Nogle mennesker er til te i spandevis, stearinlys og lange dybe samtaler. Det er en ting, man føler man må. Det giver dybde, eller en gennemført tilfredshed, som det vilde produktive samfundsøkonomiske overhalingssamfund bliver mere udholdeligt af.
   Jeg selv lindres sådan, både for smerte, men også for længslen, den store længsel efter at møde kærligheden, den vilde umulige drøm om en soulmate. Sådan en længsel kan splitte ens sind og gøre én syg. Det har taget mig mange år at glemme( for at blive samfundsøkonomisk effektiv), at de lange dybe samtaler over LP pladespillerens vekslende numre og tekanden var en afbalancering af den dybe længsel efter en soulmate, og reelt var en nødværge der gjorde den længsel mere håndterbar. Og nu er det blevet nødvendigt de sidste par år at kæmpe for at huske det igen, ikke glemme det mere.
   Mange af mine venner og bekendte i dag ser nemlig de to ting som lige sjælfulde, lige følsomme, og mener vel ikke at snakkene og dybdefølelsen var en måde at holde længslen og følelserne på afstand. De siger til mig det er typisk af mig at føre de samtaler med piger, og at det bør udvikle sig indenfor nogle minutter til sex. Ikke te. De finder det tudetosset at skulle holde netop soulmate længslen på afstand gennem nære samtaler med kvinder, når jeg nu er hetero og bare burde drøne i bukserne på dem i en fart. Men jeg har lært mig selv at kende, siden jeg blev boglig og alene og måtte tilbringe de lange eftermiddage på biblioteket, fordi min far ikke kom hjem, men var på bodega og trøstede sig derhenne efter min mors selvmord---et selvmord hun måtte udføre for at undgå smerten fra en kræftsygdom.
   Jeg ved godt, al den te og al den snak så ikke førte til sex så meget som det kunne have gjort i en ung alder.Men min mor var psykisk syg og min far var fanatisk hedenskabsdyrker, en rigtig vital satan, der kunne overskride mit sinds grænser når det passede ham, og jeg fandt ud af at kunne jeg styre mit sind, så kunne jeg ikke blive så let løbet over ende af hans dionysiske lavteknologiske ideer om at han vidste bedst.
   Jeg fandt så en måde at nærme mig de te drikkende piger på. Jeg begyndte at fotografere dem. Jeg købte en Olympus Om 1o spejlrefleks da jeg var 14 år, og min rideglade veninde ville godt fotograferes på sin hest, og derefter følte jeg en intens glæde gennem at fremkalde de billeder, og spille den af til de af pornobladenes blondiner der var look a like til min rideveninde. Det var okay at være alene på den måde, og det var en kunst for mig at blive godt selskab for mig selv, og overgå min far, der måtte drikke fordi han ikke kunne holde sit eget selskab og dets tanker ud.