Blændet
   Kender vi alle ikke det, måske bare en lille smule? Livet der uopfordret byder kriser og dens udfordringerne indenfor... uden varsel, uden guidelines. Jeg kender det! Jeg tror vi alle i vores desperation har prøvet at finde svar, årsag, en vej ud, råd og vejledning, på hvordan man kommer igennem livets kriser. Selv har jeg været trofast læser af " hendes måde" Psykologer og parterapeuter der giver deres bud på hvorfor man handler på bestemte måder, hvad det gør ved "dig" hvad du kan gøre, og de kan faktisk fortælle " dig" hvorfor man har, eller får de følelser, og ikke mindst fortælle hvad de betyder. Helt uden de har mødt "dig" det i sig selv er helt fantastisk, og ret imponerende. Så vil man vide hvordan man kommer ud af kriser, redder sit forhold? Kan du igennem google, fagbøger og bestemte grupper på Facebook finde guidelines der ofte starter med; "Følg disse 10 trin/metoder" så overlever du/i jeres krise, undgå kriser, får et bedre sexliv. Jeg må indrømme at jeg flere gange, midt i min egen krise sad med overvejelsen om at lave min helt guidelines, med en halvering i trin/metoder, så man ville også sparer tid. Den skulle hedde;
   " Sådan smadrer du dit forhold ved at følge disse 5 trin"
   1. skab en masse usikkerhed, og sørg for at det stille æder partneren op
   2. Fortæl aldrig sandheden
   3. benægt
   4. benægt lidt mere for din partner
   5. Giv udtryk for at du synes handlingen er okay
   Ondt af mig selv? Nej. Men i efterdønningerne havde jeg i en tid ondt af ham. Ondt af, at en tanke i sidste ende kan blive så styrende i hverdagen, hvor det handler om at komme nærmere sit mål. Tanken styres af en umættelig lyst, en følelse af at have " sin ret" til at benytte alle tænkelige måder for at opnå dette mål. Ret til at destruerer og ødelægge, smadre et andets menneske virkelighedsopfattelse. Tillid blev til mistillid. Han blev blindet af realiteten, blændet af, at han var i gang med at destruerer alt det gode som skete omkring ham, skete for ham. Han var ved at ødelægge alt for sig selv, ødelægge hans chance for at blive den han ønskede.
   Energien forsvandt langsom, tankerne blev sygeligt invalideret, ufrivilligt blev man trukket med ned i afgrunden, og efterladt i afmagt. Altid sagde han " Skal lige have ro i face, så kommer jeg igen" og ja han kom altid igen, der fulgte aldrig en forklaring med. Havde han tænkt på konsekvenserne, eftervirkninger der fulgt med, tænkt at vejen til målet havde en for høj pris. Jeg tror han i nogle stunder var så styret af sit had, at han var klar til at satse alt. Indtil virkeligheden SMASK ramte ham midt i face, og indsatsen stod overfor ham, hvor han nu skulle stå til ansvar. "Jeg ville have min hævn og nu havde jeg faktisk kørt alt i stilling til at det kunne bruges imod mig i stedet for."
   I mange år, havde han levet efter en ældgammel 1 % holdning. Love, Loyalty og Respekt. Det var enhvers ret at søge og opnår retfærdighed, hvis man var gjort uret. Vise enhver at intet går ustraffet hen, selvom det betød at bringe ofre med sig.
   Det var i hans ret at opnå retfærdighed, bevarer sin ære og stolthed. Det var en sådan verden han kom fra og havde levet efter. Han følte ikke han passede ind andre steder, passede ikke ind hvor alt var indkapslet i love og regler. Han var bitter, rasende, og var ramt på sin ærekærhed. Han var igennem ydmygelse blevet mentalt nedbrudt. Da hun igen opsøgte ham, blev han atter mindet om den skade hun havde påført ham. Der blev en åbning, en chance som han ikke var i stand til at ignorerer, nu kunne han få sin hævn, han kunne opnå og føle en form for retfærdighedsfølelse. Ingen skulle tage hans ære og stolthed fra ham, der var taget nok fra ham igennem livet, og hver gang havde han mistet en del af sig selv. Han havde bygget en mørk side op gennem tiden, og skræmmende nok var han fuldt ud bevidst om dens eksistens.
   Hvad der helt nøjagtig skete, et år forinden jeg møder ham, har jeg aldrig helt fået fortalt, og ved ærlig talt ikke om jeg vil vide det. Jeg ved kun hvordan det føles når livet byder kriser og dens udfordringer indenfor, uopfordret, uden et tydeligt varsel, og dem der måske var, opdager man først når man står i en følelse hvor man ikke er i stand til at kende sig selv, i stand til at handle. Fornuften ved hvad det rigtige havde været at gøre. Hjertet er af en anden slags styrke.