Det er fandeme for galt, tænkte Bana, mens hun trak i tøjet. Hun arbejdede fem dage om ugen. Pendlede mellem Sønder Saltum og den zoologiske have på Zaidur. Her brugte hun otte timer på at fodre ildelugtende og livsfarlige kræ fra fremmede planeter, inden hun fløj hjem igen. Var det så sært, at hun var træt, søvnig og gnaven om morgenen? Nej.
   Hun vraltede ind i køkkenet og gloede på uret, der hang over Kaitos hoved. Den var kvart i alt for sent, og han så lige så bøvet ud som i går, mens han forsøgte at få sin kæmpestore, muskuløse krop til at slappe af på køkkenbordsstolen, der så lillebitte og alt for spinkel ud i forhold til ham.
   "Morgen," brummede han. Hun havde lyst til at pande ham en, men gjorde det ikke. For det første var det vel næppe en fornærmelse, at han hilste, for det andet var hun alt for lille. Hvis hun slog, ville han ikke opdage det. "Sovet godt?" fortsatte han, og der var noget klistret over hans måde at sige det på. En kuldegysning for gennem hende.
   "Nej, og desuden har jeg sovet for længe. Hvorfor helvede har du ikke vækket mig?" Hun gloede vantro på uret en gang til. Hun skulle stemple ind om 41 minutter, og det kunne hun ikke nå. Det tog cirka en time at flyve til Zaidur med hendes ældgamle rumskib, som Kaito havde døbt: Krigsfalken, men der var hverken krig eller falk tilbage i det gamle rustne vrag, og det skulle have været synet for fire år siden. Hun havde glemt det, og det havde myndighederne også, for den elektroniske nummerplade fungerede mærkelig nok endnu. Hun burde købe et nyt fartøj, og hun havde såmænd råd til det, men der var aldrig tid ... eller sådan noget.
   "Jeg har forsøgt otte gange de sidste to timer." Kaito kiggede venligt på hende. Irriterende, men han var umulig at hidse op, og hun var i humør til et hurtigt skænderi. Desuden forstod hun ikke, hvad han snakkede om.
   "Hvad har du forsøgt otte gange?"
   "At vække dig. Du hvæsede 'Skrub af' hver gang." Hun rullede med øjnene, men det var sikkert rigtigt.
   Udenfor vinduet, der var anbragt i væggen ved siden af Kaitos stol, truede tunge sorte skyer. Hun fornemmede elektricitet i luften og næsen insisterede på, at der stank af svovl.
   "Der bliver torden." Kaito nikkede.
   Hun vaklede hen til mad-printeren. Det var en maskine, der lignede et 30 liters akvarium med en grå sokkel i bunden. På denne var der en række knapper. Den ene gav mulighederne: kold/varm. På den næste kunne man vælge mellem... Kaffe/Te/Sodavand/Whisky og så videre. Hun gabte og stillede drejeknapperne på ristet franskbrød med syltetøj og varm kaffe. Hun kunne ikke eksistere uden, og da hun alligevel var dømt til at komme for sent, kunne hun lige så godt unde sig den luksus.
   Hun lukkede øjnene, mens printeren startede. Den hvæsede, som savnede den skraldespanden, men hun havde ikke tid til at købe en ny. Så mærkede hun den forjættende duft af kaffe, men den blandede sig med en mærkværdig fornemmelse af flødekage. FLØDEKAGER. Hun spærrede øjnene op, og stirrede vantro på det maskinen havde lavet.
   "Hvad fanden er det?"
   "Det ved jeg ikke." Kaito lænede sig lidt til højre for at kigge forbi hendes ryg. "Den fungerede godt nok, da jeg brugte den."
   "Men det gør den fandeme ikke mere. Kaffe og flødekager til morgenmad. Fandeme nej."
   "Det smager da ellers lækkert," mente idioten.
   Hun mærkede et surt opstød. Det brændte i maven, spiserøret og i ganen.
   "Så kan du æde den. Jeg nøjes med kaffen."
   "Ja skat." Han rejste sig, stillede sig ved siden ad hende og skovlede kagen ind i skuffen med en enkelt fejende bevægelse. Hun stønnede og skyllede kaffen ned. Endnu et surt opstød samlede sig smertefuldt i mellemgulvet. Hun trængte til en syreneutraliserende pille, men sådan nogen havde hun ikke haft tid til at købe.
   Kaffekoppen landede med et brag på køkkenbordet, da hun kastede den fra sig. Den holdt. Alt deres porcelæn var solidt, for det var nødvendigt. En sjat sort væske løb ovenpå plastikpladen, der skulle forestille ædeltræ, og dryppede på gulvet. Bana var ligeglad. Husholdningsrobotten var snart ladet op. Kaffesjatter og slags tog den sig af. I stedet åbnede hun en skuffe og fandt en magnet-laser-drevet skruetrækker.
   Da hun vendte mad-printeren på hovedet, trak Kaito sig lidt væk. Han var stor, stærk og dum, men alligevel var han bange, og han holdt begge hænder foran munden.
   "Du burde lade være med det der!"
   Han er bygget som en græsk gud, tænkte hun, men han opfører sig som en forkælet tøs på fjorten.
   "Hvorfor fanden skulle jeg lade være med det?" Hun løsnede skruerne. Det gik lynende hurtigt. Skruetrækkeren virkede i det mindste.
   "Fordi..." Han nåede ikke længere. Hun måtte have rørt et eller andet inde i det satans apparat, måske den metalkasse hvorpå der var klistret et rødt dødningehoved. Et chokerende jag gik gennem hendes muskler og fik dem at ryste. Det var med nød og næppe, at hun fik rykket sig så langt baglæns, at hånden slap, hvad det nu var, der prøvede at slå hende ihjel. "Fordi du altid får stød, når du prøver sådan noget," fuldførte Kaito sin sætning.
   Hun var ør i hovedet og ikke sikker på, hvad det var, den store drøvtygger mente.
   Med en slasket fornemmelse i kroppen, sank hun ned på enden og gloede rasende på ham.
   "Hvorfor helvede rykkede du mig ikke væk?"
   "Så havde jeg jo også fået stød." Han krydsede benene på en meget kvindelig måde. Han så fucking sindssyg ud. Hun fnøs og lod en hånd rende frustreret gennem det lange røde hår. Gudskelov havde hun ikke noget spejl i nærheden, for hun fornemmede, at det strittede i alle retninger.

Lidt senere

Hvor er håndtasken?
   Bana trak læberne væk fra tænderne, og hun lignede en ulv med hundegalskab, mens hun ledte efter den med øjnene. Hun havde ikke brug for flere irritationer.
   Den stod under en af køkkenstolene. Hvad fanden lavede den der? Nå, der var ikke tid til at give Kaito flere møgfald. Det måtte vente til hun kom hjem.
   I to skridt var hun henne ved den og skovlede den op i favnen. Så løb hun ud gennem fordøren og standsede først, da hun stod ved siden ad rumskibet.
   "God tur skat," hørte hun ham råbe. Jo tak, tænkte hun. Sådan som dagen var begyndt, ville det sikkert blive en fremragende tur. Regnen begyndte i det samme at styrte ned, og et lyn flåede himlen næsten lige over hende. Tordenbraget var øredøvende, og det kom omgående. Der lugtede ikke længere af svovl, hun lugtede til gengæld som våd hund.
   Hun åbnede tasken og stak hånden ned i rodet. Hvor fanden var nøglen nu henne? Hun ville gerne ind i rumskibet, og i læ.
   "Hvem helvede har taget mine nøgler?" Hun stirrede tilbage mod fordøren, hvor Kaito vinkede med et barnligt smil i det kæmpestore, grove ansigt.
   Hendes hånd afsøgte alle hjørner af tasken. Hun stak sig fem gange på en nål, og hun bandede hver gang. Til sidst var hun helt overbevist. De var der ikke.
   Med et brøl, der vist var et selvopfundet bandeord, hældte hun indholdet ud på det drivvåde fortov. Regndråberne havde allerede lavet pytter, der så ud som om de kogte. Hun var gennemblødt. Tøjet føltes iskoldt og tungt mod kroppen, mens hun igen lod hånden fare frem og tilbage mellem læbestift, kondomer, smartphone, hovedpinepiller, kreditkort, rabatkort, medlemskort, lykkeinhalator, peberspray, papirtørklæder, plaster, gazebind, og ekstra trusser og så stak hun sig på nålen igen.
   "Au for satan." Hun skovlede alle genstandende tilbage i tasken, snurrede rundt og ville styrte ind i huset. Jeg kommer alt for sent for helvede også, tænkte hun, så opdagede hun, at Kaito stod og viftede med nøglerne i højre hånd. Hun stivnede.
   "Er det dem her, du mangler skat?" Hun åbnede munden for at skælde ud, men ingen af de ord, hun kendte, var ubehagelig nok, så hun nøjedes med at trampe hen til ham.
   "De lå under dit natbord skat." Han smilede.
   Hun snuppede nøglerne med en arrig bevægelse.
   "Værsgo skat." Han smilede til hende, og så ud som regnede han med, at hun ville rose ham.
   "Hvorfor fanden kom du ikke ud med dem til mig?" Han lavede trutmund, vred hænderne som en bedemand og lød meget overrasket, da han svarede.
   "Men det regner jo."
   Hun fnøs, vendte ryggen til ham og løb tilbage til rumskibet. Her aktiverede hun den elektroniske nøgle, og mens døren gled til side, kunne hun mærke stanken af brændstof. Mon der er gået hul på et eller andet rør i rustbunken, tænkte hun, glemte det og gik ombord.

Kabinen var, som den slags var på private rumskibe. Det vil sige, den lignede en dagligstue. Der var en computerskærm - tynd som papir - klistret på en væg, to læderlænestole og en sofa. Det hele var slidt og laset. Der var et skrammet kaffebord, som hun kunne bruge til at smide fødderne op på, og ikke andet for mad-printeren var stået af for længe siden. Der lugtede af støv og mug, for rengøringsrobotten duede heller ikke. Hele vejen rundt om hende med undtagelse af den væg, hvorpå computerskærmen hang, var der bondehusvinduer, der dog ikke kunne åbnes. Gulvtæppet var et blomstret væg til væg, og det eneste der manglede, var faktisk en åben pejs. Da rumskibet var nyt, var det rigtig hyggeligt, men det var længe siden.
   Hun smed sig i den ene lænestol.
   "Kurs arbejde automatisk."
   "Javel deres nåde," det var computeren, der svarede. Så startede den rumskibets motorer. De stønnede og fik alt til ryste. Gad vidst om de falder af, tænkte hun. Så sprang hendes tanker til noget meget mere vigtigt. Hvis hun kom for sent, blev der trukket i lønnen. Det var hun ikke meget for. Arbejdet var åndssvagt. Hun ville fandeme have penge for at udføre det. Hun kunne selvfølgelig ringe til Besasatin. Han var også dyrepasser, og han kunne stemple ind for hende. Han ville gøre det, for han var lidt forelsket, men måske ville han forlange et kys til gengæld ... uf. Han var født på Zaidur, ansigtet var blåt, han havde tre øjne og en mund på størrelse med en murerbalje.
   Nå, op i røven med det, tænkte hun. En enkelt tungeslasker det kunne hun godt overleve. Hun trak tasken hen til sig og rodede i den.
   "Hvor fanden er nu smartphonen." Hun rev sig i håret.
   "Kommando ikke forstået, deres nåde." Rumskibet hoppede og dansede for kastevindene, mens det borede sig gennem de tunge skyer. Hun registrerede det knap nok.
   Med endnu en ed tømte hun indholdet fra tasken på kaffebordet og fik øje på mobilen. Hun samlede den op og trykkede på tændknappen.
   "Så skulle da for helvede og fanden også."
   "Kommando ikke forstået, deres nåde." Hun ignorerede computeren og gloede vantro på smartphonens display. Det tændte ikke. Ikke mere strøm. Hvorfor dælen havde Kaito ikke ladet den op?
   "Øv." Hun smed sig tilbage i stolen og lukkede øjnene. Der var ikke noget at stille op.
   I det samme brød rumskibet gennem de tunge, næsten sorte skyer. Heroppe forsvandt vindstødene, og solen lyste fra en blå himmel, mens rumskibet satte kurs mod den nærmeste galaktiske motorvej.

To minutter senere

Hun havde lyst til at skifte tøj. Finde noget der var tørt, men tøj-printeren fungerede selvfølgelig heller ikke. Den stod i det ene hjørne af kabinen og samlede støv sammen med alle de andre maskiner, der heller ikke længere duede.
   Med et trist suk kiggede hun ud gennem fartøjets vinduer, og syntes det var mærkeligt, at der udenfor var meget koldt, helt ned til minus 200 grader, når hun var længst fra en stjerne, mens der herinde var behageligt. Lifesupport-systemet fungerede i det mindste, som det skulle.
   Det ærgrede hende stadig at blive trukket i løn, men uden mobilen kunne hun ikke ringe til nogen. Rumskibets computer var kun i stand til at kontakte myndighederne. En mærkelig regel egentlig, men den galaktiske regering havde lavet mange af den slags.
   Hun drønede i det samme ind på motorvejen med 18.000 lysår i timen. De galaktiske veje var faktisk også en af regeringens mærkelige ideer, tænkte hun. Der var selvfølgelig ikke noget i vejen for at flyve frem og tilbage mellem planeterne ad præcis den rute, som man ønskede, men regeringen syntes, det var en anarkistisk tankegang eller sådan noget, og derfor forlangte de, at alle rumskibe fulgte snorlige veje mellem planeterne, og på motorvejene, som den hun befandt sig på nu, skulle man flyve nøjagtig 18.000 lysår i timen, hverken mere eller mindre, og det sørgede computeren for, at hun gjorde, men hvis hun nu fløj dobbelt så hurtigt, så kunne hun møde til tiden.
   Hun kiggede drømmende ud ad vinduet. De andre rumskibe fløj i nøjagtige baner foran, bagved og ved siden ad hende. Langt ude til venstre kunne hun se en masse streger med forskellige farver. Det var de rumskibe, der fløj den anden vej, og da hun bevægede sig med 18.000 lysår i timen den ene vej, og de gjorde det samme den anden vej, så kunne hendes øje kun opfatte dem som tynde lysstriber mod det sorte kosmos i baggrunden.
   Hun overvejede endnu engang at sætte farten op, men kasserede planen. Motorvejene var under konstant overvågning, og hun ville ikke komme mange lysår, inden hun blev arresteret. Der var ikke noget at stille op.

Fem minutter senere

Et rumskib overhalede hende langsomt. Først blev hun overrasket, men så opdagede hun, at det var politiet. De havde selvfølgelig lov til at flyve hurtigere og langsommere end alle andre på vejene, ellers kunne de ikke opretholde ro og orden.
   Hun stirrede ind i deres kabine. Der var to betjente derinde. De var i de sædvanlige sorte uniformer. Den ene var skaldet, mens den anden var tyk. De gloede på Krigsfalken, og det var tydeligt, at de ikke kunne lide, hvad de så.
   Hvad nu hvis de stopper mig, tænkte hun. Så ville de finde ud ad, at hendes fartøj ikke var synet, og så ville de smide hende i fængsel på ubestemt tid eller sådan noget.
   Trafiksikkerhed var noget, der blev taget alvorligt i det galaktiske imperium. Det var der grund til, for sidste år - for eksempel - gik et rumskib i stå på en motorvej, og da alle der kom bagfra fløj med 18.000 lysår i timen, kunne computerne ikke nå at undvige. Sammenstødet var kolossalt. Nu - et år efter - talte man stadig de døde. Der var milliarder.
   Politirumskibet nærmede sig. Fandens, tænkte hun. Flyv videre. Flyv videre. Flyv videre, men det gjorde det ikke. Det kom tættere og tættere på.
   "Gå til manuel kontrol." Hun ville fandeme ikke anholdes.
   "Ja, deres nåde." Computeren lød fuldstændig ligeglad, og det var den nok også
   "Gå til 17.000 lysår i timen."
   "Ja, deres nåde."
   Politiskibet så ud, som blev det forvandlet til en streg, der drønede fremad og var væk. Samtidig viste der sig millioner af andre streger, der hvislede forbi hendes vinduer. De stammede fra de andre rumskibe, der var på vej til og fra arbejde, og som nu overhalede hende.
   Strømerne kommer tilbage, tænkte hun. Det hun havde gjort var drønulovligt, så politibilen ville om få sekunder være lige der, hvor hun forsvandt. Der var ikke tid til at tænke.
   "Sæt kurs 455.766.233. Hastighed 20.000 lysår i timen." Hun anede ikke, hvor koordinaterne ville føre hende hen. Det var også lige meget. Det var bedre at være alle andre steder end her.
   "Ja, deres nåde." Rumskibet krængede til højre og fløj væk fra motorvejen. Ud i det tomme intet mellem stjernerne.
   Hun holdt vejret, mens hun talte langsomt til fem, og hun sukkede lettet, da hun var færdig. På fem sekunder var hun så langt væk fra, hvor politiet efterlod hende, at de ikke ville have en chance for at finde hende igen, men de ville forsøge. Du godeste, de ville alarmere hele galaksen for at få fat i hende. Måske havde det været klogere at snakke med dem, men det kunne være ligegyldigt, for nu var hun på flugt, og den eneste redning var at nå frem til arbejdspladsen, før de fangede hende. Hvis hun nåede det, så var hun i sikkerhed, for hun ville forsvinde i mængden.
   "Gå til max hastighed."
   "Deres nåde ... Vi flyver allerede ved max hastighed."
   "Satans gamle spand." Hun rystede på hovedet arrig over, at hun havde glemt, at de forkølede motorer ikke kunne sparke fartøjet over 20.000 lysår.
   Tøjet klæbede til huden, men hun var i tvivl, om det var fordi, det stadig var vådt af regnen, eller om hun selv gennemvædede det med sved. I hvert fald var hun begyndt at lugte som en ruhåret langbenet dræberpungrotte fra planeten Svenusk. De havde et par stykker af dem på hendes arbejdsplads. De gik i et specielt anlæg, hvor taget var en forvokset emhætte. Når der skulle skiftes filtre, var de nødt til at lukke haven i fjorten dage, indtil stanken aftog.
   Hun kunne også lugte brændstof igen. Der måtte altså være en læk et eller andet sted. Hun lovede sig selv at få kigget på det, hvis hun da huskede det. En eksplosion ombord på et rumskib var ikke noget at ønske sig i julegave.
   "Det er nok heller ikke klogt at tænke den slags," mumlede hun, da hun i det samme hørte et brag. Computerskærmen begyndte at blinke rødt, mens den elektroniske stemme helt uden lidenskab sagde.
   "Brand ... brand ... brand."
   En stikflamme bragede gennem rumskibets gulv og fik hende til at springe over ryglænet på lænestolen med et forskrækket hyl. En voldsom varme ramte hende i ansigtet og fik det til at gløde. En underlig tør stank af sod satte sig i næsen og svælget. Hun hostede. Brandslukkeren, tænkte hun, hvor er den? Den hang på væggen et par meter fra hende.
   Hun nåede den i to lange skridt og hev den ned fra væggen.
   "Nu har den bare af at virke," hylede hun og computeren sagde.
   "Javel, deres nåde."
   Hun sprang hen til den frådende ildsøjle, der fik fat i det ene bukseben, der omgående begyndte at brænde.
   Så trykkede hun på ventilen og en tyk hvid skum, der lugtede som tandpasta, sprøjtede ud ad et mundstykke og ramte ilden. Et eller andet spruttede, og så veg flammerne tilbage gennem hullet.
   Hun lænede over det og fortsatte med at sprøjte skum ind i rummet mellem rumskibets yderside og gulvet, som branden var brudt igennem. Først nu opdagede hun, at bukserne brændte.
   Hun skreg og rettede skummet mod sig selv. En ny sprutten så var flammerne væk, men en voldsom smerte sad tilbage i låret. Hun smed brandslukkeren fra sig og satte sig på enden. Så rev hun bukserne af og stirrede.
   Låret så ikke godt ud. Ilden havde lavet et grimt, væskende sår så stort som en håndflade, og kanterne var ildrøde. Hun jamrede endnu engang. Hold kæft hvor gjorde det ondt.
   "Branden er slukket, deres nåde."
   "Godt." Hun hvæsede som en utæt cykelslange.
   "Lifesupport-systemet er nede på 50 procent, deres nåde."
   "Ikke godt. Kan det repareres?"
   "Det automatiske reparationssystem fungerer ikke."
   "Kan jeg overleve på 50 procent lifesupport?"
   "Deres nåde lifesupport-systemets virkegrad er nu faldet til 49 procent."
   "Falder det?"
   "Ja, deres nåde."
   "Vil det blive ved med at falde?"
   "Ja, deres nåde, men De vil være død, inden det når 25 procent." Hun stirrede chokeret på computerskærmen. Der stank af røg, og hun fornemmede, at der var for lidt ilt i luften. Lifesupport-systemet skulle sørge for at holde luften klar, sørge for at den havde en tilpas mængde ilt, og så skulle det holde den voldsomme kulde udenfor væk. Hvad fanden skal jeg gøre? tænkte hun, mens smerterne gjorde hende svimmel. Nu ikke besvime, formanede hun sig selv.
   Hun halede sig op i lænestolen. Det var som om, det var lidt lettere at trække vejret nu, og det var som om, stanken af røg var ved at svinde en lille smule. Hun lænede langt tilbage og pressede med begge hænder på låret, mens hun udstødte en lang klagende lyd. Såret sved og bankede afskyeligt, og en iskold sved havde lagt sig på hendes pande.
   "Lifesupport-systemet er nede på 48 procent, deres nåde." Hun havde ikke noget valg.
   "Kurs arbejde automatisk"
   Rumskibet krængede til venstre for at vende tilbage til den nærmeste motorvej. Chancen for at politiet kunne fange hende blev større på denne måde, men hvis de arresterede hende, ville hun i det mindste ikke kvæles eller fryse ihjel.

To minutter senere

Rumskibets motor satte ud.
   "Hvad fanden." Hun rynkede panden. Hvad er der nu i vejen?
   "Deres nåde, den elektroniske nummerplade er blevet inddraget."
   "Hvad siger du?"
   "Den elektroniske nummerplade er blevet inddraget."
   "Ja, jeg hørte det godt." Rynkerne i panden blev dybere. Hvad var det, der var sket? En eller anden embedsmand havde vel fundet ud ad, at Krigsfalken ikke var synet, men hvordan var det gået til og hvorfor lige nu?
   Politiet, tanken ramte hende som en mursten i maven. De sendte selvfølgelig en efterlysning ud, da hun forsvandt. Myndighederne gav sig derfor til at grave i arkiverne, og der opdagede de, at hun fløj i et ikke-synet fartøj. Et par klik på en computer, det var det eneste, der skulle til, og hendes nummerplade var ugyldig. Derfor døde motorerne.
   "Lifesupport-systemet er nu på 47 procent, deres nåde." Det her gik jo slet ikke. Hun ville dø herude i det mørke iskolde rum, hvis hun ikke omgående gjorde noget.
   Hun rejste sig. Der lugtede ikke længere af røg. Det skadede lifesupport-system havde omsider fået bugt med den. Hendes tøj var tørt, det havde varmen fra ilden klaret, alligevel følte hun sig dækket af fugt. Det måtte være sved, og hendes hjerte hamrede alt for hårdt i brystet, og det var, som kunne hun ikke rigtig få luft. Brandsåret på låret dunkede og gjorde hende svimmel. Du må ikke besvime, tænkte hun igen. Det er det eneste, du ikke må.
   "Deres nåde, jeg har modtaget en meddelelse fra færdselspolitiet."
   "Hvad er det?" Ordet færdselspolitiet fik hende til at føle sig dårlig tilpas.
   "De har 15 minutter til at bugsere deres rumskib væk, deres nåde." 15 minutter her tusinder af lysår fra den nærmeste motorvej. Det kunne ikke lade sig gøre.
   "Når de 15 minutter er gået, vil skibet selvdestruere af hensyn til færdselssikkerheden." Bana fik en klump i halsen. Det her var bare for meget.

Senere

"Lifesupport-systemet er nede på 43 procent, deres nåde." Bana havde ikke tid eller lyst til at høre på computeren, så hun ignorerede den.
   Hun havde fået dækpladen til den pillet af, og nu var hun kravlet helt ind i den. Hvor var den nummerplade? Hun gættede på, at det var den komponent, hvorpå der var klistret en rød mærkat, der forestillede et dødningehoved.
   Hun satte sig på enden og gloede på gulvet foran sig. Der lå ledninger og mystiske genstande og flød. Det var dem, hun havde rykket ud ad computeren for at komme helt her ind.
   Hun savnede Kaito. Hun var ikke meget for at indrømme det, men han var ret ferm med en skruetrækker, og det var derfor, hun aldrig lod ham få lov til at bruge sådan en, for det irriterede hende, at hun selv var sådan en tumling.
   Der lugtede af plastik. Statisk elektricitet fik hendes hår til at stritte, og hun stirrede længe på det røde dødningehoved. Hvorfor klistrede man sådan noget på en komponent? For at få folk til at holde nallerne væk, men var det ikke også lige nøjagtig det, myndigheder ønskede, at hun skulle. Jo, klistermærket betød nok ikke noget, udover at politiet blev ked af det, hvis nogen fandt ud ad, at man bare kunne fjerne nummerpladen og så flyve videre.
   "Lifesupport-system er nede på 42 procent, deres nåde." Hun kunne ikke vente længere.
   Hun greb fat i komponenten med dødningehovedet. Holdt vejret, lukkede øjnene og trak til.
   Hun blev slynget ud ad computeren, pakket ind i et hav af blå og røde gnister, og hun landede med et brag på kaffebordet.
   "Åh." Andet sagde hun ikke, for i det samme besvimede hun.

Senere

"Lifesupport-systemet er nede på 35 procent, deres nåde." Det var de første ord, hun hørte, da hun kom til sig selv.
   "Åh." Hun svingede benene forsigtigt ud over kanten på kaffebordet og rejste sig. Hvor meget skade havde hun taget denne gang? Hun kiggede på hånden. Den var sort, og det dunkede ligeså meget i den som i låret.
   "Hvornår selvdestruerer rumskibet?"
   "Om tre minutter." Hun blev tør i munden. Havde hun været væk så længe? Der var ikke andet at gøre end at kontakte myndighederne ved hjælp af computeren. Dermed forsvandt den sidste chance for at slippe for arrestation, straf, og hvad der ellers måtte komme, men alternativet var den visse død.
   "Kontakt færdselspolitiet."
   "Ja, deres nåde." Der gik lang tid, syntes hun, så fortsatte computeren. "Færdselspolitiet kan ikke kontaktes i øjeblikket."
   "Hvorfor?" Hun lød desperat.
   "De holder frokostpause de næste to timer, deres nåde."
   "Nej for helvede," hun trampede i gulvet.
   "60 sekunder til selvdestruktion, deres nåde." Hun satte sig på gulvet og gloede dumt på computerskærmen.
   "59 sekunder til selvdestruktion, deres nåde"

55 sekunder senere

"Fire sekunder til selvdestruktion, deres nåde." Hun havde fire sekunder tilbage at leve i. Hun svedte og rystede af skræk. Låret og hånden dunkede, men hun ænsede det ikke. Kunne det passe, at hun skulle dø nu og her? Havde hun virkelig været så slem?
   "Tre sekunder til selvdestruktion, deres nåde." Hendes liv burde passere revy, men det gjorde det ikke, derimod var der ligesom en knude i maven, der voksede sig større og større.
   "To sekunder til selvdestruktion, deres nåde," Hold kæft hvor det flød med lort på gulvet, og så savnede hun Kaito helt forfærdeligt. Hun begyndte at græde, og det chokerede hende.
   "Et sekund til selvdestruktion, deres nåde." Var der allerede ved at være koldt i fartøjet, eller var det døden, der svøbte sine sorte vinger om hende?
   "Nul sekunder til selvdestruktion, deres nåde." Hun kneb øjnene sammen og beredte sig på eksplosionen.
   "Mekanisme til selvdestruktion virker ikke, deres nåde ... beklager." Hun rettede sig op med et ryk og gav til sig til at grine. Hendes elendige rumskib var ved at falde fra hinanden, og det havde reddet hendes liv.
   "Lifesupport-system er på 30 procent, deres nåde." Hun sank sammen. I stedet for eksplosionen, ville hun enten fryse ihjel eller blive kvalt.
   "Tak for kaffe." Hun krummede sig sammen til en lille kugle og forsøgte at holde på kropsvarmen.

Tre timer senere

Der var nogen, der sagde noget. Det lød som kom det gennem rumskibets højtalere, men det var ikke computerens stemme. Hun kæmpede sig tilbage til virkeligheden og opdagede, at hun hundefrøs.
   Hun kiggede ud gennem vinduerne til verdensrummet. Udenfor havde et politirumskib lagt sig ved siden ad hendes.
   "Sagde I noget?" Hendes stemme rystede af kulde, og der stod en tåge ud gennem munden, hver gang hun trak vejret.
   "Frys ... du er arresteret," gentog stemmen. Hun smilede skævt. Det havde de sgu ret i. Så gled hun igen ned mod søvnen, og ønskede at de ville lade hende være. Hun sov lige så godt.

Halvandet år senere

"Godmorgen skat." Kaito kiggede overasket på Bana. Hun kunne se, at han ikke havde vænnet sig til hendes nye jeg. Det havde hun heller ikke.
   "Men jeg har jo kun vækket dig en gang." De buskede øjenbryn steg op mod panden.
   "Skulle det ikke også være nok?"
   "Tjoh." Han lavede trutmund. Mon han savner den måde, jeg plejede at være på? tænkte hun. Han havde ikke beklaget sig, men det gjorde han jo aldrig, så det var ikke nemt at vide.
   Hun indstillede mad-printeren på kaffe og ristet brød med syltetøj og lukkede øjnene, mens den liflige duft bredte sig i køkkenet. Den nye maskine lavede aldrig nogen fejl, og når den engang begyndte på det, ville hun købe en ny. Det kunne ikke betale sig at reparere.
   Hun satte sig ved bordet overfor ham. Han gloede på hende.
   "Sovet godt ... øh, jeg mener." Han blev rød i hovedet.
   "Som en baby." Hun blinkede til ham og kiggede på sin nye håndtaske. Den var indrettet med en mængde små rum.
   Hun rakte ud og tog den hen til sig, så kiggede hun i den. Nøglerne til det nye rumskib, som de kaldte Puttegris, lå i et rum for sig. Det var hende, der fandt på navnet, og han måbede, da hun foreslog det. Mobiltelefonen lå i et andet rum. Hun tog den ud og satte den i opladeren, så tog hun en anden, der allerede var ladet helt op og lagde den i mobiltelefonlommen. Bedst med lidt orden i sagerne, sagde hun til sig selv. Man kan aldrig vide, hvad der kan ske.
   Hun kiggede ud ad vinduet. Solen skinnede fra en skyfri blå himmel over Sønder Saltum.
   "Dejligt vejr." Han nikkede.
   Hun spiste det sidste af det ristede brød og klappede ham på hånden.
   "Nå, jeg tager af sted."
   "Men der er jo to timer til, du skal møde på arbejde."
   "Hellere det end komme for sent. Synes du ikke?"
   "Øh."