Solens varme stråler skinnede ind af det åbne klassevindue, og kærtegnede Kates kind. En nydelse i det ellers så dunkle klasseværelse. Kate lod et lille smil komme frem på hendes ellers så triste ansigt. I dag var det fredag, og hun kunne endelig efter en hel uge med hån og slag slippe ud af den forhadte klasse. Weekenden var hendes eneste glæde ved at gå i skole.
   En papirkugle susede gennem klasselokalet, og ramte Kate lige i nakken. En fnisen fra de andre gjorde det klart for hende, hvem der havde kastet den. Leonardo, klassen irriterende, onde, populære konge. Den person der altid var efter hende. Hun samlede roligt papirkuglen op, og foldede den ud. Du får smæk, klods. Stod der på den. Kates humør dalede. Snart ville hun få bank af Leonardo og hans følge. Ikke en rar tanke. Kate rystede af skræk resten af timen.
   Klokken ringede fri, og Kate fløj ud af klasseværelset i en fart. Hun skulle ikke nyde noget. Men hun nåede ikke længere end til cykelskuret, før hun så dem blokere vejen for hende. Det chokerede hende endelig ikke, at de var kommet hurtigere en hende. Hun kunne sagtens lægge to og to sammen. De måtte være sprunget ud af vinduet, og kom derfor hurtigere her hen.
   Leonardo trådte truende et skridt frem imod hende. Han var i en stramt siddende T-shirt, og hun kunne se alle hans store muskler. I en sukkersød tone sagde han, "Ville den lille katte klods ikke lege med os i dag?" Hans følge begyndte at grine. Han nød det og fortsatte, "vi havde eller sådan glædet os, og så bryder du bare aftalen." Han trådte endnu et skridt hen imod hende. Hun stod som lamslået. Løbe fra dem kunne hun ikke, og slås med dem var hun ikke stærk nok til. Der var kun en mulighed, at lade dem gøre det de ville. Alt andet ville være mere smertefuldt.
   Leonardo spændte sine muskler, og tog et godt tag i hendes bluse. Han løftede hen et par centimeter over jorden, og sagde hånligt, "Hvornår lære du det? Klods, du vil aldrig nogensinde kunne gøre mig noget, om det så kostede dig dit liv." Kate følte en trang til at svare igen, og uden helt at have tænkt det igennem svarede hun ham beslutsomt, "Nok er du stærkere, større og klogere en mig, men en dag vil det være dig der er den lille og svage, og når det sker, vil du trygle mig om hjælp." Han blev lidt forskrækket over hendes pludselige mod, men begyndte at skrald grinede han. Han slap sit tag i hendes bluse, og hun faldt fortumlet ned på jorden. Leonardo pegede en dreng ud, fordi han ikke selv var i stand til at give hende øretæver. Drengen sparkede Kate hårdt i maven, og hun krummede sig sammen i smerte. Leonardo som stadig ikke var kommet sig helt over sit grineflip, satte sin store fod oven på hendes hoved. "Søde lille klods, du har vidst ikke fattet det endnu. Jeg er kongen og vil aldrig nogensinde få brug for din hjælp," med et sidste fnis fjernede han sin fod, og gik videre med sit følge lige i hældene.
   Kate rejste sig kejtet op. det gjorde ondt i maven, men alligevel følte hun en vis sejr. For sig selv mumlede hun en lille hævn. "den der ler sidst ler bedst. Bare vent Leonardo, en dag vil dit følge svigte dig og så er du ingenting." Med disse ord fandt hun sin cykel, og drog hjemad.

Weekenden var skøn, men som alt andet der er dejligt, så har det desværre en ende. Kate cyklede næsten grædende i skole. Nu begynder hverdagens skræmmende rutiner igen. Hun stillede sin cykel. Sikrede sig at den var låst ordentligt, og gik ind.
   Da hun trådte ind i klasseværelset, kunne hun godt se at der var noget forandret. Leonardo var der selvfølgelig i god tid som altid, men han var alene. Da han så hende, viftede han hende nærmere, og bad hende kejtet om at sætte sig ned. Han havde grædt, kunne hun se, og gjorde derfor som han sagde. "Du må hjælpe mig Kate. Mine venner har forrådt mig, og udstødt mig som leder," Han var desperat kunne hun høre, og det morede hende meget. I et lidt muntert tonefald svarede hun, "Okay, og hvad vil du så have at klodsen skal gøre ved det?" Hun lagde mere tryk på ordet klods, bare for at provokere ham lidt. Leonardo så uforstående på hende, indtil det gik op for ham hvad hun endelig hentydede til. "Kate det var jo bare for sjov, det vi gjorde. Der var ikke noget ondt ment med det," Kate blev meget vred over disse ord og svarede i den hårdeste tone hun kunne, "Var det også bare for sjov da i ødelagde min cykel, eller dag i kastede mig i søen, hvor jeg nær var druknet. Hvis det er sådan noget du synes er sjovt, så kan jeg sgu godt forstå dine "Venner" ikke gider dig mere!" Leonardo slog sit hoved ned i bordet af skam. "Undskyld, undskyld Kate. Hvis du bare vil hjælpe mig, så vil jeg aldrig mere gøre dig noget," Han begyndte at græde. Noget Kate aldrig havde set ham gøre før. Det gjorde ondt i brystet at se ham gøre det, og en lille klump satte sig fast i halsen. Mellem sine hulk fik han fremstammet noget, som var meget svært at høre. "Du havde ret Kate. En dag ville jeg trygle dig om hjælp. Jeg havde bare aldrig troet det ville gå så hurtigt, eller at det nogensinde ville ske," Kate kunne ikke holde det ud mere, "Okay, jeg hjælper dig," Leonardo så overraskende på hende, "vil du virkelig hjælpe mig?" Kate tænkte sig om. " Ja på to betingelser. Et, at du aldrig mere driller mig eller andre. To, at du husker på at selv de små, dumme og svage sagtens kan være en stor hjælp for de store og stærke," Leonardo tænkte lidt over dem, men blev enig med sig selv om at det ikke var helt ueffent. "Det er en aftale klo... undskyld, Kate. De gav hinanden hånden derpå, og fra den dag af var de nærmest som bror og søster.