"Hey kompissar! Jag tänkte vel i måsta finnas i skänken"
   "Selvfølgelig er vi det" svarede Karsten imødekommende. "Sæt dig ned og drik en bajer. Russernes Baltika er ikke så ringe. Den smager lidt som Carlsberg."
   "Grängesberg ær bettere. Carlsberg går an i en nødsituation."
   "Så kalder vi det en nødsituation" sagde Karsten medgørligt og rejste sig for at klare det praktiske.
   Christian hilste på Peregrine holdets teamleder, Paal Mortensen, der tog plads ved det hjørnebord de omgående fandt og beslaglagde, da de ankom til hotellet. De havde et fint og gnidningsløst samarbejde hjemme på kontoret, men havde endnu ikke prøvet det under de forhold, Mortensen var ekspert i.
   Det hastede nu heller ikke efter Christians mening, mens han hastigt repeterede sit kendskab til Paal Mortensen.
   Efter Paal sluttede som gruppefører i det svenske forsvars uregerlige kystjæger-bataljon, var han fortsat i politiet. Der avancerede han hurtigt på grund af et rutineret overblik. På grund af hans lige så rutinerede omgang af de normale procedurer overførte Politiets operationelle afdeling NOA, der samlede, analyserede og efterforskede oplysninger om grænseverskridende kriminalitet og terrorisme i Europa Mortensen til Europol i Haag . Der fik han hurtigt uofficiel forbindelse med en anden gruppe analytikere i noget der hed Q4, under Frontex. De analyserede de samme oplysninger, med den forskel at Q4's materiale stammede fra kilder på forkerte sider af de grænser, der normalt stoppede Mortensens og hans gode ven Hardesty.
   Q4's oplysninger blev for det meste fremskaffet med metoder, Europol ikke engang ville indrømme de kendte. De kunne sjældent bruges på grund af Europols medlemmers forskellige kutymer og politikker plus en vis traditionel rivalisering mellem forskellige landes efterretningsorganer.
   Det gav efterretningsgruppen i Quarters nummer.4 pokker i. De byttede relevante informationer, om hvor det kunne betale sig at kikke, indbyrdes og med Mortensen og Hardesty i Haagh. De overlod gerne politik til dem, der troede de havde bedre forstand på konsekvenserne af de begrænsninger, de pålagde dem, der fik løn for at rydde op i de narko- og terrorproblemer, der smuttede gennem Natos perimeter sammen med nogle, relavitivt civilicerede, migranter.
   Til alt held foretrak de fleste politikere absolut uvidenhed, om hvordan den opgave blev løst..

Efter en periode på den måde blev Mortensen og Hardesty i stilhed overført til Q4's stab, selvom ingen ville drømme om at indrømme, officielt, den eksisterede. Den uofficielle viden havde i flere tilfælde været så praktisk at Mortensen og Hardesty havde nærmest konstant forbindelse med den del af Frontex' såkaldt analytikere, der der så så stort på regler og politik, de blev betegnet som deltidsanarkister. Derfra kunne de i stilhed forberede friserede oplysninger, der kunne arbejdes videre med, indenfor Europols følsomme rammer.
   På samme tidspunkt blev Q4's stab også forøget med IT-ekspert, der skulle lave et overskueligt arkiv over det Q4 officielt ikke havde liggende. IT-eksperten blev gemt af vejen fordi han lidt for mange steder havde påtalt huller i elendige sikkerhedssystemer.
   Han medbragte et par unge mennesker, der skulle afsone en slags samfundstjeneste for hacking, uder hans tilsyn, og helst i stilhed.
   Hackerne glemte ikke helt de unoder, ingen havde lyst til at dømme dem for alligevel og skaffede på ingen tid Q4 en mere uofficielt materiale.
   Det gemte den distræte IT ekspert, van Enckhuisen sammen med sit arkiv over fugle og deres stemmer. Det ville han prøve at få orden på, under den opgave han ikke anså for ret belastende.
   Efter et par forståelige forviklinger om hvor et par uofficielle oplysninger egentlig stammede fra, opstod kælenavnet 'Birdsong'.
   Da Christian og Karsten også skulle skaffes af vejen for at give politiet uofficielle oplysninger var oberst Robicieux' stab vokset til omkring et hundrede mennesker. De kunne sagtens bruge et par økonomer til at analysere hvordan nogle bankoplysninger, hackerne lige så rutinemæsstigt som uofficielt skrabede sammen, faktisk hang sammen. Q4's blandede stab af politi- og efterretningsfolk vidste ikke rigtigtigt hvad de skulle stille op med dem.
   Efter deres ansættelse fik Christian og Karsten tilbudt lidt praktisk erfaring med at hente materiale i felten. Det fik de i allerhøjeste grad! Selvom intet gik, som planlagt kom de nogenlunde uskadte hjem efter et koncentreret antiterrorkursus et sted, der heller ikke ikke eksisterede officielt. Det førte dem videre til en kombineret fangelejer og terrorskole som helt officielt blev nedlagt af nogle specialstyrker mens de trak Christian og Karsten ud af de rygende rester.

"Interessant sted det her. Ingen stoler på naboen længere end de kan kaste ham." mente Mortensen efter han have kontrolleret Karstens anbefaling af øllet. "Naboslagsmål var vidst en almindelige hobby til russerne besatte dem og satte en stopper for det. Er det det, der foregår oppe i Donetsk." .
   "Næsten" svarede Christian. "Med den forskel at mens befolkningen på her består af tre forskellige folkeslag er der syv til otte hovedgrupper i Donetsk og Lughansk. De har hver deres opfattelse af politik, sprog og religion og kan altid finde noget at diskutere. Nogen af metoderne har som bekendt rejst en hel del kritik."
   "Så vi skal altså bare fjerne en af de værste bøllemetoder?" spurgte Mortensen.
   "Det tror jeg såmænd ikke. De er ret opfindsomme har vi både set og oplevet" sagde Karsten.
   "Herfra skal i kun slappe af og lade de professionelle om angrebsopgaver" lovede Mortensen. "I skal kun lige identificere Semanov, Sarghov, og Lazaref først."
   "Det er jo det vi har prøvet hele tiden. Vi er bare analytikere og non-kombattanter. Det tager den anden side ikke ret meget hensyn til" mumlede Christian.
   "Det skal vi nok prøve at forbedre" lovede Mortensen, drak ud.
   Karsten og signalerede omgående efter en tjener
   "Bestil hellere en ekstra" sagde Mortensen. "Vores lokale kontaktmand kommer lige der. Han skulle lige koordinere noget først. "
   "Består han af ret meget andet end muskler? spurgte Christian ved synet af en tætklippet mand med stram ansigtshud og tydelige biceps og brystmuskler under en skjorte, der så ud til at være mindst et nummer for lille.
   "Hans udseende er måske lidt misvisende" indrømmede Mortensen. "Han lyder ret intelligent, når han siger noget."
   "Navnet er Indrek" præsenterede muskelbundtet sig og trykkede dem forsigtigt i hånden. "Lad os bare nøjes med det. Mit efternavn kan udtales på fem forskellige måder. Jeg har en generel beskrivelse af situationen og et par gode venner, der ikke har nogen indvending mod at smide visse varer ned på bunden af Sortehavet. Det har min chef heller ikke så meget imod."
   "Hvem er han?" spurgte Karsten.
   "Et stille og fredsommeligt menneske, forsikrer jeg dig for" sagde Indrek. "Så længe der altså ikke er nogen der irriterer ham alt for meget. Lad os vende tilbage til ham senere."
   Han ser helst ikke at uvanerne fra Donetsk spreder sig til Krims folkeslag med støtte fra det, der er undervejs. Her er livligt nok i forvejen."
   "Det er vidst heller ikke meningen" fortalte Christian. "Vi takker for hjælpen, for en sikkerheds skyld."
   "Ved i Düsseldorfs syv fodboldklubber driller hinanden med at sige de andres medlemmer består af nogen, der tror, de kan spille fodbold og ludere og lommetyve?" spurgte Mortensen dovent.
   "Og damen der protesterede, blev spurgt om hvilken klub hun spillede for" fortsatte Karsten med et grin. "Har hørt den om Liverpool. Uanset om der er tre eller syv klubber eller folkeslag bliver det hurtigt uoverskueligt, hvis de begynder at bruge våben. Hvad gør vi nu?"
   "Tager ned til Chornomor'ske og ser os om. Et par af mine venner er ved at finde et sted, vi kan være." sagde Indrek.

***
   "Vores såkaldte politiske ledere får kun de oplysninger, vi mener de har godt af" sukkede Lazaref og så op fra sin computer. "Det giver undertiden bagslag."
   "Hvorfor det?" Spurgte Denys. "Er der sket noget særligt?"
   "Det må jeg sige ja til. Siden mine og Drachs folk fulgte dit forslag om at købe og fordele raketstyr sammen, er de blevet uvenner over hvordan de vil forholde sig til den nødhjælpskonvoy, der holder ovre på den anden side af grænsen. Der var allerede problemer, da jeg fik ordre til at neutralisere Drach for at få mere kontrol med raketterne. Nu taler de slet ikke sammen og vores raketter er ikke ønsket i Donetsk indtil videre." sukkede Lazaref. "Det er en køn redelighed vi er rodet ind i."
   "Fik du ligefrem ordre til at" Denys holdt en pause. "gøre det du gjorde?"
   "Jeg fik i hvertfald ordre til at få mere kontrol over den sidste del af transporten. Metoden måtte jeg selv om." svarede Gregorich ligegyldigt.
   "Den foretrækker de nok også ikke at kende til" mente Denys. Erindringen om at Lazaref skød Nicolai Drach, bagfra, stod stadig knivsdkarpt på nethinden, når han lukkede øjnene. Han var også udmærket klar over Lazaref ikke ville tøve et sekund med at følge en tilsvarende ordre om ham.
   "Sikkert ikke" grinede Gergorich. "Ham, der gav ordren og sørgede for afhentning af os, er ikke ret populær i øjeblikket. Dem, der hentede os, nedlagde også nogen undervejs. Heldigvis er der ingen der interesserer sig særligt meget for, hvem der skød hvem."
   "Ledere interesser sig sjældent for mellemregninger" samtykkede Denys. "Det har jeg høstet mange fordele af undervejs. Og du kan stadig komme tilbage og give dem fuldstændig kontrol over et læs raketter, med et overskud på tredivetusind euro på lommen, ingen aner noget om."
   "Netop" grinede Lazaref "Det er resultaterne der tæller. Ikke hvordan man når dem. Der kører stadig tog mellem Melitopol og Simferopol. Skal vi ikke fortsætte på en lidt mere behagelig måde og få Karel til at hente os der?"
   "Vil tolderne ved den nye grænse mon ikke hæve øjenbrynene en anelse over den stak kontanter vi har med?" spurgte Denys.
   Lazaref forsikrede ham om, han kunne overlade den bekymring til deres smuglervenners forbindelser i togene og ved grænseovergangen.
   Denys begyndte åndsfraværende at overveje om han burde efterlade de tre håndgranater, han gemte som modtræk, bag pengetaskens kodelås, hvis Gregorich Lazaref pludseligt krævede det hele udleveret. Til sidst besluttede han at stole mere på smuglerne end sit falske diplomatpas.

Denys savnede allerede Melitopol en time efter de forlod den. Under hans samtaler med falskneren fik han både et nyt sæt papirer og en adresse i Pragh, hvor han kunne købe alle de ID-papirer, han ønskede. Mod en lille erkentlighed havde falskneren tilmed lovet at kontakte sin kollega.
   Modsat uroen Donbas regionen, som de kom fra, havde det lokale koordinationscenter med største held fordelt en række begrænsede opgaver på forskellige, blandede udvalg. Det fik regionens grupper, der var flere af end i Donbas, til at samarbejde, uden løsningerne løb af sporet, eller nogen fandt grund til at gribe til våben.
   Det elektrisk drevne tog krydsede Molochna floden begyndte at svinge gennem en stor bue der endte med det fik kurs direkte mod syd og Krimhalvøen.
   Melitopol området blev også kaldt porten til Krim. Denys nød både togets komfort og muligheden for at tage en lur og strække benene, mens de rejste videre i ro og mag under beskyttelse af den konduktør, der stod for visse praktiske sider af smugleriet, hvad de så end gik ud på.
   "Hvis du lige har et par tusind euro i beredskab kan vores konduktør sørge for uniformeret eskorte på den anden side, til vi er i Simferopol." mumlede Lazaref
   "Så kommer du til at skaffe nogle flere" svarede Denys og åbnede pengekufferten så Lazaref ikke kunne aflure koden.
   "Vi skal stadig have penge nok til tankskibets besætning. Det som Sarghov er ved at forberede er vel heller ikke gratis."
   Lazaref forsikrede ham om at det var ordnet.