Fra jeg gik i 1. til 4. klasse boede vi på en lille landsbyskole ved Limfjorden. Vi var kun 11 i min klasse, og vi var kun 2 piger, Karin og jeg. Karin og hendes lillesøster Hella boede på en stor gård, hvor jeg og min lillesøster Anja cyklede ned næsten hver dag for at lege.
   Vi stjal kridt på skolen og fandt på navne til alle køerne som stod i deres tøjr, når de skulle malkes. Der var to lange rækker, og vi skrev et navn over hver ko. Jeg kan huske, jeg var bange, mens jeg gik ned langs rækkerne, for jeg var bange for køer. Når jeg skulle forbi en mark med køer, cyklede jeg en anden vej, sommetider en lang omvej, eller trak cyklen gennem ufremkommelige steder. Eller også stod jeg helt stille og ventede på, at de holdt op med at kigge på mig, men det gjorde de aldrig. Hvis een begyndte at kigge, gjorde de andre også efter en tid, og begyndte at gå frem mod mig, så jeg vendte om.
   Men på den store gård var jeg ikke alene, så godt nok var jeg lidt bange, men også altid på vagt og klar til at stikke af, hvis der var en ko der slap løs. Og der var også karle som hjalp til. Nede for enden af kostalden på vej mod laden, var der en mindre stald, hvor der stod nogle kvier og en stor tyr som var tøjret. En dag satte een af karlene min søster Anja op på tyren, de stod og grinede, til hun blev løftet ned igen. I en bås lå en stor tyk so som lige havde fået grise. Jeg stod og kiggede på den og på de små grise der pilede omkring hende på små stive ben, jeg syntes, de var så søde.
   Nede bagved var laden, hvor vi legede på høloftet og hoppede ned i den våde grønne ingelage der var nedenfor, der var langt ned. Jeg husker lugten af halmen endnu, med halmballerne hvor vi lavede huler. I midten af laden stod to store siloer. I høstens tid var de fyldt til randen med korn. Vi kravlede helt op i en silo, der stod vi i det nye korn og holdt fast i kanten. Vi tænkte ikke på, det var farligt at give slip, for så var vi sunket ned på bunden med det samme.
   I deres have stod tøjret to får, de hed Mads og Mette. Jeg husker, Anja red på et af dem og faldt af og slog sig. Det var altid hende der gik ud over, når der skete den slags. Måske var hun den mest vovede, og sådan var det også senere hen med os to søstre. Jeg der var meget mørkeræd og bange for hunde, og hende der var optaget af biler og aldrig var bange. Hun fortalte mig en dag, at hun husker, vi smed sten efter bilerne en dag, og fik lussinger for det samme, men jeg husker det ikke. Vi tegnede kunstige pengesedler, gik hen i kiosken og bestilte en masse slik som vi betalte med papirmønter som vi smed i hovedet på kioskdamen der senere fortalte mor og far om det, så vi blev sat på plads og aldrig gjorde det igen. Men jeg husker, at vi legede med kviksølv kugler, som vi hældte ud fra et reagensglas, som vi fandt i fysiklokalet. Vi kastede knaldperler fra trapperne ned for fødderne af rengøringskonen Inger som altid havde tandpine og gik med et tykt tørklæde om munden, hun boede nede ved mosen og havde 13 børn, den mose hvor far fangede kæmpe store gedder som smagte godt, ligesom han slagtede vores dueunger ved at vride halsen om på dem, jeg husker, når han kom ind med de små fugle lagde dem i køkkenet for at blive lavet til.
   Jeg var meget glad for mine dukker. Den ene hed Rikke. Når jeg gik op og ned i skolegården med Rikke i dukkevognen og slæbende de nye træsko uden hæl langsomt efter mig, følte jeg mig som en rigtig mor. De gange hvor en dukke var blevet glemt ude, når det blev mørkt, gjorde mig søvnløs i angst, men jeg turde ikke at gå ud efter den.
   Karin og Hella havde nogle ældre brødre som havde bygget huler og små veje i træerne i deres baghave, det var meget spændende at gå rundt deroppe på en slags broer, de havde lavet fra hus til hus. Jeg så aldrig deres brødre. Jeg husker bare alt det de havde i træerne så godt, de havde været dygtige.
   Måske blev min fortælling om noget af min barndom lidt kedelig. Men det er de tre år, jeg har flest gode minder fra. En dag blev vi kaldt ind i køkkenet, og blev sat op på køkkenbordet. Mor fortalte os, at vi skulle flytte om 3 dage, og at hun havde fået arbejde i en anden by langt væk, og at far skulle blive på skolen, hvor han også var degn.
   Dagen efter fortalte jeg det til Karin i et frikvarter.
   Hun troede ikke på mig.