År 2015
   Ane var ikke alene i det lille lejede hus udenfor Rom. Erkendelsen sendte en iskold syl skabt af frygt gennem hende og satte sig i maven som en knude. Hendes hænder var lænket på ryggen med håndjern, og hun sad på en stol. Benene var lænket med to andre sæt håndjern til stolebenene. Hun kunne mærke det hårde metal gnave i anklerne. Øjnene var lukkede. Hun hørte nogen pusle, og hun svedte. Brændeovnen var tændt. Hvorfor det? Hvad ville han? Fjernsynet larmede. Hvorfor havde han skruet det så højt op? Og hvorfor vælge én af de evindelige nyhedsstationer, der sendte døgnet rundt?
   Bogen lå under dynen oppe i soveværelset. Ikke det mest opfindsomme gemmested, men hun ventede ikke besøg. Hun troede, hun i fred og ro kunne finde den rigtige køber, og det var, mens hun vurderede mulighederne, han sneg sig ind på hende og slog. Overmodig ... Satans ... Satans ... Satans. De overmodige dør. Hun kunne lugte røg. Var det fra brændeovnen? Men den havde glaslåge. Var den utæt? Hun vidste det ikke. Havde aldrig brugt den.
   "Der er endnu ingen spor efter det frække tyveri begået mod Louvre i Paris." Speakerens stemme var afmålt og professionel. Hun smilede, men kun indvendig. Tyveriet var mesterligt. Strømerne blev til grin, maleriet solgt og bankkontoen bugnede.
   Derfor havde hun troet, hun kunne stjæle alt, hvis hun ville, og Vatikanets hemmelige skat, som der gik rygter om i underverdenen, var fristende.
   Man sagde, der var et hemmeligt rum under Peters kirken. Hun troede ikke på det, men tog alligevel af sted. Sagde til sig selv, at hun bare holdt ferie, men da hun fjorten dage senere fandt indgangen til et skjult rum - under den overvældende smukke og store kirke - kunne hun ikke styre sig. Når rummet var der, måtte skatten også være der. Altså brød hun ind, fandt en gammel bog og en stak computerudskrifter. Lidt skuffet tog hun det hele og forsvandt.
   "Politiet mener, at tyveriet må være udført af en bande professionelle tyve." Niks, tænkte hun, Kun lille mig.
   Hun forestillede sig bogen. Omslag af læder, og siderne af noget tykt, der ikke var papir. Fyldt med underlige tegn, hun ikke forstod. Computerudskrifterne var derimod italienske, ikke noget problem, og den historie, de fortalte, var en formue værd.
   "Er hun vågen?" Hun rørte sig ikke. Slappede omhyggeligt af og tænkte: Nej ... jeg er ikke vågen. Så undrede hun sig. Hvorfor brugte han netop de ord. Det kunne kun betyde ...
   "Brænd hende." Det var en kvinde, der svarede. Satans ... hun troede, at der kun var èn modstander. To gjorde kattepinen dobbelt så slem. Den lette bluse føltes pludselig tyk og tung mod huden.
   "Brænd hende?" Manden fik ordene til at lyde som et spørgsmål.
   "Ja ... brug din cigaret for pokker." Ane kunne pludselig lugte tobaks røg. Den adskilte sig på èn eller anden måde fra brændeovnens stank. Virkede ikke så giftig. Hun var tør i munden. Ville han presse gløden mod hendes arm eller lår og lade den brænde, indtil hun spærrede øjnene op og skreg? Angsten skød gennem maven og havnede i hjernen. Hun tvang sig til at tænke på noget andet: Computerdokumenterne var en direkte oversættelse af den underlige læderindbundne bog. Den startede, hun huskede det ord for ord: Jeg ... Lucifer indvier Sandhedens vogtere, at de skal lade min vilje ske. Den fortsatte med en historie, der var så overraskende, at hun måtte finde papir og blyant. Notere og til sidst samle fortællingen i et sprog, hun forstod.
   "Det internationale IT firma MakroHard anklages for hvidvask af mafiapenge." Fjernsynet var virkelig skruet højt op.
   Hun mærkede en hånd på sit lår lige under kanten af den korte, blå nederdel. Den klemte, og føltes ru af arbejde ... næsten som et stykke sandpapir. Åh gud ... nu brænder de mig. Kunne hun klare smerten uden at røbe, at hun var ved bevidsthed? Der var ikke andet at gøre, og hun stålsatte sig, mens hun tænkte videre. Måske kunne hun blive så opslugt, at hun ikke ville mærke gløden. Nej ... den troede hun ikke på.
   "Der er igen uroligheder i Belfast. Tre katolikker menes dræbt." Hun lukkede ørerne. Satans fjernsyn. Det var skruet så højt op. at ingen kunne høre hendes skrig. Lad være med at tænke på det. Tænk på noget andet:
   Computerdokumenterne fortalte, at Lucifer var agent fra en fremmed planet, der lå et sted i Plejaderne. Han var udsendt, fordi menneskene arbejdede godt sammen. Det var kun et spørgsmål om tid, inden de fløj hurtigere end lyset. Det betød konkurrence om rigdommene i universet, en konkurrence som Lucifers ledere ikke brød sig om. Så han skulle forhindre, at menneskene kom så langt.
   Hun kunne mærke noget varmt nærme sig låret. Åh nej ... nu sker det.
   Derfor dannede Lucifer jordens religioner. Han stod bag de kristne og muslimerne. Han gav dem officielle bibler, der prædiker fred, men samtidig dannede han Sandhedens vogtere. En hemmelig sekt med afdelinger overalt i begge religioner. Disse vogtere virkede i baggrunden, sådan at mennesket blev styret ud i den ene konflikt efter den anden.
   "Præsteskabet i Iran erklærer vesten hellig krig."
   Et smerte chok ramte låret, og fik fjernsynsspeakerens stemme til at forsvinde. Hun for sammen med et gisp og spærrede øjnene op. Kvinden, der bøjede sig over hende, var smuk, men øjnene kolde. Hun duftede svagt af parfume. Manden, der holdt cigaretten mod låret, virkede ligeglad. Hun skreg, og omsider tog han gløden væk.
   "Du er vågen." Ane nøjedes med at stirre skiftevis på manden og på kvinden. Der var et vindue lige bag dem, og gulvet var af oliebehandlet fyrretræ.
   "Hvem er I? Hvad vil I?" Hun kunne ikke finde på andet at sige.
   "Vi vil have bogen tilbage."
   "Bogen?" Hun forsøgte at virke desorienteret. Kvinden stak hende en syngende lussing. Ane trak ansigtet tilbage med et forskrækket hvin.
   "Vi er sandhedens vogtere, og vi skal have bogen ... nu"
   "Jeg kender ikke noget til sandhedens vogtere, og jeg kender ikke noget til nogen bog." Det sved i kinden, og i brandsåret. Hun fik tårer i øjnene.
   Kvinden nikkede til manden, der bøjede sig over brændeovnen. Lågen var ikke lukket, men der var knald på ilden, og hvad der var værre: Ildrageren var efterladt i flammerne. De fuldstændigt ligegyldige nyheder væltede ud i stuen, og hun kunne ikke finde hoved eller hale i, hvad der blev sagt.
   Lucifer hvervede folk til Sandhedens vogtere ved at tilbyde dem høje stillinger, tænkte hun. I Sandhedens vogtere er der den dag i dag statschefer, advokater, læger, erhvervs chefer osv. For hvis man blev optaget, var lykken gjort, og det var aldrig svært at finde rekrutter. Til gengæld skulle Lucifers ordrer udføres. Vogterne modtog disse ved hjælp af bogen, der også var det middel til kommunikation, som Lucifer efterlod, da han tog fra jorden. Ordrerne kom ... også i vore dage ... og var som altid skyld i den ønskværdige splittelse mellem jordens folk, stod der i computerdokumenterne.
   Jordens store religioner var altså djævelens værk! Det var selvfølgelig Lucifers ultimative forklædning og rent dynamit. Tænk på hvor mange penge jeg kan få, hvis jeg sælger historien til en avis eller sådan noget. Røb ikke noget. Hold ud. Håb. Bed.
   "'I dag indledes retssagen mod den danske politiker Søren Planke. Anklagen lyder på pædofili. Han blev internationalt kendt, fordi han efter anholdelsen påpegede: ... Jeg citerer ... Jamen, jeg ryger jo ikke." Speakeren lød, som nød han at sige det.
   Manden tog ildrageren ud af ilden. Den strålede rødt, og hun syntes, hun mærkede varmen fra den tværs gennem rummet.
   Hun forsøgte at rive sig fri af håndjernene, men de var for stærke. Hun udstødte nogle ynkelige lyde. Ikke rigtige ord ... for hvad ville ord nytte?
   "Bogen ... du får ikke flere chancer." Kvinden havde ansigtet helt tæt på hendes nu. Hun stank af hvidløg.
   "Politiet udførte i dag en razzia ..." Sluk dog det fjernsyn! Hun kunne ikke tænke andet, og sætningen kom igen og igen: Sluk dog det fjernsyn
   Manden anbragte nærmest skødesløst den glødende ildrager på hendes lår cirka der, hvor han havde brændt med cigaretten. Smerten var ubeskrivelig. Hun hørte, men det virkede langt væk, et skrig så fyldt med rædsel, at der ikke var noget menneskeligt tilbage, og det var først, da det døde i en jamren, hun forstod, det kom fra hende.
   "Bogen." Ane rystede på hovedet, og hun vred sig, så langt lænkerne tillod. Havde ikke forestillet sig, at det ville gøre så ondt, og hun kunne ikke fortælle, hvor bogen var. Hvis hun gjorde, var hun død, og hun ønskede ikke at dø. Ikke endnu. Måske ville det komme, men ikke endnu. Smerterne fra brandsåret, der allerede var dækket af store vabler, tog til. Blev værre end det glødende jern, og rodede smerten sammen.
   Manden førte ildrageren op til den var et par centimeter fra hendes højre øje.
   "Bogen for fanden. Vil du være blind." Den smukke kvinde stirrede rasende på hende. Anes brystkasse gik op og ned som en blæsebælg. Det kan ikke passe. Tyveriet i Louvre var elegant. Der må være en vej ud ... en redning, men hvor? Jeg køber et hus langt væk herfra. Hold ud. Giv ikke efter.
   Lyden af glas, der splintredes, fik manden med ildrageren til at fare sammen. Heldigvis flyttede han samtidig det rødglødende jern en halv meter. Ane udstødte et lettet suk, mens hun stirrede på en mursten. Èn eller anden havde smidt den gennem vinduet. Hvem? Hvorfor? Fjernsynet larmede endnu højere. Kvinden bandede og trak en revolver frem. Den sad i hendes snævre, blå cowboybukser.
   For anden gang hørte Ane glas, der gik i stykker. Hun drejede hovedet mod lyden, der kom fra den anden ende af stuen. Hendes bødler gjorde det samme. Et kort sekund så de kun endnu et smadret vindue, og så landede en mand ... velklædt og adræt ... på gulvet ved siden af ... en mursten.
   Ane så kvinden rette revolveren mod ham, og i desperation sparkede hun med højre ben. Det gav et ryk i stolen og andet skete der ikke. For fanden! Hun havde i panikken glemt, hun var lænket. Kvinden skød, men jakkesæt manden blev stående. Kvinden stirrede overrasket på sit våben og derefter på indtrængeren, som ventede hun, at han ville styrte om. Det gjorde han ikke. Han skød. Kvinden sank sammen med et hul i panden. Ham med ildrageren rakte hænderne i vejret. Jernstangen landede med et smæld på gulvet. Der lød endnu et skud. Ane hoppede forskrækket i stolen.
   Torturbødlen landede på maven. Blod bredte sig som en vifte ud fra hovedet. Død, tænkte hun. Han må være død. Så besatte smerterne hende igen, da skrækken forsvandt. Hun var reddet. Hun vred sig i stolen og jamrede.
   Manden ved vinduet stak sin revolver i en skede, som han havde under jakken, så smilede han venligt.
   "Kriminalassistent Marco Mazzanti."
   "Tak." Det var det eneste ord, hun kunne klemme over læberne.
   "Ok." Han kiggede vurderende på hende, så forsvandt han ud i køkkenet. Hun hørte lyde derudefra, men hun tænkte ikke. Var fuldstændig i smerternes vold.
   Et par minutter senere kom han tilbage.
   Han havde et viskestykke i hænderne.
   Han havde bundet en knude på det, så det blev en tøjpose.
   Han lagde den forsigtigt på brandsåret. Der var is i den, og en vidunderlig ro bredte sig i kroppen, mens smerterne aftog til noget, der næsten kunne bæres.
   "Tak." Hun ville gerne have sagt meget mere, men hvad var der at sige?
   "Velbekomme, men jeg er her faktisk for at arrestere dig." Hun spærrede øjnene op.
   "Arrestere ... mig, men ... hvorfor?"
   "Tyveriet på Louvre." Satans. Så var politiet alligevel ikke til grin. Hvad skulle hun gøre? Lade som anede hun ikke, hvad han snakkede om, men han havde jo fundet hende, så han måtte have stærke beviser. Hun kunne forsøge at stikke af, når han fik hende ud af håndjernene, men så ville han vel bare finde hende igen. Hun kunne fortælle om bogen. Om den formue der ventede, som hun ville dele, hvis han glemte hende. Ville han gå med til det? Han skød manden med ildrageren, efter han overgav sig, så denne Marco Mazzanti var ikke fin i kanten. Med andre ord: Der var en chance.
   "Amerikanske præster opfordrer til krig mod Islam." Fjernsynet brølede stadig sine oplysninger ud i rummet. Lucifer. Det er ham, der står bag. Det er ham, der manipulerer de kristne, muslimerne, MakroHard, Søren Planke og alle andre magtgale idioter." Hun kiggede på Marco.
   "Jeg ... har ... også ... stjålet ... noget ... andet." Hun tvang ordene frem et af gangen. Isposen hjalp, men det gjorde stadig afsindigt ondt
   "Aha ... hvorfor er jeg ikke overrasket." Han var rigtig pæn, når han smilede. Hun følte modet vokse.
   "Jeg har stjålet en bog fra Peters kirken."
   "Nå ... da ... hvilken?"
   "Den er en formue værd. Hvis..." Hun tøvede, så tog hun sig sammen. Der var ingen grund til at pakke det ind: "Hvis du glemmer mig, vil jeg dele med dig."
   "Hm. Hvor er den bog?"
   "Den ligger under dynen i sengen ovenpå." Han stirrede overrasket på hende. "Ja ... ikke særlig originalt. Jeg ved det godt."
   Han begyndte at fløjte. Så gik han op ad trappen og forsvandt ind i soveværelset. Hjertet hamrede i hendes bryst. Var det rigtigt at betro det til ham? Skulle hun ikke have sikret sig, at hun var ude af lænkerne, inden hun overlod ham sit trumfkort. Hvad forhindrede ham i at tage bogen, forsvinde og lade hende hjælpeløs tilbage? Intet. Det var skræmmende. Hvorfor havde hun været så hurtig. Smerterne fra brandsåret bankede, så hun knap kunne samle tankerne. Var det derfor?

Marco fløjtede stadig, da han gik ned af trappen. Han havde bogen og computerudskrifterne i den ene hånd.
   "Fik du læst det hele?" Hun nikkede. "Så har du også læst det afsnit, hvor der står: Sandhedens vogtere består af statschefer, advokater, læger, erhvervs chefer osv." Hun nikkede, mens han fiskede revolveren frem med den frie hånd. "Listen er ikke fuldkommen. Der mangler i hvert fald kriminalkommissærer."
   "Er du?"
   "Ja ... jeg tilhører Sandhedens vogtere."
   "Men..."
   "Åh ... vi var nødt til at narre dig. Du ville aldrig bukke under for tortur, så derfor dette lille skuespil, et par småforbrydere der kunne få mig til at ligne en frelsende engel, som du gerne delte dine hemmeligheder med, og jeg må sige, du hoppede i med begge ben." Han smilede igen. Denne gang hånligt.
   "Men..." Brandsåret bankede ulideligt, og hun havde lyst til at græde.
   Han rettede revolveren mod hende.
   Aftrækkerfingeren strammedes langsomt.