Hun var meget, meget ung da hun første gang blev gravid. Min mormor. Det var udenfor ægteskab, hvilket var absolut uhørt dengang. Hun var smaskhamrende forelsket i den jævnaldrende fyr, der stod til at skulle være far og de havde lagt planer sammen. Store planer som unge forelskede mennesker gør. Hendes far, min oldefar, mente ikke at denne unge fyr var værdig til at blive gift med sin datter og han fik adskilt dem og deres kærlighed til hinanden. Min oldefar sendte min mormor på et hjem for unge piger, der havde tilfælles at være blevet gravid udenfor ægteskab. På det tidspunkt hed det sig overfor mine oldeforældres omgangskreds, at min mormor var ude at rejse. For Gud forbyde, at nogen fik at vide hvilke en skam hun havde bragt over familien.
Min mormor har fortalt mig, at der var ingen jordisk chance for at hun måtte beholde sit barn. Så da der var gået disse 9 måneder, som en graviditet nu engang varer i, blev hun tvunget til at føde med bind for øjnene. Hun måtte ikke se sin baby, hun måtte ikke holde sin baby. Det skulle vise sig, at der var ikke bare ét barn. Men to. To tvillingedrenge som begge blev taget fra hende direkte efter fødslen inden hun fik bindene af øjnene. Det smadrede hende fuldstændigt indefra og ud og hun var gennemtrængende ødelagt. Ulykkelig, mentalt nedbrudt.
Hun snakkede ikke med nogen om det, ikke en eneste sjæl.
Efter nogle år blev hun gift. Med min mors biologiske far. Sammen fik de 4 børn, hvoraf min mor var den ældste. Der sker det modbydelige i deres liv, at min morfar dør i en tragisk arbejdsulykke. Dengang var min mor kun 9 år og hun havde 3 småbrødre og min mormor var gravid med det femte barn. På det tidspunkt var det ikke så nemt at få en abort som det er i dag, men grundet situationen var der al forståelse fra læger med mere og hun fik foretaget en abort.
Ikke engang min morfar havde hun fortalt om skandalen i hendes ungdom.
Efter yderligere nogle år fandt hun sig en ny mand. Manden som fungerede som min morfar hele mit liv igennem, selvom at det ikke var af biologisk blod. Sammen med ham fik hun en søn. En lille efternøler.
Tvillingedrengene, der var blevet adopteret af en meget velhavende familie, blev nysgerrige på hvor de oprindeligt var fra. Da startede de en slægtningeforskning og den vej igennem fandt de frem til min mors moster. Min mormors søster. Hun havde fortalt drengene at det ikke ville være hensigtsmæssigt at kontakte min mormor, men samtidigt havde hun også fortalt dem, at hvis de absolut ville gøre det, skulle det gå igennem min mor.
Da jeg var omkring 23-24 år, altså på skrivende stund12-13 år tilbage, blev min mor kontaktet af den ene dreng. Som så var blevet til en mand nu. Han havde nogle meget bekræftende dokumenter og beviser på, at det var korrekt at hun netop nu var blevet kontaktet af hendes halv-storebror.
Forsigtigt vendte min mor dette med min mormor. I første omgang benægtede hun det. Det var ikke rigtigt og det havde aldrig fundet sted, at hun var blevet gravid udenfor ægteskabet. Men i samme samtale brød hun sammen og tilstod. Hun tiggede og tryglede min mor om, at hun og sine søskende ikke, ikke måtte slå hånden af min mormor. Det var hendes største frygt. Hun var rædselsslagen for at miste sine egne børn. Og gentagende gange spurgte hun min mor: "Tror du at jeg kommer i fængsel nu?!" Hun var angst for at politiet ville komme efter hende, at hun ville blive straffet for hendes gerninger som ganske ung. Min mor var ude af stand til at tale hende til fornuft, hun kunne slet ikke trænge igennem til min mormor. I - hold nu fast - 50 år, og endda mere til, havde min mormor båret på den byrde alene.
Skæbnen ville den, at da min mormor var faldet til ro og da alle hendes børn havde forsikret hende om at de aldrig, aldrig ville skære hånden af hende og de på ingen måde fordømte hende, så kom tvillingedrengene ind i deres liv.
Den ene af tvillingebrødrene besøgte min mor inden min mormor blev inddraget. Jeg var med i det besøg. Det var tydeligt at min mormor ikke kunne lyve sig fra, at han var hendes søn. Hold nu Magle, han lignede hende. Det var ikke bare udseendemæssigt - selvom at det også var meget tydeligt - men det var også deres kropssprog og hele deres holdning. Måden de talte på. Selv måden de askede cigaretter på var identisk. Jeg synes det var enormt imponerende eftersom at han ikke var opvokset med min mormor og deraf ikke kunne kopiere min mormors adfærd, som børn mange gange gør af deres forældre. Han virkede meget, meget rar og han var behagelig at være sammen med.
Da der var gået lidt tid, blev det aftalt at tvillingebrødrene skulle mødes med min mor, sine søskende samt med min mormor til en frokost hos min mormor. Under det besøg fik min mormor et ildebefindende og besvimede. Det hele var for overvældende for hende.
Efter dette møde, kontaktede den samme tvillingebror som i begyndelsen havde besøgt min mor, og meddelte at tvillingebrødrene alligevel ikke var interesseret i at videreudvikle forhold og relationer til min mor og sin familie. Det blev ikke sagt direkte, men imellem linjerne var det tydeligt at det var fordi at vi ikke var en velhavende familie, som den de selv kom fra og det blev nævnt at de to brødre havde arvet 8 millioner kroner hver, da de mistede deres adoptivforældre.
Så endnu engang blev min mormor sønderknust. Først så lettet: Hendes børn som aldrig kunne drømme om at afskære min mormor og som alle egentligt syntes var spændende at de havde fået 2 storebrødre. Derefter så spændt: Nu skulle hun møde sine drenge for første gang. Efter så mange år. Til sidst: Så skuffet over, at brødrene ikke fandt min mormor og hendes børn værdige til at vedligeholde en kontakt.
Hvorfor så starte alt det postyr i første omgang?!
Der er ingen tvivl om, at min skrøbelige sårbarhed har jeg fra min mormor. Men jeg tager virkelig hatten af for hendes stærke styrke. Den misunder jeg hende på.
Snart er det 2 år siden at jeg mistede min kærlige, omsorgsfulde mormor. Æret være hendes minde.