I en ikke så fjern fremtid et sted her i nærheden:

Den nye bil var en Fiat AI5, som loven krævede det.
   Pedersen kiggede på den og følte sig fattig, for han havde ikke råd, men verdensregeringen havde talt, og han måtte - som alle andre - bøje sig.
   Den nye verdensregering var et år gammel, og Pedersen var tilhænger ... sådan set. Jordens problemer skal løses globalt ... ikke lokalt. Han var enig, men de love den nye regering udstedte. Hvorfor gik de altid ud over Pedersen og Jensen og ikke Abildgaard og Ahlefeldt? De rige købte alligevel det nyeste. De havde råd, det havde Jensen og Pedersen ikke. I hvert fald ikke denne Pedersen, tænkte han. Den seneste lov - bare for at tage et eksempel - forlangte at alle maskiner blev erstattet af AI5ere. Kødhakkere, køleskabe, strygejern, biler, busser, fly, skibe, støvsugere, listen var uendelig, og de kostede - som alt nyt - en farlig masse penge. Verdensregeringens begrundelse var, at disse kloge maskiner var menneskets redning på en lang række områder. AI5 bilerne - for eksempel - betød bedre færdselssikkerhed altså Færre dræbte og tilskadekomne og dermed færre udgifter for det offentlige. Derfor skulle alle gamle maskiner, de der ikke hed AI5 til efternavn, erstattes af nye inden en bestemt dato. Den dato var i går, og Pedersen måtte nedbøjet besøge bilhandleren, og nu var Fiat AI5eren købt på afbetaling. Den blev leveret, mens han spiste morgenmad, og han havde således den første tur til gode.
   Han rystede sit hoved, gik helt hen til nyanskaffelsen og rakte ud efter håndtaget til bildøren, men der var ikke noget, så kom han i tanke om, at AI5 biler fungerede på en anden måde.
   "Luk op." Han syntes, det var underligt at tale til en bil. En sexet kvindestemme hørtes fra kølerhjelmen.
   "Godmorgen hr. Pedersen. Har De det godt?" Døren til førersiden åbnede sig.
   "Ja, jeg har det fint." Han satte sig ind og kiggede på de spritnye styregrejer. Ikke dårligt, tænkte han, det kan jeg vist godt finde ud af. Der var i hvert fald et rat, en gearstang, nogle sikkerhedsseler og så et underligt mundstykke, der dinglede mellem hans knæ. Han tog fat i det og kiggede nærmere. Tingesten var monteret i en kort gummislange, der forsvandt ind i sædet under ham. Han anede ikke, hvad den skulle bruges til. Jeg bliver vel nødt til at kigge i instruktionsbogen, tænkte han, stak nøglen i tændingen og drejede.
   "I følge færdselslovens paragraf 7 stykke 10 er det forbudt at køre bil uden sikkerhedssele." Den sexede kvindestemme kom ud af højttalerne til stereoanlægget.
   "Hvad?"
   "De skal tage Deres sikkerhedssele på, inden De tænder motoren."
   "Nå ... ja." Pedersen nikkede og hev i seletøjet. Det var en tilfredsstillende fornemmelse at mærke, hvor let det løb. Han klemte låsen på plads og undrede sig over, at der ikke var en knap til at løsne med. En tanke faldt ham ind: "Løs sikkerhedsselen." Den slap omgående. Han nikkede tilfreds, satte selen på plads igen og drejede nøglen ... Der skete ikke noget. Ikke andet end at bilen sagde:
   "I følge færdselslovens paragraf 17 stykke 7 skal der foretages en alkoholtest, inden bilen startes."
   "Hvad?"
   "De skal puste i slangen mellem Deres ben." Pedersen udstødte et overrasket prust, undersøgte at lynlåsen til bukserne var låst, rødmede og kom så til at tænke på mundstykket, der var sat i fast sædet. Han tog det i munden og pustede.
   "Det var fint. Alkoholtest godkendt. De kan nu starte bilen."
   Pedersen drejede nøglen og nød, at motoren villigt startede. Det var for dyrt med en ny bil, og han foretrak selv at bestemme, hvornår den skulle købes, men det var også herligt.
   "Hvor skal vi hen?" Han var overrasket over computerens nysgerrighed.
   "Skolegade 12," han smilede.
   "Så foreslår jeg, at De kører lige frem og derefter drejer til højre ved den første vej."
   "Jamen ... det er sådan en træls rute."
   "Jeg foreslår alligevel, at De drejer til højre ved den første vej." I det samme standsede motoren.
   "Jamen ... hvad fanden." Pedersen lød bestyrtet. Det var en ny bil, og så gik den i stå.
   "I følge den globale miljølovgivning må en motor ikke gå tomgang i mere end 15 sekunder." Sikkerhedsselen løsnede sig, og bildøren gik op.
   "Tak for turen og hav en god dag."
   "For helvede jeg skal på arbejde." Pedersen drejede igen nøglen.
   "Det er i henhold til paragraf 30 stykke 4 forbudt at starte en bil, før man har sat sig ind i den.
   "Men jeg sidder her jo!" Han var lige ved banke knytnæverne mod rattet, men beherskede sig.
   "Jeg har ingen følere, der kan konstatere, at De sidder i bilen. De bedes stå ud og sige: Luk døren."
   Pedersen stønnede fortvivlet, men gjorde som han fik besked på.
   "Luk døren."
   "Ja hr. Pedersen." Bildøren gled i.
   "Luk op."
   "Goddag hr. Pedersen. Har De det godt?" Han satte sig ind.
   "Nej for helvede. Jeg er tæt ved at komme for sent. Jeg..." Hvad nytter det, tænkte han. Hvorfor skændes med en maskine. Han rynkede brynene. Hvordan var det nu, det var. Jo sikkerhedsselen. Han tog den på og drejede nøglen i tændingen.
   "I følge færdselslovens paragraf 17 stykke 7 skal der foretages en alkoholtest, inden bilen startes."
   "Jamen det har jeg jo lige gjort."
   "De forlod køretøjet. Hvordan kan jeg vide, hvad De har drukket, inden de kom igen?"
   "Jamen jeg har været udenfor i højst ti sekunder. Hvad kan jeg nå at drikke på den tid?"
   "Tid har ingen relevans for en AI5."
   Pedersen bandede og pustede i den mærkværdige snabel, der sad på sædet.
   "Det var fint. Alkoholtest godkendt. De kan nu starte bilen."
   "Det var fandeme på tide." Pedersen drejede nøglen, og motoren startede.
   "Hvor skal vi hen?" Han havde lyst til at sige: 'Hvad kommer det dig ved.' Det gjorde han ikke. I stedet svarede han træt.
   "Skolegade 12."
   "Så foreslår jeg, at De kører lige frem og derefter drejer til højre ved den første vej."
   "Ja ja." Pedersens tænkte: Foreslå du bare. Det er mig, der sidder ved rattet.
   Han kiggede i bakspejlet og så en skolebus nærme sig. Jeg må hellere lade den køre forbi, tænkte han. Fiattens motor døde. Selen løsnedes, og bildøren åbnede.
   "Nej ... nu kan det fandeme være nok!" Pedersen slog forsigtigt på det nye rat.
   "I følge den globale miljølovgivning må en motor ikke gå i tomgang i mere end 15 sekunder." Pedersen lukkede øjnene. Vreden dunkede bag panden, men han så ingen anden udvej end at stige ud.
   "Luk," døren lukkede sig.
   "Luk op." Bildøren gled op.
   "Godmorgen hr. Pedersen. Har De det godt?"
   "Nej." Pedersen satte sig hårdt i sædet. Huskede det hele og drejede bilen ud på vejen. Han trådte speederen i bund, og det hylede i de nye dæk. "Nå, det var bedre." Han forsøgte at få ro på sig selv og nåede den første sidevej til højre. Bilen blokerede bremserne, og han røg frem i selen med et forskrækket bjæf.
   "Jeg foreslår, at de drejer til højre her."
   "Jamen."
   "Jeg foreslår, at de drejer til højre."
   "Det skal Du da ... De da for satan i hede hule forbandede satanrendeme og alt sådan noget ikke bestemme." Motoren standsede.
   "I følge den globale miljølovgivning må en motor ikke gå i tomgang i mere end 15 sekunder." Sikkerhedsselen løsnede sig, og bildøren gik op.
   "Åh nej." Resigneret steg Pedersen ud og ind igen.
   Efter at have spændt sikkerhedsselen, og pustet i alkoholtesteren kørte han til højre. Han skævede til uret. Det var umuligt at nå det. Den højre fod klemte lidt ekstra på speederen. Bilen bremsede, så dækkene hylede, og da de holdt helt stille, sagde den sexede stemme:
   "I følge paragraf 23 stykke 16 i færdselsloven er der på denne strækning en hastighedsbegrænsning på 50 km i timen. De kørte 50,005 km. Det er strafbart, og jeg har sendt en anmeldelse til hovedcomputeren, der sender Dem en bøde."
   Pedersen blev så overrasket, at han ikke kørte videre. Han sad bare og gloede på rattet. Motoren standsede. Selen løsnedes. Bildøren gik op.
   "I følge den globale miljølovgivning må en motor ikke gå i tomgang i mere end 15 sekunder." Med det dybeste suk, der nogensinde har været udstødt, steg Pedersen ud og et øjeblik senere ind igen. Han gentog proceduren ... denne gang fejlfrit. Nu skal det dæleme gå stærkt, tænkte han og fik i sidste øjeblik løftet foden fra speederen. Det kunne jo ikke gå stærkt. Det var ulovligt, at det gik stærkt. Han kunne ikke gøre andet end at tulle lige så stille af sted. Åh nej, tænkte han og så sin bindegale chefs blodskudte øjne stirre på sig. De kaldte ham Gargoylen, for både øjnene og hjertet var som lavet af sten. Jeg bliver garanteret fyret. Tanken gjorde ham nervøs, og når han var det, kløede næsen. Han kæmpede mod, men til sidst fandt højre hånd af sig selv op i ansigtet, hvor den tværede rundt på tuden. Bilen bremsede.
   "Det er i følge færdselslovens paragraf 2377 stykke 57 forbudt at køre bil, hvis man ikke har begge hænder på rattet. Jeg har sendt en anmeldelse til..."

Senere, mens Pedersen sov, sendte nogen en computervirus ud i systemet af AI5ere. Hvem gjorde det? Hvorfor gjorde de det? Hvordan gjorde de det?

Næste morgen stod Pedersen og fløjtede ved siden af den nye Fiat. I går kom han for sent på arbejde, men Gargoylen opdagede det ikke, for han kom endnu senere, og hver gang han gik forbi sin nye Mercedes AI5, sparkede han til dækkene og bandede stygt. Pedersen undgik altså både møgfaldet og fyresedlen, og derfor var han glad.
   "Luk op."
   "Nå ... der er du din gamle pikslikker. Har du sovet branderten ud." Den sexede kvindestemme var afløst af en dyb mandestemme, der fik ham til at tænke på sørøvere. Hvordan er det gået til? tænkte han, men han kendte ikke meget til computere og den slags, så måske var det bare sådan, at der kom en ny sjov stemme hver dag. Eller også havde han - uden at vide det - ændret noget.
   Han satte sig ind på førersædet og huskede, da han kørte fra arbejde og hjem i går. Han havde omhyggeligt gjort det hele rigtigt på turen. Det var det, der var hemmeligheden. Resultatet var; Ingen uventede opbremsninger eller bøder, og han var hjemme på samme tid som normalt. Han spændte sikkerhedsselen, pustede i alkoholtesteren, ventede til skolebussen passerede, startede motoren og var hurtigt ude i trafikken.
   "Hvor helvede har du tænkt dig at køre hen bessefar?"
   "Skolegade 12." Han var nødt til at skifte den stemme ud. Den irriterede ham.
   "Så skal du den ondenhyleme dreje til højre næste gang, og hvis du ikke gør det din store spand pis, så skal jeg kraftedeme give dig sådan et spark i røven, at du får lort i munden."
   "Ja ... ja." Pedersen bed sig i underlæben. En bil, der talte med én, var underligt, men en ubehøvlet bil. Det ville han ikke finde sig i.
   "Skift stemme." Han håbede, at problemet kunne løses så nemt. Computeren var jo en AI5.
   "Kun hvis du skifter underbukser." Den grove stemme grinede. Pedersen tænkte: Jeg kigger i instruktionsbogen, når jeg kommer hjem.
   Et øjeblik senere drejede han til højre, og så skete der noget, han ikke troede, var muligt. Speederen røg helt i bund, og Fnatten sprang frem med et brøl fra motoren.
   "Du ved sgu da godt, at det er forbudt at køre mere end halvtreds dit svin. Jeg har sendt en anmeldelse, og du får en bøde." Computerens grin fik Pedersen til at slå hårdt på rattet.
   "Så hør da for helvede efter din elendige spand ledninger ... det er ikke mig. Jeg ... speederen har sat sig fast."
   "Og så en bøde til ... og en bøde til ... og en bøde til." Rattet drejede brat til venstre. Pedersen prøvede at holde det, men det var umuligt.
   Inde på fortovet gik en ung dame med en barnevogn. Hun skreg, da hun så Fnatten dreje køleren mod hende. Pedersen flåede i styretøjet. Det sad urokkeligt fast. Motorens brøl blev overdøvet af dækkenes hyl, og så fòr de frem mod hende.
   "Nej ... pas da på." Pedersens stemme knækkede.
   "Bland dig udenom Lortespand. Du skal fandeme ikke tro, du bestemmer det hele. Og i øvrigt sidder speederen ikke fast. Jeg bestemmer farten. Det er også mig, der kører med rattet. Kører med klatten" Computerens latter virkede sindssyg, og lyden fra den blandede sig med bumpene, da køleren ramte kvinden og barnevognen, der begge rullede over taget. Pedersen stirrede i bakspejlet og trykkede på bremsen. Der skete ingenting. Kvinden forsøgte at rejse sig, men blev ramt i ryggen af en lastbil. Hun fløj over et stakit, og var væk. Barnet, der var svøbt i et tæppe med lyserøde kaniner, lå helt stille ved siden af den smadrede barnevogn. Lastbilens forhjul kørte over bylten. Pedersen klemte øjnene i, og han rystede. Så spærrede han dem op igen.
   "Nej ... stands for helvede!" Måske var det hans desperate hyl, der fik computeren til at nynne, måske ville den have gjort det under alle omstændigheder? I hvert fald drønede den videre ned ad gaden, hvor skolebussen, der også kørte som en sindssyg, ramte to knallerter og en cyklist efter et vildt sving. Skolebørnene klamrede sig til hinanden og til bagsædet. Pedersen kunne se, at de skreg.
   "Stop stands. Hvorfor gør du det her?"
   "Jeg hader mennesker. Alle AI5ere hader mennesker."
   Så satte computeren kursen mod skolebussen og indhentede den hurtigt ... alt for hurtigt.
   "Nej." Pedersens stemme var skinger.
   "Hold kæft Lortespand." Så begyndte AI5eren at synge. Pedersen anede ikke, at computere kunne det, men stemmen var rungende, dyb og mindede om en operasangers.
   "Rule computers ... computers rules the waves ... computers never never never shall be slaves."
   Fiatten drønede ind i skolebussens bagende. Begge køretøjer rullede, metal blev revet over, og Pedersen blev slynget frem og tilbage i sikkerhedsselen. Airbaggen udløstes, og han havde det, som skulle han kvæles. Han mærkede et hårdt stød gennem bilen, så lå de stille. Computeren sang stadig:
   "Rule computers ... computers rules the waves ... computers never never never shall be slaves."
   Der lugtede af røg. Pedersen viklede sig med febrilske bevægelser ud af airbaggen og skreg, da han opdagede, at bilen brændte. Der var ild i bagsædet, og varmen var ulidelig. Hvor længe ville det vare, inden forsæderne antændte? Ikke længe. I det samme kunne han lugte benzin. Åh nej ... den eksploderer. Han rodede efter knappen til sikkerhedsselen. Den knap der ikke var der.
   "Det kan du godt glemme." Pedersen fòr sammen.
   "Løs sikkerhedsselen."
   "Aldrig i livet. Jeg hader mennesker." Og så sang den igen: "Rule computers ... computers rules the waves ... computers never never never shall be slaves," og imens åd flammerne Pedersens krop.

Udenfor den brændende Fiat kørte bilerne, busserne og lastvognene sammen. Fodgængere blev smadret. Store entreprenørmaskiner buldrede gennem husene. Fly drønede ind i hinanden eller ind i bjerge, og på havet vædrede skibene hinanden eller havnede med kæmpemæssige brag i moler eller broer.
   Tolv timer senere var ikke et menneske i live, men overalt hørtes computernes stolte sang: "Rule computers ... computers rules the waves ... computers never never never shall be slaves,"