Der stod en stor og bister udsmider foran scenen på Peter Bådsmand i Løkken. Der placerede han sig, da han var færdig med at smide en kvindelig gæst ud. Hun havde overtrådt reglerne ved at hoppe op på scenen, hvor hun onanerede med en tom whiskyflaske. Det morede ganske vist gæsterne, så de hylede som prærieulve, men kontrolløren kunne ikke se det morsomme i det. Det kunne Pedro godt, og tanken fik ham til at smile skævt.
   Der var en mange i lokalet, og han var den eneste, der ikke at teede sig som en flygtet patient fra et psykisk plejehjem. Det behøvede han ikke. Det andet køns opmærksomhed kom helt af sig selv.
   Bandet var overenergisk. De sprang rundt på den minimale scene, og lignede titicacafrøer. Af og til væltede de ud på dansegulvet og hoppede tilbage igen, mens de høvlede syrede guitarsoloer gennem det anstrengte lydanlæg.
   Pedro lukkede øjnene, nippede til whiskyen og nød duften af karamel, der bredte sig i næsen, som et fløjlsblødt muskusoksetæppe. God årgang og den ægte vare. Her på stedet snyder man ikke, tanken flød ubesværet gennem sindet som en djævlerokke på otte meter vand.
   Kvinderne, de der ikke var stive som en brasiliansk kæmpeodders knurhår, holdt øje med ham ... selvfølgelig. Det havde han regnet med, for han brugte mange timer i træningslokalet, og kroppen var nu det, der svarede til gudestørrelse.
   Han kiggede på sin flade og skarpttegnede mave. En tatoveret ørn, der fyldte det meste af torsoen, stirrede tilbage. Den var svær at overse, og han elskede den. Musklerne scorede halvfems procent af kvinderne, ørnen klarede de sidste.
   Der var en, der nærmede sig. Hun vrikkede med hofterne, og han lagde mærke til lange læderstøvler, der afsluttede perfekte ben. Han beundrede håret. Det var ... hvad var det nu, de kaldte den slags i lægeromanerne? Jo, platinblondt og da hun stod foran ham, kiggede han dybt i et par øjne, der var grønne og funklende som smaragder. Hun lignede en digters fantasi. På samme tid smuk og farlig, som en gepard.
   Hun lænede ind over ham og hviskede helt tæt på øret.
   "Sikke nogen store muskler du har." Det var godt, hun var så tæt på, for det var umuligt at føre en normal samtale, så længe orkestret larmede som kohejrer. Hun fortsatte: "Du kan sikkert tilfredsstille en kvinde. En kvinde ligesom mig." Hun holdt en lille pause. Kun hendes dybe indånding tæt ved øret hørtes. Så hvæsede hun hæst: "Vil du ikke køre en tur sammen med mig. Jeg elsker at køre."

Dagen efter

Det var tidlig morgen, da Dan kom til Løkken. Han drejede til venstre, da GPSen forlangte det og havnede i en bilkø.
   "Satans!" Han stirrede gennem frontruden, men kunne kun se en række biler og - længere fremme - en stor gruppe mennesker, der stod ude på vejen, i noget der mindede om en uordentlig rundkreds. Deres tøj blafrede i blæsten, og de så ud til at fryse.
   Chaufføren i bilen foran stod ud og kiggede på forsamlingen et øjeblik, så begyndte han at gå hen mod dem. Han ville åbenbart selv undersøge, hvad der var sket.
   Dan sad et øjeblik, og overvejede hvad han skulle. Han var ansat af Nationalmuseets forskningsafdeling, og var i Løkken for at lede en udgravning. En eller anden havde fundet et sværd fra vikingetiden, og derfor skulle han sammen med Fin (den idiot) se efter, om der var mere.
   Han trommede lidt på rattet og besluttede til sidst at stå ud. Det var ulideligt at sidde og vente.
   Blæsten tog fat i skjorten og den sparsomme frisure. Vinden var isende kold og kom sikkert ude fra havet. Det var bestemt ikke badevejr. Det betød nu ikke noget, for han hoppede aldrig i bølgerne. Hvis han trak i et par tarzanbadebukser, ville tøserne finde ham lige så sexet som en rusten spade og hvorfor udsætte sig selv for det?
   Han kunne lugte pølser. Der måtte være en vogn i nærheden og hvorfor ikke? Han var midt i ferielandet. Hvis man ikke kunne sælge pølser her ... hvor så?
   Han gik ind på fortovet og bevægede sig hen til det sted, hvor ulykken, eller hvad det nu var, var sket. Da han kom tættere på, kunne han høre, folk tale stille med hinanden. De virkede utilpasse, som havde de mistet en PH lampe eller noget andet vigtigt.
   Han nåede helt ind mellem dem, og stillede sig på tæer. Han kunne se en mand ligge på asfalten. Han lå helt stille, smurt ind i blod.
   "Ved du, hvad der er sket?" Dan spurgte en tilfældig, der stod lige ved siden ad. Manden målte ham med øjnene, som for sikre, at det var ok at fortælle den slags til sådan en. Efter et langt spekulativt sekund, besluttede han åbenbart, at det gik an, og spyttede på fortovet:
   "Det er en turist, der er død."
   "Død?"
   "Myrdet." Dan spærrede øjnene op, mens manden fortsatte: "Politiet siger, at nogen spændte ham efter en bil, og derefter kørte de en vild tur med ham her gennem byen. Det skete åbenbart engang i løbet af natten. Han er vist nok totalt smadret."
   "Men hvem har gjort det? Nogen må da have set noget?"
   "Det tror jeg ikke. Hvis man venter til ved fem tiden om natten, så er den her by fuldstændig død. Man ser ikke engang en kat. Alle knalder branderter ud, og der skal sgu en atomsprængning til, før de vågner" Dan gøs og krammede sig selv med armene. Vinden var virkelig kold, men han var lige så nysgerrig som når han var på antikmesse i Tinghallen i Viborg og derfor spurgte han:
   "Er der nogen, der ved, hvem den døde er?"
   "Næh. Han er ... var turist. Jeg så ham i går, men jeg kender ham ikke."
   "Hvordan? Jeg mener, når du nu ikke kender ham, hvordan så... Manden afbrød ved at byde på en cigaret. Dan viftede forskrækket med hånden og havde en spydig kommentar på læberne, som han i sidste øjeblik bed i sig. Manden lod ikke til at bemærke noget. Han fortsatte med at forklare.
   "Jeg kan kende ham, fordi han har en ørn tatoveret på køleren. Den fylder det hele." Manden klappede sig på brystet for at vise, hvad han mente.
   "Så var han ikke i en T-shirt eller i en skjorte." Manden gryntede. Det skulle nok forestille latter.
   "Det er der mange, der ikke er her i Løkken om sommeren ... også tøserne." Han fik et sjofelt udtryk i ansigtet og tændte giftpinden. Dan trak sig skræmt et skridt baglæns.
   "Jeg skal på arbejde nede på stranden. Er der en anden vej derned?"
   "Ja. Øh, det er lidt svært at forklare. Har du en GPS?"
   "Ja."
   "Godt, så tast Sdr. Strandvej ind. Så kommer du derned."
   Dan takkede manden, og gik tilbage til bilen.

En time senere

Den kraftige blæst forsøgte at rive Fins kasket af. Han bandede og holdt den med den ene hånd, mens han med den anden lynede læsejlets dør op. Han syntes, det lød, som når han åbnede til en kvindes herligheder, dvælede et øjeblik ved tanken om snævre lædernederdele med stramme lynlåse og gik så indenfor.
   Mellem presningerne, der var stillet op i en stor firkant omkring udgravningen dels for at holde nysgerrige væk dels for at forhindre sandet i at dække de huller, de skulle lave, var der relativt vindstille, men næsen var allerede fyldt med det fine, hvide strandsand, som badebyen var berømt for, selvom han kun havde gået tyve meter for at nå hertil fra bilen. Han prustede luft ud med arrig energi. Det lød som en forårskåd kusse, syntes han, men alligevel nyttede det ikke en skid.
   Han kunne høre havet bruse, og der stank af rådden tang og saltvand, nærmest som en tissefrikadelle der trænger til at blive brugt. Nå, pyt. Løkken var, som den var, og det kunne han ikke lave om på. I det samme fik han øje på chefens ryg.
   "Hej Dan." Fin vinkede til ham. Chefen stod midt i indhegningen med et stykke papir. Han reagerede ikke. Det var selvfølgelig muligt, at han ikke havde hørt noget, men det var mere sandsynligt, at han ikke gad svare. Han var ligeså imødekommende som en narrefisse. Bred i det, sygekassebriller og en voldsom midterskilning. Han lignede en munk, hvis man så bort fra tøjet.
   Fin nåede helt hen til ham.
   "Hej Dan," gentog han. Den anden reagerede stadig ikke. Han nøjedes med at studere, hvad det nu var, han havde i hånden. "Selvtillid er en mus, der svømmer på ryggen op gennem Storebælt med stådreng og råber: Åben broen for helvede!" Dan kiggede overrasket, med øjne der virkede alt for store bag tykke brilleglas. "Det var her, du skulle grine." Fin gryntede et par ha ha for ligesom at gøre makkeren bekendt med konceptet.
   "Nå." Du store kineser for en tantekysser, tænkte Fin.
   "Hvad er det for et pornobillede, du står med?" Han kiggede Dan over skuldrene.
   "Det er en scanning af området, og der er et eller andet stort lige her under vore fødder." Han kiggede på sine sko og satte sig så på knæ med en lille skovl.
   Fin hev sin frem af baglommen. Det nyttede jo ikke, hvis chefen troede, han var doven.
   En halv meter nede stødte han på noget hårdt. Dan rankede sig ved lyden og kom hen til ham.
   Sammen ryddede de en kvart kvadratmeter og kunne så se noget, der mindede om et støbt gulv.
   "Hvad pokker er det?" Dan svarede selvfølgelig ikke, men gav sig til at røre ved, hvad det nu var.
   "At slikke fisse er det samme som at lege med mafiaen. En forkert bevægelse så er du ude i noget lort."
   "Hvorfor helvede siger du altid sådan noget pis?" knurrede Dan.
   "Det ved jeg ikke." Fin forsøgte at få ansigtet til at ligne en undskyldning, samtidig tænkte han: En chef uden humor, er som en kusse uden hul.
   Dan rejste sig, og kiggede lidt til den ene og lidt til den anden side. Fin anede selvfølgelig ikke, hvad det var, han ledte efter. Det eneste han kunne se var klitter, marehalm og det store læsejl, der blafrede i vinden.
   "Nå der." Dan gik lidt til højre.
   I sandet lå to almindelige skovle, og endelig gik det op for Fin, at arbejdskammeraten ville have noget mere effektivt at grave med end de små tingester, de hidtil havde brugt. Han rejste sig og gik efter ham.
   "Så var der den om manden, som er en tur i byen for at købe en fødselsdagsgave til konen. Da hun næsten har alt, har manden store problemer med at finde det helt rigtige. Lige pludselig får han øje på et skilt hos dyrehandleren. Frøer der kan slikke!! kun 300. Manden går straks ind for at købe sådan en. Da han kommer hjem, giver han konen gaven, hvorefter hun smider tøjet og sætter frøen mellem benene. Det lille grønne dyr sidder bare helt stille. Manden prøver at prikke lidt til den, for at få den til at slikke, men intet hjælper. Han bliver vred og ringer til dyrehandleren og fortæller, at frøen ikke gør noget som helst.
   Dyrehandleren lover at komme forbi med det samme. Da han kommer, sidder konen stadigvæk med den lille frø mellem bene..." Dan samlede skovlen op fra sandet, snurrede rundt og gloede på Fin. Et øjeblik troede han, at chefen ville smadre redskabet i næsen på ham, så han holdt hænderne op foran sig og mumlede: "Nå ... nå ... Øh. Jeg skal nok holde min kæft. På spejderære. Tjikker likker tjau tjau ... bomalada bow bow tjikker likker tjau tjau oui oui gob gob geb."
   Dan satte skovlen i sandet og lænede til skaftet.
   "Kom så med resten ... du kan sgu da ikke stoppe der." Der gik et sæt gennem Fin, og Dan lo ganske kort. Det lød, som havde han kighoste.
   "Øh ... jo. Nå ... jo, altså. Dyrehandleren kigger lidt på frøen og prikker til den. Den sidder stadigvæk helt stille. Så tager han den i nakken og anbringer den på hånden, går ned på alle fire og siger til den: - Nu er det altså sidste gang, jeg viser dig det!" Dan tog skovlen op på den ene skulder og gik forbi. "Det var altså nu, du skulle grine." Fin sagde det til hans ryg og kunne lige høre, at makkeren brummede noget i retning af:
   "Nå."
   Han begyndte at udvide hullet metodisk i den ene retning. Han ville selvfølgelig forsøge at finde enden på, hvad det nu var for et gulv, de havde opdaget.
   Fin samlede den anden skovl op og begyndte så at grave i den stik modsatte retning.
   Der gik vel ti minutter, og det eneste, der var at høre, var stormens der hylede, de blafrende preseninger og skovlene der raspede over den grove beton. Pludselig råbte Dan:
   "Her."
   Fin gik hen til ham, og gloede på det, han havde gravet frem. Der var ganske rigtigt en ende på gulvet, der hvor han var stoppet, og konstruktionen lignede et skydeskår. Et af den slags man brugte i middelalderen på borge og den slags, men dengang kunne de ikke lave cement, tænkte Fin, mens han undrede sig.
   Dan kiggede på ham og bankede på cementen.
   "Det er en bunker," sagde han. Fin rynkede panden.
   "En bunker?"
   "Ja, fra anden verdenskrig."
   "Hvorfor er den dækket til?"
   "Åh, det gjorde man i nogle få tilfælde efter krigen. Nogle syntes, det var ubehageligt at kigge på dem, men i dag er mange betegnet som bevaringsværdige. Så det er mere mærkeligt, hvorfor vore kort ikke viser, at den tingest ligger lige her." Fin vidste ikke, hvad han skulle svare, så munden tog som sædvanlig beslutningen selv.
   "Lille Per skal sammen med 25 andre elever starte i 1. klasse. Da læreren kommer ind, står samtlige elever midt på gulvet. For at få eleverne delt lidt op beder læreren alle elever, der bruger højre hånd om at stille sig i højre side af lokalet, mens de elever, der bruger venstre hånd skal stille sig i venstre side. Men Lille Per bliver stående midt på gulvet og spørger:
   "Hvad så med dem, der får rigtig fisse?"
   "Hvorfor helvede siger du altid sådan noget lort?"
   "Det ved jeg ikke."
   "Vi får nogen lokale til at grave en grøft omkring den." Dan slog ud mod den rende, de havde lavet.
   "Hvorfor det?"
   "Der ligger ikke noget fra vikingetiden, der hvor den står. Hvis vi skal finde sådan noget, må det være udenom bunkeren." Fin nikkede ganske vist, men han forstod det ikke. De vidste hvor bunkeren var. De kunne nøjes med at markere den, men det var Dan, der var chef, og hans mærkelig beslutning betød en fridag med løn. Hvem vil modsætte sig det? tænkte Fin. Ja, jeg vil ikke. Så han nikkede et par gange mere. Dans rynker i panden blev dybere, da han fortsatte. "Tag du bare fri nu, så får jeg fat i en lokal håndværker med en Bobcat." Fin smilede begejstret. Kællinger here I come, tænkte han.
   "Hvad med i aften?" Han håbede, at makkeren ville sige, at Fin kunne rende og hoppe, hvis han havde lyst, men det gjorde han ikke.
   "Vi spiser selvfølgelig aftensmad sammen på hotellet." Fandens så velopdragen en idiot han var. Det var ikke nogen hemmelighed, at de ikke kunne fordrage hinanden, men et arkæologisk team spiste sammen ... basta. Dans fantasi rakte ikke længere. Det vidste Fin faktisk godt, og uden at ville det smuttede der lige en ekstra vits over læberne.
   "Manden: Skal vi ikke prøve en anden stilling i aften? Konen: "Ok, du står her og stryger, mens jeg sidder i sofaen og prutter." Chefen så pludselig ualmindelig bister ud, så Fin skyndte sig udenfor læsejlet og blev omgående fanget af sandstormen, der igen prøvede at rive kasketten af.
   Fanden til vejr her midt om sommeren.

Samme aften

Dan sad inde i badehotellets restaurant. Udenfor blæste det stadig kraftigt, men vejrmeldingen lovede, at det ville stilne af i løbet af natten, så de folk Dan havde ansat til at grave en meter bred rende rundt om bunkeren, ville ikke få problemer med at komme i gang i morgen. En Bobcat med en forhåbentlig dygtig chauffør kunne hurtigt udføre denne den grove del af udgravningen, og han håbede, at de kunne komme rigtig i gang med undersøgelsen i løbet af i overmorgen. Det kunne ikke blive i morgen. Af, han tænkte lidt og tilføjede så stadig i tankerne: private årsager. Han stønnede, da en velkendt stemme skar gennem lokalet.
   "Tarzan mistede et øje, en arm og pikken. En medicinmand gav ham et falkeøje, en abearm og en elefantsnabel. Senere spurgte han, hvordan det gik. Med øjet kan jeg se meget bedre, end jeg plejer, med armen kan jeg bedre svinge fra træ til træ, men jeg er træt af, at pikken konstant stopper græs op i røven på mig!" Dan kiggede arrigt på Fin, der lige var dukket op. Idiotens situationsfornemmelse var mindre end et ødelagt vaskeprogram, tænkte han. De andre gæster gloede chokeret på den unge arkæolog. En dame holdt sin lille datter for ørerne, og et par unge fyre grinede. Restauranten på Kallehavegård badehotel var en af byens fineste, og der var grænser for, hvad man kunne tillade sig at råbe, men det nytter vel ikke engang at sige det til ham, tænkte Dan, mens han kiggede efter et sted, hvor han kunne gemme sig.
   Fin lod ikke til at opdage noget. Han snoede sig ind og ud mellem servitricer og tjenere og undgik med nød og næppe at vælte de legende børn, der nød ferien her i Løkken. Hans ansigt var et stort smil. På hovedet var som sædvanlig den åndssvage kasket. Ville han ikke engang tage den af, når han var herinde at spise. Åbenbart ikke. Og Dan mindede sig selv om, at han ikke burde være overrasket. Fin havde altid opført sig sådan, uanset hvor de var henne.
   Han satte sig.
   "Nå, har du bestilt noget?"
   "Ja." Dan gik i gang med at forklare, at han havde engageret nogle håndværkere, og at de begyndte i morgen, og at de derfor også skulle holde fri i morgen, men så kom han ikke længere, for Fin afbrød ham med et grin.
   "Nej, jeg mener sgu da, om du har bestilt noget at æde." Dan rystede på hovedet.
   "Jeg ville vente, til du kom."
   "Fint." Fin greb menukortet. Dan tog også sit og spekulerede på, hvorfor han egentlig havde ventet på ham. Han kunne ikke engang lide stodderen og de flade vittigheder. Han nåede ikke noget resultat. Det var bare sådan, det var. Fin var ligesom en ødelagt dampmaskine. Ubrugelig, usælgelig og umulig at komme udenom, fordi den fyldte hele lokalet og kun kunne en ting, nemlig: at stå i vejen.
   Børnene hylede og skreg, mens forældrene kæmpede med bøffer og kartofler. Der fandtes restauranter, hvor børn ikke var velkomne, men det gjaldt ikke her. Dan stirrede ærgerligt på de små bæster. Han ville godt have fred og ro, mens han spiste. Han ville til hver en tid vælge en cementblander frem for unger, for den kunne man afbryde, når man havde lyst. Børn var selvkørende, og så vidt han vidste, var der ingen afbryderkontakt i nakken på dem. De var i hans øjne et eksempel på dårligt design.
   "Nå da da." Fin hævede et øjenbryn.
   "Finder du noget, du kan lide." Dan havde udset sig en Hirtshals rødspætte.
   "Ja, for Søren." Dan så, at kollegaen ikke kiggede i menukortet, men over det. Han drejede sig og forstod.
   To kvinder et sted i tyverne vrikkede gennem restauranten på høje hæle, mens de halvt irriteret undveg de larmende unger. Den ene var lille og fiks. Hun havde et oprørende rødt hår og blå øjne, og der var noget pågående over hende. Dan brød sig ikke om den slags. Cheerleadertypen fik ham til at føle sig utilstrækkelig. Den anden var noget højere, lidt mere buttet, og der var et genert glimt i de grønne øjne. Det var bedre. Hende ville han godt kæle med, men hvordan spurgte man en fremmed om den slags. Nej, så var en PH lampe nemmere at have med at gøre. Den protesterede ikke, hvis man gramsede på den.
   "Hej piger." Dan kiggede efter et sted, hvor han kunne gemme sig.
   "Kan du for helvede ikke bare opføre dig ordentligt," hvæsede han. Fin lod, som hørte han det ikke.
   "Sæt jer her ved os. Vi giver aftensmaden." Det kan han sagtens tilbyde, tænkte Dan, for det er Nationalmuseet, der betaler, og hvis regningen bliver for stor, er det udgravningens chef - altså mig - der får røvfuld.
   Pigerne smilede, og der blev lidt mere liv i hofterne, da de svansede forbi. De sagde ikke noget, men de satte sig ved nabobordet.
   "Hvad hedder sådan to søde piger så?" Fin lænede over mod dem og lod øjnene udføre deres magi. Den lille fine af dem ... hende med det røde hår ... blinkede til ham. Hun var allerede charmeret. Dan anede ikke, hvordan Fin bar sig ad, men det virkede hver gang, og det var ikke til at holde ud.
   "Gabriella." Hendes stemme var hæs og forførende. Hun er ude på det der, tænkte Dan chokeret. Det er derfor, hun er i Løkken. Kun derfor. Han var forarget og samtidig misundelig, for hvordan kunne det være, at Fin altid spottede den slags? Dybt nede vidste han godt, at makkeren bare sprang i kødet på alle hunkønsvæsner. Hvis han blev afvist af den ene, hoppede han om halsen på den næste. Enkelt i virkeligheden, men effektivt. Dan kunne ikke få sig til det. En gammeldags grammofon af den slags der skal trækkes op, kunne han kæle og kysse i timevis, men en kvinde! En han ikke kendte! Han ville gerne, men...
   "Har I besluttet, hvad I vil bestille?" En sød servitrice i en sort, kort nederdel med en notesblok i hånden stod klar til at skrive.
   "Er der virkelig ikke et rygeværelse nogen steder." Gabriella lagde 20 Prince på bordet og lød sur. Dan vred sig indvendig. Kunne hun ikke bare holde sine afskyelige vaner for sig selv.
   "Nej, desværre." Servitricen lød virkelig, som var hun ked af det, da hun drejede sig for at svare den unge kælling. Dan havde lyst til at sige, at rygere kunne ryge og rejse eller hellere omvendt. Han så gerne et totalt forbud, og han syntes, at folk med cigaretter i lommen burde idømmes lange fængselsstraffe.
   "Jeg tager en Hirtshals rødspætte," han vrængede ansigt, da han sagde det. Vi er her for at spise ikke for at få lungekræft, tænkte han.
   "Sådan en tager jeg også. Hvad med jer piger? Jeg giver." Fins stemme var stadig lige munter. Dan tænkte på at fortælle, hvem det var, der kom til at punge ud, men nåede det ikke.
   "Det vil vi da godt." Gabriella - den afskyelige ryger - flimrede med øjnene. Den anden nikkede og så flov ud. Dan følte det, som havde han slugt tungen. I halsen var der i hvert fald en sær blød klump, der forhindrede ham i at sige noget.
   "Fire rødspætter," Servitricen noterede.
   "Og to flasker hvidvin ... husets," tilføjede Fin og rejste sig. "Har I noget mod, at vi sætter os her hos jer?" Pigerne rystede på hovedet. Dan åbnede munden for at protestere, men da der ikke kom nogen ord ud, rejste han sig også og gik over til dem.
   "Jeg hedder Fin. Det der er min kollega Dan, og jeg fik ikke fat i, hvad det er, du hedder?" Han kiggede på den buttede pige.
   "Hanne," hendes stemme var stille og navnet passede godt til hende, syntes Dan. Han rakte dem hånden, og de trykkede den høfligt.
   "Hvorfor har julemanden så store nosser?" Det var selvfølgelig Fin, der ikke kunne nære sig. Den søde af pigerne rødmede, så fortsatte idioten: "Det er fordi, han kun kommer en gang om året." Gabriella brølede af grin, og Hanne lo stille med, men hun virkede lige så flov, som Dan følte sig. Han kunne godt lide hende.

En halv time senere.

"Vi kørte sgu en kat over på vejen herop." Det var hende, der hed Gabriella, der sagde det. Dan sammenlignede hende med en røgalarm. Når sådan en hyler, er det næsten umuligt at standse den.
   "Nå, det var da ubehageligt." Dan syntes ikke, det lød som om Fin var spor interesseret i katte, derimod slugte han den rødhårede med øjnene. "Og så kørte hende der gud hjælpe mig tilbage igen for at glo på kræet." Hun skulede til Hanne, der blev rød i ansigtet.
   "Jeg kunne da ikke holde ud til at tænke på, at den måske lå og led."
   "Gjorde den så det?" Fin nippede til sit vinglas.
   "Ja, bagkroppen var helt smadret, men den var stadig levende."
   "Fy for pokker. Hvad så?"
   "Ja, så slog hun den ihjel med en stor sten." Det var Gabriella, der igen brød ind i samtalen.
   "Kunne du godt det, Hanne?" Fin lød tilpas imponeret.
   "Jeg græd, mens jeg gjorde det, og jeg fortsatte inde i bilen, da vi kørte videre. Altså med at græde." Hanne tørrede sig over øjnene. Dan syntes, hun var lige så sød som en folkevognsboble.
   "Hvad med dig? Hvad gjorde du?" Fin kiggede på Gabriella.
   "Jeg kastede op."

Noget senere

Aftenen skred frem. De fik rødspætterne, de delte vinen, og pludselig var Fin og Gabriella forsvundet. Man behøver ikke at være hjernekirurg for at regne ud, hvad de laver, tænkte Dan og blev vred. Hvorfor havde Fin så let ved det med damer? og hvorfor Dan så svært ved det.
   Hanne kiggede på ham og så væk.
   Han kiggede på hende og så væk.
   Hun åbnede munden og lukkede den igen. Det gjorde han også.
   Efter et kvarter havde han fået nok. Hvad formål tjente det at sidde her og være utilpas.
   "Nå, men jeg må også..." han rejste sig og kiggede forlegent på hende.
   "Det må jeg også," hun skubbede stolen tilbage, og de gav hinanden hånden.
   "Det var hyggeligt." Dan kunne høre, at det lød falsk.
   "Ja ... meget."
   "Nå, men så må..."
   "Ja, det må jeg også," hun gabte.
   "Så godnat."
   "Tak for i aften."
   "I lige måde." Hun gik.
   Han sjoskede tung i benene op på sit værelse. Receptionen var tom, da han gik forbi, og derfor stjal han en gammel telefon, der stod til pynt på et bord. Den ville tage sig fint ud i samlingen.

Næste dag lidt over middag

Der duftede af lækker mad her på Peter Bådsmand.
   Om natten var det et larmende diskotek som af og til også havde livemusik på scenen, havde manden med bobcaten betroet ham, men om dagen var det en hyggelig og virkelig god cafe. Desuden var den ikke ret langt fra udgravningen.
   Dan havde lige været dernede for at konstatere, at de var færdige med at grave rundt om bunkeren. Det var de selvfølgelig.
   Han kiggede ud gennem vinduet. Cafeen var så tæt på stranden, at der føg sand forbi på vejen. Der var ikke mange mennesker at se nogen steder. De holdt sig indendørs i sommerhusene og på hotelværelserne, mens de fortalte hinanden, at det var et lortevejr. Det var det også, men vinden var alligevel ikke så kraftig som i går, da han ankom. Metrologerne havde godt nok sagt, at vinden ville lægge sig helt, men de tog som sædvanlig fejl. Hvad vidste den slags om vejret? Ikke mere end hvad politikere vidste om at regere.
   I brystlommen på den tynde jakke kunne han mærke to kraftige hængelåse, som han stjal i det lokale byggemarked. Det var to timer siden. Han havde ikke brug for dem, men de var rare at have. De var begge lige rustne og ganske vist på tilbud, men han købte aldrig noget, der lige så let kunne stjæles. Hvorfor dog gøre det?
   I inderlommen tyngede den kraftige revolver, som Jensen forsøgte at skyde ham med. Den virkede, og den beroligede ligesom en stesolid. Derfor havde han uden tøven rakt ud efter den i kufferten, der stod på værelset, han havde lejet på Kallehavegård badehotel, og lagt den i inderlommen.
   Han fik i det samme øje på Ida og rettede ryggen. Hun åbnede døren til Peter Bådsmand, og han vinkede hende fra den bås, som han sad i. Hun satte sig og så muggen ud som sædvanlig.
   "Vil du have noget?" Hun rystede på hovedet. "Hvad kan jeg så gøre for dig?" Han forsøgte næsten desperat at være flink. Hun kiggede på ham, derefter på lokalet og dvælede lidt ved den store firkantede bar i midten af lokalet. Hun er gammel, tyk og kvabset, tænkte han, og studerede hendes lår, slaskede mave, dårlige holdning og det evigt sure udtryk i de brune øjne bag de stærke briller. Hvad ser Bent i hende?
   Han forestillede sig den unge mand, som han så ud den eneste gang, han havde set ham. Han var ganske pænt bygget og meget venlig, og han var forelsket i Ida, havde han sagt. Du store kineser, tænkte Dan, da han fik den serveret, men OK nogle mænd tændte på kæmpekvinder, så hvorfor skulle der ikke være en, der tændte på kællinger, der var sure som et glas eddike og kvabsede som en sæk hestelort?
   "Jeg vil skilles. Du kan lige så godt skrive under med det samme." Hun rodede i tasken og smed et bundt papir på bordet mellem dem.
   Han vidste det godt. Hun ville giftes med den ny lover, som det nok var sjovere at tyrannisere. Det fik ham til at føle sig som et stykke gammelt legetøj en forkælet unge smider i skraldespanden.
   "Men ... eh ... skat."
   "Vi har været gennem alt det der. Du elsker mig ikke, og jeg hader dig. Skriv så under." Stemmen var ligeså skarp som et samuraisværd og muligvis ligeså dødbringende. Han lænede frem og greb den kuglepen, hun rakte ham.
   "Et øjeblik ... jeg er jo nødt til at læse, hvad jeg skriver under på ikke?"
   "Det er nemt. Vi to bliver skilt. Jeg beholder alt, hvad vi har, og du begynder forfra." Han spærrede munden op og klaskede den sammen igen. Han havde regnet at de kunne dele.
   "Men ... det kan du da ikke mene? Jeg vil i hvert fald beholde sommerhuset." Hun lo koldt uden at virke glad. Så tog hun en I-Phone frem og rakte ham den.
   "Bare rolig jeg har skruet lyden ned." Han tog det lille apparat med rystende fingre og trykkede på play.
   Der var ganske rigtig ikke lyd på, men filmen viste en scene fra sommerhuset, som han kendte alt for godt, og som han troede, ingen andre kendte noget til. Jensen pegede hid og did med en revolver, mens han råbte et eller andet til Dan, der ikke behøvede lyden, for han kunne sagtens huske ordene nemlig: Du har stjålet min Apple 1.
   Det var rigtigt. Den stod i Dans private museum sammen med alle de andre genstande, han havde raget til sig i tidens løb. Den var et klenodie. Den første egentlige hjemmecomputer. Der var kun mellem 60 og 70 tilbage af dem i verden, og kun 6 fungerede endnu. Den der havde været Jensens, var en af disse.
   Filmen viste, at Dan greb en ildrager, der stod ved siden ad brændeovnen. Han svang den og ramte Jensen i tindingen. Manden sank sammen. Dan lænede ind over ham og tog revolveren. Så skød han den bevidstløse mand to gange i hovedet.
   "Hvis du ikke giver mig det hele." Ida smilede ondt og tilføjede: "Så får politiet en kopi af den der lille film. Hvor gjorde du af liget for øvrigt?"
   "Det kommer ikke dig ved!" Dan var ør i hovedet, og havde svært ved at genkende sin egen stemme. Han havde ikke set det her komme, og følte det næsten som blev han kørt langsomt over af en damptromle. En række billeder drønede gennem hjernen. Han bar Jensen ud til den nye tilbygning til sommerhuset. Der var gravet ud til sokkel, og cementen var stadig våd. Han rullede ham ned i den, og han sank mod bunden. Ham var der ikke nogen, der nogensinde ville finde. Hvis bare den åndssvage film ikke eksisterede.
   "Hvorfor har du anbragt kameraer i sommerhuset?" Hun grinede højt og lød som en heks.
   "Jeg troede, du havde en elskerinde."
   "En elskerinde?" Han gloede. Hvordan kunne hun få den tanke?
   "Ja, jeg fandt ud af, at du tit var i sommerhuset, når du havde sagt til mig, at du skulle på arbejde, og så monterede jeg nogle små billige webcams, så jeg kunne se, hvad du lavede på min I-Phone." Det var rigtig nok, at han af og til sneg sig til en fridag, som Ida ikke anede noget om, men det var for at nyde de skatte, han havde samlet. Alt det han havde stjålet i løbet af sit liv fra udgravninger, fra kolleger som Jensen, fra svigerfar, der havde en fantastisk våbensamling, fra hoteller og fra mange andre. En anden kvinde, tænkte han. Han var ikke god til at fange den slags, men det vidste hun måske ikke.
   "Var der kameraer i hele sommerhuset?" Han kunne ikke skjule sin nervøsitet.
   "Alle rummene ... undtagen dit meditationskammer, som du kalder det. Det var låst med fire dyre låse, og jeg kunne ikke komme ind uden et koben, men jeg vil have nøglen til det, når vi bliver skilt." Ok, så havde hun ikke set skattekammeret endnu. Det var dog noget. Kunne han nå at flytte det hele, inden hun og Bent tog de nye besiddelser i brug?
   Han trak vejret dybt og rakte hænderne op mod loftet.
   "Ok, du vinder." Han skrev under, og hun smilede lykkeligt. Det var længe siden, hun havde gjort det.
   "Værsgo." Han rakte hende papirerne.

Dagen efter om formiddagen

"Vi skulle have taget pigerne med." Fins stemme fik Dan til vågne op. Han erkendte, at han var ukoncentreret. Mødet med Ida sad i ham, men det kunne han ikke fortælle til nogen.
   "Vi er ikke her for at underholde et par tøser," han vrissede, Fin trak på skuldrene og kiggede på bunkeren, som håndværkerne gravede fri i går. De havde lavet en rende hele vejen rundt om den. Den var dyb ... i hvert fald tre meter, og den var en meter bred.
   Fin var ved at bakse en stige ind mellem betonmurene og sandet. Da den stod solidt, kravlede han ned til bunden. Dan fulgte efter, og sammen gik de hele turen langs den uhyggelige bygning.
   "Mor og far lå og elskede i sengen, da lille Karl kommer ind. Karl: hvad laver I? Far: vi bager boller. Karl: nå så er det derfor, mor har glasur i hele hovedet!"
   "Hvorfor helvede siger du altid sådan noget pis?" Dan stønnede.
   "Det ved jeg ikke." Det var det typiske svar, og Dan troede faktisk, det var sandheden. Alligevel var der en arrig spænding inde bag panden. Fin forsvandt med Gabriella også i går, og de havde sikkert moret sig herligt lige til nu. Hanne listede som sædvanlig op på sit værelse uden at bede ham følge med. Tænkte hun overhovedet på ham, da hun var gået i seng. Han tænkte i hvert fald på hende og på Fin og Gabriella, der sikkert tumlede rundt på gulvet eller sengen, mens de svedte og stønnede, sagde vittigheder og lo. Den eneste kvinde, han havde haft, var den gamle, grimme, sure Ida, og nu smed hun ham ud, og sagde at hun hadede ham. Han fik lyst til at gribe Fin om den tynde hals og klemme, indtil livet forlod sovekammerøjnene. Impulsen var stærk, og det var med besvær, han fik den under kontrol.
   Der var koldt her tre meter nede, og han kunne ikke længere se bobcaten, som håndværkerne lod stå indenfor indhegningen. Det havde han bedt dem om. Måske ville han få brug for den igen? Den var i hvert fald god at have i nærheden. Og de havde oven i købet ladet nøglerne sidde i. Det var flinke håndværkere, der var her på egnen.
   De gamle betonmure lugtede af mug. En helt anderledes fornemmelse end oppe på overfladen, hvor det varme og tørre sand satte sig i næsen og gav ham en fornemmelse af at stoppe til. Nærmest som var han forkølet.
   Stormen var løjet helt af i løbet af natten, og solen gjorde alt ulideligt varmt, men hernede var det, som stod noget ondt og lurede på dem.
   Han skuttede sig. Fin så det åbenbart:
   "Ja her er sgu lidt uhyggeligt. Ikke sandt?" Dan var for en gangs skyld enig med idioten med kasketten, der stod ved døren til bunkeren og undersøgte en hængelås.
   "Det vil være let at bryde den op, selvom den ser forbavsende ny ud. De var sgu dygtige de nazister. Det må man lade dem." Han pegede på den.
   "Ja, men det er sgu ikke nazisterne, vi er kommet for at studere. Dan pegede ind i sandmuren og tilføjede: "Det er vikingerne."
   "Hvis vi da finder noget?"
   "Sværdet blev fundet her."
   "Sandt nok, men det betyder jo ikke, at vi finder andet." Dan trak på skuldrene. Fin havde ret. Der var mange mulige forklaringer på, hvorfor vikingesværdet var havnet lige her.
   Fin undersøgte hængelåsen en gang til. Den raslede, når han rørte den.
   "Vi skulle have taget tøserne med."
   "Det har du allerede sagt, men hvorfor helvede skulle vi det?"
   "De bliver bange, hvis vi lokker dem ind i den her gamle fæstning."
   "Og hvad så?"
   "Og hvad så?" Fin kiggede overrasket på Dan. "Piger, der er bange, bliver liderlige." Han gjorde et par vulgære bevægelser med underlivet. "Frygt er lige så effektivt som sprut." Dan trak på skuldrene. Det var muligt, at Fin havde ret, men det var ligegyldigt. Tøserne skulle ikke med ind i bunkeren. Ikke hvis han kunne forhindre det.
   "Er der kun den ene indgang?" Fin nikkede i retning ad døren.
   "Ja. Sådan byggede man som regel bunkers. Kun en dør at forsvare."

Samme aften

"Skal vi ikke tage en drink mere?" Fin kiggede i sit glas. Det var tomt, og det var deprimerende. Gabriella nikkede og smilede.
   "Men bagefter Fin ... så skal vi op på værelset igen." Han gispede, men sørgede for at skjule det.
   "Jeg vil gerne have en til." Det var Hannes stemme.
   Chefen brummede og så som sædvanlig sur ud, men han nikkede. Han vil hellere i seng, tidligt op i morgen og i gang med arbejdet, tænkte Fin, men når nu det var Hanne, der gerne ville have en drink mere, gav han sig. Der var ingen tvivl. Den gamle stivstikker var lun på hende. Fin kvalte et grin. Var der ikke noget med, at stodderen var gift? Men konen var vel langt væk, og hvad hun ikke vidste, havde hun heller ikke... og så videre. Han vinkede efter tjeneren.
   De sad i badehotellets bar. Der var sagte musik i baggrunden. Deres tomme whisky-on-the-rocks-glas duftede af karamel, og den odør blandede sig med tøsernes parfume. Der var 10 - 12 gæster i lokalet, og de talte stilfærdigt. Et hyggeligt sted, men Gabriellas værelse lå lige oppe ad trappen, og det følte Fin som en trussel.
   Det slubrede, da han sugede de sidste dråber op. Han forsøgte at fange hendes øjne.
   "Skulle vi ikke gå på et eller andet diskotek?" Han skubbede til whiskyglasset. Hvis de havnede på hendes værelse, ville hun kneppe, og han kunne ikke mere. Måske i morgen eller i næste uge, men ikke nu. Den første nat havde de fortsat til solen stod op. Til sidst besvimede de af udmattelse nærmest som kaniner. Da de vågnede fik de en hurtig frokost og så gik eftermiddagen med at vælte rundt i hendes lille værelse på badehotellet kun afbrudt af aftensmaden. Da han mødte ved udgravningen i formiddags, havde han slet ikke sovet, og efter fyraften gav hun ham heller ikke tid. Han var bange for at dø af væskemangel. Hvor mange liter sperm kan en mand klare at miste i timen? Han kendte ikke svaret, men han var tæt på den grænse. Derfor havde han fået selskabet lokket ind i baren, og derfor foreslog han, at de skulle gå videre til et af diskotekerne. Planen var at snige sig væk i ly af mørket.
   "Tjoh." Hun lød ikke interesseret.
   "Ja, jeg ved nu ikke rigtig." Hanne rynkede brynene og fortsatte: "Jeg vil gerne tidligt op i morgen. Der er meget her på egnen, som jeg gerne vil se."
   "Vi behøver da ikke blive der så længe," påpegede Fin. Han var nervøs for, at hvis hun ikke ville med, så kunne Gabriella måske også finde på at springe fra, og så ville han igen lande i den opslidende dobbeltseng på hendes værelse.
   "Vi skal ikke på diskotek." Dan havde iført sig chefminen. Den klædte ham ikke ret godt. "Vi skal tidligt op. Der er meget arbejde, der skal gøres."
   "Ja. Hvad ønsker herskaberne?" Bartenderen bøjede ind over bordet og tog de fire tomme whiskyglas.
   "En omgang mere." Fin lurede et øjeblik på Dan, inden han vovede at tilføje: "Skriv det på Nationalmuseets regning." Dan fnøs. Tjeneren nikkede og forsvandt bag baren.
   "Ja, men hvis I ikke vil på diskotek. Skulle vi så ikke vise pigerne vores udgravning?" Fin tænkte, at der var der også mørkt, og så kunne han måske blive væk.
   "Nej." Dan lød meget bestemt. Øv, tænkte Fin. Idioten var altid på tværs, men han vidste selvfølgelig heller ikke, at Fin var døden nær på grund af søvnmangel og dehydrering.
   "Er der noget interessant i den?" Gabriellas øjne fangede Fins.
   "Vi har gravet en gammel tysk bunker fri af sandet."
   "En bunker?" Hanne lød lidt nervøs. "Sådan en hvor tyskerne opholdt sig under anden verdenskrig, og hvor de torterede deres fanger og udførte uhyggelig medicinske eksperimenter?"
   "Nemlig og vi kan sagtens komme ind i den."
   "Ind i den?" Gabriella gispede. Det tændte hende. Fin sukkede, men var ikke overrasket. Hun var umættelig, og det føltes som hang hans røv kun fast i en sytråd. Han hørte, at hun fortsatte: "Det lyder meget uhyggeligt."
   "Det er det også i sær her om aftenen, men jeg skal nok holde dig i hånden." Gabriella havde svært ved at sidde stille. I det samme bøjede tjeneren ind over bordet og anbragte fire nye glas.
   "Vær så artig." Så var han væk igen. Gabriella vred sig stadig. Udsigten til en klam, kold, mørk bunker, til at være bange, til at bilde sig ind at man kunne høre rædselskrigene fra fortiden. Det ophidsede hende. Fin gloede fascineret, men samtidig fik han kvalme.
   "Vi skal ikke ind i den bunker," Dan skød underlæben frem over overlæben. Fin syntes ikke, det gjorde ham kønnere.
   "Nej, jeg tør altså heller ikke." Hanne holdt sig med hænderne foran munden, og hun spærrede de grønne øjne op. De er faktisk det kønneste ved hende, tænkte Fin.
   "Hvilken legemsdel bruger man mest, når man onanerer." Han vidste som sædvanlig ikke, hvorfor han sagde det.
   "Åh, nej, ikke flere vittigheder," Dan stønnede og tog sig til hovedet.
   "Det ved jeg ikke. Jeg har aldrig..." Hanne blev knaldrød i ansigtet.
   "Gu har du så," det var Gabriella, der afbrød hende, og hun stirrede hårdt på veninden. Der var noget ondskabsfuldt over det blik. Det gjorde Fin nysgerrig. Hun ydmygede Hanne, og hun nød det. "Man bruger selvfølgelig højre hånd mest," fortsatte hun.
   "Nej, det korrekte svar er ørerne. For at høre om der kommer nogen," han sagde det automatisk og havde endda glemt, hvorfor det var pointen. Han studerede Hanne, der var lige så rød i ansigtet som en røvballe efter en endefuld. Gabriella brølede af grin og fjernede endelig øjnene fra veninden, der kiggede ned på lårene.
   "Ok. Jeg vil ned i den bunker." Gabriella greb glasset og tømte det i et enkelt drag.
   "Ja, ja." Dan sukkede meget dybt, hænderne rystede, og han skyndte sig at gemme dem under bordet: "Så lad os alle sammen tage en tur gennem den bunker, men vi bliver der ikke ret længe. Jeg vil fandeme have min nattesøvn."
   "Men jeg tør ikke." Hannes øjne var vilde af skræk.
   "Du tager bare med," Garbriellas stemme indbød ikke til diskussion, og Hanne sagde ikke mere.
   "Godt." Fin rakte ud efter sin whisky
   "Tag det roligt." Dans stemme standsede ham. Jeg henter et par lommelamper og en stor tang til hængelåsen. Ellers kommer vi ikke ret langt. Vi mødes ude på parkeringspladsen. Det er nemmere for mig at tage brandtrappen frem for at gå igennem receptionen en gang til."
   "Ok. Fem minutter så. Vi venter derude." Dan nikkede og rejste sig.

7 minutter senere

Dan nød, at Hanne valgte at gå ved siden ad ham, som søgte hun beskyttelse. Det var vel også det, Fin påstod tidligere, altså at tøserne blev lettere at lokke, hvis de var fulde eller bange, og Hanne var virkelig nervøs. Han kunne høre det på åndedragene, der var lidt for hurtige og overfladiske. Af og til kiggede hun undersøgende på ham, som ville hun spørge, om hun måtte tage ham i armen eller sådan noget, og han håbede inderligt, at hun tog det første skridt, for han kunne ikke få sig til det.
   Foran dem gik Gabriella og Fin. De havde slynget armene om hinanden som lianer, og de lo og sang, som var de meget fulde. Nå, det måtte de jo selv om. Fin skulle i hvert fald ikke regne med at blive sparet, når de gik i gang med udgravningen i morgen, hvis de da kom i gang, men det håbede han stadig.
   De gik forbi Peter Bådsmand, hvor et eller andet liveband optrådte. Fulde mennesker ravede rundt udenfor, og en pige brækkede sig i marehalmen, der gik helt op til musikstedet.
   Dan satte farten lidt i vejret, og Hanne fulgte med. De skulede begge to til de fordrukne idioter, og han priste sig lykkelig for, at de ikke skulle derind. Det gav ham en ide. Endelig var der noget, han kunne sige, inden tavsheden mellem dem blev for trykkende.
   "Godt at vi ikke er derinde." Hun nikkede og skuttede sig, men hun sagde ikke noget, så den samtale blev desværre kort.
   Han kunne høre havet, og han krøb sammen. Der var køligt, sikkert fordi solen var gået ned. Det skulle være et meget smukt syn her i Løkken, og han bestemte sig for at kigge på det en af dagene. Han kunne jo spørge Hanne, om hun ville med. Stilheden plagede ham, og han syntes, han var nødt til at sige noget.
   "Solen er gået ned." Hun må jo tro, at jeg er dum, når jeg siger sådan noget pladder, tænkte han.
   "Ja." Hvad andet kunne hun svare, og han ærgrede sig over, at han ikke bare kunne fyre en klam vittighed af, ligesom Fin gjorde.
   "Solnedgangen skulle være meget smuk her i området." Han kunne ligeså godt fortsætte den snotdumme linje, han havde lagt.
   "Ja, det har jeg hørt."
   "Kunne du tænke dig at følge med mig ned og se den? For eksempel i morgen."
   "Jo." Hun nikkede og Dans hjerte hoppede i brystet som en bjergged. "Kan vi ikke lade være med at sige noget til de to?" Hun stirrede på Gabriellas ryg, der i det samme krummede sig sammen i et latteranfald. Det var selvfølgelig Fin, der igen fyrede et eller andet snavs af.
   "Selvfølgelig ... sagtens. Den slags gider de sikkert slet ikke."
   "Du bryder dig ikke om at gå ind i den bunker?" Hun lød, som havde hun tænkt over det længe.
   "Nej. Jeg synes, det føles som at skænde et gravkammer." Hendes stille latter glædede ham:
   "Og den tanke kan en arkæolog ikke klare." Han nikkede og havde igen lyst til at række ud efter hende.
   "Du har fuldstændig ret."
   De gik videre og nåede ind i indhegningen omkring udgravningsområdet. Hun kiggede sig interesseret til højre og venstre.
   "Det er her, du - øh I - arbejder."
   "Ja, ja, vi sidder og graver kæmpehuller med en ske." Hun grinede. For pokker han fik hende til at grine. Han rankede sig.
   "Hvor er bunkeren henne?"
   "Ja, den er jo gravet ned i sandet."
   "Hvordan skal vi så komme ind i den?"
   "Vi har haft nogle lokale håndværkere til at grave en grøft hele vejen omkring den."
   "Hvorfor egentlig det?"
   "Egentlig bare for at markere i hvilken retning vi ikke skal søge. Du ved, det er genstande fra vikingetiden, vi er på jagt efter."
   "Nå, på den måde." Mens de snakkede, havde han ledt hende hen til stigen, der førte ned i den dybe grøft lige foran indgangen til det gamle fæstningsanlæg.
   "Vi skal derned." Hanne krøb hen til ham og tog ham om armen, mens hun lagde ansigtet mod hans bryst.
   "Jeg ved virkelig ikke, om jeg tør?"
   "Åh, der er ikke noget at være bange for. Jeg er her jo." Han troede dårligt sine egne ører. Flirtede han? Det var uvant.
   "Halløj turtelduer. Kommer I snart? Jeg mangler lys og værktøj, så jeg kan brække låsen op." Fins stemme nåede dem nede fra grøften.
   "Så, lad os gå derned." Dan greb Hannes hånd og ledte hende helt hen til stigen. De kravlede begge ned ad den. Han rakte en lommelampe og tangen til Fin, der omgående klippede hængelåsen over og forsvandt ind i mørket sammen med Gabriella.
   Dan tændte også sin lommelygte, og lyste gennem døren, så Hanne kunne se, hvor hun gik.
   Hun forsvandt, da han et øjeblik lyste på væggene. I det samme sprang Fin frem fra de dybe skygger og standsede tyve centimeter fra hendes ansigt. Han tændte lampen og lyste på sig selv nede fra, mens han brølede:
   "Bøh." Hanne hoppede og skreg skingert. Lyden blev forstærket af væggene i den tomme betonfæstning. Hun vendte sig i luften og tog de to skridt, der var mellem hende og Dan, i noget der måtte være ny olympisk rekord. Hun smækkede armene om halsen på ham og trykkede sig rystende ind mod brystet.
   Han hørte Fin og Gabriella grine. Hanne ville ikke give slip igen, men det nød han. Forsigtigt lagde han armene om hende og knugede.
   "Så slap nu lidt af. Det var kun for sjov" Fin lød endnu mere flabet end sædvanligt, syntes Dan. Det var sikkert fordi, det passede ham at have lokket dem alle ned i dette særprægede, ucharmerende hul.
   "Hold nu kæft." Dan vrængede ansigt, men det kunne Fin selvfølgelig ikke se.
   "OK, men kom nu. Lad os kigge på resten af bygningen." Fin begyndte at gå længere ind i bunkeren. Dan kunne se lygten svinge frem og tilbage, og han kunne lige ane, at Gabriella havde taget makkeren i hånden.
   Der var koldt herinde, og luften var fugtig. Desuden hang der en underlig kvalmende stank i luften, der fik Dan til at tænke på, om der lå døde rotter og rådnede et eller andet sted. Hvordan ville Hanne reagere, hvis de fandt sådan nogen?
   "Hvad kalder man gruppesex på et plejehjem?"
   "Hold nu kæft Fin." Dan lagde armen om Hanne, og hun trykkede sig ind til ham. Han kunne mærke, at hun rystede.
   "Det ved jeg ikke," Dan kunne høre Gabriellas kvidren, der slog mod betonmurene, og derfor virkede som noget ikke menneskeligt. En ny kuldegysning løb fra nakken og ned over ryggen.
   "Blandet saft fra Rynkeby."

Nogle minutter senere

De var efterhånden nået langt ind i bunkeren, fornemmede Hanne. De gik langs underlige snævre gange. Ind og ud ad rum med mærkelige formål, og de kunne ikke se ret meget i lommelampernes lyskegler. Det var som at gå i en labyrint, og det faktum at hun ikke længere anede, hvordan hun fandt udgangen fordoblede rædselen. Hun pressede sig endnu mere mod Dan. Det havde han ikke noget mod. Det kunne hun mærke, og det var i det mindste godt.
   Fin og Gabriella standsede i det samme.
   "Hvad har I fundet?" Hanne hørte Dans stemme, mens han førte hende helt hen til de to andre.
   "To døre. Lige ved siden ad hinanden" Fin lød lidt anspændt. Der er noget med døre, tænkte Hanne. Man kan åbne dem eller lade være. Lader man være, bliver man plaget af nysgerrighed resten af livet. Lukker man op, hvad finder man så? Hun fornemmede også en ny uro hos Dan. Det var, som trak han vejret en smule forceret, og grebet omkring hende blev fastere.
   Så gav han forsigtigt slip. Det var som tvang han sig til det. Et kort skrækslagent sekund rakte hun ud efter ham, opgav og slog armene om sig selv. Hun var bange, og hun frøs. Bunkeren var kølig som en kælder, og så var der den der ubehagelige stank, som hun syntes blev stærkere og stærkere, jo længere de gik. Hun kunne ikke rigtig genkende den, men den mindede om noget. Men hvad? Jo, hvis sækken til køkkenskrald var blevet for gammel. Det var nogenlunde sådan, men ikke helt.
   "Den ene dør er ikke låst, det er den anden, men der sidder en nøgle i den," det var Fins stemme, hun hørte. Så var der noget, der knirkede.
   "Forsigtig Gabriella," Fins stemme rystede en lille smule. Gabriella, tænkte Hanne, så var det hende, der åbnede døren forude. Det gav mening. Hun skulle altid først ind. Hun skulle altid bestemme, hvornår noget var spændende, eller hvornår det var kedeligt. Det var hende, der afgjorde, om noget skulle åbnes eller holdes lukket ... Selvfølgelig.
   "Giv mig en lygte," Gabriella var åbenbart nået ind i rummet. Hanne stillede sig på tæer og kunne lige akkurat skimte den låste dør og ryggen af veninden inde i lyset fra lommelygterne.
   "Værsgo," Fin lød stadig en smule anspændt. Hun kunne se lyskeglen danse, da den skiftede hænder. Så lød et skingert kvindeskrig, der fik Hanne til at hoppe.
   Var det Gabriella, der skreg? Hun anede ikke, hvordan det lød, for hun havde aldrig hørt hende gøre det før. Det er mig, der skriger, når jeg ser en mus, og tuder når jeg ser en romantisk film, tænkte hun.
   Den lommelampe, som Gabriella havde fået, faldt klirrende på gulvet. Mærkelig nok lyste den stadig, men den viste kun noget af betongulvet.
   Noget skubbede til hende. Hun gispede, og et skrig satte sig fast i struben.
   En lampe blændede et øjeblik så, så hun, det var Gabriella, der var løbet ind i hende. Hun sad på knæ og brækkede sig lige ved Hannes fødder. Hun trak sig et skridt til siden. Stanken ramte næsen og burde give kvalme, men hun var for chokeret. Hvad fik veninden til at reagere på den måde? Det må være slemt, tænkte hun, meget slemt. Måske værre end da jeg slog katten ihjel.
   Hun trak vejret dybt, og forstod hun selv måtte se, hvad det var. Ellers ville den her aften give hende mareridt i flere år.
   Hun gik ind mellem mændene, fortsatte ind i rummet, samlede lommelygten op og lyste rundt.
   Det var et lille værelse ... helt tomt bortset fra en masse ben. Menneske skelletter, og stanken af råddent kød var voldsom. Var det lugten, der fik Gabriella til at brække sig? Var det rædslen over at finde en bunke lig? Burde jeg ikke også være skræmt og brække mig? spurgte Hanne sig selv, men hun fik ikke kvalme, og hun følte sig ikke bange, faktisk slappede hun af, nu hvor hun havde noget konkret at forholde sig til. Døde mennesker var åbenbart ikke blandt hendes fobier. Det var uvisheden, det ukendte der skræmte hende. Som at gå her i den mørke ruin uden at vide hvad der gemte sig efter næste hjørne.
   "Dan kom lige og kig," Stemmen var fast, og hjertet slog ikke længere hverken for hurtigt eller for hårdt. Det var vidunderligt endelig at forstå så meget om sig selv. Hun sukkede. Dan stillede sig ved siden ad hende og lyste med sin egen lampe.
   "Du gode gud. Hvad er der sket her?"
   "Det må jo have været under krigen. Tror du, de er blevet skudt?"
   "Det ved jeg ikke, men hvorfor er der ikke nogen, der har begravet dem? Hvorfor fik de bare lov til at ligge her og rådne? Det giver ikke nogen mening."
   "Kunne det være derfor, bunkeren blev dækket til?" Hanne kiggede på ham med løftede øjenbryn.
   "Du mener, det var tyskerne - og ikke danskerne - der dækkede den?" Han lød overrasket, men han fortsatte: "Det kan selvfølgelig godt være, men hvorfor skulle de det?"
   "Der er tolv kranier. Altså tolv døde mennesker," Fin var dukket op ved siden ad Dan, og hans stemme - der for en gangs skyld - var alvorlig, fik Hanne til at kigge på ham. Hun kunne lige skimte ham i skæret fra lommelygterne.
   "Men hvorfor dækkede tyskerne bunkeren til? og hvorfor lod de bare de døde ligge?" Hun insisterede på at få et svar. Hvorfor egentlig? tænkte hun og opdagede, at hun var nysgerrig.
   "Det er som om, de ville undgå at noget slap ud fra denne bygning?" Dans stemme havde fået en eftertænksom klang, og den var også lidt nysgerrig. Bag dem brækkede Gabriella sig igen. Der var ingen, der tog sig af det.
   "Eller også ville de forhindre nogen i at komme ind." Hanne lyste igen på de mange skeletter, der lå i forvredne stillinger, som havde døden ikke været let for dem. Hun tilføjede: "Hvad andet ondt skjuler det her sted?" Tanken fik hende til at gyse.
   "Jeg vil hjem." Dan lyste på Gabriellas ligblege ansigt og gik ud til hende. Hanne og Fin fulgte med.
   "Ja, vi må hellere tage af sted igen." Dan nikkede. Fin rakte ud, og Hanne lagde lydigt lommelygten tilbage i hans hånd
   "Jeg har sandelig også fået min lyst styret." Fin udstødte et kort grin uden glæde.
   "Giv mig lampen." Gabriella tog den ud ad Fins hånd og trampede ned ad gangen, de andre fulgte efter, men så lød der et højt drøn. Det rungede mellem cement væggene, og det kom fra den låste dør.
   Gabriella skreg og tabte lygten en gang til. Dennegang gik den ud. Hun og Fin forsvandt i mørket. Dan var snurret rundt, og nu lyste han i den retning, hvor der endnu engang blev hamret hårdt. Hans hånd rystede, og lyskeglen hoppede forvirret på de gamle planker, som indgangen var lavet af. Hannes mund stod åben, og hun klappede den i, da det gik op for hende.
   "Der er nogen derinde ... i live," Hun kradsede sig i håret.
   "Men hvordan er det muligt?" Fins stemme var som et meget stort spørgsmålstegn: "Bunkeren har været begravet i måske halvfjerds år. Hvordan kan nogen have overlevet så længe uden mad og vand?" Der lød et nyt brag. Gabriella skreg en gang til. Så for hun hen til Dan og forsøgte at rykke lampen fra ham.
   "Giv mig den. Jeg vil ud." Han skubbede hende fra sig.
   "Du slår den bare i stykker, men vi går nu. Lige nu."
   "Ja," Hanne gispede. Hun havde også været hernede længe nok.
   Der lød fire små klik. Dan drejede lommelygten med en pludselig bevægelse, så den pegede på Fin. Han stod med mobiltelefonen i hånden.
   "Hvad fanden laver du?" Dans stemme virkede forskrækket.
   "Jeg ringer til politiet. Det må være dem, der skal tage sig af det her." I samme øjeblik som han havde sagt det, gik Dans lampe ud. Hanne følte et sæt gå gennem kroppen, og der blev næsten kulsort omkring dem. Kun Fins display sendte en smule lys ud i rummet. Gabriella skreg igen. Fin bandede.
   "Gik den også i stykker." Hanne hørte sig selv jamre.

Det var en refleks, der fik Dan til at slukke lommelampen, da han hørte Fin sige, at han ville ringe til politiet. I ly af mørket trak han revolveren op ad lommen.
   "Satans, der er slet ingen dækning hernede. Vi må udenfor." Dan spændte hanen og tændte lampen igen. Han holdt den, så Fin blev blændet, men inden han nåede at brokke sig, lød skuddet, og på denne beskedne afstand, var det ingen sag at plante kuglen midt i panden. Kasketten røg af, da projektilet skubbede hovedet bagud, og så sank arkæologen sammen, som var han en sæk luft.
   Dan svingede lampen til højre og fik Gabriella i lyskeglen. Hun hylede som en gal hund, mens hun sank på knæ og rakte begge hænder frem mod ham, som tilbad hun en gud. Et hul midt mellem øjnene dukkede op. Hendes skrig forsvandt pludseligt, som en radio der blev slukket. Så gled hun over på den ene side og lå helt stille.
   Fins lyskegle fandt Hanne. Øjnene trådte alt for tydeligt frem, og tænderne var blottet.
   "Men hvorfor? Kan du i det mindste ikke fortælle mig hvorfor?" Dan spændte hanen på revolveren. Det generede ham ikke at skyde de to andre, men han beklagede oprigtigt, at Hanne også var nødt til at dø.
   "Jo." Han udstødte et suk og fortsatte: "Luk den låste dør op så skal jeg fortælle dig det hele."

Hanne gik på ben, der rystede hen til den kraftige dør. Hun tog fat i nøglen og drejede den. Det knirkede i låsen. Trængte tydeligt til olie. Så tog hun fat i håndtaget og åbnede.
   Et eller andet tungt ramte hende i brystet. Hun udstødte et vræl, og fattede kun langsomt hvad det var, hun så i lommelampens uhyggelige skær.
   Bag døren hang en kvinde i en lænke, der var gjort fast til en meget stor øsken i loftet. Hendes fødder var en halv meter fra jorden. Hun var i brune læderstøvler, og Hanne forstod, hun havde brugt alle sine kræfter på at svinge frem og tilbage i kæden, mens hun hamrede fodtøjet mod træet. Det var fødderne, der havde ramt hende i brystet. Kvinden havde nok hørt selskabet udenfor, og derefter tvang hun sig til at svinge frem og tilbage.
   Hun var ikke noget kønt syn. Der løb tis langs hendes ben, og det havde samlet sig i en lille sø under hende. Hun havde tykke lår, en noget stor bagdel, flommet mave, hængende bryster og et lidende udtryk i et i øvrigt tvært ansigt. Øjnene virkede ualmindeligt store bag tykke brilleglas. Hun gryntede arrigt og anstrengt, og det fik Hanne til at tænke på en gris.
   Hun ville åbenbart gerne sige noget, men en knebel forhindrede det effektivt. Det var tydeligt, hun var i store smerter, og Hanne indså med et gys, at det var forfærdeligt at hænge sådan her i mørket, og at det gjorde ubeskriveligt ondt i kvindens arme og håndled. Hvor længe havde hun været her? og hvem havde hængt hende?

Stanken af Gabriellas bræk blandede sig med den af urin og lort og bag det hele lå den kvalmende søde duft af død. Dan rynkede næsen, men Ida havde selvfølgelig ikke haft andet valg end at skide og pisse i bukserne. Det var 36 timer siden, han hang hende op. Han var faktisk overrasket over, at hun stadig levede, og at der endda var så meget spræl i den gamle ged, at hun kunne hæve benene og sparke til døren. Ærgerligt at Fin fik den tossede ide at trække pigerne med herned.
   "jeg må bede dig gå ind til Ida."
   "Ida." Hanne drejede hovedet og kiggede på konen, der duvede fra side til side i lænkerne. Hun gryntede noget, der lød arrigt.
   "Ja, Ida. Det er min kone." forklarede Dan.
   "Din kone!" Hanne gjorde et kort kast med hovedet. Oplysningen gjorde hende sikkert vred. Det kunne han godt forstå, for han havde været mere end klar til at lægge hende ned, og hun anede ikke, at han allerede var gift. Der var ikke noget at sige til, at hun var skuffet. Dan sukkede. Der var ikke længere grund til hemmeligheder.
   "Ja, Ida er min kone."
   "Og du har hængt hende op i loftet." Hannes stemme var iskold. "Er det noget, du plejer at gøre?"
   "Nej, det er første gang, men hun tvang mig til det."'
   "Tvang dig?" Hanne trak ordene ud.
   "Ja, hun vil skilles."
   "Og det vil du ikke?"
   "Jo, Hanne det vil jeg godt, men ikke på hendes betingelser."
   "Hvorfor dog ikke? Hvorfor er det bedre at hænge hende op i armene? Hvorfor tog du ikke bare en retssag?" Hanne slog ud med armene, og stirrede forfærdet på Dan.
   "Det kommer ikke dig ved. Er det ikke nok, at du nu ved, at jeg synes, det er bedre, at den gamle hejre forsvinder? Hun har ved gud levet længe nok." Hanne svarede ikke. Det var hun sikkert for overrasket til, gættede han og fortsatte: "Det var selvfølgelig ikke min mening, at nogen skulle finde ud af det, men I ville ikke høre på mig, da jeg sagde, at vi ikke skulle ned i den her bunker, så nu er jeg nødt til at bede dig om at gå ind i cellen til Ida."
   "Men hvad så med de tolv lig i rummet ved siden ad? Er det også nogen, der ville skilles fra dig?" Hannes stemme knækkede.
   "Nej, jeg aner ikke, hvem de er. Det må være nazisterne, der har slået dem ihjel, sådan som du sagde. Sikkert i krigens sidste dage, og så har de begravet bunkeren for at skjule misgerningen, eller det er i hvert fald, hvad jeg gætter på. Men gå nu ind til Ida, så vi kan få det her overstået."
   "Gu vil jeg da ej." Hannes stemme dirrede, og hun knyttede hænderne. Dan skød. Hun væltede som en fældet træstamme.
   Han tog hende under armene og hev hende ind i rummet til Ida.
   "Ha det godt." Han nikkede til konen. Hun skreg bag kneblen. Så lukkede han døren og låste.

Et par minutter senere

Den friske havluft var en lise for Dans næse, da han trådte ud ad bunkeren.
   Han lukkede, fiskede den sidste nye, men rustne hængelås op ad lommen, og satte den på. Sikke et held at han også stjal den.
   Så kravlede han op ad stigen og var igen på jordens overflade ... så at sige. Det var en lettelse. Bunkeren gav ham dårlige nerver.
   Han hev stigen op, og gik, mens han fløjtede: Kald det kærlighed, hen til Bobcaten. Han satte sig på førersædet og startede den.
   Han havde aldrig kørt sådan et bæst, men med lidt forsigtighed fik han bakset den hen til grøften ved bunkerens indgang.
   Han fyldte ti meter op ... fem på hver side. Selv hvis konen på en eller anden måde slap ud ad cellen, ville hun blive mødt af en låst yderdør og på den anden side af den ... flere tons strandsand, og der var ikke andre udgange.
   Han gav sig til at fløjte: I kan ikke slå os ihjel, mens han gik op ad strandvejen. Han var opstemt og syntes, at han havde gjort et ualmindelig godt stykke arbejde. Jensen lå i fundamentet til nybygningen til sommerhuset, og de fire andre var også begravet af tykke cementvægge. Fem mord uden et eneste lig. Han havde talent for det her, og det var han stolt over.
   Han nærmede sig Peter Bådsmand. Der var stadig fuld gang i festen, og selvom han afskyede den slags larmende steder, besluttede han at gøre en undtagelse. Han havde fortjent en whisky ... nej en dobbelt on the rocks, besluttede han og gik ind.
   Om dagen var Peter Bådsmand en mondæn café, men om aftenen og natten forvandlede den sig til et spillested. Druk, høj musik og liderlighed havde manden med bobcaten fortalt. Så den forfærdelige larm som orkestret sendte ham i ørerne overraskede egentlig ikke. Heller ikke den flok unge mænd og kvinder der hoppede foran bandmedlemmerne, mens de hujede. Dog havde han ikke troet, at organiseret larm kunne være så ... ja larmende. Han gjorde sig hård og gik ind.
   Rummet var, som han før havde set, domineret af en meget stor og firkantet bar. Han kunne sætte sig, hvor han ville, så han valgte det sted, der var længst fra orkestret.
   Det hjalp nu ikke alverden. Deres såkaldte musik var øresøndervrængende høj og forfærdelig, men af en eller anden grund virkede lugten frisk her på stedet. Et godt udluftningssystem, og så fordi de sløve magthavere endelig havde forbudt folk at ryge.
   Han satte sig på en barstol, der fik ham til at føle sig som et barn og brølede til tjeneren. Han forstod på en eller anden måde, at Dan ville have en whisky dobbelt on the rocks. Han kunne se bartenderens læber bevæge sig, men han hørte ikke noget komme ud ad dem. I det samme følte han to bløde læber, der rørte blidt ved ørerne.
   "Hej. Sikke store muskler du har. Du kan sikkert tilfredsstille en kvinde. En kvinde ligesom mig."
   Dan vred sig med et ryk rundt, og han opdagede det smukkeste væsen, han nogensinde havde set.
   Hun var platinblond, og hendes meget store øjne var grønne som smaragder. Hun anbragte igen ansigtet tæt ved øret og åndede:
   "Vil du ikke køre en tur med mig. Jeg elsker at køre."