"Goddag igen. Jeg vil helst have styr på jer alle, i stedet for at jeg skal se mig over skulderen hele dagen." Timuchin dukkede pludseligt op igen.
   Harper stod og ventede foran hotellet med tasken med computeren over skulderen da Timuchin pludseligt op uden nogen kunne sige hvorfra.
   Så havde han ikke bemærket Metcalfe eller Logan, tænkte Harper tilfreds og forsikrede Timuchin om, at han havde styr på det hele.
   "Jeg må desværre insistere og det vil min ven også" gentog Timuchin. Han stak hånden i lommen og så mod den anden side af gaden. Rawetz havde taget plads der og skulede til dem begge.
   "Det er kun en praktisk foranstaltning" forsikrede Timuchin. "Når vi er færdige ser jeg og min kollega helst i er ude af cirkulation så vi kan forlade byen i fred. Vi har forberedt at det vil ske under nogenlunde bekvemme forhold. Vi skal kun bruge tid og vinder intet ved at efterlade jeres lig. Vil du kontakte dine venner?"
   Christian og Karsten kom ned og fik forklaret situationen. De fulgte opgivende med til en parkeringsplads hvor Rawetz ventede med en lejet bil. Han tog deres computer og mobiltelefoner, pillede batterierne ud og lagde dem i en kasse. Derefter scannede han dem for sporingsudstyr og kørte dem hurtigt gennem byen og ud af den i sydlig retning.
   Der fandt han en rasteplads hvor Timuchin skiftede til en anden bil der ventede på dem med to mænd.
   Efter et par timers kørsel og et par pauser kom de frem til et ensomt beliggende hus. Der holdt to biler udenfor og Timuchin ventede i døren.
   "Velkommen til Kom El Dak og beklager omvejene" sagde Timuchin høfligt. "Jeres forfølgere punkterede desværre under en af pauserne."
   Han tog et par poser frem fra bilen og viftede med en bilnøgle.
   "Når vi har afsluttet vores forretning vil en ven der, skjule sig uden for huset de næste fire og tyve timer med et gevær. Den der forlader huset forinden gør det på eget ansvar. Poserne indeholder vand og mad og jeres telefoner bliver lagt i en blykasse i en lejet bil. Den holder et par kilometer oppe af vejen der. Nøglen graver vi ned under højre forhjul."
   Han pegede i en anden retning samtidig med at Rawetz viste dem et gevær, inden han lukkede bagagerummet. Han gav hurtigt Timuchin computeren og kørte væk.

Timuchin viste dem ind i huset til to ukendte mænd, hvor den ene så mildest talt utilfreds ud.
   "Hvis i vil være så venlige" spurgte han høfligt og monterede en sattelitforbindelse ved siden af.
   Christian satte sig uden et ord, startede computeren og anviste hele kontoen mens den ukendte så med.
   Næsten øjeblikkeligt blev Christians anvisning bekræftet fra et andet sted. Han pustede ud i spænding og noterede at samme åbenbart var tilfældet med Timuchins kollega på den anden side af bordet. Ham mente han at have set på deres hotel.
   Timuchin lukkede og slukkede computeren og så spørgende på den ukendte der gjorde det samme med sin efter en hurtig kontrol.
   Denne rakte dem en kuvert som de kontrollerede med de samme hvorefter de nikkede til den ukendte. Uden et ord tog han deres computere og beklagede han ikke kunne hjælpe med dem med noget i fremtiden.
   Han forsvandt kort efter i sin bil i en støvsky.
   "Så må Bedran og jeg efterlade jer, så vi kan forlade landet i ro og mag" sagde Timuchin mens støvskyen forsvandt i det fjerne.
   "Vores ven vil holde øje med huset en tid når vi også er kørt. Bilen står tre kilometer i den retning. Jeres telefoner ligger i bagagerummet og nøglen graver vi ned under højre forhjul." Han viste den frem.
   Bedran råbte noget uforståeligt.


Alle sprang til vinduer og døre. Den bil de blev hentet i, kom ræsende tilbage, forfulgt af to andre. Der hang en mand ud af vinduet i den anden vogn og han skød efter den første bil.
   Rawetz standsede foran huset. Han sprang ud og skød mod forfølgerne. Han løb i dækning på den modsatte side, rakte ind i vognen og tog geværet og en pose.
   Han affyrede et par yderligere skud, kastede posen mod husets dør og dukkede ned bag sin bil.
   Timuchin fik fat i posen og trak et par pistoler frem med rynkede bryn.
   Rawetz affyrede et par skud mod sine forfølgere. Timuchin og Bedran skød ud af hvert sit vindue. Rawetz benyttede deres skud til at spurte mod huset.
   En salve fra en maskinpistol hørtes i baggrunden. Han blev ramt i ryggen af et par skud lige før indgangen, faldt på knæ, forsøgte at rejse sig. Maskinpistolen hørtes igen.
   Han tumlede om med hovedet ind af døren.
   Timuchin trak ham hurtigt ind og greb hans pistol. Han affyrede et par skud ud af døren og rakte geværet til Bedran. Bedran så ud af vinduet og løsnede et par skud, der fik dem fra bilerne til at søge dækning mens de spejdede mod huset.
   "Godt klaret" sagde." han til Harper og rakte ham pistolen. "Er du rar at fortælle dine venner at det her ser vi ingen grund til."
   "Med fornøjelse" sagde Harper med et blik på Bedran, der uden et ord rakte ham geværet.
   "Logan, Metcalfe. Stop nu." brølede Harper og viste sig i fuld figur i vinduet med både pistol og gevær.
   En salve fra maskinpistolen flænsede vinduskarmen op og Harper kastede sig hurtigt i dækning.
   "Logan - Siezefire" brølede han ud af døren, med samme resultat.
   Harper rakte geværet tilbage til Timuchin.
   "Jeg ved ikke rigtigt hvordan jeg skal sige det. Det er ikke mine folk. Sporingen var desværre i den computer jeres ven stak af med."
   "Det regnede vi da også med" sagde Timuchin roligt og sendte et par skud gennem vinduet.

***

"Det her skur kan ikke modstå et pusterør" sagde Bedran tørt. "Skal vi ikke stikke ud af bagdøren og finde noget bedre før de får alt for gode ideer."
   Timuchin løsnede et par skud og så kort på Rawetz. Han havde set for mange skudsår og sukkede.
   "Ok. Rawetz er færdig. Tag vand og mad med." Han så i posen og fandt en pakke ammunition som han rakte Bedrean, der løsnede to skud ud af vinduet.
   "Spar på ammunitionen" sagde han og stak Christian bilnøglen og posen med vand.
   "Find et par solide klipper og gem jer bag dem. Begynd at løbe mens vi skyder. Med lidt held kan vi nå frem til vores reservebil."
   Han rakte Harper en pistol og et ekstra magasin hvorefter han gav Bedram geværet og bad ham holde styr på området til venstre for huset da de helst skulle den vej.
   Bedran forsvandt et sekund efter og Timuchin og Harper tog plads ved hvert sit vindue med et bistre udtryk.
   "Klar" spurgte Timuchin Christian og Karsten. Ved eftertanke rakte han Christian den sidste pistol. Christian smed den bare ned i posen.
   De nikkede bare tavst.
   "Afsted" beordrede Harper. Han og Timuchin begyndte samtidig at skyde ud af vinduerne.
   Christian og Karsten rejste sig op og smuttede ud af bagdøren. Bedran vinkede dem mod en klippeformation hundrede meter væk og gjorde tegn til de skulle bukke sig mens de løb.
   Skuddene fra Bedrans gevær overdøvede tydeligt pistolskuddene mens de løb i dækning. Da de kastede sig ned bag klipperne så Christian tilbage og så Harper og Timuchin komme løbende side om side, mens Bedran dækkede dem. En maskinpistol blandede sig jævnligt i skydningen fra den anden side af huset.
   Tyve meter foran klipperne gjorde de begge omkring med løftede våben. Timuchin kaldte på Bedran.
   Han affyrede et par skud mere og spurtede over til de andre. Alle kom netop i dækning da de første hoveder dukkede op i husets vinduer og genoptog skydningen.

"Vand, fire magasiner til geværet og ti til pistolerne og lidt reserveammunition. Kunne vel være værre." mente Timuchin. "Kan vi regne med jeres back-up, slutter sig til os inden for en overskuelig tid?" spurgte han Harper, der var ved at genlade et magasin.
   "Ikke hvis de har tabt sporet beklager jeg at sige" svarede Harper. "Fortæl lige geniet derovre, vi har set ham."
   Bedran løsnede hurtigt et skud i den retning og blev belønnet med et hyl. Timuchin betragtede hans Kalashnikov gevær.
   "Hvor har i fundet den og pistolerne??
   "Farouk var meget hjælpsom. Han var lidt fornærmet over den måde han blev tiltalt af de andre" forklarede Bedran.
   "Åbenbart ikke sur nok til at holde mund" sagde Timuchin tørt og løsnede et skud til mod et hoved der kikkede frem bag huset.
   "Betyder den her noget nu?" spurgte Karsten og viftede med den brune kuvert. Typisk ham havde han også taget posen med mad.
   "Absolut" bekræftede Harper "Det er den modparten vil have fat i. Så kan de hente to containere fyldt med ammunition et eller andet sted."
   "Ser man det. Du må da gerne lægge den tilbage" hylede Karsten. "Jeg gør det nemlig ikke."
   Han lænede sig op af en klippe og åbnede en flaske vand.
   "Kan vi ikke bare efterlade den og stikke af" foreslog han.
   "Det er faktisk det vi prøver på" bekræftede Tuimuchin.
   "Nåh ja" svarede Karsten og så sig omkring. Han kikkede eftertænksomt på kuverten igen.
   En salve fra en maskinpistol pløjede støv og sand op foran stenene. Harper pegede og råbte advarende. Timuchin nedlagde en mand der forsøgte at løbe udenom dem, mens den anden sprang tilbage i dækning.
   "Hvor mange var de til at starte med?" spurgte han Harper.
   "Syv mand i to biler. Bedran fik vidst den første. Nu er der fem igen."
   "Er der nogen du kan kontakte" sagde Timuchin og rakte Harper en satellittelefon.
   Harper fik omgående travlt. Han kom kort efter igennem til Hardesty der havde Metcalfe på en anden linje og forklarede deres situation.
   "De er på vej og ved hvor vi er" sagde han. "Den computer Farouks mand snuppede havde en sporing, der blev aktiveret da den blev tændt. De er her inden for et kvarter til tyve minutter."
   "Så vil jeg gerne bede om bilnøglen. I samme øjeblik de når frem tager vi afsked, med jer" sagde Timuchin." Synes du ikke også det Bedran."
   Bedran så i hans retning og nikkede med et smil.
   Det så ud som Bedran blev sparket i hovedet i samme øjeblik. Blodet stod i en sky ud af hans hoved, samtidig med at de hørte en slave fra en maskinpistol. Han faldt henover Christians ben.
   To mand sprang frem lige foran dem.
   De var kravlet fladt hen af jorden til de var på skudhold og havde begge skudt samtidig mod Bedran.
   Harper skød mod den ene, der sprang tilbage i dækning og besvarede skydningen.
   Timuchin greb geværet og vendte det mod den anden der spurtede mod dækning. Han trykkede sikringen i bund og pumpede resten af magasinet ind i ham. Han gik i knæ, famlede efter et nyt magasin og rev det brugte ud.
   Han noterede med yderkanten af opmærksomheden Harpers duel med den første der besvarede hans skud, fra en stilling bag en klippeblok.
   Pludseligt lød to skud bag ham. Han kastede sig omkring med geværet klar til skud. En tredje mand knækkede sammen.
   Christian holdt pistolen fra posen i den ene hånd og forsøgte at skubbe Bedran væk med den anden. Han så skrækslagen ud.

Der blev en kort pause i skydningen mens alle krøb i skjul. Timuchin besluttede sig til at tage chancen inden deres forstærkning nåede frem. Han hjalp med at få liget væk fra Christian og så ham i øjnene.
   "Mange tak" sagde han dæmpet
   Christian rystede på hånden med pistolen og sagde ikke et ord.
   Timuchin stoppede ved Karsten, snuppede den brune kuvert hvorefter han hurtig løb væk. Christian så bare efter ham og trak vejret tungt.

Der kom lyde fra flere biler fra den anden side af huset. En ny skudveksling startede næsten omgående stoppede lige så pludseligt. Kort efter dukkede Logan frem bag et hjørne og tog et overblik.
   Harpers modstander så ham også og smed et slængskud i den retning. Det fik Logan til at trække sig tilbage og kort efter skyde igen.
   Harper rejste sig ubemærket på knæ og tog omhyggeligt sigte og affyrede to skud. Manden faldt om.
   Logan kom frem fra hjørnet og så sig omhyggeligt omkring og lod et gevær følge blikket.
   "Lad os komme væk" råbte han. "Nogen har hørt skydningen. Strisserne er på vej."

Christian blev skubbet ind på bagsædet i en bil og gjorde intet forsøg på at skjule han rystede på hænderne. Hans hjerne kunne ikke kapere mere rædsel. De sidste minutter havde genstartet hans skræk fra grøften i Tyrkiet. Den blev ikke blev mindre af han havde fået Bedran og hans hjernemasse ned over sig. Christian havde kuldegysninger. Han samlede hænderne om hovedet og trak vejret tungt og skævede ind i mellem til Karsten, der ikke var i bedre forfatning