Retsmedicinsk institut ved Københavns Universitet.
   En skalpel faldt klirrende på obduktions lokalets klinkegulv. Retsmedicineren - en høj mand på godt og vel tredive - samlede den op, og kiggede ind i min sjæl, som ville han sikre sig, jeg kunne tåle synet. Det kunne jeg ikke. Jeg vidste det, og han vidste det, men der var ingen vej udenom.
   "Er De klar? Hr. kriminalkommissær." Jeg nikkede og håbede, at det jeg skulle se, ikke var det, jeg frygtede.
   Han trak langsomt lagenet væk fra liget. Jeg brækkede mig og ramte det renskurede gulv. Stanken stak i næsen og resulterede i endnu en skylle.
   "Undskyld." Min stemme var lys som en kastratsangers. Mange troede, jeg var bøsse. Det var jeg ikke.
   "Tænk ikke på det. Jeg vasker det væk."
   Han tog mig om skuldrene. Det var sikkert en god ide, for den døde VAR Sabrina. Der var ingen tvivl. Jeg kendte smykket, som liget havde om halsen, og som jeg fik lavet til hende for en måned siden. Der var unikt, jeg havde tegnet det, og det kostede en formue. Desuden kunne jeg kende det lange lyse hår, de små faste bryster, ansigtstrækkene, og den flade mave.
   Jeg vaklede væk fra opperationsbordet. Retsmedicineren holdt mig stadig om skuldrene.
   "Er det?" Jeg nikkede.
   "Ja, det er Sabrina, men hvem har mishandlet hende sådan?" Jeg vendte mig og stirrede på de sterile vægge. Synet af hende ville ikke slippe, det spøgte på nethinden.
   "Vi ved, hvem det er. Knivmuslingens kniv sad i hendes hjerte, da hun blev bragt ind."
   Knivmuslingen, tænkte jeg. Hans foretrukne kniv var lige så kendt, som han selv. Den havde lang savtakket klinge og elfenbens skaft belagt med safirer. Han havde myrdet mindst otte gange med den, men der var ingen beviser.
   "Men hvorfor efterlod han den?" Trods mit chok lød jeg overrasket.
   "Det ved jeg ikke. Måske blev han forstyrret. Måske ville han sætte sit navn under forbrydelsen. Han er totalt psykopat. Det ved du." Jeg nikkede.
   "Men hvorfor voldtog han hende ikke bare. Hvorfor?" Synet af Sabrina svævede foran mig. Øjnene stukket ud. Tænderne trukket ud. Hænderne der manglede samtlige fingre. Jeg satte mig på knæene. Den høje retsmediciner satte sig ved siden af mig.
   "Kom." Han forsøgte at hale mig op. "Du kan ikke foretage dig mere her. Jeg finder nogle piller til dig. Tag dem når du kommer hjem og gå i seng."
   "Nej."
   "Du burde gøre det."
   "Nej."

En uge senere. Forhørslokalet i afdelingen for interne undersøgelser i København.
   Der var gået en uge, men det føltes som en måned, og jeg havde svært ved at fungere. Alt var ligegyldigt. Alt ... på nær hævn. Så det var hævntørst, der holdt mig på benene, mens jeg så på den lille mand, der sad overfor mig i det spartansk indrettede forhørslokale. Han var hvidhåret med måne, og han var sunket sammen. Hans fremtid bestod af en afskedigelse og en længere fængselsdom.
   "Du ved jo udmærket ... Arne ... at det er hylende ulovligt at sælge narko til de indsatte." Jeg viftede med min rapport, og han blev om muligt endnu mindre. Stadig tavs. Hænderne knugede armlænet, knoerne lyste hvidt, og han stirrede på det billige fyrretræs bord. Båndoptageren stod ved siden af ham. Lamper blinkede grønt og rødt, mens den optog, hvad vi sagde. Bordet stod i midten af lokalet. Der var fire stole, men de to var tomme. Jeg ønskede ingen vidner.
   "Der er dog en vej ud af suppedasen." Han rettede sig og kiggede mig i øjnene.
   "Hvordan?"
   "I har lige fået en ny varetægts fange. Knivmuslingen."
   "Ja. Han sidder i isolation."
   "Du sørger for, han slipper ud i aften klokken 23.00."
   "Men."
   "Det er enten det eller den her." Jeg viftede igen med rapporten.
   "Men."
   "Hvis du gør det, river jeg den i stykker og skriver en ny, hvor jeg indrømmer, at jeg ikke har fundet tegn på ulovligheder i Herstedvester." Han nikkede.

Udenfor Herstedvester fængsel. Kl. 23.20
   Det havde regnet. Der var pytter på fortovet. Jeg var våd og kold, men ænsede det ikke. Knivmuslingens Harley var parkeret lige ved porten. Nøglerne sad i tændingen. Under skærmen, var en sporings enhed, der sendte et signal til min specielt byggede GPS modtager, der sad i bilen. At være kriminalkommissær gav unægteligt nogen muligheder. Hvis Knivmuslingen flygtede? Hvis Arne holdt sin del af aftalen, kunne jeg spore ham, uanset hvor han gemte sig.
   Mit hjerte bankede for hurtigt, og jeg var stakåndet, som havde jeg løbet. Jeg var ikke vant til at begå ulovligheder. Hele mit liv havde jeg bekæmpet dem, men efter mordet så alt anderledes ud. Knivmuslingen var ganske vist fængslet og fik sandsynligvis livstid, men kunne et fængselsophold med egen fladskærm, computer og kok betale Sabrinas liv? Nej. Jeg ville have hævn. Så måtte det koste mit liv ... mit job. Jeg var ligeglad.
   Porten blev åbnet ganske lidt, og Arne stak sit forskræmte ansigt ud. Det forsvandt omgående, og så dukkede Kurt ... alias Knivmuslingen op. Han lignede sig selv . Nådeløst had forgiftede mit blod, men jeg holdt mig tilbage. 'Ikke endnu,' tænkte jeg.
   Han sneg sig langs muren og stivnede, da han så motorcyklen. Han genkendte den og forstod sikkert ikke, hvordan han kunne være så heldig. Jeg hørte den starte. Så drønede han ned ad vejen.
   Jeg gik. Min vogn var parkeret en kilometer væk. Ingen måtte se den

Rold skov. To dage efter
   Kistens sider pressede mod Knivmuslingens skuldre, og låget var kun fem eller ti cm fra næsen. Han kunne ikke skifte stilling. Det gjorde ondt i ryggen og i nakken. Han stirrede op i mørket. Desperationen voksede. Hvor længe havde han ligget her ... han anede det ikke. I mørket og den totale stilhed var det som om, tiden gik i stå.
   "Hjælp!" Hvad nyttede det. Intet: "Hjælp." Stemmen var slidt, og han holdt inde. I stedet rykkede han i håndjernene. De åd håndleddene, der var anbragt bag ryggen, og hænderne sov. Kunne han få varige mèn? Kunne armene visne? Der var nogen, der peb, som en hund der fik af ridepisken. Han opdagede, at det var ham.
   Han havde oplevet meget i sine fem og tyve år, og han lavede en slags status for at dæmpe rædslen:
   Knivdrab: Otte - deraf øgenavnet. Strømerne arresterede ham hver gang, og hver gang blev han frikendt. Gode sagfører. Han smilede i mørket.
   Voldtægt: Adskillige og helst lyshårede kællinger. De var de bedste. De hylede på en særligt inspirerende måde.
   Grov vold: Flere gange end han kunne tælle.
   Jo, det havde været et godt liv.
   Nu var det slut.
   Han forsøgte at rive hænderne ud af lænkerne. Det nyttede ikke. De var sat omhyggeligt på og af god kvalitet. Den slags strømerne brugte. Ikke den slags der var foret med lyserød pels og til salg i sexbutikker. Desuden gav kisten ingen mulighed for at manøvrere. Han kunne hæve knæene en anelse, inden de rørte låget. Det var det hele. Hvor dybt var han begravet? En meter gættede han og huskede, da han dagen efter flugten blev væltet af motorcyklen. Det var en bil, der skubbede til ham. Han kørte - for en gangs skyld - langsomt, og slap med knubs. Han ville rejse sig, men nåede det ikke. Bilens chauffør knaldede ham én i låget med et eller andet tungt og alt blev sort.
   Han skulle tisse, og det der var større. Følelsen fik tankerne tilbage i kisten. Havde GrønBlåØje tænkt sig, han skulle gøre det her? For satan da! Tænk på noget andet: Jeg vil fandeme ikke ligge i mit eget lort.
   Han huskede, at da han kom til sig selv, dunkede hovedet, som havde han hjernerystelse. Han stønnede selvmedlidende, mens det gik op for ham, at han lå i en bil i bagagerummet. Armene var - allerede da - lænket på ryggen med håndjernene.
   Hvor længe han lå på den måde, vidste han ikke, men pludselig holdt de stille, og motoren blev slukket. Han råbte, men ingen svarede.
   Der var uhyggeligt stille, og han havde svært ved at holde nerverne i ro. Hvad gik det her ud på? Ikke noget godt. Så meget var sikkert.
   Derefter gik der yderligere et par timer, så var der èn, der puslede ved låsen til bagagerummet. Det blev åbnet, og han stirrede ind i et par mærkelige øjne. Det ene grønt, det andet blåt. Han havde set dem før.
   "Er du gal?" Han kunne ikke længere holde sin mund. GrønBlåØje nikkede sørgmodigt. Det var i det øjeblik, han for alvor blev bange.
   GrønBlåØje hev ham ud af bilen og slæbte ham et lille stykke, så blev han smidt på jorden ved siden af et hul. En grav, tænkte han. Hvad skulle det forestille? Han forsøgte at sparke, men galningen trak sig væk.
   Minderne forsvandt, og han vred sig i kisten. Hvor længe kunne han holde på afføringen? Ikke længe.
   "Få mig op herfra ... for helvede!"

Skagen. Næste dag
   Det var formiddag, og jeg var lidt fuld. Efter Sabrinas død steg mit alkoholforbrug betænkeligt, og hvorfor ikke? Vinden hylede i lystsejlernes rigninger, og det lød som lydsporet til en gyser af Stephen King.
   Jeg så på glasset med hvidvin. Der var kun lidt tilbage, tilpas kølig og rar på tungen.
   Jeg kiggede derefter på menneskeheden, der passerede forbi, mens solen forsøgte at varme mig. Der var ikke en sky på himlen, men den kraftige vind gjorde det hundekoldt. Jeg kunne tage det tykke tæppe, som den betænksomme tjener havde lagt frem, omkring skuldrene. Jeg lod være. Foretrak at fryse. På den måde huskede jeg, at jeg var i live. Sabrinas mishandlede lig var stadig det eneste, jeg så, når jeg lukkede øjnene.
   De fleste turister gik to og to, nogle havde vovse med, og der var selvfølgelig også et par støjende selskaber. De havde alle nogen eller noget. Jeg havde intet.
   Jeg skulede til vinen. Skulle jeg drikke ud og bestille nyt. Det var fristende, men det var klogere at spise. Jeg havde ikke rørt mad, siden jeg så Sabrinas lig. Var ikke sulten. Ikke spor. Øjnene stukket ud ... tænderne trukket ud ... alle fingre amputerede. Jeg vinkede efter tjeneren og pegede på mit glas. Han nikkede og forsvandt.
   Jeg så igen på dem, der vrimlede forbi. En gusten fyr, skilte sig ud. Han var i læderjakke, skaldet og tatoveret op af nakken. Jeg nippede til vinen, som tjeneren med et belevent smil anbragte foran mig. Det var, som så mine øjne verden i grå nuancer. Selv den blå himmel, de smukke sejlskibe, de glade mennesker. Intet betød noget ... intet.
   "Øh - må jeg sætte mig her?" Jeg kiggede op ... overrasket. Hun var køn og veltrænet. Ansigtet var pudsigt, fregnet og smilende under det røde hår. Smuk figur understreget af den hvide kjole der sad som støbt til hende. Gå din vej, tænkte jeg og svarede:
   "Ja ... æh .... jeg mener ... ja."
   Hun svævede yndefuldt ned på stolen. Bevægelsen var som at se Sabrina. Nej - jeg klemte øjnene sammen, hendes mishandlede legeme dukkede omgående op. Lad være med at tænke, det nytter ikke.
   Kvinden så nysgerrigt på mig og rakte hånden frem:
   "Yvonne - Yvonne Pedersen."
   Jeg tog den. Den var lille og fin, men der var styrke.
   "Michael Rasmussen." Hun lo, og jeg anede ikke af hvad.
   "Damefrisør." Hun holdt stadig godt fast i min næve.
   "Kriminalkommissær." Det var det eneste, jeg kunne sige, eftersom det var sandheden. Jeg kunne have fortalt hende, at jeg arbejdede i politiets afdeling for interne undersøgelser. At det var mig og den lille gruppe, jeg kommanderede, der undersøgte om kollegerne opførte sig efter lovens bogstav og ånd. Jeg kunne have fortalt, at jeg var forhadt, og at jeg lige havde mistet... Men hvorfor skulle jeg det? Det kunne aldrig interessere hende, og samtidig så jeg den gustne styre mod vores bord - Satans også.
   "Et glas vin?" Det var dårlig samvittighed, der fik mig til at sige det. Jeg ønskede ikke at være kold. Hun nikkede, og jeg nåede lige at give signal til tjeneren, der endnu engang kvitterede med et lille buk, inden uhaen satte sig ved siden af hende og stirrede på mig.

Rold skov. Samtidig
   Han var nødt til at vende sig. Smerterne i skuldrene og nakken var ikke til at bære. Han prøvede, men kunne ikke. Stanken i kisten var frygtelig. Han lå i indtørret afføring, og der var ingen anden ventilation end vandrøret, der var ført gennem låget.
   Han huskede, da GrønBlåØje rullede ham ud over kanten af hullet. Han landede med et drøn på den ene skulder.
   En skrigende smerte.
   Han baksede sig om på ryggen og satte sig op. Bandede for at skjule frygten, men rystede ubehersket og hørte en lys latter, der sendte kolde gys fra nakken til røven.
   Det var i det øjeblik, han så hvor kraftige kistens planker var. 4 cm tykke. 40 mm som hans far - den gamle nar - ville have sagt. Han havde sit eget tømrer firma, da han levede, og det fornægtede sig ikke. Han havde gerne set Kurt tage over, men den slags var ikke noget. For fanden. Arbejde hele tiden uden at tjene flere penge end til frikadellerne. Der måtte være bedre måder.
   Minderne forsvandt, og han nikkede låget en skalle, der lød et dæmpet drøn, men han kunne ikke slå sig gennem 40 mm træ, og han kunne heller ikke banke skruerne løse. Da GrønBlåØje monterede toppen af kisten, blev der brugt mindst 20 skruer, og at dømme efter den tid skuemaskinen var om at jage dem i, måtte de være 10 til 12 cm lange, eller 100 til 120 mm som den gamle idiot ville have sagt.
   Der VAR ingen vej ud. Han kunne lige så godt affinde sig med det. Men det var umuligt. Affinde sig med at dø og på den her måde! Han udstødte et brøl, der lød, som kom det fra et såret dyr.

Skagen.
   Den skaldedes stemme var en rungende bas, der passede godt til hans statur. Ikke at han var fed, men han var meget stor, når han kom så tæt på.
   "Har du set ham her i byen?" Jeg studerede modvilligt billedet, som uhaen lagde foran mig. Det var en elendig kvalitet ... forstørret langt ud over, hvad man burde, men der var ingen tvivl. Det var Knivmuslingen.
   Jeg kiggede ind i den skaldedes kolde øjne.
   "Jeg ved, HVEM han er." Det var Yvonnes stemme. Den lød nærmest ophidset, og det undrede mig. Hun burde være bange.
   "Hold kæft kælling. Det var ikke dit nummer, jeg ringede op." Den skaldede stirrede hende i øjnene, men hun kiggede ikke væk. Den kølige luft på havnen slog gnister.
   "Han hedder Kurt ... alias Knivmuslingen. Han flygtede fra Herstedvester og gik under jorden. Han er Bad Guys præsident." Min alt for lyse stemme kvidrede som en nervøs nattergals. Han gloede på mig, og jeg kunne se, han tænkte: Bøsse. I sidste uge ville det have irriteret mig ... nu var jeg ligeglad.
   "Hvor ved du det fra?" Stemmen mindede om en gorilla, der gryntede.
   "Hold nu kæft. Han læser sgu da aviser." Den skaldede vendte sig mod Yvonne med et ryk og trak hende en lussing. Hun reagerede ikke. Stirrede bare på ham ... mens kinden blev rød. Dybt forundret så jeg noget i hendes øjne. Noget der lignede nydelse.
   "Jeg tror hellere, du må stikke af." Jeg forsøgte at lyde myndig, men i virkeligheden ragede uhaen og Yvonne mig en skid.
   "Bland dig udenom." Han var så arrig, at han hvæsede. Jeg klaskede mit politiskilt på bordet. Han gloede på det og rejste sig med et sæt.
   "Du hører fra mig ... kusse." Han pegede på hende. Hun lo, og latteren var meget lys, næsten som... Jeg lukkede øjnene, og så Sabrinas mishandlede lig. Kunne ikke holde synet ud og kiggede igen på den ligegyldige grå verden. Uhaens rygmærke: Bad Guys - Mc fik mig til at tænke. Hvorfor søgte DE efter deres præsident? Det kunne kun betyde, at Knivmuslingen IKKE var gået under jorden, som alle troede ... han var forsvundet.

Rold skov
   'Hvilken dag er det, og hvad er klokken?' Selv så simple oplysninger kunne han ikke få.
   "Jeg vil ikke dø!" Han skreg ordene, så højt han kunne, men var så hæs, at det virkede lavt. Han SKULLE dø. Kroppen rystede, og overrasket opdagede han, at det var af gråd. Hvornår havde han grædt sidst? Det var enten meget længe siden, eller også havde han aldrig gjort det før.
   Han huskede, at GrønBlåØje stirrede på ham, mens hans sad på røven i kisten med hænderne lænket på ryggen og spekulerede på, om det ville hjælpe, hvis han bad om nåde.
   Låget blev bakset ned til ham. Det lå med den ene ende på gravens korte kant. Den anden hvilede på kisten og rørte maven. Han besluttede at blive siddende. Hvis han gjorde det, kunne hun ikke begrave ham levende.
   Han fik øje på et vandrør, der var monteret i låget og forstod ikke, hvad det skulle gøre godt for. Hun fulgte retningen af hans blik.
   "Luft." Den lyse stemme sagde ikke andet, men det var nok. Kurt forstod. Det var meningen, han skulle dø af sult, tørst og skræk. Han vidste godt hvorfor, og stirrede på hende. Spekulerede som en rasende. Hvad kunne han sige? Hvordan kunne han gøre det, han havde gjort, godt igen?
   Hun sparkede. Støvlen ramte ham på hagen, og han røg ned i kisten. Omtumlet ... lige længe nok til at det gale menneske fik pladen med vandrøret på plads. Han forsøgte at rejse sig, ramte låget med hovedet, og der lød et bump. Låget rørte sig ikke, og han forstod, at hun sad på det. Han hørte en meget lys latter, mærkede gennem træet hendes triumf, og råbte, men var så bange, at ordene lød som et fremmed sprog. Dødens sprog.
   Erindringerne forsvandt.
   "Jeg vil ikke dø." Han sagde det ganske lavt og hulkede.

Skagen
   Yvonne stirrede på mig. Jeg kunne mærke det. Min tavshed undrede hende, men hvad skulle jeg sige. Knivmuslingen var ikke gået under jorden, måske fik han alligevel som fortjent, selvom min hævn gik galt.
   Nogen brød ind i min bil, mens jeg så ham stikke af fra fængslet. Sideruden var smadret, og den specielle GPS sporingsdims var væk. Kurt Knivmusling kørte ud i friheden på grund af mig.
   Jeg satte mig på forsædet og stirrede tomt gennem frontruden. Min chef havde tilbudt mig orlov 'tid til at bearbejde sorgen' som han sagde, og jeg tog i mod den efter min samtale med Arne.
   Bearbejde sorgen. Tjah ... min plan var at slå svinet ihjel. Sikkert ikke det min chef havde tænkt på, til gengæld var jeg overbevist om, at det ville hjælpe, men uden GPS sporings anordningen kunne jeg ikke finde ham, og jeg kunne ikke hente en ny ... eller jo ... det kunne jeg, men det ville ikke virke. Senderen, der sad under motorcyklens skærm, var en unik makker til den specielt byggede GPS i min bil. De to kunne finde hinanden over hele planeten, men en anden GPS kunne kun finde den sender, den var kæreste med. Så der var ikke noget at gøre. Jeg havde kludret og hjulpet det menneske, jeg hadede mest. Jeg bankede hovedet mod rattet og begyndte at græde.
   Hvor længe der gik, inden tårerne var brugt op, ved jeg ikke, men da det skete, havde jeg besluttet at tage til Skagen for at mindes Sabrina. Det var der, vi elskede at være. Det var selvpineri, det ved jeg godt, men det kunne ikke være anderledes.
   Da minderne igen slap deres tag, opdagede jeg, at Yvonne stadig stirrede på mig.
   "Skal vi tage hjem til mig?" Stemmen var henkastet.
   "Hjem." Jeg kiggede overrasket på hende. Hun lo. Latteren var meget lys, næsten som...
   "Altså ... jeg har en ferielejlighed her i byen." Jeg vidste, hvad hun tilbød, og måske skulle jeg have afslået ... for Sabrinas skyld, men måske ville en kvinde hjælpe ... måske.
   "Ok." Min stemme føltes mærkeligt tør.

Skagen. Nogle timer senere
   Et par måger slog sig ned på en lystsejlers mast. De stirrede efter noget spiseligt. Det burde jeg også, men havde ikke lyst.
   Der var koldere nu. Solen rørte ved horisonten og var rød. Jeg kiggede trist efter den og bestilte et glas hvidvin.
   Ved et andet bord sad Yvonne. Hun var sur, og det havde hun grund til.
   Hun smed tøjet i samme sekund, ferielejlighedens dør var låst og kastede sig over mig. Hun var mere liderlig, end jeg havde ventet. Måske var det Uhaens lussing, der tændte hende. Jeg ved det ikke, men det hele blev ødelagt, da jeg ikke fik rejsning. Det skuffede mig, irriterede mig, fyldte mig med selv-lede, men Sabrina sad fast på nethinden, og til sidst måtte vi give op.
   Da jeg forlod Yvonnes lejlighed, sydede hun af raseri.

Skagen. Endnu senere
   En kat sad på et tomt cafebord. Dem var der mange af. Den slikkede den ene pote, hvæsede arrigt og forsvandt, da tjeneren smed et viskestykke efter den.
   Der var rigtig koldt nu, og der var fuldmåne. Alle mennesker var forsvundet, og Skagen var en spøgelsesby. Sabrina og jeg havde talt om det. Om formiddagen og eftermiddagen var havnen fyldt. Når aftenen og natten faldt på, forsvandt livet som dug for solen.
   Jeg drak det sidste af min vin og smed nogle mønter til tjeneren. Han havde gjort, hvad han kunne for mig hele dagen, og det skulle han have tak for.
   Jeg vaklede af sted. Jeg var svimmel og fuld. Begge dele var velkommen.
   Jeg fulgte de tomme veje, til en lille sti, der førte gennem nogle træer og endte ved Color Hotel lidt udenfor byen. Der var ikke mange, der kendte den, men Sabrina og jeg, der tilbragte alle ferier i Skagen, fandt den engang. Det var en romantisk spadseretur, og vi brugte den altid. Jeg tog et tøvende skridt ind på den. Jeg var endnu ikke færdig med at pine mig selv.
   Fuldmånen badede landskabet i et blåt skær, træerne antog skræmmende former, og i det samme var der noget, der puslede. Jeg snurrede rundt og veg et forskrækket skridt baglæns.
   "Sa ... Sabrina." Jeg kunne ikke styre tungen, og jeg må have gloet. Hun stod lyslevende foran mig med sit grønne og sit blå øje, og med alle fingrene, hvor de skulle være. Det var et mirakel eller... Jeg veg endnu et skridt baglæns: "Er det virkelig dig ... Hvor ... Hvordan?"
   "Ja." Hun smilede til mig og lo sin lyse latter, der, før hun døde, lød glad. Nu var den trist.
   "Men liget i..?"
   "Det var min dobbeltgænger. Jeg så hende helt tilfældigt på en plakat. Hun var erotisk danser. Jeg..." Hun gik i stå. Mine øjne var ved at trille ud af hulerne og ned af kinderne. Jeg kunne slet ikke sige noget, så til sidst fortsatte hun: "Det var da, jeg så hende, jeg fik ideen."
   "Ideen?" Jeg fattede ikke en lyd.
   "Ja, Knivmuslingen voldtog mig. Han kaldte mig GrønBlåØje ... under hele ... øh ... agten." Hun rødmede.
   "Han ... hvad?" Der gik flere sekunder. Jeg regnede vist med, at hun ville opløses og forsvinde i spirituståger. "Hvorfor sagde du ikke noget?"
   "Hvad ville du have stillet op?"
   "Jeg." Hun havde ret. Jeg kunne ikke have gjort noget som helst. Svinet var ekspert i at slippe fri. Han havde gode sagførere. Det offentlige havde aldrig haft en chance. Mindst otte mord og otte frifindelser talte et tydeligt sprog.
   "Ja ... ikke sandt." Det var, som læste hun mine tanker. "Jeg var nødt til at gøre op med ham. Han måtte ikke slippe. Jeg..."
   "Du slog din dobbeltgænger ihjel med hans kniv. Du fjernede fingrene, tænderne og øjnene, så hun ikke kunne identificeres. Du..." Jeg anede ikke, hvad jeg skulle sige. Spørgsmålene skubbede irriteret til hinanden, og derfor var der ingen, der slap ud.
   "Jeg vidste, du ville identificere hende som mig ... undskyld." Jeg åbnede og lukkede munden som en rødspætte i et net. Hun fortsatte: "Men så stak han af fra Herstedvester. Jeg læste det i avisen. Jeg kunne ikke have, at han slap væk. Jeg kunne ikke..." Min underkæbe sank ned, da jeg forstod, og i det samme fik jeg øje på noget i hendes hånd. Hun knugede en revolver.
   "Jeg kan godt leve med, at jeg slog det svin ihjel, men danseren..."
   Hun stak revolveren i munden.
   "Nej!" Jeg sprang frem mod hende.