"I følge Deres forhenværende afdøde mands testamente..." Hun kiggede nysgerrigt på advokaten, Men lad os begynde med begyndelsen. Det er så uordentligt at fortælle baglæns.

Mit ægteskab knirkede, det forstod jeg, da jeg kørte forbi Ålborg boldklubs kontorbygning. Ulla arbejdede der, men havde lige fået fri, og jeg ville hente hende. Godt nok havde hun sagt, at det behøvede jeg ikke. Hun kunne sagtens gå, men ... tjah ... jeg ville overraske hende.
   Mens jeg spejdede efter en parkeringsplads, så jeg hende. Hun stod halvt skjult bag et par affalds containere, og hun kyssede en ukendt mand. For fanden. Hvad har hun gang i? Bestyrtet kørte jeg forbi. Derefter snoede jeg mig ind og ud mellem de ensrettede gader, inden jeg nåede tilbage til kontoret igen.
   Ulla var i mellemtiden nået et godt stykke ned af vejen. Jeg holdt ind ved siden af hende. Hun åbnede bildøren.
   "Det sagde jeg jo, at du ikke behøvede." Jeg trak på skuldrene. Hun satte sig, og vi kørte. Bilen var en spritny Porsche 911 Carrera 4, og den lugtede også sådan ... ny altså. En 3,8 liters boksermotor med 400 hk rumlede potent - som et fjernt tordenvejr - et sted mellem forhjulene. Det gav godt at være at selvstændig software udvikler for Microsoft. I hvert fald på mit niveau.
   Efter nogle minutters tavshed, en stilhed der føltes akavet, slog jeg ud med hånden:
   "Hve... Hvem var det, du var sa... sa... sammen med udenfor ko... ko... kontoret?" Jeg forbandede, at jeg stammede. Det gjorde jeg altid, men kunne ikke stille noget op. Alverdens talepædagoger havde forsøgt, men uden held.
   "Sammen med." Hun kiggede overrasket på mig.
   "Ja, jeg kør... kørte forbi kon... kontorbygningen, inden jeg ve... vendte om. Der så jeg, at du var sa... sammen med èn eller anden."
   "Nå ... det var da bare Frank. Han træner de helt unge talenter." Hun lo nervøst. Jeg kunne fornemme hendes hjerne arbejde. Hun vidste ikke, hvor meget jeg havde set. Hendes ualmindeligt lange ben forsøgte at finde sig til rette i Porshen. Det lykkedes ikke.
   "Ok. Èn af de der pæ... pæ... pædofil trænere, man hø... hører om." Det var ondt og uretfærdigt af mig at sige sådan, men ordene røg ud mellem tænderne. Hun stirrede på mig.
   "Sådan noget kan du ikke være bekendt at sige om Frank. "Hun langede ud efter mig, men sikkerhedsselen holdt hende tilstrækkeligt langt væk, så hun ramte ikke.
   "Du ky... ky... ky... kyssede ham."

Tre måneder senere var vi skilt, nu var der gået fire, og jeg ville have hende tilbage. Jeg kunne ikke undvære hende. Tosset at jeg nogensinde troede det.
   Jeg sendte hende i den anledning en mail for fjorten dage siden, og den bestod kun af en enkelt linje og et vedhæftet dokument. Kom tilbage til mig. Jeg kan godt tilgive dig. Det vedhæftede dokument var mit nye testamente, hvor alt, jeg ejede, blev hendes, når jeg døde. Kunne jeg vise min kærlighed tydeligere?
   Hun svarede ikke. Hun ville ikke have mig.
   Jeg rystede hovedet og fiskede en nøgle op af lommen. Jeg studerede den. Det gjorde jeg, når minderne pressede virkeligheden væk som nu. Den var til vores - dengang - fælles sommerhus, nu var det Ullas, og hun bollede sikkert med det dumme svin enten i vores seng eller i hemsen. Jeg kneb øjnene sammen og mærkede dybe rynker i panden. Hvorfor? Hvorfor behandlede hun mig sådan? Der var da engang, vi var ... ja, ligefrem forelskede. Var der ikke? Nu var det kun mig, der elskede, og jeg forstod stadig ikke, hvorfor hun svigtede.
   Hvorfor svigter mennesker hinanden? Panikalder. En ny spændende elsker. Kedsomhed. Irritation over den andens særheder. Hvad var det, der var sket mellem Ulla og mig. Jeg ved det virkelig ikke. Måske ville jeg ikke vide det. Det kunne godt være sandheden.
   Jeg lænede tilbage i kontorstolen og kiggede på kontoret. Det var godt indrettet, lå i min egen villa og der lugtede af kaffe. Jeg vrængede ansigt. Af én eller anden grund havde jeg kvalme
   Med et suk lagde jeg nøglen tilbage i lommen. Et minde. Andet var den ikke. Skilsmissedommeren forlangte, at den skulle afleveres til sommerhusets retmæssige ejer ... altså Ulla, men det 'glemte' jeg.
   Jeg rejste mig og gik ud i badeværelset, hvor jeg vaskede hænderne grundigt. Håndsæben stod i den meget lækre, sorte dispenser flaske fra Taylor of old bond, og på den stod ordet: Lavendel. Jeg brugte aldrig andet end denne. For det første var den 100 procent økologisk, for det andet blev den ikke testet på dyr, og for det tredje kostede den kun 100 kr. pr flaske, som snildt kunne række i op til to dage.
   Jeg løftede den og ventede, at den ville være tæt på tom, men det var den ikke. Det undrede mig så meget, at jeg skruede låget af og stirrede ned i beholderen. Den var næsten fuld, men hvordan kunne det gå til? Vaskede jeg ikke fingre så tit, som jeg plejede? Var det også en konsekvens af, at Ulla gik sin vej? Var jeg ved at gå i hundene? Det var jeg nok. Hvad ville hun føle, når hun opdagede det? Ville hun bare være ligeglad? Sikkert.
   Jeg gik ind og skrev det dokument ud, som jeg havde udfærdiget på computeren. Derefter underskrev jeg det, puttede det i en kuvert og skrev adressen med fyldepen. Et frimærke blev sirligt sat i højre hjørne, mens min afsender adresse allerede var fortrykt på ryggen af konvolutten. Jeg stak den i min lomme. På et tidspunkt i dag skulle jeg alligevel i byen.

Biler bremsede udenfor, da jeg nåede tilbage til kontoret. Lyden fik mig til at kigge ud af vinduet på villavejen, hvor der aldrig skete noget.
   "Hvad fa... fanden!" Der stod to sorthvide politibiler udenfor mit vindue. De blå blink var så kraftige, at de nåede ind på kontoret, hvor de kunne ses som plamager på væggen. En tredje vogn - magen til de to første - hvinede på to hjul gennem det nærmeste sving og blev også kastet i min indkørsel.
   Der stod fem betjente ud. Én i civil ... fire i uniform. Manden i jakkesættet gestikulerede, og to af uniformerne løb over i min baghave. I min baghave. Munden stod åben, det måtte den have gjort, for jeg hamrede kæberne sammen med et smæld.
   Manden i civil gik op af trappen, der førte til min fordør. Bag ham gik de to sidste embedsmænd. Af én eller anden grund følte jeg dårlig samvittighed, selvom jeg ikke havde gjort noget.
   Dørklokken ringede, og jeg for sammen. Jeg havde ikke megen lyst til at snakke med ordensmagten, men der var ingen vej udenom. Jeg stablede mig på benene og gik ud af kontoret.
   Døren herfra førte til en stor forgang ... næsten en foyer. Der gik en bred trappe op til første sal, og her lugtede nyvasket. Rengøringskonen - et levn fra Ullas tid - var på arbejde i går.
   Klokken ringede igen.
   "Ja ja ro... rolig, jeg ko... kommer nu," jeg nåede døren af egetræ og lukkede op.
   "Er De Søren Skjern." Den civilklædte kiggede mig i øjnene. Han havde daggamle skægstubbe, og det konfektions syede jakkesæt sad så elendigt, at min skrædder ville græde. Han lugtede desuden surt, som var det længe siden, han havde været i bad.
   "Ja." Jeg rykkede febrilsk i mit fipskæg
   "De er hermed anholdt mistænkt for mordet på Frank Frandsen." Frank Frandsen, tænkte jeg. Ham der stak af med min kone. Fodboldtræneren. Kvalmen blev slemmere.
   "Ah hva." Fik jeg på èn eller anden måde min mund til at sige.
   De to uniformerede betjente trådte frem og tog mig i hver sin arm. Den ene af dem badede min næse i stanken af billig barbersprit. Den var så gennemtrængende, at jeg ikke kunne afgøre hvem af de to fyre, der udsendte den.
   "Vent. Jeg må da lige have nogle fornødenheder med." Den civilklædte nikkede.
   "Følg med ham. Han må sgu ikke stikke af."
   Jeg gik direkte ud i badeværelset og tog min håndsæbe. Hvad ville de tilbyde i spjældet? Palmolive eller det der var værre. Jeg gøs og gik tilbage til døren igen. Betjentene holdt sig på hver side af mig.
   "De må følge med på stationen. Klokken er nu 11:45, og de er anholdt. De har ret til en sagfører, og hvis de..." Den civilklædte remsede rettighederne op som i søvne. Han virkede ikke som om, det berørte ham, at arrestere en uskyldig, men det vidste han selvfølgelig heller ikke, at han gjorde.
   Jeg havde i øvrigt hørt de ord mange gange før, men det var i amerikanske film. Det var helt uvirkeligt, at det her skulle ske for mig. Frank Frandsen dræbt og de gav mig skylden. Jeg følte da, det var dejligt, at nogen slog svinet ihjel, men det var ikke mig.
   "Følg med." Det grimme jakkesæt nikkede til betjentene, der trak af med mig.

Vi nåede udenfor. Solen skinnede, men der var efterårs-køligt, og jeg fik gåsehud. Vi gik ned ad trappen. Begge uniformer havde godt fat i mine arme. Jeg kunne mærke deres stærke fingre bore sig ind. Arrestationen var ikke videre diskret, men jeg var glad for, ikke at være i håndjern.
   Et gardin blafrede hos fru Olsen. Hendes villa lå på modsat side af gaden. Hun lurede. Det gjorde hun altid og i huset ved siden af - altså hos hr. og fru Flink - klemte deres lille datter næsen flad mod vinduet. Bag èn af buskene i deres have, så jeg oven i købet et par sko stikke ud under en busk. Jeg kunne ikke se, hvem det var, men var overbevist om, at vedkommende holdt øje med hvad der skete. Det var selvfølgelig også spændende - her på den søvnige villavej - at få besøg af tre politibiler og se en respekteret beboer blive ført væk af 5 velvoksne politibetjente. Jeg kunne ikke bebrejde mine naboer noget, men alligevel.
   Et par meter fra mig stod min Porsche. Nøglerne lå i lommen. Hvis jeg kunne nå ind i den, så... Men hvordan?
   Pludselig snublede politimanden, der gik på min venstre side. Han udstødte et brøl og fik den ene fod ved siden af trappen. Derefter styrtede han sidelæns ned mod plænen. Hans kollega bøjede ind foran mig, som for at hjælpe, og han var så optaget af forehavendet, at han slap min arm.
   Jeg nåede ikke at tænke, satte bare af sted. To skridt så var jeg ved Porschens fordør.
   "Stands for helvede." Hørte jeg jakkesættet brøle, da jeg sprang ind på forsædet, og låste. Centrallås ... bare et klik. Jeg åndede lettet ud og smed Taylor of old bond Lavendel på passagersædet. Flasken landede ovenpå I-padden, der altid lå i bilen.
   "Luk op hr. Skjern. Det der nytter ikke noget." Jakkesættet hamrede en knyttet næve mod vinduet i fordøren.
   Jeg fik nøglen fisket frem fra bukselommen og satte den i tændingen.
   "Han stikker af." Den civile betjent trådte et skridt væk og pegede på mig. De andre betjente styrtede til deres biler. De to fra baghaven rundede hushjørnet med vilde øjne. Porschens motor startede med et brøl, og jeg bakkede hensynsløst. Jeg var heldig, at ingen biler passerede. Nogen måtte holde hånden over mig. Jeg knaldede gearstangen i første og sparkede speederen i bund. Den kraftige vogn sprang frem gennem en tåge af brændt gummi fra dækkene, der hvinede.
   Jeg kiggede i bakspejlet lige før første sving. Strømerne forsøgte at få deres biler til at pege den rigtige vej. To af dem kørte sammen, det var komisk, men jeg havde ikke tid til at grine. Jeg tog svinget og drejede derefter fire gange mere helt tilfældigt.
   "Pyh." Jeg kunne ikke lade være med at sige det højt. Jeg var sluppet fri, og jeg vidste, hvor jeg ville gemme mig. Hvad der derefter skulle ske, havde jeg ingen anelse om, men først var der brevet. Jeg så en postkasse ikke mere end tredive meter fra, hvor jeg kørte og drejede ind til den.
   Jeg fiskede brevet op af lommen, steg ud af bilen, postede og satte mig ind bag rattet igen. Så var det klaret. Det var rart at have orden i sagerne. Jeg kiggede på mine fingre. De var blevet nussede af røre brevet. Jeg måtte vaske dem, så snart jeg fik mulighed for det? Gud ske lov at jeg fik håndsæben med.

Jeg kørte bilen i garagen. Den lå ved siden af mit sommerhus eller rettere Ullas.
   Hvorfor var politiet så sikker på, at det var mig, der begik mordet? Ok, jeg havde et motiv, men det var vel ikke nok. De må have fundet noget, der pegede på mig, men hvad var det. Det er ligegyldigt, sagde jeg til mig selv. Jeg var eftersøgt, og fangede de mig, blev jeg spærret inde og skete det, kunne jeg kun håbe på retfærdighed. Nu havde jeg trods alt en spinkel mulighed for at finde og fange den rigtige morder. Et forfærdeligt øjeblik følte jeg mig som hovedpersonen i en dårlig novelle.
   Jeg var ret sikker på, at sommerhuset var det sidste sted, strømerne dukkede op. Derfor havde jeg valgt det, men jeg kunne ikke skjule mig her for evigt, så det var vigtigt, at jeg brugte tiden godt.
   Træerne var ved at tabe bladene. Synet gjorde mig endnu mere trist til mode. Sådan virkede efteråret altid på mig.
   Jeg stod ud af Porshen med I-padden under armen og Taylor old bond i hånden Jeg ville have den lille computer med ind, for endnu havde jeg ikke mødt et problem, jeg ikke kunne løse med den, eller det passede jo ikke, rettede jeg mig selv. Den kunne ikke give mig Ulla igen, og den havde heller ikke forhindret hende i at flytte. At håndsæben skulle med siger vel sig selv.
   Tankerne lagde sig som en dyster dyne over mig, mens jeg gik fra garagen, og op af den beskedne forhave til det store sommerhus. En ægte norsk bjælkehytte. Kostbar som bare satan, men flot både indvendig og udvendig.
   Jeg låsede mig ind og tænkte, at det var heldigt, jeg altid havde den nøgle på mig, for jeg kunne ikke smadre et vindue. Huset var spækket med alarmer.
   Jeg gik hen til kontrolboksen og studsede. Overvågningen var ikke tændt.
   Frank tog min kone, han tog mit sommerhus, han bollede hende i min seng, og han fik uden videre koden til den alarm, som jeg havde købt, og så gad han ikke engang bruge den.
   Kvalmen blev endnu værre, og jeg gik ud på badeværelset, hvor jeg skrubbede mine hænder omhyggeligt med Taylor of old bond - Lavendel. Jeg lod flasken stå i badeværelse, for jeg ville snart få brug for den igen.
   Da jeg vendte tilbage til stuen, satte jeg mig i en lænestol, som også engang havde været min. Den var mere slidt, men lignede sig selv. Det samme gjorde kaffebordet, skrivebordet og barskabet, der - i min tid - som regel var tomt.
   Mine øjne fandt op til hemsen. Der havde Ulla og jeg kneppet mange timer ihjel. En kraftig fyrretræs stige førte op til den. Jeg kiggede lidt til højre, og kunne se ud på grusvejen, der førte op til sommerhuset. Der var en fyrretræs skov på begge sider af den. Jeg havde altid elsket denne plet på jorden, og jeg tænkte stadig på den som min.
   Jeg lukkede øjnene. Det var, som kunne jeg lugte hende. Parfumen hang i luften.
   Jeg tog mig sammen. Hvordan skulle jeg begynde? Jeg havde erfaring i at løse problemer, det var det, computerprogrammering dybest set går ud på, men jeg havde aldrig løst en kriminalgåde, men først måtte jeg vel vide mere. Viden er magt, som man siger.
   Jeg åbnede øjnene. Var noget forandret, noget der kunne fortælle mig mere om Frank, og hvem der myrdede ham. Et nyt stort fotografi hang på væggen. U13 holdet. De helt unge fodboldtalenter i Ålborg boldklub og deres storsmilende træner. Frank ... det dumme svin. Ok, billedet var nyt, men hvad kunne jeg bruge det til. Ikke en skid. Jeg vidste jo godt, at idioten var træner, så det var ingen nyhed. Hvad så? Hvor fik jeg flere oplysninger? Hvilke spørgsmål skulle jeg stille mig selv? Måske: hvordan, hvor, hvornår og hvorfor blev Frank myrdet?
   Jeg tændte I-padden og gik ind på bt.dk, og selvfølgelig var der en artikel om mordet. Jeg lukkede alt ude og læste.
   Frank blev myrdet i går ved sekstiden. Hvad lavede jeg på det tidspunkt? Programmerede selvfølgelig. Kunne nogen bevidne det ... nej. Jeg havde en dybfrosset pizza i ovnen og et vanskeligt programteknisk problem i hovedet. Ingen havde set mig,
   Han blev myrdet... Jeg standsede overrasket min læsning. Han blev myrdet her i sommerhuset. Lige her. For fanden. I soveværelset og stukket ned adskillige gange.
   Jeg halvt løb derind. En stor brun plet fortalte, at han forblødte lige ved siden af sengen. Jeg håbede, at han led rigtig meget, og fik en sur smag i munden. Min mave havde ikke godt af stress, og det var underligt, den ikke havde brokket sig før nu.
   Jeg stod lige ved siden af badeværelset og gik derind. Her skrubbede jeg mine hænder omhyggeligt, inden jeg gik tilbage til lænestolen. Det betød, at politiet allerede havde undersøgt sommerhuset grundigt, men måske havde de overset noget.
   Artiklen sluttede med, at myndighederne forventede en hurtig opklaring. De havde sikre beviser at gå efter, udtalte de. Sikre beviser. Jeg rystede på hovedet. Der var nogen, der ville hænge mig op på det her, men hvorfor og hvem? Jeg tog mig sammen og tænkte: hvad vil sådan nogen som politiet netop ikke kigge efter her i sommerhuset?
   Der var en reol med bøger et par meter fra mig. Der var omkring tyve stykker. Jeg tog den første og bladrede den omhyggeligt igennem. Jeg gik ud på badeværelset og vaskede mine hænder. Derefter vendte jeg tilbage og tog fat på næste. Da jeg var færdig med den sidste og havde vasket mine hænder igen, sank jeg sammen med en stønnen i lænestolen. Der var ikke skygge af spor noget sted.
   Jeg havde det ikke godt, men hvem ville have det i mit sted. Værelset gyngede, og pludselig måtte jeg læne mig ud over armlænet, hvor jeg brækkede alt jeg havde i maven op. Jeg blev ved, indtil der fulgte blod med. Jeg var chokeret. Kunne stress give så voldsomme symptomer, eller var jeg alvorligt syg?
   "Jeg vidste, at du ville gemme dig her." Jeg rettede mig op og så et par uendeligt lange ben gå ned af trappen fra hemsen
   "Uh... Uh... Ulla." Så var det derfor, alarmen ikke var tændt, og derfor jeg kunne lugte hende. "Hvor læ... længe har du været he... he... her?" Spørgsmålet var snotdumt, men jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige.
   "Jeg så, da du kom, og jeg gemte mig."
   "Ja... Jamen ... hvorfor ge... gemme sig?"
   "Så du kunne nå at vaske fingre en masse gange" Hun gav sig til at grine.
   "Va... vaske fi... fingre?"
   "Irriterende vane." Hun sukkede: "Den drev mig til vanvid, men det var jeg såmænd parat til at acceptere til gengæld for de millioner, du skovlede ind."
   "Hv... hvad me... mener du."
   "Hvordan tror du, det er, at elske med en mand, der hvert tredje minut går ud og vasker hænder"?"
   "Det... det ved je... jeg ikke. Ha... ha... har aldrig pr... pr... prrrrrrøvet."
   "Nej, men det er skide irriterende, og derfor kom Frank ind i billedet. Han kunne sgu da kneppe."
   "Me... men hvem slo... slo.. slog ham så ihjel?"
   "Det var sgu da mig." Hun grinede igen.
   "je... jeg fo... forstår ikke."
   "Det er da nemt nok. Jeg opdagede, at jeg ikke kunne undvære dine penge, så derfor slog jeg Frank ihjel. Kan du ikke forstå det"
   "Men."
   "Åh hold nu kæft eller gå ind og vask dine fingre."
   Jeg gik ind på badeværelset, og gjorde som hun sagde. Da jeg kom ud, brækkede jeg mig igen eller prøvede på det. Der var intet andet end blod tilbage i min mave, lod det til. Hun stod med skrævende og usandsynligt lange ben og gloede på mig.
   "Altså for fanden. Jeg slog Frank ihjel og efterlod et brev fra dig, hvor du tilstod, hvor jaloux du var. Og at du derfor var nødt til at slå ham ihjel."
   "Ja... Ja... Jamen."
   "Hold kæft. Så skal jeg nok forklare det hele. Jeg er fandeme helt stolt af mig selv. Er du syg?"
   "Ja, jeg er." Jeg segnede og ramte lænestolen overrasket over, at jeg ikke stammede.
   "Du er syg, fordi jeg har rørt en gift i den flydende håndsæbe. En gift der virker gennem huden. En gift man dør af. Den hedder Fluvamin og bruges til rotter ... meget passende egentlig" Hun grinede og lignede en hest.
   Jeg åbnede munden, men kunne ikke svare
   "Det begyndte med din mail med testamentet. Det var sødt af dig, jeg savnede faktisk alle dine penge, og da Frank fandt ud af, at jeg var interesseret, testamenterede han også alle sine til mig. Også fik jeg ideen.
   Et krampeanfald fik mig til at spjætte. Hun ventede tålmodigt, til det stoppede.
   "Hvis jeg nu slog Frank ihjel og gav dig skylden? Det kunne jeg kun gøre, hvis jeg kunne forfalske din underskrift, og det arbejdede jeg energisk på et par uger. Derefter fandt jeg på nettet frem til Fluvaminen og rørte den op i din åndssvage håndsæbe. Hold kæft hvor er det dyrt. Vidste du det.? Så måtte jeg vente på, at du tog i byen. Du 'glemte' at aflevere en nøgle til sommerhuset og jeg 'glemte' at aflevere en nøgle til din villa. Det var faktisk bare at gå ind og erstatte din flaske håndsæbe med den, jeg havde præpareret."
   Jeg forsøgte at rejse mig, men kroppen reagerede ikke.
   "Resten skulle du nok selv sørge for. Her begik jeg så en dumhed, for jeg anede ikke, hvor lang tid der ville gå, inden du blev syg, men jeg gættede, at det gik hurtigt. Derfor fik jeg omgående Frank ud i sommerhuset, hvor jeg stak ham ihjel.
   Jeg forsøgte at sige noget, men det nyttede ikke.
   "I dag stod jeg så bag hr. og fru Flinks åndssvage busk og holdt øje med dit hus. Du arbejdede ved computeren og så desværre ikke særlig syg ud endnu. Jeg havde dit afskedsbrev med. Det du skulle efterlade for at forklare, hvorfor du tog dit eget liv med rottegift, efter du slog Frank ihjel. Smart ikke. Jeg ville arve jer begge to og være fri som en fugl. Men så kom politiet. De arresterede dig, og jeg var begejstret, da jeg så dig komme med håndsæben. Du ville dø i fængslet. Det kunne ikke være bedre. Jeg skulle bare sørge for, at politiet fandt dit afskedsbrev. Det jeg havde været så flink at skrive for dig. Men for fanden så stak du af. Jeg fik travlt og drønede herud i sommerhuset. Jeg vidste, at du ville dukke op, det var altid her, du søgte ud, når du var stresset, og derfor gemte jeg mig i hemsen, til jeg kunne se, du var dårlig. Jeg siger dig: Af hjertet tak for arven, og for at jeg ikke skal se dig vaske hænder mere."
   Jeg åbnede munden og lukkede den igen. Jeg kunne stadig ikke sige noget. Så tænkte jeg sløvt på det brev, jeg havde postet, hvad mon hun ville sige, når hun opdagede, at det eksisterede? Det var til min advokat, og han ville modtage det i morgen. Det var et nyt testamente, som annullerede det forrige. I det nye gav jeg hele min formue til Kattens værn. Jeg kunne ikke fordrage katte, og det var derfor, jeg valgte dem som arvinger.
   Alt blev sort, da min bevidsthed røg ned i et dybt hul, hvor der ikke var nogen vej ud.

Nogle dage senere

"I følge Deres forhenværende afdøde mands testamente ..." Hun kiggede nysgerrigt på advokaten, der fortsatte: "går hele formuen til Kattens værn."
   "Kattens værn!"
   Den hysteriske klang i stemmen fik ham til at kigge op og rette på brillerne.
   "Men han kunne jo overhovedet ikke fordrage katte," hvæsede Ulla. Hendes skuldre hang. Et øjeblik senere sagde hun:
   "Men hvad så med..?"
   "Åh, ifølge Deres nuværende afdøde mands testamente, skal jeg spørge dem, ønsker de at påtage dem både arv og gæld?"
   "Ja, selvfølgelig." Advokatens øjenbryn landede næsten i nakken.
   "Er De helt sikker på det?"