År 2091

Four Seasons Grand Resort hed hotellet. Værelserne var alle indrettet med egen kok, vagtværn, spa, dampbad, swimmingpool, roterende seng, biograf med adgang til over tyvetusind fjernsynskanaler, bankboks (inklusiv fem vagter), massagerum (med massør af valgfrit køn og race) piano (med pianist) spilleborde efter humør, og den skyhøje pris inkluderede desuden en 13 retters gourmet middag foruden en overdådig morgenmad og frokost ... hver dag.
   Hotellet havde også sin beliggenhed at prale med. Det svævede det eneste kendte sted i universet, hvor der var mere end hundrede tusind lysår til nærmeste civilisation. Et sted hvor alt altså kunne ske og tilmed uforstyrret. Det satte de få, men ufatteligt rige gæster så megen pris på, at de med glæde betalte 250 millioner kr. for en overnatning.
   Det siger sig selv, at kunderne var at finde blandt intergalaktiske våbenhandlere, toppen af den organiserede kriminalitet, statsledere, efterretningstjenester og religiøse fanatikere. Almindelige mennesker så man aldrig. De havde ikke råd, og det var heller ikke meningen. Hotellet blev kun brugt til bestikkelser og andre lyssky forretninger/aftaler, og derfor var hotellets vigtigste rum ... konferencerummet. Det var yderst spartansk.
   Indretningen bestod af et stort bord i en mørk træsort, to stole uden polstring, hvide vægge helt uden dekoration, gulv og loft støbt i plastik og lyset kom fra en enkelt gammeldags glødepære. Et sted der altså var så simpelt, at det var umuligt at installere spionudstyr, og fordi hotellet lå det mest øde sted i universet, kunne ingen aflytte samtalerne udefra. Aftaler herinde var kun kendt af mødets deltagere.
   Uærlige formuer skiftede dagligt hænder, revolutioner blev aftalt, intergalaktiske sygdomme - fremstillet i hemmelige regerings laboratorier - blev aftalt prøvekørt i udvalgte sektorer af det kendte og beboede univers. Overgreb på menneskeheden var den daglige kost i konferencerummet på Four Seasons Grand Resort.
   Det kørte naturligvis med underskud, men det betød intet for ejerne, der selv tilhørte eliten af den organiserede kriminalitet. De byggede hotellet, udelukkende fordi de havde brug for et sted, hvor det var muligt at diskutere intergalaktisk narkohandel, prostitution og andet indbringende snavs, uden det blev opdaget. Et sted hvor man - med andre ord - kunne bestikke de rette mennesker, så kriminelle handlinger, der tilhørte superligaen, aldrig blev opdaget.
   Daziel, der lige nu sad i omtalte konferencerum, strakte alle fire ben ud til siderne - stole var ikke opfundet til hans race - og ventede. Han var ypperstepræst i Populus Dae (Guds folk) og han var overrasket over at sidde her, men han var inviteret af Amariril, der sad på den anden stol i rummet. Han var våbenhandler, og ansigtet var næsten sort. Det havde en bred næse samt to blege horn i panden, der fik Daziel til at tænkte på en tyr, mens han lagde sine to arme over kors og spekulerede på at rejse sig. Det var synd at sige, at han sad godt.
   "Har vi en aftale?" Amariril kløede sig på næsen, der egentlig var en mule.
   Daziel overvejede sit svar. Populus Dae havde i fyrre år været i hellig krig mod feriesatellitten Voluptuaria. Krigen startede siden, da Kartellet købte et bestemt område i universet og anbragte Voluptuaria der.
   Området var Guds øje, og midt i det var Daziels fødeplanet. Et helligt sted, og det fyldte Daziel med lede, at Kartellet tjente penge på det. Populus Dae havde altid anset området for at være deres, og de havde bygget deres religion ud fra kendskabet til de undere, der her fandt sted, men pludselig var området solgt, og Guds folk blev forvist.
   Kartellet sprang ganske enkelt hans fødeplanet i luften, for at få plads til feriesatellitten. Siden havde de overlevende efter massakren angrebet den med det, de kunne tuske sig til af våben, men Kartellet svarede igen ved at købe deres forsvar af netop Amariril.
   Populus Dae havde derfor ikke en chance, men krigen var hellig og på et eller andet tidspunkt, ville gud blande sig og sørge for deres retfærdige sejr. Måske nu.
   "Hvis dine våben kan det, du påstår, så ... ja." Amariril smilede, så mulen blev rynket.
   "En demonstration måske?"
   "Nej, først en forklaring. Hvorfor?" Daziel prøvede ikke på at skjule sin mistro. Amariril trak på skuldrene.
   "Private grunde?" Det var tydeligt, at han ikke ville sige mere.
   "Jeg er bange for, at jeg må vide det. Private grunde kan ikke bruges til noget. Jeg må vide, hvad der stikker under, ellers har vi ikke nogen aftale."
   Amariril antydede et træk på skuldrene.
   "Kartellet har andre jern i ilden end Voluptuaria." Stemmen var dyb og passede godt til det mørke ansigt.
   "Naturligvis."
   "Narko f.eks. Min datter ... min eneste datter døde i sidste uge."
   "Det beklager jeg meget. Populus Dae respekterer alles liv. Det liv gud har givet os, og vi kæmper kun mod de, der krænker det. Vi..."
   "Stop det latterlige ævl." Amaririls ansigt var blevet helt sort, mens en indre storm rasede i ham. "Min datter døde af en overdosis, som hun købte af det skide kartel. Jeg vil give jer våbnene gratis, hvis I lover at bruge det mod Voluptuaria satellitten." Han trak vejret anstrengt.
   "Populus Dae takker dig. Vi vil gøre god brug af varen." Daziel rejste sig og stod på fire ben, det kunne han nu engang bedst lide, mens han rakte sine to arme ud mod Amariril, der skubbede dem irriteret væk.
   "Sørg for at de svin dør. Sørg for at alle på den lede satellit dør."
   "Selvfølgelig ... det er guds vilje."
   "Så er det godt, jeg kan give ham værktøjet." Amariril slog arrigt i bordet, drejede sig og gik.
   Daziel spekulerede på, om våbenhandleren ville lade sig nøje med at ødelægge feriesatellitten, og i tankerne svarede han nej. Tyrehovedet ville forhandle med alle Kartellets fjender og give dem våben.
   Kartellet ville snart være udslettet.

Voluptuaria - feriesatellitten en uge senere.

"Ligger De godt skattebasse øh..." Hun kiggede i nogle papirer: "hr. Pedersen." Hun var smuk og ung. Stemmen var forførende og øjnene blå. Personaleuniformen, der mest lignede en grøn kampuniform, fremhævede hendes former på en charmerende måde, men den slags kan jeg godt slå ud af hovedet, tænkte Thorleif med et suk. Kunne han - en treogfirsårig mand - lægge sådan en godte ned uden at betale en fandens masse penge for det? Nej. Tanken var latterlig, men den var der.
   "Udmærket," hvæsede han. Det kneb med at trække vejret. Det kneb i det hele taget med alt. Han havde ikke langt igen, og derfor lå han her.
   "De får det snart meget bedre ... skattebasse," påstod hun, og han studerede hende endnu engang. Hun var hans personlige oppasser her på Voluptuaria. Ferie satellitten der kredsede om ingenting, men i rasende fart og 4000 lysår fra jorden og Frederikshavn.
   Ja, Frederikshavn. Her havde han boet hele sit liv. Gad vide hvorfor? Der var ikke meget andet deroppe end nogle bakker og så nogle torsk, både den slags der levede i vandet, og de der havde to ben. Men han var blevet der. Gamle vikinger flytter sig ikke, tænkte han og indrømmede, at det måtte være en sandhed med modifikationer. Hvad med Erik den Røde der smuttede til Grønland i et skib på størrelse med en halv valnød? Nej, han blev ikke i Frederikshavn fordi han eventuelt havde vikingeblod i årerne. Det havde noget at gøre med, at han lige så godt kunne skrive sine romaner hjemme i fødebyen som i Rom. Derfor blev han boende i den lille treværelses, som han lejede sig ind i, da han var 17 år gammel.
   Det var i øvrigt første gang, han var på ferie, for hvorfor skulle han det? Romanerne, som han skrev, bugnede af eksotiske steder, og han ønskede ikke at tage væk. Nej, det eneste, han ønskede, var at kunne skrive igen. Det er kun de unge der kan slås og skrive bøger, tænkte han, dengang han blev firs og måtte sande, at han ikke længere kunne nogen af delene. Derfor tog han her til.
   Der lød et voldsomt brag, og sengen rystede. Han kiggede forskrækket på ... gad vidst hvad godten hed?
   "Hvad hedder du?"
   "Ulla ... skattebasse"
   "Ulla, men det er jo et dansk navn."
   "Jeg er skam dansker ... skattebasse" Han gloede overrasket på hende. Han havde ikke ventet, at finde danskere 4000 lysår fra jorden. Hun lo: "Danskere skal også arbejde et eller andet sted, og jeg arbejder altså her på feriesatellitten." Samtidig gennemrystedes rumskibet af endnu en voldsom eksplosion. Hun kunne sikkert læse hans uro, for hun strøg hans kind på samme måde, som når man beroliger et barn."
   "Bare rolig ... skattebasse. Det er helt almindeligt."
   "Kan det virkelig gå an, at du kalder gæsterne skattebasse?" Han forsøgte at le og fik i stedet et hosteanfald.
   "Har du noget mod det skattebasse, for så holder jeg op."
   "Overhovedet ikke." Han fik med besvær ordene gispet frem, så fortsatte han. ". Er det ... hvad er det nu, de kalder sig? Er det dem, der angriber?"
   "Ja, det er Populus Dae, der angriber os. Det gør de ustandseligt ... skattebasse" Hun lo: "Men det kommer de ingen vegne med."
   "Er du sikker?"
   "Ja. De har prøvet længe, og vi har endnu ikke fået en skramme ... skattebasse Jeg forstår ikke, at de gider blive ved."
   "Religiøse fanatikere." Han rørte sig i sengen.
   Hun fnes og blinkede til ham.
   "Ungdomsferierne er en vederstyggelighed i herrens øjne." Hun gjorde sin stemme så dyb og tordnende som muligt. Han smilede tandløst til hende. Han havde også set repræsentanter for Populus Dae i fjernsynet.
   "Populus Dae påstår, at I har stjålet et guddommeligt område af universet. Et der rettelig tilhører dem, hvad siger du?"
   "Vrøvl ... skattebasse. Vi har betalt for området. De er bare pissemisundelige og røvirriterende." Hendes øjne skød lyn.
   Thorleif kiggede på det rum, hvor han skulle holde den ualmindeligt dyre ferie. Der var kun den seng, han lå i, og ingen andre møbler overhovedet. Der var ingen skabe og ingen vinduer. Gulvet var hvidt og skinnede på en måde, der fik ham til at tænke på bonevoks. Loftet og væggene virkede lige så sterile som resten af værelset. Døren ud til satellittens gange var af metal og så ud til at være tung.
   "Hvorfor så kraftig en dør?" Ulla trak skuldrene.
   "Aner det ikke ... skattebasse. Ledelsen har nok fået den billigt."
   "Holder jeres brochurer, hvad de lover, eller hvad...?" Det var nok et uartigt spørgsmål, men som vendelbo vred den slags sig ud af munden på ham af sig selv. Han hadede at blive snydt, og han syntes, at ungdomsferierne lovede mere, end han, jordbunden som han var, kunne tro på. Hun rynkede panden, lod hænderne glide over den grønne kampuniform, og virkede faktisk fornærmet.
   "Naturligvis ... skattebasse." Det var godt, at hun blev sur, det overbeviste ham halvvejs om, at han fik, hvad han havde købt, og derfor skiftede han emne.
   "Hvorfor er du så sikker på, at Populus Dae ikke kan gøre os noget?"
   "Vi er professionelle soldater - altså os ansatte - skattebasse. Det er et ansættelses krav, så vi ved, hvordan man forsvarer sig. Ledelsen har desuden givet os våben, der er langt bedre end terrorristernes. De har ikke en chance, og det burde de faktisk vide." Skibet rystede igen. Denne gang værre end før, og braget var så højt, at det gav Thorleif propper for ørerne. "Men det gør de åbenbart ikke." Hun lo, mens hun sagde det, så gik hun hen til døren, som nok havde været på tilbud. "Du ringer på knappen ... skattebasse," hun pegede på en rød indretning på sengegærdet: "Så kommer jeg springende lige med det samme."
   Han borede sig længere ned i sengen og faldt i en let døs. Det gjorde han efterhånden hele tiden. Det var nok også en følge af alderen. Ak ja, tænkte han og var pludselig tilbage i tiden ... på en bar i Frederikshavn. Han var lige fyldt atten.

"Lene er kærastinn minn að halda fingrunum burtu," Thorleif var 1,85, men alligevel var han nødt til at kigge op for at se manden, der talte, i øjnene.
   "Lene er sgu ikke mere din kæreste end min. Din elendige islænding." Der blev knurret ved et af bordene, hvor yderligere tre hærdebrede fiskere holdt øje med begivenhederne på værtshuset, der hed 'Den røde lygte' og som lignede det, den skulle. Et støvet lokale med en bar, beskidte klistrede borde, revnede vinduer, og et gulv der kun blev vasket til jul. Der stank af spiritus, øl og bræk herinde.
   "Haltu kjafti og fara burt heimskur Dani eða annað sem ég mun brjóta andlit þitt." Thorleif forstod ikke et ord, men han forstod meningen. Han skulle pisse hjem, ellers ville han få nogen på gummerne. Han blinkede til Lene, der drukkent sad ved baren og klamrede sig til et ølglas. Hun betød ikke noget for ham, men hun var rar at varme sig ved en gang i mellem, og det skulle en skide islænding sgu ikke blande sig i.
   Fiskeren kiggede på Thorleif, derefter på Lene, og netop i dette sekund, hvor han var uopmærksom, trak Thorleif et knæ op i mandens klokkeværk. Øjnene trillede næsten ud af hovedet på ham. Han blev rød i ansigtet, og han blottede sine store hvide tænder i en snerren, der indeholdt lige dele had og smerte. Samtidig tvang han nogle ord ud mellem bisserne.
   "Av í fjandanum þú heigull. Læsa helvítið eins og heilbrigður!" En kniv dukkede op, og hans tre kammerater rejste sig fra deres plads ved bordet. Et glas væltede og knustes med et brag mod gulvet. Lene skreg og drattede ned af barstolen. Det var bedst at stikke af.
   Thorleif sprang ud af døren og løb ned af lodsgade. Han kunne høre Islændingene bag sig. De bandede og truede.
   "Hætta Coward þínu. Bíðið hér og smakka íslenska stál!" Det ville i den grad ikke være godt, hvis de fangede ham, men det kunne de heller ikke. Han havde boet her i Frederikshavn hele sit liv, så han kendte hver eneste gyde og smutvej.
   Fem minutter senere havde de opgivet, og han satte farten ned, mens han begyndte at fløjte. Han elskede slagsmål. Han elskede det lige så højt som at skrive romaner. En underlig kombination kunne nogen synes, men han havde aldrig overvejet det psykologiske i det. Den slags lod han de kloge om.

Et kvarter senere låste han sig ind i den treværelses lejlighed, som havde været hans i et år. Eller den føltes som hans, selvom han måtte betale husleje en gang om måneden. Der var et gammelt fjernsyn i stuen, som døren førte direkte ind til. En bogreol fyldt med bøger. Alle de nyeste bestsellere var der, og det ville de blive ved med at være, så længe han levede. Der var en sofa, to lænestole og et teaktræs kaffebord. Udmærkede ting som han købte i genbrugsforretningen. Der var ingen grund til at smide penge ud til den slags. Derimod var der på et ridset og gammelt skrivebord anbragt en I-Mac. Den fedeste maskine penge kunne købe ... hvis man f.eks. var tosset med at skrive bøger, og det var Thorleif.
   På gulvet lige indenfor døren lå et brev, som han trådte på. Han fjernede forsigtigt foden, og på kuverten var der nu et pænt og mudret aftryk af støvlerne. Han holdt vejret, mens han samlede op. Den første roman var inde ved Polemikkens forlag, men han forventede ikke, at de ville udgive ham. I hvert fald havde svaret været negativt både hos Gyldenkåls og Tellerumpe. Øgenavnene var selvfølgelig respektløse, men de gjorde afslagene nemmere at tåle.
   Han tog kuverten i hånden. Den var ganske tynd, så manuskriptet var ikke lagt ved. Han åbnede og læste med store øjne:
   Vi har læst dit manuskript og er imponerede. Vil det være muligt at holde et møde med dig her på redaktionen. Ring venligst på tlf. xx xx xx xx

Med venlig hilsen
   xxx
   Det var satans, tænkte han.

Han mærkede endnu en rystelse i sengen og hørte en eksplosion udenfor satellitten. Det fik ham til at slå øjnene op. De kan ikke gøre os noget. Det var det, Ulla havde sagt, men han havde svært ved at tro det. I stedet lod han tankerne dvæle ved den første roman, som blev et sandt eventyr næsten fra dag et. Toppen af bestseller listen. Oversat til alverdens sprog. Filmatiseret i Hollywood inden et år og en bankkonto med en saldo på 34 millioner kroner. Fantastisk.
   Tanken gjorde ham godt.
   Et brag fik igen ferieværelset og sengen til at dirre. Af og til ramte Populus Dae satellitten, så kunne Ulla altså sige, hvad hun ville. Men han mærkede også noget andet. Han var ikke bange, og det undrede ham. Da gigten fik fat i ham, mistede han samtidig sit mod, for han vidste, at han var forsvarsløs, men nu var frygten væk, og han havde han lyst til at stå ud og af sengen og være med i krigen. Han ville slås, ganske som han ville, da han var atten, men så huskede han ydmygelsen, der var en uundgåelig ledsager, når han klamrede sig til rollatoren. Nej. I stedet lukkede han øjnene igen.
   Hvor vil jeg gerne være ung. Han nåede lige at tænke tanken, inden det næste brag hørtes. Det var det hidtil højeste, og rystelsen bagefter var så kraftig, at han greb fat i sengegærdet med begge hænder. Så undrede han sig og kiggede på dem. De var ikke længere så krogede. Stadig gamle, men smerterne var væk. Han smilede, og i samme øjeblik gik døren ind til stuen op. Det var Ulla, der forsigtigt stak hovedet indenfor
   "Ville du se, om jeg var drattet ud af sengen, eller hvad?" Hun lo og rettede sig op.
   "Ja, noget i den retning ... skattebasse. De går godt nok til den i dag ... Populus Dae."
   "Mere end de plejer, eller...?"
   "Tjoh, men tag det roligt ... skattebasse. De har stadig ikke nogen chance." Var der en lille tvivl i hendes ansigt. En hurtig rynke på næsen. Øjne der søgte ud til siden og ikke ville kigge i hans. Det var nok noget, han bildte sig ind.
   "I ... altså Kartellet ... mener, at Guds øje er jeres retmæssige ejendom, eller hvad?"
   "Naturligvis er det det ... skattebasse. Vi har købt det."
   "Populus Dae mener, at de undere - der sker her i Guds øje - tilhører gud og dermed dem, fordi de er Guds folk."
   "Ja. Sådan noget vrøvl. Området tilhører ikke dem. Som sagt har vi betalt for at være her, og enhver idiot kan sige, at han er udvalgt af gud."
   "Men hvorfor får I så ikke myndighederne til at tage sig af sagen. Arrestere Populus Dae?"
   "Åh, den slags ved jeg ikke så meget om ... skattebasse, men jeg tror, det er billigere for Kartellet selv at føre kampen end at bestikke tusindvis af rådne politikere på over tusind planeter."
   "Det har du nok ret i."
   "De har det godt ... skattebasse. Skal jeg komme med noget til Dem. En whisky, cognac eller en pakke kondomer."
   "Ja, jeg har det godt. Jeg faldt ikke ud af sengen."
   "Godt." Hun lukkede døren, og lige inden hans øjne faldt i, tænkte han. at det var mærkeligt, at hun tilbød at komme med en pakke kondomer. Her var der noget, han ikke forstod, men pyt med det. Han blundede igen.

Endnu engang var han tilbage i tiden. Til da han lige var fyldt tyve. Han sad denne specielle dag og kiggede på tv 2 news. Da speakeren - en underskøn kvinde med grønne øjne og røde briller - tog ordet.
   "Vi har netop modtaget et telegram. Det forlyder, at en flyvende tallerken er landet foran Det Hvide hus. Amerikanerne har proklameret undtagelsestilstand. Det er det eneste, vi ved indtil videre, men vi holder selvfølgelig godt øje med udviklingen."
   Han smilede for sig selv i den lette døs. Det viste sig, at være det bedste der var sket på jorden længe. I nogle dage gik alle dog og ventede i angst bæven, men de ikkejordiske kom faktisk med fred, og de kom også med et tilbud til jorden om at træde ind i Det Galaktiske Handelsforbund. Det betød omgående, at samtlige jordiske markeder blev udvidet i en grad, der var svær at forstå. Handelsforbundet talte omkring tusind planeter, og det betød at lige pludselig, at Thorleif havde mere end 6000 milliarder mulige læsere. Hans roman skulle bare lige oversættes til Galactika, og det blev den på rekord tid. Hans bankkonto slog også ny rekord ... 234.000 milliarder kr. Det var svimlende, men de nye handelsmuligheder slog såmænd igennem alle steder. Nu kunne en almindelig vendelbo vælge mellem millioner af eksotiske steder at holde ferie i stedet for de få, der hidtil havde været på jorden. Gran Canaria så stort set aldrig mere en dansker, i stedet blev øen oversvømmet af firbenede Gumfegryffer fra planeten Skuthut, og Kjeld og Hilda drog til Laothock seks gange om året for at spille for de danske turister, der søgte dertil. Det Laothockiske køkken blev udvidet med Frikadeller, Dansk Bøf og Tuborg. Svineeksporten landede til gengæld på planeten Nebulus, der var villige til at betale så meget for grisene, at det ikke længere var muligt at købe en kotelet i Netto. Der i mod var fryserne fulde af Sissibalesisk måne pungrotte kød i alle afskygninger. Jysk udvidede på under en måned med ca. 1000 forretninger på hver planet. Kun på planeten Nerulux kneb det med at få markedsandele, fordi de indfødte her aldrig sov, og derfor havde svært ved at se fidusen ved dyner.
   Det var en forunderlig og vidunderlig tid.

Pludselig lød en sirene ude på gangen og næsten samtidig hørte Thorleif tunge støvler trampe forbi døren. Mændene derude råbte til hinanden, og de lød forskrækkede. Populus Dae måtte have ramt noget vitalt. Han havde haft ret. Ulla brød sig ikke om angrebets styrke lige før.
   Han tænkte igen på at stå ud af sengen og give en hånd med. Hvis der skulle kæmpes, så ville han ikke ligge her, men så faldt han tilbage i puderne. Hvad kunne en gammel mand udrette? Selvfølgelig ingenting, men adrenalinen drønede alligevel rundt i kroppen, og han havde svært ved at falde til ro.
   Han tvang sig selv tilbage til den lette søvn, og genoplevede da han var et sted mellem firs og enogfirs år gammel. Han stirrede dengang på de krogede fingre. Det gjorde meget ondt, hver gang de klikkede på computerens tastatur ... Alt for ondt. Han kunne ikke længere skrive en roman på et sted mellem 75 og 100.000 ord. Det var heller ikke muligt at slås. Det havde det ikke været længe. Herregud han kunne knap stå på benene uden rollatorens hjælp, så hvad var livet værd? Hvad var alle de mange penge i banken værd? Slet ingenting. Tårer løb ned over de gamle kinder.
   Med besvær tastede han sig ind på hjemmesiden: Ungdomsrejser. Den var ikke jordisk, men som de fleste sider skrevet på Galactika. Et sprog han uden større besvær havde lært sig at beherske. Det var praktisk, eftersom alle andre talte det ... undtagen i Frederikshavn. Efter handelsaftalen med det Galaktiske Handelsforbund dækkede internettet nu samtlige tusind planeter, og var endnu mere uoverskueligt end dengang, det kun dækkede jorden. Men han havde set denne annonce engang og noteret den. Blandt andet havde han spekuleret på, hvorfor pokker alle de ansatte var i noget, der mindede om en kampuniform. Det betød nu mindre, for han overvejede at købe deres ungdomsferie, og for en vendelbo er tanken om at købe noget aldeles grænseoverskridende, men der var ikke andet at stille op.
   Betalingen var bestemt heller ikke vendelbo venlig. Den var, viste det sig, en slags auktion. Han bød til at begynde med èn million kroner, men de andre gamle, der sad og bød rundt om i universet, var ikke nær så nærige, og han måtte så byde igen. Auktionen varede til han var treogfirs ... altså næsten toethalvt år. Til sidst bød han 95 % procent af formuen og vred sig ved det. Et ufatteligt tal på 6.669.000 milliarder kroner. Derefter var der ingen, der var gået højere, og derfor lå han nu her i satellitten. Han havde købt universets dyreste ferie. Selve tanken gjorde ham utilpas, og han håbede igen, han ikke var blevet snydt. Med et fnys besluttede han at finde ud af det, og svang beslutsomt benene ud af sengen og rejste sig.
   Han stod et øjeblik og svajede ... uvant med at klare sig uden rollatoren. Han knyttede hænderne et par gange ... ingen smerter. Så tog han et skridt og bevarede uden vanskelighed balancen. Noget, var det ungdom, svulmede i brystet. Der var intet, der gjorde ondt mere, og han trak vejret let og ubesværet. Vidunderligt.
   Hvor er der et spejl? Han var nødt til at se sig selv. Var han også blevet ung at se til? Hvis han var, skulle Ulla passe rigtig godt på. Var det, det hun mente, da hun foreslog en pakke kondomer.
   Han åbnede døren ud til gangen. Der lød desperate råb og skrig derude, og ind i mellem hørte han en plasmapistol sende sine dødelige ladninger af sted. Satellitten var under angreb. Et alvorligt et mente han, men det betød ikke noget. Først måtte han finde det spejl.
   Han kiggede op og ned af gangen. Et stykke til venstre for ham, så han satellittens personale (han kunne genkende uniformen) kæmpe mod en brand, der så ud til at stamme fra selve gangens gulv, og samtidig blev de beskudt af nogle individer med fire ben og to arme. Populus Dae uden tvivl, men det var han ligeglad med, derimod havde han opdaget, at vinduerne, de der vendte ud mod det kulsorte univers, fungerede som spejle. Han så gangen gengivet i dem og skyndte sig derhen. Bare et par skridt mere. Så kunne han se sig selv.

Han stirrede ind i vinduerne. Han så sig selv, sådan som han gerne ville se ud. Han var atten år igen. Modet brusede i brystet på ham. Han ligefrem håbede, at blive provokeret. Det var så længe siden, han sidst havde pandet nogen èn. Han havde brug for en flok islændinge.
   Han grinte, vendte sig og kiggede på personalet, der endnu ikke havde ilden under kontrol. Skulle han give dem en hånd? Guderne måtte vide, at de havde fået penge nok til at klare den slags selv, men han havde lyst.
   Inden han kunne nå at tage det første skridt, gjorde Populus Dae et udfald. De sprang frem fra deres skjulested længere nede af gangen, mens de skød. De fleste af personalet sank lydløst sammen. Resten lå og skreg på dækket. Nogen manglede en arm ... andre et ben. Det er fantastisk, tænkte Thorleif. Så havde Populus Dae alligevel vundet deres åndssvage religiøse krig. Angriberne trådte i det samme ind mellem de besejrede fjender og aflivede de sårede. De viste ingen nåde.
   Lederen, eller det så han da ud til at være, trådte hen til Thorleif.
   "Hvem er du? Du er ikke i uniform."
   "Og hvad så. Jeg er gæst." Thorleif havde lyst til at spytte den anden i ansigtet, alene fordi han kunne. I det samme fik han øje på Ullas døde legeme, der lå uordentligt ovenpå en dynge lig på gulvet. En skam, tænkte han og trak på skuldrene. Der var finker nok i universet, og han havde lyst til dem alle, men mest til at stikke ham Populus Dae overgutten et par på skrinet.
   "Mit navn er Daziel. Tag herfra. Vi vil dig ikke noget ondt." Populus Dae manden ... Daziel, eller hvad fanden han nu hed, sænkede sin strålepistol og slog ud med den anden arm.
   Thorleif trak sit højre ben op i nosserne på ham. Han gispede og tvang nogle ord ud gennem munden. De var åbenbart på hans lokale sprog og ikke Galactika, for Thorleif forstod intet.
   "Off al la infero," sådan lød det, og ordene betød, at det var på tide at stikke af.
   I Frederikshavn havde det været nemmere, der var han på hjemmebane. Indretningen af satellitten anede han derimod intet om, men det var der jo ikke noget at gøre ved.
   Han nåede lige at dreje sig, så mærkede han en flammende smerte, da strålen fra en plasmapistol skar sig gennem rygsøjlen.
   Han segnede.
   Det var alle pengene værd, alle tiders ferie? tænkte han og døde.