Den bule i nakken gjorde ondt, da han vågnede på bænken. En bænk han havde lavet af et fint stykke træ, der var væltet af en storm, flået op af en jord og formet af ham. Skåret ud med et simpelt værktøj. Et projekt, der allerede dengang han lavede det, afholdt ham fra at blive sindssyg, Sindssyg over ikke at vide, hvorfor eller hvordan han var strandet dér.
Han rejste sig fra bænken og kneb øjnene sammen, kunne for sit blik skimte sit hus omkredset af sørge birkene, der gav god skygge og buske af den japanske ahorn, der med sin karakteristiske røde farve gav en flot kontrast til patioens hvide farve. Huset var ikke helt som han kunne huske det, det var begyndt at se lidt slidt ud. Gennem de store vinduer kunne han for sine øjne kun alt for tydeligt se sin kone og sin søn, der nu måtte være omkring de otte år gammel. Knægten havde meget tydelig lighed med ham selv, hvilket fik ham til at tænke på, at her havde postbuddet dog ikke leveret andet end post, som i så mange andre huse på vejen. Tanken fik ham til at le, men samtidig havde han en fornemmelse af, at han selv blot havde været et postbud, der kun havde været kortvarigt forbi for at aflevere en pakke og så videre.
Han følte, han hverken kunne komme frem eller tilbage, men blot var strandet ved den forbandede bænk. Bænken. At lave den var blevet en besættelse for ham. Da han så træet ligge væltet ved kysten, havde han med besvær fået den brækket fra hinanden og slæbt ind i skoven, hvor han var begyndt at arbejde på den. Dækket den med blade, når han ikke kunne arbejde mere på den. Kun hans trofaste fundne økse havde hjulpet ham med at frembringe bænken. Øksen Axel. På engelsk hedder økse "axe" så navnet var axel. Ofte havde han følt, at Axel havde talt til ham, men han havde ignoreret det, det var jo ikke normalt. Mangen en gang var bølgerne gået højt og der var blevet talt med store ord, når han mente, Axel havde hugget for dybt eller skævt eller for meget. En gang var Axel endda blevet kylet ind i underskoven og det havde taget ham 3 dage at finde ham igen, for Axel var fløjet direkte ind i et hul i et træ, hvor han havde været fræk nok til at gemme sig og ikke sige en imaginær lyd i tre forbandede dage.
Han kunne se sønnen sidde ved bordet og lave sine lektier. Drengen forekom ham meget dygtig, forskellige lærere kom hjem til dem og roste drengen, og gav ham sværere opgaver og lod ham springe klassetrin over og endda universitetsprofessorer kom på besøg og var benovet og drengens kunnen. "Du kan være stolt af ham" han fór sammen og kiggede sig omkring. "hvem sagde det?" Der var ikke andre i nærheden en ham, bænken og...øksen. Det var dét, det var dråben, nu var han nået dertil at hans sind bildte ham ind at øksen talte til ham. "Du kan være stolt af ham" Nu gjorde den det igen. "Vil du godt være stille" Ordrene kom mere som en opfordring til hans eget sind som til øksen. Han håbede på at få ro i sindet, men hørte i stedet "Som du vil". Alt dette forekom som en blanding af virkelighed og fantasi og han kunne ikke afgøre hvad der var hvad. Det var som om vanviddet omsider havde fået vundet kampen over fornuften i hans sind. Han søgte igen bænken, bænken, der var hans eneste holdepunkt i denne isolation. Han lagde sig på bænken og lukkede øjnene.
Han åbnede øjnene igen og fór op, missede igen med øjnene og fik øje på huset igen. De sørgende birke hang med deres klaser nu længere ned mod jorden og ahornbuskene fik næsten ingen lys. Den flotte hvide maling var begyndt at skalle af træværket og han kunne fornemme, at ikke kun hans familie manglede ham. Der var en følelse, en fornemmelse, at der strøg et år forbi, hver eneste gang han lukkede øjnene. Det nagede ham, åd ham og fortærede ham ganske langsomt. Han vidste ikke, hvad han ville gøre, når han ikke kunne ane huset mere. Han vidste, at når det skete, var kampen tabt, Så ville han have tabt kampen til sit eget sinds intethed. Hun stod i vinduet og stirrede direkte på ham, selvfølgelig uden at se ham, det gjorde hun aldrig. Bag hende sad knægten, der igen så et år ældre ud, foran computeren og arbejde, omringet af flere drenge, væsentligt ældre end drengen selv. De fulgte alle opmærksomt med i hvad der foregik. Hun vendte sig og kiggede på drengene og han kunne læse i hendes ansigt, en stolthed over drengen, men der var også et snert af frygtsomhed over hende. Så kiggede han på drengen og opdagede, at de lignede hinanden endnu mere nu. Ikke blot af udseende, men drengen udstrålede en grad af den samme overgivelse til isolationen, som han selv havde. "Må jeg sige noget nu" Han blev igen forskrækket over stemmen og stirrede på øksen. Han mente at kunne huske en film med Tom Hanks og en volleybold "Er jeg virkelig nået dertil" han følte igen galskabens stærke ben forsøge at sparke døren ind til hans fornuft. "Nej, der er lidt vej endnu, men du skal nok komme frem" Stemmen var monoton, men sådan var ens egen stemme vel, når den proklamerede ens undergang. "Vær så stille" han forsøgte at råbe, men det kom nærmest som en hvisken fra ham. Han blev bange og overmandet af frygten søgte han tilbage til bænken og tilbage til de få erindringer, han stadig havde i behold.
Tre måneder. Så var bænken pæn nok til at komme ud af skoven og herhen, hvorfra han kunne se huset. Kunne følge sin kone og sit barn, kunne ane dem, kunne række hånden nok så langt ud, men aldrig nå dem, aldrig fortælle hende, at han elskede hende, at hun var det dyrebareste, han havde. Aldrig fortælle sin søn, hvor stolt en far, han var. Aldrig lære ham om blomsterne i foråret, sparke bold med ham om sommeren, smide ham i bunken af blade i efteråret eller bygge snemand og have sneboldkamp om vinteren.
Han åbnede igen øjnene og huset for hans blik forekom han nu endnu mere sløret og langt væk. Måske i takt med at normaliteten var på vej væk, var hans hukommelse sideløbende endelig at svigte ham og intetheden ved at fange ham. Han kunne nu knapt se igennem træerne og buskene var nu kun stumper over jorden. Huset var i en sørgelig forfatning og han ønskede, han kunne komme tilbage og genskabe den idyl, der engang havde været. Sønnen var endnu en gang blevet ældre og sad nu alene ved pc'en. Rummet der havde været oplyst af liv fra tilskuere var nu tomt, bortset fra moderen, der studere sin søn med ængstelige øjne. Han syntes at kunne skimte frustration i sønnens øjne, mættet med en tomhed, der mindede ham om hans egen. En tåre i drengen øje fortalte ham alt. Drengen lignede nu ham på flere måder end blot af udseende. Han kunne ikke holde synet ud og vendte sig for at søge bænken igen og blev overrasket over skibet, der kom til syne i tågen foran ham. Han syntes, at have set skibet før, men samtidig lignede det ikke et skib, han nogensinde havde set før.
En port i siden på skibet gik op og et kraftigt lys strømmede ud mod ham. Lyset. Også det følte han, han havde set det før. Han følte sig draget mod det og dog kunne han ikke røre sig ud af stedet. Han frygtede, at gik han ind i lyset, ville han ikke kunne vende tilbage til sin bænk, sit eneste holdepunkt. Den stod dér, mellem ham og det skarpe lys, han bevægede sig langsomt hen til den, satte sig ned og klamrede sig, kun en smule panisk, men alligevel fast til den, hans bænk. Da stemmen talte blev han forskrækket og ordene den sagde indgød ham frygt og ro på en gang "Min søn". Han kendte stemmen, den tilhørte hans mor, selvom han ikke havde hørt den i mange år. Hun kom ud af lyset og hen imod ham "Min søn, kom. Det er på tide at komme videre" Han rejste sig forsigtig men undlod at tage hendes fremstrakte hånd "Komme videre?" Han frygtede, at tog han hendes hånd, ville alle billeder, han havde af sin søn og sin elskede forsvinde "Tag min hånd og du vil forstå. Du kom ikke med da vi var her sidst og jeg beklager virkelig, at vi har ladet dig vente her, men det er skut nu. Der er intet mere for dig at gøre her og du kan nu drage videre" Hun tog endnu et skridt hen imod ham og trådte ud af tågen. Han kunne se hende tydeligt nu, det forekom ham, at være tydeligere, end han havde set noget i flere år. Han førte sin hånd op til hendes fremstrakte og et lys bredte sig for hans indre blik efterfulgt af tusinder af billeder i et splitsekund.
Han havde været fokuseret på hende fra første øjeblik, han havde set hende, men hun havde også været noget helt specielt. Han vidste at det her var kvinden, han skulle have et barn med. Hun havde stærke gener, nedstammede også fra hans slægt mange generationer tilbage, havde han researchet sig frem til. Dog havde han ikke set kærligheden komme snigende ind på ham. Ikke før det var for sent. Han havde viet sit liv til forskningen og fremskridtet og havde derfor ikke skænket kærlighed nogen tanke. Men hun havde åbnet hans øjne for, hvad han havde gået glip af alle disse år. Og da hun havde fortalt ham, at han skulle være far, var han begyndt at græde. Noget han aldrig havde gjort hele sit liv og det havde forskrækket ham voldsomt. Følelser var en naturlig del for ham, men han havde selvfølgelig lært ydergrænserne at kende i en tidlig alder, lært irrationaliteten i de ekstreme følelser, hvilket også gjorde, at han aldrig havde været i et slagsmål, da den type vrede lå udenfor grænserne.
Han vidste nu, at det havde været hans mission, og det var hjemrejsen, der var slået fejl. Han havde været klar, men i det afgørende øjeblik havde han ikke kunne stige ombord i skibet, der kun lagde til i et kort øjeblik. Derfor var han strandet her, midt i intet mellem to verdener, der begge virkede til at være hans. Han havde ikke været synlig for sin elskede og sin søn, skønt han faktisk kun var få meter fra dem. Hans sløringsudstyr havde været tændt, for ikke at gøre hans afrejse synlig. Axel var i virkeligheden en ekspeditionsrobot med kunstig intelligens, og det eneste han havde bedt sin makker om, var at være stille. Han kunne uden videre have opklaret mysteriet på et øjeblik ved hjælp af sin økse og samtidig havde brugt den til at tilkalde afhentning men bulen i nakken må være kommet fra et fald og et slag. På grund af hans specielle metabolisme og de indopererede nanomaskiner i hans krop, havde sulten ikke været tilstede og hver eneste gang, han havde lukket øjnene, var han gået i en cirka et år lang dvale. Derfor havde han kun oplevet sin søn og elskede i glimt gennem tiden. Han slap sin mors hånd "Hvorfor er det slut nu? Hvorfor kan jeg ikke komme tilbage hertil?" Hun kiggede på ham og han havde næsten glemt, hvor snævert et følelsesmæssigt spektrum, hans folk bevægede sig indenfor "Vi er kommet her igennem tusinder af år, vores forfædre hjalp dem genetisk med springet fra aben til mennesket og af flere omgange truede naturen og kometer med at gøre en ende på de tidligste af dem, og vi hjalp dem igen og igen. Og da de endelig var fri for naturens luner, hjalp vi dem ud af hulerne, gav dem sproget og deres begyndende intelligens. Derfor kan de i dag ikke forstå deres egen udvikling. Vi gav dem et spring og en chance for at udvikle sig fremad, men de leder stadig efter the missing link. Vi gav dem muligheden for at udvikle sig ud i universet og udforske de muligheder de har som race, men i stedet er de egoistiske og bruger historie og begrænsninger til at låse sig fast på gamle stridigheder og tåbelige magtkampe. Selv dit eget afkom derinde kunne komme til at løse enorme gåder for deres race. De kunne opnå forståelse for deres krop og let som ingenting fordoble deres levealder. Måske endda en dag opnår vores levealder. Rengøre jorden, satse på nogle af de energiredskaber og løsninger, nogle af vore tidligere besøgende har givet dem, i stedet for at lade sig styre af grådighed og fortsat ødelægge deres egen planet. De kunne indenfor overskuelig tid, selv i deres tidsregning, rejse over store distancer i universet og kolonisere planeter. Men i stedet fryser de din søn ude, fordi de ikke forstår ham, fordi de ikke lytter. Det ældste råd har besluttet, at dette var vores sidste assistance til deres evolution. Der bliver ikke flere rejser til denne planet. Denne race vil ikke udvikle sig" Hun havde ingen bitterhed i stemmen, men var blot tørt konstaterende. "jeg vil blive her"
Endelig var der en følelsesmæssig reaktion i hendes ansigt. "Her ? Hvad er der at blive her for ? Du har været strandet her, men nu vil vi bringe dig hjem" Det var tydeligt for ham, at hun også havde savnet ham, som han selv havde savnet sin søn. "Jeg har været strandet her, men ikke kun fra dig kære moder, men også fra min egen søn. Og han er ikke kun strandet, han er også faret vild og kan ikke finde tilbage. Han har brug for mig, brug for min beskyttelse og min vejledning" Han kunne tydeligt se, at hun var i en indvendig vildrede. "Men hørte du mig ikke ? Denne race vil ikke hjælpes. Det er som om den tigger sig selv om at gå til grunde. Hvordan vil du overhovedet hjælpe ham ?" Han havde ventet på den sidste del af hendes sætning "Jeg var strandet, ikke bare fra en, men fra to verdener, men nu har jeg fundet vejen tilbage. I kan nok klarer jer uden mig, men min dreng har brug for min hjælp til at komme ud af sin egen isolation, eller ender han mere gal end jeg var ved at blive" Kys og kram havde han lært i sit nye hjem, men da det ikke lå til hans mor og hans oprindelige civilisation at være kropslige, nøjedes han med et nik til farvel og vendte sig. Hun greb fat i hans arm "Du er født på et ekspeditionsskib og jeg troede faktisk, at du, ligesom din far, ville ende dine dage dér, men han var nok lidt forudseende, da han døbte dig Robinson. Lev vel min søn" Hun vendte sig og gik ind i skibet, der på et kort øjeblik forsvandt ud i intetheden. Ham samlede sin økse op og sagde "Du må absolut intet sige, undtagen når vi er helt alene" Et øjeblik troede han, at han havde drømt det hele, men så svarede øksen "Vil du så venligst undlade at bede mig holde mund, ligesom de sidste ti år?" Han smilede, klappede bænkens ryglæn som en gammel ven, slukkede for sit sløringsudstyr og gik op af havegangen mod sit hus.