloperation igen. Den sidste gik jo nogenlunde, hvis man ser bort fra et par småting."
   "Ægypterne fik ryddet op i nogle kredse de alligevel ikke brød sig særligt meget om. De takker for hjælpen." sagde Mann tørt. "Hvis vi roder rundt på deres område, på samme måde, en anden gang vil de gerne orienteres på forhånd, så de kan bestille en bedemand."
   "Det må i prøve at huske" sagde lederen af Iron Mountain og foldede hænderne over maven. "Birdsonggranaterne er klar om tre dage. De bliver fløjet til Camp Lemonnier med det samme og de teknikere, der skal stå for om pakning. Så skal vi bare have afleveret papirerne."
   "Det er en skam vi ikke kan sende dem med post" beklagede Mann. "Modparten har betinget sig de vil se vores vandrefalke igen. Jeg håber ikke de har flere planer om at sige tak for sidst. Det var sådan set ikke vores drenges skyld."
   "Gu' var det ej!" bjæffede Robicieux. "Harper skal fortsætte med at skærpe deres kløer til næste runde. Jeg er tændt på ideen. Det er noget andet end det, vi normalt beskæftiger os med. Harper er der heldigvis også."
   "Glem ikke Logan og Metcalfe. For god ordens skyld gemmer vi Metcalfes normale hold på Lemonnier, så han har dem i baghånden hvis tingene bliver lidt indviklede. De står 'stand by' i Fort Bragg fra i morgen og ledsager granater og teknikere, når de er færdige.
   "Hvad med den gode mand fra Tyrkiet?"
   "Han skal bare aflevere det, han stak af med. Så får han papirerne på de friske containere. Dem hjælper vi ham med at udskibe til Baryias" sagde lederen.
   "Vil den også indeholde Birdsonggranater? spurgte Robicieux.
   "Selvfølgelig. Selvom vi ved nok om Nevzat, vil vi gerne holde øje med hvad alle parter foretager sig. Der er ingen garanti for noget som helst i det her spil. Billedet af en fundamentalistisk enklave tegner sig tydeligere hver dag."

***
   Christian og Karsten gik tilbage til deres værelser, mens de diskuterede deres tilpasningsevne. Måneden før havde deres forhold til skydning og forsvar mod den, kun været teoretisk. På ingen tid var det blevet en naturlig del af tilværelsen. De drillede hinanden med deres varierende resultater og spekulerede på, om det havde gjort forskel i Tyrkiet, hvis de have bidraget til skydningen.
   Christian smed sin træningsdragt på gulvet og tog et hurtigt bad for at skylle den sidste krudtrøg af sig. Han tørrede sig og tog, uden at tænke nærmere over det, en ren træningsdragt i stedet for sit civile tøj. Han gik ud og smed det brugte tøj i vasketøjskurven og mærkede han var tørstig. Han så lys under døren til køkkenet, bankede stille på og gik ind.

Ayan log Liat sad og delte en øl og snakkede dæmpet sammen og spurgte hvordan det gik.
   "Jeres underholdning er lidt ud over det almindelige" smågrinede Christian og snuppede en øl. "Man bliver hurtigt, naturligt træt. Karsten snorker sikkert allerede."
   "Gu gør han ej" sagde denne og trådte ind af døren. "Jeg snorker i øvrigt ikke. Jeg føler mig ikke engang søvnig, Jeg vil gå en tur ned til den sø vi så den anden dag. Er det den vej?"
   Liat snuppede et par øl og tilbød at vise ham vej.
   Ayan og Christian ville ikke have mere motion. De fordybede sig i spøgefuld madlavning ovenpå dagens middag, som Christian havde et par kommentarer til. De morede sig herligt, snuppede en øl mere og konstruerede en opskrift, det ville kræve mere end almindelig sult at spise, hvis den ikke sprang i luften under tilberedelsen.
   "Uanset om du vil være sprængnings- eller køkkentekniker kan vi altid finde en plads til dig efter den her uge." lo Ayan, da de tog afsked i korridoren.
   "Det vil jeg overveje, hvis du stadig giver en hånd med" takkede Christian, og lagde en hånd på hendes skulder.
   "Du må få dem begge to, hvis det bliver nødvendigt" sagde hun dæmpet, greb hans arm og gav den et klem.
   Han så hende ind i øjnene og kunne ikke løsrive sig. Hun stillede sig på tæer og kyssede ham på en måde, der krævede mere end et almindeligt høfligt svar.
   Der gik et minut hvor ingen af dem bevægede sig. Han følte hver muskel i kroppen spændte sig og åndede tungt mens han fumlede efter dørhåndtaget med sin frie hånd.
   Hun trak vejret lige så dybt som han og stirrede ham øjnene. De bevægede sig ind på hans værelse. Ayan straks sig som en kat og lagde begge arme rundt om hans hals og trak sig op med en styrke, der overraskede ham.
   Hun slog benende rundt om hans hofter og blev ved med at se ham i øjnene på få centimeters afstand. Christian holdt fast om hendes liv med den ene hånd mens den anden gik på opdagelse. Hun duftede af syren og blåregn. Han lukkede øjnene et kort øjeblik, nød følelsen og hendes smag og åbnede øjnene igen.
   Hendes øjne var varme og mørke og hendes krop overvældende, med flad mave, bløde hofter og et par runde bryster, der pressede mod det stof, der holdt dem tilbage. Han ønskede bare at flå det af.
   Ayans ansigt var intenst og helt bevidst om det de var i gang med. De var nået hen til den anden side af værelset og sank sammen som en uordentlig bunke og måtte vikle sig ud af hinanden igen. Christian tog fat om begge hendes håndled og lod hænderne glide op til hendes skuldre for mødes bag nakken. Hendes mund åbnedes som en blomst mens han fumlede med nederste knap i hendes bluse.
   Hun fornemmede han tanker og begyndte på knapperne øverst, uden de slap hinanden.

Noget senere lå de småsnakkede dæmpet.
   "Jeg vil hverken vide hvad du beslutter dig for i morgen eller presse dig " mumlede Ayan. "jeg vil ikke tænke dårligt om dig, hvis du har fået nok. Det er noget andet for mig. Jeg har levet under trusler hele mit liv."
   "Jeg kender heller ikke svaret endnu" mumlede Christian og strakte sig. "Det vil sige, måske. Karsten og aftalte med Harper, vi svarer ham hver for sig. En af os må være nok plus den opbakning, vi efter sigende kan regne med. Vi kender først resultatet når vi finder det rigtige fly."
   "Har i kendt hinanden længe." spurgte Ayan.
   "Vi var skam genboer og gik i samme skole og var spejdere sammen. Karsten er et par år ældre end jeg. Han gik i klasse med min søster og jeg med hans lillebror. Vi skiltes efter gymnasiet og fandt sammen igen for et par år siden."
   Ayan kyssede ham på brystkassen.
   "Jeg kommer ikke og siger farvel" sagde hun bestemt. "En eller anden kører jer til lufthavnen. Jeg hader at tage afsked."
   "Hvem gør ikke det" spurgte Christian og gengældte hendes kys, ret grundigt.
   "Måske kommer jeg tilbage en skønne dag for at se mere af landet på en mere normal forhold." fortsatte han, en halv time senere.
   "Du skal være velkommen, når som helst" mumlede Ayan og puttede sig ind til ham og faldt i søvn.

Christian vågnede langsomt. Han mærkede med velbehag en anden duft ved siden af sig. Han rejste sig stille og listede ud på badeværelset. Han kom ud igen gik han hen og så ud af vinduet. Han indhalerede morgenluften i dybe drag og havde aldrig haft det bedre, mente han.
   En bevægelse på den anden side af pladsen, fangede hans opmærksomhed.
   Karsten hoppede ud af vinduet til Liats værelse, smuttede over pladsen og klatrede kort efter ind af vinduet til sit eget. Christian smilede og så over på Ayan. Hun var vågen og smilede tilbage.