Min mor og jeg har altid haft et tæt forhold til hinanden. Specielt fra sommeren '97 kom vi i forbindelse med min skilsmisse tæt på hinanden.
   De først 3 uger var hun fuldstændig rundt på gulvet over at jeg ville skilles, men efterhånden som vi snakkede forstod hun mere og mere hvad det drejede sig om.
   Hun blev en god støtte igennem de første måneder af mit "alene" liv.
   Det var fedt at hun altid var i den anden ende af telefonen, hvad enten der var seriøse ting på programmet eller jeg bare lige havde lyst til at sige hej.

Jeg er den mindste af os 3 børn, jeg har altid haft meget brug for min mor, er altid kommet hjem til hende med glæder og sorger. Jeg har på mange måder været en "Emil fra Lønneberg" i vores familie, altid fuld fart på, ofte på skadestuen, stillede spørgsmål om alverdens ting, stjal snolder og andet guf fra min far' købmandsforretning , var altid med "der hvor det skete" osv.
   Min mor var der altid, lyttede, forstod, gav modspil og sagde hvis hun ikke var enig med mig. Jeg er ofte i mit ægteskab blevet gjort opmærksom på af hende, at hun holdt med min mand i stedet for mig. Det var sejt nogle gange, men når jeg var faldet lidt ned, kunne jeg som regel godt se, at hun gav den ret som hun mente havde ret. På det punkt tror jeg nok hun altid var okay.

Som før nævnt, har jeg altid ment at min mor tildels var ansvarlig for mit liv, det kom tydeligt til udtryk en dag for nogle år siden. Hun og jeg havde taget sightseen-bussen rundt i Århus, da vi var færdige gik vi op i Musikhuset for at få en kop kaffe. Vi sad og sludrede og talen faldt på hendes alder, hun sagde: Dott tænk nu lige på at jeg snart bliver 70 år. Angsten ramte mig med stor kraft, Mor du skal bare lige bryde dig om at dø, sagde jeg. Hvis du dør, så er du simpelthen nød til at holde øje med mig, for jeg kan ikke klare mig selv. Nu synes jeg selvfølgelig at det var absurd, men sådan tænkte jeg dengang.

Min mor var religiøs, ikke at hun havde fast plads i kirken om søndagen, men hun troede fuldt og fast på Gud og Jesus, det har der aldrig hersket tvivl om og hun har aldrig lagt skjul på det.
   Hun gav ofte udtryk for at hun var sikker på at der fandtes et paradis efter livet her på jorden.
   I min pubertet slog jeg selvfølgelig totalt bak over for hende, jeg blev en rigtig "frk. modsat" jeg gjorde endda grin med hendes tro, jeg var vist noget af en prøvelse for hende, men et eller andet sted forstod jeg hende godt, måske var det en form for frigørelse. Jeg syntes at det var latterligt at hun bad aftenbøn hver aften inden hun gik i seng. I dag synes jeg at det er en smuk tanke at vide at hun hver eneste aften, bad for hver og en af os.

I januar 1998 begyndte hun pludselig at få synsforstyrrelse, miste balanceevnen og hun blev utrolig dårlig til at koordinerer sine bevægelser.
   Min søster, svoger og far skulle til Sjælland for at besøge min niece i januar '98. Mor ville ikke med, men hun ville meget gerne hvis hun måtte komme herind til mig for at blive "passet", hun har aldrig brudt sig om at være alene hjemme om natten, så det blev aftalen. På det tidspunkt arbejdede jeg på skiftevagt. Det var fredag d. 16.01.98 jeg havde aftenvagt og fik fri kl. 23.00. Jeg arbejdede i Slet, syd for Århus og skulle hente mor i Løgten som ligger nordøst for Århus.
   Det er en længere køretur, så det var omkring midnat da jeg var derude. Hun havde pakket sine ting og sad bare og ventede. Vi låste døren og gik ud på gaden hvor bilen holdt. Da hun stod på fortovet sagde hun: Jeg kan ikke se kantstenen. Jeg tror egentlig ikke at jeg på det tidspunkt tænkte nærmere over det, for det var jo mørkt. Vi kørte til Århus midtby, hvor jeg bor ved siden af Hovedbiblioteket, parkerede bilen og steg ud. Min mor var meget godt kendt på bibliotekets område, men pludselig kunne hun overhovedet ikke orientere sig. Hvor er det vi skal hen, sagde hun. Mor, din "fjollerøv", sagde jeg, vi skal da den her vej.
   Da vi gik op ad trapperne til min lejlighed, slog det mig at hun ikke var helt som hun skulle være.

Jeg kom til at tænke på en episode først i januar.
   Hun og jeg mødtes i Cafeteriaet i Salling hvor vi fik kaffe. Hun ville betale min kaffe, tog sin taske som hun fik vendt forkert, hun rodede rundt i alle rummene i tasken og kunne ikke finde pungen. Endelig fik hun den fundet. Jeg hentede kaffe og da jeg kom tilbage sad hun fortsat og fumlede med låsen på tasken. Jeg slog det hen.
   Hun havde på vej op til Cafeteriaet været i dyneafdelingen, for hun havde bestemt sig for, at hun ville forærer mig en dyne. Det blev jeg selvfølgelig mægtig glad for, så da vi havde drukket vores kaffe, tog vi rulletrappen ned i Dyneafdelingen. Da vi stod af rulletrappen, så hun totalt forvirret ud og sagde: Hvad vej er det nu vi skal? Jeg sagde drillende: Mor hold nu op, du har jo lige været her. Nårh ja, sagde hun og lod som om det var pjat, at hun ikke kunne finde vej.
   Vi fandt en dyne som vi købte, og derefter fulgtes vi ud af Salling. Mor skulle bytte nogle julegaver og jeg ville gå hjem med min nye dyne. Det var en regnfuld eftermiddag og da vi kom ud på strøget så hun igen forvirret ud. Hvor er det nu Regent ligger? sagde hun. Nu kunne jeg godt mærke at jeg blev lidt småbekymret for hende. Mor, kan du ikke rigtig se noget? spurgte jeg. Jow, det er nok bare fordi det regner, sagde hun. Jeg spurgte om jeg skulle gå med til Regent, men det ville hun overhovedet ikke høre tale om.
   Da jeg gik hjem ad Østergade, kan jeg huske at jeg tænkte: Hun er godt nok ved at blive gammel. Så tænkte jeg i øvrigt ikke mere over det før jeg nu igen konstaterede at "alting ikke var helt som det skulle være".

Vi kom op i min lejlighed, hun havde bagt boller som hun havde med, vi lavede kaffe og satte os i køkkenet med stearinlys og fik kaffen og boller med ost.
   Vi havde det skide hyggelig, snakkede om alt muligt og udvekslede synspunkter, hun var atter "helt normal". Klokken blev vist omkring 03.00 før vi kom i seng.
   Hun skulle sove i min seng, og jeg på sofaen.

Næste morgen stod jeg op og lavede morgenbord. Gik ind og vækkede hende. Åh, hvor har jeg sovet godt, sagde hun, jeg kommer lige om lidt. Da jeg lidt efter stod i køkkenet kunne jeg pludselig høre et brag og mor som jamrede sig, jeg fik et chok, sprang ind i soveværelse hvor hun sad på gulvet og så fuldstændig fortumlet ud. Mor, hvad skete der? Jeg faldt ud af sengen, sagde hun.
   Hun havde slået hovedet ned i gulvet og slået sig slemt på den ene arm og på benet. Jeg tjekkede om alt var ok, det så det ud til at være.
   Hun kom på badeværelset og tog tøj på, hvorefter hun kom ud i køkkenet. Jeg havde dækket bord og sat 2 levende lys på bordet. Da hun skulle sætte sig ned, stak hun hovedet ind i det ene lys, og før jeg fik set mig om stod hendes hår i flammer. Jeg sprang over og begyndte at klappe hende vildt på håret for at få "hende slukket", hun havde simpelthen ikke opdaget at der var "ild i hende".
   Sikke en morgen, jeg var dødchokeret, med det resultat at jeg lidt senere fik et hysterisk grineanfald over ilden i hendes hår. Det handlede selvfølgelig om at jeg overreagerede, fordi jeg var bange. Der var jo ingen tvivl om, at der var noget helt galt.
   Vi snakkede om dagen i Salling, hun fortalte at hun ikke vidste hvordan hun var kommet hjem den dag. Hun havde ikke været i stand til at læse hverken skilte eller buslinier, men hjem kom hun og nævnte det aldrig for nogen før nu.

Jeg var faktisk ret bekymret for hende og prøvede at tale med hende om dagens ulykker, men hun slog det hen. På et tidspunkt foreslog hun at vi skulle invitere hendes søster Ebba, til aftensmad. Det syntes jeg lød som en vældig god ide, Ebba har hele sit liv været sygeplejerske og jeg trængte desperat til en at tale med alt det her om. Vi skulle ringe til Ebba, jeg foreslog mor at hun skulle gøre det, men hun kunne ikke se tallene på min telefon, jeg ringede op for hende og hun fik fat i Ebba som gerne ville komme.

Vi snakkede videre og alt virkede tilsyneladende atter normalt. Over middag skulle jeg i Brugsen, jeg installerede mor på sofaen, satte noget klassisk musik på som hun var ret vild med og bad hende blive siddende til jeg kom tilbage.
   Hun havde ikke flyttet sig en tomme da jeg vendte hjem, men hun var træt og ville gerne ind for at sove lidt. Da jeg ville hjælpe hende ned i min seng opdagede jeg igen at hun ikke kunne bedømme, hun lagde sig helt skævt ned og slog hovedet ned i hovedgærdet, jeg måtte nærmest løfte hende ind midt i sengen. Hun blev puttet og vi aftalte at hun skulle ligge en god time. Pyh ha, jeg trængte virkelig til at slappe af, det gjorde jeg mens hun sov.

En times tid senere fik jeg hende op igen uden drama. Hun sad i køkkenet mens jeg lavede aftensmad. Det slog mig at hun op til flere gange, sad og stirrede tomt ud i luften. Når jeg henvendte mig til hende "så hun ud som om hun var faldet ned fra månen".
   Hun kom i tanke om at hun ville dække bord, det var en god ide tænkte jeg, hun plejede altid at styrte rundt og hjælpe til når hun var på besøg, men denne gang havde hun ikke en eneste gang hverken taget et viskestykke eller taget af bordet.
   Hun styrtede afsted med tallerknerne og kom snart efter ud efter glas. Der gik et øjeblik, så lød der et brag fra stuen, jeg sprang derind hun stod og kiggede ned på det glas som lå på gulvet i 1000 stykker.
   Jeg fik hende ud i køkkenet igen og fik samlet glasskårene op.
   Ebba kom, hun ringede på dørtelefonen. Det er Ebba som kommer mor, sagde jeg. Ebba ringede også på entredøren og kom ind. Hun og jeg sagde højlydt goddag til hinanden og derefter gik hun ud i køkkenet til mor. Ebba sagde: Hej Karen og tog om hende. Mor sad fuldstændig passivt og "kom først til sig selv", da Ebba havde sluppet hende og var trådt et skridt tilbage.

Vi satte os til bordet, jeg var ved at tage ris, da hun rykkede skålen fra min tallerken og hen til hendes egen. Da jeg skulle tage kød, lavede hun præcis det samme nummer. Ebba kiggede underligt på mig.
   Det var tydeligt, at der var noget galt, hun kunne ikke få maden op på gaflen, med det resultat at hun fik skubbet maden ud på bordet.
   Senere på aftenen skulle vi se Matador og have kaffe. Hun tabte sin cigaret på gulvtæppet, hun askede på bordet i stedet for i askebægeret osv.
   Da Ebba ville hjem, skyndte jeg mig at tilbyde at køre hende hjem. Jeg var nød til at tale med hende, jeg var overbevist om at mor var begyndende dement eller noget i den stil.
   Mor blev atter bænket i sofaen med besked om ikke at flytte sig før jeg kom tilbage.
   Ebba sagde: Jeg kan godt se at det er galt, I må få hende til læge, så hun kan blive undersøgt.

Da jeg kom tilbage havde mor ryddet kaffebordet ud og havde taget nattøj på, hun sad på knæ i sofaen og kiggede ud af vinduet da jeg kom ind. Åh, det var godt du kom, sagde hun, jeg var så bange for at der var sket noget. Jeg kan jo ikke ringe og jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre.
   Havde hun været sig selv, havde hun selvfølgelig været bevidst om, at jeg bor i en ejendom med en del andre beboere som kunne hjælpe hende, hvis hun skulle få brug for det.
   Vi satte os for at snakke lidt, jeg opdagede at hun havde taget sin undertrøje omvendt på under nattøjet, som i øvrigt vendte rigtigt nok. Endnu et skidt tegn, hun har alle dage været utrolig pernippen med sig selv.

Søndag stod vi op, fik morgenmad og sludrede, alt virkede atter normalt.
   Over middag kørte jeg hende hjem, far skulle komme hjem sidst på eftermiddagen og hun ville ikke høre tale om, at jeg blev til han kom hjem.
   Om aftenen ringede jeg derud og bad under påskud om noget økonomisk om at komme til at tale med min far.
   For god ordens skyld skal det lige nævnes, at det altid var min mor som tog telefonen når den ringede. Hvis det en sjælden gang var min far, blev røret hurtigt leveret videre til mor. Sådan har det altid været, så det var selvfølgelig lidt underligt, at jeg pludselig ville tale med min far. Jeg magtede ikke på det tidspunkt at konfrontere hende med mine bange anelser om, at der var noget helt galt med hende.
   Min far blev kort orienteret om weekendens hændelser og jeg bad ham holde et vågent øje med hende.

De næste dage observerede far, at der var mange ting hun ikke kunne. Det var umuligt for hende at lægge rent sengetøj på, hun kunne med sin bedste vilje ikke få puden ind i betrækket. Hun kunne ikke selv tage tøj på. En dag satte hun sig mellem en stol og bænken, fordi hun bedømte forkert, og der var flere ting som ikke var som de burde.

De søgte læge, han kunne bl.a. konstatere at hendes blodsænkning var på 70, hvilket er ret højt og at han kunne høre en mislyd på hendes ene lunge. Derfor mente han at hun skulle undersøges nærmere og henviste hende til Røntgenafdelingen på Århus Amtssygehus. I løbet af de 14 dage som gik, fra vi opdagede at hun var syg, og til hun kom til røntgen, blev hun meget hurtigt ringere.

Torsdag d. 28.01.98 mødtes jeg med mor og far på Amtssygehuset, hvor mor skulle røntgenfotograferes. Hun havde på det tidspunkt slet ingen orienteringsevne, hun vidste ganske enkelt overhovedet ikke hvad vej hun skulle, hun havde også svært ved at gå, hun drejede hele tiden til venstre og hang meget til venstre side, hun var ikke i stand til at gå uden hjælp.
   Hun var meget bekymret og blev ved med at gentage at der sikkert var noget galt.
   Jeg havde lovet at komme der op, fordi mor og far var i den situation, at det var utænkeligt at far skulle se hende uden tøj på, så jeg skulle gå med hende ind til røntgen.
   Åh, hvor var det svært, jeg skulle gå ud imens de tog billederne. Hun hang nærmest over briksen og jeg var ret bekymret for at hun skulle falde, men det gik og de fik uden problemer taget billederne.
   Hun kom atter i sit eget tøj, far og jeg hjalp hende ud i bilen.
   Han og jeg fik en kort snak, han var meget bekymret hvilket jeg udmærket forstod, det så absolut ikke godt ud, men jeg var fuldstændig overbevist om, at hun var begyndende dement eller noget i den retning.

Søndag d. 01.02.98 var vi hos min bror og svigerinde, min mor og far var der også. Far var ked af det, for mor kunne på det tidspunkt stort set ikke klare sig selv. For far var det ikke let, han og mor har vist aldrig sat ord på tanker og følelser, så han var selvfølgelig helt ude af den. Hun har jo altid været den som kunne klare alting, nu kunne hun intet. Det var slemt for ham, men det skulle siden blive endnu værre.
   Mor sov da Mette og jeg kom derud, jeg vækkede hende og fik hende på toilet, hun kunne overhovedet ikke stå på benene, hun havde fået sine bukser på med vrangen ud, og da de skulle køre hjemmefra og hun ville binde sine sko, var hun faldet på hovedet ned i gulvet så hendes næse havde fået et slemt slag.
   Vi kom ind til kaffebordet, hvor snakken selvfølgelig faldt på hendes sygdom, da der på et tidspunkt ikke rigtigt var nogen som sagde noget, sagde hun: Hvis det er kræft, så skal I altså bare lige vide, at jeg ikke vil have kemo.
   Kræft - det blev hængende i luften, der var vist ikke nogen af os som på det tidspunkt havde tænkt i de baner, men det havde hun.
   Søndag aften skulle jeg køre min søn Thomas til Rønde, vi kørte ind omkring for at se hvordan det gik med mor.
   Far var træt, han ville gerne, hvis jeg ville blive om natten. De havde talt med min søster og svoger i løbet af aftenen og de var blevet enige om, at det var en god ide at lade lægen tilse mor om mandagen, måske der kunne komme en indlæggelse på tale.
   Jeg lovede far, at jeg ville bliv derude og sove hos mor, så han kunne få lidt søvn.
   Far kørte Thomas til Rønde, mor og jeg blev alene tilbage. Vi sad i hver sin stol i stuen, hun sagde: Dott, du skal vide at jeg ikke er bange for at dø. Jeg var overhovedet ikke parat til at tage den snak, men et eller andet sted fra fik jeg ord midt i en tårestrøm. Mor, sagde jeg, det er jeg glad for at vide, jeg er heller ikke bange for at dø, men jeg er enormt bange for at miste.
   Angsten havde godt tag i mig, men jeg vidste at det var angsten for at miste, den havde jeg et par år forinden haft tæt på da vores daværende naboer mistede deres søn på 18 år.
   Mandag fik jeg min mor i bad, der var ikke rigtig nogen som vidste hornår hun sidst var blevet ordentligt vasket. Det var svært, dels fordi jeg stort set aldrig før havde set hende uden tøj på, der var lige et par forhindringer fra begge sider som skulle overvindes, og dels fordi hun ikke var i stand til at stå op men måtte sidde på en gammel træstol som min far polstrede med håndklæder.
   Han var også lidt i et dilemma over at se hende stå der, hun var blevet så tynd og hun frøs så hun rystede.
   Hvad mon far tænker, sagde hun til mig, her står jeg og det hele hænger. Mor, sagde jeg, du bliver snart 75 år, hold da op med det, men forfængeligheden havde på trods af hendes sygdom stadig overtaget.

Mandag d. 02.02.98 kom min søster og svoger fra Ålborg, og med hjælp fra lægen blev mor indlagt.
   Om tirsdagen tog jeg op for at besøge hende om eftermiddagen, hun var kommet ind på en modtagelsesstue og sad i en stol ved siden af sengen da jeg kom. Hun kunne ikke se mig, før jeg stod helt henne ved hende. Hun kunne ikke orientere sig og kunne dårligt se noget. Om onsdagen kom hun op på medicinsk afd. som skulle blive hendes hjem det næste stykke tid.
   De foretog div. undersøgelser på hende, bl.a. tog de en prøve fra en lymfe på brystet. Jeg syntes, at det var en hård tid for os alle sammen, men mor tog det med ophøjet ro. Det eneste hun nævnte var, at hun så gerne ville hjem og sidde i sin stol. Vi snakkede om at det jo var bedst for hende at være på hospitalet, hvor der var nogen som kunne tage sig af hende.
   En af dagene var hun kommet i tanke om at hun ville ringe til Ann. Jeg fik hende stillet an i en kørestol ved møntautomaten. Det var helt galt med balanceevnen, så hun hang helt ned til den ene side. Den dag fik jeg lov til at opleve hendes evner som skuespiller. Da Ann kom til telefonen og spurgte hvordan det gik, da kunne jeg høre mor mobilisere al sin kraft og hive sig op til at lyde næsten helt over frisk, Det går da fint, sagde hun. Det tror jeg faktisk hun fik held til at overbevise Ann om i den anden ende af telefonen, men for mig var det noget andet som kunne ses.
   Det har egentlig altid været mors holdning - det går godt - sådan var det altid, uanset om det hele så var noget værre lort. Vi holdt alting inden for vores egne 4 vægge!!!
   Hendes opfattelse var altid, at man ikke skulle pylre, for der var altid nogen som havde det værre.
   Jeg må sige at hun selv levede op til sine forventninger, ikke en eneste gang peb hun.

En lørdag aften sad jeg hjemme i min lejlighed og stortudede, jeg var så angst for at hun skulle fejle noget rigtig slemt. Jeg tænkte at jeg blev nød til at snakke med hende om døden og at hvis hun skulle dø, så var hun nød til at passe på mig. Jeg havde heldigvis nogle skønne veninder som jeg kunne dele min sorg med, så jeg brugte min telefon flittigt den aften.
   Dagen efter viste det sig, at hun havde forsøgt at ringe til mig den foregående aften, fordi hun mente at jeg var ked af det.
   Midt i sin egen elendighed, havde hun evnen til i fuld udstrækning at mærke mig og bekymre sig om mig, og hun havde jo helt sikkert fornemmet min angst, og hvor ked af det jeg var.
   Da jeg næste dag kom på hospitalet, havde jeg bestemt mig for at få snakket med hende. Vi satte os, hun lagde sin hånd på min hånd, kiggede på mig og sagde: Dott, jeg kan selvfølgelig ikke love dig noget, men hvis jeg kan, skal jeg nok holde lidt øje med dig. Jeg stortudede og sagde: Mor, hvad skal jeg gøre uden dig?? Du skal se Bette, det skal nok gå alt sammen, du er sådan en dejlig positiv pige, og du har så meget at give til andre. Du skal sørge for at give dine børn alle dine positive og dejlige tanker, som er i dig. Du skal tænke tilbage på alle de gode minder vi to har haft med hinanden og andre, og husk lille skat, at intet varer evigt, sagde hun og klemte min hånd.
   Kors jeg tudede, men det blev nu langt fra sidste gang.
   Vi fik faktisk en god snak, hun fik mig igen fortalt, at hun ikke var bange for døden og der var ingen tvivl om, at hun godt selv viste, hvad der ventede hende. Det var utroligt at sidde der med hende, hun var bare så afklaret, hun har altid været af den opfattelse at efter livet ventede der et paradis, som ingen her på jorden kan forstille sig.

Der kom svar på lymfeprøven og vi blev alle indkaldt til en samtale med en læge tirsdag d. 10.02.98.
   Min søster kom med toget fra Ålborg, jeg hentede hende på Århus Hovedbanegård, vi gik til Amtssygehuset. Det var rart at få snakket lidt om hvad der var i vente.
   Min far var kommet da Ann og jeg nåede derop. Min svigerinde Kirsten kom også.
   Det var en barsk oplevelse, mor havde lungekræft med metastager til hjernen. (Når et menneske får kræft er der altid en modersvulst, den kan sidde i brystet, i leveren, i lungerne osv., denne knude vokser sig stor og på et tidspunkt frigiver den en klump kræftceller som bliver transporteret videre rundt i kroppen. Disse kræftceller sætter sig fast tilfældige steder og begynder at vokse, det er en metastage) For mor's vedkommende var modersvulsten i lungerne, metastagerne i hjernen var årsag til hendes svimmelhed og dårlige syn (når der kommer metastager i hjernen som begynder at vokse, forsøger hjernen at beskytte sig ved at danne væske ansamlinger, alt dette trykker selvfølgelig på vilkårlige centre i hjernen).
   Lægen forklarede at der ikke var nogen behandling som ville hjælpe hende, fordi kræften var så fremskredet som den var. De kunne tilbyde hende Prednison som ville få væskeansamlingerne i hjernen til at mindskes, så hun rent førlighedsmæssigt ville få det bedre. De kunne tilbyde hende en åben indlæggelse, hvilket betød at hun fremover ville have en seng stående på medicinsk afd. og at hun til enhver tid kunne komme ind, hvis hun blev dårligere.

Da samtalen var slut, blev der sørget for frokost og et lokale, hvor vi kunne sidde uforstyrret sammen og få snakket. Nu er det jo ikke helt nemt at snakke sammen oven på en sådan melding.
   Mor og jeg gik hen i opholdsstuen for at få en smøg, nu kunne det jo, i hvert tilfælde for hende være lige meget med rygningen.
   Vi sad der over for hinanden, tavse, hun stirrede tomt ud i luften, der gik det op for mig at hun var meget syg og at hun inden for overskuelig fremtid skulle dø. Hun var halv fraværende og "rundt på gulvet" på grund af metastagerne, men alligevel var hun enorm intens og nærværende, når jeg talte til hende.
   Jeg spurgte hende, om hun stadigvæk var lige afklaret omkring døden.
   Ja, sagde hun, men det er jo trods alt en noget uigenkaldelig besked at få.
   Det var en underlig fornemmelse at sidde der, jeg kunne jo ikke sige som man plejer, det skal nok gå, for vi havde jo netop lige fået at vide, at det ikke ville gå.
   Pludselig kunne jeg høre mig selv sige: Mor, jeg har tænkt på om ikke jeg kan lave en aftale med dig??
   En aftale??, sagde hun.
   Ja, hvis jeg nu lover dig, at den dag du skal "afsted", så kommer jeg og sætter dig på toget, jeg bliver stående på perronen og vinker indtil jeg ikke kan se dig mere - hvis du så har tid, den dag jeg "ankommer" med toget, kommer du så ikke og tager imod mig??
   Hun lyste op i et kæmpe smil. Lille skat, sagde hun, det er simpelthen den bedste aftale jeg nogensinde har lavet med nogen.
   Så tudede jeg vist igen, men sikke en dejlig aftale.

Vi spiste frokost og på trods af den dystre sandhed, var det faktisk lidt hyggeligt, at vi alle var der.

De næste par dage tænkte hun selvfølgelig meget over hendes situation, men også over vi andres.
   Jeg tror hun strammede sig an, når der kom besøg, for hun vidste selvfølgelig godt, at det også var vanskeligt for os. Samtidig var det som om hun "havde trukket stikket ud" og ikke bekymrede sig så meget om os. Det var egentlig lidt underligt, når jeg nu tænker tilbage på det, for på en måde var hun der meget og på en anden måde var hun enormt fraværende. Det kom faktisk til at gøre sig gældende i hele hende sygdomsforløb.
   Hun var fantastisk afklaret og det gjorde det selvfølgelig nemmere for os. På afd. gjorde de en del ud af at fortælle os, at det faktisk er sjældent at de får patienter ind, som har en så afslappet holdning til det at skulle dø, og at vi skulle være opmærksom på, hvor meget lettere det gjorde det hele.

Det var vinterferie, ungerne, min eks mand Klaus og jeg havde aftalt at gå i biografen og se Titanic om aftenen.
   Jeg har sommetider i mit liv tænkt på, hvordan det ville være at få besked om at min mor skulle dø, hvordan jeg selv ville tage det, og hvor forfærdeligt det ville være, at skulle fortælle det til børnene.
   Nok igen pga. mor's afklarethed, blev det langt fra så forfærdeligt med børnene, som jeg havde forestillet mig.
   Først fortalte jeg Thomas det, han blev selvfølgelig ked af det, men han kendte jo også mormor's holdninger omkring døden.
   Klaus og Mette kom, hun og jeg satte os i køkkenet og snakkede om det, hun blev selvfølgelig også ked af det.
   Vi gik i biografen, til slut i filmen kunne jeg godt se at Mette peb, da vi kom ud af biografen tog hun mig i hånden og sagde: Mor, jeg syntes det var så sørgeligt til sidst da den gamle dame stod på skibet og smed halskæden i vandet. For jeg kom sådan til at tænke på mormor.

Mine børn ville selvfølgelig med op for at besøge mormor. Jeg vidste på forhånd at Thomas ville sættes sig ned og konfrontere sig selv med hende og det at hun skulle dø. Samtidig vidste jeg også at Mette nok hellere ville tale med mormor om skolen eller vejret.
   Vi havde her hjemme snakket om, at det altid er vigtigt at man gør det man føler og er parat til at gøre, man skal ikke gøre noget i sådan en situation, fordi man tror at nogen forventer det.
   Vi tog på hospitalet og det gik som ventet. Mette var med inde lidt. (det skal til Mette's retfærdighed lige tilføjes at vi sad i en opholdsstue for rygere og at der var meget tæt.)
   Hun gik ud på gangen og satte sig med et blad.
   Thomas og jeg sad på hver vores stol foran mor.
   Mormor er du bange? spurgte Thomas.
   Nej, Thomas for ved du hvad, Jesus er her hele tiden, hun pegede hen imellem Thomas og jeg.
   Han kiggede lidt på hende, jeg tænkte, hvordan tager han det.
   Han tog hende i hånden og sagde: Mormor det er rigtig godt synes jeg.
   De holdt hinanden i hånden, hun sagde: Thomas kan du love mig at du bliver ved med at være en rigtig god dreng, vær god mod mor og Mette. Lov mig at du altid vil huske de gode ting som du og jeg havde sammen.
   Det skal jeg nok mormor, svarede han.
   Jeg var lige ved at give mig til at hyle.

En dag sagde Mor til mig: Dott, nu håber jeg du kan finde dig en sød mand som kan passe på dig. Jeg har i øvrigt også tænkt på om du ikke kan passe lidt på moster Ebba.
   Jeg svarede: Mor jeg vil gerne passe på Ebba, men jeg ved nu ikke rigtigt med den der mand.
   Om aftenen snakkede jeg med Ebba, mor havde spurgt hende om hun ikke godt ville tage sig lidt af mig. Sødt.
   Dagen efter sagde hun: Dott ved du hvad, jeg har sådan tænkt på det med den mand, jeg er sikker på, at du også kan få et rigtig godt liv selv om du er alene, for du kan nemlig godt passe på dig selv.

Personalet på afd. var meget søde, de tog sig godt og kærligt af mor og af os andre for den sags skyld.

Mor kom i tanke om, at hun gerne ville tale med Erik.
   Erik er en clairvoyante / healer som jeg nogle gang har opsøgt, når jeg har haft brug for at komme videre med mit liv. Erik er rigtig god til at sætte tanker i gang og få en til at forholde sig til sig selv, andre og livet.
   Jeg kontaktede Erik, han ville gerne besøge mor på hospitalet, han spurgte om jeg kom med, det vidste jeg ikke rigtigt. Det tror jeg er en rigtig god ide, sagde han.
   Aftalen blev, at jeg skulle snakke med mor om det, jeg havde tænkt at hun måske gerne ville tale med Erik om noget som ikke kom andre ved.
   Jeg forelagde mor spørgsmålet, hun ville meget gerne hvis jeg ville gå med, måske var hun ikke helt sikker på hvad der skulle ske, og følte sig derfor tryg ved at have mig med.

Personalet på afd. viste sig igen som søde og forstående. De satte et undersøgelsesværelse af til os i flere timer. På dagen sørgede de for at der var dejlig varmt i rummet, de sørgede for at hendes seng blev kørt der ud og de sørgede for at vi ikke blev forstyrret. Ud over det, spurgte de interesseret mor, hvad han var for en og hvad han kunne.
   Erik kom og vi 3 gik ind i det rum, som vi havde fået til rådighed.

Det blev 1 1/2 times meget intens og spændende samvær. Jeg var selvfølgelig godt klar over hvordan en almindelig healing hos Erik forløb, det havde jeg jo prøvet på min egen krop, men jeg havde aldrig været med som iagttager.
   Mor lå i hospitalssengen, Erik sad på sengekanten ved hendes højre side og jeg sad på en stol på hendes venstre side og holdt hende i hånden.
   De snakkede lidt om mor og om hendes sygdom, derefter kom de ind på døden og hvad mor troede der skulle ske omkring døden. Det kom klart til udtryk, at hun ikke var helt sikker på om hun havde "karakterbogen" i orden, så hun kunne få adgang, til der hvor hun efter døden skulle hen. De to talte meget om "den anden side". Erik fik flyttet meget på mor's begrebsverden og det var godt og trykt for hende. Erik sagde bl.a. til hende, at han godt syntes, at hun kunne forberede sig på, hvad der var i vente. Hvis du tør, kan du jo bare tage af sted i tankerne eller i dine drømme, sagde han. Prøv at forstille dig at du skulle til Australien, så ville du vel orientere dig lidt om landet, indbyggerne, hvor du skulle bo osv. sådan kan du også betragte den rejse du snart skal ud på, og det er en god ide, at du forbereder dig. Erik kunne se en mand som holdt meget af mor. Han vente på dig, sagde han, han har hvidt skæg, han holder en salmebog eller bibel i hånden. Det er min bedstefar, sagde mor.
   De fik snakket om utrolig mange ting, og der var en rigtig god stemning.
   På et tidspunkt holdt snakken op og Erik gav healing. Han holdt sin hånd på mor's bryst, hun holdt med sin ene hånd hans og med den anden min. Der havde været stille et stykke tid, jeg tror jeg sad og småblundede da mor pludselig sagde: Jeg har en svigerinde som ligger for døden, kan vi bede lidt for hende. Hvad hedder hun, og hvor er hun henne, spurgte Erik. Mor svarede, at det var min morbrors kone som igennem meget lang tid havde haft kræft, hun havde gennemgået en del kemokure og var frygtelig plaget af strålerne. På det tidspunkt lå hun på sygehuset og fik mad via sonde.
   Hun ville ikke dø, hun syntes det var uretfærdigt, for hun ville så gerne være her i livet og opleve sine børnebørn vokse op, men efterhånden var hun blevet så svag, at det kun var et spørgsmål om tid.

Umiddelbart kunne jeg slet ikke forholde mig til dette spørgsmål om at bede for en som skulle dø, men jeg tænkte, at jeg kunne sende hende alle mine bedste tanker, at hun ikke skulle være bange, at hun skulle give slip på livet og at alt var som det skulle være.
   Det var en utrolig smuk oplevelse, denne treenighed, denne koncentration om et andet menneske, mor's omsorg for en anden midt i sin egen sygdom, det var en smuk oplevelse, som jeg aldrig vil glemme.
   Mor var meget glad for at Erik kom, umiddelbart havde jeg måske troet at hun i den situation som det kristne menneske hun var, ville have bedt om at snakke med en præst, men sådan skulle det nu ikke være, og det tror jeg egentlig var rigtig godt.

Dagen efter tog jeg igen op for at se til hende. Hun og far sad i opholdsstuen da jeg kom, jeg satte mig hos dem. Mor sagde: Dott, Åse døde i går eftermiddags. Der gik lige lidt før nogen af os igen sagde noget.

Søndag d. 15.02.98 skulle vi alle sammen til 18 års fødselsdag hos min nevø Rune, mor skulle også med. Vi troede vist alle sammen at det blev det sidste arrangement hun skulle opleve.
   Om fredagen spurgte jeg hende, hvad hun ville have på om søndagen. Hun så meget trist ud og sagde: Jeg kan ikke huske, hvad jeg har at tage på. Det kunne jeg bare ikke holde ud.
   Mor, hvis jeg nu kommer og henter dig i morgen, kører dig hjem så du kan finde det tøj du vil have på, laver aftensmad til dig og du får tid til at sidde i din stol, lover du mig så, at du uden at blive ked af det igen tager med herind for at sove.
   Det lover jeg, sagde hun, ej kan jeg så sidde i min stol???
   Tænk hvor lidt der skulle til for at gøre hende lykkelig.

Om lørdagen hentede far og jeg hende ved fælles hjælp og kørte mod Løgten. Vi kørte langs vandet, jeg tror at både far og jeg syntes at hun skulle se vandet for sidste gang. Far kørte, jeg sad bag i og støttede mor som var stablet op med puder og havde et tæppe omkring sig.
   Vi kom til Løgten og lavede kaffe, vi sad i køkkenet og sludrede lidt.
   Hun fik fundet det tøj hun ville have på og fik prøvet et par støvler, som hun gik nogenlunde i. Vi gik en tur ind i stuen i støvlerne, så hun kunne prøve om hun kunne holde balancen i dem.
   Pludselig kom hun i tanke om, at hun ville have den bibel som hun havde fået til sin konfirmation.
   Vi fandt biblen og hun satte sig med den. Inde i biblen var der et digt som hun i 1979 havde skrevet om Jesus, nu ville hun at jeg skulle have digtet.

Far kom også ind i stuen, så vi sad alle 3 og små sludrede. Far spurgte hende, hvad hun havde ment den dag på hospitalet, hvor hun havde sagt noget om en lille have i en stor have, til ham og Ann.
   Jeg har ikke snakket noget om en lille have, sagde hun vranten.
   Nu var chancen der, så jeg sagde: Mor, det du mener med en lille have i en stor have, er det et urnested? Ja, sagde hun.
   Okay - hvor har du tænkt dig at det urnested skal være? Det er lige meget, sagde hun.
   Det kan godt være, at det er lige meget for dig, men det er det altså ikke for mig, sagde jeg.

Hele min barndom boede vi på Christiansbjerg i det nordlige Århus, vi hørte til Christianskirken som ikke har nogen kirkegård. Senere i livet flyttede mor og far til Løgten, men har aldrig rigtig kommet i kirken i Skødstrup, så jeg kunne godt mærke at det var vigtig for mig at vide, hvor hun ville begraves.

Jeg gik ud for at lave aftensmad, jeg tænkte at mor og far sikkert gerne ville sidde lidt alene sammen.
   Min mor og far er begge fra Vendsyssel, min far fra Vittrup ved Løkken og min mor fra Bjergby uden for Hjørring. Mor var døbt, konfirmeret og gift i Bjergby kirke. Det slog mig pludselig, at jeg mange gange har tænkt på en bestemt episode med min mormor og morfar.
   Jeg gik ind i stuen og sagde: Mor ved du hvad, jeg har så tit tænkt på dengang da mormor og morfar sad med hinanden i hånden på bænken ved Bjergby kirke. Der sad de og kiggede ud over bakkerne og blev enige om, at når de døde, så ville de ligge på "den vesten skråning", hvor solen varmede jorden og hvor udsigten til det landskab som de elskede så højt, var utrolig smuk.
   Der vil jeg også gerne ligge, sagde hun prompte, med udsigten til bakkerne og min gamle skole.
   Fint sagde jeg, så kommer du jo også "hjem" i mere end en forstand!!
   Senere fik mor og far talt videre om begravelse. Hun bestemte hvilke salmer der skulle synges og hun bestemte hvilket tøj hun ville have som ligtøj. Det skulle være en hvid skjorte og et cremfarvet sæt bestående af jakke og nederdel. Det blev også bestemt, at hun ville have en plænegrav på Bjergby kirkegård.

Vi havde faktisk en rigtig hyggelig dag og aften, der var overhovedet ingen triste miner over at hun skulle på hospitalet igen. Hun og jeg sad igen bag i, da vi kørte ind mod Århus.
   Ved du hvad mor, når jeg sidder hjemme i min sofa, så kigger jeg tit ud ad vinduerne og tænker på at lige henne bag Ceres skorsten, der er du, så sender jeg dig alle mine bedste tanker, synes du ikke det er rart?
   Det er pragtfuldt at vide, sagde hun, når jeg er kommet i seng i aften, så vil jeg tænke på hvor at du bor tæt på og sende dig alle mine gode tanker.
   Okay, så bytter vi, sagde jeg. Hun tog min hånd og holdt den længe.

Søndag d. 15.02.98 hentede Ann, Jørgen, pigerne og far mor på hospitalet og kørte hende til Solbjerg til Rune's fødselsdag.
   Vi havde en rigtig dejlig dag, hvor vi var intenst sammen, men et eller andet sted hang det lidt i luften, at dette blev det sidste familieopløb hvor mor var med, jeg iagttog hende nogle gange, hun var også selv sikker på at dette blev sidste gang.
   Hun klarede dagen fint, vi havde aftalt at Ann skulle være hendes oppasser den dag, så vi ikke alle sammen styrtede rundt og var ved at falde over hinanden. Rune havde fødselsdag og det skulle være hans dag. Ann hjalp mor med at skære maden ud, hun fik hende ind at sove osv.

Mandag d. 16.02.98 begyndte de at give mor Prednison, det begyndte på forbavsende kort tid at virke. Hun genvandt balancen, og hun blev bedre til at orientere sig. Tirsdag aften var Jens og jeg på besøg hos hende på samme tid, da var hun "helt oppe at køre", hun var simpelthen så fjollet, så man skulle tro at hun havde drukket. Det var meget befriende, og vi var alle sammen ved at gå til af grin.

Onsdag d. 18.02.98 skulle Åse begraves, far, Ann, Jens og jeg skulle til Hjørring for at deltage.
   Mor skulle ikke med, det var hun heller ikke selv stemt for, hun ville gerne at min niece Sidsel kom op og var hos hende om eftermiddagen. Jeg gider ikke alle dem der som er så højtidelige og ikke ved hvad de skal sige, sagde mor. Jeg vil gerne at Sidsel kommer, hun er sådan et frisk pust, og sådan blev det.

Lørdag d. 21.02.98 skulle vi holde Thomas's 17 års fødselsdag her hos mig. Hele familien var igen samlet, og denne gang havde mor det utrolig meget bedere.
   Jens og Kirsten hentede mor om eftermiddagen, kørte hende hjem hvor hun fik kaffe, en lur og andet tøj på før de skulle herind.
   De kom til aftensmad og det gik rigtig godt, vi havde en meget hyggelig aften.

Mandag d. 23.02.98 kom hun hjem fra hospitalet, hun havde det faktisk rigtig godt i forhold til hvordan hun havde haft det.
   Hun fik en kort periode, hvor hun snakkede om at forsøge noget alternativ behandling, og hun bestemte sig for at holde op med at ryge. Det gik nu hurtigt i sig selv igen - måske indså hun at der ikke var noget at stille op.
   Vi ønskede vist alle, at hun ville få lov til at se foråret komme, at hun kunne sidde i en stol i haven og nyde solen for sidste gang.
   Der var mange tanker, det var svært at hun pludselig igen var så kvik, det var i det hele taget svært. Jeg kan huske at jeg ofte kiggede på hende og tænkte, hvor længe??
   På sygehuset ville de ikke sætte tid på, for som de sagde, det kan vi ikke, der er ingen af os som er Vor Herre.
   I den periode tænkte jeg også på, hvor tæt mor og jeg kom, vi snakkede så meget om både livet og døden, måske var det fordi vi altid havde kunnet snakke om alting. Hun hjalp mig også meget, hun samlede os på en måde. Hun var den som var syg, men hun havde også evnen til at tage ansvaret for sig selv og os andre.

Synet blev ikke bedre, så mor ville til øjenlæge. Det var svært for hende, at hun ikke var i stand til at læse.
   Hun fik en tid, jeg mødtes med hende og far i Magasin's parkeringshus. Vi gik til øjenlægen og bagefter i Magasin hvor vi fik kaffe og ostemad i cafeteriaet. Det slog mig, at hun på "udebane" orienterede sig dårligt. Når hun var hjemme kunne hun fint finde rundt, lave kaffe og få det hele til at gå, men da hun kom til byen gik det igen helt galt for hende.

Tiden gik, mor fungerede, hun gik til fodterapeut og fik ordnet sine fødder, hun gik til damefrisør og fik ordnet hår, hun købte også lige lidt nyt tøj.
   Hun kunne ikke selv rulle smøger mere, så når jeg kom var det fast på programmet, at rulle 100 cigaretter. Hun kunne ikke læse almindelige bøger, det var svært for hende. Hun har altid elsket at læse, ofte før i tiden læste hun den halve nat, men det var desværre ikke længere muligt for hende, så hun kom i tanke om, at der skulle ryddes op i hendes bøger. Hun sorterede vældigt i dem, de blev stablet i bunker på det lille værelse og så kunne vi "unger" tage, hvad vi ville have. Jeg fandt en dagbog mellem de almindelige bøger. Det var mor's, hun havde skrevet en del i 1983 og igen i 1987, det var sjovt at læse om hendes oplevelse af livet dengang.
   Jeg lånte Magna print bøger med stor tekst på biblioteket. Nogle af dem fik hun vist held til at læse, men det gik ikke for godt.

På et tidspunkt kom hun i tanke om, at det ville være dejligt med et nyt hus. De undersøgte mulighederne for at få en ældrebolig som skulle opføres på Segaltvej. Det blev snart det eneste som stod i hovedet på hende, hun ville have nyt af alting, på et tidspunkt var jeg nød til at sige til hende, at det ikke kunne nytte at hun forærede alle tingene væk. Far skulle jo gerne have noget tilbage, den dag du ikke er her mere, sagde jeg, så du må altså tage lidt hensyn til ham.

Alle var søde til at hjælpe til. Kirsten, Ann og Ebba lavede mad de kunne få i fryseren.
   Min rolle den sommer blev primært at snakke med hende. Vi snakkede om livet, om når det er for sent at leve livet, vi snakkede om døden og vi havde mange snakke, hvor hun lod mig komme tæt på hendes angst, forventninger og efterrationalisering.

En eftermiddag midt på sommeren sad vi i hver sin stol i stuen. Hun havde fået en periode, hvor hun ikke ville mere. Hun trak vejret tungt, jeg sad lige så stille, lukkede øjnene og gik ind i hendes vejrtrækning, der var ingen livskraft i den mere, der var trist i hendes univers.
   Jeg gider ikke mere, sagde hun. Det kan jeg godt forstå når jeg går over i dig mor, der er ikke meget perspektiv i dit liv mere fornemmer jeg, du står op om morgenen og venter på at det skal blive aften, så du kan komme i seng. Ja, og hver aften beder jeg til Gud om at jeg ikke må vågne i morgen, sagde hun.
   Det er svært for mig at forstå, for når jeg er i mig selv, kan jeg mærke livslysten, trangen til at se, opleve, være og leve. Jeg kan også mærke den lille pige som er inden i mig, hun råber: Mor, du må ikke dø, jeg kan ikke leve mit liv uden dig.
   Det var vist første gang jeg stiftede bekendtskab med "lille Dott", jeg skulle senere erfare at der er skrevet bøger om sådanne opdagelser under betegnelsen, Det indre barn.

Nogle dage efter stod jeg hjemme i mit køkken, pludselig kunne jeg "se" en film for mit indre blik, den handlede om mig som lille, jeg ville ikke fotograferes sammen med mine fætre og kusiner til min mormor og morfars guldbryllup, fordi jeg var for tyk.
   I den efterfølgende periode opdagede jeg meget om mig selv i forhold til min følelse af aldrig at være helt god nok.
   Om min følelse af aldrig helt at være tilstrækkelig, altid at have dårlig samvittighed og skyldsfølelse i forhold til børnene, forældrene, vennerne, kollegaerne og ikke mindst i forhold til mig selv.

Mor og jeg kom til at tale om det, i forhold til hende. Vi sad igen en dag i hver vores stol i deres stue.
   Jeg har ikke været så godt et menneske som jeg burde, sagde hun pludselig, jeg har altid følt mig bedre end andre. Hvad vil det sige at være et godt menneske mor?
   Det er at være noget for andre, sagde hun.
   Det er jeg ikke enig med dig i, for at kunne være noget for andre, er man nød til at være noget i sig selv, kunne jeg høre mig selv sige til hende.
   Da gik det op for mig, at det var mere sandt end jeg overhovedet havde været klar over. Vi kender jo godt alle sammen sætninger som: Du skal elske dig selv, før du kan elske andre osv.
   Pludselig kunne jeg bare mærke, at jeg blev nød til at stifte et dybere bekendtskab med mig selv, før jeg reelt kunne komme dybere med andre.
   Pludselig kunne jeg se, at mor var den hun var pga. de omstændigheder i hendes liv som var indtruffet. Mange af hendes holdninger og meninger havde hun importeret fra sin forældre, søskende og andre som havde præget hende i livet.
   Det gik op for mig at alle mennesker er på toppen af deres egen udvikling, ethvert menneske gør til alle tider det som vedkommende mener er rigtigt. Måske ikke altid i forhold til andre, men i udpræget grad i forhold til sig selv. Det gav mig et nyt syn på andre mennesker, for pludselig kunne jeg se at alle gør alt, hvad de formår i forhold til, hvor de er i livet og så er der jo dybest set ingen som kan forlange mere af dem.
   Det har tit undret mig, hvorfor nogle mennesker reagerer som de gør i forskellige situationer, nu kunne jeg pludselig se, at man reagerer ud fra der hvor man er og præcis på den måde som gør sig gældende for ens udvikling.

Hen over sommeren kom vi mange gange til at snakke. Jeg var på et tidspunkt "faldet" over Martinus kosmologi.
   Martinus var en dansker som levede fra 1890 til 1980, han fik da han var 30 år, en åbenbaring hvor i det blev gjort klart for ham, hvorfor verden er som den er. Han nedskrev alle sine fortolkninger i et 7000 sider langt bind som han kaldte "Livets bog", Det tredie Testamente. Det vakte en del opsigt, i det han nedskrev dette fra omkring 1930 til 1960. Jeg har læst en del fortolkninger af ham og hans livsopfattelse. Jeg må sige at det er hård kost, men på mange måder er jeg facineret af ham.
   Mor og jeg talte meget om Martinus og hans verdensopfattelse. Martinus er overbevist om reinkarnation, hvilket bragte os ind på kristendommen og dens magt over menneskene samt en lang snak om, hvor vidt kirken har haft ret til at gøre sig til dommer over himmelen og helvede.
   Vi var vidt omkring.
   Mor kom også ind i en periode, hvor hun ikke var helt sikker på at "karakterbogen" var så god at hun blev sluppet ind "der oppe". Det brugte vi meget tid på at diskutere. Hun var, som før omtalt, meget troende og har vist aldrig tvivlet på Gud og Jesus, men nu kom der et nyt kapitel i hendes liv, hvor hun kom en del i tvivl om sig selv.

Midt i Juli, fik hun en opblomstringsperiode.
   En dag da Ebba og jeg kom derud, var hun i fuld gang med hovedrengøring. Hun vaskede bla. alle sine billeder af, det for gik godt nok på den måde, at hun dyppede hele skifterammen med billeder i opvaskebaljen, hvilket ikke var så godt for billederne, men hun så ikke så godt og ingen nænnede at sige til hende, at det var noget skidt. Hun havde virkelig mod på det hele. Pludselig sagde hun: Dott, vil du give kaffe på søndag? Ja da selvfølgelig, sagde jeg glad. På det tidspunkt var jeg fuldt over bevist, om at hun havde besøgt mig for sidste gang. Jeg bor på 3. sal og havde ikke i min vildeste fantasi drømt om, at hun ville forsøge at tage alle trapperne op til mig, men det skulle blive anderledes.
   Søndagen oprandt og hun og far kom kørende herind. Jeg gik ned for at følge hende op. Det klarede hun fint, det tog lang tid, men op kom hun.
   Far bestemte sig for at besøge hans bror i Tilst, det var ok med mor og jeg, for så fik vi igen tid til at snakke uforstyrret sammen.
   Hun sad i min stol i stuen, jeg spillede musik for hende. Vi hørte bla. Ulla Henningsen som fortolkede Liva Vehl, vi snakkede om P.H og de andre tekstforfattere som har skrevet nogle for den tid, store tekster om livet, holdninger og moral.
   På et tidspunk fik jeg sat temaet fra "Danser med ulve" på, jeg bad hende sætte sig godt tilbage og lytte. Det er et meget smukt tema, hun sad lige så stille med lukkede øjne og nød det. Da stykket var færdig, åbnede hun øjnene, kiggede på mig og sagde: Dott, jeg havde aldrig drømt om at du skulle komme til at lære mig så meget om livet.
   Jeg smilede til hende og sagde: Næ, men jeg havde nok heller aldrig tænkt, at du skulle komme til at vise mig døden, sådan ved jeg nu at det bliver og det synes jeg er dejligt, du har vist mig så meget andet her i livet.
   Vi smilede til hinanden, og vidste begge to at sådan skulle det blive.
   Far kom og hentede hende og de kørte hjem. Det skulle blive sidste gang hun besøgte mig.

Søndagen efter tog hun og min far på besøg hos min moster og onkel i Torrild ved Odder. De havde en hyggelig dag. Da de kom hjem stod min mor på det nederste trind på trappen og ventede på at far skulle låse hoveddøren op. Pludselig faldt hun bag over ud i indkørslen, hvor hun slog hovedet ned i fliseren. Hun mistede kortvarigt bevidstheden. Far fik fat i deres genboer som hjalp ham med at få hende ind i soveværelset hvor hun atter kom til sig selv. I løbet af kort tid blev hun meget dårligere, hun kunne igen ikke orientere sig, ikke holde balancen, ikke selv komme på toilettet osv.

Det blev en vanskelig tid for far, han var hårdt presset. Jens sov hos dem og hørte efter mor. Dagen efter var det min tur til at tage nattevagten. Jeg kom derud ved 22 tiden lørdag aften. Mor sad i sin stol med bukserne mere eller mindre nede, hun var meget desorienteret og sagde noget værre sludder. Far og jeg fik hende i seng og sad derefter i stuen og snakkede.
   Far sov på gæsteværelset og jeg i hans seng i soveværelset sammen med mor.
   Jeg lå længe og lyttede efter hendes åndedræt før jeg faldt i søvn.
   Ved 3-tiden vågnede jeg med et spjæt ved at hun hostede kraftigt. Jeg havde haft en drøm hvor hun hostede blod op i store mængder ud over mig, nu vågnede jeg med et spjæt ved at hun hostede, jeg kunne næsten mærke det varme røde blod på mig.
   Hun skulle på toilet, jeg fik hende op, satte hende på toilettet og ventede.
   Da hun var færdig sad vi lidt i køkkenet. Hun sagde: Dott det er altså noget værre bøvl at få de tre ben op på skrivebordet, når jeg skal i bad, nå, men det kan vi snakke om når vi bliver ædru!!!
   Hun var ved at dø af grin.
   Da gik det op for mig, at jeg havde sagt farvel til min mor, hende den rigtige, for hende som sad her var stået af. Åh hvor gjorde det ondt, hun havde forladt mig psykisk, men sad der og var fysisk. Jeg kiggede ud på månen og kunne mærke tårerne trille.
   Du skal ikke være ked af det lille skat, sagde hun og var pludselig tilbage. Åh mor, hvor ville jeg ønske, at jeg lige nu havde en tryllestav som kunne gøre dig rask og få dig til at komme tilbage til mig.
   Det ville også være dejligt, men du ved jo godt at der ikke findes den slags tryllestave i den rigtige verden, ikk'? sagde hun.
   Vi gik i seng igen, jeg kunne ikke sove, det hele kværnede rundt.
   Jeg kom til at tænke på min drøm igen, tænkte på hvad jeg skulle gøre, hvis det blev virkelighed, at hun fik en hosteanfald med en sprungen blodåre i lungen til følge. Jeg spekulerede på, om jeg skulle få fat i far på gæsteværelset, eller om jeg skulle ring 112. Jeg blev enig med mig selv om, at det eneste jeg i den situation ville gøre, var at holde hende tæt ind til mig og være der, for hvis det skulle ske, var jeg klar over at hun hurtigt ville dø.
   Søndag morgen kl. 6 var hun klar igen. Vi stod op, jeg hjalp hende i tøjet og fik hende ud i min bil. Vi kørte en tur, så på solen, de grønne træer, på bugten, vandet og himmelen denne smukke sommerdag.
   Vi hentede rundstykker i Egå og kørte tilbage til Løgten.
   Far stod op og vi fik morgenmad og en times tid senere kørte jeg derfra. Jeg kørte omkring Søften for at snakke lidt med min veninde Inger. Jeg fortalte hende om min uhyggelige drøm, hun kiggede på mig og sagde: Ej hvor dejligt. Jeg kiggede uforstående på hende. Kan du ikke se, hvad hun gjorde dig opmærksom på??
   Det skal lige siges, at Inger er ret god til drømmetydning.
   Hun øste da simpelthen sin kærlighed ud over dig, rød og varm kærlighed, hun elsker dig, sagde Inger.
   Den var jeg nød til at tygge lidt på, men senere skulle jeg komme til at forstå en dybere mening med den drøm.

Vi gik en svær tid i møde, mor stod mere og mere mentalt af. Hun sad med sine fingre i håret og var overbevist om, at hun havde en børste. Hun troede der voksede græs i hendes hoved. Hun var forfærdelig bange for at komme til at rykke hovedet af far, når han skulle hjælpe hende, det var slemt for os alle sammen, jeg ved ikke hvor meget hun selv oplevede det.
   Hun lyttede opmærksomt når vi fortalte noget, men når hun ville svare eller spørge om noget, så gik det helt i koks for hende. Hun fik held til at starte en sætning, men pludselig sagde hun et eller andet sludder.
   Mandag d. 3 august 1998, kom mor på Plejehjemmet Kløvervangen i Skødstrup, hun kom ind på en aflastningsstue, med en seng, et spisebord og en stol. Far kunne ikke mere magte at have hende derhjemme, hvilket vi alle til fulde forstod. Han havde været hårdt presset ved at have det store ansvar, som det var at passe hende i døgndrift.
   De var meget søde på Kløvervangen, mor kunne ikke mere selv spise, hun var simpelhen ikke mere i stand til at tage vare på sig selv.
   Hun snakkede meget tågesnak, en dag da jeg kom derud sagde hun: Det var godt du kom, for jeg har lige været ved at samle millioner fra. Nå, sagde jeg, har du taget nogen fra til mig??
   Ja, 106, sagde hun.
   Jeg kørte en tur med hende i en rullestol, vi kørte udenfor og ned i Plejehjemmets drivhus.
   Hun var meget fraværende, hun så os ikke mere i øjnene, og da vi sad der, overmandede mine følelser mig igen. Hvad er du ked af? sagde hun pludselig.
   Jeg havde mest lyst til at sige, at hun skulle komme tilbage til mig, at jeg græd over at se hende i sin elendighed, og at det gjorde ufatteligt ondt. I stedet for tog jeg om hende og sagde, at jeg var "pjevs". Ja, du har altid tudet, når du ikke fik din vilje sagde hun.
   Jeg tænkte at hun havde ret, førhen kunne jeg måske tude mig til min vilje, men denne gang var jeg kun alt for godt klar over, at det ikke kunne lade sig gøre, netop derfor gjorde det måske så ondt.

Hun blev svagere og sank sammen, i perioder hviskede hun næste uhørligt, i andre perioder råbte hun. Hun begyndte at råbe: jamen - jamen - jamen eller Ja - Ja - Ja. Andre gange talte hun fra 1 til 100 og var umulig at få til at stoppe.
   Ofte kunne vi høre hende råbe, når vi kom ind på afdelingen. Hun blev sværere og sværere at komme i kontakt med.
   Hun fik en periode, hvor hun konstant kaldte på Jesus.
   Jesus - Jesus Kære Jesus hvor er du? spurgte hun med bange stemme.
   Jeg satte mig hos hende, lagde armene omkring hende, tog hende tæt ind til mig og sagde: Mor, Jesus er her ikke lige nu, han har jo så mange andre han også skal se til, men du kan være helt sikker på at han kommer. Når du skal bruge ham, så er han her hos dig, det er jeg slet ikke i tvivl om. Hun faldt til ro.
   Bagefter slog det mig, at jeg havde trøstet hende på samme måde, som man kan trøste et barn, som ikke tror at julemanden kommer juleaften.
   Det primære var, at hun blev rolig.
   Hun var meget oppustet i hovedet og omkring maven pga. prednisonen, hun var ellers uhyggelig tynd. Hendes fødder og ankler begyndte at hæve meget, men tilsyneladende havde hun et mål som hun havde besluttet sig for at opleve, hendes 75 års fødselsdag d. 27. august.

I min dagbog d. 28 august skrev jeg følgende:
   Fredag d. 28 august 1998.

I går blev mor 75 år. Det var der vist ingen af os som i det tidlige forår havde regnet med.
   Jeg stod op kl. 7, sammen med Thomas, vi spiste morgenmad sammen, og hyggede os.
   Ebba kom og vi kørte mod Skødstrup. På Trøjborg købte vi blomster og chokolade til mor.
   Vi var på Kløvervangen omkring kl. 10.
   Far var der, det var en svær dag for ham, han græd ustandselig.
   Mor var fin og i rigtig godt humør, hun havde fået ordnet hår. Jeg læste breve fra Ann og Sidsel højt for hende, det tror jeg hun fint forstod.
   Far og jeg spiste middagsmad hos mor, det var okay.

   Nu hvor jeg sidder her og skriver, kan jeg godt mærke at det ikke er okay.
   Åh mor, hvorfor forlader du mig nu, jeg er bare så ked af at se, du sidder der som en anden tosse. Nogle gange føler jeg at du kortvarigt er der, at høre hvad jeg siger, at du gerne vil sige et eller andet til mig, men når du åbner munden er det kun sludder som kommer ud. Nogle gange er det, som om du godt selv ved at det er noget sludder og så ser du så ked ud af det.
   Mor, er du derinde, ved du hvad der foregår, det håber jeg ikke.
   Der sidder du, kan ikke udtrykke dig, kan ikke få dine ellers så aktive hænder til at makke ret, kan intet uden hjælp.
   I går havde du søvn i øjnene, størknet blod på kinden, madrester på halsen og en masse skæl og hudorme på næsen. Jeg hentede en vaskeklud og fik dig nænsomt vasket godt ren, smurte Nivea-creme i dit ansigt og på dine hænder, det tror jeg virkelig at du nød.
   Jeg savner dig, ved du godt det?
   Nogle gange ville jeg ønske at du var død, måske er det afmagt, måske er det fordi du sidder der, er der, dog uden at jeg på nogen måde kan nå ind til dig. Dag ud og dag ind sidder du der i din stol og stirrer tomt ud i luften, gad vide hvor lang tid det skal blive ved? Du er endt på en måde som vi alle frygter, en måde som du selv frygtede, du ved ikke hvor jeg ville ønske, at jeg kunne hjælpe dig. Det er enormt hårdt ikke at kunne gøre noget, ud over at holde dig i hånden og holde om dig.
   Alligevel ved jeg ikke, hvordan det bliver den dag, du ikke er her mere.
   Det kan jeg vanskeligt forestille mig.
   Jeg savner dig, savner at du ringer for at sige 'Hej', savner at du kommer på besøg, savner alle de gode timer i jeres køkken og hvis du vidste, hvor jeg savner at kunne ringe for at sige 'Hej'.
   Der er så mange gange, hvor jeg har haft lyst til at ringe til dig med glæder og bekymringer, bare lige for at "læsse" af, sådan som jeg har gjort hele mit liv.
   Det er næsten, som om noget af mig selv er forsvundet, efter du blev syg.
   Du har på mange måder været min fortrolighed, det har altid været dejligt at kunne komme hjem og fortælle alting til dig.
   Jeg tænker tit på dig, prøver at have dig inde i mit hoved, for jeg ved jo godt, at inden for overskuelig fremtid sker der det, at du ikke er her mere.
   Noget af det sværeste er, at du ikke bekymrer dig om mig mere, mor du skal være der, jeg er den lille, du kan ikke bare forsvinde, jeg er så ked af det, jeg har så meget brug for dig. Når jeg græder siger du: Du skal ikke være ked af det, enkelte gange har du set fast på mig når du siger det, andre gange ser du lige igennem mig. Lille mig!!
   Nu sidder jeg igen og tuder, åh hvor egoistisk, men sådan har jeg det bare.
   Du kan sgu' sagtens sige, at jeg ikke skal være ked af det, det er jo ikke din mor som skal dø - vel?! Det er ikke din mor som sidder der. Det er dig, er du klar over det. Du har ikke fældet en tåre i hele dette forløb. Er du overhovedet ikke ked af at skulle sige farvel til mig? Åh hvor jeg føler at du svigter mig, hvad foregår der inde i dit hoved.
   Jeg er glad for alle de timer vi har fået sammen. Ikke mindst dem inden for det sidste års tid. Nu hvor jeg tænker over det, så har du egentlig aldrig fortalt mig om dine tanker og følelser, hvem er du egentlig og hvad tænker du på. Det får jeg sikkert aldrig svar på, men ved du hvad mor, jeg holder ufattelig meget af dig, det ved jeg du ved, og jeg ved også at du holder meget af mig, selv om du forlader mig.

Det var svært for os alle sammen at se passivt til.

Den efterfølgende søndag havde far fødselsdag. Vi skulle alle sammen derud klokken 13 og spise middagsmad.
   Jeg kørte på Kløvervangen kl. 11 og gav mor mad. Jeg tudede og tudede. Jeg sagde til hende: Mor, jeg har så svært ved, at jeg ikke kan nå ind til dig, vil du ikke godt prøve at komme ud til mig? Hvis jeg nu prøver at stille dig nogle spørgsmål som du kan svare ja eller nej til, vil du så prøve??
   JA, sagde hun.
   Jeg blev ekstremt glad, tænk hun var der, min mor, men samtidig blev jeg også forfærdelig ked af det, for det gik op for mig, at hun var der, vidende til sin egen elendighed.
   Jeg spurgte hende, om hun var glad for at være på Kløvervangen. Ja, sagde hun.
   Jeg spurgte om hendes hjemmesko klemte hende, hun svarede ikke, jeg tog fat om hendes fødder og spurgte om hun kunne mærke det. Nej, sagde hun, jeg spurgte om hun kunne mærke at jeg holdt på hendes knæ, det kunne hun ikke. Jeg blev på den måde klar over, at hun ikke havde følelse fra livet og ned. Det var en god oplevelse, at kunne kommunikere med hende, og vi fik en rigtig god time sammen.

Familien var samlet hos far, vi havde en god dag, men stemningen var selvfølgelig præget af at mor sad på Kløvervangen og havde det så dårligt.
   Da vi skulle hjem, kørte Ebba, Ann og jeg omkring mor for at sige hej.
   Hun var meget dårlig, havde svært ved at sidde op i kørestolen, jamrede sig og var meget fraværende.
   Vi kørte hen i opholdsstuen, hvor Ann ville spille musik på båndoptageren for hende. Da musikken blev sat på, begyndte hun at jamre igen. Jeg spurgte hende, om hun ikke ville høre det? Nej, ikke det, fik hun sagt. Vi slukkede. På en eller anden måde kom jeg til at fortælle om en episode i min ungdom, som vi før hen har grinet meget af. Mor levede pludselig op og grinede, jeg sagde: Kan du huske det mor? Ja, sagde hun det var dengang du bildte mig ind, at der var en tyrker som havde stukket en cykelpumpe ind i din cykellygte................ Så gik det galt, for hun kunne åbenbart godt høre, at hun sagde cykellygte og det var i mit forhjul. Så faldt hun sammen og trak sig ind i sig selv igen.
   Da vi skulle gå, kyssede jeg hende farvel og sagde: Mor, jeg kommer herud på onsdag, der er det jo min fødselsdag, hun svarede ikke.

Det blev onsdag, min 36 års fødselsdag.
   Ebba kom herover omkring 13.30 og vi kørte ud til far, som gerne ville holde lidt fødselsdag for mig.
   Han havde købt kage, lavet kakao, taget blomster ind, fundet et billede af mig som lille, og sat flag frem. Det var bare så hyggeligt, det er vist første gang i mit liv, at far har foranlediget en fødselsdag, ja det er måske første gang, at han aktivt har deltaget.
   Han havde skrevet et kort til mig og lagt 200 kr. i. Hvor var det sødt af ham, jeg blev bare så glad.
   I kuverten fra ham, lå der et kort som mor havde skrevet, da hun var indlagt i foråret. På det tidspunkt skrev hun et kort til far, Ann, Jens og jeg. Jeg ved ikke om det først var meningen, at jeg skulle have haft det, når hun var død, men far havde besluttet at jeg skulle have det på min fødselsdag, der stod:

Til min lille kloge pige med de modige meninger og gode tanker.
   Jeg elsker dig og ønsker du må få et langt og lykkeligt liv.
   De kærligste hilsner og knus
   Fra Mor

   Måske var det den bedste fødselsdagsgave jeg nogensinde har fået, det var en stærk oplevelse at stå der med hendes ord og samtidig vide, at hun var så syg.

Efter besøget hos far kørte Ebba og jeg på Kløvervangen for at besøge mor, hun skulle selvfølgelig se mig på min fødselsdag.
   Da vi kom ind på afdelingen, kunne jeg som så ofte før, høre hende råbe henne på stuen. Jeg havde nok frygtet det værste, men endnu engang kom hun til at tage "fusen" på mig, for nu at bruge et af hendes egne udtryk.
   Da jeg stak hovedet ind på stuen og sagde: Hej mut.....
   Da kiggede hun for første gang i lang tid, direkte på mig, smilede og sagde: Hej lille skat, Tillykke med fødselsdagen.
   Jeg var målløs, der sad hun og var mentalt stået af, nu kom jeg ind ad døren og hun var fuldstændig klar over, at det var mig, og at det var min fødselsdag.
   Hun faldt lynhurtigt tilbage i rollen, hvor hun i et væk talte til 100 og jamrede sig.
   Jeg var der en times tid, det blev på mange måder en svær time, for det var uhyggeligt svært for mig at høre på hende.
   Hver gang hun talte, tog jeg rundt om hende og rokkede hende i mine arme, på samme måde som hun gjorde da jeg var lille, samtidig med at jeg sagde: Tyss, tyss, tyss, stille, stille, stille.
   En af gangene sagde jeg stortudende: Mor, vil du ikke godt holde op?
   Jeg kan ikke gøre for det, det kommer bare, sagde hun.
   Åh, hvor var det svært.
   Lige før jeg skulle gå, sad jeg på hug foran hende med tårerne løbende ned ad kinderne, den dag var så intens, måske fordi det var min fødselsdag, måske fordi jeg uden at vide det var sammen med hende for sidste gang.
   Mor, sagde jeg, skinnede solen for 36 år siden?
   Ja, sagde hun.
   Ved du hvad, det gør den også i dag.
   Ja, sagde hun og kiggede igen direkte på mig, og hvad betyder det så??
   Jeg sagde gennem tårene: Du skal ikke sige, at det er fordi jeg er en solskinspige.
   Nej, sagde hun, du er en guldpige og ved du hvad, du kommer nok aldrig helt til at forstå, hvor meget jeg holder af dig.
   Jeg var simpelthen nød til at gå ud, sikke en kærlighedserklæring, mig som aldrig har følt mig god nok, mig som altid har gjort, hvad jeg kunne for at "falde" i hendes smag, nu sad hun stille og roligt der og gav mig så meget, jeg følte mig så elsket og så god nok som aldrig før i mit liv.

Ebba sagde farvel, jeg stak hovedet ind på stuen igen, sagde: Mor, det er onsdag i dag, jeg kommer igen på fredag eftermiddag, okay??
   Hun løftede armen og vinkede. Okay, smilede hun.
   Det billede af hende skulle senere brænde sig ind på min nethinde, det blev sidste gang hun talte til mig.


Fredag d. 4 september 1998, ringede far til middag. Mor havde fået det værre
   Han ville køre derop, og vi aftalte, at jeg skulle komme derud kl. 14.
   Jeg ringede til Ann og til Kirsten for at orientere dem om situationen, pakkede sammen og tog afsted.
   Mor var ikke ved bevidsthed, da jeg kom derud. Hun lå på højre side i sengen, far sad i en stol som var sat imellem sengen og væggen. Det var svært for far, han græd stille.
   Jeg tog om ham. Far gik ud og jeg tog mor i hånden og lagde min kind mod hendes kind. Hej mut, sagde jeg, nu er jeg kommet, kan du huske at vi aftalte i onsdags at jeg skulle komme i dag, hvor det er fredag?

Jeg satte mig i stolen helt tæt ved hende, jeg fortalte om hvad jeg havde lavet. Hun trak vejret meget underligt nærmest som en respirator, sådan en helt mekanisk vejrtrækning. Jeg sad og kiggede på hende, hun så ud som om hun sov. Jeg tænkte på hvor længe hun mon ville blive hos os. Jeg syntes ofte i den fem uger lange periode hun var på Kløvervangen, at det var svært at holde gang i snakken, fordi det altid var mig som skulle sige noget. På denne dag var det anderledes, det var som om alt hvad jeg skulle have fortalt bare kom. Jeg snakkede om min barndom, om mit liv nu, jeg bad Fader Vor for hende, det gjorde hun altid for mig da jeg var mindre, jeg forsøgte også med den første bøn jeg kan huske hun lærte mig, sagde: Mor, jeg vil så gerne give dig lidt igen af alt det, som du gav mig, kan du huske da jeg var helt lille, da bad vi hver aften "Nu lukker sig mit øje, Gud Fader i det høje...", jeg kunne ikke helt huske den og sagde: Mor, den hænger altså ikke helt fast, så du må nøjes med Fader Vor. Jeg sad med hendes hænder i mine og min kind mod hendes og bad for hende. Det var trygt.

Far kom ind igen, jeg sagde til hende at jeg ville gå ud for at få en smøg og en halv kop kaffe, til min forundring begyndte hun ganske sagte at tælle. Mor, sagde jeg, jeg er lige ude på gangen, jeg kommer igen lige om lidt, det hjalp ikke, hun fortsatte med at tælle.
   Jeg gik ud på gangen, stod og tænkte og var stille. Far kom ud, jeg sagde: Far hvad gør vi mht. til at våge, vi kan jo ikke vide, hvor længe vi har hende. Så vidt jeg husker fik vi ikke snakket videre om det. Far gik ind igen, og jeg gik også ind igen kort efter. Far sad i stolen med hende i hånden, jeg gik om på den anden side af sengen. Tog far i hånden, bukkede mig over hende og sagde: Mor, far og jeg er her begge to nu, kan du huske sidste gang vi var tre så tæt sammen? Det var dengang Erik var hos dig på hospitalet, det var dengang vi bad for Åse. Ved du hvad, far og jeg beder også for dig nu. Det var mere end far kunne tage, han gik ud igen.
   Jeg satte mig i stolen, jeg kunne godt se, at hun siden jeg kom kl. 14 havde skiftet meget udseende, hun var blevet meget bleg, dødbleg, blev jeg klar over. Der var kun gået en lille time, men pludselig kunne jeg mærke at det var tid.

Jeg tog med min venstre hånd fat i hendes højre hånd, min højre hånd lagde jeg på hendes skulder, igen lagde jeg min kind mod hendes og min mund tæt på hendes øre.
   Far var kommet ind igen, han havde sat sig i stolen ved vinduet.
   Jeg var klar over, at det var tid for at sige farvel, jeg vidste at det, som nu var vigtigt var, at hun følte sig helt tryg, at hun kunne mærke og høre, at jeg var der for at følge hende på vej, sådan som vi havde aftalt. Nu skulle hun med "toget" det var der slet ingen tvivl om og jeg vidste, at jeg ville holde hendes hånd og løbe ved siden af, så længe jeg overhovedet kunne.
   Jeg kunne mærke, at jeg var så godt forberedt og klar til det, som nu skulle ske, og at det var helt okay - jeg havde ingen frygt, kun en enorm omsorg og kærlighed for hende.
   Jeg kunne mærke tårerne løbe og jeg kan huske at jeg tænkte, nu løber mine tårer ned i hendes øre, jeg sagde: Mor, nu vil din lille pige gerne sige nogle store ord. Du skal vide at jeg er helt parat til at give slip på dig nu, jeg er her og du skal ikke være bange.
   Jeg flyttede min højre hånd fra hendes skulder og ned på hendes hjerte. Mor, du skal give slip på livet, nu det er helt okay, gå ind i lyset, du skal ikke være bange, jeg er her hos dig, jeg elsker dig.
   Det som nu skete, vil til evig tid stå mejslet ind i min hukommelse. Hun slap livet, fuldstændig tryg og tog afsted, hun trak vejret lige så stille 3 gange - og så var hun væk. Det var så smukt, så intenst og det mest fredfyldte jeg har oplevet i hele mit liv. Jeg mærkede at hun "svævede" mellem at blive i denne verden og tage af sted. Det var så uigenkaldeligt slut, det gjorde på den ene side så ondt at give slip og på den anden side gjorde det så godt at slippe hende og lade hende dø. Jeg kiggede over på far og signalerede at han skulle komme over til sengen, imens jeg talte og talte til hende: Nu skal du møde Jesus og se, om han er så rar som du forstiller dig, hils mormor og morfar og alle de andre som møder dig, det er helt okay, du skal ikke være bange, jeg er her hos dig.
   Jeg vidste, at det var vigtigt at blive ved med at tale, for det sidste som den døende mister er sin hørelse.

Far signalerede, at jeg skulle ringe efter en plejer, ved at trække i snoren på min side af sengen.
   Jeg kiggede ham dybt i øjnene, tog ham i hånden og sagde: Far, kom herover på den anden side af sengen, vi skal sige farvel til mor nu. Han satte sig i stolen og brød helt sammen ind over hende.
   Jeg blev fortsat stående over hende, men holdt samtidig om far. Mor, sagde jeg, far er her også nu, han vil også gerne følge dig på vej, vi er her begge to, far siger farvel til dig og mange tak for denne gang.

Far rejste sig, det var så svært for ham, han kunne ikke blive der og forlod rummet, jeg kunne høre ham kalde på personalet ude på gangen. Jeg blev fortsat stående og talte og talte i et væk.
   Kirsten som var afdelingssygeplejerske kom ind, hun standsede midt på gulvet, lyttede og smilede mens tårende begyndte at løbe lige så stille.
   Hun kunne selvfølgelig med det samme se, at der ikke var mere at gøre, og at jeg var der i fuld udstrækning.
   Lidt efter gik hun stille ud for at hente far. De kom begge ind. Hun sagde til far, at hun syntes, at vi skulle tage afsked og at de så ville komme for at gøre mor i stand.
   Far strøg hende forsigtigt over kinden - åh det gjorde så ondt at se ham så fuldstændig ude af den.
   Han ville lukke hendes mund som stod lidt åben, men hun var allerede ved at blive stiv.
   Jeg tog ham i hånden og sagde: Far, vi bliver nok nød til at gå ud, så de kan kommet til at gøre mor i stand.
   To fra personalet kom ind, de spurgte os, hvad for noget tøj, de skulle give mor på. Jeg fandt en rosa skjorte i skabet, den havde mor været så glad for og den klædte hende så godt, så valget faldt på den.

Far og jeg gik ud med hinanden i hånden.
   Kirsten, afdelingssygeplejersken, kom hen til os og sagde, at vi var meget velkomne til at gå op på hendes kontor og få en kop kaffe. Der var også fred og ro, så vi kunne være alene og evt. ringe, hvis vi ville det.
   Far ringede til nogle familiemedlemmer. Jeg sad og tænkte på, at selv om jeg lige havde set mor dø, så var hun bare så meget tilstede, det var en underlig fornemmelse, jeg havde så meget ro og slappede fuldstændig af.
   Jeg havde et enormt overskud, jeg tænkte på min drøm 5 uger tidligere, hvor jeg ubevidst havde taget stilling til, at der ikke skulle ringes, men at vi skulle være tætte. Det var måske det som gjorde, at jeg havde taget fars hånd og bedt ham være til stede i stedet for at ringe efter personalet.
   Jeg gik ud på gangen, Kirsten kom hen og tog mig i hånden. Hvor var det godt du kom, sagde hun.
   Det var vel nok en smuk afsked din mor fik. Tak, sagde jeg, jeg håber hun kunne mærke, at jeg var her. Det er der slet ingen tvivl om at hun kunne, sagde Kirsten.

Da mor var blevet gjort istand, gik far og jeg ned for at se hende.
   Jeg kunne mærke på far, at han ikke følte sig godt tilpas derinde, men jeg følte at det var vigtigt at vi var der lidt.
   Far, sagde jeg, lad os bede Fadervor for mor. Det gjorde vi.
   Far ville ud, jeg kunne mærke, at jeg havde behov for at være lidt alene hos hende, inden den endelige afsked.
   Hun var så fin, fredsfyldt - ingen tvivl om, at der hvor hun nu var, der var der godt.
   Jeg rørte ved hende, hun var kold og stiv. Jeg tænkte, at hende som lå der nu, ikke var min dejlige varme og levende mor, men kun hendes hylster.
   Jeg tænkte på, om hun mon ville lukke øjnene op og sige: Ha!, der tog jeg fusen på jer....
   Underligt med de tanker som går gennem hovedet på en!
   Jeg satte mig i en stol og kiggede på hende - underligt, jeg kan ikke forstå døden, hvor går vi hen når vi går? tænkte jeg.

Far og jeg kørte hjem til ham. På vejen fik jeg udsigt over bugten, det var en flot septemberdag med frisk blæst og høj sol, sikke en smuk dag at dø, tænkte jeg.
   Far fik ringet til bedemanden, som kort efter dukkede op. Der blev i mellemtiden også tid til at få kontaktet flere familiemedlemmer.
   Kirsten og Rune, Ann, Jørgen og pigerne dukkede op.
   Vi fik aftalt, hvad der skulle stå i dødsannoncen, dato for bisættelse osv.
   Mor havde selv bestemt salmerne, men der manglede en.
   Jeg forslog Kim Larsens 'Om lidt bli'r her stille'. Jeg sang den for mor en af de sommerdage, hvor hun og jeg sad og snakkede. Hun syntes den var smuk.
   Far spurgte om jeg kunne synge den i kirken, jeg var ikke sikker.
   Senere blev det dog bestemt at Ann, jeg og vores tante Inga samt hendes svigerinde skulle synge den.

Jeg kørte hjem fra far ved 23-tiden om aftenen. På vej hjem kom tårerne, frustrationen, følelsen af at være lille, at min mor uigenkaldeligt var væk.
   Da jeg kom hjem, var der kun et menneske i hele verden jeg ville snakke med, Mik min dejlige ven.
   Han og jeg snakkede til kl. 2 om natten, jeg fik lov til at fortælle og kom af med det hele.
   Thomas kom hjem fra byen kl. 3, jeg vågnende og gik ud i køkkenet, hvor han og jeg fik en god lang snak om dagens begivenheder.
   Han gik ind på hans værelse og snart kunne jeg høre ham spille guitar og synge 'Hvem kan sejle foruden vind'.
   Det var Thomas' sidste farvel til mormor, så var der atter tårer i mine øjne, gribende og smukt.

Mandag d. 7 september, skulle mor køres fra Kløvervangen, til kapellet på Vestre kirkegård i Århus, hvor hun skulle være til fredag d. 11., hvor bisættelsen skulle finde sted.
   Venner, naboer og personalet fra Kløvervangen kom sammen med far, Ann og jeg. Bedemanden holdt en tale og vi sang 'Nu falmer skoven trindt om land'.
   Kisten blev båret ud i rustvognen. Der var en som forslog, at vi skulle synge 'Altid frejdig når du går'. Vi havde ingen salmebøger, men Ann sang for og det gik okay.
   Da rustvognen kørte, gik Ann og jeg bagefter den med hinanden i hånden, vi sang stille 'Om lidt bli'r her stille', trykkede hinandens hænder og mærkede nærheden.
   Far kørte med rustvognen, Ann kørte i far's bil og jeg i min egen til Vestre kirkegård.
   Jeg havde et bånd i bilen med Sidsel som sang, det spillede jeg på fuld drøn og tænkte: Hvad siger du til det mor, kunne du tænke dig en smukkere stemme til dit ligfølge, det ved jeg du ikke kunne, så på den måde, blev mor kørt til Vestre til tonerne af Sidsels smukke stemme.

Fredag d. 11. september, mødtes familien på Vestre Kirkegård, hvor fra vi kørte i ligfølge til Bjergby ved Hjørring.
   Far havde aftalt med graveren på kirkegården, at vi skulle ringe, når vi nåede Hjørring, de ville så begynde at ringe med kirkeklokkerne, en tradition man har for at "ringe den døde hjem", smukt i øvrigt.
   Kirken var fyldt med blomster.
   Der kom mange mennesker, præsten holdt en meget smuk og meget personlig tale for og om mor.
   Ann og far havde talt med ham søndagen før, og afleveret mor's erindringer til ham.
   Ann, Inga, Ulla og jeg gik op til orglet hvorfra vi sang 'Om lidt bli'r her stille', det var utrolig smukt og en meget stærk oplevelse for følget. Jeg havde det godt, følte mig stærk og afklaret om, at mor skulle have dette sidste minde med sig.
   Far gik til kisten og holdt også en gribende tale for og om mor.
   Børnebørnene bar kisten ud til rustvognen, solen skinnede og det slog mig, at da rustvognen kørte var det lige præcis en uge siden mor trak vejret for sidste gang.

Vi kørte til Hjørring kro, hvor følget var budt på kaffe. Vi havde faktisk en rigtig hyggelig eftermiddag.

Da vi kørte hjem, tænkte jeg, at det havde været en utrolig smuk dag.......


Efterskrift:
   Det blev atter hverdag, i starten savnede jeg hende meget, bare det at kunne ringe for at sige 'Hej', men på en eller anden måde, kommer det på afstand.
   Her i januar 2001, tænker jeg fortsat ofte på hende, men mere på alt det, som hendes måde at være på, har betydet for mig.
   Jeg føler mig utrolig heldig, tænk at være forundt med de oplevelser som hun og jeg fik sammen. De mange snakke, tætheden, og sidst men ikke mindst, at hun ventede på mig, da hun skulle med toget.


Tak for det mor