Ni dage senere overrakte Timuchin kommandanten et fragtbrev, der bekræftede at fire et halvt tons finmekaniske jernvarer var lastet på damperen Polygynia, pakket i en container. MS Polygynia var dagen før afgået fra Port Sudan, mod nord.
   Dagen efter meldte gruppens speditør i Bariyas at Polygynia havde bestilt kajplads elleve dage efter, med de sædvanlige forbehold for vind og vejr.
   "Så må vi altså sørge for at de rigtige toldere er på arbejde den dag" sagde kommandør Nevzat med et smil til sin næstkommanderende Irfran. Det var ham, der havde kørt Timuchin tilbage til Dabah.
   Denne lovede at få det klaret med det samme og forsvandt ind i et rum.
   "Der er fire toldere i Bariyas" sagde kommandøren med et skuldertræk. "To af dem er vores folk. De andre vil ikke blandes ind i noget. Det skal vi nok få til at hænge sammen. Speditøren skaffer en bil, der kan tage containere. Jeg forbereder et sikringshold, til at sørge for, ingen blander sig."
   "Ikke for opsigtsvækkende" mindede Timucin ham om. "Det er kun den første af fire eller fem husker du nok. Dem i skændes med, kender sikkert også folk i Bariyas."
   "Det tager vi højde for" lovede Nevzat. "Bliver du i Dabah indtil første læs er overstået?"
   "Ja. Du vil vel ikke ha mig boende her?" spurgte Timuchin.
   Irfran vendte tilbage og bekræftede at tolderen ville blive kontaktet. Under en påfølgende sammenkomst hos kommandanten tog et par muslimske officerer fejl af drikkevarerne. Det blev den aften ikke mindre kedeligt af.
   Udenfor hørtes en eksplosion, og kort tid efter en anden. Det stoppede festlighederne mens alle så mod loftet eller døren. En stor støvet mand kom kort efter ind. Han så rasende ud, henvendte et par korte ord til Irfan og greb et glas og skyllede det i sig.
   Han blev sat i en stol med et nyt glas og så sig om for at finde et passende mål for sit raseri. Hans blik stoppede ved Timuchin, der nikkede kort til ham.
   "Hvem er ham der?" spurgte han rasende og pegede på Timuchin med en rystende finger.
   "Jeg er journalist der samler indtryk," svarede Timuchin neutralt.
   Han vidste ikke hvem, der burde vide hvad og fandt det klogest ikke at sige noget som helst til andre end kommandanten og hans nærmeste. Han tog et par skridt væk fra manden, der lignede en tikkende bombe. Han var iført støvede camouflagebukser, grøn skjorte og snavsede militærstøvler og dirrede af raseri og åndede tungt.
   "Jeg skal give dig indtryk," snerrede manden og rystede de andres hænder af sig. Han kastede glasset efter Timuchin, rejste sig og tog en flaske, hævede den til slag og bevægede sig smidigt frem.
   Timuchin undgik slaget og slog en knytnæve ind i mandens mellemgulv. Manden tabte flasken, snurrede rundt og afleverede et knusende spark som Tumuchin undveg med få millimeter. Han fulgte det op med et slag med en lige højre. Timuchin var forberedt og undveg ved at springe tilbage igen for at få fodfæste. Hans fod ramte den anden rent i solar plexus. Manden faldt bagover og tog dem, der prøvede at holde ham tilbage, med i faldet.
   Han kom hurtigt på benene og sparkede ud efter Timuchin igen.
   Timuchin fejede med held sparket bort og prøvede igen at undvige. Han var lamslået over den andens hurtighed og præcision og den styrke han mærkede bag sparket.
   Staben havde trukket sig tilbage bortset fra Irfran, der løftede en hånd og råbte noget. Irfran blev fejet til side af den rasende mand, så han faldt om.
   Mandens næve kom igen susende mod Timuchins hoved. Han undgik det rutineret og greb fat i armen, trak manden fremover og drejede dem begge rundt og fik bøjet den andens arm om på ryggen. Han gav ham et et skub fremaf og håbede tilskuerne greb ind, inden det udviklede sig til slagteri.
   Fyren fortsatte bevægelsen og drejede sig rundt og kom igen. Det lykkedes ham at hamre albuen ind i Timuchins ribben. Han drejede videre og trak hånden tilbage til et slag. Det lykkedes Timuchin at give ham et slag i maven, der drev al luften ud af ham. Til Timuchins overraskelse lugtede hans ånde af tandpasta. Manden trak sig tilbage og Timuchin lejligheden til at aflevere et sidespark mod knæet der fik ham til at falde over en stol.
   Langt om længe greb de andre ind. Fyren blev hjulpet op, holdt fast og blev hinkende bragt på plads i en stol med et nyt glas som han drak i en slurk, mens han stirrede arrigt på Timuchin.
   "Jeg har lige mistet en af mine bedste venner, vil jeg bare fortælle jer. Hvornår svarer vi igen på de skiderikkers skyderi."
   "Og så mente du altså du burde tæve en eller anden igen, Erkek" sagde Irfran tørt og ømmede sig, der hvor han havde stødt sig efter at være skubbet omkuld. Han trak Timuchin med udenfor.

De stod ved siden af hinanden ude i luften og ømmede sig begge og trak vejret dybt indtil Irfran dæmpet tog ordet.
   "Når en mortergranat slår ned, tæt på nogen, gør den mere end at eksplodere," sagde han stille. "Efter trykbølgen er overstået har implosionen suget noget ud af dig, der hverken kan lappes eller ses. Erkek har overlevet to, med minimale skader men mistede venner begge gange."
   De kikkede op på himlen et øjeblik og nød natten et øjeblik. Der var helt stille overalt. Enkelte mennesker bevægede sig stadig omkring rundt omkring. Man kunne mærkede den umiskendelige lugt af de flere hundrede mennesker, der var samlet på et mindre område med utilstrækkelig forsyning af vand og andre fornødenheder.
   "Skal vi prøve gå ind og præsentere jer ordentligt for hinanden." foreslog Irfran efter en passende tid. "Nu er han forhåbentlig faldet til ro." Timuchin fulgte ham tøvende efter et øjeblik og så til fra baggrunden, mens Irfran talte.
   "Du må nok hellere få at vide at ham du prøvede at banke, faktisk er kommet for at aflevere et par kasser granater og ammunition. De kommer om nogle dage, hvis du altså ikke slagter ham forinden, eller selv bliver slagtet."
   Han trak Timuchin frem.
   "Jeg synes i skal hilse på hinanden igen. Erkek er tolder i Bariyas, når han altså ikke vil slås eller er på patrulje. Det er han ikke de næste ti dage, har jeg sørget for."
   Timuchin måtte låne en køje sidst på aftenen, efter han et par gange havde forsikret kommandøren om, han hverken ville have en taktisk kommando eller et job som forbindelsesofficer hos ham. Ind i mellem de forskellige tilbud blev han særdeles gode venner med tolderen Erkek og næstkommanderende Irfran. Hvis de var bundet af nogen særlige regler om spiritus, var de suspenderet den aften.

***
   "Så har vi hul igennem" forsikrede Harper.
   En uge før havde De modtaget besked fra deres venner i Iron Mountain om at bekræftede 'rygter' meldte at yderligere 150.000 var indsat på våbenhandlerens konto. Nu var sidste afdrag indbetalt, som Harper skødesløst kaldte det.
   "Det her er en typisk profil for våbenhandel," fortalte han. "Nu er den afskibet fra guderne må vide hvor og undervejs til ukendt destination. Så er det vores opgave at studere netværket bagved, for at gætte på hvor der kan være problemer undervejs, og hvem der bidrager til dem. Advarslen fra første verdenskrig om ikke at være tre om en tændstik, gælder stadig."
   Christian og Karsten så spørgende ud.
   "Modparten observerer ilden når første mand tænder en smøg" forklarede Harper. "Sigter når den den anden tænder og skyder den tredie.Det er bare blevet lidt mere indviklet."
   "Det klarer man da bare ved ikke at ryge." mente Karsten. "Er der nogen pip fra vores fuglekikkere. Jeg er kommet til bunds i dem i Mallard (Gråand). Jeg fandt en enkelt ting, der gik videre som et rygte, som du sagde vi skulle."
   "Vores problem er stadig mængden af rå data." sagde Harper." Vi har en lille fordel ved at starte bagfra og nogenlunde vide, hvad vi leder efter. Bagefter er det nemt nok og vi kan ikke bebrejde andre for, ikke at have udpeget det for længst."
   "Hvert land behandler de forskellige oplysninger forskelligt og arbejder også forskelligt. De er altså ikke så meget for at dele, før de er færdige og de bliver tvunget til det" gentog Christian.
   "Hvordan finder vi så, rent praktisk netværket af støtte bagved, og får det fastlagt?" spurgte Karsten.
   "Tænk på Facebook og Twitter" sagde Harper.
   "Helst ikke" meddelte Karsten. "En gang jeg diskuterede ny bil med et par venner blev min side oversvømmet af tilbud på biler så der ikke var plads til almindelige hygge. Jeg købte en cykel i stedet."
   "Lige på en prik sagde Harper. "Som Van Enkhuisen har forklaret, gemmes og analyseres, det du skriver, af udbyder. Han rammer dine interesser præcist med browsere med algoritmer, der scanner jeres tekster for særlige ord og returnerer de annoncer der indeholder de samme ord. Hvis du skriver om tandpine, dukker der et par tandlæger op mens kærestesorger giver datingsider. Vi bruger det bare på en anden måde."
   "Og det er altså det, Van Enkhuisen fordriver tiden med?" spurgte Karsten. "At bytte 'varme' ord som biler ud med ammunition, i lovlige browsere?"
   "Et par af hans folk gør i hvert fald. De er ret dygtige til at udvikle algoritmer, der rammer den information vi søger, med præcision på få millimeter. I første omgang søger de navne. Det er det i læser og sorterer bagefter. Vi har fundet otte numre på jeres ven "Hamrod" som vi skal ha sat sammen og analyseret" sagde Harper.
   "Det her er en typisk profil for en våbenhandel. Så er det spørgsmålet om hvem der sender penge til skidtet og om de ved det. Vi arbejder baglæns gennem netværket."
   "Vi ved jo det kan lade sig gøre" mente Christian og kikkede på højre side af sin Facebook med nye øjne.
   "Jeg har hørt at søgeprogrammer oprindeligt blev udviklet i Fort Meade," sagde Harper. "Programmørerne er siden gået over i den private sektor. Gæt hvad de laver der."


I det samme kom en trio ind af døren til analyseafdelingen, anført af Van Enkhuisen.
   "Ikke nogen uinteressant øvelse" mente denne. "Den konto på Cypern bliver fyldt op fra otte andre. De bliver igen fyldt op fra en række banker fra hele Europa. Vi er kun lige begyndt at studere de otte leverandører, og er spændt på, om der dukker noget op vi kender i forvejen. Det er i hvert fald helt sikkert jeres ven 'Hamrod' sidder i toppen af det juletræ og dirigerer en del af systemet."
   Han standsede for at trække vejret et øjeblik.
   "Få nu ikke et hjerteanfald," sagde Dominic advarende. "Elizabeth var heldig i forgårs. Mens Hamod var aktiv lykkedes hende at fiske hans IMEI nummer. Nu går det ind i en browser for sig. Så optager vi det hele!"
   "Der er mindst to andre i det lag." sagde snedronningen. "Der er en til, der laver anvisninger. Ham får jeg også og den tredje, der laver den endelige bekræftelse, har vi ikke set så meget til endnu. Indtil videre kikker vi på de otte banker og trafikken på de konti. Det giver sikkert en del nye varme navne, i næste lag, i kan hygge jer med."
   "Så ser vi, hvad der dukker op." mente Van Enkhuisen.
   "Bliv nu ikke for ivrige, når i går i banken." formanede Harper "Husk vi formodes at være nogenlunde lovlydige her i firmaet."
   Snedronningen fnøs. "Den eneste der var smart nok til at fange mig, er ham der gir mig ordrer. God fornøjelse." sagde hun og smed et par papirer inden hun gik ud ud.
   "Det er nemlig rigtigt." bekræftede Dominic med et smil. "Hendes tidligere overordnede brokkede sig over besparelser, og at andre havde alt for meget. Hun brød ind i deres regnskabssystem og byttede lidt om på tallene. Desværre er hun ingen ørn til regnskab. Det blev opdaget sammen med et par andre småting, hun havde lavet for sjov."
   "Som du ikke behøver at komme ind på. Det var jo kun narrestreger," mente Van Enkhuisen og forlod dem også.
   "Hvad lavede du selv?" spurgte Karsten.
   "Ikke noget videre," grinede Dominic. "Mener jeg da selv. Kirkernes og bankernes hjemmesider var lidt kedelige så jeg byttede bare nogle billeder af bankdirektører og præster ud med noget andet, de ikke var helt tilfredse med. De fik lige pludseligt mange flere besøgende og jeg fik et tilbud jeg ikke kunne sige nej til. Kan i hygge jer? Jeg vil ud og løbe, sammen med nogle andre om et øjeblik.
   "Kan jeg komme med?" spurgte Christian.
   "Selvfølgelig. Vi mødes ved bagdøren hver mandag og torsdag klokken femten hundrede." sagde Dominic og gik. "Der er omklædning og brusere i kælderen. Hej så længe."