Dybt i min sjæl var en uro begyndt at ulme, jeg havde altid set frem til noget i livet. Vi havde nu de børn vi ønskede os Robert var i mellemtiden kommet til verden og vi var begyndt at slå rødder et sted, hvor man kan leve forholdsvis godt som en familie, med alt hvad man har brug for. Vi havde også fået en større lejlighed med flere soveværelser et sted hvor der altid var en frisk vind, det er vigtigt på disse breddegrader. Jeg havde al grund til at være lykkelig og tilfreds. Hvorfor denne følelse af, at der stadigvæk manglede noget i livet. Jeg tilbragte timer med at tykke mit liv igennem, for blot at komme til det resultat, at alting i grunden var i orden. Det jeg søgte, kunne jeg ikke tilegne mig, og det kunne heller ikke købes. Det var noget som lå imellem himmel og jord, noget som min sjæl tørstede efter. At der tilsyneladende ikke var noget, jeg kunne gøre ved det, var meget sørgeligt og sådan begyndte jeg også at føle mig. Som månederne gik, tog denne uro til, trods glæden over barn nummer tre. Som kristen vidste jeg, at svaret lå hos Gud. Derfor udgød jeg min tørstige sjæl for Guds trone, hver gang vi gik i kirke. Fritz kunne ligesom mærke, at der var noget i vejen med mig, selv om jeg ikke nævnte det. Af og til tog han mig i sine arme og holdt mig fast, det hjalp, det var godt at have en mand som holdt af en, og som jeg kunne støtte mig til.
   Efter vores besøg i Pittsburg vidste vi, at Gud også helbreder i dag. Det var derfor med en hvis skuffelse, at jeg en søndag formiddag læste i kirkebladet, at Jesus helbredte mennesker før i tiden, men det gjorde han ikke i dag. Vi bad meget for præsten, senere fandt vi ud af, at det var der mange andre som også gjorde. En lille gruppe af unge mennesker i kirken, var blevet døbt af Helligånden, talte i tunge og brændte ivrigt efter at udgyde evangeliet ligesom i apostel tiden. Det var den lille gruppe af unge mennesker, som vi havde set den første søndag eftermiddag, vi besøgte kirken. Det varede ikke længe, før præsten, Dr.Tony Chee, under indflydelse af den første præst, Ong, blev revet med. Skridt for skridt forandrede sig mange ting i kirken. Tony Chee, som tog over efter Ong, inviterede andre præster fra Singapore til at komme og høre om den fornyelse, som var ved at udbrede sig i kirken. Samtidig begyndte antallet af kirkegænger at stige drastisk. Fra to tre hundrede til en søndag formiddags gudstjeneste, var vi snart oppe på tusind. Det var klart, kirken var nødt til at udvides. I Singapore er kirker, ligesom moskeer og templer, et privat foretagende. Det betød at kirkegængerne betalte lønningerne og alt ekstra. Fordi kirkens eksistens afhænger af, hvad folk giver, er det nødvendigt at tale om penge en gang imellem til gudstjenesterne. Singaporeanerne har sans for penge og er påpasselig med at give efter bibelsk masstab. Efter man havde samlet ind et stykke tid, mange gav rigeligt til dette formål, blev planer lavet for en udvidelse. Da renoveringen begyndte, blev gudstjenesterne afholdt i en større skole på Mount Sofia.
   Det var til en af disse gudstjenester, Guds kraft overvældede mig. Med en gang var der ligesom et synligt langt rør over hovedet på præsten, som i dette øjeblik prædikede. Det pegede direkte på mig, og samtidig spurgte det mig: " Det er hvad du har brug for, du kan acceptere det, og du vil føle dig bedre, hvis du ikke modtager det, vil du vedblive at føle dig elendig af og til". Fordi jeg vidste, præsten var på den rigtige vej, modtog jeg denne gave fra Gud, som jeg forud ikke rigtig vidste, hvad det var. I det øjeblik jeg sagde ja, gennem strømmede Guds kraft mig, og i samme øjeblik viste Gud mig, hvor meget jeg betød for ham. Det kom på den måde, selv om himlen og jorden forsvandt, ville jeg stadigvæk være til, så meget holdt Gud af mig. En vidunderlig følelse, som overstiger alt, hvad jeg hidtil havde kendt i livet, manifesterede sig i mit indere. Hvis man føler sådan i paradis, overstiger det alt, hvad man kan have her i livet, også det ens nærmeste kan give til en. Igen kom der et budskab:" Jeg forlader dig nu, men jeg er der, hver gang du har brug for mig"
   Min sjæl havde meget længe søgt efter dette ukendte. Det havde stået for min dør og banket på, men jeg havde ikke turde åbne for noget, jeg ikke rigtig kendte. Vi mennesker har en trang til selv helst at ville kontrollere livet. Der hører mod til, for nogen af os, ikke at være bange for Guds kraft. Man forveksler denne søgen efter det uendelige, den guddommelige arv med: Når du har nået det og det og fået så mange børn, eller når du får dit drømmehus, så bliver du så lykkelig, som du kan blive. Desværre er det ikke svaret, mennesker er skabt for samvær med Gud som venter på, at vi inviterer ham ind. Det største bud: Du skal elske Herren din Gud over alt I livet, havde jeg aldrig rigtig forstået indtil det tidspunkt. Jeg troede på Gud, men måtte ærlig bekende, at jeg elskede mine nærmeste mere end Gud indtil det tidspunkt.
   Kirken var nu færdig renoveret, i stedet for fan havde vi fået installeret aircondition over det hele. Det var skønt ikke mere at måtte svede under gudstjenesten som før i tiden. Loftet havde en dyb rød farve, det skulle minde os om Jesus blod som var blevet udgydt på Golgata for menneskehedens skyld. Forandringer fortsatte at ske i kirken, den blev den første i landet til at indføre pris og lovsang søndag aften. Mange kom fra andre kirker, og folk begyndte at vidne om, hvad Gud havde gjort i deres liv. Ofte når vi kom ind i kirken, kunne vi mærke hvordan Gud elskede sine børn, det lå tykt i luften. Andre gange lagde Helligånden mennesker på hjerte, at de skulle bekende deres synder. Mange tårer blev hvisket væk oppe ved alteret. Mennesker vidste de var tilgivet og begyndte et nyt og bedre liv. Der var inderlige såvel som fysiske helbredelser. Kirken blev meget aktiv på mange områder, flere klasser med børnehaver og søndagsskoler måtte indrettes. Alle var meget interesseret i at lære mere fra Guds ord. Kirken fortsatte med at vokse i kirkegængerantallet. Man ville muligvis være nødsaget til en anden udvidelse på et senere tidspunkt. Flere gudstjenester om søndagen blev arrangeret i løbet af de næste par år. Andre præster og missionærer, ofte fra udlandet, blev inviteret til at prædike søndag aften. Det var en spændende tid, der skete så meget. Præsten selv stod nede ved døren, når man ankom i kirken søndag aften. Han sang og svang armene lidt ind imellem, mens han hilste hver enkelt velkommen. Med et pust af glæde i sjælen satte vi os til rette på bænken parat til at prise Gud og lære noget nyt.
   Vi begyndte at forstå, hvorfor vi var kommet til Singapore. Gud havde noget helt andet for os denne gang. Hvad Gud har på sin plan, ser ikke altid ud som guld i begyndelsen. Det, det kommer an på er, hvad man gør ud af det og ikke opgiver, før Gud har udarbejdet sin plan. Jeg lærte en ung pige at kende fra kirken, som arbejdede som socialarbejder. Hun fortalte mig følgende: En meget troende mand, jeg kan ikke huske hvad han hed, var blevet vist af Gud i en vision, at rejse til et land som havde form som en diamant, Gud havde i sinde at udgyde af sin ånd på dette sted. Profeten havde studeret landkorte og opdaget, at det passede på Singapore. Uden at kende en sjæl rejste han hertil og besøgte slet og ret forskellige kirker. Han sad blot på kirkebænken og bad, det var alt, Guds sørgede for resten.