Jeg glemmer aldrig min gamle historielærer fra en kostskole. Han havde været skuespiller, og han var en fantastisk dygtig portrætmaler. Han tegnede store portrætter på tavlen, mens han fortalte om alt fra historien, mens han lavede sit helt eget fantastiske teater. Ud over det var han også forstander på skolen.
   En dag fortalte han om Hitler som havde været dybt forelsket i en jødisk pige som ikke ville have ham. Og det var faktisk den dybere liggende årsag til, at han senere befalede at slå alle jøder ihjel. Han havde i virkeligheden røde ører af at være blevet afslået af hende han elskede. Det var nedværdigende for ham, og han indrømmede det aldrig til nogen han kendte, det lå for dybt.
   Jeg har senere tænkt meget over det at være politiker, når man også har følelser. Og hvor farligt det i virkeligheden er. Især de følelser som man gemmer og som siver ud gennem ribbenene alligevel med deres meninger og handlinger. Og især når man også bliver leder og får magt, fordi mange er begyndt at tro på det, man siger.
   Min historielærer fortalte også, at Hitler stod og gned det ene ben mod det andet bagved talerstolen for at få orgasmer. Når han råbte ud over folkemængden: HEIL, så var det også derfor. Folkemængden så det ikke, og de overdøvede alt med deres hyldest til deres elskede store leder til den tredie verden.
   Det hele havde sine dybt personlige grunde.
   Og derfor blev over 6 millioner uskyldige jøder slået ihjel i koncentrationslejre på få år.

Når jeg tænker på statsministeren i Danmark, kan jeg kun få øje på hendes dybe forelskelse i Zelensky, som jeg ikke kan undgå at se. Selvfølgelig er det tilladt at være forelsket, også fra statsleder til statsleder, men derfra og så til at tage så mange penge fra os skatteydere til bomber og kampvogne til Ukraine er der ikke lang vej, når man først har fået magten. Det er meget let for hende. Ligesom hun smigrer sig ind hos Zelensky, kysser ham på kinden, smiler til ham og kameraet og klapper ham på armen: Det skal nok gå, vi er sammen om en forfærdelig fælles fjende.
   Jo mere magt en statsleder får, jo mindre opdager folket, hvad der i virkeligheden styrer det hele. Man tror bare på alt, hvad de siger og heiler det. Den slags kan fortsætte, lige til en verdenskrig begynder for alvor. Og til den tid har alle glemt, hvad det hele i grunden begyndte med.
   HC Andersens Kejserens nye klæder om igen: "Men se mor, han har jo ingen tøj på" ...

Jeg har altid troet på en dybdepsykologi der hedder, at alle de følelser man ikke vil indrømme eller fornægter i sidste ende kommer til at styre een som menneske. Det skurrer rundt til evig tid dybt inde i sindet, hvis man ikke bliver klar over det selv og kan "vende skuden". -