Efter syv år ved Oberoi Imperial hotel, overvejede vi for alvor at tage tilbage til Svejts, og begynde med en restauration for os selv. Vi havde været på den svejtsiske ambassade og spurgt, om det var muligt, at tage en pige med til Svejts, til at hjælpe til med Fritzli. Man forsikrede os om, at det var muligt i et tilfælde som vores, det ville tage op til et halvt år at få tilladelsen. Måske var jeg den som var mest ivrig efter at komme tilbage til Svejts, jeg tænkte på børnene, og at der kom et tidspunkt, hvor de havde brug for en god uddannelse. Hvorfor blev vi alligevel boende her? Fritz sagde noget, som ligesom opklarede situationen, da vi engang igen diskuterede det, en eftermiddag da vi var ude at spadsere med børnene. Han sagde nemlig:" Hvis det ikke går med en restauration så tager jeg en eller anden stilling". Jeg vidste med sikkerhed, det ikke var det, han helst ville. Vi lod temaet falde foreløbig, noget nyt havde fanget vores interesse. Det nye flyvekøkken, som de havde bygget på de sidste par år, var ved at være færdig, og man søgte en egnet chef. Jeg tvivlede slet ikke på, at Fritz var den udvalgte, af de mange som søgte stillingen. Det var ved at blive spændende for alle, for der gik godt et halvt år, før de bestemte sig til en.
   En eftermiddag fulgte jeg som sædvanlig Silvia til klaverundervisning. Vi var lidt sen på den ved ankomsten, derfor sagde jeg til hende:" Løb forud, jeg kommer, når jeg har betalt taxien.". Efter jeg havde betalt, fik jeg øje på en skoledreng, med en bøsse, som samlede ind til et godt formål. Jeg lagde et par dollar i bøssen, som jeg altid plejede at gøre. I det samme øjeblik kom en person stormende hen imod mig. Det gik så hurtigt, at jeg ikke nåede at se, hvordan vedkommende så ud, derfor ved jeg ikke, om det var en mand eller kvinde, ikke engang hvilke rase, måske var det en engel udsendt specielt for vores skyld. Vedkommende trykkede noget i hånden på mig og forsvandt i køen til taxistanden. Måbende stod jeg med en seddel i hånden. Jeg kunne, i underste, etage købe noget til en værdi af 20 dollar, at dømme efter hvad der stod på sedlen. Jeg lagde 15 dollar til og købte en hårnål med et par små perler på, før jeg tog elevatoren op til musikafdelingen. Med en gang gik et lys op for mig, det hele var så enkelt, vores fremtid hang sammen med Guds princip om at give og få. Året før var vi begyndt at give jævnligt til kirken. Da Silvia og jeg kom hjem fra klaverundervisning sagde jeg til Fritz:" Det hele er meget enkelt, giv til kirken og Gud viser dig, hvordan fremtiden bliver". "Jeg giver når jeg har fået bonussen udbetalt", svarede han. "Hvorfor ikke give noget nu og skriv til kirken, at resten kommer senere", svarede jeg. Næste dag satte Fritz sig ned og skrev et brev til kirken. I det øjeblik han satte sit navn under på checken, ringede telefonen, det var fra SATS flyvekøkken, de spurgte, om han kunne komme for et interview den følgende eftermiddag. Fritz stod et øjeblik måbende på gulvet, efter han havde lagt røret på, og i det øjeblik kom jeg ind ad døren, jeg havde været på indkøb. Han sagde:" Jeg må sige, at Gud lod ikke lod vente på sig, han havde alting parat, i det øjeblik jeg skrev under på checken, ringede telefonen" Vi tvivlede ikke på, at han ville få stillingen, og det fik han.
   Et par uger senere, var jeg til chefdamelunch i et af hotellerne. De fleste antog, at vi rejste tilbage til Svejts. Jeg fortalte dem, at vi havde ombestemt os, og at vi blev i Singapore foreløbig. Jeg undgik at nævne, at Fritz havde fået stillingen i SATS, fordi de fleste chefer havde søgt om den. Det var Fritz assistent Zahn, en svejtser og ivrig tennisspiller, som udbredte nyheden om, hvem som havde fået stillingen. Vi ville blive i Singapore foreløbig, et nyt kapitel i vores liv begyndte, det kunne vi mærke på mange områder. Hvad den indiske profet havde sagt året før til Fritz, var gået i opfyldelse, han ville se forandringer i sit arbejde. Jul og nytår var forbi. Fritz begyndte i SATS, Singapore Airline Terminal Service. Her i Singapore er man meget stolte over det store flotte køkken, det største sammenhængende køkken i hele verden bliver der sagt. Man kan ikke mere tale om et køkken, det er køkkener.
   I begyndelsen var Fritz meget træt i benene, når han kom hjem om aftenen. Kun det at gå en runde om morgenen tog to timer. En dag nævnede han, at hvis Gud ikke havde givet ham et tegn, ville han ikke være helt sikker på, at det var den rigtige stilling for ham. Der var mange vanskeligheder at overvinde især de første år. Af og til havde jeg på fornemmelsen, at han kæmpede sig frem derude. En morgen fortalte han mig om en drøm som beskæftigede ham. Han havde dykkerudstyr på, en kniv i hånden og kæmpede med en stor hval. Med en gang mærkede han, at den ikke engang var farlig, han kunne til og med stikke hånden ind i munden på den. Det er enkelt, svarede jeg:" Slap lidt af på din arbejdsplads, der er ingen som bider dig, den store hval symboliserer cateringen som uafbrudt skal fodres". Han var vant til selv at have alting under kontrol og måtte først lære ikke at arbejde for syv, som det en dag blev sagt til ham. Jeg fik en tydelig fornemmelse af, at Gud var ved at lære ham at forlade sig på ham og ikke på sine egne talenter, som Gud i første omgang havde udstyret ham med.
   Vi havde købt bil, fordi der var godt 20 km ud til flyvepladsen. Fritz vænnede sig til at lytte til den indere stemme på vej ud til cateringen. Når han ankom, opsøgte han først de afdelinger, som Gud havde lagt ham på hjerte. Det skete til og med et par gange, at han stod op ved fem tiden tidligt om morgenen og kørte derud, fordi han kunne mærke, at noget var ved at gå forkert. Det blev en fast regel for mig, især i begyndelsen når han var taget på arbejde, at gå ind i soveværelset og bede for alt, hvad der foregik derude. Fritz begyndte med 19 udenlandske flyveselskaber ved siden af Singapore Airline, som udgjorde mindst lige så mange, i alt ca. 19,000 måltider om dagen. Brigaden bestod af ca.100 udlærte kokke. Det vedblev at være gode år, hvert år kunne nye flyveselskaber fyges til, og antallet af kokke steg jævnligt med arbejdet. Køkkenet bestod af første klasse kolde og varme køkken. Økonomi kolde og varme køkken. Det kinesiske, indiske, malaysiske og japanske køkken, hertil kom også bageriet og konditoriet plus de mange ekstra afdelinger til at forberede i. Kvantiteten og kvaliteten som udgik fra køkkenet hver dag og som Fritz var ansvarlig for, var ret omfangsrigt. Ved siden af disse køkkener, var der også meget arbejde med menuplanlægninger og mange mad- tastninger fordelt over hele året. Ved prøvesmagningerne bliver menuerne solgt. Repræsentanten for flyveselskabet kommer til Singapore efter aftale. Fritz diskuterer menuerne med dem, og næste dag blev alt tilberedt og arrangeret således som det skal være, når det serveres på flyet. Ud fra disse prøver laves billeder som bliver hængt op i de forskellige køkkener til at arbejde efter. Menuerne serveres for så og så mange aftalte måneder. Det er ikke altid let, at tilfredsstille alle, men som årene gik, lærte Fritz også denne ret vanskelige kunst. Han sætter en ære i at tilfredsstille alle, sådan der ikke er nogen, som i det store og hele har noget at udsætte på kvaliteten, som er hans hovedansvar. Ofte bliver han spurgt, hvordan det kan gøres billigere, men ellers er det dem som sidder i regnskabsafdelingen der diskuterer priserne og skriver kontrakterne. Indkøbene og kontrollen af mad produkterne er en afdeling for sig, men Fritz er med i komiteen som bestemmer, hvad for en kvalitet man køber. Til disse møder ved han ikke, hvem som sælger hvad, der er ikke noget med etiketter ved siden af prøverne. Derfor behøver han heller ikke at gøre sig tanker om, at han har været med til at foretrække et firma. Punktummet på kontrakterne sætter managerne selv.
   Chefen før Fritz hed Ashan, han var kineser og havde ledet køkkenet i mange år sammen med Long. Han skulle pensioners om et par år, Fritz var ansat i hans sted med det formål at overtage Ashans stilling. Fritz håbede og bad meget til, at det ville lykkes ham at vinde Ashans sympati. I begyndelsen var der mange som så skævt til den nye unge chef. Fritz var klar over, at han var nød til at bevise sin kogekunst. Derfor begyndte han fra begyndelsen selv at koge og forbedre maden i de forskellige afdelinger. Når han stod ved en af de store gryder, flokkedes kokkene omkring ham, alle ville naturligvis med egne øjne se, hvad den svejtser kunne. Lidt efter lidt vant Fritz kokkenes agtelse og sympati. Efter de sammen havde været igennem de første madsmagninger, blev de rigtig gode venner. Fritz roser altid Ashan meget, når han taler om ham, som en chef med en fantastisk karakter. Ashan gav ham også et godt eksempel på at kunne overgive noget til en anden som havde været ens livsindhold i mange år og han lovede sig selv, at give det han havde plantet, videre til den som skulle overtage efter ham, så godt han kunne.
   Det som Fritz syntes mindre godt om i begyndelsen, var den måde køkkenet blev ført på. En hvis Her Long Fong Sek som havde været ved firmaet fra begyndelsen og som havde hovedansvaret for cateringen havde indført et, efter Fritz mening, meget vanskeligt system at arbejde efter. De fleste kokke var han var i familie med, eller det var familie til familien. Long, som vi slet og ret kaldte ham, var selvfølgelig venner med alle og derfor gjorde han heller ikke forskel på kokkene. Hvis en arbejdede i det varme køkken tre dage, kunne han flyttes til bageriet for de næste tre dage. På den måde roterede alle kokkene alle par dage og ingen var specialiseret på et område. Fritz havde svært ved at følge med i et system, som ikke var noget system. På den anden side respekterede han også den ældre Long, men alle forsøg på at ændre noget lykkedes ikke med det samme. Efter ca. et halvt år forstyrrede det ham så meget, at han ikke kunne falde i søvn en aften. Han redte sig en seng ude på balkonen og lå der hele natten og stirrede op i stjernerne. Han kunne umulig forsætte med at arbejde på den måde, hvis han ikke fik orden i brigaden, ville han søge om afsked, fortalte han Gud. Da han næste morgen ankom i cateringen, fik han besked om at melde sig hos den øverste i firmaet med det samme. Vedkommende en Her Antonius, som i sine unge dage havde studeret teologi og som prædikede af og til om søndagen i sin kirke, måtte også have hørt noget ovenfra samme nat. Han forklarede ligeud, at han havde hørt om hans problem med at inddele brigaden i et rangsystem og spurgte Fritz ud om, hvordan det skulle gøres. Fritz forklarede systemet, den anden tog notitser, til sidst sagde Her Antonius, at det kunne man begynde at indføre med det samme. Jeg havde forventet at Fritz var både træt og nedslået, da han kom hjem den aften, men det var ikke tilfældet. Han strålede, som en der havde vundet i lotteriet, og det havde han så vidt også med Guds hjælp. Sammen takkede vi Gud for vejledningen af de øverste i firmaet.
   Der var mange ting at få i orden det første år. Fritz blev ved med at sige, at kaffen ikke smagte godt og en dag sagde han til Longs sekretær:" Har du lyst til at se, hvordan en kaffeprøve laves". Det viste sig, at kaffen overhovedet ikke indeholdt kaffe, men var lavet af andre ting. Næste dag hørte Fritz, at kaffeleverandøren var blevet afskediget på stedet. Det er altid bedst at have rent mel i posen, i dette tilfælde kaffe, disse ord kunne vedkommende skrive sig bag ved ørene, vi var ret chokeret. Det at få kokkene rigtig organiseret og få dem til at koge med europæiske krydderier var ret vanskeligt. Man kendte kun til to slags krydderier for det vestlige køkken, maggi og salt. Fritz stillede en lille vogn med forskellige slags krydderier i køkkenet, samtidig med at han forklarede og demonstrerede, hvordan de skulle bruges. Da han senere på dagen kom ned i køkkenet fra sit kontor oven på, var alle krydderierne blandet sammen til en budding, med tiden lykkedes det at få dem til at bruge krydderierne rigtig.
   I bageriet havde man en maskine til småkager som ikke blev brugt, fordi man ikke kunne finde ud af, hvordan den fungerede. Addelbert var på besøg i Singapore, Fritz fik ham til at komme med ud i køkkenet og se på maskinen. Addelbert forklarede problemet, og maskinen kunne bruges. Næste dag hørte Fritz rygter om, at nu var småkagerne ikke mere så gode, som dengang de blev lavet fra hånden. Nye ideer tager sommetider tid til at slå rod. Fritz fik øje på en maskine som hørte til i konditoriet, men var blevet sat til side, fordi man ikke vidste, hvordan den fungerede Han fik maskinen ind i konditoriet, nysgerrigt undersøgte han den. Vi prøver den, afgjorde han. Fløde blev hældt i maskinen, snart var flødeskummet stift, Fritz trykkede på håndtaget og begyndte at dekorere kager." Ser I, hvor let det er", udbrød han begejstret. Med en gang hørtes et øredøvende bang, og til alles overraskelse landede resten af flødeskummet i loftet. Fritz stod et øjeblik målløs af overraskelse, før han brød ud i latter sammen med de andre. Desværre fandt man aldrig rigtig ud af, hvad der gik forkert, derfor blev maskinen igen stillet til side.
   Det var ikke de eneste maskiner som stod derude og ikke kunne bruges, fordi man ikke vidste hvordan. Alt frossen kød blev taget ud om aftenen og tøet op i løbet af natten til brug den næste dag. Den følgende morgenen flød gulvet med blod og det lugtede af kød langt væk. Man havde en dertil egnet maskine, som tøede kødet op hurtigt og nemt. Det forhindrede også, at bakterier florerede ud over den sunde normale grænse. Desværre vidste man ikke, hvordan den fungerede. En dag tog han sig tid til at kikke nærmere på den. I lommen havde han sin lille svejtserlommekniv, han begyndte at skrue forskellige steder. Mens han arbejdede med den, hørte han, at ingeniørerne bag ved hans ryg sige noget på kinesisk. De sagde:" Hvad tror den svejtser, han kan med sin lille lommekniv, hvis vi ikke kan finde ud af det, kan han heller ikke". Fritz bad til, at det lykkedes og pludselig kom der gang i maskinen. Med Guds hjælp begyndte arbejdet at glide, som det skulle. Fra begyndelsen havde Fritz sagt, at de behøvede ikke at betale ham hans løn, han ville vise dem før året var omme, hvad han mente med det. Han havde lagt mærke til, at store kvantiteter af kødrester blev smidt eller givet væk. En dag begyndte han at lave pølser, han havde erfaring fra Indien. Fra managementets side, blev man med det samme meget interesseret. Det betød naturligvis, at penge kunne spares på andre områder. I stedet for at købe de forskellige slags pølser færdiglavet, kunne man selv fremstille dem. En eftermiddag, da jeg sad i en tandlægestol for behandling, fortalte tandlægen, at de kaldte Fritz money maker derude. Vi lo begge to højt, da jeg samme aften fortalte ham det.
   Da Fritz var kommet så langt i sit arbejde, fik han tid til at indføre praline, som serveres på første klasse. Alt i alt tog det et par år, til brigaden fungerede som den skulle og til at menuerne var tilfredsstillende. Det hårde arbejde betalte sig, kunne vi og andre se. To år efter han var begyndt derude, blev cateringen udnævnt som den bedste i verden for det år. Det var næsten ikke til at tro, at det var sandt. Vi frydede os sammen over det gode resultat, som uden tvivl, var en velsignelse ovenfra. Hvert år i begyndelsen af december fejres julefest for klienterne. Det er den største og vigtigste fest hele året, man vil gerne vise de forskellige flyveselskaber, hvad cateringen kan præsentere. Det første år fik Fritz den idé at lave et juletræ bestående udelukkende af hummer. En masse hummerhoveder blev dybfrosset til anledningen. På selve dagen begyndte han at sætte sit juletræ sammen bestående af hummerhoveder. Han arbejdede med de frosne hoveder, det var en god idé, kunne man snart se. Efter et par timer begyndte det at lugte mistænkeligt, Fritz havde ikke regnet med den stank som nu kom fra det lyserøde juletræ. Han fik dem til at sætte airconditionen på fuld kulde, alt imens han kraftigt bad til, at stanken ville forsvinde af sig selv. Det var en af de gange, han var meget glad for, at Gud hører bønner i nødens stund. To timer senere lugtede det ikke mere af fisk, de var tørret ind, og Fritz fik megen ros for sin usædvanlige idé.
   Det hjalp meget på kvaliteten af maden, at kokkene var ved at blive specialiseret. Fritz indførte det daglig middagsbord for de øverste chefer, i det lille kontor han havde nede i køkkenet. Ovenpå havde han et større og flottere kontor med et stort vindue ud til køkkensiden, sådan at han kunne se ned i køkkenet. Ikke længe efter blev man enige om, at give de øverste chefer specielle uniformer med guldknapper og højere hatte. En fest blev afholdt til indvielse af det nye rangsystem. De forskellige chefer fik deres hatte uddelt og guldknapper til jakken samt mørke chefbukser. De andre kokke brugte ternede bukser, normale knapper i jakken og havde flade huer på. Hvad har været den sværeste opgave derude, svaret er at tilfredsstille flyveselskabernes krav. Over årene voksede cateringen fra 19 til 52 forskellige flyveselskaber med rundt regnet 70.000 måltider om dagen. Brigaden udvidedes til 400 udlærte kokke. Tilsammen arbejdede i cateringen rundt regnet 2.500 mennesker, før den blev delt i to efter 15 år. Så vidt muligt bliver der kogt og tillavet med friske produkter importeret fra over alt i verden. Malaysia er det nærmeste land til Singapore, derfor kommer mange friske produkter dagligt derfra, til og med europæiske blomster og jordbær fra det Malaysiske højland.
   Fritz har ikke gerne utilfredse kunder. Det hændte, at nogen var ude på at besvære sig. I sådan en situation befandt han sig en formiddag. Kunden fra flyveselskabet, var den dag ude på at kritisere alt hvad han kunne. Fritz tog sig en tur ind i et af de store køleskabe for at afkøle sig og bede om hjælp, han var jo nød til at være venlig til kunderne også selv om de var urimelige. Mens de diskuterede menuerne, gik lyset uventet ud, men kun for et øjeblik. Fritz, som har et naturligt talent for at sige noget morsomt i enhver situation, sagde let henkastet til kunden:" Det er nok bedst, du passer på, hvad du siger, ellers går lyset ud igen". Han havde næppe sagt det, før lyset for anden gang gik ud. Kunden blev vred, hvem slukkede lyset, ville han vide. Fritz svarede:" Vi er her alle, hver især skal sige sit navn højt", alle var der. Lyset kunne nemlig ikke slukkes fra madrummet, man ventede lidt, så kom det igen. Nu gled arbejdet lettere, og man diskuterede fornuftigt. Efter en madsmagning bliver maden til flyet kontrolleret den næste dag. Fritz befandt sig i køkkenet næste morgen, da kunden, fra dagen før kom for at kontrollere maden. Venligt hilste han godmorgen til vedkommende. Denne stak næsen op i luften uden at svare. Fritz undrede sig over hans opførsel, lidt senere fik han forklaringen, vedkommende havde været hos læge samme morgen, fordi hans underkæbe var kommet ud af led, han kunne næsten ikke tale. Det var ikke det hele, samme dag blev hans lejede bil, som han skulle bruge til at køre til Malaysia I, stjålet. Vi formåede, at han havde haft i sinde at kritisere andre steder, som han højst sandsynligt ikke kom til på grund af underkæben. Samme aften var vi inviteret ud, i bilen genfortalte Fritz de sidste to dages hændelser. Jeg kunne ikke andet end at le højt og sagde:" Tænk hvis han så, hvordan vi ler af ham nu". Så måtte vi begge to le igen, ja vi lo så tårerne løb ned af kinderne. Mon ikke Guds hjælpende engle også morede sig i dette øjeblik. Fritz bemærkede:" Er det ikke besynderligt, hver gang nogen får noget imod mig, kan jeg træde tilbage og lade Gud ordne det hele".
   Mr. Longs datter skulle giftes, vi og mange andre blev inviteret til bryllup. Det blev det største kinesiske bryllup, vi nogensinde var med til. Når det skal være rigtig fint, bliver der serveret 12 retter. Små tekopper, tallerkener, risskåle med en lille ske og chopsticks er opdækningen. Serveringen foregår hurtig og praktisk. Brudeparret kommer rundt til de forskellige borde og man skåler med dem, mens man råber så højt man kan, jo højere desto bedre. Efter desserten, som for det meste består af frugt, får man uddelt et lille stykke af bryllupskagen fint pakket ind. Det er en hentydning til, at festen er forbi, man rejser sig tager afsked og forlader salen. Ikke noget med at hænge omkring til midt på natten, alle går samtidig. Det er nemt med bryllupsgaver, man giver en lille rød konvolut med penge i. Er man inviteret et dyrt sted, giver man så meget, at man ved, at middagen nogenlunde er dækket. En meget praktisk måde at betale regningen på, men som før nævnt kineserne er også et praktisk folk. Ikke alle kan betale en dyr middag, men derfor er der mange som betaler mere, på den måde går regningen nogenlunde lige op. Mr.Long blev ikke længe i cateringen efter datterens giftermål. Han blev pensioneret samme år, lidt imod sin vilje og trådte tilbage som rådgiver, året efter døde han. Han havde viet hele sit liv til cateringen, og var agtet af mange. Han hørte til den ældre type som kun tog et par fridage til det kinesiske nyt år. Hver lørdag og søndag kunne man se ham derude. Han sad på sin trone som cateringmanager i mange år og var uden tvivl, for sin tid, en usædvanlig mand som bliver husket og beundret af mange som kendte ham.