1 november 1997 flyttede jeg, efter et 18 år langt parforhold, ind i min egen lejlighed.
   Det blev en spændende tid jeg gik i møde.
   For første gang skulle jeg til at være sammen med mig, alene…..
   Vejen fra der hvor jeg stod dengang, til der hvor jeg står i dag, har været meget lang, smertelig, dejlig, udfordrende, sjov, hård, sej, lys, ulykkelig og glad tid, hvor der har været store op og ned ture.


Kælderetagen
   Jeg kan huske at jeg havde en følelse af, at være gået fuldstændig i ”kælderen” rent mentalt, jeg sad sammen krøllet, i den fjerneste krog af kælderen som var kold, klam, mørk og fuld af spindelvæv. Jeg var i perioder, helt ude af stand til at flytte mig fra mit hjørne der, men alligevel lykkedes det for mig, at finde ud af, at kælderen bestod af andet og mere end den fjerneste krog.

Jeg begyndte at gå lidt på opdagelse, fandt ud af, at der var andre rum i kælderen, ingen af dem var specielt dejlige at opholde sig i, men dog var der forskel på rummene. Jeg fandt ud af, at jeg havde det bedre i nogle af rummene end i andre. Jeg begyndte at færdes hjemmevant i min kælderetage, efterhånden som jeg turde kigge ind i de forskellige rum og både se og mærke hvad der var derinde. Der var f.eks. ”jeg er ikke god nok rummet” - ”det er min skyld rummet” - ”jeg har svigtet rummet” - ”jeg levede ikke op til forventningerne - rummet” og mange mange flere af den slags ”selvbebrejdelsesrum”.
   På særlige dage, gik jeg ind i mit Maude-rum, kravlede op i sengen og lod tiden gå af sig selv, imens jeg passivt så til og mærkede mig selv. Jeg fandt ud af, at tiden gik, hvad enten jeg var med - eller stået af!
   Jeg begyndte så småt at få fejet spindelvævet og støvet væk og kunne mærke, at jeg ikke mere kun havde lyst til ”mit hjørne” i den fjerneste krog.
   Pludselig en dag opdagede jeg en trappe, som førte fra kælderen og op til stueetagen. Jeg besluttede mig efter et stykke tid for at gå op og se, hvad der var der oppe.


Stueetagen
   I stueetagen var der mere lys end i kælderen opdagede jeg, vinduerne var beskidte, så det var vanskeligt at se klart, hvad der var udenfor mig selv og mit hus. Tapet hang i trevler og trængte voldsomt til at blive erstattet af nyt, malingen var skallet af, så jeg måtte helt i bund, ligesom med mine følelser. Møblerne, dem der var der, var gamle og slidte, jeg måtte have nye, ligesom mine tanker.
   Ind imellem, måtte jeg gå tilbage til kælderen, for den var mig så bekendt og der nede kunne intet blive værre, det var på det tidspunkt en trøst for mig.
   Dog lokkede stueetagen mig igen og jeg begyndte langsomt, men stødte på reparationerne og fornyelsen deroppe.
   Etagen blev mig mere velkendt, jeg nød at se på mit nye tapet, maling og møbler, jeg begyndte at føle mig godt tilpas imellem mine ”nye” ting”.
   Mine vinduer fik jeg pudset og jeg opdagede, at jeg kunne se ting udenfor, som jeg ikke før havde set eller lagt mærke til.
   En dag fandt jeg et spejl som jeg hængte op, i det opdagede jeg en gammel ”Computer” af mærket ”Mig selv” , programmerne var forældet og jeg vidste, at jeg måtte reinstallere den, for de programmer den var ”født” med, var ikke mere up-to-date. Jeg bestemte mig for kun at investere i de programmer, som var de helt rigtige for mig, uden hensyntagen til, hvad andre mente.
   Det tager enormt lang tid at omprogrammere sådan en ”gammel sag”, sætte sig ind i hvordan den fungerer, men jeg bestemte mig for, at selv om det så skulle tage resten af mit liv, så var det det jeg ville gøre. Jeg opdager fortsat nu 3 år efter, fra tid til anden, eller bare små rester af programmer som skal fjernes, fordi de ikke kan køre optimalt med de nye programmer jeg har lagt ind, så går jeg i gang med det.
   Med tiden blev stueetagen mit favoritsted, men jeg måtte stadig i kælderen ind imellem. Jeg kunne stå oven for trappen, jeg vidste at jeg blev nød til at gå derned, men jeg havde ikke mere lyst til det.
   I starten faldt jeg tit ned af trappen, men for hvert fald, blev jeg bedre og bedre til at holde balancen.
   Det var som om hvert styrt gjorde mig stærkere, det gjorde ikke mere så ondt, jeg fik hård hud og fandt til sidst balancen.
   Efterhånden begyndte jeg så små at konstatere, at det var helt ok. At gå derned ind imellem, nu var det mig der bestemte hvornår….


1. sal
   Jeg vidste at der var en uudnyttet tagetage i mit hus, et sted hvor der var bedre udsyn og mere solskin end i stueetagen. Jeg bestemte mig til at lave den i stand. Det var hårdt arbejde, jeg måtte selv slæbe alt byggematerialet derop, der var kun mig til at gøre det. Jeg tænkte, at jeg godt kunne have hyret nogle ”håndværkere”, men et eller andet sted vidste jeg, at det kun var mig selv, som kunne lave det præcis, som jeg ville have det. Gode venner kiggede forbi og gav mig kærlige og opmuntrende ord med på vejen, men de lod mig gøre arbejdet selv, for de vidste godt, at de ikke kunne gøre det for mig.
   Jeg fik etagen indrettet, fik lyse gardiner op, som solen kunne kaste sine stråler igennem, jeg fik mig et stort spejl, hvor jeg tydeligt kunne se mig selv - HELE MIG, fra alle vinkler og jeg opdagede, at jeg begyndte at synes om det jeg så!!!
   Jeg følte mig rigtig god tilpas deroppe. Jeg opdagede en dag, at jeg på et eller andet tidspunkt i mit liv, havde påbegyndt et puslespil i mit arbejdsværelse. Der var mange brikker, rigtig mange brikker, som ikke var på plads, men rammen og det ene hjørne var der. Jeg anede lidt af motivet og opdagede, at det var mit livs puslespil. For hver gang jeg lagde, og fortsat lægger, en ny brik på plads, så bliver mere af motivet synligt.
   Brikkerne til puslespillet vidste jeg, og ved fortsat, er gemt mange steder i mit hus, men det gjorde og gør ikke så meget nu, hvor jeg var blevet mere dus med hele mit hus.
   Rummene i kælderen kunne ændre sig mærkede jeg.
   Fra at være selvanklagende rum, kolde og klamme, fik jeg dem indrettet lidt hyggeligt, så jeg kunne holde ud at være der. Nu var det blevet til ”det er synd for mig rummet” - ”nu er jeg ked af det rummet” - ”der er ingen som forstår mig rummet” - "av hvor gør det her ondt rummet” - "nu er jeg fanden gale mig gal-rummet” og meget, meget, mere, alt efter hvad jeg havde brug for. Jeg fandt ud af, at mange af mine brikker var at finde i kælderen, de skulle findes i de forskellige rum, ofte fandt jeg dem, når jeg var gået ind i et af rummene for at nærstudere hvilke ”ting”/følelser der var derinde. Det blev vigtigt for mig at erkende, at disse rum fandtes i ”mit hus”, at det var og er helt ok at være der, gå ind i det og mærke det hele. Ofte fandt jeg en brik til puslespillet derinde. Jeg kunne mærke glæden over at have ”fundet” en brik mere, for kun at opdage, at det var en brik til et helt andet puslespil, så måtte jeg atter derned.
   Ofte kom jeg op med en brik som passede, og igen kunne jeg se lidt mere af motivet.
   Ej hvor spændende, langsomt men støt samler jeg videre på puslespillet og for hver dag bliver motivet mere helt. Det er et underligt puslespil, for hver gang jeg tror, at nu skal jeg sætte den sidste brik på plads, så opdager jeg 1000 nye brikker som mangler.


Tagterrassen
   I foråret 2000, fik jeg atter bygget til, denne gang en tagterrasse.
   Skønt - her fra kan jeg virkelig skue ud over tagene/de andre, mærke at jeg er rigtig glad for mit eget hus, at det er lige præcis som det skal være, og at alle de andre huse er lige præcis, som de er.
   Jeg ved nu, at min fundament er solidt, at jeg ikke har hverken råd eller svamp, men at jeg aldrig bliver færdig med småreparationer og forbedringer, vedligeholdelsen står på for evigt, og der kan altid trænge til lidt oprydning eller udluftning.
   Jeg har været min helt egen arkitekt og bygget mit hus op sådan, som jeg synes det skal være. Jeg er holdt op med at have jobs i andre arkitektfirmaer, for jeg ved nu, at jeg aldrig kan ”bygge” en andens hus. Jeg har givet slip på trangen til at levere ”opskrifter” til de andre husejere om, hvordan de skal gøre for at få det bedste resultat, men jeg inviterer dem gerne indenfor hos mig, for at vise og fortælle hvordan jeg har gjort i mit hus.
   Jeg holder meget af solskinsdagene på min tagterrasse - jeg holder meget af at samle puslespil på 1. sal, jeg hygger mig, med benene oppe i sofaen i stueetagen og på en regnvejrsdag er der smadder hyggeligt i kælderen.
   Jeg føler mig nu rigtig godt tilpas i hele mit hus - hvem ved, måske opdager jeg pludselig at jeg skal i gang med at bygge et drivhus, en garage, eller noget helt andet, det kan kun tiden vise.