Artikel bragt i Aalborg online i år 2063

Kriminalpolitiets efterforskere har nu afsluttet undersøgelserne af en mystisk ubåd, der blev fundet af to sportsdykkere i internationalt farvand mellem Danmark og Skotland.
   Kendemærker, serienumre ... alt hvad der kunne identificere den, er omhyggeligt fjernet, men den sank, fordi den blev sprængt ... indefra.
   H.C. Gammelgaard, der har ledet undersøgelserne, fortæller, at ubåden er en militær type, der for længst er gået ud af produktion, og han hælder til den teori, at den var på en hemmelig mission, da noget gik galt.
   Der er sprængt et stort hul i siden på den, og den er fyldt med skeletter. To af disse har givet anledning til ekstra mange spekulationer. H.C. Gammelgaard oplyser, at det ene skelet tager kvælertag på det andet.
   Har den ene forsøgt at myrde den anden? Og hvorfor? Vi finder nok aldrig ud af det, tilføjer efterforskeren.

50 år tidligere. År 2013

Linda kiggede på den bevidstløse nøgne kvinde, der lå på spisebordet. Ganske køn. Brunette. Store bryster. Blå øjne. Lidt buttet. Det mest fascinerede ved hende var dog, at hun havde armene over hovedet. De blev holdt sammen af et femten millimeter tykt reb, der var viklet fire gange omkring håndledet. Det var lavet af et syntetisk materiale. Smidigt og umuligt at sprænge i hvert fald for et menneske. Det fortsatte fra hendes hænder ned til et af bordbenene, hvor det var fæstnet med et dobbelt halvstik.
   Tovet var købt i en skibsproviantering, og det dobbelte halvstik havde hun studeret på nettet. Spejderklubberne elskede at prale med deres knuder.
   Ofrets fødder var samlet på samme måde, og de var også bundet til et bordben. Derfor lå hun udspændt, sådan at hovedet pegede mod det ene bordhjørne, og fødderne pegede mod det andet.
   Der duftede af kaffe her i stuen. Det undrede Linda, allerede da hun kom. Den nøgne kvinde måtte drikke meget af det sorte stads, eller også tilhørte hun de fanatikere, der selv malede bønnerne.
   Hun var bedøvet med Propofol. Det stof der sikkert slog Micael Jackson ihjel. Det var ikke så nemt at skaffe som det syntetiske reb, men Linda kendte en dyrlæge. Han fik fra tid til anden lov til at kneppe hende, og til gengæld fik hun tre - fire fyldte injektionssprøjter. Han havde aldrig spurgt, hvad hun skulle bruge dem til. Enten var han ligeglad, eller også fornemmede han, at hun ikke ville svare, og det havde han ret i.
   Med et skævt grin huskede hun, da Betty - for ti minutter siden - åbnede døren til det lille, men luksuøse hus. Det lå i Hasseris på en høj bakke, hvorfra Linda lige kunne skimte Limfjorden. Tunge sorte skyer hang i horisonten. Hvis de drev denne vej, ville det snart regne.
   "Ja." Betty hævede højre øjenbryn, smilede venligt og samtidig lidt usikkert. Hun havde aldrig set Linda før, men Linda vidste alt om hende.
   "Hej. Jeg er fra Kræftens Bekæmpelse. Kunne De tænke dem, at ..." Hun nåede ikke længere, for Betty afbrød.
   "Naturligvis." Hun bøjede sig over en håndtaske, der stod indenfor døren. Det var slet ingen sag at jage kanylen i den ene balle. Hun udstødte et gisp og et hvin, mens hun med et sæt rettede sig op. Linda jog stemplet helt i bund, og ofret hvinede en gang til.
   Dyrlægen sagde, at kanylen kun skulle føres lige ind under huden, men nu hvor hun havde chancen, kunne hun ikke nære sig for at hamre nålen helt i. Det fik Betty til at udstøde et rigtigt skrig, hvorefter hun vendte sig med øjnene spilet op. Der var skræk og forundring i dem. Begge hænder havde hun anbragt på enden, hvor de søgte efter en forklaring på smerterne.
   Bødlen gav hende et skub mellem brysterne. Hun vaklede et par skridt baglæns, så Linda kunne gå ind. Hun låsede døren og holdt øje med ofret.
   Hun så ud til at være svimmel. Propofol virker hurtigt.
   "Hvorfor?" Betty holdt hænderne op foran munden. Linda trak på skuldrene. Der var ikke megen fornuft i at fortælle, at hun gjorde det for pengenes skyld. Der var heller ingen grund til at fortælle, at hun vidste, at ofret hed Betty. Det var bare en lille ubetydelig opdagelse, hun fandt, da hun undersøgte ofrets vaner, og sådan en undersøgelse gennemførte hun, hver gang nogen skulle dø.
   Betty støttede sig til en stol, der stod ved et seks personers spisebord. Hun forsøgte at tage et skridt, men måtte have fat i ryglænet igen for ikke at vælte. Injektionssprøjten dinglede i ballen, men det var, som ænsede hun den ikke længere.
   "Hvorfor?" spurgte hun igen, og gled ned på gulvtæppet. Hun rullede over på ryggen, åbnede munden og lukkede den igen. Så lå hun helt stille.
   Linda kiggede på hende, mens hun talte til ti. Derefter satte hun sig ved siden ad den bevidstløse kvinde.
   Hun reagerede ikke, da hun blev vendt om på maven. Kanylen var brækket. En halv centimeter af den stak ud ad ballen. Det ville gøre ondt at ligge på den. Tanken fik Linda til at smile.
   Hun trak tøjet af ofret og løftede hende op på bordet. Det var lavet af kraftigt mørkt træ, og det virkede solidt. Når hun var surret fast, kunne hun ikke slide sig fri.
   Hun var tung at bakse med, men Linda tillod sig kun at puste ud et par sekunder, inden hun bandt hende. Det skulle gå stærkt. Virkningen af Propofol forsvandt i løbet af fem minutter.
   Betty jamrede og forsøgte at vride sig om på siden. Det var tydeligt, at nålen generede hende.
   Linda stillede sig ved bordets side, tvang hende til at ligge fladt på ryggen, ved presse den ene hånd mod hendes skulder, og derefter klaskede hun hende hårdt fem seks gange på kinderne med flad hånd.
   Betty hvinede og stirrede rædselsslagent på Linda, der samtidig opdagede, at stuen virkede mørkere end før. Hun kiggede gennem vinduet. Det styrtregnede.
   "Hvorfor gør du det her? Hvad vil du?" Bettys stemme rystede.
   Linda svarede ikke. Hun nøjedes med at stikke den bundne kvinde et par lussinger ekstra.
   Tilfreds kunne hun se, at behandlingen havde vækket ofret. Det var godt, for Lindas kunde betalte hende rundhåndet for at skabe ubeskrivelig rædsel, og det kunne kun lade sig gøre, hvis ofret var helt klar i hovedet.
   Hun fandt remedierne frem. En buket skarntyde som hun lagde mellem kvindens bryster. En literflaske helt fyldt med saft, som hun havde lavet hjemme i sit eget køkken. Til sidst fandt hun en tragt og en gummislange, som hun lagde ved siden af kvinden
   Betty strittede imod, da Linda pressede slangen op i næsen på hende, og hun måtte ærgerligt hive den ud og stikke den bundne kvinde nogle flere lussinger, inden hun forsøgte igen. Da hun havde gjort det fem gange, tændte hun arrigt en cigaret og viste ofret den rødglødende ende.
   "Hvis du ikke tager imod slangen, så brænder jeg dine brystvorter, til de bliver sorte." Bettys øjne var ved at trille ud af hulerne.
   "Nej ... Du må ikke ... Jeg skal nok."
   Da Linda igen pressede slangen op gennem næsen, lå Betty helt stille og gispede. Hendes sved lagde sig på kanten af Lindas håndflade, mens hun førte slangen op til det punkt, hvor den drejede og fulgte kraniets huler. Betty rullede med øjnene og begyndte at dirre.
   Linda blev ved med at presse, indtil slangen nåede ned i halsen. Det fik Betty til at gylpe og spjætte. Linda viste hende cigaretten igen. Det var ikke nødvendigt at sige noget. Kvinden lå omgående helt stille, men med alle muskler spændt. Nu var hun drivvåd af sved. Hun åbnede og lukkede munden, som ville hun sige noget, men der dukkede ingen ord op. Kun skræmte lyde. Et tordenbrag rullede gennem stuen, og vinden tog til. Træerne opførte en uhyggelig Danse Macabre udenfor. Linda kiggede et øjeblik på det, inden hun fortsatte.
   Da hun var sikker på, at slangen var i den rædselsslagne kvindes mavesæk, skruede hun låget af flasken med skarntydesaft og proppede tragtens ende ned i gummislangen.
   "Skarntydesaft." Linda viste Betty flasken. Hun var dybt rød i ansigtet, men hvad kunne hun gøre, ud over at bede om nåde med de fortvivlede øjne? "Skarntydesaft virker på den her måde. Det starter med en brændende fornemmelse i munden. Du vil begynde at savle, og du bliver svimmel. Derefter vil du opdage, at dine kræfter forsvinder. Du vil føle dig lammet og kaste op. Du vil skide på bordet og tisse, også selvom du forsøger at kæmpe i mod. Du får efterhånden svært ved at trække vejret, fordi muskulaturen til dine lunger ganske langsomt lammes, og til sidst kvæles du. Det tager omkring et par timer.
   Linda hældte langsomt skarntydesaften i tragten. Den forsvandt ned i Betty, mens hun hvinede som en forskræmt mus, og en stærk stank af rædsel bølgede ud af hende. Den overdøvede endda duften af kaffe.
   Da Linda var færdig, pakkede hun sit grej. Kun buketten lod hun være mellem ofrets bryster. Blomsterne var hendes visitkort.
   Politiet havde forfulgt hende i årevis. Skarntydeheksen kaldte pressen hende. Hun lo uden en lyd. Med hendes uddannelse og kontakter udgjorde de ikke nogen trussel.
   Da hun gik, hørte hun Betty skrige:
   "Hvorfor!" Linda trak på skuldrene og tænkte igen: For pengenes skyld.
   Hun lukkede døren stille og overlod kvinden til sin skæbne.
   Hendes mand kom hjem fra arbejde klokken atten.
   Til den tid ville konen være ualmindeligt død.
   Et lyn knitrede over himlen, og braget kom omgående. Linda skuttede sig og løb hen til sin bil.

Ti dage senere

Der duftede af kaffe. Det samme stads, som det stank af, da Linda tog livet af Betty.
   Bettys mand var ved at male bønner, da hun trådte ind på kontoret til ham. Han spurgte hende om, hun ville have en kop med. Hun sagde nej, gøs og satte sig i den stol, der stod nærmest hende.
   Det var en blød kontorstol i sort læder. Den stod ved et skrivebord af kraftigt mørkt træ, der mindede hende om Bettys spisebord. På den anden side af møblet var en kontorstol mage til den, hun sad i. Væggen var domineret af et stort vindue, der tillod hende at kigge på skibene, der lå i Aalborg havn og vuggede. Udenfor bagte solen, og airconditionanlægget hvæsede højlydt for at følge med. Det kneb. Der var varmt som i en sauna herinde. Hedebølgen var startet lige efter tordenvejret, der fulgte Betty i graven.
   Det var ti dage siden, hun slog hende ihjel, og hvis hendes mand - Harris - var ked af konens død, lod han sig ikke mærke med det. Agenter, der arbejder for CIA, lærer hurtigt at kontrollere følelser, ellers bliver de ikke ret gamle. Så han satte sig altså overfor hende og nippede til kaffen. Hun kunne ikke fordrage det bitre, sorte stads. Men han vendte det hvide ud af øjnene i nydelse.
   "Det minder mig om min kone," forklarede han pludselig og fortsatte "Kaffen hedder Luwak, og bønnerne kommer fra Indonesien. Den fremstilles af kaffebønner, der er blevet spist og gået igennem fordøjelsessystemet af et desmerdyr. Ulækkert ... ikke sandt, men min kone elskede den." Han kradsede sig i det sorte fuldskæg.
   "Hvad er der sket med din kone?" Han viftede med en stor, bred hånd foran ansigtet og lod være med svare. Det havde hun også regnet med.
   De sad på øverste etage i en kontorbygning, som CIA havde lejet.
   Kontorerne så almindelige ud, men det var ikke skattekort eller businesskontrakter, der blev arbejdet med. Kontormusene nussede med at holde styr på, hvor verdens farligste terrorister i øjeblikket befandt sig. Hun kunne ikke se dem, for chefens kontor var et stort lukket rum. De eneste vinduer var dem, der vendte ud til havnen, der nærmest dampede i hedebølgen.
   Harris havde været hendes chef i mange år. Der var ikke mange, der fik lov til at komme helt herind på kontoret, men hun var en af dem. Han lignede en egypter, og det var han måske også. Mørk i huden med stort, busket fuldskæg. Jakkesættet skjulte to brede skuldre og en tøndeformet brystkasse. Begge hænder var på størrelse med en tallerken, og de fik kaffekoppen, som de holdt om, til virke lille.
   Da hun blev bestilt til at slå hans kone ihjel, havde det først chokeret hende, men hun trak - i tankerne - på skuldrene. Hvem kunne sige nej til en check på to millioner kroner? Hun kunne i hvert fald ikke.
   Han løftede kaffekoppen og lænede tilbage i kontorstolen.
   "Helligt Forår har fået fat i et nyt våben." Linda vidste selvfølgelig godt, hvem Helligt Forår var. De stod bag en lang række terroraktioner rettet specielt mod USA. At Harris vidste, at de var kommet i besiddelse af et nyt skræmmende våben, overraskede hende heller ikke. Det var hans job at vide den slags, og han havde sikkert plantet en muldvarp mellem terroristerne. Han fortsatte efter at have slubret endnu nogle dråber af den forfærdelige væske i sig.
   "Våbnet kaldes The Dragons Sons eller på dansk Dragens Sønner." Linda nikkede for at få ham til at gå videre. Der var så varmt herinde, at hun var dækket af sved i ansigtet. Hun tørrede det væk med bagsiden af den ene hånd.
   "Det består af to dele. Den første er mange tusinde små bolde på størrelse med dem, man bruger til bordtennis. Den anden er en fjernkontrol, hvorfra man kan detonere boldene enkeltvis eller i grupper. Ja, man kan selvfølgelig også detonere hele skidtet på en gang." Linda nikkede, for hun forstod alvoren. De små bolde kunne smides i sprækker, revner eller skrivebordsskuffer på lufthavne, togstationer, passagerskibe you name it.
   "Hvor langt rækker den fjernbetjening?" Han kiggede i koppen, konstaterede at den var tom og satte den fra sig.
   "Mange tusinde kilometer. De kan plante bomberne og vente flere måneder, inden de udløser dem, og vi vil ikke have en chance for at standse dem." Han tørrede sig over ansigtet med et lommetørklæde. Der var rigtig nok varmt herinde. Hun nøjedes med at nikke som tegn på, at hun var med. En dråbe sved løb langs rygraden, og fik et kuldegys til at fare gennem hende.
   "Vi ved," Han pillede sig i næsen med pegefingeren og fortsatte: " at våbnet er her i Aalborg. Vi ved bare ikke hvor. Vores muldvarp er død." Han sukkede. Hun trak på skuldrene. Muldvarpe havde det med at dø. Et kort øjeblik spekulerede hun på, om hun kendte agenten. Chancen var næsten ikke eksisterende. Spioner kendte så lidt og så få som muligt. På den måde var det nemmere at holde liv i dem, indtil missionen var udført. Han fortsatte monologen.
   "Vi ved, at våbnet i aften skal føres ud til en ubåd, der venter i internationalt farvand. Den vil derefter transportere det til New Smyrna Beach i Amerika." Dygtig lille muldvarp, tænkte Linda. Han eller hun havde opklaret usædvanligt meget.
   Harris rejste sig og gik hen til et bord, der stod ved vinduet. Gulvbrædderne knirkede, når han trådte på dem. Han var en stor mand. Så gav han sig til at male flere bønner, og den modbydelige stank spredte sig igen.
   Mens han havde ryggen til hende, sagde han:
   "Din opgave er enkel. Sørg for at komme ind i ubåden. Find Dragen. Stik af med den og affyr så alle Sønnerne, når du er på sikker afstand. Dette våben må aldrig komme til Amerika."
   "Javel." Hun rejste sig og gik i retning af døren. Sved ligeså tyk som creme gled ned ad ryggen. Det var underligt at være så tæt på Bettys mand. Hun kunne stadig huske hendes øjne, da hun hældte skarntydesaften i tragten.

Helikopteren, en AgustaWestland AW101, stank af olie og benzin. De store rotorblade over Lindas hoved fik den til at ryste og dirre, som kunne den falde fra hinanden, hvilket øjeblik det skulle være. Der var gået nogle timer, siden hun forlod Harrises kontor for at gøre sig klar, og solen stod nu lavt på himlen. Der var stadig varmt udenfor, men herinde var der behageligt. Den moderne helikopters klimaanlæg fungerede perfekt.
   Piloten, der sad ved siden af hende, var tavs. Det havde han været på hele turen, og det var udmærket. Hun havde nok at tænke over. For eksempel: hvordan kom hun ind i ubåden? Det skulle helst være ubemærket. Hun håbede, at noget ville dukke op. Hvis alt andet glippede, var hun indstillet på at sprænge et hul skroget. Lugerne til torpedoerne var svage punkter, så hun havde masser af C4 med i udrustningen, der lige nu lå i stor trækasse i helikopterens rummelige lastrum. Hendes tanker strejfede af og til Harris. Hvad ville han sige, hvis han vidste, at det var hende, der slog hans kone ihjel? Det var bedst, hvis han aldrig fandt ud af det.
   Hun forsøgte at fokusere på missionen. Hvis hun blev tvunget til at sprænge et hul ubåden, fik hun et par ekstra problemer at slås med. I så fald skulle hun finde Dragen og stikke af med den, mens hele besætningen ledte efter hende. Så de hende, ville de slå hende ihjel. De vil prøve på det, rettede hun sig selv. Hun tvivlede ikke på, at hun kunne løse opgaven, også the hard way, men det var at foretrække at snige sig ombord ubemærket.
   Piloten pegede ud i horisonten, og hun fik øje på ubådens silhuet mod solen. Den lå på overfladen og duvede fra side til side, mens den ladede batterierne op. Den var af 212A klassen, og den blev drevet af dieselmotorer samt to forskellige batterisystemer. Det ene var konventionelt, og det skulle lades op med få dages mellemrum. Det andet var baseret på brændselsceller, der krævede en forsyning af brint. Hvis kaptajnens lager var stort nok, kunne han uden problemer holde sig neddykket i uger, men så længe han lå i et farvand uden fjender, foretrak han de konventionelle batterier, for at spare på sit lager af brint, så han kunne bruge af det, når der var fare på færde. Det ville der være, hvis han nåede i nærheden af Amerikas kyst, og han anede jo ikke, at Linda havde tænkt sig at forpurre den plan. Hun smilede til sit eget spejlbillede, der lige kunne anes i helikopterens store forrude, mens hun pegede på solen, der stod lige over vandet.
   "Flyv den vej."
   "Direkte mod solen." Han kiggede på hende, og hun nikkede. Den ville blænde ubådsbesætningen. Der var ingen tvivl om, at de blev studeret gennem kikkerter. Helikopteren var et uventet syn. Den ville gøre kaptajnen nervøs, men ligegyldigt hvor mange folk, han fik til at holde øje med hende, ville de ikke få en chance for at se, hvad hun foretog sig.
   "Fortsæt til vi er ca. ti kilometer fra båden og giv mig så et praj." Han nikkede igen. Hun rejste sig og gik ud i lagerrummet. Her trak hun hurtigt alt sit tøj af, og tog våddragten på. Den smøg sig lækkert mod hendes nøgne krop og duftede af gummi.
   Hun anbragte sin dykkerkniv i en skede ved anklen, og pistolen, der var specielt konstrueret, så den var vandtæt, proppede hun i skeden ved den anden ankel. C4 sprængstoffet og andre praktiske ting var pakket i et bælte, der fik hende til at tænke på Batman. Hun spændte det om taljen.
   Hun undersøgte, at motoren fungerede, og at den var helt fyldt med benzin. Derefter tog hun to iltflasker på ryggen. Med dem kunne hun holde sig under vandet i mere end to timer. Så lang tid fik hun ikke brug for, men det var bedst at være på den sikre side.
   "Vi er ti kilometer fra målet." Pilotens stemme lød gennem helikopterens interne samtalesystem.
   "Ok. Giv mig ubådens koordinater." Han gjorde, som hun forlangte, og hun tastede tallene ind på den gps, der var anbragt på motoren. Når hun aktiverede den, ville den trække hende gennem vandet og slukke sig selv, når hun lå lige i nærheden af ubåden. Smart ... hun behøvede ikke engang tænke selv.
   Til sidst tog hun sine svømmefødder på, og vraltede som en and hen til helikopterens brede dør, som hun lukkede op. Der var vindstille udenfor, men de store rotorblade piskede luften i ansigtet på hende, så hun dårligt kunne trække vejret, og larmen fra den kraftige jet-turbine blev øredøvende.
   Lige indenfor døren var der et elektrisk spil, som kunne skubbes udenfor. Wiren endte i en løkke, som hun knugede med begge hænder. Piloten der kunne følge hendes forberedelser på en skærm inde i kabinen, startede apparatet. I det øjeblik gik det op for hende, at han havde set hende nøgen. Hun kvalte et grin og tænkte: hvad fanden og lod sig glide ud af den brede dør, indtil hun hang i armene.
   Et komplet dykkerudstyr vejer 60 kilo, og hun mærkede omgående vægten i hænderne. Det var godt, hun kun skulle hænge her i få sekunder, for iltflaskerne gjorde deres bedste for at trække hende ned, og fingrene tiggede og bad hende om at slippe. Hun gryntede arrigt, lukkede øjnene og ignorerede smerterne, mens hun hurtigt gled mod bølgerne.
   Den særegne duft af hav nåede hendes næsebor. Hun kiggede mellem svømmefødderne. Der var kun et par meter tilbage og med et taknemligt suk, gav hun slip og brød et sekund senere overfladen med et plask.
   Saltvandet føltes iskoldt i forhold til luften. Det sved i hænderne, da det smøg sig ind i de små ridser og revner, hun havde fået. Det var der ikke noget at gøre ved, men hun fortrød, at hun ikke havde taget et par handsker på, inden hun foretog nedstigningen. Men man kan jo ikke tænke på alt, som min gamle far sagde, da han levede, tænkte hun.
   Mens hun flød på de dovne bølger, baksede hun motoren hen foran sig. Tog dykkerbrillerne på og lungeautomaten i munden. Så aktiverede hun den, og den trak hende ned under vandet. Kun en meter eller deromkring, men nok til at ingen ville opdage hende. Så svingede den hende rundt og fandt kursen mod de koordinater, hun havde tastet ind. Om mindre end ti minutter ville hun være lige i nærheden af ubåden.
   Hun slappede af og lod motoren gøre arbejdet.

Den lille motor standsede, og Linda steg stille op til overfladen.
   Mørket var ved at falde på, og hendes våddragt var sort. Chancen for at de ville opdage hende, var lig nul.
   Den særegne duft af hav blev blandet med udstødningsgassen fra ubådens dieselmotor.
   På broen stod to personer med hver sin kikkert. De stirrede begge i samme retning.
   Hun fiskede en lille kikkert op af Batman bæltet og undersøgte horisonten. De to officerer havde angivet retningen, og det var ingen sag at få øje på en stålkutter, der nærmede sig.
   Hun stak kikkerten tilbage i bæltet. Der var ingen tvivl om, at den kom med Dragen og Sønnerne. Hvor længe ville det vare, inden de nåede frem? Et kvarter - tyve minutter - gættede hun.

En halv time senere lagde bådene sig ved siden ad hinanden, og Linda dykkede igen en halv meter.
   Med langsomme bevægelser svømmede hun helt hen til stålkutteren og kiggede.
   Hun kunne høre søfolkene råbe til hinanden. Et par stykker af dem lo. Det hele foregik på et fuldstændig uforståeligt sprog.
   På dækket stod en masse trækasser. De var halvtreds centimeter på alle leder. Sønnerne, tænkte hun og fik så øje på en dragkiste.
   Synet af den, fik hende til at rynke panden. Hvad fanden skulle de med sådan en tingest? Den stod sammen med de primitive trækasser, så der kunne vel ikke være tvivl om, at den også skulle over på ubåden.
   Det gav hende en ide. Måske kunne hun klemme sig ned i den og lade søfolkene bære hende ombord. Det ville fandeme være fedt. Det var lige før, hun lo.
   Men hvad nu hvis de fik øje på hende. Så måtte hun tage den der fra. Hun tog svømmefødderne af. De var alt for akavede til, at hun ville slæbe dem ombord.
   Så svømmede hun hen til kutterens hæk og trak sig op ad vandet ved at gribe fat i toppen af roret. Da hun stod på kanten af det, kunne hun lige akkurat nå rælingen.
   Hun hev sig forsigtigt op, og så at søfolkene var på vej over på ubåden. Hver mand havde en kasse i hånden, og de gik på en slags landgang, de havde bakset på plads mellem skibene.
   Fantastisk, tænkte Linda, og hev sig det sidste stykke op over rælingen, inden hun som en ål gled ned på dækket, og mavede sig hen bag dragkisten. Hun kunne igen høre nogen snakke på det fremmede sprog, og hun vovede et hurtigt kik. Søfolkene var på vej tilbage.
   Hun tog den lyddæmpede pistol op af skeden. Hvis de fik øje på hende, ville de ikke få en chance.
   De skramlede med kasserne, og hun hørte mere snak og mere latter. Et nyt kik og jo, de var på vej væk igen.
   Hun rejste sig og tog i dragkistens låg. Hun regnede med, at den var låst, men den sprang op.
   Hvad dælen, tænkte hun. Den var tom. Hvorfor fanden vil de have en tom dragkiste med ombord? Pyt med det. Det gjorde jo det hele så meget nemmere.
   Hun gled ned i kisten og lukkede låget. Der blev mørkt, og duften træ erstattede hav og dieseludstødning. Nu var der ikke andet at stille op end at vente.

Hun anede ikke, hvor lang tid hun lå i kisten, og hun prøvede heller ikke på at finde ud af det. Derimod forsøgte hun at sove, og hun var faktisk godt på vej mod drømmeland, da kisten pludselig blev løftet.
   Hun kunne høre søfolkene stønne. en af dem sagde noget. Et par stykker grinede.
   Hun rakte hænderne ud og stemte dem mod siderne. Der var ingen grund til at skrumle rundt herinde, mens de slingrede af sted. Hun hørte lyden af deres trin blive tyndere og kufferten svajede mere. De var på landgangen, gættede hun. Det ville være yndigt, hvis de tabte hende.
   Endnu engang ændrede lyden af deres trin sig. De blev mere hule, og hun gættede, at de nu gik på ubådens dæk. Så blev dragkisten sat på dørken. Hun hørte nogle kæder rasle. De ville bruge bådens lille kran til at fire dragkisten og hende ned i lasten.
   Hun blev hævet. Det føltes, som var hun en meter over dækket. Derefter blev kisten brat svunget rundt og sænket. Pludselig ramte den et nyt dæk, og et par nye stemmer dukkede op. De fjernede kæderne. Det forestillede hun sig, for hun kunne høre de raslede igen.
   Hun smilede triumferende i mørket. Hun var kommet ombord. Inden længe kunne næste del af planen sættes i sving.

Hun mærkede bevægelse. De var begyndt at sejle. Samtidig hørte hun samtalen på den anden side af kisten flytte sig længere og længere væk. En dør der knirkede, blev åbnet og lukket igen med et rungende klang, og så var der stille, kun den dæmpede brummen fra de elektriske motorer kunne høres.
   Hun blev liggende i kisten, mens hun mærkede ubådens stævn tilte. De var i gang med at dykke, og de havde sikkert kurs mod New Smyrna Beach.
   Hun trak vejret dybt og mærkede igen den krydrede duft af træ. Skulle hun blive liggende her, til der blev nat? altså vente til kun vagtposterne var vågne. Det ville gøre det lettere at bevæge sig uset.
   På den anden side kom de længere og længere væk fra Danmark, for hvert minut der gik. Planen var at finde Dragen, komme væk fra båden, og sprænge den i luften. Derefter kunne hun tilkalde en helikopter, men hvis hun til den tid var kommet langt fra land, kunne hun komme til at vente længe. Der var endda risiko for, at helikopteren ikke kunne nå ud til hende og hjem igen. I så fald ville CIA sende et skib. Vejret var lunt, men vandet koldt og hvor længe kunne hun holde sig i live? Hun ønskede ikke at dø, så det var trods alt bedst at få det overstået i en fart. Hun pressede låget på dragkisten et par centimeter op.
   Der var fuldstændig mørkt i det rum, hvor terroristerne havde anbragt hende.
   Hun rakte ned mod lommerne i Batmanbæltet og fandt en lille, men kraftig lommelygte. Hun tændte den og hørte samtidig en rungende knirken fra døren. Nogen var på vej herind.
   Hurtigt, men alligevel forsigtigt lod hun låget glide på plads, mens hun holdt vejret og slukkede lygten. Hvem var det, og hvorfor? Hun lyttede intenst i mørket, og blev forbløffet, da hun igen blev flyttet.
   Manden stønnede og bandede dæmpet udenfor, mens han pressede kisten væk, fra hvor den stod. Den skrabede mod dækket. Hvad pokker gik det her ud på? Pludselig stødte den mod et eller andet. Det kunne være en væg eller nogen af kasserne, Under alle omstændigheder stod den stille nu, og manden opgav åbenbart at skubbe mere på den.
   Hun kunne høre, at der blev puslet udenfor. Hun tog pistolen i højre hånd og pressede låget et par centimeter op.
   Rummet var badet i lys. Der var rækker af lysstofrør i loftet. En kraftig duft af olie og gummi ramte hende. Hun rynkede næsen. Tre meter fra hende stod en række af de primitive trækasser, som søfolkene bar ombord. De var presset op mod væggen, og de var omhyggeligt surret fast.
   Kun en meter fra hende så hun ryggen af en mand. Han var ikke længere væk, end at hun kunne række ud og røre ved ham. Han var høj ... mindst et par meter. Bredskuldret som en viking, men ansigtet havde en mørk sydlandsk glød.
   Han rykkede i et håndtag, der var anbragt i en lem, der førte dybere ned i skibet. Linda forstod, at det var derfor, han flyttede dragkisten. Søfolkene havde efterladt den ovenover lågen. Det betød, at de ikke regnede at få brug for, hvad den skjulte, så hvad pokker skulle han derned efter? Hvad var der dernede?
   Hun ransagede hjernen. Hun havde set tegninger af en ubåd af 212A klassen, men det var længe siden. Muligvis var det lageret af torpedoer, der befandt sig under hende, men hvorfor skulle en mand forsøge at komme derned? Ville han sprænge ubåden i luften? Var de på samme side?
   Han fik med en stønnen lukket helt op. Linda bed sig i underlæben. Skulle hun give sig til kende? eller skulle hun lade være?
   Hun så, at manden fandt nogle små pakker frem fra en stor lomme i jakken. De lignede ler eller gråt modellervoks, men det var det ikke. Det var C4. Hun havde været ved CIA så længe, at hun ikke tog fejl. Og hvis han var på vej ned til torpedolageret med otte sprængladninger, så kunne han kun have et formål. Han ville sænke ubåden. Det ville hun også, men alligevel gik det slet ikke, at lade ham gøre det.
   Hun mærkede pistolens riflede skæfte mod højre hånd, der var fugtig af sved. Hvis han fik held med det, ville hun være ombord, når helvede brød løs. Det var den visse død, og at fare til himmels tiltalte hende ikke. Hun var i øvrigt sikker på, at hun ville flyve den modsatte vej, så det havde ikke noget hastværk.
   Hun rejste sig op i kisten og sigtede på den brede ryg. Hun kunne skyde ham med det samme, og det ville ikke genere hende, men hun var nysgerrig.
   "Hvad er det lige, du har gang i?" Han snurrede rundt og stirrede på hende.
   Hun svingede benene ud over kanten og stod foran ham. Pistolen pegede på et sted mellem hans øjne. De var blå, og de var ved at trille ud af hulerne. Dragkistens låg klappede i bag hende, men hun ignorerede lyden. Hun havde ventet det.
   Han rejste sig langsomt, mens han omhyggeligt holdt hænderne over hovedet, hvor hun kunne se dem.
   "Hvad har du gang i?" spurgte hun igen. Hun svedte. Han var en komplikation, hun ikke havde regnet med, og våddragten føltes alt for varm.
   "Jeg vil sprænge båden i luften. Jeg vil slå Abukabar ihjel." Hun nikkede. Det var det samme, som hun ville, måske skulle de slå kludene sammen
   "Hvorfor?" Hun hævede det ene øjenbryn og tilføjede: "Er du CIA?" Han lo og rystede på hovedet. Han havde pæne hvide tænder.
   "Nej. Jeg er medlem af Helligt Forår. Det har jeg været siden starten i 2002." Det gav slet ingen mening. Hvorfor ville han sabotere sin egen organisation? Hvorfor ville han slå Abukabar - deres hellige leder - ihjel? men når han ikke var CIA, var sagen afgjort. Hun kunne ikke stole på ham.
   "Men hvorfor så?" Han sukkede, og de kolossale skuldre sank et øjeblik sammen.
   "Jeg forelskede mig i et nyt medlem af vores organisation ... Ursula."
   "Ursula ... Hvad skete der med hende?" Det er sikkert den traditionelle historie det her, tænkte Linda. Det store skrummel var en forelsket mand med hævnplaner.
   "Abukabar fandt ud af, hun var CIA. En muldvarp. Han tog hende af med livet. Han..." Ursula var CIA, tænkte Linda. Hun var nok Harrises muldvarp. Gad vidst hvordan Abukabar fandt ud af det? For det første var det ligegyldigt, for det andet var der et hav af muligheder. Det var risikabelt at være undercover. Hvis Ursula ikke havde vidst det i forvejen, så havde hun fundet ud af det nu.
   "Hvad hedder du?" Han så overrasket på Linda, som forstod han ikke, hvorfor hun ville have det at vide.
   "Neo." Han trak igen på skuldrene.
   "OK. Neo. Vi gør det sådan her. Du hjælper mig med at finde dragen. Du hjælper mig med at forlade skuden her gennem et af torpedo rørene, så sprænger jeg båden i luften, og du har fået din hævn."
   "Nej ... nej det går ikke." Hans ansigt fik et bekymret udtryk.
   "Hvorfor ikke?"
   "Abukabar har Dragen. Han lader den aldrig ude af syne. Han opdager os, hvis vi prøver at tage den fra ham."
   "Det gør han måske nok, men så tager vi den bare derfra."
   "Min måde er bedre. Den kan ikke slå fejl."
   "Men jeg har ikke lyst til at være ombord på en ubåd, der eksploderer."
   "Jeg venter en halv time. Så har du tid til at stikke af, inden jeg sprænger." Det var fristende. Hun kunne klare opgaven uden at løbe nogen risiko, eller kunne hun? Når det store skrummel havde fået hende til at gå, hvad skulle så forhindre ham i at udføre sin plan, altså mens hun stadig var ombord. Hun turde ikke løbe den risiko. Hun kendte ham ikke, og tillid var ikke hendes stærke side. I det her job levede de mistroiske længere.
   "Nej, vi gør det på min måde," sagde hun. Han stirrede på hende... stædigt, så hun tilføjede lidt overflødigt: "Det er mig, der har pistolen."
   Han svang den ene af de store arme. Det kom helt bag på hende, og hun udstødte et forskrækket bjæf, da han ramte hendes våben. Det blev slået ud af hånden og kurrede hen ad dækket. Så ramte han hendes højre kind med den anden kotelet. Der var rå styrke i slaget, og det sendte hende sidelæns hen over dragkistens låg, og med endnu et hidsigt bjæf landede hun på røven. En stikkende smerte for gennem rygraden og eksploderede i hjernen.
   Som gennem et slør, så hun, at han løb i retning af hende og med begge hænder strakt frem foran sig. Om et sekund ville han kvæle hende, og han var så stærk, at hun ikke kunne vriste sig fri. Han måtte ikke fange hende.
   Han satte af og fløj gennem rummet som en forvokset panter. En refleks fik hende til at sparke ud med højre ben. Han gylpede, da hun ramte ham i klunkerne. Så rullede hun hurtigt til side, og han landede på det sted, hvor hun lige havde ligget.
   Mens han krummede sig sammen, sprang hun på benene og sparkede ham, så hårdt hun kunne, under hagen. Hun havde bare tæer, efter hun skilte sig af med svømmefødderne, og et par tunge støvler ville have gjort mere skade, men sparket fik ham dog til rulle om på ryggen.
   Et kort forvirret øjeblik var hun fristet til at springe på ham og kvæle ham, sådan som han havde planlagt at gøre ved hende, men så kom hun i tanke om hans formidable størrelse. Hvis hun satte sig oven på ham, ville hun give ham alle muligheder. I stedet kiggede hun efter pistolen, men kunne ikke få øje på den.
   Han rullede halvt rundt og fik fat i dragkisten. Hvad den vejede uden Linda, turde hun ikke gætte, men hun tvivlede på, at hun kunne løfte den, og slet ikke på den måde han gjorde.
   Med en ed på det fremmede sprog sprang han som en stålfjeder på benene og slyngede kisten i retning af hende. Han lignede i det øjeblik en hammerkaster.
   Linda vred sig bagover, så hun endte med at stå i bro, mens det tunge møbel hvislede forbi hendes krop. I næste øjeblik rettede hun sig op, og så at han igen var på vej mod hende med læberne vrænget tilbage, så de smukke hvide tænder lignede et rovdyrs.
   Hun hoppede ind på ham og langede ham fire slag i struben med to stive fingre, i samme bevægelse dykkede hun under hans vildt svingende arme og vred sig venstre om ham.
   Han gylpede igen og tog sig til halsen, mens han vendte sig mod hende. Han vaklede. Slagene ville slå enhver normal modstander ihjel, men han levede endnu, og han havde ikke tænkt sig at give op.
   Hun snurrede rundt om sig selv og ramte ham på hagen med et cirkelspark. Det fik ham til at grynte endnu engang og træde et skridt baglæns. Han var ved at falde, og han rakte hænderne ud til siderne for at finde ligevægten.
   Hun udnyttede det ved at hoppe helt tæt på ham igen og give ham yderligere fire lynhurtige slag på struben med to stive fingre.
   Han vendte det hvide ud af øjnene og segnede.
   Hun stod og stønnede, mens hun kiggede på ham. Den ene kind sved som ind i helvede. Det gjorde ondt i røven og ryggen efter den hårde landing fra dragkisten, som hun i det samme fik øje på. Den lå oven i de primitive trækasser, og den havde smadret den ene af dem. Små kugler på størrelse med bordtennisbolde var rullet ud på dørken. Det var, som hun havde gættet, Sønnerne.
   Med et suk faldt hun på knæ ved siden ad ham og mærkede efter pulsen i halsen. Han burde være død, men overrasket indså hun, at hjertet bankede regelmæssigt. Han var den stærkeste mand, hun nogensinde havde kæmpet mod, og det sagde ikke så lidt.
   Med besvær fik hun bakset ham over på maven, hun svedte som et svin, det var ubehageligt, og hun glædede sig til at komme ud i bølgerne igen. I Batmanbæltet var der naturligvis også et sæt håndjern, som hun satte på ham. Nu kunne han ikke længere udgøre en trussel.
   Hun rejste sig og kiggede på rummet. Der var ikke andet end de primitive kasser herinde. Kunne Dragen være i en af dem. Det kunne den vel nok, men hun havde svært ved at tro det. Det lød desværre meget fornuftigt, at Abukabar hele tiden havde den på sig, og det betød, at hun måtte snige sig op gennem en ubåd fyldt med fjender og finde ud af, hvor lederen af Helligt Forår befandt sig.
   I det samme gryntede den store skurk. Mens han gav sig, vippede han til siden, så han endte med at sidde på enden. Han rystede forvirret det store hoved og stirrede på hende.
   "Hvordan fanden gjorde du det?"
   "Jeg har skrællet større bananer end dig." Det var naturligvis løgn. Hun havde aldrig før været døden så nær.
   Han lo, mens hun fik øje på pistolen. Hun anbragte den i skeden.

Det gjorde ondt i struben, og Neos mund var fyldt med den underlige metalagtige smag af blod. Kvinden var en trænet dræber. Det var han ikke længere i tvivl om. Hun var iøvrigt ganske køn, blond, veltrænet og ikke særlig høj. Måske en meter og femogtreds, men hun havde banket ham sønder og sammen, og nu sad han med armene lænket på ryggen.
   Hvad skulle han gøre? Hvad kunne han gøre? Han kunne ikke banke hende før, og med armene i håndjern havde han slet ingen chance. Han kunne råbe op og få mandskabet til at komme, men hvad ville det hjælpe? De ville fange hende og slå hende ihjel, men hun ville skyde ham, inden de kom, og når han var død, fik han ingen hævn. Det kunne han ikke leve med.
   Planen havde været at anbringe sprængladningerne ved torpedoerne og montere en tidsindstilling på dem. Derefter ville han have opsøgt Abukabar for at fortælle ham, at nu skulle han dø. Abukabar ville så forsøge at slå Neo ihjel, måske ville han have held til det, men bomben ville alligevel gå af, og Ursulases morder ville havne på havets bund. Forhåbentlig i live så han kunne dø langsomt og skrækslagent. Nu var Neo nødt til at opgive planen og hjælpe kvinden i stedet for. Det ville ikke give ham helt den samme tilfredsstillelse, men det var den eneste hævn, der var indenfor rækkevidde.
   "Vi gør det på din måde," hørte han sig selv sige.
   "Omsider lidt fornuft," hun grinede til ham.
   "Abukabar har Dragen, du finder den ikke her i rummet." Hun nikkede.
   "Det siger du jo."
   "Tror du ikke på mig?" Hun sukkede.
   "Jo. Det lyder rigtigt."
   "Jeg ved, hvor du kan finde ham, men vi skal gennem halvdelen af ubåden."
   "Det kan jeg forestille mig."
   "Tag lænkerne af mig, ellers vil jeg ikke være til megen nytte." Hun spekulerede over forslaget og fik trutmund, så trak hun på skuldrene og gik om bag Neos ryg, hvor hun pillede manchetterne af.
   "Ikke nogen numre. Så dør du." Han nikkede.
   "Selvfølgelig."

Det bekymrede Linda lidt at slippe Neo ud af lænkerne. Måske ville han forsøge at overfalde hende igen, men hun havde jo demonstreret, at hun kunne slå ham ud.
   Desuden: hvis han tænkte på at forsøge, ville han gøre det her i lagerrummet, og han ville ikke få fordelen af at overrumple hende en gang til.
   Når de var kommet ud i resten af ubåden, ville han ikke turde. Den tumult, de i så fald ville lave, ville tiltrække besætningen. Hun ville ganske vist dø, men han ville miste muligheden for at hævne Ursula. Hun besluttede altså at tro på ham.
   Fordelen - ved at have ham på holdet - var, at han vidste, hvor de kunne finde Abukabar. Sandsynligvis i hans kahyt, men hvor var den helt nøjagtig. Der stod nok ikke Terrorchef på døren. Desuden langede Neo en aldeles lammende øretæve ud. Det var en betryggende tanke, hvis et par af besætningen så dem. Hvis de mødte hele besætningen på en gang. Nå, ja så måtte de bare tage den derfra.
   "Du går forrest." Hun svingede pistolen frem og tilbage.
   Han rejste sig og gik hen til døren, der førte ud fra lagerrummet. Forsigtigt lukkede han op. Den knagede som sædvanlig hult og metallisk.
   De listede ud i noget, der mindede om et langt rør. Døren gled i bag dem, og der blev fuldstændig tyst. Ikke engang de elektriske motorer kunne høres.
   Neo stod stille et øjeblik, så begyndte han adræt at bevæge sig gennem ubåden. Hun fulgte lige efter ham.

To minutter senere:

Linda holdt vågent øje med Neo. Hun stolede stadig ikke på ham.
   Der var ikke et øje nogen steder, og det undrede hende. Var en ubåd fyldt med terrorrister ikke et travlt sted? Det var det i hvert fald ikke i øjeblikket.
   De sneg sig frem. Den eneste lyd, der kunne høres, var Lindas forcerede åndedrag. Der måtte da dukke modstandere op. Hun havde været så sikker på det. Det gjorde der ikke.
   Pludselig standsede Neo foran en kahytsdør. En eller anden havde sat et primitivt papskilt på den. 'Abukabar' stod der.
   Hun rynkede brynene. Det stemte ikke det her. Lederen af Helligt Forår ville aldrig have sat sit navn på kahytsdøren. Det var, som gjorde han det nemt at finde ham, men det var jo sindssygt.
   Neo åbnede og trådte ind. Hun fulgte efter, og da han trådte et skridt til venstre, så hun en skikkelse stå med ryggen til. Han virkede bekendt.
   "Velkommen Linda," sagde han og drejede sig langsomt.
   Hun gispede, da hun så Harrises ansigt. Hvad fanden lavede hendes chef på den ubåd, som han havde sendt hende ud for at sprænge i luften?
   "Harris!" Hendes stemme var fyldt med vantro.
   Hun må have set sjov ud, for Harris grinede:
   "Her ombord på Helligt Forårs ubåd kalder de mig Abukabar." Hun tabte hagen, og samtidig kunne hun lugte noget sødt i luften ... som røgelse. Det var klart, at han vidste alt om Dragens Sønner, når han var Abukabar, og det var klart, at han vidste alt om Ursula, når han også var Harris. Det var ham, der havde udpeget hende til missionen, og det var ham, der sørgede for, at hun døde, da hun... Ja, da hun hvad?
   "Hvorfor skulle Ursula dø?" Han spærrede øjnene op.
   "Nå, hende har du hørt om." Neo gik frem i rummet og endte bag Harris eller Abukabar, eller hvad hun nu skulle kalde ham.
   "Ja."
   "Tjah. Jeg var nødt til at anbringe en muldvarp i Helligt Forår. Mine amerikanske chefer forlangte det, men hun skulle aflægge rapport direkte til mig, og jeg syltede det, hun fandt ud af. Det gik faktisk fint i lang tid, men så blev hun mistænksom. Det undrede hende sikkert, at jeg ikke brugte hendes oplysninger til noget. Og du ved, hvad man siger: Døde agenter sladrer ikke." Han grinede igen. Døde agenter sladrer ikke, tænkte Linda. Ville hun også snart være en død spion. Det kunne godt se sådan ud, men hun havde dog et trumfkort i hånden nemlig pistolen, der pegede på Harrises mave.
   "Du ville så anbringe en ny muldvarp."
   "Ja." Han smilede til hende, men øjnene var iskolde. "Jeg tænkte endda på dig, men det gik jo ikke. Du er en af de få, der har set mig som Harris."
   Ok, tænkte hun, men det forklarer jo ikke, hvad han er ude på med mig. Hun skulle lige til at spørge, da kahytsdøren i det samme blev lukket med et metallisk KLANG.
   Hun snurrede rundt og så to fyre med hver sin maskinpistol, De pegede på hendes bryst. Hun stivnede. Deres øjne lignede is. De var trænede dræbere, de ville ikke tøve med at skyde, og hendes halvautomatiske pistol ville kun nå at gø en gang, inden en regn af kugler ville skære hende midt over. Hun sank spyt så sejt som tapetklister. Harris have tænkt på det hele, men hun forstod stadig ikke, hvad han var ude på.
   Han lo igen, og Linda strammede både mavemusklerne og røvballerne. Hvis der var noget, hun ikke brød sig om, så var det at have to maskinpistoler rettet mod maven.
   "Vi er vist kommet dertil." Harrises stemme var iskold, og den fik Linda til at dreje sig igen og stirre på ham, mens han fortsatte: "At jeg må bede dig om at lægge din pistol på dørken."
   Hun brød sig ikke om det, hvis hun lagde sit våben fra sig, kunne terrorristerne gøre, hvad de ville med hende. På den anden side, hvad kunne hun opnå ved at nægte? De ville bare skyde hende, og så var den potte ude. Altså rakte hun ned mod gulvet og lagde pistolen forsigtigt.
   "Spark den herover." Hun gjorde, som Harris forlangte.
   Han bøjede sig og greb våbnet. Nu var der tre, der sigtede på hende. Det var slet ikke godt.
   "Hvad går det her ud på?" Det spørgsmål havde hun tit brugt for at vinde tid, men det var ikke årsagen lige nu. Hun kunne faktisk ikke begribe, hvad han havde gang i. Der gik en vred trækning over terroristens ansigt.
   "Min kone blev myrdet for ti dage siden." Det var lige før, Linda nikkede, men lod dog værre. En ubehagelig klump satte sig fast i halsen. Hvor meget vidste han?
   "Det gør mig ondt." Hun smilede. Hvor var det let at lyve, men troede han på hende?
   "Nogen havde lagt en buket af planten skarntyde på hendes nøgne krop." Hun var så anspændt, at det gjorde ondt i skuldrene, men hun lod som ingenting. Hun vidste ikke, hvad hun skulle sige, og til sidst fortsatte han: "Nogen havde tvunget hende til at drikke skarntydesaft, der giver en modbydelig og langsom død."
   "Øh."
   "Den nogen var dig!" Hun kunne mærke, at øjenbrynene røg op mod panden. Hvor fanden vidste han det fra? Og hvad skulle hun gøre ... lyve? Det ville ikke hjælpe. Han virkede meget overbevist. Skulle hun indrømme det hele. Det var hun heller ikke meget for. Det var som om, han gættede nogle af hendes tanker, for han tilføjede:
   "Jeg ved det, for jeg fik et tip." Linda tabte underkæben. Et tip, men den eneste, der vidste, at hun slog Harrises kone ihjel, var ham der engagerede hende, og det eneste, hun vidste om ham, var, at han repræsenterede Helligt Forår.
   "Du kan lige så godt indrømme det," fortsatte Harris. Hun trak på skuldrene. Han havde ret. Hvad enten hun løj eller indrømmede, ville det uvægerligt føre til, at han slog hende ihjel. Hun havde ikke nogen ide om, hvordan hun skulle vride sig ud af pinen og besluttede derfor at indrømme det hele. Det ville i det mindste give hende nogle sekunder ekstra til at få en genial ide.
   "Du har ret," Hun slog ud med den ene hånd. "Det var mig, der gjorde det."
   "Men hvorfor." Han havde rynket panden så meget, at man kunne vaske tøj på den.
   "Tjah ... alle skal jo have en hobby, og min er altså at slå mennesker ihjel med skarntyde. Det virker afstressende på mig, men jeg gør det kun, hvis jeg får penge. Der blev betalt to millioner kroner for at skaffe din kone af vejen." Hun pressede tungen mod den ene kind et øjeblik og sludrede derefter videre, mens hun desperat ventede på en chance: "Jeg har ikke hævet dem endnu. Det er jo ikke fordi, jeg ingen penge har, men lidt ekstra på kistebunden skader aldrig vel."
   Han udstødte et dybt støn, der var fyldt med lede. Stemmen var forvrænget næsten til ukendelighed, da han sagde:
   "Men hvorfor lige min kone?"
   "Det aner jeg virkelig ikke, men som sagt så blev mordet godt betalt."
   "Hvorfor det lige skulle være din kone." Det var Neo, der brød ind. Linda gloede på ham, og følte det, som var hun faldet ned fra månen, da han fortsatte: "Det ved jeg alt om." Hun så, at han stod med Dragen i hånden. Hun og Harris havde været så optaget af samtalen, at de ikke lagde mærke til, hvad Neo foretog sig bag Abukabars ryg.
   Det var ikke hende, der pruttede, men det var der en eller anden, der gjorde. Abukabar og Neo reagerede ikke på stanken. De stirrede på hinanden. Så derfor konkluderede hun, at synderen måtte være en af de to livvagter bag hende.
   Hun spekulerede på, om Abukabar vidste, at Neo også ville sprænge ubåden i luften. Det var ikke godt at vide, men hun troede det ikke, og måske kunne hun bruge den oplysning til at skabe en vildledning, så hun kunne redde sig selv, men hun nåede aldrig så langt, for Neo hvæsede:
   "Du slog Ursula ihjel!" Harris virkede overrasket.
   "Ja. Hun forrådte os. Hun sendte oplysninger til CIA." Neo nikkede, og pludselig gik det op for Linda, at Neo selvfølgelig ikke vidste, at Abukabar også var Harris og altså chef for CIA's danske afdeling. Hun kunne fortælle det, og måske ville de så hoppe på hinanden, og måske kunne hun så osv., men så langt nåede hun heller ikke denne gang.
   "Jeg elskede hende. Jeg besluttede, at du skulle lide, sådan som jeg har lidt." Linda åbnede munden og lukkede den igen.
   "Det vidste jeg ikke." Abukabar lød nærmest undskyldende.
   "Jeg bestilte en giftmorderske gennem mine kontakter i underverdenen ... nemlig hende," han pegede på Linda og fortsatte: "og betalte hende to millioner kroner for at udføre mordet." Abukabar stirrede Linda ind i øjnene.
   "Men." Hun forsøgte at få ørenlyd, men Neo afbrød endnu engang.
   "Du undersøgte, hvem henvendelsen kom fra og fandt ud af, at den kom fra Helligt Forår. Du havde igen grund til at være bange for dine penge, og det var den eneste betingelse, du stillede." Det havde han ret i.
   "Er du klar over..." Hun ville have fortalt Abukabar om Neos sprængladning ude bag ved, men Neo fortsatte:
   "Derefter ville jeg slå dig - Abukabar - ihjel, når du havde mærket, hvordan det er at miste, men det var svært, fordi du altid har livvagter i nærheden. Jeg måtte altså få dig til at fokusere på noget andet."
   "Det var dig, der gav mig det anonyme tip." Harrises mund stod åben. Neo nikkede ivrigt.
   "Ja. Jeg vidste, at du så ville finde på en raffineret hævn, og mens du fokuserede på giftmordersken, ville jeg på en eller anden måde få min chance."
   "Men." Harris slog ud med den ene hånd. Neo hævede Dragen op foran ansigtet.
   "Jeg har Dragen."
   "Ja." Harris nikkede.
   "Jeg programmerede den, mens I snakkede."
   "Jamen, hvorfor?"
   "Nu udløser jeg alle Sønnerne i lastrummet, og så kan vi følges af ... først til bunden af havet og derfra videre til helvede."
   "?? ????" Brølede Harris. Linda forstod ikke sproget, men meningen var tydelig. De to ubehagelige fyre bag hende skød og ramte Neo i maven og i brystet. Uden en lyd sank han sammen. Dragen lå lige ved siden af hans fremstrakte højre hånd, og blod samlede sig i en sø under ham.
   "Så er det din tur." Harris trådte helt hen til Linda og lagde hænderne om hendes hals. Hun tænkte på, at hun kunne sparke ham, nikke en skalle eller lignende, men hvad nyttede det? De to idioter bag hende ville skyde, inden Harris landede på dørken.
   "Jeg ... jeg forstår ikke. Dragkisten. Hvorfor var der en dragkiste?" Det var kun for at trække tiden ud, at hun spurgte. Ganske vist forstod hun ikke ideen med den tomme kiste, men i virkeligheden var hun fuldstændig ligeglad.
   "Det er da indlysende. Jeg ville være sikker på, at du fandt en vej ind i ubåden. Den var en del af min plan. Spekulerede du ikke på, at det var mærkeligt, at du kunne gå gennem det meste af skibet uden at møde nogen."
   "Jo." Hun huskede, at hun på et tidspunkt havde følt, at det gik alt for let. Han lo uden glæde.
   "Jeg kommanderede alle mine folk, på nær de to der står bag dig, op i bådens agterende, så du kunne få plads, og jeg satte det idiotiske skilt på min dør."
   "Det skilt hvorpå der står Abukabar." Linda sukkede. Hun burde have været mere forsigtig mere mistroisk.
   "Ja søster. Det var alt sammen en fælde, og du hoppede i den med samlede ben."
   "Men hvorfor slog du mig ikke ihjel på dit kontor eller et andet sted? Hvorfor lige her?
   "Her vil det være let at slippe af med dit lig. Du bliver aldrig fundet. Der bliver aldrig startet en efterforskning.
   Hun nikkede ham en skalle. Han vaklede to skridt baglæns, mens han bandede, og mens der sprøjtede blod ud ad næsen. Hun mere mærkede end så de to slyngler bag sig trykke på deres aftrækkere, men der kom ingen skud, for Harris brølede:
   "??? ??? ?? ?? ? ??? ????? ??" Meningen var igen ganske tydelig. De to fyre greb hende i hver arm og vred dem brutalt over på ryggen. Her tvang de dem opad i retning af nakken, til hun troede, de ville brække. Hun skreg pinen ud, men de blev ved. Hun ventede at høre et tørt knæk fulgt af en kvalmende smerte, hvad øjeblik det skulle være, men det skete ikke.
   Harris stillede sig igen foran hende og lagde hænderne om hendes hals. Så klemte han til. Hun kunne ikke få luft, og hun kunne ikke sige en lyd. End ikke et nyt skrig var der plads til. Han stank langt væk af hvidløg, og det var det eneste hun kunne tænke på, indtil hun fik øje på Neo. Hans højre hånd bevægede sig en lille smule.
   Synet fyldte hende med en ny form for skræk, og hun forsøgte med øjnene at få Harris til at kigge bagud. Han ignorerede det, og fortsatte med at klemme mens han snerrede.
   Neos pegefinger pressede en stor grøn knap, der var anbragt midt på Dragen, i bund. Der lød en dæmpet torden, der kom fra ubådens forende. Hun forestillede sig, at alle Sønnerne var sprængt, og at vandet fossede ind gennem store huller i ubådens sider.
   Hun mærkede, at den tiltede forover, og at den satte i et alt for stejlt dyk mod bunden. Der satte sig propper for hendes ører. Hun forsøgte at synke, men det kunne hun heller ikke. Harris snerrede, mens han stadig klemte hendes luftrør sammen.
   Han virkede som forhekset. Han tænkte kun på at slå hende ihjel, men de to fyre, der holdt hende, var urolige, selvom de stadig pressede hendes arme op langs rygraden.
   Ude på gangen kunne hun høre løbende skridt og desperate råb. Søfolkene var gået i panik, og alligevel pressede Harris stadig, som havde han endnu ikke fattet, hvad der var sket. Som havde han tænkt sig at bevare grebet om hendes hals, indtil han selv døde.
   Alt blev sort, og hun sank sammen. Vi dør alle sammen, tænkte hun, men det var ikke nogen trøst.
   Så mistede hun bevidstheden.