Jeg lagde mine hænder på tremmerne. De var af et underligt, materiale. Det føltes glat. Det smagte ... ikke godt, når jeg bed i det, og det gav sig slet ikke, når jeg ruskede.
   Jeg prøvede igen. Det knagede, bragede og raslede, men det nyttede ikke.
   Buret var så højt, at jeg ikke kunne kravle over, og det stod i en firkantet grotte. Gulvet var noget fuldstændig glat noget, og der var en ubehagelig stank herinde, som fik mig til at rynke næse. Ganske vist stammede lugten fra en prut, jeg lige havde lukket ud, men altså ... jeg kan godt sige dig ... at jeg længtes væk. Der var firbenede indretninger på gulvet, og på et af dem stod et apparat af noget glat noget, der smagte ligeså godt som tremmerne ... bvadr. Det udsendte af og til en høj lyd, og når det skete, råbte kæmperne ind i det. Desuden var der farvede firkanter på væggene.
   "Guga Gong." Jeg sagde det alvorligt, for det var en seriøs knibe, jeg var i, og jeg kiggede på Viøv Viøv, der lå lige udenfor tremmerne.
   Viøv Viøv kunne skræmme enhver. Jeg troede, jeg skulle dø første gang, jeg så den.
   Den var et firbenet væsen, sort pels, med brune, stærke øjne, der syntes at se ind i min sjæl. Den havde et gab, der næsten kunne rumme mit hoved. Det var fyldt med store hvide tænder, og lugtede sommetider af fisk. Når jeg stod ved siden af den, var vi lige høje ... sådan da. For jeg nåede til der, hvor forbenene sad fast, mens Viøv Viøvs hoved nåede langt over mit. Men i øvrigt var Viøv Viøv blid som ... et eller andet, og jeg var ikke længere bange for den.
   "Viøv Viøv." Den så interesseret på mig og logrede.
   Jeg stirrede på den tingest, der holdt lågen til mit fængsel på plads, derefter på dyret, og kaldte igen:
   "Viøv Viøv." Det virkede. Jeg hoppede af begejstring og troede knapt mine øjne, da dyret snusede præcis der, hvor jeg kiggede.
   Den tog fat i, hvad tingesten nu hed på kæmpernes sprog, og brækkede den af. Det så ikke ud til at være svært for bæstet. For mig var det umuligt.
   "Gnaw!" Jeg sprang begejstret ud i friheden og lagde mine arme om dyrets hals. Jeg kunne kun nå en tredjedel op. Viøv Viøv slikkede mig i ansigtet, og jeg blev drivvåd. Øv.


I grotten var der en dør. Jeg listede udenfor, og kiggede til højre og venstre. Viøv viøv stod ved siden af mig så tæt på, at jeg mærkede dens varme og hørte de mægtige lunger arbejde. Der duftede anderledes her end i grotten. Der var en sødme i luften, der bølgede fra noget, der måtte være en slags planter, og uanset om jeg kiggede den ene eller den anden vej, så jeg kæmpefirkanter med en trekant øverst. Store stolper stod med nøjagtig samme afstand, så langt øjet rakte. De var så enorme, at jeg ikke kunne spænde armene omkring dem. Ovenover alt dette var der vidunderligt blåt.
   Lige foran mig var der en række små og grå firkanter. De lå sådan, at det var rart og let at træde på dem, og jeg vidste, de stødte ind i to rækker endnu større firkanter, som gik vinkelret på de første, hvis jeg gik længere frem. Jeg havde gjort det så tit, når kæmperne luftede mig.
   Jeg sneg mig afsted, og Viøv Viøv var helt lydløs og helt tæt op af mig. Pludselig standsede den, gik et skridt til venstre og tissede. Jeg gloede benovet på strålen. Her var væske nok til et helt år, tænkte jeg.
   Vi fortsatte og nåede det sted, hvor de firkanter, jeg gik på, mødte de andre to rækker, der fortsatte til den ene og den anden side.
   Jeg standsede. Skulle jeg gå til højre eller til venstre.
   Til højre kunne jeg høre brølene fra de livsfarlige dyr, der med rasende fart svømmede op og ned på den sorte flod. Det var ikke et sted at gå hen, hvis man ikke var i helte humør, men det var jo lige det, jeg var, så jeg drejede til højre.
   Viøv Viøv skubbede forsigtig til mig med snuden, som var den ikke enig i den beslutning.
   "Guga Gnaw!" råbte jeg højt, så den forstod, hvem der bestemte. Der gik et opgivende suk gennem den store krop, og så fulgte den med.
   For hvert skridt vi tog lød lydene fra dyrene på den sorte flod højere og højere.
   "Yh Yh!" Skreg de, og desuden knurrede de hele tiden, som trak de aldrig vejret. De var skræmmende, og jeg standsede. Viøv Viøv udstødte et lettet suk. Så tog jeg mig sammen. Det her var min chance for at flygte. Måske fik jeg aldrig en ny. Jeg kunne ikke give efter ... Ikke nu. Jeg fortsatte. Viøv Viøv fulgte tøvende med.

Endelig så jeg floden. Den konstante knurren fra rovdyrene var øredøvende. Det samme var deres skrig: "Yh Yh." De drønene forbi i begge retninger, så hurtigt at jeg knap kunne se farven på dem, før de var væk. Og en ubeskrivelig stank fra deres afføring, der stod som blå stråler ud af deres bagender, nåede min næse ... så hellere en prut, tænkte jeg.
   Jeg listede nærmere og standsede lige der, hvor de grå firkanter endte. Det var helt tæt på kanten til den sorte flod.
   Jeg stirrede intenst på bæsterne, der drønede forbi. De var store. Viøv Viøv var lille bitte ved siden af. De havde runde selvlysende øjne, og luften de pressede væk, når de passerede, tog fat i mit tøj og fik mig til at vakle.
   Viøv Viøv klynkede. Jeg lagde en hånd på dens skulder.
   "Guga Gnaw." Ordene skulle berolige den. Den kiggede kærligt på mig, som forstod den det hele. "Guga Gnaw," sagde jeg igen, og fortrød, jeg gik til højre. Uhyrerne virkede mere skræmmende, end jeg huskede. Sidst jeg stod her ved kanten til den sorte flod, havde én af kæmperne holdt mig i hånden. Det var sært beroligende. Ganske vist holdt de mig fanget, men de passede på mig.
   Et ekstra stort bæst drønede forbi. Skriget var anderledes end de andres: "Yh Yh," det lød nærmest som et "Ååht Ååht." Jeg trak et halvt skridt baglæns. Skulle jeg gå tilbage og risikere, at kæmperne fangede mig igen? Nej. Jeg var jo i heltehumør, så jeg sagde:
   "Viøv viøv." og trådte to hurtige skridt ud på den sorte flod. Nu var terningerne kastet. Enten ville jeg dø, eller også kom jeg over.

Jeg åbnede øjnene, og så Viøv Viøv ved siden af mig. Den rystede og var mindst lige så skrækslagen som jeg. Jeg havde ondt af den, og dens loyalitet rørte mig. Men der var ikke tid til at rose. Et af monstrene havde kurs lige mod mig. Dets knurren steg til et brøl. Det blinkede lynhurtigt med øjne og skreg først "yh yh," derefter "iiihhhh."
   Det var ude med mig, men jeg ville ikke dø uden kamp.
   "Guga Gong!" Jeg råbte ordene, så højt jeg kunne og pegede på uhyret, der nærmede sig. Viøv viøv kastede sig ind mellem mig og bæstet. Den snerrede. De kridhvide tænder glimtede, og der var ild i de brune og normalt så blide øjne.
   Uhyret udstødte endnu et "Yh Yh." Så mistede det balancen og tumlede til venstre. Her ramte det et andet uhyre, der rasede afsted i modsat retning. Der lød brag og begge rovdyr rullede væk fra mig.
   Jeg hørte de overlevende bæster skrige "iiihhh" og så standsede de. Der blev næsten helt stille. De knurrede lavt, men holdt sig væk. De vidste nu, at jeg ikke var noget let bytte.
   Jeg rakte op klappede Viøv Viøv.
   "Guga," ordet udtrykte både glæde og stolthed over at have en ven som den. Den logrede og slikkede mig i ansigtet, så jeg endnu engang blev gennemblødt. Øv.
   Jeg tørrede mig med den ene arm og gik over på den anden bred. Ingen af rovdyrene rørte sig.

Jeg nåede et stort, fladt, grønt område. I hver ende var der nogle stolper, der holdt et slags net lavet af kraftig tråd. Om søndagen løb kæmperne forvirrede frem og tilbage på det grønne noget, og ind i mellem skreg de: "Åhl." Jeg ved ikke, hvad det gik ud på, men kæmperne gik højt op i det.
   Jeg lænede mod Viøv Viøv og sagde fortroligt:
   "Gibolop," og pegede. Jeg tror det store dyr forstod, at jeg mente, at området hed sådan, i hvert fald slikkede den mig i ansigtet, og jeg blev igen drivvåd. Øv. I det samme hørte jeg en stemme bag mig:
   "Vagn!" Jeg drejede og så èn af kæmperne.
   Jeg løb. Pressede mig til det yderste, men havde selvfølgelig ikke en chance. Hvert af hans skridt svarede til tyve af mine, og før jeg fik tænkt tre tanker, mærkede jeg to stærke hænder gribe om maven. De hev mig op så hurtigt, at jeg fik kvalme.
   "Vagn for pokker. Hvorfor stikker du af?" Kæmpens stemme var dyb, mægtig og svarede egentlig godt til kroppen.
   "Gnyf." Hvad skulle jeg ellers have sagt. Jeg forstod ikke et ord.
   "For pokker du er kun 1 1/2 år gammel, du kunne komme galt afsted." Jeg lagde hovedet på skrå og sagde èn gang til:
   "Gnyf." Han grinede selvfølgelig, for kæmperne lo meget. De var egenlig ikke så slemme, hvis man så bort fra, at de af og til spærrede mig inde.
   Min firbenede ven lagde kælent kroppen ind til ham, og han bøjede sig med mig i favnen.
   "Viøv Viøv." Jeg tror, jeg råbte det i håb om, at det modige dyr ville befri mig én gang til. Det gjorde bæstet ikke. Det logrede begejstret og blev kløet.
   "Ja, det er en hund. En vov vov. Den hedder Ingrid. Kan du sige Ingrid."
   "Ihrih." Jeg lo og kæmpen lo med.
   "Nej ... ING RID."
   "Gnyf."
   "Nå, glem det."
   "Yh yh." Jeg gloede i kæmpens øjne og gylpede et eller andet op på hans skjorte.
   "Halløjsa." Han fiskede et tæppe op af baglommen. Sådan nogen gik Kæmperne altid med.
   "Yh yh. Ja bilerne. Er det dig, der fik dem til at køre sammen?" Kæmpen rynkede brynene. Det var ikke så godt. Nu var det med at aflede ham i en fart. Jeg pegede på alt det grønne flade noget, der var lige bag mig.
   "Gibolop." Han smilede. Jeg åndede lettet ud. Han var hoppet på den.
   "Ja, det er her fodboldspillerne siger: 'Gi bolden op.'' Han klappede mig kærligt på kinden.