Forklaring.

Bær venligst over med mig, hvis jeg gentager mig selv. Eller hvis jeg ævler løs, for den sags skyld. Hav tålmodighed. Bær over med mig. Vær så venlig.
   At være indlagt over et stykke tid kan meget vel resultere i, at det hele flyder sammen.
   Dagene er identiske. Efter kort tids indlæggelse har man, ellere rettere sagt har jeg, ingen ide om hvor længe jeg har været indlagt. Jeg orker ikke at tjekke det i min kaldender. Men det er jo også ligeygldigt, det gør ingen forskel. Tiden er meget anderledes, når man er indlagt. Den giver ikke mening. Jeg forstår den ikke.
   Jeg går rundt på gangene, og ellers ligger jeg på min seng. Engang imellem, når jeg observerer noget eller tænker på noget bestemt, så skriver jeg det ned i på min blok. Små afsnit og stikord der skal redigeres. Hvilket er et kæmpe arbejde, når man, jeg, ikke kan holde styr på sine, mine, noter, og når afsnittene overlapper hinanden. Når jeg skriver de samme ting flere gange. Så ja, det er rodet.

Jeg skriver kladde efter kladde i hånden, før det begynder at give mening. Der skulle gerne komme en acceptabel rækkefølge.

Nårh ja, kontaktperson er forkortet til kp fra nu af. Ellers kløjs jeg i ordet. Det ville du også gøre.

Men nu fortæller jeg en smule om mine to uger på C121, Frederiksberg psykiatriske afdeling.

Here goes nothing. Enjoy.

Frederikbergs hospital, psykiatrisk afdeling, C 121.

Jeg føler mig ikke velkommen. Ligesom de brune bananer i afdelingens frugtskål, skal jeg smides ud. Gerne hurtigt, når der er en ansat der får tid til at kigge på dem, bananerne, eller på mig. Jeg skal smides ud, så en person der er rigtigt syg ( jeg er nemlig ikke syg nok) kan få min stue. Eller fordi jeg er et 'lost cause'? Løbet er kørt, jeg kan ikke fikses. Jeg kan rådne op et andet sted. Hvor jeg ikke er til gene for personalet.

Der på gangene er jeg et hvileløst genfærd. Jeg er usynlig, mens jeg vandrer, kilometer efter kilometer, op og ned ad gangene. Jeg kigger på det grålige, beige, marmorerede linoliumsgulv. Det er essensen af institution.
   Jeg har ikke raslende kæder som et rigtigt genfærd. Jeg har cowboybukser der siger en irriterende lyd hver gang mine lår gnider mod hinanden. Jeg må nøjes. Jeg bliver bekræftet i at jeg er gennemsigtig, da jeg står inde i opholdsstuen, og en af de ansatte kommer ind.Hun står ved siden af mig, og hun hilser og, eller præsenterer sig ikke, på trods af at jeg er ny, og på trods af at hun aldrig har set mig før. Hun ignorerer mig, hun ser igennem mig. Enten det, ellers er jeg et ubetydeligt menneske. Det er også en oplagt mulighed.
   Her, såvel som på Sankt Hans (som jeg tidligere har været indlagt på) er det de mest oplagte steder hvor genfærd ville kunne plage de levende. Hvis væggene kunne tale. Stedet emmer af så mange triste skæbner, så mange tabte sjæle.

Jeg prøver at være social. De andre indlagte virker til at være vidunderlige. Jeg ved ikke hvem der er hvad, ansat, indlagt. Jeg er så dårlig at jeg ikke opfatter så meget.

Derfor går jeg, meget tidligt i min indlæggelse, med på fællestur. Bare fem ,seks patienter og en af de ansatte. Personligt har jeg åbenbart to gange 30 minutter udgang, inden for matriklen når jeg er alene. Eller når jeg har besøg. Men nu følges jeg med en ansat. Så er det noget andet.
   Vi lægger mærke til et stort hul i asfalten. Cirka 40 gange 40 centimeter. En af de andre patienter fortæller at hullet er nyt. Det er som om asfalten er faldet sammen. Kollapset. Indsunket. En stille del af omgivelserne.
   Jeg spekulerer over om hullet er kommet på samme dag som jeg kom?

Hip som hap.

Jeg ved ikke om jeg har det dårligt. Jeg er indifferent. Det meste er egentligt ligegyldigt. Jeg kan ikke nå at få det bedre, alligevel. Før jeg bliver udskrevet. Jeg kan ikke nå at få den rette hjælp. Jeg har sluppet håbet, men personalet siger at jeg ser bedre ud.
   Jeg har det nok dårligt. For jeg er skuffet, irriteret, frustreret og ærgerlig over at, der ikke kan gøres noget, og at jeg skal udskrives. For jeg kommer hjem til det samme som jeg tog afsted fra. Den samme apatiske tilstand, som jeg troede og håbede på at, de kunne hive mig ud af.
   Men når jeg, på trods af min tilstand, skal hjem, så er det omsonst at investere i denne fiasko af en indlæggelse. Og så bliver indlæggelsen et spild af tid og energi. Og deres vigtige penge.

Når jeg er hjemme forlader jeg min lejlighed eén gang om ugen. Det er når min søde hjemmevejleder kommer, og slæber mig på apoteket. Jeg skal altid på apoteket. Jeg skifter i dosis, op og ned, prøver nyt medcin, jeg kan ikke altid tåle det. Det med medicin er et rod uden lige. Det skal hele tiden opdateres. Og forstyrres. Ingen chance for en brugelig balance.
   Mine indkøb af mad, danskvand etc foregår over nettet. Så der behøver jeg ikke forlade mit hjem.

Mit sociale liv er den førnævnte hjemmevejleder, og så min kp fra KAG bipolar team, (der, som navnet antyder, udelukkende beskæftiger sig med bipolare patienter, altså mig), der begge kommer og besøger mig ugentligt i min lejlighed. Og telefonisk er det min og min psykoterapeut som jeg er forelske i, (bare roligt han ved det godt), fra rusmiddelbahandlingen KKUC (alse known). Mere kan jeg ikke overskue.
   Man må sige at det er en fornuftig corona bobbel. Men det er også sådan jeg foretrækker det, for jeg har ikke noget at sige. Jeg har ikke noget at tilbyde. Min sjæl er visnet. Den føles lille, brun og rosinanagtig. Jeg kan nærmest føle den rådne. Ligesom mine tænder. Og på samme måde som som jeg kan mærke svulsteni min mave. Og at min aneurisme vil springe næste gaang jeg pudser næse.


Til hverdag står jeg op et sted mellem tre og fem, og så ser jeg deadline, horisont, 21 søndag og 18.30 tv avis fra dagen før på min pc. Jeg ser nyheder på tv2 indtil klokken 7, hvor dr's nyheder starter. Jeg sidder i et nyhedsloop. Gentagelse på gentagelse. Og når jeg har set nok, så reder jeg min seng, ligger mig ovenpå den, ser serier til 20-21. Jeg tager min aften- og natmedicin ved 17 tiden. Nogle af pillerne skal tages sammen med et måltid. Engang imellem går der tre dage imellem jeg spiser. Og jeg lever af sojapølser og pasta. Uden noget. Andet end boullion i det kogende vand.


Psykiater samtale.

Til en psykiater samtale kigger både jeg og psykiateren ud af vinduet, og hun kommenterer på den heftige regn. Hvortil jeg tilføjer "Det regner katte og hunde".
   Det er blevet noteret i min journal, at jeg sagde det. De kender tydeligvis ikke det engelske udtryk 'It's raining cats and dogs'. Men ja, det er blevet noteret i min journal. Man skal virkeligt være varsom med hvordan man taler, når man snakker med en psykiater. Hvis jeg siger at det regner katte og hunde, kan det meget vel tænkes at hun tolker det som om jeg har hallucinationer, eller at jeg lever i en fantasiverden. Hvis man har et farverigt sprog med metaforer og billedsprog , fx, kan man, jeg, forståes meget anderledes end det er tiltænkt . I mit tilfælde er det bare fjol. Det er rodede, hyggelige, stjålne ordforråd og talemåder og små anekdoter. Og megeet, meget internt (venner og familier). Min dejlige ekskæreste sagde om mig "it's on random", og han kaldte mig en jukeboks. Det var lige et godt eksempel på et sidespor.
   En anden ting man heller ikke skal, er at fortælle hvis man, jeg, bruger det beroligende pn til at sove på hele tiden, dagen igennem. Meningen er at de små piller skal stoppe tankemylder og angst. For dem der ikke kender udtrykket pn, så er det en forkortelse af 'pro necessitate', hvilket betyder efter 'behov'. Jeg kan hente quatiapin med nogle timers mellemrum når jeg er urolig, rastløs, har galoperende angst et cetera.
   Det andet medicin får jeg fast 8, 12, 18, 20 og til tider 22. Hvis jeg gider, orker at være vågen så længe.
   Men tilbage til hvor jeg kom fra, quatiapin har ikke den hensigstmæssige effekt på mig, det stopper ikke min rastlæshed. Det gør mig oftest bare søvnig og frustreret. Og en ting er at være frusrret og rastløs, men det er endnu værre når man, jeg, er sløv, frustreret og rastløs mens knolden begynder at køre åndssvagt langsomt og man ikke kan tænke ordentligt mere. Og sagen er den at jeg ville sove hele døgnet hvis jeg kunne. Jeg bryder mig ikke om at være vågen.
   Men psykiateren synes ikke det er en god ide at jeg sover hele døgnet, højst sansynligt fordi jeg sover fra 20-21 tiden til klokken tre om natten, hvor jeg så står op. Så det er rigtigt dumt at fortælle hende hvad jeg bruger pillerne til. Jeg får dem fordi de ikke er afhængighedskabende. Her skal det tilføjes at jeg er tidligere kokain og amfetamin misbruger. Jeg er også alkoholiker. Men vedrørende de ikke-afhængighedsskabende piller så kan jeg godt kan finde ud af at misbruge dem, jeg er dygtig og snedig. De hjælper ikke på min rastløshed eller min angst, katastrofe- og tvangstanker. Men de hjælper mig til at sove. Og det er ikke skide smart. Undskyld mit franske.
   Hvis jeg fortæller det til psykiateren, så seponerer hun dem. Det betyder at hun sætter dem i bero. Det er stadig på min medicinliste, men jeg kan ikke få den uden psykiaterens samtykke. De bliver henlagt.
   Jeg er klar over at jeg skyder mig selv i foden ved at fortælle det, for så kan min misbruger personlighed ikke bruge dem til at sove på. Det er indviklet at forklare. Der er en side af mig selv der vil holde det hemmeligt, hver gang jeg finder noget jeg kan misbruge. Og så er der en side af mig der skynder sig at sladre om mine uhensigtsmæssige intentioner. Et godt eksempel er da jeg skulle i afrusning sidst. Der havde jeg nydeligt

pakket en ananas sodavand, piftet op med masser af vodka. Den søde sygeplejerske spørger mig hvornår jeg sidst har drukket. Og fandeme om jeg ikke trækker min ananas vodka op af tasken og afleverer den. Jeg er en idiot. Jeg havde planlagt at den flaske skulle hjælpe mig igennem de, nogle gange, op til fire timer, man skal glo i venteværelset. Men dum som jeg er, sladrer jeg om mig selv med det samme. Det går op for mig hvad jeg
   laver, imens jeg gøt det. Det er så bittert. For min misbruger del bliver skuffet over den anden del af mig, endnu et sidespor.
   Men jeg får sagt det som det er, hvad jeg bruger dem til.
   Hun seponerer dem dog ikke, jeg kan fortsat hente dem, bare ikke så mange af dem som jeg kunne ønske. De bliver betragtet som harmløse.

Personalet.

Der er en af dem fra personalet, eller rettere sagt en studerende der er tilknyttet afdelingen, der kalder mig 'Emma-mus'. Det bryder jeg mig slet ikke om. Jeg synes det er enormt uproffesionelt. Det er alt for personligt. Udover det bliver han ved med at prøve at starte en samtale. Han smalltalker, når vi går til kioskvognen efter cigaretter. Jeg gør mit bedste for at signalere at jeg ikke er interesseret. Det har lidt ødelagt det for mig med ham, at han har givet mig et kælenavn. Han er ikke min ven. Han har ikke ret til det. Han gør mig ubehageligt til mode, og hvordan får jeg sagt til en ansat at han overskrider mine grænser? Komplet mangel på situationsfornemmelse og mangel på at læse andre mennesker. Det er ikke heldigt hvis man skal arbejde med mennesker der ikke gode til at sige fra. Det burde ikke engang være op til debat.

En af de vikarer jeg har haft som kp en enkelt gang, sidder og læser Alex Haley's 'Rødder'. Jeg har ikke læst bøgerne selv, hvilket jeg burde da de er en klassikere. Men vikaren burde passe sit arbejde, fremfor at læse. Han kommer ikke og spørger om jeg har lyst til, eller behov for at snakke lidt. Han er helt og aldeles fraværende, opslugt. Han har kun været min kp een gang, men han har været vikar flere gange. Og hver gang sidder han med snuden i bogen. Han skal bare have tiden til at gå så han kan komme hjem.
   Nogle af de ansatte er absolut mere engagerede end andre. Nogle af dem kommer og tjekker op på patienternes tilstand. Og nogle springer let og elegant, eller knap så elegant, henover. Et godt eksempel er denne vikar kp.
   Der er en mandlig kp jeg har haft, der var opsøgende. Han har kaldt mig 'søde', men det kalder han alle, så det er noget andet end 'Emma-mus'. Men videre. Kommunikationen er desværre ikke ideel. For han er rar, han vil så gerne snakke og det er rigtigt rart. Men det kører i ring. Han siger at der er lys i mørket, og jeg siger at det er der ikke. Han siger at tingene kan ændre sig, og jeg svarer at jeg absolut intet håb har. Og sådan kører det i cirkler. Det er synd, for han mener det jo godt, det er der slet ikke nogen tvivl om. Han er virkeligt interesseret i mig som person, og i de andre patienter, som han er kp for. Det kunne have været så godt hvis vi ikke kørte i "der er håb forude", mig "nej det er der ikke". Ham "der er håb forude" og selvfølgeligt mig " nej det er der ikke". Og sådan kører det.
   Det er formildene omstændigheder at han er så rar, i forhold til at han tydeligvis ikke har fanget pointen med depression.

En anden kp jeg har haft, er en hel del anderledes. Jeg opsøger hende, sent, da hun i løbet af sin vagt, forholdsvis tidligt, burde have opsøgt mig. Jeg fortæller hende at jeg har brug for at snakke.
   Da hun langt om længe kommer og banker på døren til min stue, har mine tanker nået at køre op i en spids.
   Jeg fortæller hende om hvordan jeg ikke føler mig velkommen på afdelingen, at jeg har denne her følelse af at jeg bare skal ud så hurtigt som muligt. Hun lytter, det går jeg ihvertfald ud fra. Da jeg er færdig, begynder hun at snakke om hvor belastede de psykiatriske afdelinger er, at der er selvmordstruede mennesker der egentligt skulle indlægges og en masse andet lignende. Herfter kigger hun på sit ur, og siger at hun er nødt til at gå.
   Det håndterede hun ikke optimalt. Jeg kom ikke til at føle mig mere velkommen. Jeg fik dårlig samvittighed over at jeg tog en plads fra et selvmordstruet menneske. Hun fik mig til at skamme mig.

Der findes, tro det eller lad være, ganske anstændige ansatte. For eksempel genbruger nogle af dem medicin shotsplastik glas. Det finder jeg sympatisk. Det er simpelthen noget svinderi. Da jeg lå på bispebjerg kunne man ikke vende sig om uden at ens plastik krus blev smidt ud. Jeg kan godt drikke kaffe af det samme krus to gange. Der røg et kvart ton plastik i skraldespanden på dagsbasis.

Min primære kp var virkeligt god. Han var sgu et hit. Han mente at vi kunne gøre end del ved min depression ved at tale sammen. Desværre havded han fri, eller han var syg det meste af tiden. Han accepeterede med det samme at jeg nægtede at få elektrochok igen. Han mente at vores samtaler var bedre. Men som sagt, syg ellers havde han fri. Det er trist.

Patienter.

Det gode ved at være på en psykiatrisk afdeling, er at man ikke behøver at hilse på de andre, men...
   Patienterne imellem er der en enormt respektfuld, forstående, omsorgsfuld interageren. Nogle af dem har lidt mere fis i kasketten end andre, men stadigt er de søde og imødekommende. Det var patienterne der, da jeg kom, fik mig til at blomstre lidt op. Det sluttede dog hurtigt, min lyst til at deltage i noget som helst fælles, efter jeg havde en forfærdelig kp en dag. Mere om hende senere. Men det resulterede i at jeg trak mig tilbage på mit værelse, og at jeg gik langs murene og helt undgik alt personale, og at jeg absolut intet eller ingen opsøgte. Jeg gemte mig. Personalet har jeg aldrig øjenkontakt med. Det kan jeg ikke. Men det er noget helt andet med patienterne. Vi har grint en del. Så meget at jeg for sjovs skyld på et tidspunkt spurgte en ansat om man bliver sendt hjem når man griner. Der var dog noget nervøsitet i det. Jeg har ikke følt mig berretiget til at være der fordi jeg ikke har følt mig dårlig nok. Men de andre grinte jo også.
   En af de piger som jeg har nået at blive rigtigt glad for, hun har lavet et sødt lille armbånd af perler, med mit navn i. Det kom hun med på et tidspunkt hvor jeg virkeligt havde brug for noget rart. Hun har også, på et andet tidspunkt været og banke på min dør og sagt at hun havde brug for et knus. Sådan en sød pige.
   En anden har jeg røget mange cigaretter med. Hun står op klokken seks og så går vi ned og ryger sammen. Vi har grint meget, og vi har også været alvorlige. Vi har snakket meget om elektrochok. Hun får det og jeg har fået det. Hun har gavn af det, det har jeg ikke haft. Hun er også en sød pige.
   Der var hende der blev udskrevet, en kvinde jeg ikke har snakket meget med, men ikke desto mindre havde hun købt en vegansk muffin til mig, da hun købte cupcakes til alle patienter. Sådan en varm gestus.
   Så er der den søde pige der gik bagved mig, da jeg var ude på min første afdelings gåtur, da de heftige bivirkninger af medicinen jeg har haft gjorde mig helt svimmel og dårlig. Hun passede på jeg ikke væltede. Det var på min anden dag, før jeg kendte nogen.
   Så er der ham der har fået en lille dreng for et halvt år siden. Jeg har set videoer, og det er en dygtig baby, god baby, klog baby. Han læste et digt om voldelige fædre op for mig. Og han fik mig til at græde, på den gode måde. Det var ham jeg delte badeværelse med. Han er den bedste jeg nogensinde har delt badeværelse med.
   Der er ham den gamle triste mand som er plaget så frygteligt meget af angst. Ham har jeg røget mange cigaretter med også. Og brokket mig over den onde kp med. Når jeg har været i kioskvognen har jeg altid købt cigaretter med til ham. Han kommer ikke ud. Alt for meget angst.
   Jeg har talt om personalet med dem alle.
   Jeg vil ikke skrive for meget om mine medpatienter, da jeg ikke vil risikere at udlevere dem.
   Personalet derimod, er jeg ligeglad med. Det er helt anderledes.

Til fælles har vi patienter dagens tre højdepunkter, hvis man kan kalde dem det. Måltiderne, 8, 12 og 18. Morgenmad, froskost og aftensmad. Hvis man da ellers kan kalde det mad. Til mig der er veganer og får specialkost, er der hver aften ris der ikke er kogt færdig og snask af den ene eller anden slags. Det smager ikke af noget. Falafler der får en til at føle at man bider i skosåler. Og andre veganske tilbehør der er kommet i microovnen selvom det skulle have være i ovnen eller på panden. Så det bliver helt slattent og klistret.
   Jeg havde egentligt troet at jeg ville tage på når jeg blev indlagt. Men jeg har tabt mig.

Uheldigt behandlingsplansmøde.

Der kommer en lille optakt til beskrivelsen af behandlingsplansmødet. Hvis du holder ud vil det give mening.
   Jeg har ikke været i bad i tre uger. Alle siger at jeg vil få det bedre når jeg har været i bad. Jeg er uenig. For mig betyder det bare at jeg får vådt hår. Og det er pisse irriterende. Nogle gange lader jeg som om jeg er enig. Ligesom når folk siger at det er dejligt at solen skinner og jeg siger ja. Men at jeg i virkeligheden bare synes det er træls fordi det betyder at jeg ikke kan se min skærm særligt godt når jeg ser serier. Hvilket jeg gør 12 timer i døgnet.
   Men tilbage til badet. Jeg begår den fejl at fortælle den nye kp at jeg ikke har været i bad længe. Straks begynder hun at prøve at presse mig. Hun bliver ved og ved. Hun er hård i tonen, hun er skrap. Jeg bryder mig ikke om skrappe mennesker. Hun får mig til at føle mig lille igen. Hun skælder mig ud. Allerede der står jeg og tænker at jeg kan låse døren, lade bruseren løbe et stykke tid, gøre mit hår lidt vådt og efterfølgende påstå at jeg har været i bad. Jeg responderer ikke godt på tvang. For det føltes som tvang. Det føltes som et overgreb. Hun fik mig næsten til at græde. Og det skulle ikke blive første gang, for det stopper ikke her.
   Da jeg til frokost henter min, ikke særligt ophidsende veganske madbakke, begynder hun at presse mig til at spise i spisestuen. Det vil jeg ikke. Her presser hun mig igen.
   Efter frokost kommer jeg og banker på til kontoret, hun sidder derinde. Jeg får sagt til hende at det simpelthen ikke duer med hende som kp. Det skal lige siges at det er enormt grænseoverskridende for mig at sige fra. Det ender også med at jeg står ude midt på gangen og græder. Jeg siger ulykkeligt til hende "og nu står jeg herude på gangen og græder". Jeg har jo ikke lyst til at alle der opholder sig på gangen skal se mig i den tilstand. Hun svarer at det er ok, et eller andet i den stil. Set i retrospekt tror jeg at hun prøvede at trøste ved at sige at det var ok jeg var ked af det. Men jeg hørte det som om det kunne være ligegyldigt at jeg stod midt i gangen, omgivet af personale og patienter og var så ked af det som jeg var. Jeg siger grædende at jeg går ned på værelset. Der går lidt tid, så kommer hun ned. Hun er, jeg vil ikke sige en smule mere mild, for der er intet mildt ved hende. Hun er simpelthen så skarp, og jeg kan høre at hun prøver at styre sig. Også når hun forsøger at være venlig. Hun prøver vist at trække lidt i land, i forhold til det pres hun tidligere har lagt på mig. Men der var det ødelagt. Hun har fået mig til at føle at jeg skulle sige undskyld hver gang hun har kigget på mig. Undskylde min eksistens.
   Min kp fra bipolar team kommer på et besøg, og efter at have set hvor ked af det over hendes behandling jeg er, går han et smut forbi kontoret. Han har gjort dem opmærksom på hvad det har gjort ved mig. Jeg kan dog ikke sige hvad han specifikt har sagt, da jeg ikke selv har overhørt samtalen, me han har gjort dem opmærksom på problemet.

Allerede før jeg fik hende som kp har jeg haft ubehagelige oplevelser med hende. På et tidspunkt passerer hun min stue hvor døren står åbent Hun får sagt til mig, ikke synderligt pænt, at det er uhygiejnisk at jeg har en bakke med mad stående på gulvet. Det skal siges at det er toatbrød pakket ind i plastik og plantemargerine og marmelade i små plastikbeholdere.
   Min nabo og toiletmakker overhører det, og bliver chokeret over at hun irettesætter mig på den måde, og foran andre. At hun simpelthen taler grimt til mig. Min søde makker synes faktisk at det er så groft at han går til afdelingslederen og klager over det. Der sker ikke noget.

Som tidligere nævnt larmer mine bukser. Så meget at den læsende kp vikar og jeg er blevet enige om at jeg skal låne den længste hospitals trøje vi kan finde. Jeg låner den.
   Og dagen efter, da jeg befinder mig ude i fællesarealet, får jeg, ikke særligt pænt at vide at jeg ikke må have hospitlastøj på, udenfor min stue... Hvis de, personalet, bare kunne blive enige. Og fordi jeg er så behagesyg og ydmyg som jeg er, opsøger jeg hende dagen efter og spørger om det nye tøj er passende. Jeg har bare en lang undertrøje på som nederdel, og så en tshirt over. Jeg er vred på migselv for at søge hendes accept.

Nu kommer vi til det morsomme. Da jeg skal have behandlingsplansmøde med psykiateren, min kp fra det bipolare team og min daglige kp på afdelingen, finder jeg ud af at det er den frygtelige kvinde. Min nabo patient har snakket med afdelingsledern, og ham fra det bipolare team har også gjort opmærksom på at hun og jeg ikke er et godt match. Ikke desto mindre kommer hun til at være eneste repræsentant for afdeligen til det vigtige møde, da psykiateren har dobbeltbooket og derfor ikke kan deltage. Een ting vi dog kommer frem til, det er at vi, kp bipolar team og min hjemmevejleder( Der ikke deltager i mødet) skal have et netværksmøde. Det er rigtigt godt, synes jeg. Men det har vi ikke behøvet at have et møde med et enormt ubehageligt menneske for at finde ud af. Det bliver aftalt uden at afdelingen, personalet, psykiateren har noget som helst med det at gøre. Mødet har i virkeligheden været komplet ligegyldigt. Vi kunne alle have sparet vores tid, energi, og jeg, min angst.
   Jeg kan ikke engang huske hvad vi har snakket om. Måske fordi der ikke kom noget som helst ud af det. Min kp fra bipolar team fandt hende også kommanderende. Hun sagde til ham at han kunne besøge mig ugen efter, hvortil han så måtte informere hende om at han har ferie. Hun havde travlt med hvad alle andre skulle gøre. Og bare det at hun sad der med sin stive facon satte en stopper for noget som helst konstruktivt fra min side. Jeg får ondt i maven, når hun er i nærheden. Hun giver mig simpelthen angst.
   Jeg fandt meget få indlagte der brød sig om hende. Alle jeg har snakket med har ubehagelige oplevelser med hende. Det føles som om hun skælder ud når hun taler til en. Man skælder ikke voksne, eller børn for den sags skyld, ud. Man taler til folk. Det duer ikke at være skrap når man arbejder med psykisk sårbare mennesker. Så er man det helt forkerte sted.
   Møgmøde. Det er bare frustrerende når man, jeg, har gjort sig, mig, forhåbninger om at der kommer noget som helst ud af det. Så sad jeg bare der, overfor det menneske jeg mindst af alle deltog i planerne om mit liv.

Udskrivelsen.

Jeg vågner lokken 02.20. nogle gange klokken 3 ved selvmordstjek. Så skal jeg bare vente på udskrivelsessamtale med psykiateren. Jeg får set alle mine nyheder. Går rundt og halvpakker, men jeg kan ikke færdiggøre det før min computer skal pakkes ned. Og jeg kan ikke holde ud, ikke at have et eller andet kørende. Så jeg er rastløs, og afventende. Jeg er ikke god til at vente, og vente, og vente.
   Jeg bliver udskrevet. Kan ikke huske samtalen. Nok fordi den var ligeså ligegyldig som det bahandlingsplansmøde som der ikke kom en skid ud af.
   Jeg føler mig skuffet, afvist, håbløs, ked af det og en stor grå klump af følelser som jeg ikke kan skille ad, så jeg kan beskrive dem. Men helt ærligt, hvad havde jeg forventet. At de kunne gøre noget for mig? Jeg kan ikke engang selv fortælle hvad jeg har behov for, hvad der kan hjælpe. Hvordan får man sin lyst tilbage? Hvordan får man sin sjæl tilbage?
   Til udskrivnings samtalen deltager psykiateren. Og min daglige kp som jeg overhovedet ikke kender, jeg har ikke haft ham som kp før. Han påstår at han kender mig. Ud fra min journal, som han har læst. Det skal lige siges at min journal er skrevet af mennesker der ikke kender mig. Der har intet kontinuerligt været i tildelingen af kpér. De har skiftet, der har været mange vikarer og jeg har kun haft den samme kp flere gange i enkelte tilfælde. Udover det har jeg ikke rigtigt snakket med nogle af dem, eftersom jeg har ligget på værelset og har set serier hele dagen. Det er ikke alle kp'er der er opsøgende, selvom det er deres arbejde. På en psykiatrisk afdeling kan man ikke rigtigt forvente at patinterne selv kommer når de har behov for det. Primørt ukendte mennesker har skrevet det der gør, at den, til mødet deltangende kp, mener at han kender mig. Han påstår også at han kan forstå mig, da jeg fortæller om min manglende motivation, lyst og mit drive, eller mangel på samme. Men han kan jo, af gode grunde ikke vide om han forstår mig, da det er mine tanker og ikke hans. Og det er provokerende at han er så påståelig når han holder fast i at han forstår mig. Han tager mig ikke alvorligt. Idiot.

Selve samtalen er heller ikke noget at skrive hjem om. De er fast besluttet på at jeg skal starte i 'kæmperne' eller 'fountainhouse'. Jeg siger at det der står øverst på min liste, er at se min familie og mine venner. Ham min kp siger at jeg jo måske kan møde nogle nye venner. Jeg fortæller at jeg har et kæmpe netværk, hvilket er helt korrekt. Men han holder selvfølgeligt på sit. Endnu engang. Idiot. Han holder på sit. Og han påstår at han forstår mig. Hvordan fanden kan han vide det? Han hører jo slet ikke hvad jeg siger. Det gør psykiateren heller ikke. De fabler begge to stolpe op og stolpe ned om 'fountainhouse' og 'kæmperne'. De lyder som skide relkamer. Det skal siges at jeg er helt sikker på at det er rigtigt gode steder og at de hjælper ufatteligt mange mennesker. Men jeg vil bare ikke. Jeg kan ikke finde ud af at sætte grænser og sige nej når folk vil mig. Og jeg ikke orker dem. Jeg har ikke brug for nye mennesker, for jeg forsømmer alle de dejlige mennesker, familie og venner, jeg har i mit liv.
   Men de bliver ved. De lytter ikke. Hvad skal jeg gøre? Jeg bliver tromlet af både kp og psykiater. De er ikke fintfølende. Og de kan ikke lytte. Tydeligvis. Det er gode egenskaber for en psykiater og en ansat på en psykiatrisk afdeling

Det hele er så ambivalent. Jeg ønsker så brændende hjælp, jeg er efterhånden desperat. Jeg troede at en indlæggelse ville gøre en forskel. Men det er tydeligt at de ikke har noget at tilbyde. Det er opbevaring, afdelingen er ikke et rart sted. Det er kun medpatienterne der gør det tåleligt. Har ikke lyst til noget. Jeg ville ønske at jeg havde lyst, men det har jeg ikke.
   Min lejlighed er heller ikke optimal. Den er pæn og ryddelig, men jeg rådner op i min seng.
   Uanset hvad, så kan jeg ikke vinde. Der findes ingen løsning.

Jeg skal drikke for at ryste denne fiasko af en indlæggelse af mig.