"Han løb der ind!"
   Råbene fyldte den smalle gyde, da gruppen fik omringet deres bytte. Nogle klatrede op på tagene, så de sten, de var ved at finde frem fra lommerne, rigtig kunne gøre skade, når de ramte.
   Manden var ikke meget over de tyve. Hans brystkasse sank hurtigt op og i, og man kunne høre hans hvæsende åndedræt. Hans sorte hår klæbede til hans ansigt, der var vådt af sved. Han blødte flere steder, hans tøj var ødelagt og beskidt af støv.
   Nathan, gruppens leder, trådte et par skridt tættere på ham. Til Nathans fornøjelse, klynkede manden og krøb sammen på jorden i håbet om, at han måske ville kunne skærme sig for eventuelle slag. Nathan tog fat i mandens skjorte og hev ham på benene.
   "Se, alle sammen. Det er den straf man får for at have omgang med," han spyttede manden i ansigtet, "mænd."
   Tilråb lød omkring ham. Nathan smilede triumferende og smed manden fra sig. Imens han gik væk, lavede han et lille håndtegn. Med det samme begyndte sten at falde alle steder fra. Skældsord blev kastet mellem drengene, en benhård konkurrence om, hvem der kunne komme med den værste fornærmelse af dem alle.
   Jaden kastede sin sidste sten, og så med fryd, hvordan røde mønstre begyndte at brede sig på mandens grå skjorte. Han så sig ærgerligt omkring, fordi han ikke havde fået samlet flere sten foran bymuren i formiddags.
   Jaden var omkring de 18 år. Han havde kort, sort hår, som var så almindeligt for de indfødte i denne afsidesliggende by, og grønne, skinnende øjne. Han var solbrændt, for det blev man af at leve i en ørkenby. På mange måder var han som alle de andre i gruppen. Men der var en ting, der adskilte ham fra de fleste. Han var en af Nathans nærmeste venner.
   Han stillede sig hen ved siden af Nathan, der åbenbart kedede sig. Nathan hang op af muren med armene krydsede, imens han holdt øje med, om der kom nogen. Nathan. En af de mest populære drenge i byen. Han var beundret af alle de jævnaldrende piger, og han havde endda gået i skole, en rigtig en, ikke den som munkene og nonnerne havde frivilligt. Han skulle være en stor handlende, det sagde alle de voksne. Ikke ligesom så mange af dem fra banden, som bare havde leet, når munkene kom til deres kvarter for at fortælle dem om fremtiden. De fleste ville alligevel bare ende med fysisk arbejde for at kunne forsøge deres familier. Eller også ville de ende som tiggere, på kanten af loven. Folk var ligeglade.
   Ikke fordi Jaden var sådan. Han var opvokset hos sine bedsteforældre. De var så gamle, de kunne ikke holde øje med ham. Så de havde ikke vidst, at han var dårlig i skolen. De døde, da han var otte. Det var mange år siden. Og så længe Jaden blev i Nathans bande, skulle han nok klare sig. For Nathan passede på sine venner.
   "Gider du ikke mere?" Spurgte Nathan, imens han gabte.
   "Jeg har ikke flere sten," Jaden trak på skulderne. Selv når Nathan bare hang, så han hamrende godt ud med sit sorte hår i en hestehale og den snoede sølvørering, der glimtede i solen. Jaden var også lidt misundelig på Nathan. Lidt.
   Pludselig sprang Nathan op.
   "Løb alle sammen, det er de satans vagter," råbte han. Panikken bredte sig med det samme, og hurtigt forsvandt drengene i alle retninger. Jaden stivnede et kort øjeblik. Han kunne se solen blinke i rustningerne. Og selvom han godt vidste, at de nok ikke ville bruge dem imod ham, fik deres sværd det til at løbe ham koldt ned af ryggen. Nathan skubbede Jaden af sted, hvilket fik hans ben i gang. Hurtigt spurtede han ned af gyderne, uden at ænse om nogle af de andre var med ham.
   Jaden var allerede blevet fanget af vagterne en gang. Han måtte ligge i sengen en uge efter den omgang.
   Han så sig tilbage, og opdagede, at han var alene ud over vagterne. Hurtigt sprang han ud på hovedgaden og kiggede omkring efter et skjulested, men mange af butikkerne var allerede lukkede og gadehandlerne var ved at pakke deres ting sammen. Der var ikke nok mennesker ude til, at han kunne skjule sig i mængden. Han løb lidt længere ned af gaden og fik endelig øje på en åben forretning. Uden at ænse, hvad den solgte, sprang han ind af døren og lukkede den bag sig.
   Alting klirrede. Jaden kiggede sig forvirret omkring. Hver gang han gik et skridt, begyndte hele butikken at larme.
   "Er der en kunde?" lød det bag ham. Han vendte sig mod den lyse stemme.
   En mand på omkring de tyve sad i en polstret lænestol. Han var klædt elegant i lilla og lyseblå farver, iført en lang kjortel, der gik ham til knæene og indenunder stofbukser. Hans stemme var underlig fornem, Jaden kunne ikke helt forklare det. Men det utroligste var hans hår. Det var helt lyst, som ørkensandet. Det var langt og flettet skødesløst hen over hans skulder. Omkring panden sad et enkelt diadem med en lille, lilla sten midt for. Manden sad med en bog på skødet, som han af eller anden grund følte på med hænderne.
   "Jeg... Jah..." Jaden anede ikke, hvad han skulle sige. Det gik op for ham, at han var trådt ind i en vindklokke forretning. De hang så tæt på hans hoved, at han ikke kunne undgå at sætte gang i en større kædereaktion, hver gang han bevægede sig.
   "Du kigger måske bare? Sig endelig til, hvis jeg kan hjælpe dig," manden blev ved med at bevæge sine hænder over bogen, imens hans blik forblev fæstet mod Jaden.
   Jaden kiggede ud af vinduet og prøvede at lytte efter vagterne. Efter råbene at dømme, var de tæt på. Han så sig om i forretningen for at se, om han kunne gemme sig et sted.
   "Vagterne er efter mig, kan du ikke skjule mig?" Fik han endelig sagt til butiksindehaveren, der rynkede let på panden. Han lænede sit hoved mod den ene hånd.
   "Hvad har du da gjort? Stjålet noget?" spurgte han nysgerrigt. Der var ikke engang et anklagende snert i hans stemme.
   "Noget i den stil," mumlede Jaden.
   Hvad skulle han sige? At han var medlem af en bande, der opsporede homoseksuelle og sørgede for at give dem, hvad de fortjente? At han lige havde efterladt en mand blødende i en gyde? Og at han faktisk, nogle gange, nød det, men at han de fleste gange kastede op, så snart han kom hjem? Hvad var egentlig værst, at han nød det eller?...
   Vagternes stemmer blev tydeligere.
   "Så gem dig under disken, da," sagde manden opgivende. Han nikkede mod et bord, dækket med en dug, der stod til hans højre side. Og ikke et sekund for tidligt.
   "Har du set en dreng løbe herind?" spurgte en enkelt vagt, der var kommet ind. Nogle stod udenfor og andre gennemsøgte de andre butikker. Vagten tav dog hurtigt.
   "Undskyld, Hr. Durchin, jeg vidste ikke det var deres forretning. Selvfølgelig ville de ikke... Jeg mener..."
   "Kunne se noget?" afbrød butiksejeren smilende," bare fordi jeg er blind, kan jeg da stadigvæk fornemme en fremmed tilstedeværelse. Og jeg kan forsikre dig, at den sidste person, der kom her var min sidste kunde. "
   "Selvfølgelig, hr.," sagde vagten. Han skævede lidt rundt, men forsvandt så hurtigt ud af butikken.
   Jaden ventede lidt og kom så frem af sit skjul. Han mumlede tak og kiggede genert på sin redningsmand, der upåvirket stadigvæk sad med sin bog. Nu hvor han kunne få et ordentlig kig, opdagede han, at mandens øjne ikke fokuserede på noget bestemt.
   "Hvad laver du?" Spurgte Jaden, selvom han egentlig burde skynde sig tilbage til tilholdsstedet. Der var bare noget over denne hr. Durchin, der fik ham til at blive. Han var så rolig, som han sad der omgivet af sine vindklokker.
   "Jeg læser," svarede han og bladrede videre til næste side.
   "Det kan du da ikke, du er jo blind," sagde Jaden. Han kom lidt nærmere.
   "Jeg har mine metoder," svarede han.
   Jaden var nu så tæt på, at han kunne dufte butiksindehaverens lavendelparfume, han bed mærke i hans manicurerede negle.
   "Det tror jeg ikke på," sagde Jaden trodssigt. Hr. Durchin vendte sit ansigt mod ham igen.
   "Det kunne måske passe herren, at jeg læste noget højt for at overbevise ham?" spurgte han, efterhånden en lille smule irriteret over at blive udspurgt.
   Jaden nikkede, men huskede så at Durchin var blind, "ja, det ville være... Passende."
   Så Durchin læste op. Selvom det kun var en halv, måske en hel eller måske flere sider, det kunne Jaden ikke helt bedømme, så virkede historien meget smuk og sørgelig.
   Det var en ridder, der gerne ville giftes med en ung pige, men det kunne han ikke. Han havde en pligt overfor sin konge og sit rige, derfor skulle han drage i krig og efterlade hende. Lige det som Durchin læste højt, var den smertefulde afsked, hvor ridderen i en lang monolog kæmpede mod sit eget ønske om at blive hos hende og hans ønske om at beskytte sit land. Det der for alvor fik ham overbevist var pigens sidste ord "Jeg er ikke din eneste kærlighed, men jeg er villig til at dele dig med vores land" og han forstod, at hun ikke var vred.
   Durchin kiggede smilende op og vendte bogens sider mod Jaden, "skal du ikke tjekke, om det bare er noget, jeg har fundet på?"
   Jaden kiggede på de tæt sammenskrevne sider, der flød sammen til et stort virvar af uforståelige kragetræer.
   "Det ser meget rigtigt ud," svarede han. Durchin smil blev endnu større.
   "Du kan slet ikke læse, dit lille fjols," sagde han og klappede bestemt bogen sammen. Jaden blev en anelse stødt. Der kunne højst være to års forskel imellem dem. Det kunne godt være, at man først var myndig som tyveårig, men alligevel. Selvfølgelig havde Durchin lige reddet ham fra en slem omgang klø, men derfor skulle han ikke til at spille smart. Han vendte sig bestemt for at gå, så hele butikken begyndte at larme igen og han opdagede til sin forbavselse at solens stråler var skiftet fra lys til rød. Han åbnede forsigtigt døren, da Durchins stemme lød bag ham.
   "Desuden er mit navn Michael."
   Jaden vendte sig om.
   "Mit navn er Jaden."
   Han løb hurtigt ud af butikken.

Jaden sukkede dybt, og gik langsomt op af trappen til fællesrummet. Det var lykkedes Nathan at finde et forladt hus i slumkvarteret, som ingen alligevel ville stå til ansvar for. Det var vist blevet lukket ned på grund af fare for nedstyrtning. Det havde ikke generet banden, og de havde hurtigt fået det afstivet. Siden hen var der gået rygter om, at en af Nathans velgørere havde købt ejendommen, så der ikke ville blive vrøvl med myndighederne, men det var kun et rygte.
   Jaden havde kort overvejet bare at gå direkte op til sin madras og tæppe, så han kunne slippe for spørgsmål. Normalt samledes man så hurtigt som muligt, så Nathan kunne bedømme skadernes omfang. Og siden Jaden ikke havde nogen blå mærker at vise frem, ville der sandsynligvis opstå undren. Jaden kunne ikke helt forklare hvorfor, men han havde ikke ligefrem lyst til at fortælle om Michael.
   Han trådte ind i det lille rum med de afrevne gardiner foran vinduet uden glas og puder af forskellige art, der virkede som en slags siddepladser. Ved væggen overfor døren stod et bord og nogle hjemmelavede stole, som for det meste blev brugt af Nathan, når de holdt møder.
   Heldigvis var det langt fra alle, der var blevet hængende. Kun Nathan og en håndfuld sad på nogle af de små puder og de var vist i gang med at spise, da Jaden trådte ind. Han skulede ondt, for at virke utilnærmelig og satte sig uden et ord ned, imens han hev en pakke frem med noget frugt, han havde købt på vej hjem. Han fik gratis brød af den bager, han arbejdede hos om morgenen. Jaden så tydeligt, at Nathan holdt øje med ham, men han vidste også, at det ikke ville være Nathan, der spurgte. Ikke direkte i hvert fald. Han sad lidt og betragtede de sidste lysstråler, som glimtede frem og tilbage i de andres hår.
   "Nåh, øh, Jaden," lød det endelig fra Miso, en mørkhåret sekstenårig, "det var du sgu længe om."
   "Vagterne snuste rundt, så måtte finde mig et gemmested," svarede han koldt, han måtte ikke reagere mistænksomt. Han flækkede sit brød op og lagde de tørre frugter på det.
   "Joh, men vi blev noget bekymrede, det ville jo ikke være første gang, du, øhm, blev fanget," fortsatte Miso. Jaden kunne se, at Nathan pillede ved hjørnet af en rød, slidt pude.
   "Ja, men ikke denne gang. Jeg fandt som sagt et godt gemmested," vrissede han og tog en bid.
   "Vi har også vigtigere ting at diskutere," sagde Nathan, de vendte alle deres blikke mod ham. Han rejste sig og gik hen til vindueskarmen, hvor han kiggede ud, "jeg har hørt, at du mistede dit job i havnen, Klaus."
   Det kom ikke bag på nogen. Klaus krympede sig lidt. Han var lille, bleg og spinkel. Han havde et rødligt skær i sit hår, hvilket resulterede i, at hans ansigt var fyldt med fregner. Det havde undret flere, at han var blevet ansat til at bære sække i havnen, han måtte være mere udholdende end som så.
   "Skibets sidste last var lidt af en fiasko, de var nødt til at skære ned. Og siden jeg var den yngste, røg jeg," mumlede han og blev helt rød i fjæset.
   "Du tager med Paulus hen på markedet i morgen, jeg har hørt, at de mangler nogen der. Og Miso," bjæffede han kort," du deler din mad med Klaus i aften. Vi vil ikke have nogle misforståelser, når det kommer til folks ejendele." Sagen var afsluttet, Miso gav Klaus halvdelen af sit brød og Jaden følte sig så sikker, at han kunne smutte i seng. Nathan blinkede til ham, da han gik ud. Han smilede tilbage med et stik af dårlig samvittighed.
   Da han lå under sit tæppe af gedeuld, dukkede Michaels ansigt hele tiden frem i hans tanker. Han lå lidt og lyttede på de andres snak om nogle af pigerne fra brønden, for det var stadig al for tidligt at sove. Michael kunne godt minde lidt om en pige. Han var lige så smuk som en. Han faldt langsomt i søvn til cikadernes stille brummen.

Han takkede den tykke bager for brødet, og fik et kraftigt klap på skulderen til gengæld.
   "Du er en god knægt, Jaden, vi ses i morgen tidlig," brummede han, så melet, der havde sat sig fast i hans overskæg, hvirvlede op. Jaden løb ned til brønden, som han plejede, for at vaske melet ud af håret, så han så nogenlunde ud, når han skulle videre til sit næste job. Videre til markedet for at hjælpe med at losse varer på plads.
   Da han endelig var færdig med sine jobs hen af eftermiddagen, fandt han sig selv på vej ned af hovedgaden igen. Han gik lidt frem og tilbage mellem de handlende, som var ved at pakke deres sager sammen i små vogne. Han betragtede lidt en smykkehandler, som ikke kunne lide hans interesse, før han endelig besluttede sig for at besøge Michael.
   Det var ikke Michael, der tog imod ham. Det var en ung pige med mørkt hår som de fleste, bortset fra at hendes hud ikke var solbrændt på samme måde som arbejdere. Hun havde en enkel, pink kjole og et hvidt forklæde på. Hendes smil stivnede, da hun så hans slidte og beskidte tøj.
   "Undskyld, men du kan ikke få noget her," sagde hun og gav mine til at han skulle gå.
   "Jeg er her som kunde," røg det ud af ham. Hun stirrede mistænksomt på ham, og han prøvede at pille med en kendermine ved en vindklokke, der hang tæt på døren. En kølig klingen, næsten som, når der var storm. Han rystede lidt på hovedet over sig selv.
   "Oh, har vi kunder Sasha?" Michael kom gående igennem en dør af perlevedhæng med en stok af en art. I dag var al hans tøj i røde og orange nuancer. Selv pandesmykket var rødt. Jaden var sikker på, at en duft af appelsiner fyldte rummet samtidig.
   "På en måde," svarede hun tøvende. Jaden ignorerede hende og trådte hen til Michael i tre lange skridt. Man skulle tro, han havde sat et tordenvejr i gang.
   "Jeg kom for at finde ud af, hvordan du læste bogen," sagde han hurtigt. Michael spærrede øjnene op i forbavselse og fandt hen til sin stol.
   "Goddag igen, Jaden," sagde han efter en tid tavshed.
   "Kender du ham?" Lød det bestyrtet fra Sasha.
   "Ja, han er en af mine bekendte. Vil du ikke være sød at lave noget te til os begge? Jasmin teen, tak," sagde Michael og pegede på en stol ved siden af sin egen, som Jaden satte sig på.
   "Jeg tror desværre, jeg må skuffe dig," sagde Michael så, "det med bogen er min lille hemmelighed. Men jeg hørte før, at du kommer som kunde i dag. Måske kan jeg hjælpe dig med at finde en vindklokke."
   Jaden rødmede. Det var jo bare noget, han havde sagt, han havde ikke råd til at bruge sine penge på den slags tingeltangel. På den anden side var han nødt til at gå, hvis han ikke sagde ja. Han følte lidt, at Michael lavede sjov med ham. Han havde jo regnet ud, at han ikke kunne læse, burde han så ikke vide, at han også var en gadedreng uden penge?
   "Den her for eksempel. Den koster tre guldstykker," fortsatte Michael og tog uden at tøve fat i en, der hang lidt væk, så han var nødt til at bøje sig hen over Jaden. Det havde passet, at Michael duftede af appelsiner.
   Michael famlede sig hen til Jadens hånd, og placerede vindklokken der. Hans hænder var helt bløde i modsætning til Jadens ru arbejderhænder. Jaden lyttede prøvende til vindklokkens klang. Den lød som en solnedgang, men ikke en rød solnedgang. Den grågule solnedgang, når solen forsvandt ned i en dyne af store skyer og fik alting til lyse støvet gul.
   "Kan du lide den?" spurgte Michael og tog imod teen, som Sasha rakte ham. Hun skulede til Jaden for at fortælle, at hun holdt øje med ham, imens hun også rakte ham et mørkebrunt, glaseret krus.
   "Det lyder meget pænt," svarede Jaden. Han kunne ikke lade være med at mærke efter i sin pung, om han havde nogen penge til overs. Han havde kun lønnen fra den dag, hans opsparing var hjemme, "jeg har ikke råd til den."
   Michael fortsatte med at smile, "så kan jeg gemme den her, og så kan du købe den, når du har råd. Hvad siger du til det?"
   Jaden lyttede en ekstra gang til den og gav den så tilbage, "okay. Det er en aftale." Han kunne hænge den i vinduet, der hvor han sov. Han kunne bare sige, at en kunde havde givet ham den eller noget.
   Jaden og Michael drak deres te i tavshed, imens de lyttede til Sasha, der rendte rundt og ryddede op. Michael tog sin bog frem igen for at læse videre, eller hvad han nu lavede. Jaden kunne ligeså godt gå. Det var ikke, fordi han skulle skynde sig. Det var kun, når de havde været ude på deres plagerier, at de skulle mødes så hurtigt som muligt. På almindelige dage hang alle ud rundt omkring, for så meget var der heller ikke at lave i deres hovedkvarter eller hjem. Hul... De fleste hang ud ved brønden for at gøre indtryk på pigerne, der kom efter vand, men det havde aldrig interesseret Jaden. Han plejede at sidde på bymuren og se solen gå ned. Bagefter tog han hjem for at høre om Nathans dag i skolen og hjælpe ham med at terpe. Han sagde tak for teen og rejste sig for at gå. Før han gik ud af døren, havde han dog et sidste spørgsmål.
   "Hvad sker der med ridderen og pigen?"
   "Ridderen dør i krigen," svarede Michael uden at foretrække en mine.
   "Åh... Okay..."

Jaden sad længe på muren, selv efter solen var gået ned. Det havde været en støvgul solnedgang, skyggerne var blevet lange og udtværede. Det var som om stjernerne gav genlyd i hans øjne. Man skulle tro, at vagterne havde noget imod alle de unge, der sad på muren. Unge drenge tog deres kærester med derhen, unge uden arbejde fik tiden til at gå ved at kigge ud på det store tomme intet kaldet ørkenen. Ledelsen i byen havde dog bestemt, at det trods alt var bedre at de unge hang ud der, end at de rendte rundt og lavede hærværk. Som at skræmme livet af byens bøsser. Eller måske var de meget glade for lige netop det tiltag. Det var jo ikke som om vagterne havde ransaget deres hus endnu og rygterne gik. De kunne sikkert skaffe en stikker let. Jaden hev sig op. Han havde endnu en lang dag foran sig, så han måtte hellere få noget søvn.

Han stod kun kort tid foran den lille butik, før han gik ind. Og da Michael hørte hans stemme, lyste han op i et stort smil. Jadens hjerte slog næsten et slag over.
   "Har du allerede råd til vindklokken?" Spurgte Michael og sagde til Sasha, der kom ind i butikken fra rummet ved siden af, at hun skulle lave noget te.
   "Nej, ikke endnu," svarede Jaden og satte sig på stolen fra dagen før. Egentlig havde han lige akkurat råd, men hvis han købte den nu, kunne han ikke komme tilbage, "jeg kom for at få mere at vide om ridderen og pigen."
   "Jaså, du kunne altså regne ud, at historien ikke endte ved ridderens død?" sagde Michael. Han rejste sig for at finde bogen i en reol bag disken og åbnede op på en bestemt side. Han løftede bogen op, så Jaden kunne se et billede på den ene side. Billedet forestillede en ung kvinde omgivet af ødelæggelse. Hun havde næsten lysende hvidt hår og blå øjne. Hun kiggede op mod himlen med et hengivent blik. I hånden holdt hun et stearinlys, som lyste op i de mørke omgivelser. Hun bar en sort kappe, som var slået tilbage.
   "Da pigen fik at vide, at ridderen var død, blev hun vanvittig. Du husker måske, at hun havde sagt til ridderen, at hun var villig til at dele ham med landet. Det viste sig, at det var hun ikke. Hun var sikker på, at det var et tegn fra guderne om, at deres samfund var korrupt. Hun blev lederen af en oprørsbevægelse, der væltede kongen. Bagefter var der stor uenighed om, hvem der nu skulle lede landet. Der opstod borgerkrig, og landet blev udslettet af udefrakommende magter. Pigen døde under et angreb fra nogle af deres modstandere," han klappede bogen sammen, "og hvad kan man så lære af det?" Spurgte han den chokerede Jaden.
   "Øhm, at.. Øh?"
   "Man kan lære, at man ikke kan stole på kvinder," så lo han af Sashas misbilligende fnys, og forsikrede hende, at han intet havde imod kvinder og specielt ikke hende.
   Jaden følte sig lidt overrumplet af den pludselige ændring af historiens karakter. Imens han overvejede det, sad han og nød Michaels drillerier imod Sasha. I dag havde Michael pink og rødt tøj på, lokalet duftede af en ukendt blomsterparfume. Han nippede til sin te, og pludselig slog det ham.
   "Michael, kan du ikke lære mig at læse? Jeg vil gerne kunne læse historien selv," sagde han.
   Michael gav straks slip på Sashas håndled, som han havde taget fat i fordi, hun truede med at slå ham med støvekosten.
   "Kan du ikke gå hos munkene?" Spurgte Michael overrasket, imens han glattede sin skjorte, halvt for at skjule sin reaktion. Det virkede som om, han havde lyst til at sige ja, så Jaden besluttede sig for at presse på.
   "Det er næsten pinligt. Det er kun små børn, der går der. Desuden ville de andre begynde at stille spørgsmål. Og det er kun om formiddagen, de har det, der arbejder jeg," han prøvede at lyde desperat.
   "Og det kan kun være om eftermiddagen hos mig, for før har jeg for mange kunder," afsluttede Michael, "det er jo ikke fordi, jeg ikke har lyst, men jeg tror ikke, at jeg er en specielt god lærer."
   Han tænkte et par minutter i tavshed.
   "Du vil blive nødt til at gå ind i baglokalet, når jeg har kunder. Du har været heldig indtil nu, men jeg kan ikke have dig rendende rundt normalt. Og så kan du hjælpe Sasha lidt som betaling," han drak en ordentlig mundfuld te, "på den måde kan vi altid sige, at du er hendes hjælper. Ja, det er perfekt. Jeg går ud fra, at du ikke har noget imod det, Sasha?"
   "Hvis det er det, du ønsker," svarede Sasha blot, selvom hun ikke så synderligt begejstret ud.
   "Ja," Michael så tænksom ud, "ja, det er perfekt."
   De sad og småsnakkede lidt endnu om bogen. Michael kaldte Jaden for en gammel romantiker, hvilket var et udtryk Jaden ikke havde hørt før, men han syntes ikke, at det lød så negativt igen. Så smuttede han næsten lykkelig hjem. Han lagde ikke engang mærke til det blik, Nathan sendte ham, da han smuttede forbi ham, op i seng. Da han lå i sin seng igen, frydede han sig over Michaels ansigtsudtryk, da han stillede forslaget. Han var helt sikker på, det var glæde, han havde set.

Det føltes som om, at denne tilstand af uforstyrret lykke aldrig skulle få en ende.
   Jaden kom om eftermiddagen, der var stillet te og tørrede og glaserede frugter frem, som han i starten ikke turde spise, af frygten for, at han ville blive skældt ud eller krævet at betale for det. Da Michael endelig fik ham til at smage på det, blev han så begejstret, at han gemte stykker i sine servietter for at tage det med hjem til de andre. For det første ville han gerne dele denne pludselige overflod med dem, slik var et sjældent syn blandt gadedrenge. For det andet, fik han igennem deres taknemmelighed sørget for, at de ville være mindre tilbøjelige til at spørge omkring hans gøremål. Han havde sagt, at en af hans arbejdsgivere var begyndt at sælge det, og at han var så glad for Jaden, at han belønnede ham med vareprøver. Det skete jo, at man fik billigt brød, hvorfor ikke også slik?
   Jaden havde ikke set det forkerte i at tage slikket med hjem, det lå der vel for det samme. Om han spiste det i butikken eller hjemme var da lige meget. Alligevel havde Michael efter et par gange fået Sasha til at lave en lille pakke, som han kunne tage med sig. Han sagde ikke noget, han gav bare Jaden den en dag.
   Først havde Jaden heller ikke regnet med, at Michael fik nogen kunder, men det skulle hurtigt vise sig, at Michael var populær. Når Jaden stod bag forhænget og lyttede til samtalerne i det andet rum, følte han en underlig knugende fornemmelse i brystet, når han hørte Michael tale.
   Han kunne jo høre kunderne le af Michaels vittigheder. Michael var så besnærende, med sin rolige stemmeføring. Når han sladrede, lød det ikke som pigerne nede ved brønden. Det lød som vigtige, skelsættende begivenheder. Og når Michael talte om vindklokker, virkede det slet ikke underligt. Så fik han de fine lyde til at være kunst, vindklokker blev et spørgsmål om menneskesind og alle kunne finde en, der passede til lige deres personlighed. Michael var god til at overtale.
   For det meste satte Sasha ham i gang med hus pligterne. Madlavning, opvask, tøjvask. Efter et stykke tid tøede Sasha såmænd op, og de blev ganske gode venner. Omkring der begyndte Jaden at spise med om aftenen, og derfor endte de med at lave maden sammen.
   Sasha fortalte, hvordan Michael var meget modebevidst, han vidste altid, om hun havde taget det rigtige tøj frem, han kunne mærke det på kvaliteten af stoffet. Det var næsten som om, han kunne føle farverne frem.
   Hun betroede ham også, at Michael havde to slags vindklokker. Han havde et lille værksted i det forreste af de tre rum, som også var Michaels hjem. Det bagerste rum indeholdt hans seng og skabe, det midterste hans køkken og det forreste, der førte ind til selve butikken, hans værksted. Her lavede han de mest efterspurgte vindklokker, hans personlige kollektion. Han kunne bruge flere dage, uger, endda måneder på en enkelt vindklokke. Derfor var det jo klart, at den største del af hans varelager bestod af klokker bestilt udefra. Jaden overvejede om hans klokke også var en af Michaels specielle.
   Når der så ikke var kunder, gik tiden med besværlig læsetræning, snak og tavshed.
   Meget af den resterende tid brugte Michael på at udfritte Sasha om en ny kæreste, hun skulle have fået. Hun havde åbenbart mødt ham ved brønden, når hun hentede vand om aftenen. Michael elskede at drille og spurgte altid til deres dag. Når Sasha mistede tålmodigheden og rødmede så meget, at hun ikke kunne svare igen, lo Michael, så tårerne sprang ud af øjnene på ham. Men overhovedet ikke voldsomt, det var en afdæmpet, rolig latter, og det fik altid Sasha til at falde ned.
   Hvordan kunne man ikke falde ned, når han lænede sit hoved mod sin højre hånd og smilede for at vise, at han var parat til at lytte?
   Eller også fortalte Jaden Michael om solnedgangene, om hans arbejde, om Nathan, om banden, om hans liv.
   Michael var nysgerrig efter at vide, hvorfor han ikke havde lært at læse hos munkene? Han virkede jo interesseret nok.
   Det var også gået fint, så længe hans bedsteforældre havde levet. Problemet havde nok været, at Nathan altid overskyggede en. Selvom Nathan og han var bedste venner dengang, var det ikke let altid at blive sammenlignet med ham. Og da bedsteforældrene så døde, var han altid sulten. Nathan havde hjulpet ham med at finde et job, for Nathan havde altid levet på gaden og på gaden hjalp man hinanden.
   Nathan var den bedste, han kendte alle, han var charmerende, han var forstående og han havde tilbudt, at de kunne leve sammen. Han støttede endda Jaden, da han holdt op i skolen, fordi han ikke længere kunne overskue det. Man havde alligevel ikke brug for at læse og regne, når man kun havde en fremtid med småjobs i vente, måske, hvis man var heldig, en lærlingeplads. Hvis man tiggede, røg man i fængsel.
   Derfor var der selvfølgelig en kæmpe tyvering i byen, men Nathan havde sagt, at omkostningerne var alt for store. Nathan havde ambitioner, og når man havde ambitioner, kunne man ikke være sammen med tyvepak.
   Da Nathan fyldte 15, var han blevet håndplukket af en af byens hovedmænd til at gå i en rigtig prestige skole, han fik en velgører, så han ikke skulle arbejde og derfor kunne koncentrere sig om studierne. Det var omkring der, Nathan fik deres hus og på den måde begyndte at samle sin gruppe. Han havde forklaret Jaden, at det var noget med at skabe sig et netværk og sådan. Og omkring der, var hele jagten...
   Jaden stoppede. Michael skulle ikke kende noget til det med bøsserne, nej. Det ville Michael slet ikke kunne lide. Heldigvis for Jaden, havde der ikke været en jagt siden den dag, han mødte Michael.
   Michael fattede ikke mistanke.
   Jaden hadede det lidt. Han løj for Michael og han løj for Nathan. Men hvad skulle han gøre? Han kunne ikke fortælle Nathan, at han nærmest havde opgivet deres bande for at være sammen med Michael. Det virkede bare forkert, han stod jo i gæld til Nathan.
   Selvfølgelig brugte de mest tid på læse-træningen. Sasha havde lavet nogle store sedler af pergament til Michael med hvert af bogstaverne på. Han viste dem så til Jaden og fik ham til at sætte dem sammen og sige lydene, som hvert bogstav repræsenterede. Jaden viste sig at være meget lærenem, og kunne snart huske alle bogstaverne. Det eneste han så behøvede, var at bruge dem, så Michael fik ham til at stave sig igennem hans tykke bøger. Jaden forstod ikke halvdelen af, hvad der stod. Og da Michael ville have ham til at tage en med hjem, gemte han sig i gyden overfor huset og ventede på, at al lys var slukket, før han listede ind og gemte bogen under sin hovedpude. Den ville være svær at forklare.

Selvfølgelig kunne det ikke vare ved.
   Det var en almindelig aften, de sad og spiste fyldte peberfrugter i køkkenet. Sasha var ved at hælde noget vin op til Michael, imens Jaden endnu engang overvejede, hvordan Michael kunne spise så fornemt, når han intet kunne se. Han forventede hvert øjeblik, at Michael ville ramme ved siden af, da Michael pludselig sagde noget.
   "Nå ja, en af dine venner var her i dag," sagde han, imens han lagde sin gaffel ned, "ham Nathan, du altid snakker om."
   "Nathan?" Jaden fik noget vand galt i halsen, Michael ventede pænt på, at han fik hostet færdigt.
   "Ja, han spurgte efter dig, men jeg brød mig ikke om hans tonefald, så jeg sagde, jeg ikke kendte dig. Hans stemmeføring var utrolig kold," sagde Michael eftertænksomt.
   "Er du sikker på, at det var ham?" udbrød Jaden forskrækket, "jeg mener, du kan ikke være sikker. Du kunne ikke se ham."
   "Han præsenterede sig skam. Hvorfor skulle han dog lyve? Jeg forstår ikke, hvorfor du er så begejstret for ham, han virkede en smule skræmmende."
   Jaden lyttede ikke længere på Michaels fortsatte overvejelser omkring Nathans person. Han havde det som om, en klam hånd viklede sig omkring hans hjerte og truede med at kvæle det. Hvordan vidste Nathan det? Hvad ville der nu ske? Nathan ville være klar over, at Michael havde fortalt det til ham, så når han kom hjem i aften, ville han helt sikkert blive udspurgt. Egentlig kunne han ikke forklare sin modvilje, han vidste bare instinktivt, at noget var forkert. Han burde have vidst, at noget var i vejen, da Nathan havde spurgt, om han var interesseret i at starte i skole igen. Det var helt uhørt, at en på atten skulle gøre det, men selvfølgelig med Nathans kontakter. Jaden havde bare troet, at Nathan var ked af, at de ikke havde så meget tilfælles længere, men der havde altså ligget noget dybere til grund for det.
   Det sortnede næsten for hans øjne og han rejste sig langsomt, han måtte få det overstået så hurtigt som muligt.
   "Hvad er der i vejen, Jaden?" Spurgte Michael overrasket. Han kunne vist fornemme på Jadens bevægelser, at han var ude af den.
   "Jeg tager hjem og taler med Nathan. Jeg forklarer ham det hele," mumlede Jaden.
   "Der er da ikke noget at forklare. Er det måske forkert at få læselektioner?"
   Jaden tøvede lidt.
   "Nej... Nej, det er der vel ikke," sagde han næsten grædefærdigt. Michael rystede forvirret på hovedet og lod ham gå. Da Jaden stod uden for i den kølige natteluft, prøvede han at tage sig sammen. Michael havde ret, der var intet i vejen med det. Hvorfor var han så bange?
   Han følte sig som en fange på vej mod galgen, da han stod uden for huset. Han registrerede undrende, at intet lys var tændt. De plejede ellers altid at have en lanterne tændt i stuen til langt ud på natten.
   Han åbnede forsigtigt døren og gav et lille udbrud, da han mærkede fire stærke hænder tage fat i hans arme på hver sin side. Han kæmpede ikke imod, da han blev trukket op igennem mørket og hamret mod en væg, holdt brutalt fast, så han ikke kunne røre sig. Han hørte dem fumle med nogle tændstikker og så, hvordan værelset blev oplyst til en svag tusmørke, da lyset begyndte at skinne fra nogle olielamper. Nathan stod et par meter fra ham med et ildevarslende glimt i de mørke øjne. Jaden havde aldrig set Nathan sådan, han virkede pludselig højere og mere faretruende. Han ventede på, at der ville blive sagt noget og talte imens omkring 20 mennesker, hvilket betød at alle var der. Endelig blev tavsheden brudt.
   "Det er kommet os for øre, at du er begyndt at omgås en hvis person kaldet Michael Durchin," sagde Nathan.
   "Det passer," svarede han. En form for urolighed brød ud omkring ham. Nathans ansigtsudtryk forblev neutral, men hans øjne glimtede igen. Han kom nærmere, så han kun stod få centimeter fra Jaden.
   "Og hvorfor er du så begyndt på det?" Spurgte han.
   "Jeg er hans medhjælpers medhjælper," mumlede Jaden. Han kunne ikke føle sine arme længere.
   "Og ved du, hvad man siger om denne Durchin?" hvislede Nathan. Jaden kunne næsten ikke undertrykke sin overraskelse. Han vidste ikke, at der blev sagt noget om Michael.
   "Nej," sagde han lidt højere end før og troede næsten, at han skulle dø, da Nathan hamrede sin knytnæve ind i væggen lige ved siden af hans ansigt.
   "Så du påstår," Nathan satte en høj latter op, nogle få begyndte at grine nervøst med, for det var aldrig sket før, at nogle var blevet udspurgt på den måde før, "så du påstår, at du ikke ved, at Michael Durchin er til mænd. Ja, det er rigtigt, din såkaldte arbejdsgiver er bøsse."
   "Det passer ikke," røg det ud af Jaden, "det passer slet ikke. DU LYVER." Han begyndte at vride sig for at slippe fri, men Nathan stak ham en svidende lussing for at få ham til at falde ned igen.
   "Hvorfor har du så holdt hemmeligt, at du arbejdede for ham? Hvorfor reagerer du så kraftigt? Vent, vent," Nathans øjne lyste af foragt og had, et had som Jaden aldrig havde troet ville være at finde i Nathan, "du er måske hemmeligt forelsket i ham? Du har løjet for dig selv hele tiden og prøvet at skjule sandheden for dig selv. Benægt ikke, at du har besøgt ham hver dag de sidste to måneder. Det virker utroligt mistænkeligt, at søn af en af de mest succesrige, udenlandske handelsmænd skulle tage en gadedreng under sit sold uden, at der lå andet i det."
   "Det passer ikke, det passer ikke," hviskede Jaden stadig, imens tårer gled ned af hans kinder. Nej, nej, nej, hvorfor havde Michael så ikke sagt det? Hvorfor? De var venner, Michael ville have sagt det, for de var venner.
   "Du har måske slet ikke hørt, hvorfor han er blind?" et underligt smil spredte sig i Nathans ansigt. Han vinkede en af de andre hen til sig. Han gav noget til Nathan. Jaden prøvede at fange hans blik, men han så hele tiden ned i jorden, som var han bange for at blive smittet med noget, hvis han så op. Nathan plantede en hånd ved Jadens venstre side og lod en syl hvile få centimer fra Jadens øjne.
   "Ser du, Jaden. Durchin har ikke altid været blind. Da hans far fandt ud af, at han var bøsse, dryppede han syre i hans øjne, så han aldrig kunne se på en mand igen. Derefter fik han placeret ham i den latterlige butik. Han er en skamplet på sin familie, Jaden. Rygterne går over hele byen, alle ved det. Og måske," hviskede Nathan til ham, imens han lod sylen komme lidt tættere på, "måske kunne du få samme skæbne, Jaden. Vi har desværre bare ikke syre."
   Jadens hjerte hamrede som en vild kanins. Et eller andet i Nathans ansigtsudtryk fik ham til at tro, at de faktisk ville gøre det. Han kunne mærke Nathans åndedrag. Men så vendte Nathan sig om og gav tegn til at løsne ham.
   "Eller måske tror vi på dig. Måske tror vi faktisk, at du ikke vidste noget. Måske har du dine grunde til at lyve om, hvor du har været. Måske har du bare haft brug privatliv. Men det går ikke her, Jaden. Her deler vi alt, sorger, glæder, alt. Du kan ikke købe os med slik, Jaden. Så smut ned og spørg din bøsseven, om det passer i morgen. Hvis han siger nej, jamen, så fint. Vi stoler på dig, Jaden, vi stoler skam på din dømmekræft. Men hvis han siger ja, Jaden, så..."
   Så hvad? Nathan lod sætningen hænge i luften og gik ud af rummet med de andre. De efterlod ham uden opsyn i et mørkt hjørne helt ude af sig selv. Så hvad? Det var jo ikke hans skyld, at han intet havde vidst. Ikke hans skyld. Skyld. Han følte skyld. Hvorfor følte han skyld?
   Han sneg sig først ud tidligt om morgenen for at tage på arbejde. Han vidste ikke helt, hvorfor han ventede til om eftermiddagen med at tage ned til Michael. Det var en af de dage, hvor solen brændte på ens krop og fik luften til at bølge. Selvom byen lå lige ved siden af den store flod, som også gjorde byen til et handelsmidtpunkt, var der aldrig fugtigt, og det eneste der voksede var stridt græs, stikkende buske og palmer. Hans hjerte bankede stadigvæk, da han gik ned til Michael.
   "Goddag Jaden, hvordan gik det i går?" Spurgte Michael, da han hørte klokkerne ringe ved døren. Jaden mumlede noget så lavt, at det ikke kunne høres.
   "Undskyld, hvad?" spurgte Michael og rynkede panden.
   "Nathan ventede på mig, da jeg kom hjem," gentog han lidt højere. Han prøvede at sluge noget spyt, selvom hans mund var helt tør, "og han sagde."
   "Ja?" sagde Michael opmuntrende.
   "Han sagde," Jaden stirrede på Michaels natblå sten i panden, "han sagde... At du er til mænd."
   Der blev helt stille. Michael løftede sin hånd for at skjule et smil.
   "Det troede jeg, at du vidste," fnes han. Jadens mund faldt ned.
   Hvorfor havde han egentlig ikke set det før? Parfumen, de manicurerede negle, det matchende tøj, hans fornemme væremåde, hans kærlighed for sladder. Det var selvfølgelig derfor, han ikke havde fortalt Nathan noget. Han havde hele tiden vist indeni, at Michael var bøsse. Det var bare først nu, hvor Michael sagde det, at han kunne tro helt på det.
   "Han sagde, at din far gjorde dig blind med syre, så du ikke kunne se en mand igen," fortsatte han.
   Michael begyndte nu at skraldgrine, han kunne næsten ikke kontrollere sig selv, som han ellers plejede.
   "Hældte han syre i mine øjne?" fremstammede han ned i sin hånd. Han tav efter noget tid, fordi Jaden ikke reagerede.
   "Jeg troede, at du vidste det," sagde han. Han prøvede at se alvorlig ud, selvom han stadigvæk smilede, "det er ikke som om, at jeg har skjult det."
   De havde ganske vist aldrig talt om det. Jaden var bare den eneste i hele byen, der ikke vidste det.
   "Faktisk," sagde Michael nu helt alvorligt, "troede jeg først, at Nathan havde sendt dig ned for at spionere på mig. Jeg kender skam til Nathans gruppe, der bliver talt om den i byens bedre borgerskab. Nogle er selvfølgelig dybt chokerede, men langt de fleste er ganske tilfredse med det. Men da du indrømmede helt af dig selv, at du var med i hans gruppe, vidste jeg, at du kom af egen fri vilje."
   Jaden vidste ikke, at banden var berømt på den måde. Han vidste da godt, at vagterne havde lukket øjnene for det i al den tid, men alligevel. Han sank ned på stolen i afmagt. Michael kendte selvfølgelig også grunden til hele bøssejagten. Det viste sig, at Nathan havde indgået en kontrakt med købmanden, der var hans velgører. Det havde aldrig været acceptabelt at være bøsse, men på det sidste var nogle munke fra andre byer kommet til og var begyndt at prædike. Disse munke tilhørte en mere ekstremistisk orden, der var begyndt at slå rod i byen. Bøsser var unaturlige og burde udryddes. Munkene havde hurtigt set mulighederne i Nathan. Hvis en anden kunne gøre det beskidte arbejde, var det perfekt. Derfor præsenterede de ham for en af deres velgørere, som tilfældigvis manglede en arving til sin forretning.
   "Er det meget slemt?" spurgte Michael. Hans stemme lød trøstende.
   "Jeg ved ikke, hvad der vil ske. Måske vil de slå mig ihjel. Måske vil de slå dig ihjel," mumlede Jaden ned i sit skød. De havde godt nok aldrig slået en ihjel, altid stoppet lige på grænsen. Men Jaden havde jo forrådt dem, det var noget andet.
   "Du skal ikke være bekymret for mig. Alle kender til min historie, men hvis Nathan angreb mig, ville jeg få dem alle sendt i fængsel eller værre. Min far er meget magtfuld og det er sikkert grunden til, at de ikke har prøvet før. Hvis du lægger mærke til det, har din bande kun angrebet folk fra middelklassen og ned efter. Jeg går ud fra, at munkenes ønske er at skræmme os højere oppe, men ikke så meget, at donationerne stopper."
   Sådan havde Jaden ikke set på det. Og som tingene stod lige nu, kunne han ligeså godt tage tilbage og se, hvad de ville gøre. De ville alligevel finde ham, han havde ikke nogen steder at gemme sig.
   "Jaden, er du vred over, at jeg ikke har sagt det?" Spurgte Michael forsigtigt.
   Jaden så op, Michael så bekymret ud. Var han vred? Det var hans egen skyld, at han havde været så dum. De havde aldrig talt om den slags. Det var jo heller ikke fordi, at han selv snakkede om piger. Han følte sig hverken usikker eller bange, som han havde troet, at han ville. Det var næsten som en lettelse, at det endelig var blevet afsløret.
   "Nej, det er jeg ikke," svarede han og så lettelsen i Michaels ansigt. Hans hjerte bankede igen.
   Han tog hjem. De ville nok banke ham, hvor meget var så spørgsmålet. Der var folk, der var droppet udad banden, men det havde altid været Nathan, der smed dem ud, hvis de stjal eller ikke arbejdede. Hvordan ville de reagere, når han sagde, at han ikke ville være med mere? For han kunne aldrig slå en bøsse igen, ikke nu hvor han kendte Michael.
   Da han trådte ind i stuen, ventede de alle på ham. Nathan sad ved vindueskarmen, som havde de ventet på ham hele dagen. De kiggede alle på ham. Han lagde mærke til, hvordan deres muskler var spændte. Deres mørke, fedtede hår, der skinnede i solens sidste stråler. Han overvejede sine ord nøje. Løgn var ikke længere en mulighed.
   "Du havde ret," sagde han med kraftig stemme, for at skjule sin frygt. Nathan vendte sit ansigt mod ham.
   "Selvfølgelig har jeg det. Jeg har altid ret," sagde Nathan. Måske ville Nathan tilgive ham, fordi de havde været venner så længe? Men Nathans øjne var stadigvæk fulde af had. Jaden ventede på mere, men tavsheden lagde sig som et tykt tæppe over rummet. Nogle flyttede sig hen foran døren.
   "Og jeg holder op. Jeg mener, jeg dropper banden. Jeg har ydmyget vores principper," han begyndte at slynge ord ud, som han havde læst i Nathans bøger, "jeg har vanæret gruppen, kastet skam over vores gerning, ødelagt det stolte fællesska..."
   "Hold kæft, Jaden."
   I to skridt var Nathan henne ved ham og greb fat i hans skjorte. Han tog sigte og knaldede en knytnæve lige midt i hans ansigt. Det svimlede et øjeblik. Han sank sammen og faldt ned på knæ.
   "Kan i ikke se det, alle sammen? Den satans bøsserøv har ødelagt vores ven Jaden. Jaden var min bedste ven, men er nu blevet ødelagt af det satans yngel, blevet forført lige ned i helvedets afgrund. Det er ikke hans skyld, at han er blevet fordærvet, det er denne Michael Durchins."
   En ophidset mumlen bredte sig mellem de andre. Jaden kunne ikke helt gennemskue, hvad Nathan var ude på. Nathan sparkede Jaden i maven, så han røg endnu mere sammen.
   "En god omgang tæsk skal nok få ham tilbage på den rette vej, men," en faretruende stilhed lagde sig over forsamlingen, "han kan stadig nå at bevise sin troskab, ikke sandt?"
   Det virkede næsten som, at de havde øvet sig på dette. Alle nikkede synkront.
   "Jaden, vi har besluttet, at det er slut med at lade sig undertrykke af overklassen. Michael Durchin vil være den første til at mærke dette," Nathans øjne lyste, "hvis vi slår ham ihjel, kan han ikke bevise, det var os. Det er perfekt."
   "I kan da ikke slå ham ihjel. Alle vil vide, det var jer," udbrød Jaden chokeret. Nathan slog ham igen.
   "Vi brænder huset ned, de vil bare tro, at han har væltet et lys. Han er trods alt blind," svarede Nathan koldt.
   "Jamen, Mord, Nathan. Det er jo fuldkommen sindssygt." Denne gang fik han tre slag. Han kunne smage blod. Smerten var overdøvende.
   "Man skulle næsten tro, at du ikke ønsker at gøre bod for dine synder," hvislede Nathan til Jaden og hev ham lidt op.
   "Jeg vil aldrig slå nogen ihjel. Jeg vil ikke være en del af det her mere, det er forkert," skreg Jaden. Folk begyndte at danne en cirkel omkring ham, "Michael er et godt menneske, han fortjener ikke at dø."
   Nathan spyttede Jaden i ansigtet, før han slog ham igen. Han kunne høre sin næse brække. Blodet lavede røde blodplamager på Nathans skjorte.
   "Jeg er bange for, at vi ikke kan lade dig forlade dette rum, Jaden," hans navn blev udtalt med foragt, "du kunne jo finde på at advare din elskede.
   "Han... er... ikke... min elskede," gurglede Jaden. Nogen vendte ham om og vred hans arm rundt. Flere begyndte at sparke til ham, først tøvende, men siden med stor kraft. Sådan føltes det altså at være en af deres ofre. Han kunne næsten ikke føle noget mere. Grebet i hans arm blev hårdere. Nathan tog fat i hans hoved og begyndte at banke det stødt mod gulvet.
   "Er du sikker på, at du er imod os?" sagde Nathan koldt imellem dunkene, "vi vil ikke tøve med at slå dig ihjel også."
   "Sikker," fremstammede han. Hans vejrtrækninger gjorde ondt. De vred hans venstre skulder af led. Smerten fik tårer til at springe frem i hans øjne. Det var det sidste han mærkede, før der blev helt sort.

Han kunne næsten ikke åbne sine øjne, men han var nødt til det. Ellers kunne han ikke redde Michael. Han måtte redde Michael. Michael måtte ikke dø. Han gentog dette for sig selv hele tiden, imens han prøvede at støtte på sin højre arm. De havde ikke brækket hans ben, men den højre fod virkede forstuvet. Han hev sig op ved hjælp af Nathans stol. Alting gjorde ondt, men det var lige meget. Hvor længe havde han været besvimet? Måske var det allerede for sent at redde Michael, det var helt mørkt både indenfor og udenfor.
   Han begyndte at bevæge sig nedenunder, ud mod gaden. Han måtte tage sig sammen for ikke at skrige, hver gang han tog et skridt. Smerte var lige meget, kun Michael gjaldt. Aftenluften virkede et øjeblik helende mod hans smerte, men kun ganske kort. Hvis han blev ved i det tempo, ville han ikke nå frem i tide. Han kneb tænderne sammen og begyndte at løbe. Først troede han, at han ville besvime igen, men efter lidt tid blev han immun overfor smerten. Han løb, som han aldrig havde løbet før. Da han endelig nåede til Michaels butik, gemte han sig i gyderne. Han fik hurtigt øje på dem, efter alt at dømme, skulle de til at sætte ild til det hele. De bevægede sig snigende omkring for ikke at tiltrække sig opmærksomhed. Jaden håbede ikke, at de havde nogle vagtposter i nærheden af ham. Vagtposter. Han forbandede sin langsomme hjerne, han burde være løbet direkte til vagterne. Han skulle til at løbe, da han opdagede, at noget af skraldet bevægede sig. Og peb. En ganske bekendt piben. Han fik hevet sækken af med højre hånd og stirrede lige ind i Sashas forslåede ansigt. Han fik hurtigt hevet tørklædet fra hendes mund.
   "Shhh, de er lige i nærheden," hviskede Jaden. Hun så rædselsslagen ud, om det var på grund af situationen eller hans ansigt, kunne han ikke helt bedømme.
   "Jeg vidste det ikke, jeg vidste det virkelig ikke," hulkede hun stille, imens han prøvede at få rebet op, der bandt hendes ben og arme.
   "Vidste hvad?" Spurgte Jaden.
   "At han var sådan. Han var så sød mod mig, så sød. Og jeg blev smigret, der er ingen drenge, der har gidet at snakke med mig før. Alle de andre piger bliver altid flirtet med, men ikke mig. Og han var så interesseret," hviskede hun, imens tårerne trillede ned af hendes øjne. Jaden blev helt kold indeni.
   "Hvem?" Spurgte han, selvom han allerede kendte svaret.
   "Nathan," hulkede hun.
   Så det havde været Sashas kæreste fra brønden. Hun havde brokket sig over Michaels nye flip med den grønøjede gadedreng til de andre piger. Grønne øjne var et sjældent syn hos indfødte, så Nathan, der havde befundet sig der tilfældigt, havde med det samme charmeret Sasha og fået hende til at afsløre alt om Michael og Nathan. Han havde været lusket og var blevet hendes kæreste.
   Da han fik rebene op, prøvede han at få hende op at stå, men hun var al for ilde tilredt. Tænk at de havde gennembanket en pige på den måde. Heldigvis virkede det ikke som om, at de havde gjort andre ting. Han opgav hurtigt at tage hende med til vagterne som bevis, men bad hende i stedet at ligge helt stille, så hun ikke blev opdaget. Hun græd stadigvæk og sagde undskyld, men han kunne ikke føle noget lige nu. Kun Michael var i hans tanker, han havde spildt dyrebar tid.
   Hurtig som vinden løb Jaden til vagternes hovedkvarter, hvor de slappede af mellem runderne. Han bankede kraftigt på døren og overvejede ikke et sekund, at de ville tvivle på ham. Først var der tavshed, dernæst kom en og åbnede døren.
   "Hvad vil du," lød det brysk, men der blev helt tavst, da de så hans forslåede ansigt.
   "De vil slå Michael Durchin ihjel," råbte han til vagtens vantro ansigt.
   "Hvad fanden snakker du om, knægt?" Endnu en vagt stillede sig i døren.
   "Der er ikke tid til forklaring, bare skynd jer og fang dem, før de gør det," råbte han fortvivlet. De så stadig tvivlende ud.
   "Hvorfor skulle vi ikke bare give dig en afklapsning og sende dig hjem?" sagde nummer to vagt.
   "Det har jeg allerede fået," sagde han stille.
   "Du er en stikker?" sagde den første. Jaden nikkede stumt, det kunne man vel godt sige.
   "Vent et øjeblik," mumlede den anden vagt, "kom ind i lyset." Jaden gjorde som der blev sagt, og vagten kiggede intenst på hans ene øje, som ikke var blevet skjult af hævelsen. Vagten havde set en dreng med grønne øjne nede hos Durchin, en dag han skulle købe en klokke til sin nye kæreste. Grønne øjne huskede man.
   "Har i ikke set ham den nye medhjælper. Det er ham," sagde han til sidst, "hvorfor skulle han lyve?"
   "Er du sikker?" Spurgte den første, men lod sig hurtigt overbevise. De besluttede sig for at tage med og se, om det passede.
   Og ikke et sekund for tidligt. Røg steg op fra bygningen, flammer var begyndt at slikke op af væggene. Nogle fra banden var blevet tilbage, men de løb med det samme, da de så vagterne.
   "Slå alarm," brølede en vagt, og en blev sendt af sted. De åbnede døren, men flammer stod ud af den.
   "Det virker som om, vi kommer for sent," sagde en. Flere vagter begyndte allerede at komme til, og mennesker. En vandkæde var ved at blive organiseret og vagter blev sendt af sted for at finde brandstifterne. Jaden rystede på hovedet, han ville ikke give op nu. Han tog en spand vand og smed over sig, greb en kniv fra en vagt og gik lige ind i flammerne uden at ænse folks råb.
   Han kneb øjnene sammen og prøvede at orientere sig mellem røgen og ilden. Han bevægede sig ind mod værkstedet, men her var han heller ikke. Inde i køkkenet lå han på gulvet.
   "Michael," råbte Jaden og slugte en masse røg. Han faldt på knæ og begyndte at løsne rebene med kniven.
   "Jaden, er det dig?" Michael var ved bevidsthed endnu. Han virkede egentlig heller ikke forslået. Bare lettere forskrækket. De havde åbenbart kun truet ham, men var blevet enige om, at den værste straf for hans synd var at blive brændt ihjel ved fuld bevidsthed. Selvfølgelig vidste de ikke, at man besvimede af røgen lang tid inden ilden åd ens krop.
   "Det er mig," hostede han og hev Michaels arm over sin skulder, "jeg har det fint."
   "Gud ske tak og lov," sagde han, "jeg troede, de havde myrdet dig."
   Jaden smilede næsten. Selv i denne sindssyge situation virkede Michael fattet. Han fik ham på benene og begyndte at trække ham mod indgangen. Han kunne se nogle ansigter ved døren, de var ved at putte våde klude der, så de kunne komme ud. Han fik trukket Michael igennem åbningen og gled så sammen på jorden.
   "Jaden, Jaden," råbte Michael, da han ikke kunne fornemme Jadens nærhed.
   "Han er okay, han ligger bare på jorden," sagde en vagt, der var kommet for at agere livvagt.
   "Har i fundet Sasha?" mumlede Jaden.
   "Mener du Durchins tjenestepige? Hun ligger besvimet derover," vagten pegede hen mod en gruppe mennesker, der prøvede at få liv i hende. Jaden nikkede træt. Han betragtede Michael, som overvejede situationen. Pludselig skiftede Michael karakter, han rettede ryggen og fik et bestemt udtryk i ansigtet på trods af, at han ikke kunne indfange nogen med sit blik.
   "Jeg ønsker at tage hjem og du skal finde to andre til at hjælpe mine folk hjem," sagde han til vagten, der et øjeblik virkede overrasket.
   "Måske har de et baghold klar. Hvis du venter, kan vi skaffe en større eskorte. Og en læge," sagde vagten.
   "Jeg har en udmærket huslæge derhjemme, disse unge mennesker behøver hvile nu," svarede Michael, på trods af, at han selv kun var tyve.
   "Javel, jeg skal se, hvad jeg kan gøre," vagten forsvandt hurtigt. Jaden huskede, at Michael også havde haft den effekt på vagten, dengang de havde mødt hinanden. Hans krop begyndte at dunke, nu hvor smerten vendte tilbage.
   Hurtigt kom der to vagter mere foruden den første. Jaden måtte bæres på ryggen af den ene, imens den anden vagt bar Sasha med armene. Den sidste tog Michael et godt greb i, så han ikke gik ind i noget.
   Før de tog af sted, kom nogle ophidsede vagter løbende for at fortælle, at de havde fanget lederen luskende omkring i nærheden. Jaden kunne lige skimte Nathan, der skreg op, at de alle ville blive straffet af hans velgører, de havde ingen anelse om, hvem han var. Et ulideligt, langt øjeblik mødtes deres øjne og Nathan blev tavs. Had... Og desperation...
   De gik i tavshed. Michael styrede vagten mod sit andet hjem, og Jaden var for træt til at sige noget. Selv da de nåede til et kæmpe palæ i byens finere kvarter, måbede han ikke engang. Michael bankede på porten ind til haven. Der gik ikke lang tid, før en af familiens vagter kiggede ud af en lille låge.
   "Unge herre, er det dig?" Ikke at Michael var så svær at genkende, så der gik ikke længe, før de alle seks stod i forhallen af den store bygning. Vagterne virkede lidt rastløse, Jaden lagde mærke til nogle hviskende tjenestepiger, der havde samlet sig ved dørene, der førte ind til hallen. Lysstriber afslørede det, for ud over nogle hastigt tændte olielamper, var hallen mørkelagt.
   "Michael, hvad er der sket?" En kvinde i fyrrerne, iført en rød morgenkåbe broderet med hvide blomster kom ned af den store marmortrappe. Hun havde lyst hår og blå øjne som Michael. Hun holdt et stearinlys foran sig og en forfjamsket, lyshåret tjenestepige gik bagved. Kvindens øjne var opspilede og hun rystede på hænderne, så lysets skær dansede over gulvet.
   "Mor, der er sket noget skrækkeligt. De brændte mit varelager ned. Og mit hus med. De vandaliserede mine folk, se på dem, de kan knap nok stå på benene. Hvad skal jeg dog gøre, mor?" Både vagterne og Jaden gloede på Michael, der havde skiftet til en nedslået rigmandssøn. Michaels mor kom med et udbrød og småløb hen til Michael, for at kaste sine arme omkring ham.
   "Åh, Michael, du kan da være her. Hvis jeg havde vidst, dette ville ske, ville jeg aldrig have ladet dig flytte," hun lod sine fingre glide igennem hans hår, imens hun prøvede at tage sig sammen, "du har brug for at falde ned og vaske aftenen væk. Melissa, gør et bad klart. Bagefter må du fortælle mig præcist, hvad der er sket."
   "Også et til Sasha og Jaden. Og en læge, send bud efter Klaus," sagde Michael og smilede til sin mor, der så bekymret hen imod dem. Vagterne lod Sasha og Jaden glide ned til de ivrige tjenere, der var strømmet til ved morens ordre.
   "Tusind tak, mine herre. I kan gå nu, men hvis i vender tilbage i morgen, vil vi sørge for en god belønning," sagde Michael til de tre vagter, de blev straks gennet ud af familievagten. Jaden blev også blidt skubbet i retning af en dør.
   "Men Michael," peb han, imens han blev trukket af sted.
   "Han bader et andet sted, fjollehoved," lo alle pigerne. Mændene prøvede at se mere værdige ud, men de virkede alle nysgerrige. Det kunne Jaden ikke helt tage stilling til. De fik ham hen til et rum med en dampende fordybning i midten, hvilket viste sig at være et bad.
   "Du skal bare vente på lægen, så kan du tage et bad bagefter. Michael bad os om at give dig dette. Det er sæbe. Og shampoo. Den samme han bruger," kvidrede en pige med mørkt hår. Var de da slet ikke påvirkede af, at det var midt om natten? Han fik stukket nogle bløde håndklæder i armene og en masse små flasker. Det virkede som om, de også ville hjælpe ham af med tøjet, men det ville han ikke finde sig i. Heldigvis kom lægen. Han var en ung mand på 25, han havde mørkt hår i en stram fletning, brune mandelformede øjne og et aflangt, smukt ansigt. Han smilede venligt, fik smidt tjenerne ud og gav Jaden hånden.
   "Tag dig ikke af dem, de holder bare meget af Michael. Jeg er Klaus, huslægen," sagde han med en let stemme. Han virkede dog en anelse påvirket af tidspunktet.
   Han bad Jaden om at tage skjorten af, som var størknet af blod. Han tog fat i hans skulder, og fik ikke helt smertefrit, hevet den på plads. Han undersøgte hans ankel, som han ville forbinde, når Jaden havde været i bad. Derefter desinficerede han Jadens sår i ansigtet og fik sat næsen på plads.
   "Du har trykket nogle ribben, så jeg ville tage den med ro et par uger. Din fod skal nok snart komme sig. Hævelsen i dit ansigt vil falde om en uges tid, men næsen vil først være helet om seks uger, det er heldigvis et rent brud. Put noget is på. Du har dog en mild hjernerystelse. Ellers er du sluppet heldigt fra det. Du kunne sagtens aldrig være vågnet op," sagde Klaus, "tag du dig et bad og så kom ind til Michael, der vil jeg se på din fod."
   Jaden sank ned i vandet, hvilket næsten gjorde mere ondt end Klaus’s behandling. Han var helt stiv, men det lykkedes ham da at få det værste skidt og blod væk. Han prøvede nysgerrigt de forskellige flasker, men indholdet sved i sårene. Da han var færdig, opdagede han noget nyt tøj i bunken med håndklæder. Det var en lidt for stor, hvid skjorte og et par lange, sorte bukser. Han smøg ærmerne op og fik de ventende tjenere til at vise ham til Michaels opholdsstue.
   Da han kom ind, var Klaus ved at lytte til Michaels lunger. Michael havde lavendelfarvet kjortel på og et hvidt håndklæde snoet om sit våde hår. Michael havde en samtale med en bunke tjenestepiger, der alle fnes og lyttede til hans fortælling.
   "Du er sund som en okse, Michael. Du skal nok klare dig, du fik heldigvis ikke indåndet for meget røg," sagde han og vendte sig mod Jaden, "sæt dig her, så skal jeg forbinde den fod."
   Imens Jaden sank ned i den røde, fløjlslænestol, sendte Michael pigerne væk.
   "Jeg er bekymret for Sasha," sagde Jaden. Klaus rystede på hovedet.
   "Det er dig, der er gået værst ud over. Da hun vågnede, var hun hysterisk, så jeg gav hende noget beroligende, men fysisk skal hun nok klare sig. De havde givet hende nogle kraftige slag i ansigtet for at skræmme hende, ellers var det blide slag i forhold til dig," sagde han, imens han satte sidste hånd på forbindingen, "men jeg vil gå ind og tale med din mor, Michael. Jeg har på fornemmelsen af, at hun tror, du er døende." Michael lo og Klaus forlod lokalet. De sad lidt og lyttede på olielampernes knitren.
   "Jeg har ikke altid været blind," sagde Michael så, uden at vente et svar. Han rejste sig og gik hen til vinduet, ved at lade sine hænder følge bogreolerne, der stod op af væggen, "da jeg var barn, kunne jeg se alting. Lægerne opdagede dog hurtigt, at jeg havde en sygdom, der gjorde, at jeg ville miste synet med tiden. Nu kan jeg kun se mørke."
   Han smilede bittert og så ud som om, han nød vinden mod sit ansigt.
   "Jeg kunne ikke have arvet forretningen på den måde. Og da det viste sig, at jeg ikke var til kvinder, var det et hårdt slag for min familie. Heldigvis havde de min lillebror. Han er et par år yngre end mig, men er allerede ved at blive oplært til at overtage det hele. Min forældre dømte mig ikke, men jeg har nu altid været glad for, at min far rejser så meget. Jeg tror ikke, at han helt har accepteret det. Jeg besluttede mig for at åbne forretningen, fordi jeg ikke ønskede at være afhængig af dem. Ellers ville jeg have levet her resten af mit liv. Jeg måtte have levet af deres penge, ikke i stand til at gøre noget selv. Det var ikke et liv. Jeg tror, at far blev lidt stolt af mig der. Og jeg havde endda talent for at handle. Det må have været hårdt for dem. Mor er så blid, hun elsker mig virkelig. Hun sidder altid og deler sladder med mig, når jeg er på besøg. Du så også, hvordan alle pigerne kom for at snakke. De håber vel, at jeg bliver boende nu." Han så trist ud. Jaden hørte ham sukke. Det undrede ham, at han aldrig havde spurgt til Michaels familie. Måske fordi, han selv havde mistet sin.
   "Vil du da blive boende her?" spurgte Jaden forsigtigt.
   "Nej da, jeg åbner da igen. Specielt nu, hvor jeg har fået mig en ny medhjælper," sagde han uden at vende sig om.
   "Hvem?" Jaden prøvede at komme i tanke om, hvem det kunne være udover Sasha.
   "Dig, lille fjols. Du har da intet andet sted at gå hen og nu har jeg jo praktisk talt oplært dig. Du kan bo sammen med mig, vi bygger bare et til værelse. Måske en ny etage, du er der jo til at hjælpe mig op af trapperne. Du kan tage dig af regnskaberne, når du er blevet bedre til at regne. Og du kan handle ind, lave mad. Den slags," Michael så stadigvæk ikke på ham, "hvis du vil, selvfølgelig."
   "Jeg vil gerne bo med dig," sagde Jaden og rødmede helt. Han forstod endnu ikke helt hvorfor. Michael vendte sig om. Hans ansigt var helt neutralt.
   "Sasha kommer ikke til at arbejde med os mere. Det er nok bedst på den måde. Det kommer kun til at være os to," sagde han stille.
   "Det er okay," sagde Jaden stædigt.
   "Virkelig?"
   "Virkelig!"
   Michael vendte sig om igen.
   "Desuden. Jeg læser blindskrift. Hvis du mærker siderne efter i mine bøger, vil du opdage, at bogstaverne buler op. Mor har fået dem lavet specielt til mig. Du kan sige at jeg læse med hænderne."
   Jaden rejste sig og stillede sig ved siden af Michael. Michael vendte sig imod ham, selvom han var blind, føltes det som at han kiggede lige ind i hans sjæl. Hans øjne var blå som himlen, hans hår skinnede som guld. Shampoen fik ham til at dufte af lavendel, som den første dag, de havde mødt hinanden. Michael løftede sin hånd og famlede vej op til Jadens hår.
   "Hvilken farve har dit hår," spurgte han, imens han lod sine fingre løbe igennem det.
   "Sort," hviskede Jaden.
   "Og dine øjne?"
   "Grønne."
   Han lod sine fingre glide over Jadens ansigt. Selvom det gjorde en anelse ondt, var det en sød smerte. Hans berøring var let som vand.
   "Alt det for mig," hviskede Michael. Han lod sine hænder glide ind i Jadens hår igen og trak hans ansigt tæt på sit. Et øjeblik tøvede han, men så kyssede han ham. Et blidt, forsigtigt kys, som de begge havde ventet på i meget lang tid.
   "Undskyld. Jeg tror, jeg elsker dig," hviskede Michael og gav slip. Jaden begyndte at græde. Han følte, hvordan al frygten forlod hans krop igennem tårerne. Han pressede sig tæt ind til Michael, der slog armene omkring ham og vuggede ham blidt frem og tilbage.
   "Jeg troede, jeg skulle miste dig," hviskede Jaden ind mod Michaels hjerte.

Epilog
   Michael så ikke videre tilfreds ud under sin solhat. Sasha havde altid klaret alle indkøbene selv, men Jaden insisterede på, at Michael havde brug for frisk luft. Han skulle hjælpe med så meget som muligt, hvis det stod til Jaden.
   Siden ildebranden var der gået seks måneder. Butikken var blevet genopbygget med en ny første sal, hvor de begge sov. Jaden prøvede at gro sit hår langt, så han kunne have det i en fletning ligesom Michael. Indtil videre havde han kun en strittende, lille fletning, hvor håret altid gik løs og stod ud til alle sider. Når Michael ruskede i hans hår, begyndte han altid at smile. Han havde endda foreslået at klippe sit hår, men det ville Jaden ikke høre tale om.
   Sasha var efterhånden kommet sig. Hun arbejdede nu hos Michaels familie, men hun var i begyndelsen en smule nervøs overfor fremmede. Michael ønskede ikke, at hun skulle blandes ind i flere af deres kampe. Jaden og Sasha mødtes dog tit ved brønden, hvor de snakkede. Og når de besøgte Michaels familie, slog de altid et smut forbi Sasha.
   Jaden tog sig for det meste af det huslige, men efterhånden var Michael begyndt at lade ham se på regnskaberne. Dog kun når Michael hjalp til. Jaden havde stadigvæk brug for øvelse. På den anden side var han jo også begyndt at lade Michael se på madlavningen. Når Jaden så til.
   Nathan var blevet købt fri af sin velgører. Han var blevet indprentet aldrig at lave et nummer som det igen, så de skulle ikke frygte hævn. Den del af banden, der var blevet fanget, var nu i fængsel og ville snart blive sendt til straffearbejde. Det var næsten værre end dødsstraf. Måske ville Nathan samle sig en ny gruppe og genere alle under overklassen igen. Eller måske ville han bare tage sin eksamen. Det var ikke til at vide.
   Jaden valgte nogle tomater og førte Michael med sig, der brokkede sig over heden. Han følte en behagelig kilden i maven, da Michael smilede til ham. De begyndte at bevæge sig hjemad, for det var snart tid for Michael at åbne butikken.
   "Måske skulle jeg tage dig med ud til solnedgangen," sagde Jaden, imens han låste døren op.
   "Vi kunne også besøge min mor," mumlede Michael, imens han hang solhatten op på en knage ved døren.
   "Okay, jeg har forstået. Ikke flere udendørs aktiviteter for i dag," sagde Jaden opgivende. Michaels mor var ganske flink, men så næsten Jaden som en hendes fortabte søn, hun skulle redde. Hun spurgte altid, om han fik nok at spise, om Michael nu var flink eller om han havde brug for nyt tøj. Jaden havde mødt Michaels far en enkelt gang, de besøgte helst huset, når han var ude at rejse. Faren havde nikket let til Jaden, hvilket Michael havde kommenteret med, at han var en god mand.
   Michael sank ned i sin stol. Jaden satte sig på gulvet og lænede sig op af Michaels knæ, imens han åbnede op for den bog, han var i gang med.
   "Jeg kunne læse op for dig om en solnedgang," sagde Michael, imens han strøg Jaden over håret med den ene hånd og satte en vindklokke i gang med den anden. De smilede til hinanden.
   "Vi kunne også bare sidde her," sagde Jaden.
   "Sikke en fantastisk ide," svarede Michael.