På visse punkter kan man som regel regne med sine børns uforbeholdne støtte, selvom de ikke altid støtter det samme. Det havde jeg taget højde for den dag de ønskede indkøb, uden bemærkninger, blev deponeret midt på køkkenbordet med et par personlige fortolkninger af dem med tillæg, der var usynlige indtil videre.
   Hun var midt i havesiderne i et farvestrålende reklamekatalog. Haven ville komme til at fylde en hel del i næste runde i vores interne konkurrence om hvem, der i næste periode skal ha' ære af familiens vandrepokal for Cand PH(is) i bortforklaring, med ret til at bære titel af samme. Den omfordeles cirka en gang i kvartalet efter bedømmelse af underholdningsværdi i særligt opsigtsvækkende bortforklaringer, uanset hvor meget det saglige fyldte.
   Hun indførte den vandrepokal for et par år siden da mændenes flugt fra endnu et Home party, endte på Bakken. Dagen efter vågnede jeg op til synet af en kæmpe teddy-bamse uden nogen klar erindring om, hvordan den og jeg selv kom hjem. Den pokal kunne jeg kort efter give videre til Christoffer for en bortforklaring om hvorfor han gik i biffen i stedet for at deltage i en vigtig turneringskamp. I øjeblikket er Carina indehaver af både pokal og titel for at overbevise sin lærer i samfundskundskab om at begrebet Konsensus også eksisterer som et underholdende brætspil, i stedet for de kedelige eksempler han efterlyste. Læreren ærgrer sig stadig.

"De gulerødder er vist lidt store" mente hun mente hun ved synet af posen. Den burde sådan set kun have indeholdt tre liter mælk, en pose gulerødder og et par andre småting. Hun løsrev sig fra havens muligheder, hvor hun var nået til en hængekøje. Den lignede noget fra en rumstation. og så ret tiltrækkende ud fandt jeg ud af mens hun inspicerede grundene til gulerøddernes omfang.
   "Jeg er sikker på der ikke stod ret meget om Frankfurtere eller pølsebrød på indkøbssedlen" sagde hun opgivende og satte mælken i køleskabet.
   Christoffer sås kun som et glimt i luften da han strøg gennem køkkenet og endte ved køleskabet og undersøgte om der var mere af den særlige chilliketchup. Den er vidst nok er blandet af en vanvittig kok med sprængningscertifikat.
   Det var der til hans store glæde konstaterede han, efter inspektion af hylderne.
   Det gjorde alle bortforklaringer om pølser medfølgende brød helt overflødige. Truslen om fiskefrikadeller med dampede grøntsager, dampede videre til næste dag. Carina viste sig i køkkendøren og udviste en vis interesse mens hun lænede sig op af karmen og vaklede mellem grøntsager og Chilli.
   Den første udsættelse af nostalgiske fiskerester med videre landede på køkkenbordet med et opgivende klask.
   "Der stod bestemt heller ikke noget om bøffer" sagde hun bestemt da hun nåede ned til dem efter at have fjernet de sidste krydderier og et par småting til morgenbordet.
   "Begge tilbud er faktisk gode," kom med i næste bortforklaring. I en husholdning, der følger en usikker kurs mellem øko- logisk og -nomisk skal man være forberedt på lidt af hvert. Selvom gulerødderne havde en politisk korrekt betegnelse var det svært at overse tilbudsmærker på både bøf og pølser. "Bøfferne udløber om to dage. Derefter bliver de til hakket kød med yderligere madspild." sagde jeg sagligt, mente jeg selv.
   "Lad os få dem med salat med gulerødder" foreslog Carina. "Er der ikke stadig et frosset hvidløgsflute tilbage!"
   Hun overlod dørkarmen til at stå selv og gjorde Christoffer selskab ved køler og fryser. De konstaterede i fællesskab hun huskede rigtigt.
   Fru Hansen vendte sig væk med et skuldertræk mens ungerne diskuterede den rækkefølge bøf, pølser og fiskefrikadeller kunne indtage på de næste dages menukort. Fiskefrikadellerne tabte helt klart på point og blev udskudt på ubestemt tid.
   Til gengæld var jeg stensikker på ekstra point, når vores vandrepokal for Cand PH(is) i bortforklaring gik videre næste gang.

Høje stemmer udefra brød ind i de overvejelser. Mens middagenes indhold blev afklaret på hjemmebanen gik jeg ud for at orientere mig sammen med hunden
   Inde hos vores nabo Rasmus var det hævet over enhver tvivl at hans og politimanden, Carstens, sønner tilsammen lignede slutningen af et sjusket værtshusslagsmål for amatører.
   Den rigtige forklaring var lidt mere kedelig fik jeg oplyst mens jeg sluttede mig til gruppen.
   De to jævnaldrende knægte havde brugt et par måneder på at bytte et par gamle, kedelige skateboards ud med strømlinede og -drevne Seg-boards efter lige dele systematisk afpresning af deres forældre og store personlige ofre, mente de selv. De ofre medførte nu ikke større nedgang i den lokale grillbars omsætningen, end den var i stand til at overleve. Efter Christoffer var faldet med sit skateboard på alle eksisterende måder og et par stykker, han selv opfandt, koncentrerede han sig mest om fodbold.
   De strømlinjede tingester lignede elektroniske Moppe-hunde og fik vores cockerspaniel til at rejse børster. Da jeg drog på indkøb skulle de indvies under en passende for træning i Rasmus indkørsel, der var lige så plan som indholdet af en punchbowle. Det foregik med en manual i den en hånd og de skeptiske forældre og andre tilskuere i baggrunden.
   Da jeg kom tilbage havde drengene fået uhyrerne til at summe og bevæge sig lystigt rundt, uden problemer eller skader. Efter et par anerkendende bemærkninger gik jeg ind og afleverede mine indkøb og fik overstået bortforklaringerne men Rasmus hentede en håndfuld øl til sine nerver og tilskuerne og lod drengene drage på langfart, med et løfte om snart at komme tilbage.
   Det var åbenbart lige sket med Michael og hans puddel som beroligende fortrop. Michaels kone, Maria var ved at fjerne de værste spor af asfalteksem og blod inden hun overdrog resterne til forældrene.
   "Det gik vidst mest ud over deres stolthed" konstaterede hun mens Rasmus pustede ud og fordelte øl og chips mellem sig selv og Michaels puddel og vores cockerspaniel, der for en gangs skyld glemte at knurre af hinanden mens de tiggede om chips.
   "Skulle vi ikke snart fortsætte med at få gjort noget ved de forbandede fliser, formand?" mindede ordensmagten om.
   Rasmus er formand for klanens grundejerforening og politimanden Carsten er medlem af bestyrelsen med hovedopgaver i at holde løs kontakt med, og hente gode ideer fra et par andre bestyrelser i andre grundejerforeninger. Deres medlemmer kendte han fra sit arbejde. Der udvekslede de ideer om reguleringer af beboerforeninger samtidig med mere alvorlige reguleringer.
   Formand Rasmus sukkede dybt et par gange og overvejede svaret.
   "Dem vi talte med de sidste gange, havde hver sin Cand. PH(is) grad i bortforklaring" oplyste jeg hjælpsomt, fordi jeg havde været fungerende bisidder for Rasmus under et par af de møder.
   "Og dem skiftedes de til at finde frem fra forskellige lokalplaner og cirkulærer, hver gang vi stillede spørgsmål" bekræftede Rasmus. "Det orker jeg sgu'tte at starte forfra på, efter vi fik lavet vejen."
   "Og hvad så?" spurgte Michael optimistisk. "Vi har jo vores egen Cand PH(is). Skal vi ikke prøve at pudse ham på dem igen. Det gik jo meget godt sidste gang."
   "Bare jeg slipper" mumlede Rasmus med et blik på den nye asfalt, der stort set skyldtes amatørpolitikeren Mikkelsens enorme lager af uanvendelig viden.
   "Han er henne i deres nyttehave" oplyste Michael hjælpsomt.
   "Vi kan da prøve at gå derover" sagde Rasmus bestemt og synede de to middel medtagne Seg-board-piloter, der så ud til at overleve efter Marias førstehjælp og en cola." Der er hverken grund til udsættelse eller bortforklaringer af det der."
   "I går med, så han kan se hvad det drejer sig om" sagde han bestemt, tog to skridt og vendt sig. "Og jeg understreger - går!"
   Vi aftalte en foreløbig strategi undervejs til Mikkelsens anpart af Urban Farming, der efter sigende skulle skabe klimatilpassende oaser af grønt og medfølgende livskvalitet, og lå bag varmeværket. Alle vidste hans kone skaffede ham den, efter hans førtidspension, for at reducere risikoen for hans kulinariske eksperimenter med andre og mere eksotiske krydderier end dem, han selv kunne dyrke. Den virkede stort set efter hensigten. Vi fandt Mikkelsen midt i at høste mælkebøtter som han nåede at fortælle smagte lidt som rucula og både kunne bruges i både salater og the. Hans kone, Annelise, sprang bortforklaringerne over og drak kaffe og spiste minimale mængder af de salater, der var alt for opfindsomme.
   Kort efter betragtede Mikkelsen med lige dele medfølelse og sindsro vores medbragte årsager til at bestyrelsen anmodede ham at udtænke en ny drastisk aktion mod bortforklaringernes højborg.
   "Det kan da godt blive underholdende at høre hvad de vil undslå sig med i næste runde." mente Mikkelsen. "Må jeg tænke over det et par dage?"
   Da de formaliteter var på plads skiltes vi og gik vi hver til sit mens hundene overstod det nødvendige og genoptog deres normale venskabelige uoverensstemmelse.
   Hjemme havde debatten om kommende menuer forvist fiskefrikadellerne til en usikker plads bag en gang boller i karry en gang i næste uge.
   Over de følgende Hotdogs fik jeg bekræftet jeg førte på point næste gang vandrepokalen for Cand PH(is) i bortforklaring skulle udloddes. Min førerstilling holdt mens jeg spurgte ungerne om en af dem kunne tænkes at tage hundens nat tur så jeg for en gangs skyld kunne se slutningen af en film, der lød spændende.
   Christoffer fortalte at han og Carstens søn var midt i en on-line skakturnering de afviklede sidst på aftenen og Carina meddelte efter et nanosekund hun afgjort måtte tidligt til køjs med en bog, hun skulle have læst færdig til skole næste dag. Det er muligt jeg fører i den samlede stilling om point til vandrepokalen, men der er tæt løb.