Kære svigermor

Jeg nåede ikke at være der, da du døde, mæt af dage og alligevel ikke, trods dine næsten hundrede år. Du døde af en simpelt lungebetændelse efter at have overvundet brystkræft, og en mindre blodprop, der i en periode fik dig til at tale sort. Igen og igen rejste du dig, fordi livsbegejstringen boblede i din gamle sjæl.

Et par år forinden havde du fornøjet underholdt med, at din alder slet ikke passede til dit sind, fordi derinde var du en teenager, som dansede på bordene.
   Men de gamle ben ville ikke rigtig lystre sindet mere.

Det var også det år vi kunne se, at der blev lidt nusset omkring dig og vasketøjet hobede sig op eller du stod og vred det vilkårligt op i køkkenvasken, fordi du ikke længere kunne overse at slæbe det ned til vaskemaskinerne i boligbyggeriet, hvor du boede. Vi insisterede på, at du skulle have hjemmehjælp. Det holdt hårdt, men til sidst accepterede du både rengørings - og vaskehjælp.

Første gang han kom for at støvsuge, blev du forskrækket og var du ikke blevet så overrumplet, som du blev, havde du nok smækket døren i hovedet på ham. Sort som natten. En neger, fortalte du uden at blinke, og du havde siddet stiv af nervøsitet i den time det varede og vogtet på dine genstande og penge. Men du måtte kapitulere. Han var jo både dansktalende og flink, passede slet ikke ind i alt det, man hørte. Snart blev I bedste venner, og du bildte ham ind, at du sagtens selv kunne klare støvsugningen, om I da ikke skulle drikke kaffe i stedet. Naboen Gertrud var rystet, da hun hørte, du havde lukket ham ind og gjorde det igen og igen. Hun fik for vane at sætte ekstralåsen på, når det var hjemmehjælpsdag.

"Vi er så forskellige, Gertrud og jeg", kluklo du, " men hun er så flink, så flink, der er ikke noget der..."

En dag fandt han dig på gulvet. Du var faldet i det tæppe, du så mange gange havde talt om at få skiftet ud. Siden fortalte du ivrigt, at en af dem, man hørte så meget om reddede dit liv, og du sagde det med et lille eftersmæld med tungen, som skammede du dig over, at du havde været så nem at narre. Det kan godt være de andre slog folk ned med køller, men ham her gjorde altså ikke.

Du kom på midlertidigt ophold på et plejehjem, og vi troede aldrig du kom hjem igen, tynd, afkræftet og lettere forvirret som du var, men du rejste dig igen. Fik kræfterne tilbage i benene og snart stavrede du trillede du rundt på plejehjemmet med din rollator, og appetitten, der var din tro følgesvend, havde de aldrig set mage til af folk i din alder.

Du kom hjem i lejligheden mod at få hjælp både morgen og aften og desuden tilbudt at blive hentet fire gange ugentligt til et aktivitetscenter. Du sagde ja til det hele. Du var et ja-menneske hele vejen igennem.

Snart glædede du dig til dagene på aktivitetscenteret.
   Disse morgner stod du tidligt op, nettede dig og fik dig gebærdet ned fra anden sal, så du stod klar ved gadedøren, når chaufføren kom og rakte dig sin arm, så han kunne følge dig ud i minibussen.

"Sikke en gentleman, du er", smilede du, når du stak din arm under hans.

Jeg gætter på, du gentog sætningen morgen efter morgen.

En af de første gange blev en anden ældre dame, som skulle samles op efter dig, temmelig fortørnet over, at du havde taget "hendes plads" i bussen. Du undskyldte, men på ingen måde ydmygt, og fortalte hende, at du ikke var klar over, der var faste pladser, men du flyttede dig da gerne.
   Næste dag tog du hendes plads igen, drillesyg som du var, når folk tog ejerskab over noget, du ikke mente tilhørte dem. Her var det ikke hukommelsen, som spillede dig et puds, det var helt bevidst.

"Sure gamle dame", kunne du udbryde, når du grinende berettede om det.

På aktivitetscentret strikkede og hæklede I, gik små ture, cyklede på en motionscykel og bedst af alt, fik det dejligste måltid og et glas rødvin til. Nogle gange to. Jeg kan se dig for mig, se dig sidde der og smage på vinen med et saligt blik og rose maden i et væk.

En dag, hvor du sad og filosoferede lidt, sagde du til mig:
   "Sikke alt det jeg fik, da jeg faldt"!

Og så lo du den latter, jeg elskede. En latter, der fik alle til at le og dine livfulde øjne glimtede i dit rynkede ansigt, ja alt var gammelt på dig, bare ikke dine øjne. Gløden i dem var fuld af liv og lyst.
   Det du mente var jo, at de fleste af dine venner var døde samtidig med at din tilstand gjorde dig til fange i dit hjem, men nu fik du igen selskab og oplevelser.

Sådan var du. Altid vandt din livsglæde over grubleri og sorger. Du kunne sidde i solstrålen fra dit vindue med lukkede øjne, det var din altan, som du sagde, kunne sidde der og være taknemmelig for sådan en stråle, selv om endnu en veninde netop var rejst til landet bag stjernene.

Dennegang var det Dorrit som du ringede sammen med hver morgen. Længe havde hun været dårlig gående og skidt tilpas, så da du stadig kunne bevæge dig rimelig frit omkring, arrangerede du kaffekurv og gik hen til hende hver eftermiddag. Så sad I der og livede op i gamle dage. I havde været veninder siden ungdommen.

Du blev fuld af sorg, da hun en dag sov stille ind. Af og til løb sorgen af med dig, men så afbrød du dig selv og sagde: "Sådan er livet jo, når man er så højt oppe i alderen, helbredet er det største," og du bankede tre gange under bordet for ligesom at bekræfte det. Livet strømmede ind i dig og udfra dig, men jeg skal ikke kunne sige, hvad der skete, når du sad alene om aftenen, om du da lod dig overvælde af sorgen. Eller om du bare skruede højt op for tv'et for at få så meget liv i huset, at det kunne overdøve den?

Før faldet yndede du at stå foran det store spejl i dit soveværelse og gøre dig smuk, klæde dig pænt på, inden du skulle ud med en veninde eller bare en tur ned i parken. Man kommer jo altid i snak med nogen, som du sagde. Ung som gammel blev de tiltrukket af dig. Du fodrede ænder med børn, hørte på gamle sygehistorier, talte med de hjemløse, misbrugerne, fortalte egne anekdoter fra dit lange liv. Som fx dengang, hvor du som knap firs-årig blev spærret inde i Legoland med dine to niecer, fordi I havde været så optaget af fjant og fjas, at I ikke havde øje for tiden, og ingen havde opdaget jer. Tilsidst kom I ud ved at klatre over et hegn, og du tilføjede: "Det var i gamle dage, idag ville en alarm nok været gået igang og man ville være endt på politistationen, men det kunne da også have været sjovt, de kan være noget så flinke, de politimænd".

Ved den mindste solstråle sad du ved "din altan" og drømte dig tilbage til barndommen på Fyn og mødet med din nu afdøde mand Håkan i Sverige, som jeg desværre aldrig nåede at møde. Genoplivede ægteskabet. Altsammen havde det været godt i din fortælling, selv om en del af det udefra set havde været råt. Alle de år, der ingen børn kom. Tilsidst kom han, den ene. Jeg fornemmede, det var en slags latent sorg i dig, at det ikke blev til flere, at det var hårde år, men det du flagrede med var din taknemmelighed over den ene, som kom.

Når man kom på besøg hos dig gjaldede radioen med glad musik igennem din lille lejlighed. Selv stod du i køkkenet, der vendte ud mod et rend af legende børn i gården. Tit sad du dernede og nød deres leg, talte med naboer eller bare trak livet ind.

Du stod ved køkkenbordet og trallede, klar med boller, smør og marmelade, imens duften af kaffe spredte sig.

"Skal jeg hjælpe med noget svigermor"?

"Nej, nej, sæt du dig bare ind, og jo du kan da lige tage det her med", og du rakte mig et fad med smurte boller.
   
Du stod der i din turkis-hvide kjole, som klædte dig og din altid brune hud. Rank i ryggen og med det grå hår omkransende dit fine ansigt med den lidt krogede næse og de plirrende, perlerunde brune øjne.

Stuen var tungt møbleret. Kakkelbord, sofa og stole i lyst blomstrende stof og udfra væggen stod en stor, brun, tung reol bugnende af bøger og fotos af forældre, mand, søn, børnebørn og oldebørn. Du sagde altid godnat til dem allesammen, ja Håkan sad du og talte lidt med, inden du gik til ro om aftenen, fortalte du mig.

"Ak ja, det er nok noget pjat, men det er lidt som om han er levende igen, når jeg gør det, vi havde det godt, Håkan og jeg, ja, det havde vi".

Væggene var prydet af landskabsmalerier leveret af din kunstneriske familie. Begge dine brødre forstod at svinge penslen, spille kunne de også.

"Mine brødre fik det hele, ikke engang en sangstemme kom mig til del", lo du uden den mindste strejf af bitterhed.

Jeg måtte give dig delvis ret, for når vi dansede omkring juletræet peb det i mine ører, for du sang alligevel. Sang bliver man glad af, trallede du. Det var altid den du gik efter. Glæden. Og måske er det sådan at går man efter den, kommer den?

Faktisk var du ikke barnefødt på Fyn. Først da du var fem år, flygtede I dertil. Eller I blev forvist.
   Jeg har det ikke fra dig, for den slags fortalte du ikke om. En anden i familien har fortalt, at du blev født på en ø, hvor din far arbejdede som snedker. Sindet plagede ham, ja i dag ville man nok kalde det maniodepressivitet, så i perioder blev det så som så med arbejdet, og da han gik fallit og blev indlagt, syntes spidserne på øen, at han og familien skulle væk. Man kunne ikke have den slags der. Sådan havnede I på Fyn. Senere blev din bror indlagt med de samme symptomer. Ham talte du sjældent om, dog kunne du i en bisætning nævne, at han havde noget med nerverne. Han døde ret ung.
   Til gengæld bredte du kærligheden til din far og mor ud. De gjorde altid deres bedste. Og du blev båret på hænder og fødder som eneste pige og den yngste. Sådan var din historie om dem, det var den du bar på.

Din mand kunne til tider være en tikkende bombe. Du kunne godt snige det ind i en sætning med småt, der snart efter blev overdøvet af, hvor sjov han var. Bestemt ja, men sjov. Engang dristede du dig dog til at fortælle historien om, at han en eftermiddag i raseri forlod jeres sommerhus i Nordsjælland. Faktisk var I så småt ved at skulle drage ind til byen, men så opstod der et eller andet, som tændte hans ild. Rasende for han ud i bilen, gassede op og forsvandt. Der stod du tilbage med din lille søn og halvvoksne nevø, som havde været med jer på weekend. Uden at være synderlig påvirket udadtil tog du ungerne i hånden og gennede dem og dig selv ned til et busstoppested. Først mange timer senere låste I jer ind i lejligheden, hvor Håkan sad i sin vante stol og røg pibe. Man skulle tro med den du var, at du ville slå i bordet, skælde ud, bede om en forklaring. Men nej, intet blev italesat, hvorfor skulle du det? Nu virkede han jo til at være i godt humør igen.
   Videre kunne du berette om, hvordan han efter krigen flygtede fra Nordnorge til Sverige. Her mødte du ham, sulten og udtæret efter flugten. I mødtes på et vaskeri, hvor I begge fik ansættelse. Siden levede I på polsk i en kælder i København. I havde det skægt, blev gift, drog på motorcykeltur ned igennem Europa, du siddende i en sidevogn, og I fik mange venner.

Du var vild svigermor. Jeg tror, du var vild.

Som ung forlod du dit trygge barndomsland på Fyn, flyttede til Sverige, fordi du ville have eventyr, og det fik du. Alting forsøgte du at male i lyse farver. Var det fordi, du fortrængte verden som den var? Eller var det bare det blik du havde på den og livet i det hele taget?

I var pot og pande, dit yngste og elskede barnebarn og dig. Du var godt op i årene, da hun kom. Snart sad hun under din vinge. Alt blev tilsidesat for hende, intet kunne overgå samværet imellem jer to. Ved du hvad svigermor, du har fyldt hende med en rygsæk af at være elsket i sjælden grad, og den traver hun nu rundt med som en dyrebar skat. Heldigvis fik jeg det sagt til dig mange gange, fik sagt hvor betydningsfuld, du var.

Dit barnebarn elsker vandmelon, så en dag overraskede du os alle, fordi du havde slæbt en stor en af slagsen op i lejligheden. Aldrig havde du selv smagt det. Om vi skulle hjælpe med at skære ud? Nej, det var ikke nødvendigt. Dit barnebarn hoppede på stolen af bare forventning til at sætte tænderne i den lækre frugt. Du kom dansende ind med fadet. Og så opdagede vi, at du havde gjort det omvendt. Skåret frugten fra og serveret skraldet. Vi kom sådan til at grine, vi kunne slet ikke stoppe igen.
   Din søn forbarmede sig og løb over og købte en ny.

Hvor var du levende svigermor. Min datter siger altid: "Farmor er det bedste forbillede".

Bedre kan det ikke siges, Din glæde smittede. Selv sidste gang jeg så dig gnistrede dine øjne og din latter lagde hele selskabet ned, mens resten var i forfald på en måde så tøjet knapt kunne hænge på din afkræftede krop. Faktisk var du døende, men du fik alligevel stavret dig op på tredje sal. Der sad du og nød dit barnebarn, som fyldte femten. Få dage efter var du død.

"Elsket af alle", står der på din gravsten.