Lige nu fylder en mail fra en skattet veninde op i mig; "Ingen kender dagen før solen går ned", var overskriften på mailen som indeholdt beretningen om en svær dag i går. Det sætter gang i en masse tanker hos mig, følelsen af at det ville være dejligt at kunne gøre noget, men det ved jeg godt jeg ikke kan. Det eneste jeg kan gøre, er at være her, lytte, være kærlig og forstående og det er jeg.

Hvor er det vigtigt at vi er der for hinanden, jeg kommer til at tænke på de mange, mange gange hvor nogen har været der for mig når ”livet har gjort ondt”.
Mange gange oplever jeg at mennesker bliver frygtelig bange, når nogen har det svært. Det er ofte uhåndterbart for os, hvis det sker lige for øjnene af os. De fleste har et lommetørklæde, hvis en bliver ked af det, men hvor mange af os har et knus?? Sagt på en anden måde, hvor mange af os tør gå tæt på andres smerte? Det er svært når de store følelser sætter ind, så mange gange er det måske lettere at gå væk end at gå tæt på og måske risikere at konfrontere sig med sin egen angst.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på vores ”berøringsangst”, det er som om det at mærke både sig selv og andres følelser, specielt dem som gør ondt, er blevet noget mange ikke giver sig af med. Lykkepillernes indtog og omfang er for mig at se tankevækkende, men på den anden side er der også store krav til det at være menneske i dag, hvor det at ”Have ondt i livet” ikke helt falder i tråd med den gængse opfattelse af, at vi skal have det hele og kunne det hele.

Hvem mon kan det?
Hvorfor tror vi, at alle andre kan det hele?
Hvordan er det vi går og ”opfinder” andre som en slags super mennesker der altid er ovenpå?
Hvordan skal vi håndtere det, når smerten, angsten og følelsen af ikke at slå til rammer os selv?
Hvordan skal vi håndterer når nogen pludselig konfrontere os med deres angst og smerte, kan vi gøre det uden at få øje på vores egen angst og smerte??

Det har ofte slået mig, at samtidig med at vi ikke vil have ”De store følelser” for tæt på, ja så kan vi alligevel få lov til at se på nogen som har dem, uden at vi behøver ”gribe” ind eller foretage os noget.

Big Brother, Baren, Robinson - de mennesker som er på der - er på, de store følelser af alle mulige karaktere får vi serveret lige ud på kaffebordet, uden at vi behøver forholde os - eller gør vi?
Det er selvfølgelig belejligt at vi ikke kender dem som lever deres følelser ud for fuld offentlighed, vi kan være medlevende eller forargede uden at det kommer tæt på, men hvis vi tør mærke efter, så tror jeg kun alt for godt at vi kender de følelser som her bliver ”klasket” op i hovedet af os.
Jeg tænker på hvor modigt, åbent og ærligt disse mennesker sætter sig selv til skue for had, foragt, forståelse og idolisering - det er faktisk modigt af dem, at de vælger at ”Gå på”, så vi andre kan komme helt ind og mærke vores egne store følelser.

Min fornemmelse er, at vi alle har vores at ”se” til og heldigvis findes der mange søde og forstående mennesker, som ikke bliver ”bange” når et andet menneske vælger at vise dem deres store følelser.
"For at have en ven - skal du være en ven", er en sandhed som jeg holder meget af. Vær der for andre, men tro ikke at du kan leve deres liv for dem. Elsk dem og hold af dem som dem de er, uanset hvordan du synes de burde/kunne være. Alle andre er præcis som de skal være, alle andre gør nøjagtig det som de kan gøre - ellers ville de gøre noget andet.

Så vær der for dem ved at være kærlig, ærlig, forstående og åben og vid, at den dag du selv får det svært, så er der også nogen som ”forstår” dig.